Barnabas evangeliet er praktisk talt ukendt i den kristne del af verden, men er både kendt og udbredt i den muslimske. Sådan skriver den amerikanske teolog og forsker David Sox i sin bog "The Gospel of Barnabas", der udkom i 1984. Et forsøg på at finde dette ejendommelige skrift omtalt i kendte teologiske opslagsværker bekræfter hans udsagn. Lektor Benny Grey Schuster, Præstehøjskolen, har gjort mig den tjeneste, at støve nærmest alle højskolens leksika igennem. Udover 1½ linjes omtale af det i den nyligt udkomne 4. udgave af Lexikon für Theologie und Kirche fandt Schuster det kun beskrevet i det monumentale værk Reallexicon für Antike und Christentum. Her har det fået to siders omtale. Det siger noget om den ringe betydning, man i den vestlige teologiske verden tillægger dette kuriøse værk.
Jeg havde aldrig hørt om dette evangelium, før jeg fra en ven i Pakistan fik sendt et skrift ("Islam and Christianity")1 på 80 sider, der indeholder tre forelæsninger, som Dr. Muhammad Tahir-ul-Qadri holdt på en kongres for både kristne og muslimer i Oslo i 1984. Dr. Tahir-ul-Qadri, der på bogens omslag præsenteres som "a great Islamic philosopher, thinker, interpreter of the Quran, and reformer of the generation", er stifter og leder af bevægelsen Minhaj-ul-Quran, en fundamentalistisk muslimsk retning, der blev kendt her i landet, da et af dets fremtrændende medlemmer, Mona Sheik, var på tale som radikal folketingskandidat. En af Tahir-ul-Qadris forelæsninger er forbeholdt en omtale og gennemgang af Barnabas evangeliet. Den viser, at han som også mange andre islamiske lærde2 benytter dette apokryfe skrift ganske ukritisk som dokumentation for, som de påstår, at den kristne kirke med Paulus som den første har forvansket Jesu oprindelige og sande budskab. Ifølge Barnabas evangeliet ligger det nemlig på linje med Muhammads.
I sin tale til deltagerne i kongressen i Oslo sagde dr. Qadri efter omtale og referat af dele af Barnabas evangeliet: "I request all Christians in the name of the Lord to discard false Scriptures and to subscribe the teachings of the Gospel of Barnabas which was the most authentic Book in the first two hundred years following the death of Christ."3 I oversættelse lyder det: Jeg opfordrer alle kristne til i Herrens navn at forkaste falske skrifter og tilslutte sig den lære, der er indeholdt i Barnabas evangeliet, som var den mest autentiske Bog i de første to hundrede år efter Kristi død.
Udbredelsen af Barnabas evangeliet
Som nævnt er det i den muslimske verden, det er kendt. Og den udbredelse, det her har fundet, skyldes ironisk nok en engelsk teolog, Canon4 Lonsdale Ragg og hans søster Laura Ragg, som i 1907 udgav en engelsk oversættelse af det italienske håndskrift, som er det eneste fuldstændige af de to manuskripter til Barnabas evangeliet, der findes. Det andet, som mangler en del sider, er skrevet på spansk. Måske er det spanske en oversættelse af det italienske eller også forholder det sig omvendt. Allerede året efter Ragg's engelske oversættelse blev Barnabas evangeliet på grundlag heraf oversat til arabisk, og er siden kommet i flere oplag i Ægypten, i et antal på ca. 10.000, antages det. Og i Pakistan er piratkopier af Ragg's oversættelse solgt i ca. 30.000 eksemplarer, tillige med at det er oversat til Urdu. Også på persisk og indonesisk findes det, samt i mindre oplag på hollandsk og fransk, sidstnævnte kendt i Nordafrika.5 Svenskeren Per Beskow, der omtaler Barnabas evangeliet i sin bog: "Fynd och fusk i bibelns värld" (Stockholm 1979), fortæller, at han i oktober 1979 besøgte Det islamiske Kulturcenter i London, og at han her så flere hyldemeter med eksemplarer af Barnabas evangeliet, beregnet på gratis uddeling. I dag kan man finde det på internettet med en indledning, der vil dokumentere, at Barnabas evangeliet er "the true Gospel of Jesus".6 Foruden disse udgivelser af Barnabas evangeliet omtales og citeres det i talrige bøger og artikler af muslimer og benyttes ikke så sjældent i undervisning og lærebøger - ofte uden at det nævnes, at dets fremstilling af Jesu liv og lære på de væsentligste punkter er helt forskellig fra den, der findes i de 4 kanoniske evangelier.7 Et par eksempler må her være nok. Det første fra Christine Schirrmachers afhandling (Se note 1): På al-Azhar i Kairo, den meget anerkendte uddannelsesinstitution for Sunni-muslimer og overmåde vigtig for opinionsdannelsen i den islamiske verden, er Barnabas evangeliet blevet benyttet som grundlag for "en videnskabeligt funderet fremstilling af Kristendommen" i studiet: Sammenlignende religionsvidenskab. Om det stadig sker, ved jeg dog ikke, men der henvises stadig til de forelæsninger over det, som fandt sted i slutningen af 1940erne. Ovennævnte David Sox, fortæller, at det uden forbehold bruges som kilde til historien om Jesus i bogen "The Prophets", en læsebog for muslimske børn, der i 1980 blev udgivet i London af Syed Ali Ashraf i samarbejde med den derværende "Union of Muslim Organisations". - Som et kuriosum kan jeg nævne, at jeg på Kristeligt Dagblads hjemmeside under "Religionsdebatten" to gange har spurgt den herboende imam Fatih Alev om hans syn på Barnabas evangeliet, men har til dato ikke fået noget svar.
