Om de islamiske helligskrifter og den historisk-kritiske metode.
II: Metodologisk tilgang til Muslimsk Tradition
Islam har som religion ikke kunnet acceptere fornuften som overordnet tolkningsprincip. Det ville være i modstrid med den guddommelige åbenbaring i Koranen og et anslag mod Allah, som er enebestemmende for tro og politik. At rationaliteten skulle være vurderingsgrundlag forud for det religiøse, er således udtryk for tanker af blasfemisk karakter. Tænkere gennem islams historie har arbejdet med spørgsmålet, men har ikke kunnet overvinde den religiøse barriere. Islams placering i Vesten har gjort dette problem yderst aktuelt, og en muslimsk integration i de demokratiske samfund er totalt afhængig af løsningen heraf, ellers fortsætter muslimske indvandrere som fremmede i deres nye land. Friheden til en totalt fri og neutral forskning med benyttelse af alle forskningen metoder er en betingelse for, at islam kan udvikle sig og finde plads i de europæiske samfund på linje med andre. Også selvom muslimer vil opleve det som en smertefuld proces, og selvom de vil rette en stor vrede mod alle, som retter kritik mod deres hellige skrifter.2. Islams oprindelse i muslimsk tolkning
Allahs åbenbaringer til Profeten Muhammad i årene 610 til 632 er samlet i den hellige bog Koranen. Den endelige redaktion fandt sted ca. 20 år efter Muhammads død i 632. Hvad der ikke fandt plads i bogen blev ødelagt. Initiativtageren til samlingen var den tredje khalif Uthman. Og nu fremstod Koranen som Allahs hellige og uforanderlige vilje.Muhammad blev født i Mekka år 570, og han begyndte sin forkyndelse for sine bysbørn efter den første åbenbaring fra Allah. Han stødte på modstand blandt sine medborgere, som var delt i mange religiøse grupper. Der var jøder, kristne og en stor skare af polyteister, som dyrkede deres guder i helligdommen Ka´baen.
I sin forkyndelse fremhævede Muhammad først og fremmest Allah som den eneste, den hellige, den ophøjede, skaberen og dommeren, men også som den barmhjertige, der tidligere havde åbenbaret sig for profeter og budbringere. Men da modstanden mod ham blev for voldsom, udvandrede han til Jatrib, det senere Medina. Det skete i år 622. Udvandringen kaldes al-hidjra, og den muslimske kalender regnes fra dette år.
I Medina blev Muhammad anerkendt ikke alene som profet, men også som økonomisk, politisk og militær leder.
Tingene spidsede til for Muhammad også her. Han var stadig indviklet i kampe med de mekkanske købmænd og med jøderne. Jøderne blev enten henrettet eller fordrevet, og efter mange kampe med krigerne og købmændene fra Mekka kunne han i 630 endelig drage ind i Mekka som sejrherre. Da han døde 2 år senere, havde han allerede underlagt sig størstedelen af den arabiske halvø. Og under hans nærmeste efterfølgere, khalifferne, ekspandere det islamiske territorium. Mindre end 100 år efter profetens død beherskede islamiske hære områder fra Atlanterhavet til Indusfloden.
Allah, Profeten og Koranen er islams livsgrundlag. Og erindringen om Profetens liv, udsagn og sædvaner, hans sunna, findes nedskrevet i de store traditionssamlinger hadith. De islamiske lovsamlinger, sharia, der bl.a. er udledt af Koranen og hadith, er ideelt set fundamentet for hele det muslimske retssystem. Både hadith og sharia respekteres næsten ligeså højt som Koranen.
