Kritik af visse totalitære, inhumane og ikke mindst kvindeundertrykkende sider af den islamiske politisk-religiøse ideologi er ikke "anti-muslimsk", men til gavn for vore muslimer og deres ret til et ligeværdigt og velintegreret liv i Vesten.
KORT FØR JUL fremkom Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, i et interview på bloggen Snaphanen med nogle groft generaliserende udsagn om vold, voldtægt og incest i muslimske familier, som han virkelig fortjente at få på puklen for. Det fik han så. Og mere til.
Under ingen omstændigheder bør krænkende generaliseringer om grupper af mennesker finde sted. Det har Hedegaard da også beklaget og korrigeret. Men midt i den almindelige forargelse skal det ikke overses, at Hedegaard har peget på et alvorligt problem ikke bare for integrationen af muslimer i den moderne vestlige kultur, men for hele den muslimske verden, nemlig kvindernes manglende ligestilling og den udbredte vold mod kvinder og børn inden for den muslimske kulturkreds.
Det er naturligvis uomgængelig nødvendigt at fremlægge dokumentation for sine påstande, hvad Trykkefrihedsselskabets nettidsskrift Sappho efterfølgende også har gjort. Vi vil i det følgende supplere denne dokumentation, hvad angår Lars Hedegaards udtalelser om vold, voldtægt og seksuelt misbrug af kvinder og børn i muslimsk sammenhæng.
Den dansk-pakistanske forsker Anusheh Hussain anfører i en artikel om seksuelt misbrug af børn i Pakistan (1997), at selvom forskningen i seksuelle overgreb mod børn i Pakistan er begrænset, er det et udbredt praktiseret fænomen. Undersøgelser, foretaget i Punjab, viser, at 62,5 procent af børnene er blevet seksuelt krænket.
Hun mener, at disse krænkelser udspringer af den herskende kultur og forstærkes ved den generelle ubalance, der er i magtrelationerne mellem børn og voksne. Det er derfor ikke længere muligt at betragte seksuelle overgreb mod børn som "afvigende adfærd", der blot udøves af få "psykopater".
Det er Hussains opfattelse, at seksuelle krænkelser af børn er en konsekvens af en stærkt undertrykkende social orden, hvor den patriarkalske struktur samt hykleriske seksuelle normer understøtter udnyttelsen af de sårbare. På trods af at familien anses for at være ukrænkelig, er det netop i familien, langt de fleste krænkelser mod børn finder sted. Men det forties af hensyn til familieæren. Dette er årsagen til, at incest er den mindst rapporterede form for seksuel krænkelse.
En Amnesty International-rapport fra 2009 viser, at vold mod kvinder i Pakistan såvel i privatsfæren som i politiets varetægt er overordentlig bestialsk. Blot et enkelt eksempel er beskrivelsen af 24-årige Zainab Noor, hvis mand bandt hende og indførte en rødglødende jernstang i hendes underliv. Kvinder udsættes tillige for slaveri, kidnapning, syreangreb, tvangsægteskab, piskning og likvidering. En kvinde, der anmelder vold eller voldtægt, er i meget stor risiko for at blive mishandlet, tortureret og voldtaget af politiet.
KVINDERS VILKÅR ser ikke bedre ud i Iran, fremgår det af Human Rights Briefs (1994), hvor særligt skal nævnes den islamiske regel om, at jomfruer ikke må henrettes. Pigebørnene bliver derfor voldtaget inden henrettelsen. Heller ikke arabiske lande som Syrien, Libanon og Algeriet står ifølge den syriske forsker og forfatter Bhouthaina Shaabans egen livsberetning og hendes interview med en række muslimske kvinder (1988) tilbage for Pakistan og Iran, når det gælder grov fysisk og psykisk mishandling af kvinder. Og i Somalia kan kvinder, der går alene på gaden, risikere at blive voldtaget af såvel drenge som mænd. De kønslemlæstede kvinder åbnes med kniv før voldtægten, hvilket ikke sjældent medfører dødsfald på grund af blodtab og chok (www.loftsloret.dk).
