Af Erling Albinus. Artiklen har været trykt i Årsskiftet (2002) fra "Selskabet til støtte for Pakistans Kirke".
Prof. Dr. Muhammad Tahir-ul-Qadri holdt i juli 1984 3 forelæsninger om islam og kristendom ved en international muslimsk kongres i Oslo. De blev senere trykt og i april 1986 udgivet i Lahore, Pakistan. De er siden genoptrykt i slutningen af 80erne og i begyndelsen af 90erne.
Muhammad Tahir-ul-Qadri (født 1951 i Pakistan) er stifteren og lederen af bevægelsen Minhaj-ul-Quran ("Koranens vej eller svar"). Bevægelsen har afdelinger i mange lande - også i Danmark.1 Omtrent hvert år besøger ul-Qadri sine vestlige centre, og et stort antal kassetter og viedofilm med hans taler sælges blandt tilhængerne.2
I forordet til den første udgivelse af dr. Qadris forelæsninger finder man en så stærkt beundrende omtale af ham, så det ikke er for meget sagt, at han synes at indtage en helgenstatus i Minhaj ul-Quran bevægelsen - som Helle Merete Brix skriver i "Islam i Vesten". - I de senere udgave af dr. Qadris forelæsninger har man ganske vist forkortet den glorificerende omtale af ham, men på omslagets bagside af f.eks. den 3. udgave benævnes han dog stadig som "a great Islamic philosopher, thinker, interpreter of the Quran, and reformer of the generation."
Til hans bedrifter hører, at han var en drivende kraft i den islamiseringsproces af Pakistan, som præsident eller rettere militærdiktator Zia ul-Haq begyndte at gennemføre i slutningen af 1970erne. I forordet til 1. udgaven af forelæsningerne omtales det i den forbindelse, at dr. Qadri i løbet af fire dage i juni 1982 ved overbevisende ræsonnementer og med et væld af eksempler (illustration) fik den føderale Sharia domstol til at revidere sin tidligere beslutning om at "Raim" (henrettelse ved stening) ikke hørte til Hadd, dvs. til de straffebestemmelser, der er nævnt i Koranen. Endvidere, at han over for samme føderale domstol i fulde tre dage i november 1985 argumenterede for, at en person, der havde gjort sig skyldig i foragt for profeten ("guilty of contempt of the finality of the Prophet") fortjente dødsstraf, og at straffen skulle eksekveres som Hadd.3
For at introducere læseren til dr. Qadris forelæsninger, hedder det i forordet - igen i første udgaven af dem: Selv om han (dr. Qadri) holdt en række medrivende (soul-stirring) foredrag og taler mange steder i Norge, Danmark, England og Kuwait - så var debatten, der fandt sted i den gamle Sengeløse kirke i København, hovedstaden i Norge (!!!) afgjort den mest bemærkelsesværdige begivenhed. Debatten om temaet Islam and Christinanity endte praktisk talt med et tilbagetog for præsterne, som ikke havde nogen anden udvej end at indrømme nederlaget og acceptere Koranens og Islams evige sandhed. Professorens (altså Qadris) kraftfulde og heftige (vehement) argumenteren og logik tvang dem til fuldstændig hjælpeløse at række hænderne i vejret.4
Den tidligere norske biskop, dr. theol. og phil. Per Lønning, der citerer ovenstående i sin bog fra 1997: Fundamentalisme - ord til fordømmelse - ord til fordummelse? - føjer følgende korte kommentar til: "Her må der være trickset med mer enn bare geografi og hovedsteder!"
Læser man de tre forelæsninger kan man ganske vist godt fristes til opgivende at række hænderne i vejret, ikke for at overgive sig - forstås, men fordi dr. Qadri's forelæsninger overhovedet ikke er åbne for samtale, men udelukkende polemiske og tillige fyldt med uhyrlige påstande.
Hos Per Lønning har jeg fundet følgende omtale af forelæsningerne, som jeg ganske må tilslutte mig5: Disse, siger han, adskiller sig markant fra tidens internationale bestræbelser for interreligiøs dialog, og det i flere henseender. Her er monologen til at tage og føle på. Lønning nævner således:
(1) Et klart fundamentalistisk (dvs. subjektivt absolutistisk) sandhedsbegreb,6 der fører til en umodificeret sort-hvid tegning: Den ene diskussionspartner har 100 % ret, den anden, i den udstrækning han afviger, 100 % uret - gensidig læring er i selve udgangspunktet uønsket og udelukket.
(2) En lige så håndfast som selektiv brug af vestlig historisk kritik af kristne kilder - kombineret med et totalt fravær af tilsvarende metoder rettet mod islams historieskrivning. Altså: duel med begge revolvere i hænderne på den ene af duellanterne!