3. Arbejdsmetoder
a. Muslimsk tilgang
Den muslimske litterære tradition fylder en meget stor del af verdenslitteraturen, og den er stadig i eksplosiv vækst. I over 1200 år har muslimske lærde viet deres kræfter til studiet af deres hellige skrifter og de mange tolkninger deraf. I det overvældende materiale, som ingen vesterlænding har nogen mulighed for at skaffe sig et overblik over, findes skarpsindige analyser af Koranen, af Profetens levned og af traditionssamlingen hadith. Det er hagiografier over religiøse personligheder, juridiske dialoger om sharia og lovenes anvendelse og meget mere. De lærdes tilgang har en grundlæggende forudsætning, som har bestemt den samlede udlægning. Allah har gennem profeten Muhammad åbenbaret sin vilje i Koranen. Hans ophøjethed og hellighed rummes i Koranen, den er fuldkommen, uforandret og uforanderlig. Og selvom muslimer ikke lever efter Koranen, står den urokkeligt fast, og antastelse deraf er blasfemisk. En kritisk diskussion deraf, er derfor ikke mulig. Dette grundlag har bestemt den muslimske forsknings arbejdsmetoder.b. Traditionel vestlig tilgang
Men foruden denne ældste og for de fleste muslimer autoritative tilgang til traditionen findes der to andre. Men de mødes næsten kun hos vestlige forskere. Arkæologerne Judith Koren og Yehuda D. Nevo skildrer i artiklen: ”Methoidological Approaches to Islamic Studies” de to andre forskningsretninger (note 12: The Quest for the Historical Muhammad, New York 2000. red. Ibn Warraq, p. 421-426), som vedrører studiet af den tidligere islamiske historie og religion og Koranens plads heri. Den ene kalder de den traditionelle tilgang.Karakteristisk for den er, at den i sine undersøgelser arbejder i en vis samstemmighed med den muslimske forsknings præmisser og traditioner, selvom den ikke forholder sig til det muslimske åbenbaringsgrundlag eller anerkender Koranens guddommelige karakter. For de traditionelle vestlige forskere er Koranen og de skrevne traditioner islams grundlæggende historiske kilder (note 13: Se f.eks. Frants Buhl: ”Vort kendskab til Muhammads historie hviler i det væsentlige på to kilder af meget forskellig art og værdi, nemlig Koranen og overleveringerne”. ”Muhammeds Liv”, Poul Kristensens Forlag, Herning 1998, p. 247. Samt Jørgen Bæk Simonsen. ”Koranen er den bedste kilde til belysning af personen Muhammad”. Det retfærdige Samfund. Samleren, København 2001, p. 12). Den stærke afhængighed af disse muslimsk udformede kilder giver en vis begrænsning i den historiske tilgang til den tidligste islamisk historie. Den lægger hovedvægten på litterære og religiøse studier og stiller spørgsmål til de litterære kilder. Den bevæger sig med kritiske spørgsmål indenfor den muslimske forsknings formelle rammer. Således peger forskerne på de mange modsigelser i Koranen, diskuterer de såkaldte abogerede vers, dvs. vers, som er ophævet til fordel for andre vers, de vækker opmærksomhed omkring de nye åbenbaringer, som kommer belejligt for Muhammad, netop som han af politiske eller private grunde har brug for dem. I mange tilfælde forstyrrer de også det idealiserede billede af Profeten selv. Fremragende forskere, ikke mindst danske, har ydet bidrag her. F. eks. Jes P. Asmussen, Frants Buhl, Jens Christensen, Jens Enevoldsen, Henny Harald Hansen, Alfred Nielsen, Johannes Pedersen. Også Jørgen Bæk Simonsen må regnes til denne gruppe, selvom han tilsyneladende selv hælder mod islam. En række udmærkede undervisningsbøger rummer gode informationer. Forskningsholdninger som de ovennævnte kan naturligvis ikke accepteres af muslimer, da de har et forkert udgangspunkt.
