Af Kirsten Sarauw, kronik, Kristeligt Dagblad, 11.01.2008.
Man kan undre sig over, at konferencen om euroislam i Wien sidste år ikke har vakt større opsigt end tilfældet er, for konferencen er i realiteten en muslimsk krigserklæring mod den gamle europæiske befolkning.
Sidste forår fandt en konference om den såkaldte ”Euro-islam” sted i Wien. De prominente muslimske delegerede formulerede her en fælles fremtidsvision om et islamisk behersket Europa. Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, udmalede sig ved samme lejlighed ”en kommende islamisk
æra, der med forbillede i det mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa, skal afløse kristendommen”. Blandt deltagerne var også den allestedsnærværende professor Tariq Ramadan. Han mente, at euro-islams mere langsigtede hensigter helst skal skjules for offentligheden.
Ellers enedes man på mødet om, at det første mål, der skal forfølges, er indførelsen af islamisk religions-ret (shari’a) i Europa, ”til at begynde med i det mindste som parallelret til den nationale retsorden i de europæiske stater”. Om indholdet af ”shari’a” besluttede man så vidt muligt at undgå offentlig diskussion.
Man kan undre sig over, at konferencens udtalelser ikke har vakt større opsigt end tilfældet er. Måske forekommer den slags fremtidsvisioner om islam så fantasifulde, at de ikke bliver taget alvorligt? Eller også passer de så dårligt til det billede, som især den bedrevidende europæiske kulturelite ønsker at gøre sig af ”euro-islam”, at man vælger at fortrænge, hvad der egentlig bliver sagt.
Det samme gælder på sin vis den problematiske professor Tariq Ramadan, som fremkom med den mest bekymrende udtalelse: Euro-islams egentlige hensigter skal tilsløres for offentligheden. En mærkelig hårdkogt udtalelse på et møde, som TR må regne med bliver refereret i pressen. Kalkulerer han ganske kynisk med ”de vantros” almindelige fortrængningsmekanisme?
Selv om der efterhånden er offentliggjort megen belastende kritik af TR og hans udgave af ”euro-islam”, så har det ikke haft nogen særlig effekt på hans ry som en moderne og moderat europæisk muslim, der oprigtigt ønsker at arbejde for en fredelig integration af muslimer i Vesten. TR er fortsat en hyppig og skattet gæst ved officielle konferencer over alt i Europa, på det seneste ikke mindst i Norden, hvor han bl.a. bliver brugt som ekspert i imødegåelse af radikaliseringen af muslimsk ungdom, og han nyder umådelig stor respekt blandt unge, veluddannede danske muslimer. Specielt kan nævnes TR’s indflydelse på foreningerne ”Kritiske muslimer” med Sherin Khankan i spidsen og ”Muslimer i dialog” med fremtrædende medlemmer som Mona Sheikh, Asmaa Abdol-Hamid og Wahid Abdul Petersen. Sherin Khankans bog fra 2006 ” Islam og forsoning – en offentlig sag” er således i lange kapitler stort set ikke andet end en kompilation af Ramadans bog fra 1998 ”At være europæisk muslim”.
Egentlig er det forbudt muslimer at leve i et vantro land. Eneste gyldige grund for muslimer til at opholde sig i Europa er derfor kun - i flg. ”At være europæisk muslim” - ”den offentlige ”bekendelse” til troen på Allah og profeten. Med andre ord mission, først og fremmest ved islamisk bekendelse og synlighed overalt i det offentlige rum. TR foreslår videre, at betegnelsen ”krigens hus”, som traditionelt er betegnelsen for områder regeret af ”vantro”, skal udskiftes med ”bekendelsens hus”, som bedre angiver, at der i Europa er tale om mission frem for egentlig krig.
Her er der så hos TR en vis modsætning til militant islamisme i metoden, men ikke i endemålet, som for begge parter handler om islamisk dominans. TR er modstander af muslimers voldsanvendelse i Europa, fordi det kan ødelægge udsigterne for euro-islams mere langsigtede mål. Men TR’s udmeldinger angående islamisk vold er yderst tvetydige. TR har f.eks. aldrig taget afstand fra sin ven Sheik Yussuf al-Qaradawi, som i 2003 fremsatte en berygtet fatwa, der godkender palæstinensisk selvmordsterrorisme og drab på civile.
Qaradawi er en af de mest indflydelsesrige sunni-muslimske lærde i Mellemøsten med mangeårig tilknytning til den rabiate islamistiske bevægelse De muslimske Brødre, grundlagt af TRs morfar Hassan al- Banna i Egypten i 1928. Desuden er han fremtrædende medlem af Det europæiske Råd for Fatwa og Forskning, som forsøger at komme til at spille den magtfulde rolle som øverste retsråd for europæiske muslimer. Q. har udtalt, at islams endemål er dominans i Europa såvel som i Amerika gennem mission, propaganda, indflydelse via pressionsgrupper etc.
