Af Adam S. Francisco (note 1).
Nedenstående er oversat pga. dens klare fremstilling af islamisk teologi og hvilke konsekvenser det har for muslimers muligheder for at forstå og indgå i samtale med andre religioner og trossamfund.
Islam er - og vil altid være - én af kristendommens største udfordringer(note 2). Der er selvfølgelig andre påtrængende udfordringer, men uanset hvordan man prioriterer dem, bør islam stå højt placeret på listen. Det er der mange grunde til. Demografi, økonomi og geopolitik spiller
alle en vigtig rolle(note 3), - men udover fra de mange spørgsmål de rejser, så er der en dybere grund, som kun langsomt begynder at løfte sit fæle ansigt(note 4): islamisk teologi.
Det kan lyde ekstravagant eller overspændt, men tænk på følgende: islam markedsføres som en fredelig altomfattende religion, som understøttes af naturlig og rationel teologi. Endvidere fremfører islam sig i stadig højere grad som et korrektiv til excesser og innovationer, som har fundet vej til kristendommen. For ganske nylig har muslimske apologeter citeret vestlig videnskab - lige fra Walter Bauers Orthodoxy and Heresy in Earliest Christianity [Rettroenhed og kætteri i den tidligste kristendom] til Bart Ehrmans Misquoting Jesus [Fejlcitering af Jesus] - for at støtte disse teser. Derfor, som Abdul Saleeb udtrykker det, har muslimer ..... en stærk følelse af intellektuel berettigelse i deres afvisning af ortodoks kristendom. De kan pege på det faktum, at de teologiske udfordringer de har givet kristendommen i det meste af islams historie, er blevet gentaget i den vestlige liberale tradition i de sidste mindst tohundrede års bibelske studier(note 5).
Det er absolut nødvendigt, som forberedelse til de uundgåelige møder med islam, at være fortrolig med islams underliggende teologi. Ikke at være det, skrev Robert W. Yarbrough, 'er en strategisk fejl', for det vil sikre et fuldstændig utilstrækkeligt og - i bedste fald - flovt svar fra kristnes side, når de møder en 'religiøs fremtid, som til en vis grad allerede er her'. Yarbrough tilføjer, - og det er skrevet for næsten 20 år siden, - at det muligvis er 'en [fremtid], som måske indbefatter et forsøg på at gentage de arabiske erobringer i det syvende og ottende århundrede'(note 6).
De seneste begivenheder tyder på, at Yarbroughs ord var profetiske. Ikke i den forstand, at der for tiden skulle finde et organiseret forsøg sted, fra en selvstændig arabisk stat, på at løbe de Forenede Stater over ende. Dette er ikke en gen-skabelse af de 4 kaliffers (632-661) og ummayadernes (661-750) hastigt voksende arabiske imperium.
Der er ganske vist voldelige ikke-statslige aktører - med Al-Qaeda som den mest berygtede - som har dette som deres langsigtede mål(note 7). Der er også andre, inden for selve de Forenede Stater, som med ikke-voldelige midler arbejder på en gradvis islamisering af Amerika(note 8). Men pointen [her] er: islam og islamisk teologi er kommet for at blive.
Det viser alene de demografiske fakta. For 20 år siden, da Yarbrough stillede krav til kristne om at være opmærksomme på den islamiske teologi, var der omkring 500 millioner muslimer i verden. I dag er der over 1,3 milliard. I de Forenede Stater, hvor der for 20 år siden var mindre end 30 moskeer(note 9), er der nu over 2000. I Canada er der nu flere muslimske teenagere end der er protestantiske. Og det er i lyset af alt dette, at islams teologi må tages alvorligt, da den er blevet særdeles relevant.
Så: hvad er islam? Ordet selv kommer fra den arabiske rod salam, som oprindeligt betyder underkastelse under Allah, den evige, ikke-skabte og (essentielt og personligt) éne [singulære] skaber (Koranen 112:1-4 )(note 10). Et menneske eller et fænomen som befinder sig i en tilstand af underkastelse eller lydighed overfor [Allah] er, - med verbet salam i kort tillægsform [perf.participium], - en muslim [en underkastet, undergiven].
Skønt disse udtryk ikke findes i de historiske kilder før i det syvende århundrede(note 11), så anser muslimer ikke deres religion for udelukkende at være opstået på dette [givne] tidspunkt i Arabien. De betragter ikke deres tro, - sådan som de fleste leksikon-artikler vil beskrive det, - som den yngste af de monoteistiske religioner. Muslimer mener at islam, som en religiøs holdning karakteriseret ved underkastelse under skaberen, derfor [også] har eksisteret siden skabelsen. [Islam] beskrives faktisk ofte som en naturlig religion(note 12).
