Af Jesper Bacher, foredrag holdt ved Islamkritisk Netværks seminar om korstogene, d.13.september 2008.
- teologiske kommentarer til en uhellig alliance. Eller noget om korsteologi og korstogsteologi.
Crux sola est nostra theologia (Martin Luther - (se note 1)).
Nærværende essay (et lettere omarbejdet foredrag) er et forsøg på en kortfattet fremstilling og teologisk kommentering af den middelalderlige korstogsteologi med udblik
til vores aktuelle situation. Mere skal det ikke være, men det skal det til gengæld også være. Replikker i en samtale, ja, en disput med korstogsteologien, og hvor bevidst man end bør være om kontekstafhængighed og anakronismens farer, finder jeg fortidens kristne værd at tage alvorligt og værd at tale teologi med. Som det ofte nok siges: samtale fremmer forståelsen. Og det gælder vel og sandt at mærke ikke bare forståelsen af, hvor meget vi i grunden ligner hinanden, men sandelig også af, hvor grundlæggende vores uenighed er!
Korsteologi
Crux probat omnia (se note 2), korset er altings prøve / korset prøver alting, siger Luther og med god evangelisk ret. Korset er paradigmatisk for kristen teologi (se note 3). Vel vidende, at korsteologien formuleres forskelligt og optræder mere eller mindre eksplicit, kaster korset sin skygge eller snarere sit lys over hele det nytestamentlige vidnesbyrd. Korset kan stå i forgrund eller baggrund, men kristne må altid vedstå sig korset. Korset og den korsfæstede Herre gennemsyrer kristendommen, og vil man ikke vide af korset, vil man ikke vide af kristendommen. Korset er dom over verden, som korsfæster sandhed og kærlighed og er dermed syndens kulmination. Korset er sejr over verden, her nagles synden til korset og er dermed frelsens kulmination. Korsfæstelsen er sejrsdød, triumf i nederlagets dragt. Et kors for den rationelle tanke, men for syndere et kors til salighed.
Korset er også en vej og et vilkår. En vej for den, der følger i Kristi fodspor. Korset i form af regulær forfølgelse kan meget vel blive prisen for forkyndelse af den korsfæstede. Ordets vidner kan, og eksemplerne er jo legio i urkirken og fattes heller ikke i dag særligt i den muslimske verden, blive blodvidner (se note 4). Korset bæres til frelse af Kristus og i efterfølgelsen af de kristne. Man kan slå kors for sig, men intetsteds i den nytestamentlige kanon findes der belæg for retten til at slå ned i korsets navn (se note 5). En militær metaforik forekommer ganske vist, men betegnende nok hedder det et sted, at man som Kristi gode soldat skal være med til at lide ondt og altså ikke, som det ellers er soldatens primære opgave, tilføje fjenden lidelser. (2.Tim. 2,4 - (se note 6)). Korsets magt kan ikke hævdes med sværdets magt, men udstiller snarere sværdmagtens afmægtighed.
Korstogsteologi
Crux probat omnia må også appliceres på korstogsteologien, der frem for noget ville gælde for korsteologi og korscentreret praksis.
I den berømte korstogsbulle Quia maior (se note 7) fra 1213 giver pave Innocens III (se note 8) ordet til Jesus: "Han (altså Jesus) råber også selv og siger: Om nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig, som om han mere håndgribeligt sagde. Den, som vil følge mig til kronen, han skal også følge mig til den kamp, som nu lægges frem for alle og enhver for at prøve dem". Går vi til pave Urban IIs igangsættende korstogsprædiken fra kirkemødet i Clermont i 1095, som kalder til modstand i lyset af de kristnes lidelser under muslimernes angreb og overherredømme i øst, citeres som manende dictum probans det sted fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus siger til disciplene: "Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd" (Matt. 10,39). Kristenheden kaldes med pavelig autoritet i Kristi navn til at tage korset op og dermed lægge et tungt, men retfærdigt kors på muslimerne, den ondsindede race(genus nequam - (se note 9)), som Urban kalder tyrkerne og araberne. De skulle så at sige få korset at føle, ikke til deres frelse, men først og fremmest til nederlag på slagmarkerne og opgivelse af deres erobringer. Krig, som før blev regnet for en nødvendig, men ikke desto mindre en syndefuld og problematisk foreteelse, der krævede tilgivelse og efterfølgende behørige bodshandlinger, selv når krigen i øvrigt kunne kaldes retfærdig, blev nu et bodsmiddel i sig selv (se note 10). "Alle, der dør på denne måde (altså på korstog), til lands eller til vands, eller i slag mod hedningene skal straks få forladelse for deres synder (peccaminum remissio praesens aderit - (se note 11)). Det tilstår jeg dem ved hjælp af Guds magt / myndighed, som jeg har fået overdraget", lød det fra Urban, som også påpegede, at tidens landsknægte nu fik mulighed for at tilkæmpe sig et himmelsk gode fremfor sølle timeligt krigersold. "Lad dem, der for en ringe løn har tjent som lejetropper, nu opnå evig belønning (aeterna praemia - (se note 12))". Det fortælles, at forsamlingen i grebethed over prædikenen brød ud i et begejstret: "Deus vult / Gud vil det", som paven på stedet udnævnte til officielt krigsråb for de korsfarende.
Kurt Villads Jensen har træffende kaldt korstogene henholdsvis "... en slags rullende kloster" og "... en form for afladsreservoir" (se note 13). Korstogskrigen var således ikke bare en retfærdig krig, bellum iustum, men bellum iustissimum, en allermest retfærdig krig, ja, rettelig bellum sacrum, en hellig krig. Dermed slap martyrerne i denne kamp også for skærsildens pinefulde mellemstation og fik i kraft af deres fortjenester direkte indgang i Paradis (se note 14). Innocens III gør i Quia maior gældende, at Gud naturligvis med lethed kunne afværge, at det hellige land faldt i fjendens hånd, men nu har det onde vundet overhånd, fordi mange er kølnet i deres kærlighed. Med pavens egne ord: "Han (altså Gud) har budt sine troende denne kamp for at vække dem fra dødens søvn til at søge livet og prøve deres tro herigennem som guld i diglen, idet han har givet dem adgang til frelsen eller rettere et middel til at frelses ved (saluationis causum prestando), således at de, som i troskab kæmper for ham bliver kronet lyksaligt af ham, mens de, som ikke, da der var så hårdt brug for hjælp, vilde yde ham den tjeneste, de som tjenere var ham skyldige med rette bliver fordømt ved den strenge dom på den yderste dag" (se note 15).
