Krist-lamisk tro på en fælles Gud

Af Katrine Winkel Holm. Kronik fra Berlingske Tidende 27. maj 2007. 

Da muslimske organisationer i Frankrig forsøgte at få avisen Charlie Hebdo dømt for blasfemi og racisme, førte anklagerne kun ét vidne mod avisen: Den katolske præst Michel Lelong. Tankevækkende at en katolsk præst aktivt støttede ortodokse muslimers forsøg på at begrænse ytringsfriheden. Pinligt for den katolske kirke. Men helt det samme ville formodentlig kunne udspille sig herhjemme.

Skulle imamerne lede efter nogle venner til vidneskranken, ville de formodentlig tage ud
på Nørrebro til Islamisk-Kristent Studiecenter. Ja, de er der allerede. Centeret, der modtager massiv økonomisk støtte fra Københavns Domkirke, har i sin tiårige levetid haft et nært samarbejde med de mest ortodokse og shariabegejstrede af de danske imamer. Det gælder f.eks. Abdul Wahid Pedersen, der er tilhænger af den strengeste udgave af islam: salafismen. Selvfølgelig er han tilhænger af polygami og allerede i 2002 vedkendte han åbent, at han ikke tager afstand fra shariaens steningsstraffe mod utro hustruer. Godt nok er "stening til døde forfærdelig, men da straffen er givet af Allah selv, er det ikke op til os mennesker at ændre den". Denne utvetydige tilslutning til shariaens allermest barbariske side førte ikke til at Wahid Pedersen blev lagt på is af centeret. Ikke så underligt for i centerbestyrelsen sidder en anden steningstilhænger, imam Fativ Alev, sammen med imam Naveed Baig, der midt i 90'erne offentligt refererede shariaens krav drab på muslimer, som ikke overholder de islamiske regler - uden at tage afstand fra dem. "Hvis han ikke beder om tilgivelse eller lærer af sine fejl, har man ret til (pligt til) at dræbe ham", lød det fra Baig (Jyllandsposten 23/7/2006). På trods af flere opfordringer har Baig nægtet at tage afstand fra disse uhørlige udtalelser, der vel næppe kan kaldes dialogorienterede.

Alligevel står Baig, sammen med præsten Lissi Rasmussen for den daglige drift af centeret. Lissi Rasmussen, der af Københavns biskop er udnævnt til "stiftpræst for etniske minoriteter", har i mange år været en flittig forsvarer af islam. I 1998 forsøgte hun som centerleder at få Gyldendal til at trække en undervisningsbog af Kaare Bluitgen tilbage, fordi den "skabte fordomme om indvandrere", ligesom hun også har arbejdet hærdigt for ansættelse af imamer i det danske sundhedsvæsen. Sidste år blev Baig med hendes velsignelse udnævnt til imam på Rigshospitalet. Baigs støtte til drab på frafaldne fra islam spillede ingen rolle for Rasmussens promovering af ham.

Det teologiske udgangspunkt for Lissi Rasmussens dialogarbejde er ifølge hende selv muslimers og kristnes "fælles tro på gud". Det er det, der "binder os sammen". Der er nemlig ifølge Rasmussen så mange fællestræk mellem islam og kristendommen, at det bør danne "udgangspunktet for et frugtbart samarbejde". Centerets hjemmeside, frugten af samarbejdet, viser sig at give et stærkt idylliserende billede af islam. Hjemmesiden er således fuldstændigt støvsuget for artikler om de mere dunkle sider af islam. Ikke et ord om "jihad". Ikke et ord om "dhimmi". Ikke et ord om shariaens barbariske sider. Til gengæld det ene udfald efter det andet mod den danske indvandrerlovgivning og forslag om at afskaffe folkekirken, fordi det vil skabe "et nyt grundlag for dialog med muslimske Trossamfund".

Lige for tiden kan man på hjemmesiden læse en ukritisk islamisk hyldest til Muhammed for hans store kærlighed til kvinder. Teksten hævder, at det er "islam, der har skabt alle de principper, der har ført til kærlighed og omsorg for kvinder". Og for at det ikke skal være løgn, hævdes det, at Muhammed var tilhænger af rettigheder til kvinder. Ikke ét ord om, at Koranen og hadith systematisk foreskriver juridisk diskriminering af kvinder i Allahs navn. Den ukritiske hyldest til islam på hjemmesiden er så voldsom, at den kun kan betegnes som islamisk propaganda.

Påfaldende i den sammenhæng er det, at Lissi Rasmussen ser det som en hovedopgave at gøre front mod "islamofobi", mens hun helt afviser traditionel "monologisk" mission blandt muslimer, for "religioner kan ikke længere ses som adskilte størrelser", som hun skriver på hjemmesiden. Kristendom og islam kan altså ikke længere ses som adskilte størrelser, som to forskellige religioner, men flyder ud i hinanden. Lissi Rasmussen gør godt nok udtrykkeligt opmærksom på, at der er forskel på islam og kristendom, men forskellen er ikke større end at Lissi Ramussen kan lave fælles muslimsk-kristne bønner til den krist-lamiske Gud.