I lande, hvor seksualitet er et tabuemne, og hvor kvinders underliv er prædestineret til børnefødsler og mandens seksuelle fornøjelse, er det betegnende, at det er denne del af kvindens krop, der især er målet for mænds vold. Man kan dårligt se bort fra, at den særlige kvindeforagt, som volden er et udtryk for, understøttes af den overordnede kulturs middelalderlige religiøse tradition. Talrige passager i såvel koran som hadith-litteraturen udtrykker kvindeforagt og tilskriver kvinder en underordnet status. Manden har således ret til at slå kvinder og kræve total lydighed, mens det er kvindens religiøse pligt altid at stå seksuelt til rådighed for manden (for eksempel Sura 2, 282; 4, 34; 2, 223).
Overgreb på kvinder og børn accepteres ikke i de vestlige lande. Det hindrer dog ikke, at den magt og kontrol over kvinder, som er mænds privilegium i hjemlandet, stadig praktiseres i en del patriarkalske, muslimske familier i Vesten. Hvor stort omfanget af misbruget er herhjemme, kan der ikke sættes tal på. Der findes ingen undersøgelser, og det vil være ret vanskeligt at sætte omfangsundersøgelser i værk, da misbruget er fortiet og dybt tabuiseret.
Vi må indtil videre henholde os til de få eksisterende undersøgelser af forholdene i oprindelseslandene som retningspil også for visse muslimske indvandrermiljøer herhjemme. Årsstatistikkerne fra krisecentrenes landsorganisation (LOKK) viser i hvert fald en tendens i retning af en overrepræsentation af muslimske kvinder.
Muslimske kvinder, der i Danmark henvender sig for at få hjælp på Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre (Årsrapport 2003), udtrykker især frygt for familiens reaktion. Den strengt håndhævede kønssegregering kræver, at ubeslægtede kvinder og mænd aldrig er alene sammen. Dermed er det kvindens ansvar, at hun har bragt sig i en situation, hvor en mand kan forgribe sig på hende.
AT ANMELDE EN VOLDTÆGT kræver derfor stort mod. De fleste voldtægter er omgærdet af den dybeste tavshed. Når overgrebene endelig erkendes, afvises det også gerne, at de har noget at gøre med islam. Ikke desto mindre må vi erklære os enige i den tysk-tyrkiske advokat Seyran Ates' udtalelse (FrontPage 2005) om, at hun som advokat for kvinder, der har været udsat for overgreb, må forholde sig til den islam, der eksisterer, og som er fortolket af mænd.
Når vesterlændinge bagatelliserer den muslimske kulturs kvindeundertrykkelse eller mener, at vi ikke skal "blande" os, så er det udtryk for en kynisk nedladenhed, der vil prisgive nogle af vore muslimske kvinder og børn til en grænseløs lidelse, som man aldrig ville tolerere overgik ens egne kvinder og børn. Som en ung, tvangsgift, voldtaget kvinde siger: "Jeg kan ikke forstå, at der er danskere, som er så blåøjede, at de (...) tager hensyn til de traditioner, som skader kvinder. De ville vel ikke tillade det, hvis det var danske kvinder, det gik ud over?" (www.loftsloret.dk).
Ligeledes må man betegne det som en slags "herrefolks-racisme", når Red Barnet i Sverige slettede visse "stigmatiserende" afsnit i en rapport omhandlende æresrelateret vold, ægteskaber og sexudnyttelse i Mellemøsten, udarbejdet af den svenske forsker Pernilla Ouis, som på det tidspunkt selv var muslim. Hendes konklusioner (lagt på nettet 2008), som Red Barnet ville fortie – i enestående ligegyldighed med ofrene – svarede ret nøje til konklusionerne i de ovenfor refererede rapporter.