Har Barnabas evangeliet nogen interesse for kristne?
Det er ikke vanskeligt at begribe, at Barnabas evangeliet ikke kan påkalde kristne teologers interesse. Man skal i hvert fald ikke læse mange sider i det, før man til fulde bliver klar over, at det kun kan have interesse for folk, der er interesseret i relationen mellem kristne og muslimer. I enhver anden henseende er det i bund og grund ganske uinteressant.8 Men just fordi det er så udbredt i den islamiske verden, ikke mindst i Pakistan, og her benyttes helt på samme vis, som dr. Qadri gjorde det i sine forelæsninger i Oslo, bør man gøre sig den ulejlighed i det mindste at stifte nogen bekendtskab med det.
Hvor findes manuskriptet til Barnabas evangeliet og hvor gammelt er det ?
Barnabas evangeliet, sådan som det alene er tilgængeligt i dag, viste sig først på den historiske scene i begyndelsen af det 18. århundrede, da det dukkede op i Amsterdam. Som nævnt er det skrevet på italiensk, og det er ikke klarlagt, hvordan det er kommet til Holland.9 Her blev det overgivet til prins Eugen af Savojen og befinder sig i dag på det østrigske nationalbibliotek i Wien blandt de bøger, der stammer fra Eugens bogsamling. Alene på grundlag af en analyse af papiret, manuskriptet er skrevet på, kan man fastslå, at det stammer fra 2. halvdel af det 16. århundrede. Vandmærket i papiret viser det. Men om det er det ældste håndskrift til Barnabas evangeliet, der befinder sig i Wien, eller om der findes et ældre, ja måske et meget tidligt, sådan som det hævdes fra muslimsk side, det kan først forsøges besvaret, når vi har set på indholdet af Barnabas evangeliet.
Barnabas evangeliets omfang og indhold.
Barnabas evangeliet fylder næsten lige så meget som hele Det nye Testamente, på trods af, at det kun omtaler Jesu liv og lære og samlivet med hans apostle. Det er inddelt i 222 kapitler, hvoraf en del dog er på mindre end en side. En af årsagerne til evangeliets størrelse er, at det er skrevet som en evangelieharmoni.10 Jesu undervisning af disciplene optager desuden meget mere plads i Barnabas evangeliet end i vore evangelier, ikke mindst fordi den behandler emner, der ikke kendes fra Det nye Testamente. På grund af evangeliets længde må jeg nøjes med først at give en kort oversigt over indholdet, dernæst citere eller referere nogle få markante steder, og ellers henvise interesserede til dets fulde ordlyd på Internettet - hvor de fleste kapitler for øvrigt er ledsaget af en islamisk kommentar.
Jeg vil dog allerførst citere indledningen til Barnabas evangeliet. Her får vi straks at vide, at Barnabas var en af Jesu apostle, og at det er ham, der er forfatter til evangeliet, hvilket understreges i evangeliets næstsidste kapitel, hvor vi hører, at det er Jesus selv, der har beordret ham til at skrive "my gospel concerning all that has happened throuh my dwelling in the world."11Over indledningen til evangeliet står der i Ragg's engelske oversættelse: The true Gospel of Jesus, called Christ, a new prophet sent by God to the world: According to the description of Barnabas his apostle. - Og frit oversat hedder det dernæst: "Barnabas, nazaræeren Jesu Kristi apostel, ønsker alle som bor på jorden fred og trøst. - Højt elskede, den store og underfulde Gud har i disse svundne dage gennem sin profet Jesus Kristus besøgt os i sin store læres og miraklers nåde, på grundlag af hvilken mange, forledt af Satan under fromheds dække prædiker en særdeles ugudelig lære, idet de kalder Jesus Guds søn og nægter at anerkende omskærelsen, der er fastsat af Gud til evig tid, og tillader al slags urent kød. Blandt dem er også Paulus blevet bedraget, hvorom jeg taler ikke uden dyb sorg. Af den årsag skriver jeg den sandhed, som jeg har set og hørt i det liv, jeg har haft sammen med Jesus, for at I må blive frelst og ikke bedraget af Satan og gå til grunde under Guds dom. Tag jer derfor i agt for enhver, som prædiker for jer en ny lære, som strider imod, hvad jeg har skrevet, så at I i al evighed kan blive frelst. - Den store Gud være med jer og vogte jer mod Satan og alt ondt. Amen."