Centeret kan takke menighedsrådet i Københavns Domkirke for sin eksistens. I 2006 donerede menighedsrådet studiecenteret 50.000 kr. Muligvis hylder menighedsrådet også den fælles krist-lamiske tro. Påfaldende er det i hvert fald, at domprovsten ved Københavns domkirke, Anders Gadegaard, under Muhammedkrisen agiterede for kirkeindsamling til byggeri af en stormoske ligesom Lissi Rasmussen. For nylig gentog han offentligt sit forslag med den præcisering, at stormoskeen skulle være udstyret med minaret, så råbet "Allah hu'Akbar" med den kristne kirkes hjælp kunne gjalde ud over de københavnske hustage - og kirker.

Men hvordan kan det overhovedet komme så vidt, at kristne præster aktivt støtter en religion, hvis helligtekster udtrykkeligt forbander dem, der siger, at Kristus er Guds søn?

Det skyldes, at Jesus med Lissi Rasmussens ord "også spiller en rolle i islam, hvor han er profet". Spørgsmålet er imidlertid hvad slags profet, Jesus er i islam.

Koranens Jesus er Allahs sendebud og forkynder Allahs lov om at skelne mellem rent og urent. Han er altså muslim, ligesom de andre bibelske figurer, der i ændret udgave optræder i Koranen.

Koranens Abraham, Ibrahim, er således også muslim og grundlæggeren af Kabbaen og altså ikke israelitternes stamfader. Koranens Jesus, Isa, der i Koranen præsenteres som nevø af Moses og Aron (!) har i det hele meget lidt med den Jesus af Nazareth at gøre, som Ny Testamente fortæller om.

Hvilken glæde har kristne af, at muslimerne kalder Jesus profet, når de har lavet ham om til en muslimsk profet? Allah har sendt Isa dels for at minde folk om Allahs lov, dels for at forudsige Muhammeds komme. Isa undgår behændigt døden på korset, til gengæld skal han ifølge flere islamiske profetier komme igen ved tidernes ende og fordømme de kristne, fordi de har æret ham og ikke Allah som en gud. Af samme grund vil Isa ødelægge alle kors og, som den sharialydige profet han er, slå alle svin ihjel.

"Fælles kristen og islamisk tro på Gud?" Nej, ikke lige netop.

Koranen er skrevet mange hundreder år efter Ny Testamente, alligevel er Koranens forfattere ikke i tvivl om, at deres Isa er den sande Jesus. Derfor rummer Koranen en del kristendomsforbandelser. "Vantro er de, som siger; "Gud er Kristus, Marias søn" (sura 4,172) "De kristne siger: Kristus er Guds søn. Dette er, hvad de siger med deres munde: de efterligner med den snak de vantro, som var før dem. Allah forbande dem! Hvor er de vanartede og bortvendte fra sandheden!" (sura 9,30). Derfor opfordrer Koranen til bekæmpelse af de kristne (Sura 9,29).

Vreden mod de kristne skyldes, at de kristne ifølge Koranen har fordrejet deres oprindelige muslimske religion ved at hævde, at Jesus er Gud i menneskeskikkelse. Sand uforfalsket kristendom - er islam! Derfor kan selv ortodokse muslimer hævde at kristne og muslimer tror på den samme Gud og at kristne faktisk også er muslimer.

Når kristne siger, at de da også tror på den samme Gud som muslimerne, giver de altså islam ret: Det er Muhammeds Allah vi tilbeder - Kristus er kun et appendiks.

Men enhver kristen, der ikke synes den apostolske trosbekendelse er abracadabra, må tage afstand fra det udsagn. Den kristne Gud er Jesu Kristi far, der af kærlighed til sin skabning blev kød og tog bolig iblandt os. Den islamiske Gud er Muhammeds Allah, der er alt for ophøjet til at have en søn og alt for himmelsk til at vise sig i almindelig menneskeskikkelse.

Islamkenderen, den mangeårige kristne missionær i Pakistan, Jens Christensen har derfor ret, når han siger: "I sidste instans er enten Muhammeds Allah eller vor Herres Jesu Kristi Fader pure opspind af den menneskelige hjerne".

Alligevel støtter Københavns domkirke studiecenteret på Nørrebro. Et islampromoverende center, der misinformerer om Muhammed og shariaens konsekvenser i et nært samarbejde med de mest ortodokse og frihedsfjendske muslimer.

Jeg undrer mig over, at Københavns biskop endnu ikke har taget offentlig afstand fra centeret og dets aktiviteter. Ligesom det er påfaldende, at de moskeindsamlende præster aldrig har modtaget noget, der mindede om en næse fra biskoppen for deres kristusforagtende forslag.

Med sin tavshed forstærker han offentlighedens indtryk af folkekirken som islams bedste ven, en nær religiøs allieret. Men folkekirken skulle gerne være Jesu Kristi kirke og burde derfor aldrig kunne alliere sig med dem, der forbander kristendommen.

Hvorfor ikke sige det klart og tydeligt?

Hvorfor ikke vise, at Michel Lelong, der støttede de franske islamister, er en enlig, afvigende svale. Og ikke et fælleskristent forbillede.