Af Poul E. Andersen. (Hjemmeside: http://www.pouleandersen.dk/). Artiklen trykt i antologien "Storm over Europa. Islam - Fred eller trussel?" Red.: Lone Nørgaard og Tabita Wulff, Forlaget Holkenfeldt 2006.
Multikulturalismen og kulturrelativismen har spillet en betydelig rolle i Danmark både ideologisk, kulturelt og politisk i kølvandet af den voldsomme indvandring, som har fundet sted inden for de sidste 25-30 år. Udbredelsen af disse to tæt forbundne ideologier kan ses i relation til den vestlige kulturoptimisme, som voksede frem, først langsomt efter 2. verdenskrig, så ekspansivt som følge af kommunismens sammenbrud. Forventningerne var store.
Den vestlige kultur med det, som man betragtede som selvfølgelige og accepterede værdier, havde sejret. Demokrati, liberal økonomi og globalisering vandt frem som afgørende faktorer. Og tanken om universelle værdier som menneskerettigheder bredte sig med selvfølgelighed i de store sammenslutninger som FN og EU og Europarådet. Det var nærliggende at forestille sig, at de europæiske ideer var dem, som burde brede sig til den øvrige verden og overalt skabe velstand, velfærdssamfund og fredelige tilstande. Især i Mellemøsten, Afrika og Asien håbede man på at kunne finde potentielle modtagerområder.
Men det mislykkedes på væsentlige områder. Befolkningerne i de gamle kulturer, som man mødte her, gemte endnu fra kolonitiden en udbredt vrede overfor vestlig politisk og militær imperialisme. Nu var det kulturimperialisme, de frygtede, udgået fra stærke økonomiske imperier. De opfattede den som et nyt vestligt korstog. Og derfor søgte de tilbage til deres eget gamle kulturgrundlag, som regel med strenge absolutistiske styreformer og social og politisk undertrykkelse til følge. Presset fra politisk absolutisme og voksende bølger af forfølgelser skabte her sammen med de lokkende sociale og økonomiske vilkår i Vesten en flygtninge- og indvandrerstrøm, der hvad angår intensitet og voldsomhed kom som en overraskelse for de vestlige regeringer og deres befolkninger. Det lagde et knugende pres på deres økonomi og samfundsinstitutioner.
Der blev tale om et yderst problematisk kulturmøde, hvor stamme- og klansamfund med kollektiv tænkning mødte individualismen og liberalismen og skabte opbrud på de politiske, religiøse og kulturelle områder. Det er følgelig blevet nødvendigt for indvandrerlandenes regeringer og befolkninger at forsøge at tænke anderledes end blot for en menneskealder siden, hvis de skal finde sig til rette under de nye vilkår. Man kan sige, at da de vestlige samfund blev tvunget til at se deres - for det meste monokulturelt prægede samfund - omdannet til multietniske samfund, fik de brug for en suppleringsideologi. Multikulturalisme og kulturrelativisme blev derfor også i adskillige år opfattet som et gyldigt svar, hvor virkelighedsfjernt det end var. Men disse to kulturelle ideologiske strømninger skabte samtidig grundlaget for den fortvivlede integrationspolitik, som har været ført i Danmark.
Kulturrelativismens ideologi
I indvandrerpolitisk sammenhæng er multikulturalismen og kulturrelativismen barn og barnebarn af kulturradikalismen.
Kulturradikalismen er den brede kulturstrømning, inspireret af Georg Brandes og det moderne gennembrud, som igennem flere generationer har formået at præge det danske samfund på utallige felter, religion, moral, pædagogik, litteratur, arkitektur, etik og æstetik. Og den har med sit frihedsbudskab og sin normkritik, der har rødder tilbage til oplysningstiden, været med til at forme dansk tænkning og kulturforståelse.