c. Revisionistisk tilgang
Den anden vestlige tilgang kalder man for den revisionistiske. Den anvender i sin forskning de vestlige kildekritiske metoder ikke alene overfor alle islams egne historiske og litterære kilder, men inddrager også relevant samtidig ikke-arabisk litteratur, arkæologiske levn, indskrifter og møntstudier. Forskningsresultaterne varierer meget, men tendensen er, at forskerne når til overraskende nye resultater. Og fælles for dem er, at de afviser den historiske værdi hos beretninger, som udelukkende beror på ”facts”, der er udledt af muslimske litterære tekster. Hovedvægten lægges på historiske studier. Og den generelle opfattelse er, at man sjældent kan udlede konkrete historiske kendsgerninger fra religiøse tekster, som er tilpasset et religiøst mål. Hvis man behandler islamiske litterære værker som regulære historiske kilder, begår man en metodisk fejl.Det er indlysende, at muslimske forskere og traditionalister vender sig mod denne forskningsretning med stærk afvisning og ofte af aggressiv karakter. I artiklen ”Origins of Islam: A Critical Look of the Sources” udtrykker Ibn al Rawandi sig omtrent på samme måde om forskningsretningerne som Judith Koren og Yehuda D. Nevo, men føjer noget upræcist til, at den vestlige traditionelle tilgang, som accepterer den islamiske forsknings ydre rammer er et resultat af vesterlændinges fascination af Østen, af ørkenen, beduinerne, arabisk sprog, litteratur og arkitektur, og at den repræsenteres af vesterlændinge, som dybest set gerne lægger renæssancen, oplysningstiden, den industrielle revolution, kort sagt hele den vestlige verden bag sig. Og egentlig repræsenterer de et mystisk/romantisk tilværelsessyn. Den revisionistiske retning fastholder derimod et rationelt/analytisk vestligt syn i anvendelsen af forskningsmetoder (note 14: Anf. Værk (note 12) p. 106).
Ganske oplysende er det, at al-Rawandi nævner nogle af de mest fremtrædende vestlige islamforskere og placerer dem indenfor de nævnte forskningsrammer. Bland de traditionelle fremhæver han f. eks. René Génon, Titus Burckhardt, Martin Lings, Annemarie Schimmel, Seyyed Hossei Nasr. Af de mest skoledannende blandt revisionisterne fremhæves naturligvis Ignaz Goldziher, Joseph Schacht, Kennet Cragg, Willim Montgomery Watt, Patricia Crone, Michael Cook, John Burron, Andrew Rippin, Gerald Hawting, og frem for nogen anden John Wansbrough.
d. Kritiske muslimer
Den såkaldte traditionalistiske islamforskning er forholdsvis velkendt. Det er derfor den revisionistiske forskning, der skal udfoldes lidt nærmere i det følgende. Men det kan være på sin plads at nævne de strømninger, som på vidt forskelligt plan mødes i indvandrerkredse, og som i et eller andet omfang beskriver sig som kritisk.Når sådanne kritiske muslimske holdninger er opstået i flere lande kan det have en sammenhæng med fatwaen mod Salman Rushdie, med terrorhandlingen den 11. september og med væksten i fundamentalismen i flere lande.
Blandt de kritiske grupper findes der mennesker, som fastholder Korantraditionen, men gør op med sider af islams historiske fremtræder, f. eks. med kvindesynet. I Danmark gælder det f. eks. Aminah Tønnsen Echammari og Khadidja Bjerring. Andre ønsker at styrke den individuelle frihed i forhold til tolkning af Koranen og hadit (note 15: Således måske! Tariq Ramadan. To be a European Muslim, Leicester, The Islamic Foundation, 1999). En lang række personer må nærmest betegnes som kulturelle muslimer, og de peger på nødvendigheden af at kræve frigørelse fra den rigoristiske sharia og accept af adskillelse af religion og politik (note 16: Bassam Tibi, moderat muslim, professor i Göttingen. Kendt for sine mange værker om muslimsk fundamentalisme, hører nærmest til her). Overraskende toner har igennem nogen tid lydt for stormuftien i Marseilles, Soheib Benchikh, som angriber stivheden og tilbagestræbet i den muslimske fundamentalisme, og som insisterer på, at islam må reformeres, så islamiske tekster, herunder kommentarer og teologiske arbejder over Koranen sekulariseres. Således kan man skabe islam, som forkynder tolerance, respekterer mangfoldigheder og adskillelse af religion og politik (note 17: Bruce Bawer: Tolerating Intolerance: The Challence of Fundamentalist Islam in Western Europa, Partisan Review, 2002, Number 3, p. 9).