Barnabas evangeliet skildrer i de følgende kapitler Jesu liv, fra bebudelsen af hans fødsel til beretningen om hans død, der - som skal jeg vise det - gives en islamisk vending12. Der berettes om flugten til Ægypten, om Jesu rejser, undere, lignelser og ikke mindst om hans belæringer, om det sidste måltid (uden nadverindstiftelsen), om forræderiet, om processen og korsfæstelsen, og til sidst om himmelfarten.
Meget er fortalt på samme måde som i evangelierne, men ofte gengivet så det passer ind i forfatterens forestillingsverden. Forfatteren har endvidere benyttet sig af apokryfe skrifter og af islamiske, ligesom meget alluderer til Koranen - som dog ikke citeres, da Barnabas evangeliet jo skal fremtræde som blevet til lang tid, før Koranen blev åbenbaret Muhammad.
Det var oversigten - herefter nogle referater eller citater fra det kuriøse skrift:
I Barnabas evangeliets 70. kapitel gengives fortællingen fra Mattæus evangeliet kap. 16, vers 13 ff. om Peters bekendelse ved Cæsera Filippi, men unægtelig på en anden måde end hos Mattæus. På Jesu spørgsmål til disciplene: Men hvem siger I, at jeg er, svarer Peter som hos Mattæus: Du er Kristus, Guds søn. - Men så hedder det: "Da blev Jesus vred og irettesatte ham med vrede, idet han sagde: Gå væk fra mig (Begone and depart from me) for du er djævelen og søger at bringe mig til fald. - Og han truede de 11, idet han sagde: Ve jer, hvis I tror dette, for jeg har hos Gud opnået magt til at forbande dem, der tror det. - Og han var villig til at vise Peter bort, hvorpå de 11 bønfaldt Jesus og bad for ham, og han bortviste ham ikke, men irettesatte ham igen og sagde: Vogt dig for nogensinde igen at sige sådanne ord, for Gud vil så fordømme dig! - Peter græd og sagde: Herre, jeg har talt som en dåre, bed Gud om at tilgive mig.
Da sagde Jesus: Hvis vor Gud ikke har villet vise sig for sin tjener Moses, eller for Elias, hvem han elskede højt, eller for nogen som helst anden profet, mener I så, at Gud skulle vise sig for denne troløse slægt? For ved I ikke, at Gud har skabt alt af intet med et enkelt ord, og at alle mennesker har deres oprindelse fra en klump ler? Nu, hvordan skal Gud da have lighed med mennesket? Ve dem som lader sig at bedrage af Satan. Og efter at have sagt det, bad Jesus til Gud for Peter, og de 11 og Peter græd og sagde: So be it, so be it, O blessed Lord our God."
Der er utallige andre steder, hvor forfatteren til Barnabas evangeliet på det kraftigste lader Jesus imødegå bekendelsen til ham som Gud eller Guds søn. En opfattelse, han blandt andet på grund af sine helbredelser bliver mistænkt for at være skyld i, hvorfor, som det siges, han i grunden har fortjent at blive straffet. I slutningen af Barnabas evangeliet hører vi, at han er på vej til templet omgivet af en stor skare folk. Ypperstepræsten, der er foruroliget over de mange mennesker - for vil Jesus måske tage magten? - nærmer sig ham og spørger ham, om han har glemt, at han har bekendt, at han hverken er Gud, Guds søn, eller Messias? Jesus overbeviser ham om, at det har han ikke, og føjer til, at han på dommens dag vil gentage denne bekendelse. "Alt hvad der er skrevet i Mosebogen", siger han, "er den fulde sandhed, eftersom Gud vor skaber er Gud alene, og jeg er Guds tjener og ønsker at tjene Guds budbringer, ham I kalder Messias." (Kap. 206) hvormed han hentyder til Muhammad.
Da Jesus således afviser den anklage, de religiøse ledere iflg. de kanoniske evangelier retter mod ham, må man spørge, hvorfor de da iflg. Barnabas evangeliet søger at få ham dømt og henrettet? Og et afgørende svar herpå findes i kapitel 208, der bærer overskriften: "Præster forsøger at stene Jesus." Ypperstepræsten spørger Jesus om, hvem den søn var, som Abraham i lydighed mod Gud var villig til at ofre? Da Jesus svarer: Ismael og føjer til, at fra ham vil den Messias, Gud lovede Abraham, nedstamme, ophidser det ypperpræsten og han råber: "Lad os stene denne ugudelige fyr, for han er en ismaelit og har talt blasfemisk mod Moses og Guds lov." - Jesus unddrager sig imidlertid den dag.