Multikulturalismen viderefører sider af kulturradikalismen, men i snævrere forstand. I forbindelse med indvandringen til Danmark har den især beskæftiget sig med de mange forskellige kulturformer, som grupper eller enkeltpersoner bragte med sig og gjorde til en del af dansk samfundsliv. Den kæmper for, at alle etniske grupper skal nyde anerkendelse og respekt, og for at visse mindretal skal kunne gøre krav på særbehandling. De multikulturelle forestiller sig, at der af de forskellige grupper skal vokse et harmonisk og tolerant fællesskab frem til fornyelse af eller erstatning for gamle forældede nationale kulturtræk. For dem er indvandringen derfor en værdifuld ressource, som kan være med til at skabe udvikling i det stagnerende danske samfund.
I den løbende debat om integration spiller kulturrelativismen den største rolle. Som kulturradikalismen suger den næring af oplysningstidens traditionsopgør, hvorved man frigjorde sig fra både politiske og religiøse autoriteter. Med nedbrydningen af både de politiske og religiøse ideer, fik relativismen mulighed for at brede sig. Det var antropologerne og kultursociologerne, der bragte relativismen til Vesten. De havde mødt de "primitive" kulturer og religioner rundt om i de underudviklede lande og var blevet dybt betaget af den oprindelighed, som de her mente at finde, og som de skønnede rummede uspolerede kvaliteter, som krævede langt større respekt end den kultur, som de i deres hjemlande selv var rundet af. Især på grund af indvandringen til Danmark i de sidste årtier blev disse synspunkter aktuelle.
Kulturrelativismen rummer naturligvis et opgør med traditionel dansk kulturforståelse. Mange gamle historiske værdier bukker under eller sættes under hårdt pres af nye vurderingsgrundlag. Tolerancetanken trådte i forgrunden, den måtte være bestemmende for alle værdier, for ingen andre værdier kunne som den påberåbe sig universel gyldighed. Hidtil accepterede gyldige moralske og kulturelle værdier måtte afsløres som relative. Det vil opløse de forstenede normer og give frihed til et bedre dialogisk og fredfyldt samfund.
Den store Danske Encyklopædi karakteriserer bl.a. kulturrelativismen således: "Den er en kulturopfattelse, som betragter enhver kultur med dens særlige skikke, normer og værdier som en integreret helhed, og som derfor hævder, at en kulturs enkeltfænomener kun kan tolkes og vurderes ud fra den pågældende kulturs egne forudsætninger og ikke på grundlag af den kulturelle baggrund, som den udenforstående betragter har". Ikke mindst det sidste er en afgørende del af definitionen. Disse tanker henter næring i de kortsynede bestemmelser om lighed, som er fastlagt i det Europæiske Charter om de grundlæggende rettigheder.
Konsekvensen af denne kulturforståelse er, at ingen værdier har gyldighed i sig selv. De har kun den betydning, som omgivelserne tillægger dem. Ingen værdier kan derfor være fælles for alle kulturer, og det er meningsløst at tillægge dem universel gyldighed.
Når alle kulturer principielt er lige, har de krav på samme respekt. Der er ingen, der kan komme og postulere, at nogle kulturer er overlegne i forhold til andre. Noget sådant ville være kulturracisme. Nationale kulturer har således heller ingen forrettigheder i forhold til indvandrerkulturer. Kulturernes mangfoldighed er værdifulde elementer i enhver kulturfornyelse. En særlig koncentration om forskellighederne og forsøg på at vurdere dem i forhold til hinanden er suspekt. Tolerancebegrebet er så udtalt, at det får kulturrelativister til at foretrække selvcensur, ja endda censur frem for debat om forholdene.
