Lov og evangelium. Kristus skiller vandene

Af Carsten Breengaard, lektor emeritus, dr.theol., indlæg i Kristeligt Dagblad, 6. juni 2009.

Polemik er jo godt, men klarhed er måske alligevel bedre. Efter debatten om den islam-respekterende Peter Grønlykkes teologi eller mangel på samme skal der nok være skabt en del uklarhed i menighederne.

To fremtrædende medlemmer af Islamkritisk
Netværk, Henrik Bang-Møller og Thomas Reinholdt Rasmussen, har prøvet at fiksere forholdet mellem kristendom og islam som et spørgsmål om lovreligion (islam) kontra ikke-lovreligion (kristendommen). Deres hovedargument har været en henvisning til Paulus' ord i Romerbrevet om Kristus som lovens ende/ophør. Voila! - og så skulle sagen vel være afgjort. Hvad kan i en luthersk kirke bestå mod et Paulus-citat?

Men sagen er måske alligevel ikke helt så enkel. Lektor Anders Klostergaard Petersen har afvist de to islamkritiske sognepræsters Paulus-læsning. Med rette! Paulus taler om "fuldendelse". På samme måde som Jesus i Bjergprædikenen taler om, at han "ikke er kommet for at nedbryde loven", men for at "fuldkommengøre" den. Bang-Møller og Reinholdt Rasmussen repræsenterer en teologi, der klart nok er genuint luthersk, men som har meget lidt, ja, faktisk intet med Paulus at gøre. Paulus taler ingen steder om lov i almindelighed, men altid specifikt om Moseloven. Og derfor giver det i relation til islam ingen mening at fiksere problemstillingen til lov- eller ikke-lovreligion.

Søren Krarup har længe lagt vægten på "kristenhedens" opgør med islam, og det er netop vejen frem. Det nytter ikke at fiksere problemstillingen til snævre lutherske formuleringer, som hverken Paulus eller kristenhedens andre konfessioner vil vedkende sig.

For selvfølgelig skal islam modsiges. Kraftigt og principielt. Når Peter Grønlykke og før ham Theodor Jørgensen tager voldsomt afstand fra enhver tendens til skarphed i forhold til islam, gør de sig elementært skyldige i en historisk misforståelse.

Islam er ikke en "anden religion", som man frit kan tage stilling til i fromme studiekredse. Ligesom sagen heller aldrig kan blive et spørgsmål om smag: "Hvad foretrækker De, lovreligion eller ikke-lovreligion?" Islam er et fundamentalt og direkte opgør med kristendom. Det er historisk set dens udgangspunkt.

Islamkritisk Netværks reaktion på islam er ikke svar på et uprovokeret angreb, men simpelthen et forsvar. Og forsvaret er ikke mindst adresseret til sådanne kristne, der med den moderne sentimentalitet i ryggen ikke vil se sandheden i øjnene: at islam med stor præcision tager opgøret med kristendommen netop i kristendommens centrum, i dens livsnerve. Islam er ikke alternative eller kompletterende synspunkter på Gud og Abraham, og hvad véd jeg.

Det er Kristus, det hele drejer sig om. Islam går lige til sagen. Den holder sig ikke til udenomsværkerne som en del kristne. Kristendommen bekender, at Gud i Kristus har forsonet sig med mennesket. Det er "forsoning", der sætter kristendommens tale om Gud. Gud som den "kærlige", som den "tilgivende". "Forsoning" udtrykker i kristendommen Guds væsen.

Islam er intet andet end en afvisning af denne tro. Islam afviser, at Gud har "tilgivet" mennesket. Den kristne islam-respekt forråder simpelthen det afgørende i kristendommen.

Selvfølgelig kan man dialogisere med muslimer om alle udenomsværkerne. Som for eksempel det akademiske begreb "gudsbegrebet". Men i kristendommen er Gud som begreb ikke hovedsagen. Det er det derimod, om Han har "tilgivet" det "syndige" menneske. Og det kan man vel strengt taget ikke samtale om. Ja, i det øjeblik, hvor man lægger sagen ud i et hvad mener du?-forum, er troen ophævet.

Der er i forholdet mellem kristendom og islam kun ét spørgsmål, der har mening: Tror du på Kristus, det vil sige på Guds tilgivelse og forsoning med det syndige menneske? Alt andet er ikke kristendom, men konversation. Og konversation er et spørgsmål om smag og behag. Det er Kristus ikke!