Det demokratiske og humane samfund, vi roser os sådan af, bør behandle alle sine borgere inkluderende og på lige fod, herunder komme lidende mennesker til hjælp uanset deres oprindelige kulturelle eller religiøse tilhørsforhold. Derfor er det nødvendigt at aflægge al berøringsangst og redeligt sætte sig ind i realiteterne. Kritik af visse totalitære, inhumane og ikke mindst kvindeundertrykkende sider af den islamiske politisk-religiøse ideologi samt af adfærd og normer, som knytter sig til denne ideologi, er ikke "anti-muslimsk", som det gang på gang forlyder i den offentlige debat. Den er til gavn for vore muslimer og deres ret til et ligeværdigt og velintegreret liv i Vesten.
--------------------------------------------------------------------------------------
Af Muslimsk kvinde, Mehtap Ören (22/01/2010):
Der er fejl i Koran-henvisningerne i denne artikel.
Kære brødre og søstre, jeg har slået de vers op som artiklen mener giver mænd "ret til at slå kvinder og kræve total lydighed, mens det er kvindens religiøse pligt altid at stå seksuelt til rådighed for manden", og det første vers handler slet ikke om emnet, og de andre vers er misforstået, så vidt jeg kan se. Så jeg vil inshaAllah skrive et indlæg på Kristeligt Dagblads hjemmeside for at gøre opmærksom herpå, evt. også finde forfatternes mailadresser for at gøre dem opmærksomme på fejlen, men jeg ville først lade jer læse mit svar igennem for at være sikker på at jeg ikke siger noget forkert (er stadig ny i islam). Så jeg ville værdsætte det hvis I kunne komme med jeres rettelser/kommentarer hurtigst muligt så vi kan få gjort opmærksom herpå. Såvidt jeg kan se er der ingen kommentarer på artiklen desværre. Her følger min forestilling om hvad jeg vil skrive i indlægget (på forhånd tak):Må fred være med jer. Jeg vil gerne gøre læserne af denne artikel opmærksomme på, at der er en fejl i Koran-henvisningerne i artiklen. Der skrives at der i kapitel 2:282, 4:34 og 2:223 siges at mænd har "ret til at slå kvinder og kræve total lydighed, mens det er kvindens religiøse pligt altid at stå seksuelt til rådighed for manden". Dette er ikke korrekt.
Kapitel 2 vers 282 siger (taget fra Ellen Wulffs oversættelse):
"I, der tror! Hvis I låner penge fra hinanden med en bestemt tidsfrist, så skriv det ned! Lad en skriver skrive jeres mellemværende ned, uvildigt. Ingen skriver må nægte at skrive, sådan som Gud har lært ham det. Han skal skrive, og skyldneren skal diktere! Han skal frygte Gud, sin Herre, og ikke trække noget fra! Hvis skyldneren er svagt begavet eller mindreårig eller ude af stand til selv at diktere, skal hans værge diktere, uvildigt! Tilkald to af jeres mænd som vidner! Hvis det ikke kan blive to mænd, så én mand og to kvinder, som I kan godtage som vidner, således at hvis den ene af de to skulle fejle, så kan den anden påminde hende. Vidnerne må ikke undslå sig, når de bliver opfordret. I må ikke, selvom det keder jer, undlade at skrive det ned, hvad enten det er stort eller småt, indtil fristens udløb! Dette er det mest retfærdige i Guds øjne, det mest retsindige for vidnesbyrdet og det, der bedst kan fjerne jeres tvivl. Men hvis det drejer sig om en forhåndenværende vare, som I har i omløb imellem jer, begår I ingen overtrædelse, hvis I ikke skriver det ned. Tag vidner, når I slutter en handel! Hverken skriver eller vidne må forulempes. Hvis I gør det, er det en gudløshed ved jer. Frygt Gud! Gud giver jer viden. Gud er vidende om alt."