For muslimer er islam den [eneste] naturlige religion (din al-fitra [fitra: natur, naturligt anlæg, naturlig tilstand]): den religion, som af Allah blev indarbejdet i selve skabelsen. Den indflydelsesrige muslimske ideolog Sayyid Abul Ala Maududi (1903-1979 [sunni, pakistansk teolog, journalist, politiker]) hævdede lige ud, at hele naturen bevidner dette faktum. Han skrev:Enhver kan se, at det univers vi lever i, er et regelbundet univers. Der er lov og orden mellem alle dele som dette univers består af. Alt er tilforordnet en plads i den storslåede orden og bevæger sig, pragtfuldt og forunderligt virkende, .... Denne mægtige, alt-gennemtrængende lov, som styrer alle dele af universet, fra de fineste støvfnug til de storslåede galakser i de høje himle, er Guds, universets skaber og herskers, lov. Da hele skabelsen adlyder Guds lov, så følger hele universet bogstaveligt talt religionen islam - for islam betyder ikke andet end lydighed og underkastelse under Allah, universets Herre(note 13).
Dette er præcist hvad koranen hævder. Allah åbenbarer sig selv gennem vidnesbyrd eller tegn (ayat), som, udover at bevidne [Allahs] eksistens, 'manifesterer alt hvad vi behøver at vide om Gud og om vores rette plads i forhold til Gud'.(note 14) Islams hovedanliggende er derfor menneskets underkastelse under Allah.
Problemet med mennesker er, at mænd og kvinder, til forskel fra den øvrige skabning, har et vist mål af fri vilje. Det meste af skabningen er tvunget til at underkaste sig universets love og dermed underkaster den sig gud. Men mennesker har fået 'tanke-, valg- og handlefrihed'(note 15), men - af en eller anden grund - har [Allahs] tegn [ayat] for det meste ikke selv kunnet fremkalde det rette passende svar fra mennesker'(note 16). Dette skyldes ikke en - menneskene iboende - fordærvet moralsk status, for der er ingen forestilling om arvesynd [syndefald] i islam(note 17).
Der er et fald, men det er et bogstaveligt fald fra himlen til jorden. Historien lyder som følger: Da Allah skabte kosmos, hvilket skete i løbet af seks dage (koranen 7,54 )(note 18), opstod der et skænderi, da han informerede englene om sin hensigt: at skabe mennesket som jordisk repræsentant - khalifa (hvorfra ordet 'kalif' stammer) - for sin autoritet. Englene betvivlede visdommen heri og spurgte ham hvorfor han ville overlade sin autoritet til mennesker, når han nu vidste at de, med kombinationen af deres frie vilje og deres ufuldkommenhed, ville have hang til fordærv og blodsudgydelse. Men Allah havde bestemt sig og hans svar til englene var kort og afmålt: 'Jeg ved det, som I ikke ved' (koranen 2:30(note 19)).
Allah udstyrede menneskeheden med mere end blot jordisk autoritet. Han beordrede også, at englene skulle bøje sig ned for Adam og Eva. Da de ikke har en fri vilje fulgte de Allahs bud, skønt de ikke kunne lide det.
Men en jinn (en ulegemlig skabning med fri vilje), som var blevet budt velkommen i englenes skare, gjorde oprør, idet han gjorde gældende, at han skulle regnes for et højere væsen end menneskene (7,11-12)(note 20). Navnet på denne jinn var Iblis. Efter at være faldet i unåde hos Allah fik han titlen Satan, men først efter at Allah havde betegnet ham som den der ville arbejde for at bedrage menneskeheden (17,61-65)(note 21).
Og bedrage menneskeheden, det gjorde han. Koranen forklarer, at efter skabelsen af Adam og Eva placerede Allah dem i en have og forbød dem én ting: at spise frugten af et bestemt træ. Men Satan begyndte at friste dem, idet han sagde, at Allah kun havde forbudt dem at spise af det, fordi han ville forhindre dem i at blive udødelige ligesom englene. I tillid til Satans løgne spiste de og 'forårsagede [dermed] deres fald'.
