Af Valgmenighedspræst Morten Kvist, Herning. Kronik i Kristeligt Dagblad d. 14. juni 2006.
Som bidragyder til det islamkritiske netværk er jeg flere gange blevet stillet to nært knyttede spørgsmål, som det er vigtigt at forholde sig til. Det første er, hvad man skal gøre, hvis man ikke vil gå i dialog med muslimerne? Er der overhovedet andre muligheder? Det andet er, hvordan man skal missionere blandt muslimer, altså forkynde evangeliet og helst med konkrete henvisninger til, hvad forkyndelsen betyder for menneskers daglige liv.
Om dialogen er der at sige, at netværket har rejst en debat, som hurtigt og forudsigeligt er blevet stillet op i enten konfrontation eller dialog. Hvis man stiller sig kritisk an overfor dialog, har man
samtidig sagt, at man overhovedet ikke gider tale med muslimer. Mener mange! Eller netværket beskyldes for, at udgangspunktet er ren negation, fordi dialog må betyde, at muslimer og kristne må udvise velvillig imødekommenhed overfor hinanden.
Modstillingen konfrontation eller dialog har ikke været til at undgå, fordi en konsensussøgende dialog har fundet sted på uklare præmisser. Dens talsmænd er gået ind på det kompromis, som hedder, at man ikke må såre andre menneskers religiøse følelser. Det kan dårligt betyde andet end en indskrænkning af religionskritikken, fordi enhver, som bliver kritiseret, kan hævde, at hans religiøse følelser er blevet krænket eller hånet. Og religionskritik er en del af kristendommens væsen.
Religionsdialogen er mest gået ud på at tale om, hvad der forener og ikke, hvad der skiller. Den har været ført med hensigt: At finde så meget enighed som muligt. En dialog må selvfølgelig være åben også overfor uigenkaldelig uenighed, om den skal fortjene sit navn. Ellers bliver den ufri.
Endelig lider ordet dialog af en politisk infektion: Det er kommet til at betyde kompromis. Hvis en politiker udtrykker vilje til at gå i dialog betyder det næsten altid, at han er villig til at indgå et kompromis. At gå i dialog er det modsatte af at stå stejlt på sine synspunkter. Mange danskere har en stærk tro på, at dialog forstået som kompromis er vejen frem i næsten enhver henseende.
Denne betydning af ordet dialog er fra et politisk forhandlende miljø fragtet med over i en diskussion om religiøse sandheder, altså et ganske andet niveau af tilværelsen. Således er det blevet utydeliggjort, at kristendom og islam er åndelige modstandere. Et eksempel er domprovst Anders Gadegaards forslag om, at kristne skal samle ind til bygningen af en moske. Det svarer omtrent til, at man i sin tid havde hjulpet kommunisterne med at bygge et propagandaministerium.
For en sikkerheds skyld: Dermed har jeg ikke sagt, at man ikke skal tale med sine åndelige modstandere. Alt andet ville være uciviliseret. Men det giver en anden – og mere sandfærdig – samtale, hvis man højt og tydeligt kalder en spade for en spade og gerne høfligt, hvis det kan tjene sandfærdigheden.
I forhold til dialog med muslimer taler vi først om islam. Det er Koranen og beretninger og fortolkninger af Muhammeds liv, de såkaldte Hadith. Og det er sharia, loven. Det er umuligt at tale om islam uden at forholde sig til disse objektive forhold. Jeg ved godt, at man kan lægge vægten forskelligt, at det er muligt at moderere, at der findes flere fortolkningstraditioner af sharia osv. Men før eller siden melder dét sig, som hverken kan tales frem eller tilbage.
