Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, Odense. Trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten, torsdag den 10. maj 2007.
Et samfund kan ikke overleve, hvis det mister oplevelsen af det indre fællesskab, bygget på en århundredlang sproglig, politisk, historisk og religiøs udvikling med respekt for grundlæggende ideer som demokrati, borgerrettigheder samt et kampberedskab til at forsvare dem, skriver dagens kronikør.
For nylig kunne vi opleve den tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen med det smukkest
tænkelige flot designede muslimske tørklæde som sand rollemodel for usikre små muslimske piger. For at skabe et billede af kulturernes mangfoldighed havde hun ladet sig fotografere ved siden af den djærve fiskerkone på Gammmel Strand. Den sprudlende nyinspirerede og moderne person op mod historiens grå aflejring.
Gerner Nielsens skønhed blev tydeligt fremhævet af det elegante tørklæde. Og hun bar det så naturligt, som om det havde fulgt hende i mange år. Hvad det vel på en måde også har. En smule drillende kan man måske sige, at Gerner Nielsen har smidt masken og grebet sløret. Frydefuldt har hun sikkert kunne sige til sig selv, at nu lyses den nye, levende globaliserede kultur i kuld og køn med hele den mangfoldighed, som vore nye borgere har bragt os, og nu har vi mod til at sparke den udlevede, nationale bornerthed ned fra dens støvede hylder, så alle kan forstå, hvor smukt og nyskabende ethvert bidrag fra verdenskulturen tegner sig i vort land. Det multikulturelle Danmark folder sig ud.
Der er en friskhed og en forførende selvbevidsthed over Gerner Nielsen og hendes trosfæller. De lever i deres luftige kulturradikale feslot og fryder sig over de smukke moralske træk, som de mener at kunne se i multikulturalismen, denne brede anskuelse med moralske træk, som hæver de rettroende op over den normale menneskelige sfære.
Men hvad er så egentlig multikulturalismen? Først og fremmest er det en åndsstrømning, som nyder støtte fra de moderne samfunds allerhøjeste top. FNs højkommissær for menneskerettighederne Mary Robinsom erklærede i 2001, at "den menneskelige mangfoldighed må anerkendes som et aktiv og ikke en ulempe, at fremmedfrygt under enhver form må forkastes, at man må vælge en forpligtelse overfor det multikulturelle samfund i en verden, der håber på at høste fordelene ved globaliseringen".
Men også på det lidt jævnere plan er der opbakning. I 1995 udtalte forfatteren Ole Hammer således om multikulturalismen: "Det flerkulturelle samfund er målet. Et Danmark, hvor man tænker flerkulturelt, træffer flerkulturelle beslutninger, organiserer sig flerkulturelt og handler i overensstemmelse hermed". Biskop Kjeld Holm, tidligere formand for Nævnet for etnisk Ligestilling, siger i bogen "Visioner for religionsfrihed": "Nævnet for etnisk Ligestilling har en vision for det danske samfund, en vision om det multietniske velfærdssamfund hvor der er plads til etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed, og hvor mangfoldigheden betragtes som et potentiale og ikke som et problem".
Det Radikale Venstre og dets ideologiske trosfæller i alle partier har forstået multikulturalismen som et naturligt udgangspunkt for det politiske arbejde, der kan føre til integrering af et stadigt større antal flygtninge til gavn for vort land. For Danmark skal være det åbne samfund.
Den multikulturelle forestilling er bl.a. udsprunget af overvejelser, som antropologer og kultursociologer har gjort sig i mødet med ikke-vestlige folk. Og det er overvejelser, som blev overtaget af venstreorienterede grupper i Vesten, endnu før deres holdbarhed var blevet prøvet i et virkeligt kulturmøde. Hvilket har vist sig at være katastrofalt.
En klog mand (Zygmund Bauman) siger en smule ironisk om bevægelsen: "Multikulturalismen er for tiden de lærde og opinionsskabende klassers mest almindelige svar på den verdensomspændende usikkerhed om, hvilke værdier, der fortjener at blive højnet og dyrket, og hvilken retning, udviklingen skal tage. Dette svar er hurtigt ved at blive "den politiske korrektheds" ypperste lovsætning, ja bliver endog til et aksiom, der ikke kræver nogen forklaring".
Igennem århundreder har vestens folk været overbevist om, at den kultur, som de repræsenterede, var langt bedre udviklet end nogen anden kultur på jorden, og de gjorde sig store anstrengelser for at udbrede den til mindre udviklede kulturer, til folk, som de mente burde være taknemmelige for at få del i den. Multikulturalisterne gjorde imidlertid sammenbidt op med denne kulturelle overlegenhed. De mener, at den udtrykker en kulturimperialisme, som bør bekæmpes, fordi den nægter at anerkende, at alle kulturer bygger på relative værdier. Og det har de gjort med alle midler og ud fra den tese, at alle kulturer og alle værdier i bund og grund er relative. Ingen, og slet ikke Vestens borgerlige samfund, repræsenterer absolutte værdier, og der eksisterer ingen bestemt overordnet kulturforståelse, hvorfra man kan betragte og bedømme andre kulturer. En kultur kan nemlig kun forstås og vurderes indefra på grundlag af sine egne værdier og målestokke. Derfor er det selvfølgeligt, at alle kulturer har samme værdighed og lige rettigheder. Og de må behandles med samme respekt.
