Af Kirsten Sarauw, Kronik bragt i Kristeligt Dagblad d. 11.09.2008.
Hvis valget af tørklædet for en muslimsk kvinde er frivilligt, følger deraf, at hun som praktiserende muslim kan vælge det fra.
DA DOMSTOLSSTYRELSEN i foråret 2008 pludselig kundgjorde, at der intet skulle være til hinder for, at dommere bar religiøst tørklæde, rejste der sig et ramaskrig. Regeringens lynhurtige beslutning om at skride ind med en lovgivning mod religiøs og politisk manifestation i dommeres påklædning -
som nu snart må være på trapperne - vakte imidlertid ikke mindre postyr.
"Hysterisk" blev regeringens reaktion blandt andet kaldt med henvisning til, at ingen muslimer med tørklæde står på spring til dommerembeder inden for en overskuelig årrække. Et lovindgreb af den art opleves også af mange - her- iblandt integrationsministeren - som værende i modstrid med vore frihedstraditioner, måske endda i modstrid med religionsfriheden.
Dertil er for det første at sige, at rettidig omhu er bedre end forfjamskede hovsaløsninger, når toget for længst er kørt. Flere og flere muslimer med danske uddannelser søger allerede nu ansættelse i vore offentlige institutioner.
Nogle af disse muslimer forlanger at bære religiøs beklædning under varetagelsen af deres arbejde. Om det krav kan forenes med et offentligt embedes nødvendige neutralitet, bør naturligvis nøje overvejes, ikke alene for dommeres, men for alle offentlige stillingers vedkommende.
Det drejer sig immervæk om betroede stillinger på mange niveauer, som bærer det danske samfunds officielle stempel. Bare at lade som ingenting er hensynsløst ikke kun over for den danske befolkning, men også over for de unge muslimer selv, som har krav på at vide, hvad de kan regne med, allerede inden de vælger uddannelse.
For det andet må man angående vore frihedstraditioner spørge, hvis frihedsrettighed der skal veje tungest: offentligt ansattes ret til at gå klædt, som det passer dem, eller borgernes ret til at være fri for grænseoverskridende og uvedkommende religiøs og politisk manifestation fra autoritetspersoners side?
I den danske dannelsestradition har det altid været anset for grundlæggende for tilliden til de offentlige institutioner, at den svage part i magtforholdet så vidt muligt skal beskyttes mod overgreb og manipulation, derunder politiske og religiøse tilkendegivelser. Over for en offentlig autoritetsperson - det være sig en dommer, domsmand, politibetjent, læge, socialrådgiver, skolelærer eller pædagog - er det den tiltalte, patienten, klienten, eleven eller barnet, der er den svage part, hvis ve og vel, sommetider endda liv og helbred, ligger i den andens hånd.
OG NU TIL SAGENS måske varmeste kartoffel, som er påstanden om, at retten til at bære islamisk tørklæde er en del af den grundlovssikrede religionsfrihed og derfor angiveligt skulle trumfe alle andre hensyn.
Skal påstanden holde vand, indebærer det, at en muslimsk kvinde ikke kan dyrke sin religion uden at bære slør. Men den påstand strider helt åbenbart imod en anden påstand, som har været central i muslimers forsvar for det islamiske tørklæde, nemlig at valget af sløret er ganske frivilligt.
Hvis valget af sløret for en muslimsk kvinde er frivilligt, følger deraf, at hun som praktiserende muslim kan vælge det fra. Hvilket også svarer til den kendsgerning, at masser af muslimske kvinder ikke bærer slør. Påstanden om frivilligheden i valget af islamisk tørklæde taler altså for, at religionsfriheden ikke generelt bliver knægtet ved et adfærdsregulativ for offentlige stillinger, der udelukker sløret.
Nu er der nogle muslimer - blandt andre medlem af Enhedslisten Asmaa Abdol-Hamid - som hævder, at sløret ikke kun er et frivilligt personligt valg, men også en obligatorisk del af islamisk sharia. Det lyder som en selvmodsigelse, men kan forstås sådan, at der inden for islam er forskellige fortolkningsskoler af koran og hadith (autoritative traditioner om profetens sædvane), som muslimer vælger imellem (og er uenige om).