Som vi kan se handler dette vers slet ikke om de ting artiklen påstår, men om detaljerne omkring lån/gæld. At der som vidne kræves to kvinder til at erstatte én mand skal ikke betragtes som at kvinden er mindre værd end manden. Overfor Gud er både mand og kvinde ens, blot har de forskellige ansvarsområder, rettigheder, pligter, styrker og svagheder. Hvis jeg skulle prøve på at forklare overfor mig selv hvorfor der skal to kvinder til at erstatte én mand i vidnesager behøver jeg blot at tænke tilbage på de gange jeg har genfortalt en hændelse/anekdote, hvor jeg som kvinde ofte har haft et andet forkus end den/de mandlige deltager i hændelsen, ofte pga min opfattelse som er farvet af mine følelser, og derfor er gået glip af andre aspekter af hændelsen, hvor endda en anden kvindelig deltager har hjulpet min hukommelse på vej, andre gange har en anden kvindelig deltagers stykker af erindring om en hændelse været de mangler der har været i min egen for at kunne erindre den korrekte rækkefælge af hændelser.. Desuden har jeg intet problem med at acceptere dette da det jo er Gud der har skabt os alle, vi er lige men med forskellige muligheder/talenter, og jeg mener at alt hvad Gud har bestemt for mig at leve efter er i min bedste interesse, dette er jo essensen i at tro på og tilbede sin Skaber. Jeg mener slet ikke at det skal tages som en nedgørelse, degradering eller undertrykkelse at man skal være to kvinder om at erindre korrekt, og der bliver i rig omfang taget hensyn til kvinden på mange andre måder i islam. At visse psykopater så bruger disse vers som undskyldning for at komme af med sine aggressioner på sin kone er jo selvfølgelig både forkasteligt og forkert.
Kapitel 4:34 siger:
"Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Gud er ophøjet og stor."
Her er tale om når kvinden er "genstridig" som er Ellen Wulffs oversættelse af det arabiske ord "nushuz". Hermed menes ikke at man skal straffe kvinden når hun fx ikke indvilliger i fysisk samvær, men hvordan manden skal håndtere det hvis hans kone går over stregen og er ond eller handler forkert. I islam er det at gå over stregen når man flirter med andre mænd eller hvis man bagtaler nogen bare for at give et eksempel. Eller hvis hun drikker alkohol eller slår sine børn, alt hvad islam forbyder. Men det kan jo også bruges i situationer hvor kvinden fx er blevet hysterisk. Har vi ikke alle set hvordan kvinder kan opføre sig i reality shows som "Bridezillas", hvor vi får et indblik i den vordende bruds makker og hysteriske anfald blot fordi brudekjolen ikke passer som den skulle eller blomsterne er forsinkede etc. Her anbefaler Gud at manden (som jo er den nærmeste til kvinden og derfor også er den der først bør tage hånd om sagen) at manden først skal formane, altså snakke til hende, forklare, bede hende om at holde op med hvad det nu er hun har gang i. Hvis hun så stadig ikke kommer til fornuft skal han "lade alene i sengen", altså tage sin dyne og pude og gå ind på sofaen istedet, eller ihvertfald vende hende ryggen hvis hun ønsker opmærksomhed/kærtegn. Forestil jer det, hvis man elsker sin mand er det jo nederen at han er kold overfor éns tilnærmelser, man bliver såret, og denne sårede sindstilstand er jo ofte en god måde at få nogen til at stoppe op og tænke over