Senere krævede Allah Adam og Eva til regnskab og spurgte dem, hvorfor de var bukket under for Satans fristelser. Parret svarede: 'Herre! Vi har handlet uret mod os selv! Hvis Du ikke tilgiver os og forbarmer Dig over os, vil vi være blandt de fortabte.' Allah gav svar og sagde: 'Stig ned! . . . På jorden skal I have et opholdssted og nyde livet for en tid . . . På den skal I leve, og på den skal I dø, og af den skal I engang oprejses.' (7,19-25)(note 22)
Der er her et indirekte løfte om evigt liv. Adam og Eva fik at vide, at selv om de havde været ulydige mod Allah, vil de blive oprejst fra de døde, ligesom også deres efterkommere vil. Hvordan vil dette ske? Allah forklarer: 'Måske lader de sig påminde' (7,26)(note 23).
For at oplyse menneskenes tanke, hjælpe dem til ikke at gøre ondt og undgå ulydighed, lærer koranen, at Allah har sendt profeter og budbringere for at advare menneskene, belære dem om konsekvenserne af en sådan ulydighed og tydeliggøre dem Allahs tegn i naturen. Den første af disse profeter var Adam. Efter at han var udstødt af haven tilgav Allah ham og åbenbarede det, som koranen kalder 'retledning' for ham (2,37-38)(note 24). Denne 'retledning', forklarer Tariq Ramadan, 'er den række af Åbenbaringer som kom gennem hele menneskehedens historie'(note 25). Denne giver de nødvendige oplysninger, som man behøver for at underkaste sig Allah fuldstændigt og derigennem overvinde det onde.
Et af kernemotiverne i den islamiske lære om profeterne er den overbevisning, at islams budskab er blevet overleveret fra Adams tid, videre gennem Abraham, Moses, David, Jesus og en hel hær af andre profeter frem til Muhammeds tid. Hver af dem var kaldet til at bekræfte, fuldende og - hvis der var blevet fusket med den foregående profets budskab - korrigere og genoprette budskabet i dets rene skikkelse.
Koranens budskab er derfor - det må understreges - ikke, at der er tre, hinanden efterfølgende, monoteistiske religioner (jødedom, kristendom og så islam), men at hver eneste profet prædikede den samme religion gennem hele menneskehedens historie. Følgelig, ifølge islam, 'fornyede [Muhammed blot] Adams, Noas, Moses', Arons [og] Jesu lære', samtidigt med at han 'bragte flere detaljer ind i dem'(note 26).
Derfor skrev Ibn Tamiyya [1263-1328], en af de mest indflydelsesrige, klassiske muslimske lærde, i sin polemik mod kristendommen, Al-Jawab al-Sahih ['Det rette svar (til dem som har forfalsket Messias' lære)']: 'Muslimer er de som følger Kristus', Moses', Abrahams og alle de øvrige budbringeres religion'(note 27). Kristendom og jødedom anses i traditionel muslimsk teologi ikke for at være legitime teologiske forløbere for, men for at være teologiske afvigelser fra islam(note 28).
Dette tema [tese], om en sammenhængende evig teologi, er fremtrædende i koranen. Den tillægger endda nogle af disse profeter skrifter, som, i hvert fald af navn, er os bekendte. For eksempel står der i koranen, 3,3-4: 'Han har sendt Skriften med sandheden ned til dig til bekræftelse af det, der var før den. Han har sendt Toraen og Evangeliet ned tidligere, som en retledning for menneskene.'
Dette og andre afsnit [i koranen], som handler om forholdet mellem koranen og de jødiske og kristne skrifter, har tvunget muslimske apologeter [forsvarere for islam] til at udvikle teorier, som forklarer forskellene imellem [disse skrifter]. Ét synspunkt er, at toraen(note 29) og evangelierne grundlæggende [må betragtes som] forsvundne bøger og at de ikke er identiske med toraen og evangelierne i det gamle og det nye testamente. En anden teori forklarer, at koranen bekræfter hvad der står i toraen og evangelierne, men forfægter at jøder og kristne har uddraget unaturlige betydninger af teksterne. For eksempel - siges det - er 5.mosebog 18,18 ['jeg vil af deres egen midte lade en profet som dig fremstå for dem . . .'] blevet fortolket forkert, som om det handledes om Jesus, når det i virkeligheden taler om Muhammed, - ligesom [ - siges det - ] løftet om Talsmanden i Johannesevangeliet gør det. Den tredje og mest populære teori er den, at toraens og evangeliernes tekst er blevet ændret(note 30).