III: ISLAMFORSKNING PÅ REVISIONISTISK GRUNDLAG
Et grundskud mod traditionen
I EU-landene har der været en løbende debat om islams udfordring til den europæiske kultur. Og den er vigtig. Med fremkomsten af den revisionistiske islamsforskning er der også blusset en løbende debat op om den vestlige kulturs forhold til islam. Dvs. kan vestlige forskere uden ideologiske forbehold gøre den islamiske kultur og religions grundlæggende principper til mål for undersøgelser med de metoder, der kendetegner forskningen.Der er ingen tvivl om, at det er den håndfaste muslimske religiøse tradition, som i samtlige EU-lande har problematiseret den nødvendige kulturelle integration. Ikke-muslimske indvandrere har haft en betydelig lettere indgang i deres nye samfund.
Det vakte blandt kristne stor opsigt og smerte, da den historisk-kritiske forskning gjorde de bibelske skrifter til forskningsmål. Det gamle Testamente blev genstand for den historiske-kritiske forsknings detailbehandling. Endnu mere opsigt vakte det, da Det nye Testamente dissekeredes gennem formhistoriske analyser af det mundtlige stofs overlevering før nedskrivningen. Traditionshistorien stillede spørgsmålene om bestemte motivers oprindelse, og redaktionshistorien afdækkede nedskrivernes hensigt med udvælgelse og sammenstillingen af materiale. Det kontante arbejde med de kristne helligskrifter gav en ærlighed i behandlingen af teksterne og en frihed for den enkelte til at stille sine egne spørgsmål til grundlaget for deres tro.
For mig at se er en uhildet historisk-kritisk forskning i den muslimske tradition en frigørelse, som kan medføre, at de muslimske indvandrere kan åbne sig for en bredere forståelse af deres egen religion og for den kultur, som de nu har valgt at leve i. Og de bør ikke kunne lægge hindringer i vejen herfor.
Repræsentanterne for den såkaldte revisionistiske forskning, som vel at mærke repræsenterer mange forskellige synspunkter, fastholder nødvendigheden af en i vestlig forstand fri forskning på alle områder og ingen fornemmelse af hellighed kan forhindre det. Og ikke overraskende kan forskningsprincipperne for denne stadig voksende gruppe måske bedst sammenfattes i følgende overordnede betragtninger, som bærer hele forskningen hos den banebrydende Johan Wansbrough. Skriftlige kilder kan aldrig fortælle os, hvad der virkelig skete, siger han, men hvad forfatteren mente, der skete, eller hvad forfatteren ønskede, at andre skulle tro, havde fundet sted (note 18: John Wansbroug, The School of Oriental and African Studies, The University of London. Har udgivet bl.a. de to bøger: Quranic Studies: Sources and Methods of Scriptural Interpretation, Oxford University Press 1977. Og The Sectarian Milieu: Content and Composition of Islamic Salvation History, Oxford University Press. Disse to svært tilgængelige værker med mange kontroversielle synspunkter har været igangsættende for mange kritiske forskningsprojekter).
a. Muhammad
”Muhammads sværd og Koranen er de mest hårdnakkede fjender af civilisation, frihed og sandhed, som verden endnu har kendt”Sir William Muir (note 19: Life of Mahomet, Ibn Warraq: Why I am not a Muslim, p. 88)
For troende muslimer er Muhammad den enestående person, som Allah via sin ærkeengel Gabriel åbenbarede den guddommelige Koran. Og han er den, som grundlagde den islamiske religion. Alt det gode, som kan tillægges et menneske, knyttes til ham, visdom, retfærdighed, skønsomhed og mildhed. Og han er et bindende eksempel for alle muslimer.
Men allerede den først kendte sira, biografi om Muhammad rokkede ved dette billede af profeten, selvom den tilkendte ham den allerhøjeste hæder. Biografien er skrevet af Ibn Ishaq omkring 750, ca. 120 år efter Muhammads angivne dødsår. Men den kendes kun i en senere bearbejdelse ca. 75 år derefter.