Principiel kritik
Netop den næsten uforbeholdne potensering af tolerancebegrebet har åbnet kulturrelativisternes mest sårbare flanke for kraftige angreb. Med god grund kan man pege på det forvredne forhold, at kulturrelativisterne ikke sjældent kæmper for menneskerettighedernes universalitet, samtidig med at de forfægter tanken om kulturernes relative værdier, også selvom de ofte genfindes blandt menneskerettighedernes. Det er også ofte blevet fremhævet, at tolerancen i den kulturrelativistiske udgave gør den sårbar overfor totalitære strømninger. Tolerancetanken som grundelement i integrationsarbejdet gør det således umuligt at bremse yderligtgående gruppers bestræbelser på enten ved salamitaktik eller konkrete angreb at skabe ændringer i dansk lovgivningspraksis, f. eks. er det et ønske fra flere islamister, at der skal indføres elementer af sharialoven i dansk retspraksis. Allerede nu kan sådan påvirkning spores i udøvelse af familieretten. Og juridiske eksperter har i enkelte tilfælde erklæret sig åbne overfor tanken om blodpenge som faktorer i konfliktløsning. Pinligt er det også, at den tolerancetænkning, som ligestiller alle kulturer og afviser kritik af enkeltelementer heri, umuliggør en etisk stillingstagen til forhold, som støder an mod væsentlige principper, f. eks. demokratiske grundholdninger i det vestlige samfund. Eksempelvis har det lydt, at gennemført kulturrelativisme f. eks gør det utilstedeligt at sætte hårdt ind imod kvindelig omskærelse, for den er jo iblandt millioner af afrikanere og arabere et genuint historisk led i deres tradition. Strengt taget gør kulturrelativismen det problematisk at foretrække den etik, som Jesus af Nazaret forkyndte frem for de holdninger, som Adolf Hitler byggede sin ideologi på. (Ibn Warraq)Ikke desto mindre har kulturrelativismen ofte været forlenet med et anstrøg af moralisme. Moralismen griber som bekendt magten, når godheden tager patent på sandheden, så må kendsgerninger undergive sig den gode vilje. Og relativisterne har en tilbøjelighed til at se deres holdninger i lyset af det kristne kærlighedsbud. I debatter klinger det ikke sjældent igennem, at mennesker, som har en anden tilgang til kulturelle holdninger, er at betragte som en slags moralske underdogs.
I kulturrelativismens ide afspejler sig generationers forfærdelse over, at såkaldte højtudviklede lande har insisteret på at udbrede deres holdninger til svagt udviklede samfund. Igennem århundreder har det været en selvfølge, at det var en rosværdig indsats, som stærke kulturer øvede, når de ved hjælp af pression i form af kristen mission, med økonomiske magtmidler, eller endda ved regulære krigshandlinger har formået at give andre samfund del i deres stærkere udviklede religion, styreform, juridiske system, forretningspraksis og dyrkningsmetoder samt almindelige vestlige traditioner. At det også var udtryk for imperialisme og undertrykkelse, havde man længe ingen forståelse for.
I opgør med disse holdninger kan kulturrelativistiske tanker om kulturernes ligeværdighed derfor ses som en vej til større respekt og fredeligere forhold mellem mennesker, til frugtbar kulturudvikling, til stærkere økonomiske samfund både for den enkelte kultur og på verdensplan. Det er ikke mindst sådanne bestræbelser, der er årsag til, at kulturrelative holdninger vinder forståelse.
Det kan undre, at kulturrelativismen i vid udstrækning finder støtte i kulturradikale kredse, som satser stærkt på at udvikle generelle universelle værdier, og som principielt må være modstandere af den politiske korrekthed, som skjuler sig bag kulturrelativismen. De kulturradikale ser egentlig deres mål i det provokerende opgør med traditionelle samfundsnormer, ikke mindst de religiøse. Nu træder de imidlertid frem som forkæmpere for muslimske indvandrergrupper med stærke konservative religiøse holdninger, som i øvrigt vækker betænkeligheder i store dele af den danske befolkning. Hvis man alene betragter forholdene ud fra sit eget perspektiv, kan der være god fornuft i at ville ligestille alle religioner, men set i et bestemt politisk subjektivt perspektiv kan der som bekendt også ligge god fornuft i at ødelægge et helt samfund, når blot ens egne ideologier bekræftes derved. Det er set før. Den selvkritiske holdning har aldrig forvirret den kulturradikale bevidsthed.
