Af Katrine Winkel Holm og Thomas Reinholdt Rasmussen. Kronik i Kristeligt Dagblad d. 15. 5. 2006.
Respekt for islam og dialog med islam. Gang på gang er det meldingen, når landets forskellige biskopper omtaler det næststørste trossamfund i Danmark. Man taler ikke sjældent om muslimer som en slags religiøse kolleger, som man har mere til fælles med end den kirkefremmede, sekulariserede frikadelle-dansker. Som ”religiøs” deler man nemlig noget så forfinet som ”religiøse følelser”
med muslimen. Det var ud fra den tankegang, at domprovsten i København løb linen helt ud og opfordrede kirkerne i København til at samle ind til byggeri af en stormoske.
I samme ånd lød det fra kort tid siden fra århusbispen Kjeld Holm, at vi skal fokusere på det, vi er fælles om. Det vil altså sige, at biskop Holm opfordrer til ikke at fokusere på Kristus. For det er lige præcis Jesus Kristus, der skiller den kristne og muslimen.
En kristen kirke, der ikke vil fokusere på Kristus, er i fuld gang med at forråde Kristus.
En kristen kirke, der agiterer for indsamling til etablering af et trossamfund, der højt og tydeligt forkynder foragt for Jesus som Kristus, er en kirke i forfald.
Er det dér, folkekirken er i dag? Det indtryk kan avislæseren og Tv-seeren godt få. For ledende dele af folkekirken foretrækker den kompromissøgende dialog. Og fravælger den konfrontation, som kirken aldrig kan komme uden om i forhold til islam.
Men vi er ikke så sikre på, at de uld-i-mund-talende konsensusøgere er repræsentative for folkekirken. Derimod er det klart, at der mangler folkekirkelige stemmer der kan bidrage til at ændre billedet af en kirke, der er i gang med at alliere sig med islam.
Det er også klart, at der mangler viden om islam og om den tusind år lange undertrykkelse af kristne, der har fundet sted i de lande, hvor islam er blevet den dominerende religion. En undertrykkelse som vel at mærke finder sted den dag i dag.
Vi mener derfor, der er brug for et islamkritisk netværk i folkekirken. Der er brug for at udføre det teologiske arbejde det er at studere og kritisere islam. Det er en oplagt opgave for præster og teologer. Ja, det er faktisk en pligt, da enhver ordineret har lovet at ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Det gør islam.
Det går ikke længere at undskylde sig med, at man ikke kender til islam. Det går ikke længere at stikke hovedet i busken. Islam er kommet til landet for alvor. Islam agiterer og missionerer. Folkekirken bør forholde sig til det og uden tøven modsige islams religiøse slaveri og forkynde evangeliets frihed. For at kunne gøre det er viden om islamisk teologi en nødvendighed.
Udgangspunktet for netværket er altså, at konfrontationen mellem kristendommen og islam er uundgåelig.
Vi mener nemlig, at det er en selvindlysende teologisk sandhed, at den kristne og muslimer ikke tror på den samme Gud. Den kristne tror på Gud som fader til Jesus Kristus. ”Jeg kender ingen anden Gud end barnet i krybben”, sagde Luther.
Muslimen derimod tror på Allah som skænker af bogen Koranen. Den kristne tror alt er fuldbragt i Jesus Kristus, og at den kristne således er sat fri fra både den religiøse lov og fra døden.
Muslimen tror, at forholdet til Allah kommer i stand ved at forholde sig gennem Koranen og hadith, der anviser den levevej, som man skal følge for at leve et ret gudfrygtigt liv. Det muslimske gudsforhold er et lovforhold.
Disse to gudsbilleder kan ikke forenes. Her er muslimen ofte mere ædruelig end den kristne, idet muslimen aldrig vil anerkender Jesus som Guds søn, for hvis han gør det, så er loven – og derved koranen – en falsk vej. Jesus er nødt til i islam at være en stor profet, men aldrig Guds søn. Derved håner muslimen i virkeligheden Kristus hver gang han bekender sin tro.
Islam er nu en genopstået modspiller i Europa, og mange overvejer hvorledes det gamle Europa med dets frihedsidealer kan leve sammen med islam, der tilsyneladende ikke deler disse værdier. Man taler om, at islam må gennemgå en reformation, som kristendommen gjorde det under Luther.
Problemet med at tale om en islamisk reformation er, at reformation jo netop ikke betyder afsvækkelse; men at man går til kilderne. Og hvis muslimerne drager til kilderne, så begynder de da virkelig at svinge med sablerne! Hvis muslimerne skal leve i loyalitet mod de europæiske samfund, så skal de netop ikke til kilderne, men må være uortodokse muslimer. Således betragtes Naser Khaders projekt om de Demokratiske Muslimer jo også: som en afsvækkelse, hvilket er fint; men ikke som en søgen tilbage til kilderne.