Det er et hidtil ubestridt, objektivt forhold i islam, at Koranen er hævet over kritik, herunder videnskabelig kritik, som kunne bidrage til en mere præcis læsning af den. Endvidere at Muhammeds person er hævet over kritik, hvad vi har fået anskuelsesundervisning i. Den muslimske skelnen mellem krigens hus, hvor islam ikke er indført, og fredens hus, hvor islam hersker, kan ikke ophæves. Skellet mellem rent og urent kan ikke ophæves, og heller ikke opdelingen af jordens befolkning i fire slags mennesker med forskellig status, de troende, bogens folk, de vantro og de frafaldne, er det muligt at se bort fra.
Alle disse forhold er ikke blot stærkt kritisable set med evangeliske briller, men uantagelige. I samtale med muslimer om islam må man derfor gøre det klart, at kristendommen er en undsigelse af islam. Og man skal være mere end almindelig vagtsom overfor, om det, der nyder betegnelsen ’dialog’, ikke bid for bid vil legitimere islamisk tyranni eller aldrig vil bringe andet end ligegyldig enighed. En god samtale vil tydeliggøre de forskelle, som ikke kan tales væk, hvilket ikke forhindrer, at man kan blive enige om alt muligt andet end religion. Politik f.eks. - i hvert fald i et vist omfang. Man kan samarbejde i vandværkets bestyrelse, om sport, om talrige forhold, hvis muslimerne må for deres religion. Og lad os endelig gøre det. Det har muslimerne i det danske samfund brug for.
Hermed er vi ved det andet spørgsmål: Mission. De kristne skal naturligvis missionere. Hvordan er igen en sag for sig, hvorom jeg hidtil kun har sagt, at den konsensussøgende dialog ikke duer.
Teologisk set må missionen blandt muslimer gå ud på at befri dem fra lovens byrde. De mener, at den islamiske lov, åbenbaret for Muhammed, nedskrevet i Koranen, fortolket i Hadith, er den sande vej for ethvert menneske. Rent bortset fra at den islamiske lov byder på mange ubehageligheder set med et hvilket som helst vestligt øje, så er det afgørende problem selve lovens status: Den er til frelse, dvs. sige livets sande betydning findes fastholdt i bestemte love og regler.
De kristne ved derimod, at loven ikke kan have den status. Loven er en nødvendig omstændighed i et samfund. Ikke mere. Det fører til ufrihed, hvis man tror, at loven kan give livet betydning. Af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdiggjort, siger Paulus (Gal. 2,16). Paulus’ ord er baggrunden for, at vi i Vesten kan lave i princippet enhver lov om, hvis vi synes og i øvrigt kan blive enige om det. Ingen konkret lov er guddommelig og slet ikke forvaltningen af den.
At få ændret lovens status i muslimernes øjne vil være en evangelisk velgerning, ja en befrielse for dem. Således fortalte en muslim efter at være blevet døbt, at det bedste var, at hun nu ikke længere behøvede at lyve. Er muslimer da løgnagtige? Nej, ikke specielt (det er den kristne frihed, som er speciel), men ethvert lovkrav – moralsk eller juridisk, der fremføres med guddommelig autoritet fører til løgn og bedrag, for ingen kan leve op til det. Og er loven tilværelsens yderste horisont må man begribeligvis lyve om dens overholdelse. Det må enhver. Det er at trælle under loven.
Hvordan missionen så i praksis skal gribes an er ingen enkel sag. Vi har aldrig tidligere i Danmark kendt til situationen. Vi skal samarbejde med muslimer og oplyse: I børnehaver og skoler, klubber etc. og tale om alt, hvad man i øvrigt taler med sine naboer om, hvis muslimerne må for deres religion (hvis ikke har de et meget stort problem). Bortset fra almindelig åbenhed, kræver det tid og gerne et løft i den gennemsnitlige viden om kristendommen. Og det kræver, at vi konkret og personligt kan henvise til den frihed, kristendommen har givet os; at vi kan bruges os selv som eksempler. Ytringsfriheden er et rigtigt godt eksempel. Viljen til åbne samtaler et andet. Det har muslimer i Danmark brug for.