For ikke at brede mig for meget, skal jeg nøjes med blot yderligere at nævne, at i overensstemmelse med sit syn på Jesus afviser Barnabas evangeliet, dels at Jesus ved egen kraft skulle kunne tilgive syndere, helbrede syge og vække døde til live. Hvad han formår er kun at gå i forbøn for mennesker, og hvis Gud så vil, så tilgiver Han, helbreder syge og oprejser døde.
Som det fremgår af de ovenanførte citater, afviser Jesus ikke alene at blive kaldt Guds søn, men også Messias13. Messias er nemlig en titel som i evangeliet bliver tillagt Muhammad, hvis navn for øvrigt nævnes direkte flere gange i Barnabas evangeliet.
Johannes Døber, der i Det nye Testamente optræder som forløber for Jesus, nævnes ikke. Jesus har nemlig overtaget hans rolle og taler om sig selv, som den der skal berede vej for Muhammad, hvis skorem han ikke er værdig at løse, som han med Døberens ord fra Det nye Testamente udtrykker sig.
Yderligere skal det kort nævnes, at blandt de mange - noget trælse - belæringer, der er tillagt Jesus, hører vi, at Jesus fastholder loven om omskærelse: Det menneske, som ikke bliver omskåret, vil han til evig tid udelukke fra sit folk. Han fastholder endvidere med stærke ord bestemmelserne om rent og urent. Svinekød f.eks. er forbudt. Han taler om ablution (renselse) før bøn. Og han overholder de 5 bedetider, som hører til de foreskrevne muslimske.
På et spørgsmål fra apostelen Johannes får Jesus lejlighed til at fortælle om Adams skabelse og i forbindelse hermed, at Adam så en indskrift på himlen, der skinnede som en sol, og der stod: "Der er kun én Gud og Muhammad er hans profet." Denne indskrift bliver Adam så begejstret for, at han beder Gud om, at den første del af den må blive skrevet på hans venstre tommelfingernegl, og den anden på hans højre. - Senere, da han og Eva bliver vist ud af Paradiset, fordi de er blevet "urene" ved at have spist af den forbudte frugt, vender Adam sig om og ser, at over paradisets port står de samme ord om Gud og Muhammad, som han tidligere så skrevet på himlen.
Til sidst blot et referat af Barnabas evangeliets skildring af korsfæstelsen og Jesu sidste tid: Judas forråder Jesus for 30 - nej ikke sølv- men guldpenge, der ifølge Barnabas evangeliet for øvrigt kan veksles til Minuti, der ikke er en palæstinensisk, men en middelalderlig spansk mønt. Da han kommer med soldaterne for at tage Jesus til fange bliver Jesus angst og trækker sig ind i et hus, mens de øvrige 11 disciple er faldet i dyb søvn. Det bliver med et aldeles mørkt, og mens englene, Gabriel, Michael, Rafael og Uriel kommer og fører Jesus til den 3. himmel - for øvrigt som det forklares: gennem et vindue i husets sydlige hjørne - forvandler Gud Judas, således at han til forveksling ligner Jesus og taler som han. Det bliver da ham, der bliver taget til fange, forhørt og dømt og til sidst korsfæstet, trods hans energiske og fortvivlede insisteren på, at han er Judas, ikke Jesus. Det hjælper ham ikke, Gud har besluttet, at han skal lide den smertefulde død, fordi han ved sit forræderi ville udlevere en anden til den. - På Korset råber Judas: Gud, hvorfor du har forladt mig? - Da han er død og begravet røver nogle disciple hans lig i den tro, at det er Jesus, og de udbreder den bespottelige lære, at Jesus er opstået fra de døde - en spot, der efter Guds bestemmelse skal blive ved at lyde, indtil Muhammad kommer og afslører sandheden.
Barnabas evangeliet slutter med at fortælle om Jesu himmelfart. Jesus er nemlig blevet sendt tilbage fra den 3. himmel for at trøste sin mor og nogle af disciplene, der troede, at det var ham, der blev korsfæstet. Disse sætter han stævne på Oliebjerget, hvor han på ny bliver båret op til himlen af de fire engle. Og i evangeliets sidste kapitel hedder det, at onde mennesker, som udgiver sig for at være Jesu disciple, prædiker at Jesus er død og ikke opstanden, andre at han er død, men igen opstået, og andre igen forkynder, at han er Guds søn - blandt hvilke Paulus er.