Korstoget blev betragtet som en privilegeret bodshandling, de korsfarendes færd som en ekstraordinær pilgrimsfærd (peregrinatio prerogative excellentie, scillicit crucesignatorum - (se note 16)) og kampen mod de vantro som en militant genvej til saligheden. I 1260'erne forklarer en udbredt prædikenmanual ligefrem, hvordan den gode korsfarer på dommedag kan stå foran Lammets trone og diskutere med Kristus: Du hang på korset for mig i tre dage, men jeg bar korset for dig i tre år. Du drak eddike på korset, men jeg måtte leve i månedsvis af sur eddikevin ... men jeg hævnede dig (se note 17). Korstogene kan også beskrives som en væbnet imitatio Christi, men korsfarerne bar ikke bare kors, de lagde det sandelig også på andre. Det er svært at komme uden om, at frelsens tyngdepunkt realiter forrykkes fra Kristi kors til korsfarerkorset som udtryk for den gudvelbehagelige og lutrende offervillighed hos de hellige krigere, som drog sværdet for deres himmelske feudalherre (se note 18). Gentagelsen, imitationen, efterfølgelsen undergraver dermed den enestående betydning af Kristi offer på Golgata, og volden, som Jesus netop afviste, får sakramental karakter (se note 19)
Sammenfattende kan man sige, at korstogene ville være det hellige land til gavn, de østerlandske kristne til hjælp i nøden og korsfarere til salighed, mens muslimerne kom til at fremstå som de håndgribelige repræsentanter for mørkets magter.
Bernhard af Clairvaux gør i sin lovprisning af det monastiske ridderskab, "De laude nove militie" opmærksom på, at tempelridderne ikke bør kaldes mandedræbere, men for ondtdræbere, om end hedningerne ikke bare skal slagtes, hvis der er andre muligheder (se note 20). Det kunne f.eks. være omvendelse til kristendommen. En fremtrædende dominikaner, Humbert af Romans, leverede et bidrag til kirkemødet i Lyon i 1273, som bl.a. gjorde gældende, at det kunne regnes for en god og næstekærlig gerning at ombringe en muslim, for jo længere han var i live, jo længere tid havde han til at fortsætte sit syndige levned. En død muslim var, hvis ikke en god muslim, så dog en bedre muslim, for så længe han lever, forøges hans synd (se note 21). Det skal siges, at korstogene ikke i første omgang havde muslimernes omvendelse som direkte mål. Man ville beskytte trosfællerne, gøre den hellige grav velforvaret og sikre trygge rammer for kristen mission, men senere gjorde ovenstående alternative næstekærlighedsforståelse sig altså også gældende. Vender vi for en kort bemærkning blikket mod de nærliggende kyster og østersøkorstogene, erklærede Bernhard af Clairvaux allerede i 1147 i et brev til de tyske fyrster, at de hedenske vendere skulle omvende sig eller slet og ret udslettes (se note 22). Antagelsen af den katolske kristendom var også et krav, hvis venderne i Arkona ville slippe nådigt, da de forhandlede byens overgivelse med de danske korsfarere i 1168. (I parentes bemærket var der også regelrette missionsbestræbelser, altså sværdløs mission, over for muslimerne i korstogstiden. Kendt er de fem martyrer fra 1200-tallet. Fem franciskanermunke, som rejste til Marokko, hvor de prædikede i fuld offentlighed og endda i en moské. De fik mange tørre tæsk, tilbud om omvendelse til islam og endog sendt med et skib hjem til Portugal. Skibet blev imidlertid slået ud af kurs og vendte tilbage til Marokko. De fem var dog ingenlunde slået ud af kurs, så de missionerede som før, forfulgtes igen for til sidst at blive henrettet - (se note 23)).
Ude af parentesen igen skal det bare siges, at ovenstående altså vil gælde for en yderst kortfattet redegørelse for korsteologien og den middelalderlige korstogsteologi. Det turde dog være klart, at tankegangen ikke består korsets prøve, at denne militante bodskristendom og voldelige efterfølgelse er dybt problematisk på baggrund af det Nye Testamente. Korstogene forekommer også at være en eklatant variant af den gamle alliance mellem korset og sværdet, hvor sværdet går i korsets tjeneste, og korset fører sværdet. Der er grundlæggende tale om en uhellig alliance, hvor ofte alliancen i øvrigt er forekommende i kirkehistorien (se note 24). Åndens sværd, er Guds ord (Efes. 6.17 - se note 25 & 26)). Der ikke skal hævdes ved verdslig magt, ligesom udøvelse af den verdslige magt i postuleret sakrosankt øjemed ikke er en frelsesvej (se note 27). Nok bærer øvrighed ikke sværd for ingenting, retten skal hævdes, men der er kun ét kors, som er til frelse og salighed. Det er ikke et kors, man tager op for at føre krig, men det kors, som blev båret af en ensom mand på vej til Golgata, og der var ikke én discipel, som råbte "Deus vult".
Martin Luther
Korstogsteologien har selvfølgelig også sine kritikere, og i vores sammenhæng er det oplagt at nævne Martin Luther, som i skrifterne mod Tyrken (se note 28) gør sig tanker om såvel den åndelige som den væbnede kamp mod islam.
"... hvis jeg var en krigsmand og på valpladsen så en præst eller et korsbanner, ja, om det så var et krucifiks, så ville jeg flygte derfra som forfulgt af djævelen, og selv om de ved Guds tilskikkelse vandt sejr, ville jeg dog ikke have del i byttet eller glæden" (se note 29). Ikke at Luther vil fornægte behovet for modstand i lyset af de tyrkiske invasionsstyrker, som trængte op i Europa på hans tid. Slet ikke, men der må skelnes mellem den åndelige og den militære kamp, mellem kirkens strid for evangeliets sandhed og den verdslige øvrigheds kamp for landets frihed og borgernes ve og vel.
I striden mod Tyrken kræves to arketypiske krigere henholdvis Christianus og Carolus, den kristne åndsmagt og den verdslige stridsmagt.