Vælger man nu den strenge fortolkning af sløret som "obligatorisk", er man nok ikke ligefrem nogen frontløber inden for den islamiske moderniseringsproces, som foregår i disse år blandt mere liberale muslimer, der ønsker at integreres i de vestlige demokratier.
Tværtimod er just det "obligatoriske" tørklæde flagskibet for de radikale islamiske bevægelser, som for tiden breder sig over hele Europa. "Radikal" islam indebærer blandt andet tilslutning til det traditionelle, guddommeligt begrundede islamiske shariasystem, som omfatter hellig vejledning og lovgivning ikke kun for troen, men også for samfundsforhold. Det sidste er det springende punkt, hvor religion og politik sammenblandes og således - uanset alle humane fortolkningsøvelser - strider mod demokratiet og Danmarks grundlov, der alene bygger på den menneskelige fornuft.
Religions- og ytringsfriheden tillader borgerne som privatpersoner at tro, tænke og sige offentligt stort set, hvad de lyster, om det så er aldrig så grundlovsstridigt (så længe der ikke handles på det). Men i en offentlig stilling må - ifølge dansk skik - privatpersonen sammen med sine religiøse og politiske tilkendegivelser træde til side af hensyn til den professionelle situation og embedets neutralitet. Desuden bør bare muligheden for, at tørklædet på hovedet af nogle muslimer kan betyde en grundlovsstridig tilslutning til sharia-lovgivningen, naturligvis betyde, at sløret skal være bandlyst fra vore retssale, domsmandsinstitutionen inklusive, hvor rigets lov står i centrum.
HVIS MAN GERNE SER muslimer repræsenteret som domsmænd, så findes der velintegrerede muslimer, som ikke kunne drømme om at iklæde sig religiøse attributter. Men siden hvornår er folks religion blevet et udvælgelseskriterium for et borgerligt ombud? Det hænger ikke sammen med et af religionsfrihedens fundamenter, nemlig at menneskers religiøse tro regnes for et så personligt forhold, at det endda er forbudt at anføre i de offentlige personregistre.
Men kunne en forudgående samtale inden embedsbesættelsen ikke afsløre ansøgerens holdninger? Eller kunne man ikke bare lade ansøgere, specielt til stillinger i retsvæsenet, underskrive en erklæring om at ville overholde Grundloven?
Her dukker desværre et alvorligt problem op. Nemlig den berygtede islamiske praksis, der kaldes "taqiya", altså den islamiske doktrin, der gør det lovligt at lyve og føre bag lyset, når det tjener muslimers eller islams sag. Denne tvetungede praksis har vi set i funktion flere gange her i landet, når imamer har sagt ét til den danske offentlighed og noget helt modsat internt i den islamiske menighed. Eller når Asmaa Abdol-Hamid det ene øjeblik udtaler sin tilslutning til sharialoven om stening af kvinder og dødsstraf, for det næste øjeblik at sige, at hun er blevet helt misforstået.
Med den praksis i baghovedet vil der ulykkeligvis altid være tvivl om stærkt religiøse muslimers oprigtighed. En underskrift på Grundloven er således ikke det papir værd, den er skrevet på. Og samtaler, der kunne afdække visse muslimers sindelag, vil kræve så stor specialviden hos ansættelsesmyndighederne, at det må regnes for helt urealistisk. En sådan sindelagskontrol af et religiøst mindretal vil desuden være endnu mere uspiselig end en klar officiel lovgivning, der udstikker retningslinjer for en neutral adfærd, som gælder for alle uanset tro og politisk tilhørsforhold.
Sikrer en lovgivning mod at iklæde sig tørklæde, kalot, religiøst skæg, turban, pludderbukser, politiske emblemer eller store kors på maven under udøvelsen af offentlige hverv så også mod autoritetspersoners uacceptable politiske eller religiøse holdninger eller mulige embedsmisbrug? Nej, det kan man aldrig være sikker på, al den stund tanker er toldfrie - og skal være det - og myndighedspersoner er fejlbarlige mennesker. Magtmisbrug og manipulationer er altid en mulighed, som må overvåges.
Men et adfærdsreglement vil signalere, at myndighederne er sig deres etiske forpligtelse bevidst til at tage vare på den svagere part i magtforholdet og ønsker at vise sig neutrale. Det kan vi vist alle - ikke mindst religiøse og politiske mindretal - være bedst tjent med.