Af Lars Rasmussen Brinth. 5.s.e.Trin., 16/7,2006: Ræhr 10:30; Klitmøller 19:30; 2.txtrk: Jer.1.4-9/1.Pet.2.4-10/Matt.16.13-26.
Salmer:
3 Lovsynger Herren, min mund og mit indre
390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes
323 Kirken den er et gammelt hus
580 Jesus, dødens overvinder
31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud
Det har været en varm sommer, indtil videre, og det bliver det vist ved med at være en tid endnu. Varm, både som vi mærker det i dag, - men også i aviserne og den offentlige debat.
Hvis man for 20 år siden havde fortalt os, at religion og kristendom ville blive så varmt et emne
som det har været det sidste halve år, så ville næppe nogen have troet det. Og det er ikke nødvendigvis noget man er glad for. Man kunne gerne have været det foruden. Både på grund af det som har givet anledning til det, og på grund af det som kommer frem i den anledning. Jeg skal ikke analysere situationen, andet end sige, at det er sært at se hvem der placerer sig hvor i diskussionen, sært at se animositeten dér hvor man skulle synes der ikke var så meget at være uenige om. Altså: mennesker i den offentlige debat man troede man kendte, står pludseligt et helt andet sted end man ville formode, - og besindige mennesker med normalt besindige synspunkter, tager nu alt skytset i brug i nogle angreb, som synes sært dårligt motiverede.
Og anledningen er jo den, at nu må vi til at diskutere i dette land, - hvor mange guder der er i verden.
Vi har lært i skolen i sin tid, at i Indien, har hinduer i tusindvis af guder, og det kunne vi jo nok leve med, for det er i Indien. Men det store spørgsmål i dagens Danmark, det er, om Jøder, Kristne og Muslimer tror på den samme gud, eller om der er to eller tre guder for de tre religioner. Normalt ville det jo ikke være noget problem, - for hvis der er tre religioner, så må der jo også være tre guder, - ellers var det vel ikke forskellige religioner. - Men lige netop disse tre religioner har det ved sig, at de er udviklede af hinanden, har et intimt historisk forhold til hinanden, så man må sige, at historisk, er det altså den samme gud som har udviklet sig, - men det er tre religioner.
Jødedommen, som den ældste, lærte sin Gud at kende, først og fremmest i Ægypten, - han var den Gud som førte dem ud af Ægypten. Og jødedommen var jo den religion Jesus voksede op med, gik til grunde i, og grundlæggende modsagde ved sit liv, sin død og troen på hans opstandelse. - Efter Jesus er Gud ikke den samme som han var for jøderne. - Og det er det dagens tekst handler om. Disciplene bliver spurgt, først, hvem folk i almindelighed mener Jesus er, - og dernæst hvem de selv mener han er. Og de svarer med et jødisk udtryk: at han er den kommende salvede konge, - Messias, - på græsk og dansk: Kristus. Den levende Guds Søn.
Men for jøderne er det blasfemi, når et menneske siger, at han er Guds Søn, - så en Gud, der har en søn, et menneske, - det er en afgud for jøderne, - overtro, eller værre: blasfemi. Og en afgud er en anden gud, end den Gud man selv tror på. Så den kristne Gud er en anden Gud, end den jødiske.
Og da Muhammed, 600 år efter Jesus, i Mekka og senere Medina, talte diskuterede og skændtes med jøder og kristne, og til sidst modtog sine egne åbenbaringer, - så blev indholdet af den åbenbaring ganske bestemt det, at Gud kan ikke have nogen søn. Han kan have profeter, men ikke sønner. Så det er en anden gud end den kristne. For kristne en afgud, lige som kristne for muslimer er afgudsdyrkere. To guder, - i alt tre guder.
Beklager.
For det har i årtier været sådan, at man ikke måtte antyde, at religioner kunne have forskelligt værd eller have forskelligt sigte, hvis man må sige det så. Og i disse måneder løber striden i alle dagblade om netop dette spørgsmål, - som desværre er så enkelt, at det ikke burde diskuteres overhovedet.
Hvad alle andre religioner angår, så har de lov at diskutere indbyrdes, om deres guder eventuelt skulle have noget tilfælles. Men kristendommen er ikke kristendom, hvis Jesus ikke må kaldes Guds søn. Og det er det kun kristne som mener han er.
Og, - og det er nok så væsentligt, - det er ikke et spørgsmål kun om navne, eller tilfældige formler. Det er et spørgsmål, først og fremmest, om, - at når man, som kristne er døbt på, holder fast i, at Jesus er Guds søn, - så betyder det for os, netop det teksten også siger i dag, - det at Jesus døde, for menneskehånd, og at han opstod igen, ved Guds hånd, - det har det til følge, at mennesker herefter er helt anderledes stillet overfor Gud, end mennesker ellers er.
For herefter, efter at være døbt til dette, så lever mennesker på, at livet det er vores eget ansvar. Og at livet med hinanden, det er også vores eget ansvar. Vi har ikke Guds vilje i hånden eller i bogen, - vi har den kun som et bud om, at elske hinanden, som os selv. Og Gud i himlen vil vise os, om det vi gør, så også er det vi skulle gøre, eller om vi tog fejl.
For Gud har tilgivet os, og vi lever på nåde. Det betyder, at ansvaret nu er vort. - Før, hos jøderne, og stadig, hos muslimerne, da er ansvaret for min næste, Guds. For det står i bogen, hvad der er ret og forkert. Og gør jeg hvad bogen siger, så har jeg gjort mit. Resten er Guds ansvar, det var jo ham som skrev bogen.
Men nu er bogen sat til side, og erstattet af det ene krav: at vi skal elske hinanden. Nu er kravet altomfattende, - og vi har tilgivelsen på forhånd, til at tage det ansvar alvorligt.
Det er kristendom. At sandheden er imellem os, som noget vi må leve os frem til. Den er menneskelig. Og Guds sandhed, den står over os. Den kender vi ikke. Men vi har lovning på hans kærlighed, og det er os nok.
Den Gud er den eneste gud og tåler ikke andre ved sin side. For andre guder tager ansvaret for hinanden fra mennesker, og det tåler Gud ikke.
amen