Tyrken er Guds vredes ris, og de kristne må bede Gud om at skånes for denne hjemsøgelse. Luther ved nok, at Tyrken og islam i deres oprør og djævelske Kristusfornægtelse ikke desto mindre er i Guds hånd og nolens volens kommer til at gøre tjeneste for ham. Islams fremgang burde imidlertid få kristenheden til at stille sig selv kritiske spørgsmål om lære og liv, troskab og sandhed. For Luther er der ingen tvivl om, at islam er djævelens værk - det var jo også, før moderne teologer kom på den komiske tanke, at den onde fjende kunne sendes på teologisk førtidspension - og definerer således: "... Tyrkens Allah, dvs. hans Gud, djævelen" (se note 30).
Kristenheden trænger sandt for dyden til bod og bedring, men den kristne kaldes også til at stride med sværdet, hvor øvrighed kalder. Under kejserens befaling, banner og navn kan han drage i felten: "... thi således kan enhver forvisse sin samvittighed om, at han visselig handler i lydighed mod den guddommelige anordning, idet vi ved, at kejseren er vort rette overhoved og hersker, og den, som i et sådant tilfælde adlyder ham, adlyder også Gud, men den, som er ulydig mod ham, er det også mod Gud" (se note 31). Og videre erklærer Luther, at hvis en kriger dør i lydighed mod denne befaling, og hvis han i øvrigt har gjort bod og tror på Kristus "bliver han salig" (se note 32). Det at stride mod Tyrken er for Luther også at tjene Gud, men krigen er ikke et middel til at frelses ved. Den er en vej, som den salige kan nødes til at gå, hvis den rette øvrighed kalder, og fjenden trænger sig på.
Men krigen retter sig ikke mod Tyrkens tro, hans almindelige ondskab og umoral, og Luther afviser den agitation, som hidtil har ægget fyrsterne og Kejseren til modstand ved, at han som kirkens værn og troens beskytter skulle udrydde Tyrkens tro. Kejseren er sine undersåtters beskytter, men ikke evangeliets og troens beskytter, og dersom kejseren virkelig skulle udrydde de vantro, ville det hurtigt blive lyst i egne rækker, og såvel paver som bisper og andre gejstlige måtte også stå for skud. Nej, man må med Luthers ord : "... lade Tyrken tro og leve, som han vil, ligesom man lader pavedømmet og andre falske kristne leve" (se note 33).
Der skal ikke føres korstog, men felttog mod tyrken, og den strid skal man ikke stride som kristen under en kristens navn, men lade sin verdslige herre føre krig og så slås som en verdslig undersåt under hans banner. Det kan man da gøre med god samvittighed, og i al sin nøgterne verdslighed er der også tale om en måde at tjene Gud i kald og stand. "Og han (altså Gud) befaler dig da gennem din hersker at fuldbyrde den dom over Tyrken, og at både din hånd og din lanse er og kaldes Guds hånd og lanse, og du er altså Guds, den allerhøjeste Herres skarpretter og mestermand overfor hans store, fordømte fjende. Hvorledes kunne du kæmpe mere hæderligt og prisværdigt?" (se note 34).
Men, kunne man spørge: Hvad med Tyrken som en næste, man trods al halsstarrighed og vantro tidselgemyt skylder evangeliet? Er dette perspektiv gået helt under i mødet med Tyrken som en militær magt, der ganske håndgribeligt truer de kristne lande? Man må nok sige, at islammission ikke rigtig var inden for Luthers horisont, og han kan erklære:"... at man må anse det for umuligt at omvende en Tyrk" (se note 35) - (Helligånden har dog flere gange demonstreret, at intet er umuligt for Gud, ikke engang en Tyrk).
På den anden side kan Luther også sige, at en kristen, som er blevet Tyrkens træl, ikke skal løbe bort, men leve som en eksemplarisk tjener: "... så at din herre og måske mange andre måtte sige: Godt, de kristne er nu dog et trofast, lydigt, fromt, ydmygt og flittigt folk, og dermed ville du tillige gøre Tyrkernes mening til skamme og måske omvende mange, når de fik at se, at de kristne med ydmyghed, tålmodighed, flid, troskab og deslige dyder, så langt overgik Tyrkerne" (se note 36).
Jens Christensen
En, som i hvert fald havde blik for islammission eller muhammedanermissionen, ja, som brugte hele sit liv på sagen, var Jens Christensen (1899-1967), mangeårig islammissionær og biskop i Pakistan. I sin bog om islam spørger han, hvorledes vi som kirke må vurdere korstogene og peger på fire ting, som er værd at tage i betragtning (se note 38). For det første Romerkirkens stilling. Korstogene bidrog til at styrke kirkens magt over Europa, og motiverne blandt korsfarere var også en blandet historie. I en af versionerne af Urbans prædiken betones de koloniale fremtidsperspektiver ved korstoget. Frankernes land er for lille til den store befolkning, som knap kan brødfødes. Det hellige land flyder derimod med mælk og honning og er frugtbart frem for noget land på jorden. Der er også særdeles jordiske fordele forbundet med et sejrrigt krigstogt til mellemøsten og udsigt til sydlandsk Lebensraum for de trængte frankere.
For det andet nævner Jens Christensen: eventyr og fritagelse for ansvar. Korstogene var et krigseventyr og en mulighed for at slippe for gæld og straf derhjemme. Det tredje forhold er handelsmændenes rettigheder. De italienske byer og handelshuse profiterede voldsomt af korstogene, og som den fjerde og sidste ting og særlig interessant i denne sammenhæng, nævner han: en ægte iver for at tjene Gud. Det virkelige rystende er således ikke de blandede motiver, for sådan er syndige mennesker: "Nej, det rystende er netop denne misforståede, men ægte iver for at tjene Gud" (se note 38). Jens Christensen citerer Bernhard af Clairvaux for at skrive: "Den kristne fryder sig over en vantros død, for derved herliggøres Kristus" og kommenterer: "Havde disse mennesker da aldrig læst Jesu ord: De, som dræber jer, vil tro, at de derved gør Gud en tjeneste! Har de da aldrig frygtet for den mulighed, at det måske var dem, der - ved at dræbe de vantro - fejlagtigt ville mene, at de dyrkede Gud? Vildledt missionsiver kan være en farlig ting, der virker som en boomerang" (se note 39).