Kulturrelativismens møde med islam
Indvandrerne fra Vietnam, Sri Lanka, Thailand, Kina og Indien har mødt det danske samfund med åbenhed, og det har været gensidigt. De allerfleste har efter bedste kulturrelativt mønster integreret sig i deres nye samfund. De kulturrelative tanker, som herskede i modtagerinstitutionerne og i mange politiske kredse, fandt deres smukkeste ideer bekræftet blandt disse indvandrergrupper.Men i mødet med de muslimske indvandrere forholdt det sig anderledes. Det betyder ikke, at muslimer grundlæggende er anderledes end andre. Det er positive mennesker, som søger venskab og social kontakt. Men det, som skiller dem ud, er, at de oplever sig som medlemmer af umma, det store globale trosfællesskab, som giver dem deres særlig identitet frem for alle andre. De bærer en religion med sig, som sætter skel mellem dem og modtagerbefolkningen, mellem muslimske troende og alle de vantro. "Dem-og os-begrebet" er især levende i muslimske kredse.
Til stor forundring for de kulturrelativistiske kunne muslimer ikke leve med tanken om, at alle religioner er lige og bør nyde samme respekt. Hos dem er det ikke lighederne, men forskellene, det gælder. Her tæller alle de faktorer, som har skilt islam ud fra andre religioner og gjort den til den religion, som er sandere end alle andre, og som gør den overlegen i forhold til al anden tro. Den besidder den hellige bog, Koranen, med den urokkelige lov og den retfærdighed, der af Allah er tildelt de sande troende.
Det handler om respekt
De nye indvandrere med muslimsk baggrund måtte på denne baggrund fra første start møde borgerne i deres modtagerland med kravet om respekt. Det har lydt fra muslimske indvandrere igen og igen, og mange danske borgere har efterhånden affundet sig med, at man bør tage særlige hensyn til muslimer og deres stærke religiøse orientering, i hverdagen, i religiøse anliggender og i politiske forhold. Og den protestantiske skyldfølelse, som alle danskere bærer dybt i sjælen, får flere og flere til at slå blikket ned og erkende, at vi nok ikke altid har været, som vi burde overfor vores nye medborgere.Paradoksalt nok findes der hos flere muslimer ikke alene et principielt krav om respekt, fordi de, som de hævder, tilhører en stærkere kultur end den vestlige, og fordi de er bærere af en sandere religion. At islam så også har haft en overvældende stolt historisk rolle at spille på verdensarenaen i adskillige århundreder, kræver også respekt. Men fra mange muslimer stilles der også krav om respekt, fordi de er forurettede folk, der har krav på oprejsning. Historisk set har de i det 19. og 20. århundrede følt sig undertrykt og fornedrede af den vestlige kultur med dens overældende militære styrke. Det er måske derfor også forståeligt, at offertanken med styrke indgår i deres selvforståelse, og de ser frem til den dag, da oprejsningen placerer dem i den historiske rolle, hvor de kan føre islam til den magtposition, som er dens egentlige bestemmelse.
Også blandt danske muslimer kommer offertanken til udtryk. De føler sig som ofre for det, de opfatter som religiøse ufrihed, hvor den ældgamle islamiske sharia ikke kan få udtryk. Og de føler sig som ofre på grund af social diskrimination.
Offertanken indgår også i kristen sammenhæng, men som regel på en anden måde. Teologisk set har ofret her ingen krav at gøre gældende. Her er barmhjertigheden det stærke ord. I kristen teologi og skik tager man som regel udgangspunkt i Det nye Testamentes fortælling om den barmhjertige samaritaner, der på sin rejse fra Jerusalem til Jericho bliver overfaldet af røvere og efterlades ved vejkanten ilde tilredt. En samaritaner, som ser ham, ynkes over ham og tager sig af ham. Men det er ikke den overfaldne, der påberåber sig ret til hjælp. Det er alene hans tilstand, der kalder barmhjertigheden frem hos et menneske. Den overfaldne, ofret har ikke nogen status, der giver ham ret til at kræve hjælp eller respekt. For muslimen giver hans særlige offerstatus ham ret til at forlange respekt og særlig begunstigelse, også i de tilfælde, hvor andre vil mene, at hans offerstatus er selvpåtaget. Kravet om respekt er ikke til debat.