hvad man har gjort galt. Når nogen har såret mig bliver jeg selvfølgelig også vred og indelukket. Men når den første vrede har lagt sig (man kan jo altid bede Gud om hjælp hertil) bør man jo lige tænke lidt over om man har fortjent det. Og hvordan finder man ud af dette? Altså, hvis jeg siger at jeg tror på Gud og islam, så er det jo forholdsvis let at tænke sig til at jeg bør læse i Koranen og i profetens (fred være med ham) overleverede sædvane (profeten Muhammed er ifølge Guds ord i Koranen vores eksempel til efterfølgelse da han er blevet "oplyst" af Gud) hvad der siges om den problematik jeg sidder i for at kunne rette mig efter den vejledning som Skaberen jeg tror på har givet mig, dette er jo blandt andet hvad tilbedelse af en Skaber går ud på. Så er det nemlig at jeg nok vil opdage, at min mand havde ret i at være kold overfor mig, og jeg kan bede om tilgivelse, og alt kan blive fryd og gammen igen. Men hvis jeg er en stædig person, eller hvis jeg stadig er i mine følelsers vold og (stadig) ikke er modtagelig overfor logik/pædagogik, så anbefales min mand at "slå" mig, ifølge Ellen Wulffs oversættelse. Det arabiske ord for det er "idrib" som desværre ikke bliver oversat fuldstændigt, én af ordets betydninger kan oversættes til at slå, men når der andre steder i Koranen nævnes noget om at slå er det andre (arabiske) ord der bliver brugt. Derfor ledes man til at kigge på den næste forklaring i rækken af ordets betydninger, som er "at gå væk" (ifølge Dr Laleh Bakhtiar, tidligere underviser i Islam ved University of Chicago, skolet i sufisme som er en slags islamisk mysticisme) eller "at skubbe væk" (ifølge Siham Serry, professor i arabisk på Cairos Universitet). Beviserne for dette er, at profeten jo antages at være retledt og adlyder Gud. Og vi ved fra overleveringerne at han (fred være med ham) aldrig slog sine koner, men forlod dem ved uoverensstemmelser, og vendte tilbage senere for at prøve igen. Hvis ordet "idrib" havde betydet at slå, så ville profeten jo gå imod Guds regler når han gik sin vej ved uoverensstemmelser mener Dr. Bakhtiar. Der er overleveringer fra profeten (må fred være med ham) om hvordan det skal foregå hvis en mand er nødsaget til at irettesætte sin kone fysisk, hvis alle de ovenstående trin ikke har virket. Dette trin er jo kun relevant hvis kvinden virkelig har gjort noget forkert, fx været utro. Og som profeten har forklaret det må manden aldrig slå hende i ansigtet eller andre sårbare steder, og aldrig så hårdt at hun får mærker. Dette også fordi ægteparret bør skjule deres problemer fra omverdenen, for hvis der er tale om noget rigtig grimt hun har gjort, så er det jo i hendes egen interesse at andre ikke opdager hendes fejl/uheld. Psykotiske/psykisk syge mænd vil selvfølgelig nok bruge dette som forsvar for deres voldshandlinger, og dette er selvfølgelig forkert, men dette vers behøver ikke kun at handle om alt dette, man kan sagtens forestille sig en kvinde gå i chok over noget, blive hysterisk eller psykotisk, og i disse situationer kan det nogen gange hjælpe at "ryste" personen ud af det.
Kapitel 2, vers 223 siger:
"Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil. Læg op til jer selv, og frygt Gud! I skal vide, at I vil møde Ham engang. Bring det gode budskab til de troende!"
