Af Katrine Winkel Holm, bragt i JP 17.08.2011.
Nu, da det første chok har lagt sig, må det være på tide at protestere mod den politiske udnyttelse af én mands ugerning. Har en stribe hæderlige mennesker fået en plet på tøjet, fordi massemorderen satte pris på noget, de havde skrevet?
For nylig faldt jeg over dette George Orwell-citat:
»Med patriotisme mener jeg kærlighed til et bestemt sted og til en bestemt livsform, som man synes er den bedste i verden, men som man ikke har noget ønske om at påtvinge andre mennesker. Patriotisme er i sin natur defensiv, både militært og kulturelt. Nationalisme derimod er uadskillelig
fra ønsket om magt«.
Er det ikke lige det, der er brug for at sige, efter at en angiveligt nationalsindet nordmand har besudlet nationalfølelsen ved at udføre den mest modbydelige form for voldshandling i det nationales navn?
Det synes jeg, og jeg er Orwell taknemmelig for hans krystalklare formulering. Der er bare ét problem: Det er Breivik, der bringer citatet med tilslutning i sit berygtede manifest.
Eksemplet viser én ting: Man er ikke kompromitteret, fordi man lider den onde skæbne at være blevet citeret af denne massemorder. Orwell er stadig Orwell, også efter han har optrådt 13 gange i Breiviks ”European Declaration af Independence”.
Churchill er heller ikke en ringere mand, fordi han ligger lidt højere med 24 citater. Mark Twain er stadig en dejlig forfatter, også efter at han fem gange er dukket op i denne groteske skrivelse. Det samme gælder den i Norge bosatte amerikanske forfatter Bruce Bawer, der nævnes 11 gange, langt mere end andre islamkritikere som Melanie Phillips, Mark Steyn og Lars Hedegaard, der kun henvises til et par steder.
Og hvad med denne buket af navne: Aristoteles, John Locke, Edmund Burke, H. C. Andersen, John Stuart Mill, George Bernhard Shaw, Aldous Huxley, Phyllis Chesler, John F. Kennedy, Fay Weldon, Hayek, Popper, Robert Redeker, Roger Scruton, Ayaan Hirsi Ali, Morten Messerschmidt, Tina Magaard og Barack Obama.
Har de nu fået en plet på tøjet, fordi massemorderen satte pris på noget, de havde skrevet? Skal de, døde eller levende, til at overveje ”tonen”, og hvad deres ord mon kan bruges til?
Og skal vi, der er nationale, konservative, kristne og islamkritiske, til at foretage en større selvransagelse, gå bodsgang og skrue ned for kritikken af multikulturalisme, masseindvandring og islam og indse, at kristendommen er lige så tæt forbundet med vold som islam?
Én ting er sikker: Stærke kræfter i medieverdenen forventer og ønsker det. I ét væk hører vi, at indvandrerdebatten og de højreorienteredes kritik af islam og multikultur har næret det had, der førte til Utøya-massakren.
Nu da det første chok har lagt sig, må det være på tide at protestere mod den politiske udnyttelse af én mands ugerning.
For det første er det indlysende, at en mand, der massakrerer sine egne landsmænd og vil bombe landets regeringsbygninger og kongehus, ikke er national.
For det andet, at en mand, der tror, han har ret til at slå ihjel og oven i købet som en anden Mohammed Atta udnævner et massemord til en ”martyr-operation”, ikke er kristen. I hvert fald blottet for kendskab til noget så elementært som De ti Bud og Ny Testamente. Martyr betyder i kristen sammenhæng blodvidne. Men det er vel at mærke ens eget, ikke andres blod, der henvises til.
Derfor skal kristne konservative ikke foretage ”selvransagelse”, som om Breivik var vores ideologiske fætter.
Til gengæld giver ugerningen stof til eftertanke.
Hvad var hans begrundelse for voldshandlingen? Osama bin Laden behøvede bare at slå op i Sura 9 i Koranen, så havde han sin voldsopfordring. Hvad havde Breivik? Hvad er hans ”rationale”?
I søgen efter svaret på det har jeg læst en stor del af hans kilometerlange manifest. Det umiddelbart mest iøjnefaldende ved dokumentet er dets mangel på indre sammenhæng.
Orwell-citatet indikerer det: Det ene øjeblik hylder han ægte uaggressiv patriotisme. Det næste øjeblik udtænker han ekstremt voldelige terrorplaner mod alle de norske ”forrædere”.