Hvis [toraens og evangeliernes tekst] ikke var blevet ændret, så ville den have fremsat den muslimske læres kernelærdomme. Et afsnit af koranen lyder: 'Han er Gud [Allah], Den Evige. Han har ikke avlet, og Han er ikke avlet. Ingen er Hans lige' (112,2-4)(note 31). Dette dogme om guds énhed - kendt som tawhîd - er mere end blot en almindelig bekendelse til monoteisme(note 32). For at forstå islam og islams gudsbillede er det nødvendigt at forstå, ikke blot hvad tawhîd-dogmet bekræfter, men også hvad det forkaster.
Den muslimske lære om gud fastholder, at Allah er én og at han åbenbarede sig selv, da han skabte verden; men Allah er ikke knyttet til skabelsen på nogen som helst måde. Man kunne kalde det for transcendent(note 33) monoteisme, men islams gud er ikke som den urmager, oplysningstidens deister talte om(note 34), han åbenbarer sig, først og fremmest i koranen, [men] ikke i jordiske og foranderlige ord, men i tale, talt fra evighed af. Det er hvor [denne] Allahs tale bliver til skrift [koranen] - og kun dér - at han bliver immanent(note 35) i den rumligt-tidslige verden.
Dette forklarer den overordentlige ærbødighed muslimer har overfor koranen. Det forklarer også islams foragt for læren om inkarnationen(note 36). Ikke blot 'avler' Allah ikke, det er tilmed, ifølge koranen 6,100-101(note 37) og andre lignende afsnit (fx 19,35; 19,92; 72,3)(note 38) umuligt for ham at have en søn, da han ikke har nogen kvindelig ledsager. [Denne lære] ræsonnerer, at det er irrationelt, ufornuftigt, at påstå, at Kristus var og er Guds søn eller det inkarnerede Guds ord, og 'en forfærdelig, ond ting' (19,89(note 39)) og tilmed fordømmelig (9,30(note 40)).
Denne massive afvisning af den kristne teologis hovedhjørnesten har sin oprindelse i koranens advarsel om at undgå shirk. Shirk er manglende fastholdelse af Allahs absolutte enhed, transcendens og singularitet, ved at tillægge ham partnere eller ledsagere. Polyteisme(note 41) fx., som shirk ofte oversættes med, er måske den krasseste form for shirk. Men blandt dem, som er skyldige i at tillægge Gud ledsagere (de kaldes mushrikun(note 42)) er også de kristne, som [jo] siger, at Jesus er Guds søn. Koranen advarer derfor de kristne:'I Skriftens folk! Gå ikke for vidt i jeres religion! Sig ikke andet end sandheden om Gud! Messias, Jesus, Marias søn er kun Guds udsending [Hans ord, som Han talte til Maria, og ånd af Ham. Så] tro på Gud og Hans udsendinge, og sig ikke: 'Han er tre!'. Hold inde! Det vil være bedst for jer. Allah er én gud. Lovet være Han, højt hævet over at have en søn'. (4,171).
Da Muhammed udtalte dette i Arabien i det syvende århundrede, havde denne advarsel ikke kun teologiske men også politiske konsekvenser. De muslimske styrker havde (og har måske stadig) ordre til at 'dræbe dem, der sætter andre ved Guds side [mushrikun], hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold!' (9,5)(note 43). Den 'endegyldige bestemmelse' om, hvorledes det muslimske samfund skulle (og skal) forholde sig til kristendom (og jødedom) er at kæmpe mod dem - ikke indtil de omvender sig til islam (for som koranen siger, 2,256(note 44), 'Der er ingen tvang i religionen') men - indtil de underkaster sig islamisk herredømme og lov(note 45).
Denne kamp, jihad, for at fremme islams sag findes hele koranen igennem. Det er en religiøs og moralsk forpligtelse. 'Jeres forskrift er at kæmpe' siger koranen, 2,216(note 46). Og det er heller ikke en tidsbunden formaning: koranen (8,39; 9,5 og 9,29)(note 47) gør det klart, at kristne, jøder og andre ikke-muslimer skal bekæmpes 'indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah!'
Dette var Muhammeds mission, sendelse, ifølge en af de tidligste historiske kilder til islams opståen. I den sidste prædiken, som han holdt for den første generation af muslimer, kundgjorde han, at han havde fået ordre af Allah til at føre krig mod alle folk, indtil de anerkendte, at der ikke var anden gud end Allah(note 48). Og det er i hvert fald den måde islams vækst fandt sted på i det syvende og ottende århundrede. Det gav også inspiration til senere imperialistisk udvidelse(note 49), og det er en religiøs forpligtelse den dag i dag.