Så meget om indholdet i det Barnabas evangelium, der - hvor utroligt det end måtte lyde i vore øren - af flertallet af de muslimer, der omtaler det, regnes for at være det ældste og eneste sande evangelium om Jesus. Christine Schirrmann slutter sin grundige undersøgelse af receptionen af Barnabas evangeliet blandt muslimer med at sige: At der hersker ingen tvivl om, at det alt i alt kun er forholdsvis få muslimske stemmer, der eksplicit har ytret sig negativt om Barnabasevangeliets autencitet.14 Mens det blandt vestlige forskere til gengæld kun er ganske få, der har villet finde spor af jødekristne menigheders opfattelse i det.
Hvad ved man om Barnabas evangeliets tilblivelse?
Man kan hurtigt slå fast, at hvis Barnabas evangeliets forfatter var en af Jesu apostle, der havde fulgt ham på hans vandringer i Palæstina, ville han ikke gøre sig skyldig i de besynderlige fejltagelser af både geografisk og historisk art, som han gør. Nazareth anbringer han ved Genezaret sø, Kapernaum til gengæld på et højdedrag, og mest kuriøst: Han lader Jesus sejle til Jerusalem! Sommeren i Palæstina beskrives som var der tale om en frodig italiensk årstid, og ikke den tørre, som den faktisk er. Det siges, at vinen kommes på træfade, som det skete (og sker) i Italien, men ikke i Palæstina på Jesu tid. Jesus bliver født, mens Pontius Pilatus er landshøvding og Ananias og Kajfas ypperstepræster. Det fortælles, at der er 600.000 romerske soldater i Palæstina, men flere har der sikkert ikke været i hele det romerske rige. Endelig hører vi, at ypperpræsten, Herodes og Pontius Pilatus omgås på fortrolig fod, og at ypperstepræsten på et tidspunkt får Pilatus til at udvirke et dekret fra det romerske senat om, at det vil blive straffet med døden at kalde Jesus Guds søn.15 Dekretet bliver indgraveret på en kobberplade og sat op i templet i Jerusalem.
Nu kan disse fejl være kommet ind i Barnabas evangeliet, fordi det oprindelige manuskript er blevet udvidet og forvansket af den spanier eller italiener, som har skrevet den udgave af evangeliet, vi kender. Det er en mulighed, selv om det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at udskille sådanne interpolationer, og nok så væsentligt er det, at der aldrig er fundet blot et enkelt lille fragment af et gammelt Barnabas evangelium. Navnet på det findes, det er alt. Det er nemlig nævnt i nogle få middelalderlige fortegnelser over apokryfe og heretiske skrifter. Således f.eks. som det vigtigste af disse i Gelasius' dekret16. Gelasius var pave fra 492 til 496. I dette dekret opregnes over 20 apokryfe og kætterske skrifter17, hvis indhold for de flestes vedkommende er aldeles ukendt. Flere af disse skrifter er tillagt apostle - for at give dem autoritet, ikke fordi de skrevet af de pågældende. I Gelasius dekretet nævnes under de apokryfe og ikke acceptable skrifter "Evangelium, nomine Barnabae", altså Barnabas evangeliet.
Til støtte for den muslimske opfattelse, at Barnabas evangeliet er et urkristent skrift - måske ikke i den udgave, hvori vi kender det, men i en oprindeligere, skal jeg nævne dels John Toland og dels George Sale. Både Tolands og Sales synspunkter har haft stor indflydelse på den muslimske opfattelse af skriftets alder.
John Toland (1670 - 1722) er en irsk forfatter, der er grebet af oplysningstidens ideer. Han får allerede i 1709 under et ophold í Amsterdam fat i den italienske udgave af Barnabas evangeliet. Han omtaler det i 1718 i sin kendte bog (se note 16) om den jødisk-kristne sekt, Nazaræerne eller Ebjonitterne, som har hans sympati. Han er af den opfattelse, at Barnabas evangeliet, som det foreligger, er en muslimsk forfatters omarbejdelse af et oprindeligt måske netop jødisk-kristent manuskript, således at det nu klart fremtræder som et muslimsk evangelium, som Toland kalder det. Han er overbevist om sin påstands rigtighed, selv om han på ingen måde kan godtgøre den ved at henvise til blot så meget som et fragment af en urkristen tekst.