Korstogene var det udtryk, som kristendommen i middelalderen fik over for muslimerne, og følgerne har været grelle. Jens Christensen opregner tre.
1. Korstogene var en fiasko, muslimerne lod sig hverken overvinde eller omvende. At indlade sig med dem er på forhånd ørkesløst, og det har siden præget kirkens opfattelse af islammission. Det er et håbløst foretagende, som det ikke for alvor er værd at ofre tid og kræfter på. "Det er virkelig, som om kirken sagde, at Guds Ånd ikke magter den opgave; hvorfor skulle vi så røre ved den?" (se note 40).
2. De østerlandske kristnes indstilling er helt forandret fra, hvad den var før korstogene. Den gang mødte de dog muslimerne, og hvor besynderlige deres argumenter end ellers var, havde de da noget at sige. Nu er de østerlandske kristne indkapslede og ser helst, at vesterlændinge ikke prøver at nå muslimerne. De kan ikke glemme korstogenes resultat, idet muslimernes bitterhed over al slags brutalitet gik ud over dem og deres kirker.
3. Muslimernes indstilling er hån og foragt. Korsfarerne kæmpede i Jesu navn. De bar Kristi forhadte kors på deres dragt, men muslimerne sejrede, og Kristus hjalp ikke de kristne. Med andre ord løb muslimerne af med sejren, fordi Gud er med Muhammed og hans trosfæller.
Jens Christensen konkluderer: "At disse tre ting tilsammen: vestens kirkes vantro, østens kirkes indkapsling og muslimernes overlegne hån og foragt stammer fra korstogene, er der ingen tvivl om" (se note 41).
Korstog og jihad
Prisen for korstogene har været høj, og korstogene har sat deres præg på forholdet mellem kristne og muslimer (se note 42). Jeg kan ikke heller se andet end, at korstogene i mangt og meget faktisk er "god" eller i hvert fald ortodoks/klassisk/traditionel islamisk teologi, men altså meget dårlig kristen teologi (se note 43). Den hellige krig er dog med fra islams undfangelse, mens kristendommen bredte sig i tre århundreder uden sværdslag (se note 44). Den forbilledlige Muhammed sagde sandelig ikke farvel til våbene endsige bar noget kors (se note 45) "... Hvor Muhammed tilstræbte en jordisk sejr, gik Jesus til grunde i menneskelig forstand", som Blaise Pascal har sagt det (se note 45).
Men krig under korsets fortegn ligner til forveksling krig under halvmånens. Den franske teolog Jacques Ellul erklærer i sin bog "Kristendommens forvanskning": "... det er en betydningsfuld kendsgerning, at korstogene er en nøjagtig efterligning af Djihad - iberegnet f.eks. den garanterede, sikrede frelse; den, som falder i Djihad går direkte i paradiset, og det samme gælder for korstogene. Det er ikke en tilfældighed, men ganske nøjagtig identifikation. Disse korstog, som man (efter at have beundret dem som udslag af en ubetinget tro) har lagt Kirken og kristendommen så stærkt til last, er ikke af kristen, men af muslimsk oprindelse. Vi finder her en følge, en frygtelig bekræftelse af den last, som allerede nagede kristendommen: fristelsen til magt, til vold, til at herske (se note 47 & 48). Hvordan de historiske og kulturelle forbindelser og påvirkninger end har været, er lighederne i hvert fald slående. I det berømte og berygtede dokument kaldet "Den sidste nat", fundet i noget af Muhammeds Attas bagage, som ikke kom med flyet hin skelsættende 11. september 2001, møder man samme tankegang. Atta var som bekendt lederen af de terrorister, som indskrev sig i den nyere verdenshistorie gennem deres spektakulære angreb på World Trade Center i New York. "Den sidste nat" er en manual, et stykke terroristisk opbyggelseslitteratur, som forsynede de udvalgte med tilskyndende og opmuntrende henvisninger til Allah og profetens eksempel for at holde dem til deres morderiske forehavende. Her kaldes de vordende massemordere til sindsro og sjælefred med udsigten til den snarlige himmelske lyksalighed i selskab med profeter, martyrer og andre eksemplariske troende (se note 49).
Modstand med ånd og hånd
Korstogene må imidlertid også betragtes som naturlige, om ikke de første, militære svar på den muslimske ekspansion (se note 50), som i tiden omkring det første korstog satte sit blodige præg på Lilleasien, og som allerede i 711 var nået til den iberiske halvø. Ja, i 846 nedbrændte indtrængende muslimer sågar Peterskirken i Rom (se note 51). Man kan prøve at tænke lidt kontrafaktisk og forestille sig, hvad der ville være sket med vores kontinent, hvis ikke kristenheden op gennem middelalderen havde budt muslimerne væbnet trods? (se note 52). Var denne modstand ikke med til at hindre en dhimmificering af den vestlige kristenhed? Jeg må indrømme, at jeg i ny og næ sender Karl Martel en venlig tanke for sejren ved Poitiers i 732, som satte en grænse for muslimernes fremrykning i Vesteuropa.
Men ser vi på korstogene fra 1095 og frem, kan man så ikke sige, at de forlenede Europa med et gavnligt pusterum og medvirkede til at forsinke den muslimske ekspansion? Selv om Konstantinopel faldt til sidst, ville tyrkerne måske være nået længere end til Wiens porte, hvis ikke korstogene i nogle århundrede var kommet imellem Europa og den muslimske erobringstrang? Vi ved det af gode grunde ikke, men spørgsmålene kan dårligt kaldes grundløse.
