Af Kirsten Sarauw, Kronik i Kristeligt Dagblad, 2. Juli 2009.
I et indlæg her i avisen den 29. maj gør forfatteren Leif Hjernøe sig til varm talsmand for, at de irakiske asylsøgere skal få lov at forblive i Danmark. Hans argumentation munder ud i en appel til "at tænke nok så meget på den ånd, hvori vores love er udformet, som på ordlyden".
Som kristeligt belæg for et sådant nyt "åndeligt" fortolkningsprincip i vores retsvæsen anfører Leif Hjernøe et bibelcitat (2. Kor.3, 4-6), som munder ud i de berømte ord: "for bogstaven slår ihjel, men
ånden gør levende". Citatet udlægger Leif Hjernøe selv på følgende måde: "Ja, sådan bør det være mennesker imellem: Love er til for at kunne brydes når som helst, hvor de viser sig ikke at være til for menneskers skyld!"
En sådan fortolkning og brug af Paulus dækker måske i virkeligheden meget godt tankegangen hos de mange kristne støtter af pressionsgrupperne, som i disse måneder blandt andet via ulovlig kirkebesættelse arbejder for at få omstødt de lovlige myndigheders afgørelse af asylsøgernes sager.
Inden jeg går over til at se på, om Paulus-citatet nu også hjemler en moralsk ret og pligt for den kristne til at bryde samfundslovene, hvis de ikke er forenelige med ens "kristne menneskesyn", vil jeg lige forudskikke et par bemærkninger om vilkårene i et verdsligt, parlamentarisk og demokratisk retssamfund som det danske.
Her er love ikke til for "at brydes". Hvis der er love, man finder umenneskelige, så smøger man ærmerne op og går ind i politik eller benytter sin stemmeret. Love vedtages og ændres i Folketinget, som er den lovgivende forsamling her til lands. Kan der ikke blive flertal for ens anskuelser, ja, så må man bare blive ved at arbejde for sagen.
Men love er til for at holdes. Uanset om man er enig i dem eller ej. Det skal den udøvende magt sørge for - med sin lange arm. I modsat fald var der ikke tale om et retssamfund, men om det rene vilkårlige anarki eller despoti. Og så gad jeg godt se, hvor "menneskeligheden" bliver af. At tro, at man har ret til selvtægt, når bare man kan påberåbe sig en eller anden luftig, kristelig eller moderigtig "menneskelighed", er lige præcis det stof, som totalitære regimer er gjort af. Og det gælder, om man så aldrig så meget mener at kunne henvise til åndelige åbenbaringer om den sande kristelige menneskelighed. For hvem kan kontrollere åndens indgivelser?
Hvad det først og fremmest drejer sig om for Paulus, er menneskets personlige "frelse" og ikke et politisk program til kristelig legitimering af omstyrtelse af offentlig lov og orden. Paulus gør sig aldrig skyld i nogen form for slinger i kategorierne. Ét er samfundets lov og orden, et andet "et kristenmenneskes frihed". I Rom. 13, 1 hedder det om statsmagten: "Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig ?" Ifølge Paulus' tankegang er enhver statsmagt, barbarisk eller ej, indsat af Gud, altså en skabelsesordning, som er til for det syndige menneskes skyld, for at vi overhovedet kan leve sammen i samfundene i nogenlunde god ro og orden.
Hvad Paulus gerne polemiserer imod er sammenblandingen. Nemlig at gøre "loven", sådan som Moseloven (stentavlerne) var blevet opfattet blandt jøderne, til en eller anden slags himmelsk frelsesmiddel, hvormed man kan komme i salveten hos Vorherre på "dommens dag" - og få sin belønning gradueret alt efter sin dydighed, godhed og medmenneskelighed eller hvad. Altså loven (bogstaven) forstået som klatretræ til de himmelske gemakker slår ihjel, fordi den indebærer forestillingen om, at mennesket via sine gerninger kan arbejde sig op ad stigen til himmelsk salighed.
