Kristen ligegyldighed

Af Katrine Winkel Holm, Kronik i Jyllands Posten, 7. okt. 2009.

Mens Københavns biskop holder vennemøder med stormuftier og stenings-imamer, sætter kristne hver dag livet på spil ved at blive døbt i den treenige Guds navn. Hvorfor virker de kristne kirker så ligeglade med kristenforfølgelser? spørger Katrine Winkel Holm.

For kristne, der konverterer fra islam, er dåben den afgørende prøve for deres tro. Her udtrykker
de offentligt deres nye loyalitet over for Jesus og deres ønske om at følge ham selv ind i døden. Efter dåben er der ingen vej tilbage, dåben er det afgørende brud og derfor også ofte det øjeblik, der indleder forfølgelsen af konvertitten.

Denne højtidelige formulering er ikke min egen; ordene er Patrick Sookdheos, der er leder af den såkaldte Barnabas Fund, der hjælper forfulgte kristne over alt i verden.

Lørdag den 26. september besøgte Sookdheo København i anledning af en konference om vantro i islamiskdominerede samfund, arrangeret af Islamkritisk Netværk i Folkekirken og Trykkefrihedsselskabet. Vi ville gerne høre Sookdheo fortælle om kristnes trosfrihed og ytringsfrihed i islamisk dominerede områder.

Historier om kristne, der chikaneres og forfølges, dukker en sjælden gang op i medierne. For nylig kunne man her i avisen læse om hetzen mod Egyptens oprindelige kristne befolkning, kopterne. Men hvor stort er omfanget af kristenforfølgelserne, og hvad er forklaringen på den islamiske aggression mod de kristne, når vi nu har præsident Obamas ord for, at islam er fredens religion?

Det var spørgsmålet, og Sookdheo var ubetinget den rigtige at spørge. Ikke alene er han leder af Barnabasfonden og ph.d. i islamiske studier, han er også selv konverteret fra islam til kristendom og har altså personligt taget det alvorstunge skridt, han ovenfor beskrev.

Hvordan er situationen så i dag for kristne minoriteter i islamisk dominerede lande? Den er rent ud sagt rædselsfuld ifølge Sookdheo, der viste sig at være en saglig, sympatisk mand med sund dømmekraft og stor intellektuel tyngde.

Hver dag modtager han rapporter om forfølgelser og her følger et par stykker: I Østafrika blev to kvinder for nylig slået ihjel af deres fædre, da de vendte hjem efter at være blevet døbt, i Somalia blev en 22-årige konvertit, Ahmadey Osman dræbt 14. september 2008, og i Saudi-Arabien blev den unge kvinde Fatima al-Mutairi brændt i august 2008, da hendes omgivelser opdagede, at hun havde forladt islam til fordel for kristendommen.

Jeg sidder med Barnabas-fondens seneste udgivelse foran mig og kunne remse den ene uhyggelige historie op efter den anden, men vil hellere vende tilbage til spørgsmålet: Hvad er roden til denne vold? Ja, det er faktisk enkelt nok: Ifølge islamisk sharia er der dødsstraf for frafald. Volden skyldes altså ikke bare et par få, gale imamer, der er gået amok i fanatisme, nej, alle fire islamiske lovskoler er enige, om at døden bør ramme enhver, der forlader islam.

Der findes, understregede Sookdheo, mange muslimer, der forsøger at trække islam væk fra denne barbariske lovgivning, men siden den iranske revolution i 1979, er det gået den gale vej. Volden mod kristne er steget, det samme gælder aggressionen mod jøder.

I forhold til ortodoks islam er jøder og kristne nemlig i samme båd. Vi tilhører begge ”bogens folk” og står derfor et niveau over hinduer og ateister. Det lyder vældig godt, men ikke desto mindre er Koranen fuld af voldsopfordringer mod jøder og kristne. Vi har nemlig, lyder anklagen i Koranen, forvansket Det Gamle Testamente og fusket med billedet af Abraham, Moses og de andre. Og rigtignok er der ikke mange fællestræk mellem Koranens Abraham, der grundlægger kabbaen, og den Abraham, vi kender fra bibelshistorien. Men i betragtning af, at Koranen er mange hundreder år yngre end Det gamle Testamente, er det ret klart, hvem der har ophavsretten til Abraham-figuren. Alligevel annekterer Koranens de gammeltestamentlige historier og lader Muhammed rase mod jøderne, fordi de påpeger tyveriet.