Men det behøver ikke altid tage form som fysisk aggression. Det kan forme sig som teologisk polemik og apologetik, som politisk aktivisme, eller kulturel indtrængen. I alle tilfælde er formålet islams fremme(note 50). Der vil ikke være nogen afslutning på denne kamp. 'Jihad', sagde Muhammed, 'vil vare evigt indtil dommens dag'(note 51).
Islams massive politiske agenda skulle gøre det klart, at islam ikke blot er 'en religion', som det er blevet opfattet i Europa siden oplysningstiden, i det post-moderne Vesten. Det er et altomfattende verdenssyn og en politisk teologi, hvorigennem muslimer ser på verden som sammensat af to sfærer: islams sfære (dar al-islam) og krigens sfære (dar al-harb).
'Islams sfære' er det geografiske område, hvor regeringer og lovsystemer er i det mindste påvirket og influeret af - men efter de flestes mening: baseret udelukkende på - koran og tradition(note 52). 'Krigens sfære' omfatter de ikke-muslimske territorier, især områder hvor muslimer 'hverken er beskyttede eller kan leve i fred'(note 53). Skønt der i klassisk islamisk tænkning findes nogle grænseområder, så er verden gennem hele historien og af de fleste muslimer altid og vedblivende blevet set gennem disse briller(note 54).
Tariq Ramadan gør gældende, at dette 'betyder ikke nødvendigvis, at der findes en tilstand af krig mellem de modstillede 'områder''(note 55). Det er måske sandt, hvis man inddrager den store fylde af klassiske muslimske tekster om dette emne. Men hvis muslimer er forpligtet til at fremkalde ændringer, enten gennem fysisk magt eller politisk/lovmæssige forandringer, så betyder det stadig, at der er og vil være 'permanent konflikt'. Som absolut minimum kan det siges, at der er og vil komme ideologiske og teologiske møder [encounters] af forskellig art mellem islam og verden(note 56). Det er hvad man må forvente af en universel ideologi som er indrettet på at skulle genoprette verdensordenen i dens oprindelige skikkelse(note 57).
Det interessante i denne sammenhæng er, at samtidigt med at muslimske organisationer fremstiller islam i moderne vestlig klædedragt er de fleste tydelige omkring islams universelle ambitioner. Fx. forklarer Muslim Student Association [Muslimsk studenterforbund] islam som 'den eneste sande livsform [way of life], åbenbaret af Skaberen. Denne livsform er så omfattende i sit design, at den overskrider det traditionelle begreb 'religion'. Islam indbefatter de politiske, økonomiske, juridiske osv. områder i en underkastelse under Allah'(note 58). Selv Ramadan, som ofte hyldes som den store vestlige muslimske reformator, gør gældende, at de teologiske principper som findes i koranen og islams øvrige hellige traditioner (som fx. hadith) blev 'givet for universet . . for alle tider og på tværs af alle grænser' . Det betyder, at de også er gældende for kristne i Amerika og at det er på tide at de bliver lagt blot og - til rette tid og med grundig forberedelse - bliver modgået.
Originaltitel: 'The Relevance of Islamic Theology', fra 'LOGIA, A Journal of Lutheran Theology', vol.XVIII, no. 4, 2009, - et særnummer med titlen 'Wittenberg & Mecca'. - se LOGIA's hjemmeside på www.logia.org Oversat med tilladelse fra LOGIA ved Senior Editor Michael J Albrecht, mail af 18.nov.2009, af cand.theol. Lars Brinth, stiftsbibliotekar, Nørregade 12,2.th., 9000 Aalborg, lrb@km.dk
Note 1: ADAM S.FRANCISCO er gæsteprofessor i historisk teologi ved Concordia Theological Seminary, Fort Wayne, Indiana [som er en teologisk læreanstalt under The Lutheran Church-Missouri Synod, et (konservativt) luthersk kirkesamfund i Amerika].
Note 2: C.George Fry: The Witness of the Cross and the Islamic Crescent, - i: The Theology of the Cross for the Twenty-First Century: Signposts for a Multicultural Witness, ed. Alberto L.Garcia and A.R.Victor Raj (St.Louis: Concordia, 2002), 83-102.