I verset inden (222) siger Gud: "Og de spørger dig angående menstruationen. Sig til dem at det er skadeligt for jer at have samleje under kvindens menstruation (...)". Altså har profeten henvendt sig til Gud fordi folket har spurgt profeten om hvordan man skal forholde sig til kvindens månedlige cyklus i samværet. I vers 222 forklarer Gud hvorledes man ikke bør have samvær, altså aldrig under kvindens menstruation og aldrig analt da det er skadeligt, og så kommer vers 223 hvormed der siges, at ellers må man gøre det som man vil, forstået på denne måde at der ikke er mærkelige begrænsninger. De diskussioner der fandt sted omkring åbenbaringen af disse vers var blandt jøderne, de kristne og profeten (fred være med ham). Jøderne siges at sende deres menstruerende kvinder bort da de blev betragtet som urene, de kristne havde samleje under menstruation. Og Gud gjorde det klart at ja, der skal ikke være samleje under menstruationen da det er skadeligt (det understøtter lægevidenskaben idag, der kan opstå alvorlige komplikationer for kvinden), men kvinden er ikke "uren", profeten har forklaret at man gerne må "hygge sammen" så længe der ikke er samleje. At kvinden bliver sammenlignet med pløjejord kan måske bl.a. forklares på denne måde: Hvad er pløjejord? Det er et stykke land som en landmand må så frø på så han kan få sit levebrød. Han kan så selv bestemme om han vil plante agurker eller tomater. Men uanset hvad han vælger at plante, så kræver det at han har viden om vejrforhold, vækstvilkår, pleje/gødning, og høstning, viden som han skal lytte opmærksomt efter for at lære. Alt har sin rækkefølge og tid, og hvis han gør noget forkert kan det gå galt. Hvis man overfører dette til soveværelset, så er det da rart at vide, at manden skal være opmærksom på kvinden. Profetens (fred være med ham) forklaringer til soveværelset indeholder netop også opmærksomhed, forsigtighed, blidhed og kærtegn og tilfredsstillelse af kvindens behov først. I vore dage svarer det til at manden og kvinden selv bestemmer om de er til lak og læder (undskyld udtrykket) eller det romantiske, eller begge for den sags skyld. Der findes i nogle islamiske bøger beskrivelser af, at manden skal huske at kærtegne sin kone mm. - og ligefrem eksempler på, hvad han bør huske at gøre, f.eks. at han skal tage sig tid med hende indtil hun er "klar", og at profeten plejede at kysse sine koner farvel inden han gik ud af huset.
Jeg kan godt se hvordan fokus bliver flyttet pga voldelige menneskers handlinger, men i virkeligheden kan man jo egentlig godt se at alle de vers og profetens ytringer ikke er tyranni eller terrorisme, men påbud, forbud og anbefalinger til livet, og med dagens videnskab finder vi mere og mere belæg for disse. Her i landet lærer vi disse vers og ytringer at kende via de forkerte handlinger fra andre kulturer, og dette er en skam, men i vores egen kultur finder vi god basis for forståelse af disse. I islam benævnes tiden inden islam som "uvidenhedens tid", og menneskene blev oplyst med Guds vejledning. De kvinder der lider uretfærdigt i de lande hvor man forsvarer det med religion har det hårdt, og vi må gøre vores bedste for at hjælpe dem, må Allah (Gud) hjælpe os med dette.
For at læse mere om de videnskabelige fakta der understøtter islams sandhed kan I kigge på scienceislam.com hvor bl.a. fosterets udviklingsstadier, bjergenes geologiske anatomi og universets skabelse af "tåge" osv allerede benævnes i Koranen i en tid hvor der teknologisk ingen værktøjer var til overhovedet at komme med disse slags tanker, og læse om de professorer der bekender sig til islam efter at have læst dette.
---------------------------------------------------------------------------------------
Svar til Mehtap Ören [Re: Muslimsk kvinde]
Af Britta Mogensen og Kirsten Sarauw (01-02-2010)
I et indlæg (22/1 2010) på KD's hjemmeside imødegår Mehtap Ören, at koranen og hadith-litteraturen skulle understøtte kvindeundertrykkende holdninger, som vi i en kronik i KD ( 14/1 2010) har hævdet. Hun afviser, at de eksempler fra koranen (Sura 2,282; 4,34; 2,223), vi anfører, kan tolkes i den retning.
Allerførst for god ordens skyld: Der er ingen fejl i vores henvisninger. Sura 2,282 er naturligvis kun nævnt, fordi den gør det klart, at kvinders vidnesbyrd iflg. koranen er halvt så meget værd som mandens.
Mehtap Örens hovedargument synes at være, at "islams sandhed" skulle være understøttet af "dagens videnskab"(hvad det så siden betyder?), hvorfor Muhammeds påbud, forbud og anbefalinger ikke skal forstås som tyranni eller opfordring til vold (terrorisme), men som leveregler, der tager højde for mandens og kvindens - videnskabeligt beviste - forskellige naturer.
