Af Bent Christensen. Trykt i Dansk Kirketidende nr. 16, 2006.
I artiklen "Grundtvig, islam og det islamkritiske netværk" (Dansk Kirketidende nr. 14, 2006) påstår Kim Arne Pedersen, at vi grundtvigske teologer i Netværket har et forklaringsproblem. Men Grundtvig selv kan altså også være meget hård - og meget træffende, forbløffende aktuel - i sin islamkritik. Og Islamkritisk Netværk er ikke et skabelsesteologisk og kulturhistorisk
diskussionsforum. Det er dannet i en situation, hvor de gode, de bange og de kyniske (erhvervsfolk og geopolitikere) slår knuder på sig selv for at fedte for muslimerne, ja, repræsentanter for Folkekirken ligefrem taler om at revidere teksten i et af dens bekendelsesskrifter.
Det må derfor afklares , hvordan Folkekirken bør optræde i denne situation. Og der må øves en teologisk kritik af religionen islam, hvis troende optræder i Danmark og Europa i stadigt stigende tal og fører sig frem med politiske krav med stadigt voksende styrke, to forhold, som tilsammen kan komme til at betyde en total ændring af hele vor livsform, ja, i sidste ende og i værste fald enten islamisk dominans eller samfundsmæssigt kaos og måske ligefrem borgerkrig.
At muslimen og den kristne ikke tror på den samme Gud, er en meningsløs påstand, hvis det er underforstået, at muslimen og den kristne så tror på hver sin Gud (med stort G). Meningen er derfor, at for den kristne er muslimens gud en afgud, ja, det, der er værre! Islam er jo ikke et resultat af naturlig åbenbaring. Den er ikke kommet til Muhammed gennem hans oplevelse af menneskelivet og verden. Islam er - ud fra en religionshistorisk betragtning - Muhammeds konstruktion på baggrund af hans kendskab til jødedommen og kristendommen. Og dermed ud fra en kristen betragtning historiens største kætteri.
Det, at alle mennesker er Guds skabninger, skabt i hans billede, så vi ligner ham, ja, skabt til Ham, garanterer ikke noget som helst. Ordet "Gud" er bare en lyd - der kan bruges til hvad som helst. For desværre er det af Gud skabte menneske en falden skabning, en synder, der vil sikre sig og hævde sig i forhold til sin Skaber og videre vil bruge ethvert middel, også det allerhøjeste, nemlig skabningsforholdets "religiøse instinkt", til at gøre sig selv til herre over sit medmenneske. Derfor er den megen tale om særlig respekt for idé- og praksiskomplekser, der er forsynet med betegnelsen religion, tåbelig, ja, man burde snarere sige, at ethvert sådant kompleks bør sættes under skærpet tilsyn, når det gør krav på særligt hensyn og særlig magt.
Det er altså fuldt berettiget, at vi i Islamkritisk Netværk prøver at sætte et kritisk lys på såvel islams fremfærd som på vor egen måde at forholde os til den på. Ikke på den måde, at vi selv gør et fundamentalistisk magtkrav gældende, fordi vi tror på "den ene sande treenige Gud" og på Jesus som "Kristus Guds Søn" (ude på verdens store torv er såvel kristendommen som islam jo bare påstande blandt andre påstande), men på den måde, at vi lægger Koranen og Bibelen ved siden af hinanden og desuden sammenligner de to religioners tilblivelseshistorie og videre historie og frugter, idet vi også foretager en systematisk opgørelse af deres indhold og væsen. Videre må vi sammenligne islam og dens frugter med den samfunds- og livsform, der fremstår som ønskelig, ikke bare for os selv i vore egne lande, men også universelt. Guddommeliggørelsen og den deraf følgende urimelige brug af menneskerettighederne må ganske vist også kritiseres, men de bør forstås og bruges som et sæt praktiske spilleregler med universel gyldighed, hvor det universelle simpelt hen viser sig derved, at ingen i det lange løb kan slippe af sted med at modsige dem over for verdensoffentligheden.
Se desuden min hjemmeside: http://www.bentchristensen.dk, især undersiden "Fremmedpolitik" og "Kirke og teologi".