I en sammenfatning fra Encyclopedia of Religions and Ethics (note 20: Volume 8, 1915, p. 878) beskriver dr. Margoliout Iben Ishaqs billede af Muhammad med bl.a. følgende ord: ”I Ibn Ishaqs biografi er de karaktertræk, som tillægges Profeten yderst uheldige. For at nå sine mål viger han ikke tilbage fra noget middel, og han bifalder en lignende mangel på skrupler hos sine tilhængere, når det gælder hans formål. Han udnytter til det yderste mekkanernes ridderlighed, men han gengælder den sjældent. Han organiserer snigmord og massakrer i stor stil. Hans karriere som tyran i Medina svarer til en røverhøvdings, hvis politiske økonomi består i at sikre og uddele rov, og dette sker ud fra principper, som ikke lever op til hans følgesvendes begreber om retfærdighed. Han er selv en tøjlesløs libertiner og opmuntrer sine ledsagere til det samme. For hvad han end gør, er han rede til at anråbe om øjeblikkelig godkendelse fra Guddommen. Det er imidlertid umuligt at finde noget princip, som han ikke er parat til at svigte for at sikre et politisk resultat. På forskellige punkter opgiver han tanken om Guds enhed og kravet om at være profet”.
Beundrende beskriver Ibn Ishaq, hvorledes Profeten med snilde gennemtvinger Medinas jødiske nabostammers overgivelse. Profeten befalede herefter, at der på markedspladsen skulle graves grave. Stammens mænd førtes så i grupper frem for ham, hvorefter de alle blev halshugget. Muhammad fordelte deres ejendom, kvinder og børn. Selv tog han sig som vanligt godt betalt, ikke mindst blandt kvinderne. 700-900 mænd mistede livet (note 21: Ibn Ishaq: Das Leben des Propheten, Horst Erdmans Verlag, Tübingen 1976, p. 177).
Trods denne beskrivelse af Muhammad bevarede Ibn Ishaq sin solide plads i den muslimske tradition. Tydeligt er det, at det er stammehøvdingens rolle, der fokuseres på.
Også ud fra vestlige traditionelle kilder tegnes et yderst kritisk billede af Muhammad således hos den kendte danske professor i semitisk og østerlandsk filologi, Frants Buhl i bogen Muhammads liv (note 22: ”Muhammeds Liv”, Poul Kristensens Forlag, Herning 1998).
Muhammads historiske data er svære at fastlægge. Hos revisionisterne hævdes det, at kun årstallet 622 med sikkerhed er knyttet til hans person, men anledningen hertil er usikker. Det er først et godt stykke ind i 8.årh., at lærde begynder at omtale Muhammads fødselstidspunkt, og oplysningerne varierer med 85 år (note 23: Ibn al Rawandi: Origins of Islam: A Critical Look at the Sources, p. 103). ”Det er sandsynligt, at Muhammad, for så vidt han var husket overhovedet, hovedsageligt var betragtet som en politisk og militær leder, som bragte de arabiske stammer sammen og tvang dem til at erobre i den gamle guddoms navn. Dette er alt, hvad der er nødvendigt for at forklare de arabiske erobringer og islams såkaldte opståen. I virkeligheden var der ingen islam, som vi kender den, før efter to til tre hundrede år. Der var simpelthen tale om barbarernes erobring af civiliserede lande. Muhammad som profet og talerør for den universelle guddom Allah, er en opfindelse af de muslimske lærde i 8. og 9. århundrede (note 24: ibid. p. 104). Af rent politiske grunde fik han tillagt en tilbagedateret profetstatus, som de senere herskere og lærde havde brug for til at give en guddommelig begrundelse for deres brutale magtkampe. For en muslim er sådanne synspunkter en anfægtelse af århundredgamle grundsandheder. For vestlig tankegang er det svært at acceptere, at nedslag fra brutale herskeres hadefulde opgør med hinanden i 8. og 9. århundrede er blevet til guddommelige sandheder, som den dag i dag kan tvinge troende til at dræbe eller gå i døden for en sag, som aldrig var deres.
