Af Jens Kristian Bech Pedersen. Trykt i Tidehverv, november 2006, efter at være blevet afvist af Jyllands-Posten, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad.
Det startede som en kamp mod religiøs censur i Danmark. De berygtede Muhammed-tegninger blev af Jyllands-Posten angiveligt bragt som et forsvar for en truet ytringsfrihed. Som sådan var tegningerne derfor anvendt som redskab i en tilspidset politisk eller kulturel
kamp om de helt grundlæggende politiske frihedsrettigheder i dette land. Men man kan roligt sige, at betydningen og konsekvenserne af profettegningerne hurtigt blev flået ud af Jyllands-Postens kontrol.
For med det glødende raseri, der karakteriserede de muslimske reaktioner, viste tegningerne sig at blive noget helt andet - og at bære et helt andet budskab end blot et godt borgerligt forsvar for ytringsfriheden. Der kan efter reaktionerne at dømme ikke være tvivl om, at tegningerne af den muslimske verden er set som en kristelig benægtelse af Muhammeds hellighed. En kristelig modsigelse af at anerkende noget menneskes hellighed på en sådan måde, at mennesket ikke må afbildes. Og Muhammed med bomben tegnet i hovedet er en ganske barsk og kontant påpegning af den farlige sammenhæng og konsekvens mellem menneskets selvretfærdige hellighed, det totalitære teokrati og hellig krig. Og altså et kristent samfunds afvisning af, at hellig respekt for Muhammed skal gælde som absolut norm for ethvert samfund og ethvert menneske, herunder mennesker, der kalder sig kristne. Med store muslimske befolkningsgrupper i Europa og med en glødende islamisk missionsiver og hellig selvbevidsthed står vi i Europa over for en åndskamp, der har kirkehistoriske dimensioner. En åndskamp, som vil afgøre Danmarks og Europas åndelige orientering, politiske fremtid og samfundsvilkår for hundreder af år ud i fremtiden. Udfaldet af denne kamp vil afgøre, om en muslimsk religiøs-totalitær hellighed skal sænke sig som et åndsmørke over Europa. En totalitær selvhellighed, som vi under Muhammed-krisen oplevede i form af islams anmassende krav om almindelig og statsautoriseret respekt for Muhammeds hellighed. Og som vi gennem islam oplever i form af en aggressiv lovreligion, og krav om respekt for Muhammeds guddommelige inspiration, for Koranens hellighed, og i muslimske enklavers krav om indførelse af sharialoven og af den islamiske, teokratiske kalifatstat i gamle kristne europæiske stater. En tyrannisk hellighed, der sanktionerer islamismens voldsfærd i vor tid. Og modsigelse af den hellighed er nu også i vor egen del af verden stemplet som vanhellig, og har vist sine farlige konsekvenser.
Fornærmede følelser
Det kan godt være, at Muhammed-tegningerne har medført stødte og fornærmede muslimske følelser. Men det er muslimsk selvhelliggørelse, der har drevet de muslimske følelsesudbrud til det guddommelige rethaveri, som medførte dødstrusler på danske tegnere, afbrænding af danske ambassader, og massehysteriske voldelige optøjer i den arabiske verden. Helligt hysteri. Helligheden skal forsvares med vold, magt, hellige sharialove og underkastelse. Helligt rethaveri, som helliger ethvert middel. Fornærmede religiøse følelser? Nej, religion er ikke en abstrakt følelsessag. Religion er en sandhedssag. En sag om, hvem mennesket er i forhold til Gud, og hvem Gud er, og hvor Helligheden er. For os, der bekender os til kristendommen, er dette en sag om den menneskelige selverkendelse, at hele mennesket står til ansvar over for Gud og hans dom: mennesket med dets følelser, dets intellekt, dets selvhellige magtvilje, dets selvretfærdighed, dets hovmod, dets religiøse og ideologiske raseri, og dets selvkærlige og forblændede tillid til egne projekter og egne evner. Og for os, der bekender os til kristendommen, er det en åndelig læresag om den nådens, kærlighedens og Sandhedens Gud, som Kristus kaldte sin Fader. Og ikke en sag om en despotisk lovgud, der kræver underkastelse under abstrakte hellighedsregulativer og teokratiske styreformer. Det er ikke nok at sige "Gud" - og dernæst tro, at vi taler om det samme. Som man taler om Gud - sådan bekender man sin tro, og sådan bekender man, hvem Gud er. Den Gud, som kristne bekender, tvinger ingen - men vil bekendes i ånd og sandhed. Det er derfor ganske løgnagtigt at fremstille profettegningerne som en forhånelse eller fornærmelse af muslimernes religiøse følelser. Der findes i mennesket ingen egenskab, intet organafsnit eller nogen separat følelse, der er særlig religiøs, og som danner et særligt åndeligt-organisk bindeled til helligheden eller til Gud selv. Religion er et totalt-menneskeligt forhold til sandheden om mennesket, menneskelivet og menneskenes samfund. En særlig religiøs følelse er en luftig abstraktion - et rent sværmeri. Der er derfor intet i en sådan påstået religiøs fornærmelse eller forhånelse - andet end et grundløst, magtlystent og rethaverisk krav om total servilitet. Påstanden om eksistensen af en fornærmet religiøs følelse bærer i sig selv kravet om Europas underkastelse under islamisk hellighed. Og for visse europæiske politikere og diplomater er den "fornærmede religiøse følelse" en behændig kattelem, som skal redde den gode tone og de fredelige relationer mellem landene. Men er de fornærmede religiøse følelser sandheden om kernen i sagen om profettegningerne - og om striden mellem landene? Nej, at påstå eksistensen af en sådan fornærmet følelse - eller at kræve respekt for en sådan følelse - er et underfundigt og intrigant muslimsk redskab til - i alliance med den herskende menneskerettighedsideologi - at påtvinge de frie, verdslige vestlige samfund nogle af de religiøst-totalitære hellige love, som er vejen frem mod den teokratiske kalifatstat eller den verdensomspændende panislamisme.