Note 3: Se fx.: Mark Steyn: America Alone: The End of the World as We Know It (Washington D.C.: Regnery Publishing, 2006). Men man vil nok burde sammenligne hans provokerende argumentation med Philip Jenkins: God's Continent: Christianity, Islam, and Europe's Religious Crisis (New York: Oxford University Press, 2007) og Richard John Neuhaus: The Much Exaggerated Death of Europe, First Things, no. 173 (May 2007), side 32-38.
Note 4: Abdul Saleeb: Islam, i: To Everyone an Answer: A Case for the Christian Worldview, ed. Francis J.Beckwith et al. (Downers Grove: IVP, 2004), 354. Se: Saleeb (sammen med R.C.Sproul): The Dark Side of Islam (Wheaton: Crossway Books, 2003), side 9-14. Om nyere eksempler se især Louay Fatoohis arbejde: The Mystery of the Historical Jesus (Birmingham: Luna Plena, 2008) og: The Mystery of the Crucifixion (Birmingham: Luna Plena, 2008). Om den historiske baggrund og tidligere forløbere for denne relativt nyere drejning i muslimske apologetiske strategier, se: Christine Schirrmacher: Mit den Waffen des Gegners: Christlich-Muslimische Kontroversen im 19. und 20.Jahrhundert, dargestellt am Beispiel der Auseinandersetzung um Karl Gottlieb Pfanders 'Mîzân al-haqq' und Rahmatullâh ibn Halîl al-'Utmâni al-Kairânawîs 'Izhâr al-haqq' und der Diskussion über das Barnabasevangelium (Berlin: K.Schwartz Verlag, 1992).
Note 5: Robert W.Yarbrough: New Testament Christology and the Jesus of Islam, Evangelical Review of Theology 14 (1990), side 125.
Note 6: Se især: Steven Emerson: Jihad Incorporated: A Guide to Militant Islam in the US (Amherst: Prometheus Books, 2006.
Note 7: Se: Robert Spencer: Stealth Jihad: How Radical Islam is Subverting America without Guns or Bombs (Washington D.C.: Regnery Publishing, 2008).
Note 8: [- går jeg ud fra. Originalen giver ingen mening, som den står: 'where there were thirty mosques fewer than twenty years ago].
Note 9: [112:1-4: Sig: 'Han er Gud, én, Gud, Den Evige. Han har ikke avlet, og Han er ikke avlet. Ingen er Hans lige.'].
Note 10: Nogle historikere har gjort opmærksom på, at udtrykkene 'islam' og 'muslim' ikke kan findes i nogen tekst før halvandet århundrede efter Muhammeds død [altså slutn. 8.århundrede. Muhammed døde 632 eKr]. Dette tyder (i hvert fald for revisionisterne [de som kritisk undersøger historiske sandheder påny]) på, at den traditionelle fortælling (måske [også] selve koranen) måske er, - og sandsynligvis i hvert fald delvist er - opstået efter den arabiske erobring af Syrien, Palæstina og Nordafrika. Se fx. Yehuda D.Nevo og Judith Koren: Crossroads to Islam: The Origins of the Arab Religion and the Arab State (Amherst: Prometheus Press, 2003).
Note 11: Se fx.: Abdul Wahid Hamid: Islam the Natural Way (Chicago: Kazi Publications, 2004).
Note 12: Sayyid Abul Ala Maududi: Towards Understanding Islam, 22nd ed. (Lahore: Idara Tarjuman-ul-Quran Ltd., 1995), side 2-3.
Note 13: Daniel A.Madigan: Themes and Topics, i: The Cambridge Companion to the Qur'ân, ed. Jane Dammen McAuliffe (New York: Cambridge University Press, 2006), side 83. En grundig behandling af dette emne findes i Annemarie Schimmel: Deciphering the Signs of God: A Phenomenological Approach to Islam (Albany: State University of New York Press, 1994).
Note 14: Maududi: Towards understanding Islam, side 4.
Note 15: Madigan: Themes and Topics, side 84.
Note 16: George Anawati: La Notion de 'Péché Originel' existe-t-elle dans l'Islam?, Studia Islamica 31 (1971), side 29-40. Johan Bouman: Gott und Mensch im Koran (Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1977).
Note 17: [7,54: Jeres Herre er Gud, som skabte himlene og jorden på seks dage. Derpå satte Han sig på tronen. Han lader natten tildække dagen, idet den hastigt følger den. Og solen, månen og stjernerne, som er sat i tjeneste på Hans befaling. Ham tilkommer det at skabe og at befale. Velsignet være Gud, alverdens Herre!].
