Af tidl. domprovst Poul E. Andersen, Odense, Kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, Tirsdag den 16. januar 2007. Oprindelig titel: "Farisæerdrømme".
Det er næstekærligheden, den uafkortede, den globale, det drejer sig om. Det er her, jeg skal være soldaten, lære at gå i takt og kæmpe min kamp for Gud og mig selv, om det så må koste al kristendom livet. Et svimlende sekund! Jo, endelig. En kirkedør kan også åbnes udad, skriver dagens kronikør.
Kirken havde fået et nyt orgel. Ved indvielsen var der fest i det lille sogn. Det var en anonym
gave. I menighedsrådsformandens tale priste han det nye instrument og rettede en dybtfølt tak til den anonyme giver, der af sit gode hjerte havde betænkt sit sogn. I stilheden efter talen gled alles øjne ned over ansigterne ved kaffebordene. Stilfærdigt og beskedent rejste Anders Jensen sig. Havde kun nogle få ord at sige: "A tøws, te det var bedst på den måed' ".
Han havde lært ydmyghed og lidt om at give i løndom. Jesus siger jo selv: Når du giver almisse, må den venstre hånd ikke vide, hvad den højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Det sidste havde han dog næppe lært.
Han havde måske heller ikke helt forstået Mesterens ord om selvretfærdigheden: Pas på, at I ikke viser jeres retfærdigheden for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlen. - Springet fra retfærdighed til selvretfærdighed er slet ikke så langt.
Hykleri og selvretfærdighed findes hos alle. Det skulle ikke undre mig, om man også kunne træffe på den hos julens præsteinitiativgruppe, der huserer bl.a. omkring Mariager, eller hos deltagerne i den hillerødske ti-præsteaktion med politisk demonstration på byens torv og forbønsgudstjeneste i kirken. Ham Jesus har det med at bruge spidse pointer, når han siger: Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der står og beder i synagoger eller på gadehjørner for at vise sig for menneskene. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. -Naturligvis kan også Jesus tage fejl, for godhedens præsteskab har som regel ret.
Jeg selv er en hykler. Men jeg skjuler det så godt, jeg kan. Og jeg tror, at det er en sag mellem mig og Vorherre. Men i et natligt tungsind kan angsten for hans straf vælte ind over mig. Så ser jeg mig selv hensat til kirken hos en from og god præst fra godhedens pilgrimstogt. Jeg hører om hans sjælekvaler, den dybe anfægtelse, der kom til udtryk i den kristne gruppes rystende pressemeddelelse om regeringens overgreb mod de irakiske asylansøgere, Han påpeger, at tusindvis af mennesker flygter hver dag fra Irak. Danmark er jo det land i EU, der har flest flygtninge pr. indbygger, så her må være plads, både til de 600 afviste flygtninge og alle dem, der måtte komme efter dem, ellers fortjener vi at pines til døde af vor egen uanstændighed og umenneskelighed. Men vi kristne må kæmpe for godheden og for medmenneskeligheden og for, at de troende kan opnå den politiske magt, som de behøver, for med sand styrke at kunne kæmpe kampen, som jo også er Guds kamp, - mod regeringen, lovgivningen og den juridiske forudsigelighed. Og det er præsternes kamp, siger han, ikke lærernes, slagternes, mekanikernes, bøndernes eller de handlendes. Det er den lutrede etiske indsats for de rene følelser, og de tyngede samvittigheder. Det er ikke individernes kamp, men fællesskabets, den fælles bøn på gader og stræder og fra kirkens alter. Og det er NU, det gælder. Det er drejer sig om kærligheden, ikke om blodløse perspektiver i fremtidens samfund, og det er en kamp i al åbenhed. Vi har jo set, at det virker så lidt, når vi går ind i vort kammer, lukker vores dør og beder i løndom til vor fader, for vi har set, at han også kun svarer i løndom, og det er vor sag for vigtig til. Vi kristne præster må sammen gribe til ordets sværd.