George Sale (1697 - 1736) oversatte i 1734 som den første Koranen til engelsk. Denne oversættelse oplevede i de følgende årtier talrige oplag. I indledningen til sin oversættelse fremsætter Sale en påstand, der siden ofte er blevet henvist til fra muslimsk side: "Muhammedanerne" siger han "har også et evangelium på arabisk, tilskrevet Skt. Barnabas, hvori historien om Jesus Kristus er fortalt på en måde, som adskiller sig meget fra, hvad vi finder i de sande evangelier, og som svarer til de traditioner, som Muhammad har fulgt i sin Koran".18 Sale anser Barnabas evangeliet for oprindeligt at have været et falskneri, der er udarbejdet af nogle "navne-kristne", og senere er det blevet interpoleret af "Mahommedans" - hans betegnelse for muslimerne. I efterfølgende udgaver af oversættelsen indrømmer Sale dog, at han ikke kan begrunde sin udtalelse, for han har aldrig set en arabisk udgave af Barnabas evangeliet.19 Der er muslimer, der mener, at den indrømmelse har han følt sig tvunget til at give.
I 1907 kommer så Lonsdale og Laura Ragg's oversættelse, der - som nævnt tidligere - har fået en stor udbredelse i den muslimske verden, skønt blandt andet en anglikansk missionær i Ægypten20så frem til, at nu måtte alle "honest men throughout the East" kunne indse, at Barnabas evangeliets historiske værdi er lig nul (exactly nil)". Men det gik ikke sådan, hvad der uden tvivl skyldes, at det kun er få forskere i den muslimske verden, der kender til eller accepterer den kritiske analyse, vestlige historikere underkaster overleverede tekster.
Lonsdale Ragg er ikke i tvivl om, at Barnabas evangeliet er komponeret af en kristen, der er konverteret til islam, og han mener at kunne påvise, at det må være blevet til i første halvdel af det 14. årh. Ragg henviser som begrundelse herfor blandt andet til evangeliets omtale af Jubelåret, der - som han skriver - fejres hvert 100. år i modsætning til bestemmelserne i Det gamle Testamente om at fejre det hvert 50. år. Det var pave Bonifatius VIII, der i år 1300 indførte Jubelåret med en turnus på 100 år, men allerede i 1343 forkortede pave Clemens VI afstanden mellem jubelårene til 50 år.21 - Ragg anfører også andre begrundelser. Ragg var Dante ekspert og gør opmærksom på påfaldende ligheder mellem Dantes skildring af himmel, helvede og paradis i "La divina commedia" og Barnabas evangeliets skildring heraf. Dante levede fra 1265 - 1321.
At Barnabas evangeliet i hvert fald ikke er skrevet før den latinske bibeloversættelse, Vulgata , den katolske kirkes officielle bibel, fremgår af, at bibelvers i Barnabas evangeliet er citeret herfra. Vulgata blev skrevet i slutningen af det 4.årh.
Andre forskere, David Sox og Jan Slomp22 f.eks., formoder, at Barnabas evangeliet først er blevet til i sidste halvdel af det 16. årh. under inkvisitionen i Italien eller Spanien. Det skal nævnes, fordi anledningen til den opfattelse er historien om, hvordan en munk, Fra Marino, der formodes at være konverteret til islam, fandt Barnabas evangeliet i pave Sixtus V's bibliotek i Rom, skjulte det i sine klæder og smuglede det ud af biblioteket. Sixtus V var pave fra 1585 - 90. Historien findes i forordet til den spanske udgave af evangeliet23, og George Sale gengiver den herfra i en ekskurs i sin Koranoversættelse fra 1734. Der er mig bekendt ingen vestlige forskere, der kan bruge den historie til andet end en stærk formodning om, dels at det er Fra Marino, der er forfatter til evangeliet, og dels at det altså først er blevet til i sidste halvdel af 1500-tallet. Muslimer derimod bruger den som argument for deres påstand om, at evangeliet er fra 1. eller 2. årh. Og når der ikke findes nogen tekst fra dengang, men kun den italienske udgave, som vi kender, er grunden den, at evangeliet er blevet afvist og forsøgt udryddet af den del af kirken, der sejrede ved det store kirkemøde i Nicæa i 325. Hvordan muslimer nærmere begrunder det, skal jeg ikke trætte med at redegøre for i enkeltheder, blot nævne, dels at de påstår, at det var kendt og brugt i Alexandria, sådan som det apokryfe skrift, Barnabas-brevet24 var det - som dr. ul.Qadri og andre forveksler evangeliet med, skønt det indholdsmæssigt er ganske uforeneligt hermed - dels at det sammen med eller som en del af de arianske25 skrifter blev fordømt i Nicæa og brændt - på nær altså blandt andet det eksemplar, der nu omsider er blevet gjort offentligt tilgængeligt, takket være søskende-parret Ragg's oversættelse.
