Af sognepræst Lars Rasmussen Brinth. Trinitatissøndag, 6. juni 2004, Hansted 9:00 & Ræhr 10:30. 2. txt.rk.: Es.49.1-6/Ef.1.3-14/Matt.28.16-20.
Salmer:
744: Morgenrøden sig udstrækker; 355: Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre; 356: Almagts Gud, velsignet vær; 362: Gør dig nu rede, kristenhed; 364: Al magt på jorden og i himlen.
Det er blevet nemmere at tale om kristendom, end det var for 30 år siden, da jeg begyndte med
teologi. Hvis man dengang talte om, at de fjerne folk skulle høre, og de fjerne øer lytte til, fordi Gud, den kristne eller jødiske Gud, havde noget på hjerte, - så blev man mødt med en storm af forargelse. For Europa havde i århundreder, nærmere bestemt da i det mindste de sidste 250 år, vænnet sig til at tro, ja, gjort det til en trosbekendelse, at hver bliver salig i sin tro, og at alle religioner inderst inde blot er forskellige udtryk for den ene samme religiøse erkendelse. For det første. Og for det andet, for 30 år siden, så havde Europa, og vesten i almindelighed, så mange moralske skrupler over sin historie: missionshistorien, verdenshistorien, den imperialistiske historie, at enhver tale om, at vi eller vores Gud skulle have noget som helst at tilbyde den øvrige verden, måtte være mere end afdæmpet. For det andet. Og, for det tredje, så havde man, også siden Rousseau i 1700-tallet, vænnet sig til at mene, at civilisation og kultur og i hvert fald da vestlig, europæisk kultur, var noget som gjorde mennesker ringere end de var i deres naturtilstand. At, med andre ord, hvis man nåede tilstrækkelig langt væk fra Europa, til uberørte folkeslag, - at hvis man nåede tilstrækkeligt langt væk, så nåede man også så meget nærmere paradis og menneskers naturlige, oprindelige tilstand. For det tredje.
Der var ikke så meget at diskutere. Gjorde man det, var man blot endnu en repræsentant for dette altid logiske, analyserende og kolde Europa, som ikke forstod følelsen og det naturliges ret.
Det er først kommunismens fald og den store mængde ikke-europæere i Europa, og i Danmark, som har gjort, at nu også de mange mennesker kan se, at så enkel er historien ikke, og så enkel er sandheden om mennesker heller ikke. Og det kan egentlig siges ret kort, nemlig med formelen: det naturlige menneske findes ikke. Der findes ikke noget oprindeligt, noget naturligt, nogen nulevende repræsentanter for Adam og Evas måde at leve i paradis på. Det naturlige menneske findes ikke. Mennesker bor altid i noget, lever på noget, er i noget som giver dem det liv de har. Og det er det vi kalder religion. Og det er ganske langsomt ved at gå op for mennesker i Europa.
Det betyder ikke, at alt det man sagde for 30 år siden er forkert. Vi må aldrig glemme hvor aggressiv og uforstående både vestlig kultur og kristendom ofte har været overfor anderledes kulturer og religioner, overfor andre mennesker. Det er en beskæmmende historie, - og en historie som er svær at forstå årsagerne til. Og det skal vi. For det er historien om hvordan mennesker som vil det gode, gør det onde, som Paulus siger.
Men nu, i disse tider, må man tage det alvorligt, den erkendelse, at mennesker altid bor i noget, lever på noget, - og at dette noget er religion, - og det ligegyldigt om man kalder det livsanskuelse, videnskabelighed, kultur eller bare mig, - så er det altid religion. Og religion er mange ting, og disse ting skal man være bevidst om, - alt andet er uansvarlighed, - og det var jo også det som skete. At der gik religion i ting, uden at man vidste det var religion, og hvilken religion det var. Og så blev man umenne-skelig.
Men nu omgives vi af mennesker af anden religion, og selv om mange stadig bruger ord som 'kultur' o.lign. så er det vist inden for rækkevidde for de fleste mennesker, at det først og fremmest er religion, - og at kultur er et biprodukt, som flyder af religion.
Og den religion, hvis tilblivelse vi nu har fulgt i det sidste halve år, i kirkeåret, siden jul. Fulgt Jesu fødsel, Jesu opvækst, hans indtog i Jerusalem, hans korsfæstelse og opstandelse, hans himmelfart, og nu, i pinsen, i søndags, hvorledes, efter himmelfarten, Jesus nu er iblandt os som ånd, helligånd, bundet til fortællingen om ham, prædikenen, som den finder sted også i salmesang, læsninger, bønner, nadver, - den religion, den kristne, den er det som den vestlige, europæiske, og også danske, kultur er bundet til. Ikke bygget på, for man kan ikke bygge noget på evangeliet, på den besked, at alt menneskeligt er synd og kun Gud er sand, men altså også nådig, kærlig, - men et samfund, en kultur, kan være bundet til den religion, som det hvoraf vi ene venter os saligheden, Guds rige på jord.
For det er den afgørende forskel på kristendom og alt andet, inklusive videnskabstro, kommunistisk overbevisning, ateisme, - og alle de andre dæknavne for religion, - hvortil kommer de ærlige, som dog kalder sig religioner, - at kristendommen begynder med at sætte et stort ingenting, dér hvor mennesker mener der skulle være en forfærdelig masse store fine sandheder om liv og død og liv efter døden, - og at kristendommen fortsætter med at sætte - i dette store ingenting, - et menneske, som døde for vor skyld, - og stadig gør det. At være kristen er den skæbne, at altid være usikker på alt andet, end at Gud er blevet menneske, fordi mennesker ikke kunne blive Gud lig. Og at vi kan få Guds kærlighed når vi holder os til dette. Spændt ud mellem vor egen uduelighed, hvad det gode angår, og så Guds kærlighed til os, som skal gives videre til den næste, som lever under samme vilkår.
Det skal vi gå ud i alverden og fortælle videre. Ikke hvor herlige vi selv er, eller hvor herlige de andre er, ikke hvor enige vi er om det ene eller det andet med alle mennesker i hele verden, - men: at Gud vil gøre os alle til mennesker, den dag vi har forstået, at det kun er Ham som kan gøre det, og at det er af kærlighed til os, i trods mod os, at det sker. Og at vi, da, indtil videre, må holde os til at elske vores næste som os selv. Om vi dog kunne lære og forstå i det mindste det.
Amen.