Umiddelbart har mange danske undret sig over, at respekt betyder så meget for muslimer. For de fleste er jo enige om, at man skal vise respekt overfor alle, som fortjener respekt, uanset i hvilken kultur, de finder sig hjemme. Men man beskæftiger sig ikke så meget med den sag. Respekt opstår spontant overfor den, som er den værdig, en krævet respekt er indholdsløs.
Men respekt i den traditionelle muslimske forståelse af ordet har ikke meget med spontanitet at gøre, heller ikke med gensidighed. Det er ensidige krav fra en stærk religion og kultur, for respekt har en særlig plads i den islamiske historie. I virkeligheden betyder respekt i muslimske øren ikke alene hensyntagen. Hovedbetydningen af ordet er her ærefrygt og ærbødighed (at bøje sig i ærefrygt). Det er respekt i denne forstand, som det historisk herskerfolk har krævet af alle undersåtter, eller af borgere i de lande, hvor de slår sig ned. At kristne skulle kunne kræve samme respekt fra muslimer, er der derfor ingen forståelse for, hverken i deres hjemlande, eller i de lande, hvor de som indvandrere har fundet deres plads.
Islam er på denne baggrund blevet det stærkest tænkelige opgør med kulturrelativismen. Den dementerer alle idealistiske forestillinger om ligestillingen mellem kulturer og religioner, den peger gerne på alle de områder, hvor andres kultur og tro er mindreværdige, og den afviser på det kraftigste muligheden af, at den skulle indgå i en fælles syntese med andre kulturer og religioner.
Men selvom islam således rammer kulturrelativismen i dens grundlæggende synspunkter og på de mest vitale områder dementerer den, har kulturrelativismens disciple totalt benægtet problemet. Det anføres hårdnakket, at man overfor flygtninge må udvise storsind, acceptere, at fremmede bør have lang tid til at tillempe sig nye forhold, at traumatiserende forhold giver skarpe reaktioner, og at sprog og vanskelige sociale forhold kræver forståelse, imødekommenhed og omsorg. Og de hævder, at hele den danske befolkning må lære at værdsætte den berigelse, som muslimerne udgør i det danske samfund.
Med den indflydelse, som kulturrelative tanker har i integrationspolitikken, betyder det, at der langsomt i det danske samfund sker en tillempning til og en mere eller mindre udtalt accept af holdninger, som er totalt uforenelige med demokratiske samfundsnormer, og at fundamentalistiske holdninger får lejlighed til langsomt at brede sig, uden at de møder bevidst modspil. Et opgør med de kulturrelativistiske ideologier, som var med til at åbne for en indvandring, som samfundet ikke magter at bære, betragtes endnu som en tone så skinger, at man må lukke øre og fornuft overfor den. Med kulturrelativismen og dens stærke indflydelse på dansk politik blev en samlet integrationsindsats næsten umuliggjort. Konflikter og kultursammenstød blev følgen og fik lov til at præge mødet mellem forskellige befolkningsgrupper.
Kulturrelativismens blinde øje
For kulturrelativismen er alle religioner og kulturer lige. De må alle mødes med respekt og tolerance. Men for den danske befolkning i almindelighed udgør islam et problem. Den har nok en tydelig forståelse for, at islam rummer mange positive sider. Dens grundlæggende helligskrifter, Koranen og Hadith frembyder smukke poetiske passager. De viser stor kærlighed til de troende. I dens traditioner møder vi dybtgående teologisk og juridisk indsigt, og hos islams grundlægger afsløres sympatiske og menneskelige træk trods hans skræmmende fejl.Men alle disse positive elementer, som har stor plads i islam, indeholder også et vældigt forråd af ideer, bestemmelser, holdninger, påbud og befalinger, som er aldeles uantagelige i det demokratiske samfund. Og det gælder for dem alle, at de gør krav på at være dele af en guddommelig lov, som er hævet over menneskelig kritik og principielt uforanderlige.