Når muslimske forfattere vedblivende hævder, at Barnabas evangeliet gengiver Jesu sande budskab, så fristes man til at sige, at den afgørende grund hertil er, at det på de væsentligste punkter stemmer overens med Koranen - og så må det være sandt og ægte. Ved Koranens udsagn kan der nemlig iflg. muslimsk overbevisning ikke sættes spørgsmålstegn, hvad der derimod kan ved Det nye Testamentes. Koranen foreligger ord til andet sådan som den blev åbenbaret for Muhammad, så den er Guds sande ord, men Jesu budskab? - ja alene det, at der er fire evangelier, der ikke alle stemmer overens, og at disse først nogle hundrede år efter Jesu død af kirken blev udnævnt til at være de ægte, mens de mange andre evangelier, der fandtes, blev erklæret for falske - det viser, siger muslimer, at kirken selv er i vildrede med, hvad der er Jesu sande evangelium. Og kristne teologer bekræfter det, føjer de til, og henviser til den historisk kritiske forskning, der stort set har sat spørgsmålstegn ved alt i evangelierne.
De indvendinger mod Barnabas evangeliets ægthed, som vestlige forskere fremfører, og som synes at være uafviselige, gør ikke det store indtryk på de muslimer, der har skrevet om Barnabas evangeliet. Og det skyldes, hvad Christine Schirrmann gør opmærksom på26, at de argumenterer anderledes for en overleverings ægthed, end vi gør i vesten. De opererer med begrebet "isnad", dvs. en traditionskæde bestående af troværdige personer, der har overleveret udsagn og beretninger fra fortiden. Det er sådan, man godtgør ægtheden af de tusindvis af overleveringer om, hvad Muhammad har sagt og gjort, der findes i de såkaldte Hadith-samlinger, og sådan er der også eksempler på, at man godtgør Barnabas evangeliets ægthed: Man siger, det er skrevet af apostlen Barnabas, som er kendt fra Apostlenes Gerninger. Her læser vi, at han er en levit fra Kypern, og at han til at begynde med har et godt forhold til Paulus, men at han senere efter en bitter strid mellem dem skilles fra ham og rejser til Kypern. På Kypern findes hans grav og ifølge en kypriotisk legende finder Biskoppen i Salamis - efter i en åbenbaring at have set Barnabas - i året 478 i Barnabas' grav Barnabas evangeliet liggende på brystet af ham.27 Det er dette evangelium der i det 5. århundrede omtales i Gelasius' dekret og i det l6. blev fundet af Fra Marino i pave Sixtus V.'s bibliotek. At det har været skjult så længe skyldes selvfølgelig udelukkende, at det blev fordømt som kættersk ved koncilet i Nicæa i år 325.
Hvorfor er muslimer så interesseret i Barnabas evangeliet?
Grunden til muslimers interesse for Barnabas evangeliet er først og fremmest, at det bekræfter Koranens udsagn om Jesus. Han er nævnt i ikke færre end 15 suraer, eller tilsammen i 93 vers. For det meste ganske kort ganske vist og i forbindelse med navnene på andre profeter. Men hvorfor er det ikke nok for muslimerne, at de har Koranens udsagn om ham, hvorfor ønsker de at få dem bekræftet i et skrift, de anser for at stamme fra urkristen tid? Svaret skal måske søges i den kendsgerning, at profeten Muhammad til at begynde med var overbevist om, at det budskab, han skulle forkynde for araberne, var nøjagtigt det samme som det, der var blevet forkyndt af alle tidligere profeter, Adam, Abraham, Moses osv. og især da af profeten Jesus. Efter at være kommet til Medina opdager han så, at både jøder og kristne er uenige med ham i den opfattelse. Og han gør da den "mageløse opdagelse", som Frede Løkkegård kalder den i sin Muhammad biografi (Gad 1972), at hans forkyndelse svarer fuldstændig til Abrahams, og at det således ikke er ham (Muhammad), der kommer med noget nyt eller har misforstået Guds oprindelige budskab til sine mennesker, men det er derimod jøderne og de kristne, der har forvansket dette. Et bevis herpå bliver så af hans sene efterfølgere fundet i Barnabas evangeliet.
Måske skal man også finde en grund til muslimernes interesse for Barnabas evangeliet deri, at med dette mener de at kunne slå de kristne af marken med et af deres egne skrifter. Og er det mon helt utænkeligt, at trangen til at gøre det blandt andet skal søges i den dominans, som den vestlige verden - og det indbefatter også de kristne - har udøvet over den muslimske i de sidste par hundrede år?
Men hvad grunden nu end er, så fortæller muslimernes interesse for Barnabas evangeliet os, hvor vanskeligt det er at forkynde det kristne evangelium for muslimer28, ja blot at få dem til med respekt at lytte til vor opfattelse af Jesu budskab. De ved jo fra Koranen, at vor opfattelse er falsk, og mere end det, at det er blasfemi af værste skuffe, når vi tror på Jesus Kristus som Gud selv kommet til os, og som den, der ved sin død på korset har bragt forligelse i stand mellem Gud og os - med alt hvad det forudsætter om forståelsen af mennesket som en synder, der ikke ved egen kraft kan retfærdiggøre sig for Gud.