Det betyder, at islam fra kristent hold skal mødes med mission, så at muslimen kan kommer ud af den trældom, som han er havnet i. Der bør drives kristen islammission af kærlighed til muslimen, som er vores vildfarne broder.
Kristendommen fastholder Jesus som lovens ophør, og derved er der intet skel mellem mennesker. Alle er lige for Gud. Derved kan Jesus sige, at der er intet der kommer ind i et menneske, der gør det urent; men kun hvad der kommer ud af det (Matt.15,11). Derved er det ikke lovens opfyldelse der gør et menneske rent, men det er rent ved Jesu gerning (Johs. 15,3). For muslimen er renhedsforskrifterne afgørende: kvinden giver ikke hånd til en mand, svinekød spises ikke og særlige begravelsespladser skal oprettes, for at muslimen ikke skal risikere at ligge ved siden af alle os urene.
Konfrontationen med den muslimske renhedsideologi er altså uundgåelig, for den kristne tradition og den muslimske tradition er som ild og vand. Vi må stå fast eller forsvinde. Der er kun én mulig holdning til muslimen: at forkynde ham ud af trældom til frihed af kærlighed til ham. For han betyder noget. Hvis man ikke ønsker at omvende muslimen, så betyder han intet for en. Hvis kirken står fast, og ikke forsvinder ind i pseudosnak om dialog og enshed mellem trosretninger, så er der kun to mulige holdninger til muslimerne: modsigelse og mission!
Et andet problem er den islamistiske terrorisme. Et område vi ikke har berørt endnu, fordi det er så indlysende forkert, og fordi vi egentlig ikke ser det som det grundlæggende problem. Problemet er faktisk islam som sådan. Det bliver ofte sagt, at vi skal skelne mellem islam og muslimer. Det er en indlysende sandhed, for religion finder altid et menneskeligt udtryk, og selvfølgelig er der forskel på principiel islam og levet islam. Men det afgørende er at islam rummer ufravigelige elementer (ex. renhedsforskrifter), der betyder at der sættes skel mellem mennesker.
Sandt er det at der også er kristne terrorister (ex. abortmodstandere i USA); men her kan man jo stille spørgsmålet om, hvem der er i kontakt med sit fundament: Der findes utallige skriftsted i Koranen, der tale om at udrydde de vantro; man kan prøve at lede i Det nye Testamente efter lignende udsagn. Og væsentligere: forskellen på Muhammed og Jesus. Da Muhammed rider ind i Medina, rider ham ind på ryggen af en kamel – stridens dyr. Jesus rider ind i Jerusalem på ryggen af et æsel – fredens dyr. Jesus siger: vend den anden kind til og blev selv henrettet på korset. Muhammed førte krigen.
Jesu Gudsrige er ikke af denne verden. Muhammeds rige er i allerhøjeste grad af denne verden, for det skal realiseres på jorden med Koranen som rettesnor. Kristendommen afviser altså teokratiet. Islam sanktionerer det.
Hadith foreskriver stening af utro mænd og kvinder. ”Den af jer, der uden synd, skal kaste den første sten”, hedder det til gengæld i Ny Testamente. Den kristne forkyndelse af mennesket som synder er den direkte vej til afvisning af den hellige steningstraf, som også Gammel Testamente rummer.
Koranen og sunna har en udviklet ægteskabsret, der bl.a. byder ægtemanden at ”svinge svøben” over de oprørske kvinder og hustruer (Sura 4,43). Koranen og hadith sakraliserer og forstærker dermed det før-islamiske patriarkat. Ny Testamente derimod indeholder ingen færdig lovpakke, som samfundet kan indrettes efter. Jesus skelner mellem Guds og kejserens rige og Paulus opfordrer i denne ånd den kristne til at adlyde øvrigheden. På den måde frisætter kristendommen det verdslige samfund.
På trods af disse forskelle, som er så store og indlysende, viger det ledende lag i folkekirken uden om konfrontationen. Derfor får misforståelser lov at florere i offentligheden a la: ”Der er ingen afgørende forskel på kristendom og islam. Reformationen og oplysningstiden har banket kristendommen på plads i privatsfæren. Islam har endnu denne udvikling til gode”.
Intet kunne være mere forkert. I sit udgangspunkt er islam i diametral modsætning til forkyndelsen af evangeliets frihed. En islamisk reformation, som er det, der finder sted i store dele af den muslimske umma, vil kun føre til en radikalisering af de renhedskrav, som kristendommen altid må afvise som udtryk for menneskeforagt.
Der er brug for at sige disse ting så højt og klart, at det kan høres. Der er brug for at præster og teologer tager deres embede og fag alvorligt og begynder at studere og modsige islam. Der er brug for at tage ulden ud af munden og udtrykke umisforståeligt klart: ”Til den frihed som Kristus har befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!”
Der er brug for et islamkritisk netværk i folkekirken.