Af Katrine Winkel Holm, trykt i Jyllands-Posten 15. september 2012.
Er der nogen, der kan huske, da alle kommentatorer i foråret erklærede værdi- og kulturkampen død? 10 års debat om indvandring og islam var ovre, hed det.
Emnet var færdigdebatteret og kun hysteriske islamofober med muslimer på hjernen - som denne klummeskriver - kunne finde på at blive ved at råbe op om det.
Den seneste tid har afsløret denne letbenede kommentatorsandhed som ren ønsketænkning. For selv om man holder op med at tale om virkeligheden, holder den jo ikke op med at være der.
Selv om det officielle Danmark forsøger at købe sig til islamisk goodwill med officielle eidfester og ramadanmiddage, mødes man stadig med foragt og militant fjendtlighed fra de rettroendes lederes side.
Ja, netop derfor.
Er der én ting, vi i Muhammedkrisens fædreland har lært - og burde hviske Obama-regeringen i øret - er det, at eftergivenhed ikke betaler sig. Den giver kun appetit på flere angreb - symbolske, ideologiske og korporlige - ved at udstille svaghed og rådvildhed. Og er der én ting, der er sørgelig ved det seneste 10 års debat, er det, at offentligheden er blevet træt af islamdebatten, inden den har lært af den. Selv i dag har de færreste meningsdannere og journalister begreb om, de allermest elementære forskelle på islam og kristendom, og de fleste stopper debatten, hvis den bevæger sig i den retning. Det er teologisk, langhåret og ligegyldigt. Men i dag er det det teologiske, der er afgørende.
Tag f.eks. denne uges skandaløse, hjemlige begivenhed: Den skattefinansierede "antiradikaliseringskonference", hvor Ny-Dansk Ungdomsråd rullede den røde løber ud for en Tahir-ul-Qudri, en mand, der har været med til at indføre de blasfemilove, der terroriserer bl.a. kristne i Pakistan.
Hvor Det Radikale Venstre og PET satte sig selv til højbords med en mand, der slår til lyd for, at enhver, der fornærmer Muhammed, skal "dræbes som en hund" (hvad hans trosfæller netop nu efterlever i Libyen).
Denne imam hævdede på konferencen, at dødsstraf for blasfemi også findes i Bibelen. "Taler jeg mod blasfemilove, taler jeg direkte imod teksten i Det Nye Testamente, evangelierne og Jesus Kristus". Underforstået: Det er jer, der er i modstrid med jeres åndelige fundament, når I går ind for åndsfrihed.
Et ganske effektivt holdkæftbolche. Imamen løj. Intet sted i Ny Testamente finder man en bestemmelse om dødsstraf for blasfemi. Det nytestamentlige sted, han henviser til, Matt 12,31-32, drejer sig om noget andet.
Her siger Jesus, at al synd og bespottelse skal tilgives mennesker undtagen bespottelsen af Helligånden. Dvs., at alt er tilgiveligt undtagen det ikke at ville tro på tilgivelsen.
Jesus, hvis rige ikke var af denne verden, taler om Guds tilgivelse og Guds dom her og hisset, ikke om lovparagraffer i en strafferet. Men selv hvis han gjorde, giver han her grønt lys til alt andet end bespottelse af Ånden, også til bespottelse af Menneskesønnen, dvs. af ham selv.
Så selv den mest tykpandede, islamisk-juridiske udlægning af skriftstedet må konkludere, at Ny Testamente giver plads til kristuskarikaturer og kristusbespottelse. Længere væk fra dødsstraf for blasfemi kan man ikke komme.
Alligevel fik imamen lov at fremture uimodsagt, selv om der var kirkelige repræsentanter til stede. Eftergivenheden og uvidenheden gjorde værgeløs.
Endnu engang blev det officielle Danmark gjort til grin for egne penge. Man gad ikke klæde sig på til at kunne tage debatten, for den er jo for længst overstået.
Nej, den er først for alvor begyndt.