Note 18: [2,30: Da din Herre sagde til englene: 'Jeg vil sætte en efterfølger på jorden!', sagde de: 'Vil Du sætte nogen dér, som skaber fordærv på den og udgyder blod, når det dog er os, der lovsynger Dig og priser Dig hellig?' Han sagde: 'Jeg ved, hvad I ikke ved!'].
Note 19: [7,11-12: Vi skabte jer og gav jer form. Så sagde Vi til englene: 'Kast jer ned for Adam!' Da kastede de sig ned, bortset fra Iblîs. Han var ikke blandt dem, der kastede sig ned. Gud sagde:'Hvad hindrer dig i at kaste dig ned, når Jeg befaler dig det?' Han sagde: 'Jeg er bedre end ham. Du skabte mig af ild, men ham skabte Du af ler.'].
Note 20: [17,61-65: Og da Vi sagde til englene: 'Kast jer ned for Adam!' da kastede de sig alle ned, bortset fra Iblîs. Han sagde: 'Skal jeg kaste mig ned for den, som Du har skabt af ler?' Han tilføjede: 'Hvad mener Du om ham, som Du har vist større hæder end mid?' Hvis Du giver mig henstand til opstandelsens dag, vil jeg få magten over hans efterkommer, bortset fra nogle få'. 'Gå bort!' sagde Han. 'Hvis nogen af dem følger dig; - Helvede vil blive jeres gengældelse, i fuldt mål! Opflam med din røst så mange af dem, som du kan! Driv dem frem med dine ryttere og dit fodfolk! Tag del i deres formuer og børn, og giv dem løfter! Hvad Satan lover dem er kun bedrag. Over Mine tjenere har du ingen magt! Din Herre er tilstrækkelig som værge.].
Note 21: [7,19-25: originalen har fejlagtigt: 17,19-25.].
Note 22: [7,26: Adams børn! Vi sender klæder og pynt ned til jer for at skjule jeres køn. Men gudsfrygtens klædning er bedre! Dette er et af Guds tegn. Måske lader de sig påminde! ( - også her fejlagtigt '17,26')].
Note 23: [2,37-38: Da modtog Adam ord fra sin Herre; Han tilgav ham. Han er Den Tilgivende og Den Barmhjertige. Vi sagde: 'Stig ned herfra alle sammen! Hvis I får en retledning fra Mig, så skal de, der følger Min retledning , ikke være bange, og de bliver ikke bedrøvede.'].
Note 24: Tariq Ramadan: Western Muslims and the Future of Islam (New York: Oxford University Press, 2004), side 202.
Note 25: F.E.Peters, ed.: A Reader on Classical Islam (Princeton: Princeton University Press, 1994), side 160. Muslimske teologer skelner mellem religion (din) og lov (shari'a). Medens profeternes religion er en og den samme skifter den guddommelige lov med tiden alt efter den kontekst den er åbenbaret i. Se herom: Maududi: Towards Understanding Islam, side 142-143; Kenneth Craig: Jesus and the Muslim: An Exploration, (London: George Allen and Unwin, 1985), side 17-74.
Note 26: Thomas F.Michel, red. og oversat: A Muslim Theologian's Response to Christianity: Ibn Taymiyya's Al-Jawab al-Sahih (Delmar, NY: Caravan Books, 1985), side 249.
Note 27: Se Muhammad Azizan Sabjan og Noor Shakirah Mat Akhir: The Misconception of the Revealed Religion, i: The Islamic Quarterly 52 (2008), side 65-78.
Note 28: [Toraen: det jødiske navn på de 5 mosebøger i det gamle testamente, de mest fundamentale jødiske skrifter].
Note 29: Om emnet 'ændring/forvanskning' (tahrîf) af bibelen, se Joseph M. Mutei: The Bible: Classical and Contemporary Muslim Attitudes and Exegesis, i: Evangelical Review of Theology 31 (2007), side 207-220; Abdullah Saleeb: The Charge of Distortion of Jewish and Christian Scriptures, i: Muslim World 92 (2002), side 419-436.
Note 30: [se note 9].
Note 31: [monoteisme: troen på, at der kun er én Gud].
Note 32: [transcendent: det som går ud over den verden vi kender fra vore sanser.].
Note 33: [- som, når han først har skabt verden og dens love trækker sig tilbage og ikke længere griber ind i verdens gang. Ligesom en urmager, når han har fremstillet et ur!].
