Af Kirsten Sarauw, Kristeligt Dagblad d. 10.12.2009.
- Til hr. Ramadan og resten af den forargede islamiske verden er der blot at sige: Fej først for egen dør, inden I håner europæernes angivelige "snæversyn" og "mistro", skriver Kirsten Sarauw.
I GLOBALT SET i Kristeligt Dagblad den 2. december tolker professor Tariq Ramadan udfaldet af den nylige folkeafstemning i Schweiz, hvor et flertal stemte for forbud mod minareter, som en "national modstand mod europæiske muslimers nye synlighed. Minareterne er blot et påskud."
Bedrøveligt nok, tænker jeg, at hr. Ramadan har fuldstændig ret. Minareterne blev - som de magtfulde symboler på islams tilstedeværelse, de er - virkelig et påskud for schweizerne til at vise deres bekymring over den voksende islamisering af deres land.
Ramadan har også ret i, at europæerne befinder sig i en identitetskrise, hvor spørgsmål om egne rødder og værdier samt bekymring for fremtiden er sat på dagsordenen lige over for den voldsomme (muslimske) migration. Ramadan ser den samme modstand overalt i Europa, hvor "islam er blevet sat i forbindelse med mange kontroversielle debatter - vold, ekstremisme, ytringsfrihed, kvindediskrimination og tvangsægteskaber?" og endvidere fremstilles som "en ekspansionistisk religion". Og han finder, at europæerne nærer en generel mistillid til muslimer.
Ramadans signalement af situationen er ganske præcist. Nu skal man ikke tro, at Tariq Ramadan viser nogen forståelse for europæernes bekymringer. Tværtimod er europæernes mistillid til muslimer blot og bar snæversynethed. Muslimer er mestendels velintegrerede, resten er bare fælles sociale problemer. Og han anklager de europæiske politikere for "at vige tilbage for enhver modig politik hen imod religiøs og kulturel pluralisme".
Stort set hele det politiske - og kirkelige - etablissement i Europa giver Ramadan medløb: Det schweiziske afstemningsresultat er diskriminerende, religionsfriheden truet, menneskerettighederne trådt under fode. Schweizerne bør bankes på plads. Menneskerettighedsdomstolen vil komme efter dem.
Klogere ville det nok være, om den herskende politiske klasse tog anledning af det schweiziske afstemningsresultat til omsider at aflægge sin magtfuldkomne arrogance og tage den voksende frustration i Europa alvorligt. Den elitære drøm om det multikulturelle paradis var aldrig et folkeligt og demokratisk projekt. Nu er det så sandhedens time. Schweizerne - og europæerne med dem - finder, at de multikulturelle lyksaligheder absolut er til at overse, mens de økonomiske, kulturelle og politiske omkostninger til gengæld er helt uoverskuelige. Den multikulturelle ideologi var og er en død sild.
Lader de ansvarlige politikere udviklingen fortsætte som hidtil, vil der være et flertal af muslimer i Europa i slutningen af det 21. århundrede. I forhold til de store masser ser det ikke ud til, at velintegrerede muslimer kommer til at fylde så meget, at det kan forhindre en balkanisering af hele Europa med stadig stigende vold, kriminalitet, raceuroligheder, formentlig også regulær borgerkrig som sandsynligt scenarium.
Til hr. Ramadan og resten af den forargede islamiske verden er der blot at sige: Fej først for egen dør, inden I håner europæernes angivelige "snæversyn" og "mistro". Vi har endnu til gode at se et ærligt opgør med den manglende religionsfrihed i islam, med uligheden, foragten for de "vantro", kvindeundertrykkelsen, politisk islam og sharia som samfundsmæssigt retssystem. Det er alt sammen uforeneligt med de europæiske frihedsværdier og det demokrati, som alle muslimer - minareter eller ej - nyder godt af her i Vesten. Indtil da må I finde jer i europæernes mistro. Den er velbegrundet, desværre.