Af Mads Mønsted, Sognepræst for Egernførde danske pastorat, Sydslesvig. Artiklen har tidligere været trykt i Præsteforeningens Blad, 2010, nr. 47.
FN's Menneskerettighedsråd toner rent flag: Religioner skal beskyttes mod kritik. Det drejer sig om den velkendte resolution mod krænkelse af religioner (Combating defamation of religions). Der er stemt om den siden 1999, og siden 2005 er den blevet anerkendt på FN's Generalforsamling.
Det er Organisationen for Den Islamiske Konference, OIC, der er ophavsmand til resolutionen mod krænkelse af religioner. OIC er som bekendt et kæmpestort og velhavende organ, bestående af 56 lande samt palæstinenserne. Organisationen har hovedsæde i Saudi Arabien og er den mest magtfulde blok i FN i dag og dominerer også FN's Menneskerettighedsråd. OIC har bl.a. organiseret den muslimske boykot af danske firmaer efter offentliggørelsen af Muhammedtegningerne og forsøgt at påvirke indenrigspolitikken i mange europæiske lande. Det var også medlemmer af OIC, der iværksatte en verdensomspændende kampagne mod Schweiz, da landets borgere havde stemt nej til minareter på schweizisk jord.
Igen i år vil OIC forsøge at få resolutionen mod krænkelse af religioner vedtaget i FN. Det forventes, at der stemmes om den på FN's Generalforsamling i december i år. Resolutionen giver regeringer støtte i deres afgørelser om, hvilke religiøse synspunkter det er tilladt at udtrykke, og hvilke der ikke må udtrykkes i deres lande, og den giver stater lov til at straffe dem, der udtrykker uacceptable religiøse synspunkter. Det fortæller Åbne Døre, der hjælper forfulgte kristne rundt omkring i verden.
Hvad resolutionen forstår ved uacceptable religiøse synspunkter ses f.eks. af følgende ord i dokumentet: "Islam forbindes hyppigt og med urette med krænkelser af menneskerettigheder og med terrorisme." En sådan påstand er ifølge resolutionen en krænkelse af islam og burde egentlig straffes.
Og lidt senere hedder det i resolutionen med tanke på folkeafstemningen i Schweiz, at man "stærkt fordømmer forbudet mod opførelsen af moske-minareter." Et sådant forbud er udtryk for "islamofobi", hedder det. Og egentlig burde det også straffes.
Et andet sted i dokumentet står der, at Menneskerettighedsrådet "dybt beklager brugen af trykte, audio-visuelle og elektroniske medier, herunder internettet, og ethvert andet middel med det formål at anspore til… intolerance og diskriminering af nogen religion…" Det lyder vel umiddelbart tilforladeligt og rigtigt. Problemet er blot, at det bliver overladt til regeringer at bestemme, hvad der ligger i "at anspore til intolerance og diskriminering". Det vil med sikkerhed føre til indskrænkning af ytringsfriheden for at stoppe religiøs "intolerance og diskriminering" i trykte, audio-visuelle og elektroniske medier, herunder internettet.
Nej, tolerance i FN-resolutionen har ikke noget med tolerance at gøre, for tolerance er ikke længere viljen til at tåle holdninger, man ikke er enige i. Tolerance er i stedet blevet erstattet af opfordringer til statslig censur og straf, og resolutionen lægger kraftigt op til, at borgere giver sig selv mundkurv på, så de ikke støder det, andre holder helligt. Det er ytringsfrihedens død og en trussel mod religionsfriheden. Det er, hvad FN's Menneskerettighedsråd støtter og fremmer.
Resolutionen vil nemlig kriminalisere hvad som helst, der betragtes som en krænkelse af religioner, men især vil resolutionen holde hånden over islam. Det er islams beskyttelse, der egentlig sigtes til. Det er den eneste religion, der udtrykkeligt nævnes flere gange i det dokument, der skal til afstemning i FN's Generalforsamling, og det er ikke underligt, da OIC er drivkraften bag.
FN's resolution mod krænkelse af religioner vil i praksis underminere religionsfrihed og ytringsfrihed i de lande, der stemmer for. I mange af de lande, som tidligere har stemt for, findes disse friheder knap nok. Tag f.eks. den arabiske verden. Her har kristne som regel ikke lov til offentligt at bekende sig til deres religion eller til at uddanne teologer eller bygge kirker. Det gælder som bekendt også Tyrkiet. Her forbyder myndighederne byggeri af kristne kirker, og andre trosretninger end islam må ikke uddanne præster. Alligevel beder disse lande om mere tolerance i Vesten over for islam - skønt der er hundredevis af moskéer alene i Tyskland. Men hvor er tolerancen over for de kristne i den arabiske verden og i de øvrige OIC-lande? Skulle resolutionen ikke netop hindre "intolerance og diskriminering" af religioner?
Virkeligheden er den, at OIC-landene vender det blinde øje til - eller billiger - når kristne udsættes for overgreb og krænkelser i OIC-landene. Man ser gennem fingre med forfølgelse af minoriteter og systemkritikere eller anekender det.
OIC fordømte i 1989 Salman Rushdies roman De sataniske vers, kort tid efter at Ayatollah Khomeini havde opfordret alle muslimer til at myrde Rushdie, fordi han havde krænket islam.
OIC var også en af kræfterne bag Durban-konferencerne i 2001 og 2009, FN's anti-israelske "racismekonferencer".
USA's Menneskerettighedskommission for International Religionsfrihed oplyser, at OIC-landene forsøger at få principperne i resolutionen skrevet ind på stort set alle områder, hvor FN virker. De søger at ændre ytringsfrihed til restriktioner for ytringer. Det Europæiske Center for Lov og Ret har over for FN's højkommissær for menneskerettigheder påpeget, at der er stor bekymring for, at FN-resolutionen bruges til at forsvare skrappe blasfemilove i lande som Pakistan, Ægypten, Sudan og Afghanistan, der alle er med i OIC.
Sidst, der blev stemt om resolutionen mod krænkelse af religioner, blev den vedtaget af 80 lande på FN's Generalforsamling. Ingen vestlige lande stemte for. Blandt de 80 lande, der stemte for, er 44 af dem lande, der forfølger kristne. 33 af disse er medlem af OIC.