b. Hadith
”En from mand er aldrig så rede til at lyve, som når det drejer sig om hadith” (note 25: Ignaz Goldziher: Muslim Studies,vol. II, Chicago 1971, p. 55).Muhammad er Allahs sendebud. Det står i Koranen (note 26: Koranen, sura 33,22. Oversat af A.S. Madsen). Derfor er han forbillede for alle, og overleveringen om hans sædvaner, hans samtaler, hans afgørelser, dvs. hans sunna skal kunne huskes til evig tid. Og alle gode beretninger er sammenfattet og systematiseret i de vældige traditionssamlinger hadith. For at enhver kan værre sikker på, at en hadith er ægte, er den ledsaget af en traditionskæde, hvor en troværdig mand bevidner, at han har modtaget den fra en anden troværdig mand, der så igen kan føre beretningen led for led tilbage lige til den, der har hørt den fra Muhammad selv eller hans ledsagere.
I årene efter Profetens død var overleveringerne få og overskuelige. De udfyldte hullerne i Koranens vejledning. Men efterhånden tog antallet til, og det blev ganske overvældende, og med årene svulmede den enkelte hadith i omfang og detaljerigdom.
Hadith blev nedskrevet i flere store samlinger omkring år 900. Den mest kendte af redaktørerne er al Bukhari. Men den eksplosionsagtige vækst i antallet af hadith vakte nogen bekymring. Det siges, at al-Buhari kritisk gennemgik 600.000 og kasserede størstedelen. Deres troværdighed var allerede da stærkt omtvistet.
Usikkerheden omkring de mange hadith fik mange lærde muslimer til at påtage sig det kritiske arbejde at sikre sig hadiths ægthed gennem et nøje studium af overleveringskæden. Overlevererne skulle vurderes på deres religiøse holdning, deres evne til at gentage korrekt, og deres ønske om at undgå at tillægge profeten upassende synspunkter. (Dette kritiske arbejde hævdes at være den hidtil eneste systematiske, islamiske religionskritik!). Mange hadith afvistes på dette grundlag. De tilbageblevne ”sikre” har mere end noget andet været medvirkende til at skabe det muslimske samfund. Og sammen med Koranen er hadith for den troende selv livsgrundlaget og rettesnor for al adfærd. De behandles med stor respekt for deres hellighed.
Selvom der blandt ikke-muslimske forskere længe havde været forbehold ovefor hadith-samlingerne, virkede det alligvel overvældende, da Ignaz Goldziher i 1890 udsendte sin bog ”Muhammedanische Studien” (note 27: Oversat til engelsk og udgivet i Chicago 1971 som Muslim Studies). Her påpeget han på grundlag af intense studier af muslimske overleveringer, at den overvældende del at hadith er rene falsknerier fra slutningen af 2. og 3. århundrede efter Muhammads død. Højst kunne nogle enkelte rumme reflekser af Profetens prædiken. Han henviser til, at da de første store arabiske erobringer fandt sted, eksisterede der slet ikke noget religiøst system, og i de arabiske territorier var der en uforståelig mangel på kendskab til islam. Herskerne i den umayyadiske periode 661-750 kan end ikke kaldes muslimer (note 28: Se nærmere om islams opståen og udbredelse hos Torben Hansen: ”Klansolidaritet og åbenbaring” og hos Lars Hedegaard: ”Den 11. september som historie”. In ”Islam i vesten – På Koranens vej”. Red. Helle Merete Brix og Torben Hansen, København 2002). Under dem begyndte fromme mænd derfor at arbejde med det, man forstod som Profetens love, og herudfra skabte de den sunna, som de håbede, den islamiske stat kunne bygges på, og det meste af det, de samlede, førte de tilbage til Profeten i Medina.
Men ikke blot de fromme skabte hadith, også herskerne skabte ”autentiske” overleveringer i storproduktion for at befæste deres styre og polemisere mod deres modstandere. Og ofte søgte de at undertrykke andre hadith med grove insinuationer. Det enorme antal falske hadith fremkaldte andre falske hadith, som med stærke ”profetord” fordømte fremkomsten af falske hadith” (note 29: Goldziher (jf. note 25), p. 121).