For alle, som føler sig i overensstemmelse med kulturrelativismens ideologi, rejser det uoverstigelige vanskeligheder, som man dog lever med, fordi kulturrelativismens forsvarere vælger at overse dem og hyklerisk lukke øjnene. Men de undgår ikke at blive stillet overfor spørgsmålene, om det lighedsprincip, som de hylder, kan gå i spand med islam, om tolerance og respekt principielt også gælder overfor en religion/kultur, som gerne vil påtvinge Vesten et samfundssyn, som havde gyldighed i 600-tallet, som hævder, at islamisk lov står over den demokratiske nutidige lovgivning, som finder at muslimske regler om rent og urent principielt også skal gælde uden for islam, som afviser almindelig ytringsfrihed, og som nægter fri forskning på religiøse områder. Skal man i Danmark respektere en religionsstifter, som hyldes for sin militarisme, sit had til andre religioner, og hvis seksuelle overgreb endog med pædofil karakter er totalt uacceptable i en moderne verden, som ellers anklages for sin usædelighed? Kan de tolerere en religion, som rummer trusler om dødsstraf for frafaldne, som hævder mandens ejendomsret over sin hustru, som begrænser kvinders arveret til halvdelen. Som i mange tilfælde straffer utro kvinder med døden, som tillader mænd korporligt at straffe deres hustruer, som ofte nægter at tage afstand fra sadistiske straffe som stening, æresdrab og håndsafhugning, og hvor det er en fastholdt regel, at ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand er utilladeligt?
Kulturrelativisterne må acceptere, at ingen enkeltperson, ingen kultur eller religion kan kræve respekt, når det medfører, at mennesker med en anden opfattelse skal underordne sig regler, som påføres dem udefra. Der findes heller ingen specifikke emner af moralsk eller religiøse karakter, som kan unddrage sig samfundets almindelige kritik eller opgør. Selvcensur eller hyklet hensyntagen udfordrer den oprindelige befolknings grundlæggende frihed og skaber voksende modvilje eller direkte kultursammenstød. En særlig hensyntagen til fremmedes moralske og sakrosankte holdninger af nævnte art vil åbne vejen, så de bid for bid kan æde sig ind på frihedsprincipper, som er grundlæggende i det oprindelige samfund. Holdninger og traditioner som de anførte, må ubetinget mødes med modsigelse. De kulturrelative forestillinger om kulturelt ligeværd, respekt og tolerance udspringer af en drøm om idealsamfundet, der er ramme om fred og harmoni. Men dette samfund eksisterer ikke, det er utopi, og findes kun i drømmerens bevidsthed. Der skal ikke dryppes mange dråber hekseblod i vanddråben før drømmens modsætning træder endnu klarere og måske ærligere frem, i byen, i landet og i hele verden, sådan som H.C. Andersen så den i "Vanddråben":
"Det var gyseligt, men endnu mere gyseligt at see hvor den Ene puffede og stødte den Anden, hvor de nikkedes og nappedes, bede hinanden og trak hinanden frem. Hvad der var nederst skulle være øverst, og hvad der skulle være øverst skulle nederst. See! see! hans Been er længere end mit! Baf! Væk med det! Der er En, som har en Lille Knop bag Øret, en lille uskyldig Knop, men det piner ham, og saa skal den piine meer! Og de hakkede i den, og de trak i ham, og de aade ham for den lille Knops Skyld. Der sad En saa stille, som en lille Jomfru, og ønskede alene Fred og Rolighed. Men saa skulle Jomfruen frem, og de trak i hende, og de slede i hende og de aad hende"
- Heri er ligeså meget realitet som i de kulturrelatives drøm om idealsamfundet.
