Af Jesper Bacher.
Pinsedag 2007 - Tekst: Joh. 14, 22-31.
Hvor der er liv, er der ånd.
Ånd er det, som giver liv og holder i live. Jeg er i live, når jeg ånder, og får jeg et ildebefindende, kan kunstigt åndedræt være nødvendigt. Ånd er forskellen mellem liv og død, opgiver jeg ånden, dør jeg. Uden ånd intet liv.
Det gælder også for det indre liv, den sjælelige tilstand,
at den bestemmes af ånd.
Hvor mennesker er sammen, hersker der en ånd af den ene eller anden slags, ligesom epoken præges af en tidsånd. Ånd kender vi nok. Vi lever af, med og i ånd.
Men der gives mange ånder, som kan bebo et menneske. Der gives ånder, som er onde, og som ganske kan få mennesker i deres magt. Ånder, som er alt andet end livgivende, men tværtimod lægger livet øde.
Den russiske forfatter, Fjodor Dostojevskij, har skrevet en uafrystelig roman med titlen 'Onde ånder'. I bogen fortælles, hvorledes onde og umenneskelige ideer kan besnære og besætte. De besatte er medlemmerne af en revolutionær gruppe, fulde af foragt over for traditioner og moral, egentlig fulde af foragt for livet og deres medmennesker. Politiske vandaler, som vil ødelægge alt i fornyelsens navn. Jeg tænker, det ikke er ulig tankegangen i de celler, hvor nutidens selvmordsterrorister udklækkes. Det samme had til samfundet, den samme ligegyldighed overfor de andre, den samme aldrig svigtende selvretfærdighed, som selvsagt hæver dem skyhøjt over lov og ret og almindelig hensyntagen.
Jeg kan heller ikke se andet end, der er en snert af det samme hos de ungdommelige demonstranter, der gang på gang angriber ordensmagten i hovedstaden, fordi de ikke tåler afgørelser, som går dem imod: 'Får jeg ikke min vilje, er jeg i min gode ret til at blive voldelig, ja, ansvaret for mine voldshandlinger må ligge på dem, som nægter at opfylde min vilje'. Er det ikke en form for ond ånd, der har grebet den, som siger og tænker sådan? Og det sker vel og mærke i et demokrati, hvor folket ikke knægtes og styrer gennem sine valgte repræsentanter, men når gruppen bliver alt, giver man pokker i folk og folkestyre.
De onde ånder kan også virke modløshed, livslede og tomhed. Man kan tænke på den tomhed, som driver unge mennesker til at køre, ikke i tog, men uden på togene, det såkaldte tog-surfing. Et livsfarligt tidsfordriv, men tomheden, det skrigende mangel på indhold i livet, skal dulmes, og så er halsbrækkende idioti åbenbart det bedste middel.
Nu skal ingen tro, at de onde ånder bare er de unges ånder. Også Jeronimus kan være selvretfærdig. Onde ånder findes i sind af alle aldre, og selv om de måske ikke har slået sig ned, aflægger de besøg på alle adresser. De ånder, som fordummer, fortvivler og fordærver, som begraver i navlens udsigtsløse fængsel og får mennesker til at tro mere på købekraft end åndskraft. Og der er fejhedens onde ånd, altid frygtsom og bange for de andres dom. De onde ånder er virkelig, som det hedder i et andet evangelieskrift, en legion, altså mange.
Der er bare én Helligånd, kun én talsmand, som der kun er én Gud med én Søn.
Ånden virker tro på den ene Gud og hans enbårne Søn, fordi han netop kommer fra Faderen og Sønnen, og tro må man i dybeste forstand være overfor én, ellers er man delvist tro og dermed utro.
Helligånd er, kunne man også sige, Gud tæt på. Gud, som ser mig, som ledsager mig, som jeg kan råbe til og bede til. Gud, som jeg kan forlade mig på, trøstes ved, opbygges og fornyes af. Ikke at Gud er langt borte fra en eneste af os, intet og ingen kunne bestå, hvis det ikke var for ham, men han kan være fjern i hjerterne, forsvundet i sindet, føles ukendt og uvedkommende for den enkelte.
Med Ånden kommer han nær. Helligånden er forskellen mellem at være elsket og vide sig elsket.
Gud elsker os, men kender vi ikke hans kærlighed, bliver den os ikke til glæde og trøst.
Det er Helligåndens gerning, når det sker. Spiritus er virkelig den bedste hjertestyrkning - for spiritus betyder ånd på latin.
Helligånden skaber og styrker troen på Jesus Kristus som verdens frelser, mit eneste håb i liv og i død, og følgelig er det, som peger hen på Kristus, Helligåndens værk og det, som peger væk fra ham, løgneåndens værk.
Det er sandhedskriteriet, på det skal de mindre ånder prøves og vejes. Som det hedder i det første Johannes-brev 'Min kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden.' 1. Joh 4,1.
Prøv ånderne, selvfølgelig, men måske er det ikke så selvfølgeligt alligevel? I ramme alvor og ganske frivilligt er der således folkekirkelige kredse i København, som vil samle ind til et moské-byggeri. Til byggeriet af et hus, hvor der skal forkyndes og læres islam og det naturligvis på grundlag af muslimernes hellige bog Koranen. I dette islamiske helligskrift, der angiveligt skulle være Allahs ordrette vilje, hedder det om de, som tror, at Kristus/Messias er Guds søn, med andre ord de kristne: 'Måtte Gud bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede?' Sura 9.30. (Oversættelse ved Ellen Wulff).
Det er altså en værdig sag at spytte i bøssen for at give dette budskab bedre rammer. Det udtrykker en tolerant og minoritetsvenlig ånd, og minoriteter er det altid synd for. Altså de gode minoriteter forstås, og blandt dem er så afgjort muslimerne i manges øjne.
Hvor er den kritiske åndeprøve, når man indirekte giver Kristus-fornægtelsen en skærv? Det siges, der er god signalværdi i en sådan gestus overfor det muslimske miljø, men hvad med sandhedsværdien? Vi skylder muslimen at være en næste, mest af alt skylder vi ham evangeliet, men vi skylder sandelig ikke at bidrage til, ukristelig forkyndelse får mere pompøst tag over hovedet. Vi skal ofre for sandhedens skyld og næstens vel, men hverken til kejseren eller islam.
Helligånden giver mod, mod til at sige sandheden og tale såvel Roma som Mekka midt imod.
'Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!' siger Jesus til disciplene og til os denne søndag.
Ikke at der ikke findes grunde til forfærdelse, ikke at der ikke findes årsager til modløshed, men verdens fyrste, hele hans hof og propagandamaskineri kan intet gøre Jesus, og hvem, der tror ham, er under hans vinger i alle storme, under alle tidsånders regimente. Helligånden fastholder os på Jesus, og ingen mørkemænd kan overdøve trøstermanden.
Det værste, der kan ske for kirken, er ikke, at den ringeagtes på bjerget, anses for svag i verden og stemples som politisk ukorrekt. Det værste, som kan ske, er så ubetinget, at kirken bliver åndssvag. Vel og mærke Helligåndssvag!
Lad det være vores pinsebøn, 'Gud fri os fra en (Ånds)svag kirke'.
Amen.