Det voldsomme angreb på det væsentlige grundlag for muslimsk tradition førtes videre af bl.a. Joseph Schacht i 1949 (note 30: Joseph Schacht: A Revaluation of Islamic Tradition. In Journal of the Royal Asiatic Society 1949). Han hævder, at begrebet Profetens sunna har irakisk oprindelse, og at Profetens hjemby Medina slet ikke er hjemsted for sunnaen. Det er ren fiktion, som først er opstået i 3. århundrede efter Muhammad (note 31: ibid. p 144). Schacht fortsætter sin kritik med at gøre opmærksom på, at Islams hellige lov slet ikke kan tilskrives Profeten. Den er ikke udviklet ud af Koranen, men i virkeligheden opstået ud fra folkelig og administrativ praksis under umayyaderne, ofte i modstrid med Koranen. Normer som udledes fra Koranen er først langt senere indføjet i den islamiske lovtradition. Her er det altså selv den guddommelige lov, der anfægtes.
Med denne anfægtelse er åbnet en mulighed for, at muslimer kan bryde ud af mange århundredes religiøse spændetrøje og gå ind i et åbent møde med deres konkrete samtid. Muslimske lærde reagerer med tavshed, enkelte med stor vrede over for sådanne forskningsresultater, hvor stærke historiske begrundelser, der end kan forklare dem.
c. Koranen
”Vi vil lære dig Koranen, så du ikke glemmer den” (note 32: Koranen. Sura 87.7).Koranen blev åbenbaret for Muhammad i byerne Mekka og Medina i årene fra 610 til 632 ved Muhammads død. Den er samlet ca. 20 år efter af khaliffen Uthman. Den er Allahs guddommelige og uforanderlige ord og bogstaver, uden nogen fejl. Den er uden for al historie og indeholder loven og islams korrekte lære. Sådan er traditionel lære.
Det er dog åbenlyst for enhver ikke-muslim, at Koranen har en historisk baggrund. Den rummer beretninger fra rabbinsk litteratur, fra Det gamle Testamente og fra Det nye Testamente, men nu i forvansket form. Der er påvirkninger fra Parsismen og fra ældre arabisk digtning. Sprogkvaliteten er yderst ujævn, og indholdet er fuldt af gentagelser. Flere beretninger gentages både ti og tyve gange. Åbenbaringer, som skulle være givet i henholdsvis Mekka og Median bringes hulter til bulter, og mange eklatante modsigelser er uforklarlige. Disse iagttagelser, som modsiger påstanden om, at Koranen er den uforanderlige åbenbaring, afvises naturligvis af muslimske lærde, som gør en stor indsats for at udligne modsigelserne.
De nævnte forskningsiagttagelser, hvor kritiske de end er, er imidlertid resultatet af studier inden for traditionens ”rum”. Langt mere udfordrende er de resultater, som de nævnte seneste generationers revisionistiske forskere lægger på bordet. De ser Koranen udefra i lyset af de arabiske landes litterære, kulturelle og religiøse sammenhæng, og de inddrager i høj grad ikke-muslimske kilder. Metoderne er de samme, som anvendes overfor kristne kilder. Det har dog været påfaldende, at denne forskning har været tilbagetrædende i europæiske lande med store indvandrergrupper.
Fra denne forskningsretning anlægges nye synsvinkler på den muslimske tradition. Patricia Crone og Michael Cook fastslår uden betænkelighed: ”Der er ingen klare vidnesbyrd om eksistensen af en Koran i nogen form før det sidste årti af syvende århundrede, (altså mere end 60 år efter Muhammads angivne dødsår) og den tradition, som placerer denne temmelig dunkle åbenbaring i en historisk kontekst er ikke bevidnet før midten af 8. århundrede” (note 33: Patricia Crone and Michael Cook: Hagarism, Cambridge University Press 1977, p.3).