Den danske iman Abdul Wahid Petersen siger i et svar29 til pastor Slot Henriksen: "Det er jo ganske underholdende, når en præst vil til at belære en imam om Islam. Men det kunne være, jeg også skulle til at give kristendomsundervisning til præster! Det kunne blive noget kønt noget!" Ja, vist det må man give ham ret i. Men det er jo, hvad de muslimer gør, der med henvisning til Barnabas evangeliet vil fortælle os, hvad Jesu sande budskab går ud på.
Noter:
- Bogen er kommet i flere oplag, mit eksemplar er 3. udgave fra vist nok 1990 - sidste ciffer er utydeligt.
- Se side 286-356 i den tyske forsker Christine Schirrmachers bog "Mit den Waffen des Gegners - Christlich-muslimische Kontroversen im 19. und 20. Jahrhundert" (Berlin 1992). Et grundigt værk med veldokumenterede oplysninger. Tak til lektor, dr. phil. Jakob Skovgaard-Petersen, Carsten Niebuhr Instituttet, for henvisningen til Schirrmachers bog.
- s. 68 i ul-Qadris bog.
- Canon vil sige Medlem af et domkapitel.
- Schirrmacher s. 321.
- Tak til sognepræst Søren Peter Hansen, der har givet mig adressen: www.barnabas.net
- Schirrmacher s. 286 - 304.
- Dog kan det vel have interesse for kirkehistorikere at finde ud af, hvad det er for omstændigheder (måske inkvisitionen), der i sin tid har foranlediget Barnabasevangeliets forfatter til at skrive det.
- Måske er årsagen til dets forsvinden fra Italien og dets opdukken i Holland at søge i Inkvisitionen i Italien og dens forbud mod at besidde forbudte bøger.
- Man kender et eksempel herpå i den fra alle 4 evangelier sammenstykkede beretning om Jesu lidelse og død, der findes bag i salmebogen.
- Også i vort nye Testamente er Barnabas omtalt, men ikke i evangelierne og ikke som en af Jesu 12 apostle, derimod i Apostlenes Gerninger i kapitlerne: 4; 9; 11; 12; 13; 14 og 15, samt i Galaterbrevet kap. 2.
- Se Sura 4, 157 f. i Koranen.
- Når han alligevel kaldes Kristus, kan det kun skyldes, at forfatteren til evangeliet ikke er klar over, at det hebraiske "Messias" på græsk hedder "Kristus."
- Schirrmacher s. 356.
- Det er forfatterens opfattelse at troen på Jesus som Guds søn er en afsmitning fra den romerske religion som Paulus er skyld i.
- Decretum Gelasianum.
- Jeg cieterer fra John Tolands skrift: "Nazarenus or Jewish, gentile, and Mahometan Christianity ", udgivet i 1718.
- Oversat efter citat i Schirrmachers bog s. 270.
- Der er muslimer, der giver Sale ret i, at et urkristent arabisk evangelium ikke kendes, men det udelukker jo ikke, som de siger, at der har eksisteret et urkristent Barnabas evangelium, skrevet på græsk eller hebræisk, tværtimod.
- W. H. Temple Gairdner - se David Sox "The Gospel of Barnabas" s. 10.
- Senere blev det til hvert 33. år og i dag fejres jubelåret hvert 25. år.
- Jan Slomp var tilknyttet Christian Study Center i Rawalpindi, Pakistan, fra 1964-77, har i 70erne skrevet omfangsrige afhandlinger under titlen: "Pseudo-Barnabas in the Context of Muslim-Christian Apolegetics".
- Indtil 1976, da en del af det spanske Barnabas evangelium blev fundet i Australien, har man anset det for forsvundet. Det findes i dag i Fischer Library i Sidney.
- Barnabasbrevet er bevaret og regnes blandt skrifterne: "De apostolske Fædre"(Dansk udgave 1985).
- Arius var presbyter (leder i menigheden) i Aleksandria, blev fordømt i Nicæa pga. sin lære om, at Kristus i modsætning til den ortodokse opfattelse var af et helt andet væsen end Gud, ikke født af Faderen, men skabt som den fuldkomne skabning før alle tider og overordnet alle øvrige skabninger. Man forstår, at muslimer kan fatte sympati for ham.
- Schirrmacher s. 309
- Iflg. den kypriotiske legende er der nu tale om Mattæusevangeliet i en afskrift, som det siges, foretaget af Barnabas.
- Se Jens Christensens artikel s. 85-94 i bogen "Forargelsens Gud", Dansk Pathanmissions forlag 1956.
- Læserbrev i JydskeVestlysten 24. aug. 01.