Det gælder også selvom de for udenforstående rummer skikke, normer og ideer, der af os opfattes som uønskværdige, brutale, uæstetiske eller direkte frastødende. Vi skal ikke komme med vor bedrevidende og bedømme andre. I stedet må vi iføre os tolerancens ham og synge med på den melodi, som de selv anslår. Det er den eneste sømmelige adfærd.
Det dannede samfund med de gode mennesker må lægge kulturimperialismen bag sig. Vi må tage det veldesignede tørklæde på os og åndeligt lade os forevige på Gammel strand. Dermed giver vi endeligt udtryk for vor solidaritet med alle de nye kulturer og al den kulturelle rigdoms stolte traditioner.
Enhver kan se, at den grundholdning, som multikulturalismen hviler på, er tolerancen. Tolerancen er det etiske udtryk for kærlighed til næsten, som ikke behøver nogen religiøs begrundelse. Og det er med tolerancen, vi skal nærme os vore nye borgere og deres kulturelle ballast, og det er forståelse og tolerance, der kræves i de politiske tiltag, som skal sikre en smidig integration. Det betyder dog ikke, at den multikulturelle tolerancetanke er båret af en blød humanisme. Den kræver simpelthen tolerance af alle dem, som engagerer sig, eller beskæftiger sig med indvandring og integration. Her bliver den totalitær og anklages for af have alt for let ved at synke ned i selvretfærdighed. Og hermed følger så den uanfægtelige intolerance overfor enhver, som ikke deler "de gode menneskers" opfattelse af tilværelsen. Denne tvetydighed har været meget stærkt fremtrædende i indvandrer- og integrationsdebatten i Danmark og har ofte forhindret en nøgtern politisk stillingtagen til væsentlige sager. Multikulturalismen har været et filter, som har forhindret klare anskuelser i at gøre sig gældende.
Multikulturalister her i landet er med deres relativisme parat til at tolere skikke, holdninger og traditioner hos fremmede kulturer, som de møder omkring sig, fordi mange af dem for længst har givet afkald på deres egne normer. Sådanne normer er nemlig i deres optik udtryk for hø og hakkelse i lilleputnationens rejsestald, de tegner et lille lukket land med udpræget nationalisme, og næsten komisk er det i sin indadvendthed. Det må åbnes, så det forstår, at det er frydefuldt at lade sig vugge på de bløde bølger fra verdenshavene.
Multikulturalisterne er forsvarsløse, når de møder totalitære holdninger hos især muslimske indvandrere. De er identitetsløse og har intet forsvarsberedskab. Derfor gør de retræten til en dyd og glemmer ikke at håne dem, som finder grund til at tage kampen op. Selv finder de det ikke smertefuldt, for netop fremdriften, nyskabelsen og selvsikkerheden hos de nye borgere viser, at de med det for os nye og udfordrende er rede til at udfylde tomrummene efter en udlevet hjemlig kultur.
Men et samfund kan ikke overleve, hvis det mister oplevelsen af det indre fællesskab, bygget på en århundredlang sproglig, politisk, historisk og religiøs udvikling med respekt for grundlæggende ideer som demokrati, borgerrettigheder samt et kampberedskab til at forsvare dem. Derfor må de multikulturelle bestandig konfronteres med ubehagelige spørgsmål: Skal Danmark respektere en religionsstifter, som hyldes for sin militarisme, sit had til andre religioner, og hvis seksuelle overgreb endog med pædofil karakter, er helt uacceptable selv i en frisindet verden? Kan I tolerere en religion, som rummer trusler om dødsstraf for frafaldne, som hævder mandens ejendomsret over sin hustru, som begrænser kvinders arveret til halvdelen, som efter sharialoven straffer utro kvinder med døden, som nægter at tage afstand fra sadistiske straffe som stening, "æresdrab" og håndsafhugning? Og hvor længe finder I det rimeligt, at der opretholdes forbud mod ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand. Kan I relativere disse forhold?
Om den tolerante multikulturalisme siger den skarpe islamkritiker Ibn Warraq: "Hvis relativismen er sand, får det som konsekvens, at man ikke kan sammenligne Jesus Kristus, Sokrates eller Solon med Hitler. Vi kan ikke sige, at Jesus var moralsk højerestående end Hitler, hvilket er absurd". Multikulturalisterne er hippe kulturfordærvere.