Islamisk missionsstrategi
Dette har allerede manifesteret sig i arabiske og muslimske staters forsøg på gennem de seneste måneder både i EU-regi og inden for FN`s rammer at plædere for indførelse af medielovgivning eller traktatbestemmelser, der skal forhindre fremtidig medieformidlet forhånelse og modsigelse af islams hellige personer. Og allersenest også den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogan`s virksomhed og taler i Europarådet og Alliancen af Civilisationer om europæiske indskrænkninger i ytringsfriheden. Ganske effektive foranstaltninger til fremme af islamisering af Europa: indskrænkning af ytringsfriheden, forbud mod religionskritik, forbud mod blasfemi, og følgelig fredning af islam. Det er åbenlys islamisk missionsstrategi. Et islamisk forsøg på indreeuropæisk amputering af kristendommens sociologiske stilling og af åndsfriheden i de europæiske samfund. Sådan fjerner man i de europæiske samfund først kristendommen fra det offentlige rum, og forviser dernæst forkyndelsen af kristendommen, Guds ord, til lukkede rum - de kristne kirker. Alt imens islamisk ret og hellighed under kravet om respekt breder sig i samfundet og lukker den tradition, vi har for kritisk, sandhedssøgende og respektløs debat. Ganske som kristendommen i dag i nogle islamiske samfund kun må forkyndes i private, lukkede rum - forvist fra offentligheden, hvor kun islam må vise sine ydre religiøse tegn. For en stor del af Vestens politikere har påstanden om den krænkede religiøse følelse været en afværgelsesfantasi for at undgå at tage stilling til den fundamentale åndskamp mellem kristendommen og islam. Og i virkeligheden et middel til at forhindre, at denne åndskamp i det hele taget opstår eller intensiveres. En sådan åndskamp vil for det første fremprovokere en helt basal selvkritisk - og dermed formentlig politisk ustyrlig - besindelse på identiteten af og grundlaget for de europæiske og vestlige samfund. Og på en nybesindelse af, hvad det i det hele taget er for religiøst-totalitære trusler, vi møder, og hvad vi skal forsvare. Og for det andet vil kampen sikkert kunne medføre alvorlige indre-europæiske opgør, der vil kollidere med de internationale, folkelige, kulturelle og religiøse integrationsprojekter, som gennem mange årtier har været den europæiske politikerelites ideologiske ledestjerner. Som projekt skulle jo total integration betyde ophævelse af alle modsætninger, relativering af de religiøse sandheder, og en fredsommelig udglatning af modsætningerne mellem stridbare religioner. Men der er noget, der tyder på, at en sådan åndskamp og et sådant opgør har sine helt egne kræfter.