I det jødiske samfund var religion og politik ikke adskilt, og Paulus' sondring mellem menneskets personlige frelse og samfundslovene, i lighed med Jesu skelnen mellem Gud og kejseren, er fuldstændig grundlæggende for de kristnes forhold til en hvilken som helst samfundsmagt. Samfundets love står ved magt til deres brug, men de har ikke noget med et menneskes evige salighed at gøre. Det gudsrige, Jesus prædikede, var ikke af denne verden.
Hvorfor slår forestillingen om loven som frelsesmiddel et menneske ihjel? Fordi man aldrig kan være vis på at have gjort nok, i hvert fald ikke hvis man er nogenlunde sanddru. Altid må man futte rundt som en stundesløs og gøre godt i et evigt neurotisk kapløb med sig selv og andre om at være så god som mulig, mens man uafbrudt må rette øjnene mod sig selv og tage temperaturen på sin egen godhed. Det slår naturligvis al menneskelighed ihjel, såvel indadtil som udadtil, for alt gøres med henblik på opnåelse af den anerkendelse og kærlighed, som alle mennesker higer så voldsomt efter, altså for egen vindings skyld, ikke med henblik på næstens tarv.
Pointen i Jesu skærpelse af "loven" til det helt absurde og uopfyldelige er just den samme: at intet frelsesprogram kan tilrettelægges via gode gerninger. Alle falder igennem. Gerningsretfærdighed, som Luther kaldte det, er det "bogstav", som fører til død og fortabelse. Og det gør det, fordi frelses- og selvforbedringsprogrammer, som de gustne overlæg de er, får kærligheden til at forsvinde som dug for solen.
Hvad så med "den levendegørende ånd"? Hvordan skal den forstås? Det betyder ifølge Paulus, at mennesket frelses, sættes i frihed fra alskens gerningsretfærdighed og bagtanker alene ved troen, som heller ikke er en præstation, men skænkes os af Guds hellige ånd, hvor og når det passer Gud, som en akt af hans uendelige kærlighed og nåde.
Måske kunne det udlægges sådan her: Den livsmagt, som bærer os, ånder igennem os og levendegør vores liv, kan ingen usurpere til sit eget formål. Guds kærlighed har vi ganske gratis som det livsfundament, der frisætter os til at leve og elske. På den baggrund kan vi en gang imellem få lov til at opleve et møde med et andet menneske, hvor alle vore sædvanlige forsvar, fordomme, løgne og gustne overlæg er smeltet bort, og vi blot ser hinanden og gør hinanden godt, uden at den ene hånd ved, hvad den anden gør.
Sådanne øjeblikke opleves altid som en nåde, som vi med taknemmelighed tager imod. Her kan intet planlægges eller skrydes af bagefter. Alt er skjult for det nyfigne blik. Ingen vil kunne sige "se her eller se der". Det er den levendegørende ånd, som sætter mennesker i frihed fra alle godhedsprogrammers dødsspurt til oprettelse af himmeriget på jorden eller opnåelse af den evige salighed.
At kristne mennesker skulle kunne påberåbe sig et særligt fint åndeligt fortolkningsprincip af den verdslige lovgivning, der giver dem adkomst til at bryde enhver lov, som ikke lever op til deres subjektive forståelse af, hvad skal udlægges som "menneskelighed", er at ligne ved "sværmeriet" på Luthers tid, som han skrev et af sine mest krasbørstige skrifter imod.
"Sværmerne" - med præsten Thomas Müntzer i spidsen - mente også, at de i Helligåndens navn havde ret til at udrydde alle forhindringer, der stod deres opfattelse af "menneskelighed" i vejen, så godheden kunne etableres i denne verden som et dennesidigt himmerige. Af samme grund fik Müntzer et stort navn blandt senere marxister, som anså ham for en sand revolutionær. Hvilket giver en retningspil for, hvor vi havner, hvis vi misbruger Helligånden som et nyt åndeligt lovgivnings- og fortolkningsprincip: i et totalitært regime.
Må jeg modsætningsvist anbefale, at alle de gode kristelige viljer, som nu for tiden har så umådelig travlt med at demonstrere deres støjende næstekærlighed over for de irakiske asylsøgere, stiger ned fra deres høje farisæiske hest og accepterer de ufuldkomne demokratiske betingelser i vores land, som trods alt har skabt et mere menneskeligt samfund end de fleste andre steder i denne onde verden.