Og jeg sidder forsagt i min kirkestol. For han må jo have ret, præsten jeg lytter til. Jeg går frimodigt og tror, at jeg er kristen, men den sande kristne forkynder her på prædikestolen nægter fællesskab med sådan en som mig. For sidder jeg ikke og tænker helt anderledes? At statens love er resultatet af, hvad fornuftige mennesker gennem generationer med deres forstand har udtænkt og fået godkendt som fastlagte regler til bedste for deres folk og under hensyn til, at folket selv kan udvikle dem, tilpasse dem og forsvare dem. Igen kan af sig selv tiltage sig magt over dem. Statens lovgivning er også udmøntet i det juridiske system, der begrænser indvandringen, træffer beslutning om opholdstilladelse eller udvisning. Sker der fejl, må det påtales og rettes af myndighederne ud fra nøgterne overvejelser. Med hyl og skrål kan man give udtryk for sine egne følelser, men loven er generel. Hvis den skal fortolkes ud fra tilfældige følelser, kastes den hovedkulds ned i kaos og despoti, jævnfør f. eks. Irak. I et demokratisk land godkendes ingen nok så fromme argumenter, hverken i Jesu eller Allahs navn. Sådan gik jeg og troede.
Det er heller ikke tidligere faldet mig ind, at Gud forlader mig, når jeg forestiller mig, at åbne grænser med bølger af ægte forfulgte og benhårde lykkeriddere kan blive den tsunamibrænding, der overbelaster vort land og på ny gør fattigdom til en realitet, for børn den meningsløse vej til sygdom, mangel på omsorg og dunkel uvidenhed. Fremmede landes lidelse kan på langt sigt blive vore efterkommeres lidelse. Jeg må bede om tilgivelse for sådanne tanker.
Og når jeg sidder der på kirkebænken, må jeg erkende, at jeg er islamofob. Jeg frygter kultursammenstødet med den stærke islamiske kultur, de religiøse opgør, den voksende kriminalitet, sprogproblemerne, svækkelsen af kulturel identitet. Jeg, individualisten, hænger fast i en kollektiv egoisme. Og når der tales om alles barmhjertighed mod alle, er mit hjerte forkalket. Det har ikke plads til at rumme for mange. Jeg har ikke set, at de mange, der søger os, er den hvæssesten, som vi kan øve vore gode gerninger på.
Jeg har sikker været for naiv. Det forstår jeg nu. Men jeg har hidtil været tryg ved den befaling, som Kristus har givet mig, at give kejseren, hvad kejseren er, og Gud, hvad Guds er. Kejseren har jeg tjent godt alle dage, for han har en lov, der er til at forstå. Men med Gud ligger det helt anderledes, for hans lov er svære at forstå og opfylde. Den blander sig nemlig udenom alle paragrafferne, og lader mig stå helt alene med befalingen om, at jeg skal elske både min Gud og min næste. I modsætning til de politiske kristne har jeg ingen brugsanvisning fået med, den. Der er fortalt,er ligeså uforståelig som Ikeas. Med disse forudsætninger har jeg indtil i dag fulgt langt bagefter, når de virkeligt fromme optager kampen mod regeringen og hele dens slæng. Måske det nu endelig kan blive bedre, når nu sagerne afklarer sig i Hillerød og andre steder.
Overfor Gud har jeg trods al følt mig temmelig tryg, for jeg tror ikke, han er så småtskåren, at han bekymrer sig om bagateller. Men næsten har jeg det sværere med. Jeg ved, at der er et stykke vej mellem statens love og mine følelser, hvor nedslidte de end måtte være. Hvis jeg selv en dag pludselig står ansigt til ansigt med den enkelte udviste iraker og ser nøden i hans øjne, er han så ikke blevet min næste og mit menneskelige problem. Jo han er, så er al magtpolitik suspenderet, så er kravet der om at elske sin næste.
Men de nye politsk-teologiske tiltag er jeg nu endelig sat på plads. Alle skal være min næste. Jeg kan ikke nøjes med, som så mange andre ud fra politisk ansvarlighed at sende beløb til de velgørende organisationer, for det er staten selv, dens udlændingeservice, dens ministre og deres forkvaklede menneskesyn, jeg skal anfægte. Det er næstekærligheden, den uafkortede, den globale, det drejer sig om. Det er her, jeg skal være soldaten, lære at gå i takt og kæmpe min kamp for Gud og mig selv, om det så må koste al kristendom livet.
Et svimlende sekund! Jo, endelig. En kirkedør kan også åbnes udad.