Efter at have gennemlæst Mehtap Örens udredninger kan vi herefter konstatere, at hun fastholder Muhammeds belæringer om: 1) at kvinders vidnesbyrd kun er halvt så meget værd som mandens, fordi kvinden er psykisk og følelsesmæssigt labil og ikke husker så godt; 2) at mænd fra naturens hånd står over kvinder og derfor har ret til at kræve lydighed; 3) at manden har lov til at revse kvinden, hvis hun viser sig "genstridig", hvilket tolkes moralsk om kvindens onde og grænseoverskridende opførsel eller hendes hysteri og stædighed, som også skulle være noget særligt kvindeligt. Her er det så en vis lettelse at erfare, at manden ikke må slå sin(e) kone(r) i ansigtet eller efterlade ar, når han "er nødsaget til at irettesætte sin kone fysisk", først og fremmest - kan vi forstå - for at andre ikke skal få nys om, hvad der foregår.
Endvidere redegør Mehtap Ören for, at koranens forbud mod sex under menstruationen intet skulle have at gøre med religiøse renhedsforskrifter, men være dikteret af Muhammeds kvindevenlige og videnskabelige indstilling og udelukkende dreje sig om hensynet til kvindens sundhed. Men bortset fra det, kan en mand så 'pløje' sin(e) hustru(er) som han lyster, hvad enten han nu ønsker at høste "tomater eller agurker". At Muhammed kalder kvinden 'en pløjemark', bliver i Mehtap Örens fortolkning til, at manden skal tage hensyn til pløjejordens beskaffenhed for at få et godt udbytte.
Vi er fuldt på det rene med, at Mehtap Ören, ifølge Koranen, regner alle ikke-islamiske kulturer for tilhørende "uvidenhedens tid", hvorfor hun næppe vil godtage videnskabelig metode og kritisk tænkning, derunder religionskritik, som den er udviklet i Vesten - bortset altså fra den del af "dagens videnskab", som menes at understøtte islam. Ikke desto mindre bliver vi nødt til at anholde det uredelige fortolkningscirkus, som hun i lighed med mange andre muslimer roder sig ud i for at redde koranen og hadith-litteraturens absolutte autoritet i en moderne verden ved at ændre og fortie historiske fakta og indlæse 'videnskabelige' resultater og andet godt i de gamle tekster. Det er ikke i overensstemmelse med den historiske virkelighed eller med ulemas (muslimske retslærdes) gængse fortolkningspraksis. Således er eksempelvis "genstridig"(nushuz) i 'mainstream- islam' historisk blevet forstået som seksuel afvisning af manden, ligesom koranens forbud mod samleje under menstruation har alt med religiøse renhedsforskrifter og intet med hensyn til kvindens sundhed at gøre (eks: Sura 4,43; 5,6). Det samme gælder koranens middelalderlige kvindesyn, som overalt i den muslimske verden bruges til at legitimere kvindeundertrykkelse og vold (yderligere eksempler: Sura 2,178; 2,228; 4,11; 4,15; 24,6-9; 33,32; 33,50-51; 33,53; 33,59; 43,17). Krisecentrene i Danmark kan desværre også bevidne, at bestemmelsen om ikke at efterlade synlige mærker på kvinderne ved såkaldt "fysisk irettesættelse", aldeles ikke efterleves i virkelighedens verden.
Mere hæderligt ville det være, hvis moderne muslimer tog et direkte opgør med den del af sharia, som vedrører samfund og politik, derunder kvindepolitik, og som hører hjemme i en helt anden, uhyre rå, voldelig og kvindeforagtende historisk tidsalder. Det opgør er der heldigvis liberale muslimer, der tager på sig, desværre ofte med store personlige omkostninger (dødstrusler) til følge. Vi efterlyser et sådant opgør, først og fremmest hos alle de veluddannede muslimske kvinder, som er bosat i Vesten og nyder godt af den ligestilling, frihed, mulighed for uddannelse og velfærdsgoder, som er Vestens enestående tilbud til alle sine borgere.
Debatten kan også ses: her.