Af Knud Riis. Artiklen blev afvist af Kristeligt Dagblad, der kun ville bringe den, hvis den blev forkortet.
Jeg kan kun være enig med Kim Arne Pedersen i, at Grundtvigs tekster ikke er kanoniske skrifter med karakter af trosgrundlag ("Grundtvig ville have rystet på hovedet", 24. juni), og at man skal beskæftige sig med hans tekster for at finde frugtbare fortolkninger til brug for nutiden.
Men jeg synes ikke, det er en dækkende gengivelse, Kim Arne Pedersen (herefter KAP) giver af Grundtvigs omhandling af "Islamismen" og "Mahomed" i "Haandbog i Verdens-Historien".
Han citerer Grundtvig for at finde "Islamismen … i sin Oprindelse en aandig Kraft, der begeistrede Mahomed og hans Araber, og maatte forekomme alle halv- og heel-dyriske folke-færd guddommelig", og mens jeg sidder med tics af fristelse til selvcensur på Grundtvigs og de grundtvigskes vegne, grundet den lidet respektfulde karakteristik i citatets sidste del, beretter han roligt om, at Grundtvig betragter Koranen og islam som en naturlig åbenbaring, men dog kirkehistorisk anser Muhammed som en falsk profet, men dog hørende til "hverdagsprofeterne", hvorpå han konkluderer: "Ikke desto mindre er der altså ånd i hans profeti, og den har derfor også virkelig haft samfundskulturel betydning."
Men ånd er så meget, og dette er altså en ånd, der kun forekommer guddommelig for "halv- og heel-dyriske Folke-Færd", ifølge Grundtvig, hvis sætnig, som KAP har plukket den sidste del af, begynder sådan: "Medens det derfor er uhyre fjantet, endog blot med Hensyn paa de kiendelige Virkninger, at ligne Islamismen med Christendommen (…) saa er dog Islamismen virkelig i sin Oprindelse en aandig Kraft, der…", osv. - og Grundtvig indleder dette afsnit med at invitere på en "(…) Udflugt til Arabien, og det store Feldt-Tog med Prophetens Fane (…) uagtet vi ingen Lykke finde at misunde enten Syv-Soverne, Heste-Prangerne eller Kamel-Driverne, der vilde omskabe hele Verden til et Arabisk Paradis, hvori Tomheden er det kiendeligste og Dyrene spille Hoved-Rollen." Det relativerer dog den respekt, Grundtvig synes af have for islam i KAP's skalpelskårne citat. Og det gør det følgende også.
I omhandlingen i Verdenshistorien karakteriserer han også "Islamismens" forhold til kristendommen som eventyrets til historien, "hvad der bliver os klarere, jo nøiere vi sammenligner Alkoranen med Bibelen." - hvilket han så gør over en side med den konklusion på omtalen af Koranens indhold, at det ikke blot klinger eventyrligt, men "er aabenbar et stort Eventyr", der forvirret sammenblander en "Betragtning af Menneske-Slægten som en egen Dyreart, der forplanter sig uden Frem-Skridt…med den Mosaisk-Christelige Anskuelse af en fremskridende Udvikling", såvel som "det Gamle Testamente med det Ny, saa det maa synes os umueligt, udenfor Daare-Kisten, at sammenvæve saadanne Hjernespind og derpaa bygge sin Salighed."
Han fortsætter: "Erfaringen har ogsaa virkelig lært, at intet af Slægtens Hoved-Folk kunde døie den Drik, og at selv Araberne snart holdt sig til den korte Troes-Bekiendelse, at Allah er en eenlig Gud, og Mahomed hans Apostel, uden i Livet og Tanke-Gangen synderlig at ændse den Mahomedanske Anskuelse, medens de lagde stor Vægt paa Omskiærelsen og paa tusinde Ting, der enten slet ikke eller dog kun meget løselig er berørt i Alkoranen."
Men der er adskilligt mere, der sætter lidt i relief, hvad det er for en ånd, Grundtvig ser i islam og Koranen. "For os er Alkoranen vel et Stymper-Værk, ei blot i Forhold til det Gamle og Ny Testamente, som Araberne vil sætte den over, men selv i Sammenligning med Grækernes og vore egne bøger; men vi maae huske, den er Arabernes første bog", og med sin "flydende Stil", der udtrykte "Folkets høieste Forestillinger og ædleste Følelser", måtte den nødvendigvis "synes de raa Beduiner himmelfalden", osv.
Lad mig slutte denne kvalitativt forandrende nuancering af KAP's gengivelse med denne karakteristik, der ikke synes egnet sin belæg for Grundtvigs "åbne holdning til ikke-kristne religioners betydning for samfundskulturen" og "respekt for den [islam] som en form for naturlig åbenbaring med samfundskulturelle virkninger" (KAP), men topper med hensyn til profetisk vid og dom: "(…) ja, et saadant Værk udspringer kun af en med Besindighed underlig parret Begeistring, der for Forfatteren selv er hemmelighedsfuld, saa Mahomed kunde godt indbilde sig, det var Engelen Gabriel, der hviskede til ham. Saaledes talde Sokrates jo paa det Alvorligste om sin Genius, og vi Silde-Fødninger af Skjalde-Ætten veed godt, der ligger en dyb Sandhed til Grund, saa vi beklage blot, at selv den bedste Arabiske Engel havde en Skrue løs, og at Mahomed var langt fra, som han dog satte sin Ære i, at hytte sig for den Slemmes Indskydelser." (gengivelsen og citaterne er fra Udvalgte Skrifter, bd. VI, s. 645-59).
På en måde ville Grundtvigs tekst falde naturligt som et indlæg på Islamkritisk netværk, men han kunne godt risikere at få en mail eller to om at dæmpe "tonen".
Men hvordan Grundtvig ville forholde sig til islam i dag, hvor den også hører til danmarkshistorien, er ikke til at sige. For når Grundtvigs sene efterkommere i 1970'erne dyrkede Mao som en grundtvigsk helt, så kunne Grundtvig da selvfølgelig tænkes…, - men jeg tror det nu ikke.
På baggrund af Grundtvigs karakteristik af islam har jeg svært ved at se, hvordan hans vekselvirkning mellem kristendom og menneskelivet kan blive et argument mod islamkritisk netværk. Jeg har selv svært ved overhovedet at få en levende vekselvirkning mellem kristendom og sharia, fx, i gang. Den standses hele tiden af konfrontation.
Jeg kan jo altså ikke vide det, men jeg forestiller mig nærmere, at Grundtvig ville have rystet i bukserne, hvis han havde været med i dag - over islams voksende indflydelse, men især over hans sildefødte tilhængeres syn på islam og gengivelse af hans eget syn på islam: Hvad er det, der er på færde?!.
Muligvis ville han også have undret sig over KAP's strenge domfældelse, at der kun er to grundtvigske teologer med i islamkritisk netværk - hvoraf den ene nu ikke er teolog, men han kan jo være lige god for det - når der nu også er præster for grundtvigske valg- og frimenigheder med samt andre, der ellers har gået for at være grundtvigske eller i det mindste selv har opfattet sig som sådan. Med sin åbne holdning ville han sikkert være ked af, at det grundtvigske er ved at lukke sig så meget om sin egen åbenhed. Men det er da kun mine gætterier.
Kim Arne Pedersens artikel fra d. 24/juni/2006: "Grundtvig ville have rystet på hovedet" ligger på http://www.kristeligt-dagblad.dk/tema:fid=100011566:aid=295361.