(3) En gennemført karikering af modparten gennem en skabelonagtig udlægning af begreber og trossætninger, uden at spørge om hvad brugerne selv lægger i formuleringerne.
(4) Brug af et lodret historisk falsum for at "bevise" at Jesus forudså Muhammads komme og ville bane vejen for ham.
Lønning underbygger denne karakteristik med nogle konkrete observationer:
Til (1 & 2): Følgende citat siger noget både om selve sandhedsbegrebet, og om hvorledes dette strukturerer mellemværendet med udsagn, som - i konflikt med ens egne - gør fordring på at være sande.7 "... en person, som søger efter vished og ultimativ sandhed ... har behov for sikre (fool-proof) garantier." "Vor Koran ... siden den er abslut fri for alle slags fejl og inkonsekvenser, er vi tvunget (driven to) til at konkludere, at den er en åbenbaret bog. Men bibelen er til overmål fyldt med modsigelser og de kristne selv indrømmer det." "... Med Koranen som eneste undtagelse ... besidder ingen af de religiøse bøger egenskaberne ægthed, autenticitet og integritet." "Den hellige Koran ... har fået givet en fuldstændig guddommelig garanti for immunitet mod forandringer..."8
I en kort diskurs drøfter Lønning berettigelsen af en religionsfænomenologisk beskæftigelse med Koranen og Bibelen og den sammenligning mellem islam og kristendom som følger heraf. - Frit gengivet siger Lønning, at det jo er rigtigt, at en sådan beskæftigelse ikke tager udgangspunkt hverken i Koranens eller de bibelske skrifters selvforståelse. Koranen forstår sig selv som Guds ord - og det er den for en muslim, ligesom man kan sige, at for den kristne har Guds åbenbaring i Jesus Kristus sit skriftlige nedslag i Det nye Testamente. Men netop dette "for en muslim" og "for en kristen" må med, og det glemmer dr. Qadri. Han påstår nemlig, at det ikke blot er en trospåstand, at Koranen er Guds ord, men at det også er en uomgængelig objektiv sandhed. - Derfor er en samtale med ham om islam og kristendom umulig. Man kan jo ikke føre samtale med ham, når det på forhånd kræves, at det han fremfører ikke blot er hans tro og overbevisning, men er en umodsigelig sandhed, man må give ham ret i, hvis man ellers er ved sine fulde fem.
Dr. Qadri er ganske vist klar over, at de øvrige profetiske budskaber som f.eks. det, der iflg. Koranen blev givet Jesus, iflg. samme Koran må anerkendes som sande. Men alligevel er kristendommen iflg. ham løgn. Hvordan forklarer han det?
Ganske enkelt: De øvrige profetreligioner har modtaget guddommelige meddelelser som i deres udgangspunkt var autentiske nok, men senere er disse blevet forvanskede af deres tilhængere i deres respektive skrifter. Det fremgår iflg. Qadri af det væld af selvmodsigelser, som disse skrifter indeholder - til forskel fra Koranens totalt modsigelsesfrie helhed. Det endegyldige bevis for Qadri ligger dog simpelthen i skrifternes manglende overensstemmelse med Koranen!!
Qadri siger blandt andet: "... det er historisk og endegyldigt fastslået, at hele bibelen og evangelierne i den er falske, ikke autentiske, usammenhængende og utroværdige ..."9
Den egentlige årsag til en sådan dom, kan kun siges at være det fundamentalistiske krav om, at en hellig skrift skal besidde en altomfattende og ubetinget ufejbarlighed.
Med henvisning til en afhandling: A History of the Bible af en ukendt amerikansk bibel-kritiker, Fred Gladstone Bratton, påviser dr. Qadri bibelens upålidelighed. Mens han selv, professor, dr. Muahammad ul-Qadri, står som garant for Koranens ufejlbarlighed!
Som belæg for at Qadri giver en karikeret fremstilling af den kristne lære (3), henviser Lønning til, at Qadri præsenterer læseren for et kompendium af kristne trosforestillinger, der kolliderer med islamiske: Treenigheden, Jesus som Guds søn, hans korsfæstelse, arvesynden, adskillelsen mellem kirke og stat (hvilket jo alt sammen forkastes af islam). Endvidere nævner Qadri forudsætningerne for den yderste dom: egne gerninger kontra Jesu soning og Guds tilgivelse. - Qadris slagordsagtige vurdering af disse modsætninger supplerer han med kategoriske påstande om, at islam er det stærkest eksisterende udtryk for menneskelig lighed, at islam er vejbereder for dagens naturvidenskab, samt forløber for den moderne velfærdsstat. - Disse sidstnævnte påstande fremføres uden mindste antydning af noget kristent modstykke.