I hvert fald lider friheden og de kristne mange steder, hvis ikke alle steder, om end i varierende grad og intensitet, hvor muslimerne udgør flertallet. Fra dødsstraf for at konvertere fra islam i Iran og Saudi-Arabien til allehånde chikane og diskrimination enten fra officiel side eller med myndighedernes stiltiende accept også i mere "moderate" lande som Tyrkiet og Indonesien. Det kunne meget vel have været situationen her, var hele Europa kommet under halvmånens åg. Kan man vove den tanke, at hvor vanartet teologien end var, har historiens Herre dog draget nytte af korstogene, som han i sin tid gjorde det med hedenske folkeslag over for Israels folk på forskellig vis? Nu ekspanderer islam igen, ikke ved militær invasion, men primært gennem indvandring. Ingen kan jo nægte, at den muslimske tilstedeværelse er vokset markant i årene efter anden verdenskrig, og islam gøres højrøstet og sommetider yderst truende gældende i det offentlige rum i Europa. Ja, nogle har allerede betalt med liv og personlig frihed for at komme de "rettroende" på tværs, og selvcensurens mølle maler lystigt. Der er mig bekendt ikke andre religioner, som det på samme måde kan være livsfarligt at kritisere og karikere selv i Vesteuropa. Guds vredes ris tugter igen kristenheden, og islam fremstår som en teologisk udfordring og i talrige tilfælde også som et politisk problem og en militant trussel (se note 53). Der er i sandhed brug for både Christianus og Carolus. Eller som Karl Barth engang sagde, da han i 1939 under et besøg i Danmark blev spurgt, hvad man skulle gøre, da Barth tidligere på aftenen havde kritiseret Danmark for passivitet i forhold til truslen fra Hitler (se note 54). Svaret lød: "Jeg kan ikke lægge et helt program for jer. Men jeg kan give jer det første punkt: bede! og det sidste: købe kanoner! Hvad der ligger mellem de to punkter, må I selv finde ud af". Beten - Kanonen kaufen. Islam kalder i dag som før på begge dele. Ikke på korstog for troens og frelsens skyld, men på bøn og mission for kirkens og den muslimske næstes skyld og på politisk modstandskraft for den borgerlige friheds skyld. Man kan også sige det sådan, at islam altid er sandhedsfornægtende - i kraft af sin Kristusfornægtelse - og meget ofte frihedsknægtende - i kraft af sin lovforståelse, som dog afvises af moderate/liberale/kulturelle muslimer, you name them. Det kan på mange måder se sort ud, men selv om verden altid bør se verden i øjnene, skal man ikke stirre sig blind på den. Det er et deprimerende snæversyn, som mangler blikket for Gud, der ikke lader os sejle vores egen håbløse sø. Med Grundtvig til opmuntring og fortrøstning midt i den grønne bølge, altså den fra Mekka og omegn.
"Sort ser det ud,
men almægtig er Gud"
(se note 55).
Vi skal lige så lidt have korstog som tilbagetog.
(Foredraget har været trykt i Tidehverv, november, 2008).
Noter:
1) Korset alene er vores teologi, WA V.176.32 -33
2) WA,V,179,31
3) Det er som bekendt en standende diskussion, om der gives en nytestamentlig midte. I Gads Danske Bibelleksikon Kbh. 1988, I. s. 434 hedder det: "En egentlig korsteologi findes alene hos Markus og Paulus". Man kan selvfølgelig diskutere, hvad der skal til for at konstituere en egentlig korsteologi? Men Jesu korsfæstelse som historisk begivenhed og guddommelig villet er dog med i alle evangelierne. Det er med velberåd hu, at den tyske teologi Eberhard Jüngel skriver: "Für die christliche Verantwortung des Wortes "Gott" ist der Gekreuzigte gerade so etwas wie die Realdefi nition dessen was mit dem Wort "Gott" gemeint ist. Christliche Theologie ist deshalb fundamental Theologie des Gekreuzigten", Gott als Geheimnis der Welt, Tübingen 1977, p.15. Pierre Bühler konstaterer ligeledes: "Das Kreuz bildet ein zentrales Thema christlicher Theologie. Das ist kaum zu bestreiten. Man müsste noch genauer sagen : es ist das zentrale Thema christlicher Theologie überhaupt", Kreuz und Eschatologie, Tübingen 1981, p.3. Se også Johannes Nissen: "Evangelierne som helhed beskriver Jesus som en ikkevoldelig Messias, dvs. en Messias der ikke lever op til de gængse forestillinger om at besejre Israels fjender. Han fremtræder i stedet for som den lidende Messias" Bibel og Etik. Konkrete og principielle problemstillinger, Århus 2003 p.83. Magten via sværdet er netop en fristelse, som afvises. John Howard Yoder skriver om Jesu i Getsemane, at han her fristes af muligheden for at ty til messiansk vold frem for at lide den bitre korsdød: "Once more, now clearly for the last time, the option of the crusade beckons. Once more Jesus sees this option as real temptation. Once more he rejects it". The politics of Jesus", Grand Rapids 1994, p.51
4) 75% af alle religiøst forfulgte mennesker er kristne ifølge en opgørelse fra organisationen International Society for Human Rights, Kristeligt Dagblad 3. oktober 2007.
5) "Det var en selvfølge for de kristne i de første århundreder, at Jesu ord om fjendekærlighed og ikke-vold skulle forstås bogstaveligt". Johannes Nissen, Krig, fred og retfærdighed i Krig -dens legitimitet i religion og politik, København 2005, p.24. Der henvises i den forbindelse også til Josef Blank, Im Dienst der Versöhnung. Friedenspraxis aus christlicher Sicht, München, 1984. Men var urkirken virkelig over en bank principiel pacifi stisk? Hans Christof Brennecke har anfægtet dette og skriver: "Von keinem der wichtigen Bischofgestalten der vorkonstantinischen Zeit ist eine ausdrückliche Ablehnung des Militärdienstes von Christen überliefert" og videre: " Eine grundsätzlich pazifi stische und jeden Militärdienstes ablehnende Haltung des frühen und noch nicht mit dem Staat verbundenen Christentum, verbunden mit einer Abfallstheorie, nach der erst die mit dem Staat verbundene und von ihm abhängige Kirche den Militärdienst akzeptiert hat, ist eine ideologisches Konstrukt und kann daher keine Norm für unser Handlen sein", "An fi delis ad militam converti possit?"(Tertullian, de idolatria 19,1) Frühchristliches Bekenntnis und Militärdienst im Widerspruch? i Die Weltlichkeit des Glaubens in der Alten Kirche - Festschrift für Ulrich Wickert, Berlin 1997, p. 93 og p. 98. Det afgørende for urkirken var snarere spørgsmålet om deltagelse i den hedenske kult, som kunne være forbundet med militærtjenesten, og der var ikke tale om, at sværdet gik i korsets tjeneste.