De arabiske krigeres voldsomme erobringer i 7. og 8. århundrede har ikke noget med islam at gøre. Der er derfor ikke tale om en islamisk civilisation, som hurtigt breder sig fra øst til vest. Det drejer sig om, at barbariske arabiske klan- og stammekrigere med deres følgesvende stødte sammen med gamle kulturer. Og heraf skabtes en ny kultur ud af gammelt materiale (note 34: Ibid., p. 73).
Det var især kontroverserne med de rabbinske jøder, først og fremmest med de stærke jødiske sekter udenfor Centralarabien, altså ikke omkring byerne Mekka og Medina, der fremtvang den islamiske identitet. I de nævnte kredse levede stærke traditioner med messianske, profetiske forventninger. De besad en helligskrift, de havde deres hellige lov, deres hellige by Jerusalem og stærke erindringer om en helligdom. Det er disse selvbevidste kredse og de arabiske erobreres mange opgør med dem, der lader islam blive til i en arabisk udformning, idet araberne ønskede at skabe sig tilsvarende traditioner. På grundlag heraf træder Mekka efterhånden ind i historien som en hellig by selvom den efter manges opfattelse slet ikke eksisterede på Muhammads tid. Og helligdommen Ka’baen dukker frem og finder sin plads i muslimsk overlevering, selvom den først nævnes langt tid efter, at Muhammad inddrages i den muslimske historie. Og det jødiske miljøs forventning om en messiansk profet, skabte behov for en arabisk profet. Forestillingen om krigerhøvdingen Muhammad støbtes om og skabte Muhammed som profet med Moses som forbillede.
Identitetskampen med de jødiske sekter uden for Arabien stod på i et par hundrede år og blev efterhånden lagt tilbage i historien. Og Mekka og Medina fastlagdes som steder for Profetens virksomhed og for tilblivelsen af Koranen og islam, men tilbagedateredes til begyndelsen af 600-tallet.
Det er John Wansbroughs opfattelse, at den endelige Korantekst langsomt voksede frem gennem samlinger af fortællinger, polemiske opgør med modstandere og stumper af lovtekster. På trods af alle anstrengelser for at begrunde Koranens arabiske oprindelse, synes de uden grund i virkeligheden. Traditionerne om Koranen og Islams arabiske fundament er udtryk for en frelseshistorisk tænkning og savner tilstrækkelig historisk begrundelse (note 35: Ibn Warraq: The Origins of the Koran, New York 1998, p. 26-27).
Synspunkter, som de her refererede, er ikke nye, og de er naturligvis bekendt i alle vestlige forskerkredse (note 36: En omhyggelig afvejning af synspunkter på den tidlige historiske tradition i islam findes hos R. Stephen Humphreys: ”Islamic History, A Fremwork for Inquire”, Princeton University Press, Princeton 1991, kap. 3. Citater fra Koranen bringes efter A.S. Madsens oversættelse 2001). Men man må undre sig over, i hvor ringe grad de gør sig gældende i debatten. Undervisningsmaterialer tager næsten ikke problematikken op. Den vurderes ikke i pressen eller almene fagblade, og den berøres ikke i de religiøse dialoggrupper. Det er muligt, at mange revisionistiske forskere er gået for radikalt til værks. Men det er næppe muligt at feje alle tiltag af bordet. Der ligger stærke argumenter bag. Tolerancemyten kan naturligvis skygge for forskningsfriheden, dette skete dog ikke, da europæiske forskere stillede præcist samme art af spørgsmål til den kristne tradition.
De revisionistiske lærde baner nye veje i den muslimske traditionsforskning. De mange forskellige indfaldsvinkler kan ikke ydes retfærdighed i et kort resume af nogle enkelte. Men fælles for dem er, at de bryder den hidtidige historiske ramme om Islam som uantastelig åbenbaringsreligion. Tro og rationalitet er stillet hårdt overfor hinanden. Måske kan der herudaf vokse en fri form for islam. En tekstfundamentalistisk religion på et så usikkert grundlag må ikke kunne placere nihundredetals totalitarisme i demokratiske samfund. Her må den enkelte kunne leve med sin egen frihed overfor sin Gud.