Ikke på noget punkt afslører Qadri en interesse for, hvad hans kristne modpart egentlig har på hjerte, men stempler uden videre kristne afvigelser fra islam som forvrængninger af den oprindelige kristendom og påkalder som belæg herfor vidner fra kirkens egen historie. F.eks. gør han uden reservation treenighedslærens vigtigste forkæmpere, Athanasius og Augustin, til vidner om, at en islamisk forstået monoteisme var den oprindelige kristne tro - for de to har jo også fremsat udtalelser, som fremhæver Guds enhed! Qadris citatbrug kan kun få mening, dersom man udlægger læren om treenigheden som lig med triteisme, altså treguderi, og forstår kristen forsoningslære som et fejt forsøg på at flygte fra opgøret på dommedag - som Qadri siger, han som tillige gør arvesyndstanken til et bizart begreb om en forudbestemthed, som fører til kriminalitet.10
Kristendommens distinktion mellem religion og politik udlægger han sådan:
"... kristendom i dag er fuldstændig begrænset til kirken. Den interesserer sig ikke for livets verdslige spørgsmål. I den er ingen åndelig renselse og fremgang mulig uden at man forkaster (vender sig bort fra) verden. Det skyldes, at i kristendommen har stat og kirke eller det verdslige og det religiøse ikke noget med hinanden at gøre".11
(4) Til begrundelse for påstanden om, at Qadri bruger et skrift, som alle seriøse forskere er enige om er et falsum fra 5. eller 6. århundrede, henviser Lønning til Qadris brug af Barnabas-evangeliet, der efter al sandsynlighed er forfattet af en kristen munk, der er gået over til Islam, og hvis sigte med nævnte evangelium er at vise, at Koranens skildring af Jesu liv og død - som står i modsætning til de 4 evangeliers - er den oprindelige og sande. For en nærmere omtale af Barnabas-evangeliet kan jeg henvise til min artikel ("Om Barnabas evangeliet") i dette årsskrift. Med rette undrer Lønning sig over, hvorledes det er muligt ved en international konference at servere en historie (Barnabas-evangeliet), som lugter falsk på 12 miles afstand?
Dr. Qadris måde at argumentere på og hans lemfældige omgang med historiske kilder må karakteriseres som vulgær fundamentalistisk. En så kategorisk sikkerhed på at sidde inde med sandheden, så at man på forhånd ved, hvad der - også historisk betragtet - er sandt og løgn, kan jo ikke andet end føre til en skødesløs omgang med faktiske observationer og til tolkninger af disse, som er bestemt af deres overens- eller uoverensstemmelse med ens forudfattede meninger.
Og hvis Qadris fundamentalisme ikke bare er karakteristisk for ham, men også for medlemmerne af hans "Minhaj-ul-Quran" bevægelse, må man være yderst foruroliget over den oplæring af unge muslimer, denne bevægelse giver, samt over den informationsspredning, den står for. - Og som al vulgærfundamentalisme er den ikke ufarlig. Ikke uden grund sagde Martin Luther i sin tid, at den katolske kirke måtte fare frem med bål og brand, eftersom den var overbevist om at sidde inde med sandheden og derfor - for menneskers frelses skyld - måtte lukke munden på kættere. En sådan konsekvens af en vulgærfundamentalistisk indstilling vil ul-Qadri og hans tilhængere måske nok tage afstand fra, men mig bekendt har hverken han eller medlemmer af hans bevægelse modsat sig f.eks. de kategoriske blasfemilove i Pakistan. Tværtimod var - som nævnt ovenfor - ul-Qadri selv disse loves talsmand og er stadig en forsvarer af dem.
Noter:
1) Det kom til offentlighedens kendskab sidste år, da en lokal partiforening inden for Det radikale Venstre foreslog et medlem af bevægelsen, Mona Sheik, opstillet som folketingskandidat, hvilket udløste en større debat - også i medierne.
2) Jævnfør oplysningerne på s. 57 i bogen "Islam i Vesten" udg. i 2002 på forlaget "Tiderne Skifter."
3) S. 16 og 17 i l. udgaven.
4) Side 25 i 1. udgaven. Helge Taggatz, der var præst i Sengeløse fortæller, at der var tale om et møde med en halv snes deltagere, 3 præster og nogle muslimer. Skildringen af præsternes reaktion på Qadri's argumenteren har intet hold i virkeligheden, er ren fantasi for at sige det venligt.
5) Jeg fordansker ganske let Lønnings norske.
6) Det vil sige, at den ubetingede sandhed svarer ubetinget til min forestilling om den.
7) Lønning bringer de følgende citater på engelsk. Oversættelsen er min.
8) Citaterne er fra siderne 81, 65, 56 i 1. udgave af ul-Qadris forelæsninger.
9) Ibidem s. 65.
10) Bizarre concept of predeterminisme which leads to inborn criminality - ibidem s. 105.
11) Ibidem s. 108.