Det ene øjeblik fremhæver han, at ”religiøs vold står i modsætning til kristendommens fundamentale indhold”; det næste øjeblik bekender han sig til vold som den eneste rette medicin.
Det ene øjeblik taler han om ”os kulturkonservative”, det næste øjeblik formulerer han sin foragt for de demokratiske konservative, som afviser hans voldelige ”Endlösung”.
»Brug af terror er en metode til at vække masserne – mange af vore folk vil hade os for det«, skriver han og lufter samtidig sin foragt for Dansk Folkeparti, Sverigesdemokraterne og det norske Fremskridtspartiet. De er alle ”naive tåber”, fordi de afviser brug af terror. Mere end det: Breivik ønsker direkte at skade Fremskridtspartiet.
Som fremhævet af historikeren Kim Møller fra Uriasposten er det Breiviks håb, at medierne vil gøre partiet ansvarligt for massakren og dermed medvirke til at ”knuse” partiet, så den nationale højrefløj opgiver ”illusionerne om demokratisk forandring”.
Ifølge Breivik er det nemlig vold, ikke demokrati, der er ”forandringens moder”.
Klimaks i vanviddet er hans ønske om et strategisk samarbejde med al-Qaida. En alliance mellem hans egen private tankespinds-tempelridder-orden, Justiciar Knights, der skal udføre terroren, og jihadisterne kan nemlig ”vise sig fordelagtig for begge parter – vi har et fælles mål”(!).
Med Breiviks egen formulering:
»Der kan komme en tid, hvor ... tempelridderne vil overveje at benytte sig af eller tilmed arbejde som stedfortrædere for vore fjenders fjender.
I så fald vil ... fremtidens tempelriddere overveje at arbejde for eller med sådanne fjender af EU og USA's overherredømme som Iran, al-Qaeda, al-Shabaab eller resten af den islamiske ummas fromme fraktioner med det formål at anbringe små nukleare, radiologiske, biologiske eller kemiske våben i vesteuropæiske hovedstæder og på andre højtprioriterede steder«.
Den selvudnævnte frelser af Europa vil altså samarbejde med al-Qaida om at bombe europæiske byer. Vist ikke lige det, man forstår ved anti-jihad og det, man kan læse på de islamkritiske blogs, som dele af medierne har gjort medansvarlige for Utøya-massakren.
Med andre ord: Jo mere man søger efter meningen bag Breiviks handling, jo mindre mening synes der at være.
Han er ikke bare ond, begavet, belæst, megaloman og ekstremt selviscenesættende. Han er også forrykt. Hans stædige overbevisning om, at han redder Europa ved at meje 69 sagesløse norske teenagere ned siger alt.
Derfor er jeg heller ikke helt enig med Sørine Gotfredsen, der i en spændende kronik i Berlingske skriver, at Breiviks voldsomme had stammer fra de multikulturelle samfund, vi selv i disse år skaber. I desperation og raseri over at se sit land gå i opløsning går han amok efter at have kasseret de demokratiske midler.
Kan man forklare Breivik ud fra tonen og debatten, som Politiken gør, kan man vel også forklare ham ud fra multikulturalismen.
Jeg tvivler bare på, at nogen af forklaringerne er rigtige. Breiviks rationale er så irrationelt, at alt tyder på, at den udødeliggørende voldshandling kommer før den ideologi, han hægter den op på.
Som den skarpsindige engelske forfatter og psykiater Theodore Dalrymple siger: »Breivik kunne lige så godt have været dyrerettighedsaktivist«.
Hvorfor er han så optaget af at udføre noget så opsigtsvækkende ondt?
Dalrymple peger på den indre tomhed, som den højtbegavede Breiviks monomani afslører. Er det rigtigt, er det i et forsøg på at skabe mening i en tom, orienteringsløs tilværelse, at han vier sit liv til en mission, der lægger beslag på hans kræfter, koncentration og penge. Derfor hans årelange dobbeltliv med hemmelige forberedelser, hans asketiske, ensomme tilværelse og minutiøse dagbogsføren. Dåden, der kræver selvopofrelse, skal være storslået og effektfuld. Derfor hans dramatiske spring ind på den offentlige scene som en dæmonisk Batman, der med ét slag slår til mod det depraverede samfund med en gruopvækkende voldshandling.
Han skal gøre en forskel. Alle skal tale om ham. Alle skal læse hans manifest.
Hans mission lykkedes.