6) Eller som det hedder andetsteds om den kristne strid: "Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned", 2.Kor 10.4
7) Oversættelsen er taget fra, Danmarks Riges Breve, 1. række 5. bind, København 1957, pp.26-32
8) "… den vel nok mest korstogsivrige pave i højmiddelalderen", Kurt Villads Jensen. Thi ath alle som tage swerd/de skulle dø met sverd. Matt 26,52 hos Augustin, Innocens III og danske middelalderhistorikere, Fønix. Årg. 24 nr. 2 (2000). p.75
9) Den latinske tekst er fra Historia Hierosolymitana, som bl.a fi ndes på http://www. documentacatholicaomnia.eu/. Oversættelsen er taget fra Henrik Skovgaard Andersen, Korstog og jihad. København 1998, p.48.
10) "… the most characteristic feature of crusading was that it was penitential". Jonathan Riley-Smith, What was the crusades?, Hampshire/New York 2002, p.3.
11) Der var tale om afl ad "(… i form af hel eller delvis eftergivelse af den timelige bodsstraf, der dog ofte, om end teologisk set misvisende, benævnes som "syndernes forladelse" i de samtidige kilder)". Carsten Selch Jensen, " "Gud vil det" - om retfærdige og hellige krige i middelalderen i Retfærdig krig, Odense 2006, p.98
12) Se note 8
13) Kurt Villads Jensen, Politikens bog om korstogene, København 2005, p.9 og Den retfærdige krig i middelalderen i Retfærdig krig, Odense 2006, p.79
14) I en korstogsprædiken gøres der opmærksom på, hvor åndeligt lønsomt korstoget er: "Tanta et talia stipendia offert vobis quod sponte currere deberetis, remissionem cunctorum scilicit peccatorum quantum ad penam et culpam ei insuper vitam eternam". Sermo I, James of Vitry, citeret hos Christoph Maier, Crusade propaganda and ideology, Cambridge 2000, p.99
15) Carsten Selch Jensen skriver om Pave Innocens` korstogstanker: "Den retfærdige krig blev dermed i skikkelse af korstogene et middel til frelse for den enkelte og et konkret udtryk for den sande inderlige tro hos den kristne". " "Gud vil det" - om retfærdige og hellige krige i middelalderen i Retfærdig krig, Odense 2006, p.100
16) Humbert af Romans, Sermo I, citeret hos Christoph Maier, Crusade propaganda and ideology, Cambridge 2000, p.213
17) " Domine tu pro me mefuisti in cruce una die. et ego pro te in cruce et cruciatibus multis propter te multis diebus. Tu in cruce habuisti pedes affi xos propter me. et ego propter te in naui inter multiudinem peregrinorum sic fui angustiatus ut non possem pedem extendere. Tu vinum corruptum in cruce bibisti propter me semel. et ego aqua putrida vermibus scaturiente usu sum in naui propter te multis diebus " hedder det bl.a. Den latinske tekst findes på http://www.jggj.dk/saracenos.htm
18) I sit studie af middelalderlige korstogsprædikener, Crusade propaganda and ideology, Cambridge 2000, skriver Christoph Maier om prædikanterne: "They left little doubt that they believed the crusaders indulgence was a guarantee for salvation"p.62.
19) Nogle omtaler betegnede nok den islamiske jihad som et sakramente: "Because of the sacred nature of the combat, the jihad should benefi t from divine support; some authors describe it as a sacrament for the community of Muslims", David Cook, Understanding Jihad, Berkeley 2005, p.3.
20) Kurt Villads Jensen, Politikens bog om korstogene, København 2005, p.45
21) Ibid. p. 72 og Kurt Villads Jensen, Mission og korstog, Sfi nx. Årg. 10 nr. 1 (1987). p.115-122
22) Ibid. p. 71
23) Kurt Villads Jensen, De fem martyrer, Sfi nx 24 årg. , nr.2 (2001) p.51-55 TIDEHVERV 165
24) Eberhard Jüngel påpeger, at denne uhellige alliance går helt tilbage til 300-tallet. Euseb fortæller i sin kirkehistorie, at den kommende kejser Konstantin under bøn så et tegn på himlen i form af et korstegn af ild og dertil indskriften: "Ved dette skal du sejre".Korset/Kristus-monogrammet blev altså et emblem for en bestemt politisk og militær magt og en beskyttelsestalisman for de kejserlige hære. Jüngel skriver: "Gott soll seigen -das heißt nun: er soll sich als Urheber der Siege des römischen Imperators verherrlichen. Nicht als Sieger über den Tod, sondern als ein todbringender Sieger über die weltlichen Gegner soll Gott durch die kaiserlichen Waffen verherrlichen". Og videre: "Ein gespenstischer Gegensatz zwischen dem biblischen Christus und einem politischen Christus war nun da - ein Gegensatz unter dessen Vorzeichen die christliche Kirche politisch hoffähig wurde. Und politisch hoffähig blieb". Von Zeit zu Zeit, Betrachtungen zu den Festzeiten im Kirchenjahr, München 1976, p.24
25) Johannes Nissen knytter bl.a. disse kommentarer til skriftstedet: "Når det kommer til stykket, er der kun et våben, som kan bruges, nemlig Guds ord. Denne udrustning gør ikke sendebudene urørlige. Tværtimod bliver de sårbare og angribelige. Det er nemlig en blottet eksistens at være kaldet til sandhed frem for løgn", Krig, fred og retfærdighed i Krig -dens legitimitet i religion og politik, København 2005, p.29.
26) Christopher Tyerman skriver om senere tiders (mis)forståelse og (mis)brug af Pauli militære metaforik "It is a measure of the pragmatism, sophistication (some might say sophistry) and sheer intellectual ingenuity of St. Pauls successors over the following millennium in expounding the doctrine of the Gospels that there was an ideology of Christian holy war at all", A New History of the crusades, London 2006 p.28.