Man regner også med at Q. har sat afgørende fingeraftryk på et papir kaldet ”Projektet”, formentlig forfattet af Said Ramadan, TR’s far, også en central skikkelse i Broderbevægelsen. ”Projektet”, som er dateret 1982, opridser en langsigtet (100årig), detaljeret køreplan for islams infiltration og endelige magtovertagelse i Europa (og USA) og samstemmer heri nøje med udtalelserne på Wiener-mødet sidste forår. Papiret blev fundet under ransagning (nov. 2001) af en luksusvilla i Schweiz, tilhørende Youssef Nada, mangeårig ven af Ramadanfamilien, international leder af Muslimbrødrene og bankdirektør i Al-Taqwa-banken i Lugano, som efter alt at dømme har finansieret islamisk terrorisme, bl.a. Al-Qaeda og Hamas.
”Sig mig hvem, du omgås, og jeg skal sige dig hvem, du er” hedder et gammelt ord. De fleste af de åndelige mentorer og venner, som TR nævner i sit forfatterskab er af radikal islamisk observans og har mere eller mindre åbenlys tilknytning til ”De muslimske Brødre”. Denne – i øvrigt meget brogede og indbyrdes forskelligartede - bevægelse, som er forbudt i en række lande i Mellemøsten, er (af samme grund) nu spredt ud over hele Europa i vidt forgrenede netværk, som bl.a. bliver støttet af Saudi-Arabiske petrodollars (samt lyssky pengevirksomhed i milliardklassen) og fører en aggressiv missionsvirksomhed først og fremmest blandt muslimer.
Just missionsopgaven vil i flg. TR kunne gengive muslimerne i Europa deres selvbevidsthed, værdighed og følelse af mening med livet, som så mange unge muslimer savner. Muslimer skal ud af deres defensive position og i stedet springe ind på den offentlige scene som aktive medborgere, der over alt lader deres muslimske stemme høre i de nationale demokratier i kampen for større ”retfærdighed”. Med retfærdighed er det værd at notere sig, at TR altid mener ”islamisk retfærdighed”, dvs shari’a, der betegner en guddommelig retsorden for såvel religiøs praksis som for samfundslivet. Det aktive medborgerskab er også en af ”Projektets” helt centrale strategier for infiltration.
TR’s opfordring til aktivt medborgerskab, ”bekendelse”(mission), samt politisk kamp for større ”muslimsk retfærdighed” har haft stor betydning for mange unge danske muslimer, som i disse år ivrigt promenerer deres religiøse tilhørsforhold i det offentlige rum. Asmaa Abdol-Hamids insisteren på at ville bære tørklæde i Folketinget er just en prøveklud for politisk islam på, hvor langt man kan gå med shari’a. Tørklædet er for radikal islam selve symbolet på accept af shari’a i sin helhed og det breder sig over alt, hvor Broderskabets ideologi vinder tilslutning. Kontrol over kvinderne er fuldstændig grundlæggende for politisk islam. Interessant er i den forbindelse et punkt i ”Projektets” køreplan, som handler om at udnytte venstrefløjen i Europa (midlertidigt) som trinbræt og allieret på vejen til islamiseringen af Vesten. Fortielsen og benægtelsen af det egentlige mål nævnes også udtrykkeligt i manualen.
Den oprindelige ide om euro-islam, som først blev lanceret af Bassam Tibi (tidligere professor i Göttingen), gik ud på, at islam i Europa skulle føje sig ind i den demokratiske og kulturelle europæiske tradition og dermed tvinges til bl.a. at tage det nødvendige opgør med shari’a som politisk lovgivning. TR og den islamofascistiske Broderbevægelse snuppede ideen, men vendte op og ned på indholdet, således at euro-islam nu angiver visionen om islams religiøse og politiske dominans over Europa.
Fantasifuldt? Javist, men fantasifuld vilje til magt har før taget Europa på sengen. Det nye er, at fremtidsvisionen om islamisk magtovertagelse, bygger på en folkevandring, hvis lige i antal og hastighed aldrig er set magen i verdenshistorien. Mødet i Wien sidste forår er i realiteten en muslimsk krigserklæring mod den gamle europæiske befolkning. Hvornår ser Europas ansvarlige intellektuelle og politiske magtelite skriften på væggen? Endnu kan Europas undergang måske afværges.