Relativisterne og deres kulturradikale klakører ser ikke de ortodokse muslimers antidemokratiske særstandpunkter som problemer. Hvis de overhovedet forholder sig til dem, opfatter de dem som udfordringer, spændende udgangspunkter for frugtbare dialoger, for deres utopi er jo netop at omskabe det monokulturelle samfund til det multikulturelle.
Dialog er et af tidens stærke mantraer. Det bruges af alle parter. I dialogen opnår man at vinde forståelse for nye standpunkter, man bringer nuancerede synspunkter frem for hinanden, man argumenterer seriøst, man lærer at forstå hinanden, og man bøjer synspunkter mod hinanden. Det er i hvert fald for danske dialogens forudsætninger og formål.
Sagen er imidlertid, at denne forståelse af dialogen forudsætter, at dialogens parter er enige i udgangspunktet. Men sådan forholder det sig ikke i dialogen med islam. I politiske og religiøse sager kan islam ikke gå på kompromis. Muslimerne er lovens børn, og den lov, det drejer sig om, er Allahs gudgivne forordninger. De er bundet af den evigt gyldige åbenbaring, som ikke rummer kompromis'ets mulighed. Dialogen er et vestligt begreb, for islam er det kunstigt at diskutere trosspørgsmål. (Islamisk Verdensliga i Danmark, 1988:60). Hos flere imamer er det en given sag, at Allah har anbragt store skarer af sit samfund blandt vantro i Vestens rigeste lande for at forbedre dem og gøre dem til en del af den muslimske umma. For ortodokse muslimer kan dialogen derfor kun anvendes under en forudsætning, og det er som missionsmiddel. Islam skal skaffe sig rum og udbredelse.
Derfor må også alle midler bruges til dette ophøjede mål. Også taqiyya tages i anvendelse, især blandt shiaer, dvs. forstillelse, skjulte motiver, urigtige påstande. Når man kan skabe forvirring hos modparten, når man lettest sine mål. Hvem husker ikke de tvetungede udsagn fra de rejsende imamer under "Muhammedkrisen" med de satiriske tegninger.
Det har da også vist sig, at dialog anvendt i denne sammenhæng, som mission, har givet muslimerne mange resultater og skabt særordninger på mange områder i det danske samfund, f. eks. i børnehaver, skoler, sundhedsvæsen, ja endda på universiteterne, hvor muslimerne har opnået at få særlige bederum. Læg mærke til, at disse "fremskridt" ofte er opnået gennem støtte fra kulturrelativister.
For relativisterne tegner fremtiden sig ganske spændende med fornyelse af det forstenede nationale samfund. Hos andre vækker det bekymring. De ser det ikke som fornyelse, men som krav om tilbagevenden til for længst forladte tyranniske traditioner.
I 1956 udgav den schweiziske forfatter Max Frisch bogen "Biedermann und die Brandstifter". Her møder man to pyromaner, som Biedermann i sin feje venlighed optager i sit hus. Brandmændene advarer ham på det kraftigste. Men Biedermann vil ikke lade sig belære, selvom pyromanerne fylder stadig mere i hans hus og stiller stadig større krav. Husherren affinder sig dermed, han tilpasser sig situationen. Humoristisk udtaler han, når han opfordres til at tænke sig om, at han har retten til overhovedet ikke at tænke. Og med største høflighed udleverer han til sidst til pyromanerne de tændstikker, som de anvender til at stikke ild på hans hus.
---- og da klappede alle kulturrelativisterne i deres små hænder. Fremtiden er begyndt.
15 artikler bl.a. Henrik Gade Jensen: "Altid ryggen fri og hånden klar til stening", Kai Sørlander: "Islam og demokrati". Kåre Bluitgen: "Profetens dom". Tabita Wulff: "Den trojanske hest?" Torben Hansen: "EU og islamiseringen".