27) Som det rigtigt hedder hos Brix, Hansen og Hedegaard: "Alle præsterne, der velsignede våbene og tropperne på vej til Flandern og Gallipoli, kunne ikke gøre 1. verdenskrig til en hellig krig", I krigens hus, Beder 2003, p. 9. Londons biskop prædikede ellers i 1914, at krigen var hellig og erklærede, at englænderne var på kristenhedens side mod Antikrist. Den tyske kejser Wilhelm II holdt sig heller ikke tilbage: "Til mig som tysk kejser, er Guds ånd nedsteget. Jeg er hans våben, Hans sværd og vesir", Henrik Jensen, Da den gudløse revolution oversvømmede verden, Kristeligt Dagblad, 27. marts 2006. Se også Michael Burleigh, Earthly powers: Religion and Politics in Europe from the french revolution to the Great War, London 2005.
28) Tyrken står med stort, som det er tilfældet i den benyttede oversættelse.
29) Martin Luther, Mod tyrken og jøden, Skærbæk 1999, p.19
30) Ibid. p. 32
31) Ibid. p. 33
32) Ibid. p.33
33) Ibid. p.34
34) Ibid. p.63
35) Ibid. p 77
36) Ibid. p.80
37) Jens Christensen, Islam, Muhammedanisme og muhammedanermission, København 1959. p.173 ff.
38) Ibid. p.175
39) Ibid. p.176
40) Ibid. p. 177
41) Ibid. p.177
42) Ikke at korstogene har haft den store plads i traditionel muslimsk historieskrivning. Carole Hillebrand skriver: "The Middle East learned to use these terms (korstog/korskrig) after Christian Arab authors began to translate the history of the Crusades from European sources. It is an ironically roundabout route for Muslims to take in search of their own past", The Crusades- Islamic Perspectives, Edinburgh 1999, p. 592. I det tyvende århundrede har korstogene derimod spillet en rolle. Mehemet Ali Agca, som i 1981 skød på pave Johannes Paul II, erklærede f.eks. i et brev, at han havde besluttet at dræbe korsfarernes øverste leder, Saddam Hussein lod sig afbillede med sammen Saladin, og Osama Bin Laden betegnede i sit trusselbrev til Europa fra foråret 2008 Muhammedtegningerne som en del af "et korstog". Men, som Thomas Madden bemærker: "Did the crusades to the East lay the foundation for modern anti-western terrorism? It is hard to see how, since Muslim conquerors not only destroyed the European crusader kingdom, but went on to occupy much of Europe itself", Thomas Madden i Crusades, The illustrated history ed. Thomas Madden. , London 2004, p.11
43) David Cook skriver om begrebet jihad:"Warfare with spiritual signifi cance is the primary and root meaning of the term as it has been defi ned by classical Muslim jurists and legal scholars and as it was practiced by Muslims during the premodern period". Og videre: "The Qur`anic material provides a core of teachings that leads the believer to assume that God is on the side of the Muslims, giving them victory over their enemies, and supporting them in every way possible. One cannot reasonably doubt that this Qur`anic material was instrumental in the great Muslim conquests". Understanding Jihad, Berkeley 2005, p.2 og p.30. Jens Møller Larsen skriver bl.a om de alment accepterede jihad-doktriner i klassisk islam: "Man opfattede verden om opdelt i dar-al-islam (islams område) og dar al-harb (krigens område) - alle de lande, hvor muslimsk lov ikke var gældende. Islam havde en universel mission, udbredelsen af Guds herredømme, og doktrinen foreskrev, at det muslimske samfunds ledere fra en ideel betragtning én gang årligt skulle lede en jihad-ekspedtion mod ikke-muslimske nabolande. Efterhånden blev det dog accepteret, at man nøjedes med at foretage forberedelser til jihad" Krig -dens legitimitet i religion og politik, København 2005. p.46 "For nogle er jihad nu alene at forstå som en forsvarskrig, andre ser den som en social reformisme, og atter andre primært i skikkelse af den enkeltes indre kamp mod det onde. Hver af disse tolkninger har også forløbere i den klassiske tradition, f.eks. i den islamiske mystik, men det ændrer ikke ved, at den klassiske juridiske tradition primært opfatter jihad som krig", Jacob Skovgaard-Petersen, Den retfærdige krig og vejen mod en ny verdensorden i Retfærdig krig, Odense 2006, p.197.
44) Interessant nok anføres det i Humbert af Romans bidrag på det nævnte kirkemøde I Lyon i 1273 at det var en forkert opfattelse, at det slet ikke var kristent at kæmpe."Selvfølgelig havde kristenheden været ydmyg, da den var uden magt; men da den nu var mægtig, kunne den godt bruge sværdet. Og det var især nødvendigt i en tid, da der ikke længere som i oldkirkens dage skete mirakler, som kunne bevise det kristne budskabs sandhed". En noget opportunistisk ydmyghed! Her citeret efter Kurt Villads Jensen, Mission og korstog, Sfi nx. Årg. 10 nr. 1 (1987). p.120
45) David Cook skriver om Muhammed i tiden efter udvandringen til Medina i 622 og dermed begyndelsen på den muslimske tidsregning: "Muhammad is recorded as having participated in at least twentyseven campaigns and deputized some fi tynine others - an average of no fewer than nine campaigns annually".Understanding Jihad, Berkeley 2005, p.6
46) Blaise Pascal, Tanker, København 1986, p.104
47) Jacques Ellul, Kristendommens forvanskning, Skærbæk 2005, p.140-41
48) Johannes Horstmann er inde på det samme og skriver: "Den (islam) er ikke noget i sig selv, men den er et frafald fra kristendommen. Dette forstod man også i middelalderen, da man talte om Muhammed som falsk profet - det var jo også før religionshistorien og religionshistorien havde sløret blikket for virkeligheden - selv om ikke forstod at bruge denne erkendelse på ret måde, men i stedet drog på korstog mod saracenerne og lærte af dem at føre hellig krig", Johannes Horstmann, Om at være muhammedansk flygtning eller indvandrer i Danmark, Tidehverv 1988, pp.149- 153
49) "Let your breast be open, tranquil to the bounty of God because it is only a few minutes before the happy, satisfying life and eternal Paradise begins in the company of the prophets, the upright people, the martyrs, and the righteous, may God have mercy on all of them. We ask God of His bounty. Be optimistic, because (Muhammad) "loved optimism (fa´u) in everything he did". Her citeret hos David Cook i Understanding Jihad, Berkeley 2005, p.196
50) Kan man bruge begrebet muslimsk ekspansion? Det blev anfægtet af Uffe Østergaard i debatten, som fulgte nærværende foredrag. Vel vidende, at islam er mangfoldig, så kan man da udmærket tale om muslimsk ekspansion, når nye områder kommer under muslimsk overherredømme militært, politisk og religiøst. I Encyclopedia of Islam defi neres jihad betegnede nok sådan: "In law, according to general doctrine and in historical tradition, the jihad consist of military action with the purpose of the expansion of Islam, and, if need be, of its defense" (min understregning), Encyclopedia of Islam, new edition. Leiden. E. J Brill, 1960-2003.
