Af Morten Brøgger. Kristeligt Dagblad, 6. juli 2006.
Kristne og muslimer tror ikke det samme om Gud, hævder blandt andre biskop Niels Henrik
Arendt, men vi tror dog på den samme Gud (se note 1). Giver den påstand mening?
Lad os tage et ikke tilfældigt valgt eksempel. Lad os sige, at jeg tror, at Jesus Kristus er Guds
søn, som har åbenbaret Gud Fader for mig, og at Jesus Kristus derfor er den eneste kilde til
sand kundskab om Gud. Denne tro har sin grund i Jesu egne udsagn om, at han er vejen,
sandheden og livet og at ingen kommer til Faderen uden ved ham. (Joh. 14,6) Eller om, at
"den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham." ( Joh. 5,23)
Eller: "Jeg og Faderen er ét." (Joh. 10,30) Jesus Kristus er således selv Gud
sammen med Faderen, hvilket sammen den bibelske tale om Helligånden har ført til læren om
Guds treenighed. Jeg tror i kraft af min tro på Jesus Kristus som Guds søn på, at Gud er
treenig. Det vil sige, at Gud i sig selv er et forhold mellem tre personer, og at Gud således er
kærlighed. Gud har i Jesus Kristus henvendt sig til menneskene med sin kærlighed.
Mit forhold
til Gud kan derfor kun bestå i, at jeg i den frihed som altid må være, hvor kærligheden hersker,
svarer Guds kærlighed til mig med kærlighed til ham. Min frihed består nærmere betegnet i, at
det er mit ansvar selv finde ud af, hvordan jeg lever i overensstemmelse med dette mit forhold
til Gud. Ingen afgørelser om livsførelse er truffet på forhånd.
Og lad os så sige, at jeg møder en, som tror, at Muhammed er Allahs (altså Guds) profet, og at
Gud har givet sin endegyldige i åbenbaring i Koranen. Denne muslim vil så også tro, at Jesus (i
Koranen: Isa) ikke er Guds søn og ikke er en åbenbaring af Faderen, og derfor heller ikke den
eneste kilde til sand kundskab om Gud. Jesus anerkendes i Koranen som Guds profet. Men
Gud har ifølge Koranen ikke åbenbaret sig i noget menneske. Han har ladet Muhammed vide,
at han er én, hvorfor muslimen afviser enhver tale om, at Gud i sig selv er et forhold mellem tre
personer, Fader, Søn og Helligånd.
Den muslimske Gud er retfærdig og barmhjertig, hedder
det. Han har henvendt sig til mennesket med en række fordringer, og mennesket skal derfor
ære ham ved at anerkende ham som den eneste Gud og ved at føre et liv, der svarer til hans
fordringer. Muslimens forhold til Gud består derfor i at underkaste sig Gud, som hersker over
verden. Muslimen har ikke frihed til selv at finde ud af, hvordan han skal leve i
overensstemmelse med sit gudsforhold. Svaret på det spørgsmål er for ham givet i de
bestemmelser for livsførelse, som er givet ham i Koranen.
Det er nu indlysende, at muslimen og jeg ikke tror det samme om Gud. Vores indbyrdes
forskelle i tro er endda af en sådan art, at vi må sige, at vi ikke begge kan tro og tale sandt om
1 / 2
Den ene tro udelukker den anden
Gud, for den ene tro udelukker på de fleste afgørende punkter den anden. Vil jeg fastholde, at
min tro er sand, så må jeg sige om muslimens tro, at den er usand. Han taler usandt om Gud,
dersom han hævder, at han ud fra Koranen taler om den eneste sande Gud. Hvad han kalder
Gud, kan ikke være det, hvis jeg skal fastholde min tro. Så jeg må sige, at han i sin
gudsdyrkelse tilbeder en falsk gud, en afgud. Ikke mindst fordi han benægter, at Gud har
åbenbaret sig i Jesus Kristus. På samme måde, vil jeg formode, må muslimen ud fra sin
forudsætning fraskrive mig en sand gudstro. Hvad jeg hævder, kan ikke forenes med hans tro.
Står jeg fast på mit, fornægter jeg hans åbenbaring.
Vi tror begge, at der kun er én sand Gud. Men Gud har ifølge hver vores tro ikke blot meddelt
sig forskelligt til os, men han har også i den ene og den anden meddelelse vist sig
væsensforskellig, så at ikke begge åbenbaringer kan være sande, hvis de skal komme fra den
ene Gud.
Når jeg taler om Gud, taler jeg derfor om en helt anden Gud, end den gud muslimen
taler om. Det er derfor ikke dækkende at sige, at vi tror på den samme Gud, men at vi tror noget
forskelligt om ham. Det præcise udtryk for forskelligheden i vores tro er snarere: vi tror ikke på
den samme Gud.
Note 1: Denne påstand fremkaldte en korrigerende bemærkning fra biskop Niels Henrik Arendt,
som refereres i nedenstående svar i Kristeligt Dagblad, 12. juli 2006:
Polemik mod netværk
Af Morten Brøgger. Kristeligt Dagblad 12. juli 2006.
Biskop Niels Henrik Arendt skriver den 8. juli, at jeg ikke har hørt efter, fordi jeg har tillagt ham
den mening, at muslimer og kristne skulle tro på den samme Gud. Det har han ikke skrevet,
siger han, og det tager jeg gerne hans ord for.
Men hvis han slet ikke mener det, må jeg indrømme, at jeg ikke helt forstår meningen med det
udsagn, som han vedkender sig, nemlig at kristne og muslimer ikke tror det samme om Gud.
Hvad er meningen med at sige det, hvis det ikke (i det mindste implicit) hævdes, at det er den
samme Gud, som de tror noget forskelligt om. Det kan vanskeligt opfattes som en polemik mod
Islamkritisk Netværk, hvis det er forskellige guder, som kristne og muslimer hævdes at tro noget
forskelligt om.