Det samme med Jesus. Ofte lyder det anerkendende fra kristen side, at islam i det mindste anerkender Jesus som profet. Ja, som Allahs profet, der ved tidernes ende vil komme tilbage og ødelægge alle kors og slagte alle svin, som det hedder i en hadith. Koranens islamiske Jesus har altså ikke meget andet end navnet til fælles med Ny Testamentets hovedperson. Alligevel hævder Koranen, at det islamiske Jesus-billede, der er ca. 600 år yngre end Ny Testamentes, er det oprindelige, som er blevet forvansket af onde kristne. Deraf Koranens vrede mod de kristne.

Så kristne og jøder kan ikke klare frisag i kraft af at være ”bogens folk” eller tilhøre ”Abrahams hus”.

Den vold, ikke-muslimer, her under kristne, udsættes for overalt i den islamiske verden, har altså sin rod i Koranen, hadith og shariaens dødsstraf for frafald.

Skal der gøres noget for at forbedre vilkårene for de kristne minoriteter, skal de islamiske retslærde presses til at ophæve dødsstraffen for frafald.

Lige præcis det, har Barnabasfonden gjort til dette års mærkesag. Gennem hele 2009 har de opfordret vestlige regeringer til at støtte alle forsøg på at få fjernet disse love, også af hensyn til de mange muslimer, der er ofre for dem.

Én ting undrer, når man som dansker hører om Barnabasfonden og de kristnes lidelser: Hvorfor hører vi så lidt om dem, hvorfor har Barnabas Fonden ikke en aflægger i Danmark, hvorfor går missionforbund og biskopper ikke forrest i at støtte Barnabasfondens arbejde?

Hvorfor virker de kristne kirker så ligeglade med kristenforfølgelser?

Sookdheo svar var desillusionerende: De europæiske kirker er så optagede af tværreligiøs dialog med islam, at de ikke rigtig interesserer sig for de forfulgte kristne. Kæmper man deres sag og påpeger man de islamiske overgreb, risikerer man jo at ødelægge den gode stemning og håbet om fred, harmoni og gnidningsfri dialog med det hastigt voksende islamiske mindretal.

Derfor er folk som Sookdheo en torn i øjet på de mange kirkeledere, der vil bygge bro mellem kristendom og islam, fordi de konsekvent insisterer på umuligheden af projektet.

»De forfulgte kristne bliver ofret på den interreligiøse dialogs alter«, konstaterede Sookdheo tørt og tilføjede, at kristendommens fremtid for ham at se ligger i Den Tredje Verden, ikke i det Europa, der er ved at glemme sine rødder og sine pligter.

Hårde ord, som Den danske Folkekirke burde gøre alt for at gøre til skamme.

Men gør de danske biskopper ikke netop det, Sookdheo beskylder de europæiske kirkeledere for at gøre? Hvem af dem støtter Barnabasfonden? Hvem af dem knytter kontakter til Sookdheo, der selv har været udsat for islamiske dødstrusler, og hvis kontor af sikkerhedsgrunde har måttet forlade London? Er der noget, jeg overset? Så vil jeg meget gerne korrigeres.

Én ting var i hvert fald påfaldende: Kristeligt Dagblad, der som navnet antyder, gerne vil være den kristne kirkes talerør herhjemme, havde ikke tid til at dække konferencen om kristenforfølgelser eller tale med Sookdheo. Ikke fordi avisen ikke kendte til hans besøg i København. Slet ikke. Avisen fandt bare ikke Sookdheo eller nogen af de tre andre internationale kapaciteter, vi havde inviteret, interessante nok.

Til gengæld havde de samme dag en stort opsat historie om et ”prominent interreligiøst møde” mellem en palæstinensisk stormufti og en befrielsesteolog, et møde, der selvfølgelig blev bivånet både af Københavns biskop med kors og bånd og fløjsmave og stenings-imam Abdul Wahid Pedersen.

Er det på den baggrund så mærkeligt, at danske folkekirkekristne véd så lidt om kristenforfølgelser? Når det kristeligste af alle dagblade hellere vil bruge spalteplads på fingerfletning mellem stormuftier, befrielsesteologer og biskopper end på heroiske forkæmpere for forfulgte kristne?

Mens Københavns biskop holder vennemøder med stormuftier og steningsimamer, sætter kristne hver dag livet på spil ved at blive døbt i den treenige Guds navn.

De fleste af os hører bare intet om det. Men efter mødet med Patrick Sookdheo véd jeg i hvert fald, hvor man skal vende sig hen, hvis man vil vide mere og hvis man vil støtte dem, der støtter de forfulgte kristne: Til The Barnabas Fund. Hope and aid for the prosecuted church, http://www.barnabasfund.org/