Note 34: [immanent: det som ligger inde i og under den verden vi kan opfatte det med vore sanser].
Note 35: [inkarnation: 'at blive kød'. Bruges mest om den kristne lære om Jesus, som er Guds ord der er blevet kød og blod, altså menneske (in: i, og carnis: kød)].
Note 36: [6,100-101: De sætter djinnerne ved Guds side, skønt Han har skabt dem, og de lyver Ham sønner og døtre på uden at have nogen viden. Lovet være Han! Han er hævet over det de siger. Skaberen af himlene og jorden, hvordan skulle Han kunne have et barn, når Han ikke har nogen ledsagerske? Han har skabt alt, og Han ved alt.].
Note 37: [19,35: Det passer sig ikke for Gud; højlovet være Han! - at tage sig en søn. Når Han har besluttet en sag, da siger Han blot til den: 'Bliv til!', og så er den til. 19,92: Det passer sig ikke for Den Barmhjertige at tage sig en søn. 72,3: Og: 'Mægtig er vor Herres ære! Han har hverken taget sig ægtefælle eller barn.'].
Note 38: [19,88-92: De siger: 'Den Barmhjertige har taget sig en søn.' I har gjort noget afskyeligt! Derved er himlene nær ved at kløves, jorden ved at revne og bjergene ved at synke i grus: At de tillægger Den Barmhjertige en søn! Det passer sig ikke for Den Barmhjertige at tage sig en søn!].
Note 39: [9,30: Jøderne siger: 'Ezra er Guds søn!' Og de kristne siger: 'Messias er Guds søn!' Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Gud bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede!].
Note 40: [polyteisme: at have flere guder].
Note 41: [mushrikun: kort tillægsform (perf.ptcp.) af udsagnsordet shirk, ligesom muslimun af salam ].
Note 42: [9,5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.].
Note 43: [2,256: Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet tydelig over for vildfarelsen. Den, der fornægter afguderne og tror på Gud, holder fast i det stærkeste håndtag uden revner. Gud hører alt og ved alt.].
Note 44: Sayyid Qutb: In the Shade of the Qur'ân, vol.9, Fî Zilâl al-Qur'ân, trans. and ed. Adil Salahi (Leichestershire: The Islamic Foundation, 2003), side 101-102.
Note 45: [2,216: Jeres forskrift er at kæmpe, selv om det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Gud har viden; men det har I ikke.].
Note 46: [8,39: Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud! Hvis de holder inde, så ser Gud, hvad de gør; 9,5: (se note 42); 9,29: Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!].
Note 47: Muhammad ibn Umar al-Waqidi: Kitab al-Maghazi (Oxford: Oxford University Press, 1966), 3:113.
Note 48: Se Ephraim Karsh: Islamic Imperialism: A History (New Haven: Yale University Press, 2006); Andrew Bostom: The Legacy of Jihad: Islamic Holy War and the Fate og Non-Muslims (Amherst: Prometheus Press, 2005).
Note 49: Den bedste videnskabelige kilde til jihad er David Cook: Understanding Jihad (Berkeley: University of California Press, 2005).
Note 50: Abu Dawud al-Sijistani: Sunan Abu Dawud, - oversat af Ahmad Hasan (Lahore: Ashraf Press, 1984), 2:702. Jfr.: Mohammad Hashim Kamali: Principles of Islamic Jurisprudence, 3.udg. (Cambridge: Islamic Texts Society, 2003), side 207.
Note 51: Se Patricia Crone: God's Rule: Government and Islam (New York: Columbia University Press, 2000).
Note 52: Se Ramadan: Western Muslims, 65. Se også Yahya Michot: Muslims under Non-Muslim Rule (Oxford: Interface Publications, 2006).
Note 53: Ramadan har opfordret til at tage denne tradition op til revision (Western Muslims, side 62-101).
Note 54: Ramadan: Western Muslims, side 65.
Note 55: Karsh: Islamic Imperialism, side 63-83.
Note 56: Den eneste måde at undgå dette på er, ifølge den muslimske lærde Bassam Tibi, en af-politisering af islam. Se hans 'Islam between Culture and Politics' (New York: Palgrave Macmillan, 2001). Det kan dog diskuteres hvorvidt en af-politiseret islam [stadig] er islam.
Note 57: Compendium of Muslim Texts, MSA West, http://www.msawest.net/islam/ (besøgt 29.jun 2009).
Note 58: Ramadan: Western Muslims, side 63.