51) "The crusades were the long term result of the rise of Islam. Within the space of a generation, Islam had developed into the third of the world´s great monotheistic religions, rivalling Christianity and JuTIDEHVERV 166 MAJKEN FROST: Musa Dagh og Travnik - to bøger fra fortiden Kort før Hitlers magtovertagelse i 1933 udgav den østrigske forfatter Franz Werfel romanen "De 40 dage på Musa Dagh" - om det tyrkiske folkemord på armenierne i 1915. Og i 1945, i året for den endelige tyske kapitulation, udsendte den serbiske diplomat og forfatter Ivo Andric sin Travnik-krønike "Forvist til Bosnien". Franz Werfel, hvis ry som skribent var vokset op igennem 1920erne og som if. en af hans biografer "lænede sig op af en Nobel-pris", blev efter Musa Dagh-bogen lagt på is i Tyskland. De eksemplarer, der var blevet udgivet før Hitler erklærede bogen for "uønsket", måtte cirkulere illegalt og gjorde det i stor stil. I 1938 måtte Werfel (der var født jøde) fortrække til Frankrig - og to år senere til USA. Ivo Andrics Travnik-krønike blev sammen med "Broen over Drina" til under hans husarrest i Beograd, hvortil han (indtil krigens udbrud jugoslavisk gesandt i Berlin) blev forvist i 1940. I 1963 modtog Ivo Andric Nobelprisen, ikke mindst for disse to bøger. Når jeg i det følgende vil omtale bøgerne og gøre det under ét, skønt begivenhederne i Travnikkrøniken udspiller sig i tiden 1807 - 14, skyldes det både det emnesammenfald, bøgerne uomtvisteligt har, og aktualiteten i både de skildrede begivenheder og i de overvejelser, som de to forfattere lader komme til orde i bøgernes handling og hos deres - til dels fi ktive - personer. Jeg kom til at læse begge bøger i sommerferien og blev uhyre optaget af dem. To skildringer af et tyrkisk herredømme, oplevet henholdsvis af mennesker og folkeslag underlagt herredømmet i århundreder - og af vesterlændinges møde med herredømme og folkeslag. I slutningen af 1920erne blev Werfel ved et tilfælde opmærksom på og hurtigt dybt optaget af det tyrkiske folkemord, og efter 4 års intenst arbejde med kilder og beretninger udgav han sin fortælling om de 6000 armeniere, som ved meddelelsen om folkets deportation fra Tyrkiet forskansede sig på bjerget Musa Dagh. Bogen kom under krigen til at spille en stor rolle i de jødiske ghettoer, bl.a. i Bialystok i Polen, hvor jøderne forskansede sig i 1943 og refererede til Musa Dagh. "De 40 dage på Musa Dagh" blev i USA udsendt i utallige oplag, og i 1935 planlagde MGM en fi lmatisering af den. Det amerikanske udenrigsministerium henstillede dog - efter pres fra Tyrkiet - til selskabet at opgive planerne, og således blev det. Efter sigende forsøgte Israel i 1980-erne at fi lmatisere bogen. Nogle biografer skriver, at der kom en fi lm ud af det, andre, at det blev ved forsøget. Franz Werfel er den dag i dag nationalhelt iblandt armenierne. "Hans storslåede bog er en slags trøst for os - nej, ikke en trøst, for en sådan gives ikke - men det er af eminent vigtighed, at en sådan bog eksisterer. Den sikrer, at det aldrig kan blive glemt, aldrig - hvad der skete med vort folk". (Udtalt af en armenisk præst, barnebarn af en af de forskansede). Ivo Andric er bosnisk kroat, født i Travnik, men opvokset i Visegrad (broen over Drinas hjemsted) - og siden serber "af valg". Han var som ung aktiv i den ungbosniske bevægelse sammen med bl.a. Gavrilo Princip, der i 1914 skød den østrigske kronprins, hvad der førte til Andrics internering. Han erhvervede i 1924 en doktorgrad for et arbejde om den bosniske daism. It also became an aggressive and successful military movement". Elizabeth Hallam ed. Chronicles of the crusades, Surrey 1996, p.19. "Det er derfor ikke frit for at være lidt overfl adisk, når visse historikere ikke mener at kunne betragte korsfarere som andet end folk, der har foretaget en "aggression" mod den muhammedanske verden. Man er nødt til at erkende, at de kristne, som levede dengang, i hvert fald ikke har haft en fornemmelse af at foretage en sådan aggression, men langt snarere af at gøre en uret god igen, at de kun mente at bruge magt for at generobre noget, som en gang var blevet dem fravristet ved vold og gøre en ende på den undertrykkelse, som den kristne befolkning led under…" Regine Pernoud, Korstogene, København 1964, p. 12-13. David Gress kalder korstogene en retfærdig krig mod uret, som ganske vist ikke var uplettet af fejl, Jyllandsposten, 21. februar 2008.
52) "So what did the crusades accomplish? They bought Europe time - time that might have meant the difference between her demise and dhimmitude and her rise and return to glory", Robert Spencer, The politically incorrect guide to Islam (and the crusades), Washington DC 2005, p.160
53) Er det nødvendigt at nævne, at den enkelte muslim selvfølgelig kan være helhjertet demokrat, oprigtig integrationsvillig og afvisende overfor ortodoks islam? Det ændrer imidlertid ikke ved, at islam eo ipso er arg vranglære, ligesom man skal være alvorligt syns - og hørehæmmet af politisk korrekthed for at ignorere eller bagatellisere de mange anslag, som sker mod frihed og sikkerhed også i vores del af verden med eksplicit begrundelse i islam.
54) Regin Prenter, Erindringer, Århus 1985, p.103-04
55) N.F.S Grundtvig i: "Fæderneland" Nr.353 i Højskolesangbogen, Attende ugave