Åndelig frihed
Når vi i kristne lande forkynder Kristus som Guds søn, så forkynder vi Guds ord som modsigelse af al jordisk hellighed, af menneskets selvforgudelse, af det religiøst-totalitære samfund og af islamisk lovtyranni. "Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld." (Gal. 3,13). "Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trældom." (Gal. 5,1). Sådan sagde Paulus, da han for mange år siden kæmpede for sandhed og frihed for sine egne menigheder. Og sådan er derfor også den nuværende åndskamp for Danmark og Europa en kamp og et valg mellem åndelig frihed og middelalderligt åndsmørke. Om vor frihed og samvittighed skal bindes til Guds grænseløse nåde i Kristus, eller lænkes til islams hellige love. Derfor er ytringsfrihedens sikring af den åndelige frihed for landets borgere langt vigtigere end sikring af personlig sikkerhed og velfærd. Og ytringsfriheden er først og fremmest forkyndelsesfriheden, d.v.s. friheden til at forkynde kristendommen som en modsigelse af al menneskelig selvretfærdighed og hellighed på jorden. Borgernes frihed til åbent at skændes med hinanden om, hvad hellighed og sandhed er. En frihed, som vi har fået med kristendommen, der lærer os, at hellighed og sandhed ikke er af denne verden - men kun findes i Himlen. I åndelige sager skal derfor ingen sandhed eller hellighed være beskyttet af samfundets love. For den åndelige ytringsfrihed findes der ingen jordisk sandhedsdomstol - og en sådan skal ej heller indføres gennem sharia-lovgivning og islamisk ret under henvisning til forbud mod forhånelse af en hellighed, som vi finder falsk, og som vi stiller spørgsmål ved. Som kristne bekender vi os til en sandhedsforkyndelse, som ikke finder nogen ydre hellighed i et profetbillede. Derfor accepterer vi hverken religiøs samfundstvang, kirketugt eller islamisk ret for at opretholde respekten for en sådan hellighed. Vi finder heller ikke nogen hellighed i en særlig påklædning - for os er vi Guds børn både i burkaen og i bikinien. Ejheller finder vi nogen religiøs urenhed i særlige fødevarer; vi bekender, at alt, hvad Gud har skabt er godt: "Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det som kommer ud af munden, det gør et menneske urent" (Matt. 15,11). Vi holder hverken den muslimske Koran eller den jødiske Tora for hellig. Ikke engang vor kristne Bibel holder vi for hellig som bog, da den er undergivet al den menneskelige kritiske virksomhed, som enhver anden bog bliver underkastet. Søger vi Guds ord i Bibelen, da tror vi, at Himlens skjulte Gud - som alene er Hellig - selv vil vogte over og hævde helligheden af sit ord - på trods af menneskene.
For meget religion
"Der er for meget religion," har statsminister Anders Fogh Rasmussen sagt om den ravage, som Muhammed-tegningerne førte med sig. Og det ser ud til, at næsten hele det politiske og journalistiske univers er enig med ham. Nu skal livet leves videre. Nu spørger man, om det dog kan betale sig at holde så krampagtigt fast i de principielle synspunkter. Kan vi ikke mødes i fordragelighed og kompromissøgende fælleserklæringer? Sådan arbejder man i det politiske univers. Dèr hersker først og fremmest angsten for konflikt og konfrontation. Hører vi ikke alle de politiske slagord? Undskyldninger, forståelse for de religiøse følelser, forsoning, gensidig respekt mellem alle religioner, tolerance, kravet om øget global sensitivitet for aviser, ytringsfrihed med et "men - men - men", og endelig dialog, dialog, dialog. Og kan der tænkes nogen større skandale end den at spørge, om sagen i sin kerne dog ikke drejer sig om noget, der kun kan medføre konflikt og opgør? At sagen for eksempel er af religiøs karakter? Nej - det må der ikke spørges om. Det gælder om at feje religion helt ud af det offentlige, politiske univers. "Der er for meget religion." Eller som man siger: adskille religion og politik. Sikre sig et politisk rum, der er fejet og prydet, og renset for religiøse dæmoner. Så politikerne i fred og ro kan drive politik ren og purt. Uden at forholde sig til, at hvor den ene religiøse dæmon er drevet ud, dèr kommer der syv andre langt mere udspekulerede - og sekulariserede - dæmoner til. Og i den fejlagtige tro, at det sekulære, areligiøse politiske univers kan etableres uden forkyndelse af kristendommen. Uden forkyndelse af den Kristus, der har afvist alle hellige aktivister og religiøse lovfanatikere med ordene: "Mit rige (d.v.s. min Hellighed) er ikke af denne verden." (Joh. 18,36). Skam få den, der rejser kritiske og konfrontatoriske spørgsmål om den religiøse kerne i sagen - og til islam. Og dennes konsekvenser for Danmark og Europa. Men nej. Sagens kerne er desværre ikke politisk, den er meget vigtigere. Den er religiøs. En islamisk missionsstrategi i Europa. Det er det, der har afsløret sig. Kernen i sagen er ikke islamisme eller fundamentalisme. Kernen i sagen er konfrontation mellem kristendom og islam - en sandhedssag om den islamiske religion, der ikke vil høre sandheden. En sandhedssag om, hvem der er Sandhedens Gud og hvem der løgnens Gud. Der er for lidt religion - der er for lidt kristendom. Det er nu, vi skal forstå, at det er kristendommens forkyndelse, der har skabt den åndelige frihed og de politiske frihedstraditioner i Danmark og Europa. I sagens kerne er der ingen anden vej end den direkte og konfrontatoriske. Når vi drøfter religion eller islam med en muslim, skal der ikke tales politisk, så skal der tales religiøst - d.v.s. sige kristeligt. Så skal det siges, at sandhed og guddommelig hellighed slet ikke kan drøftes eller forkyndes for os mennesker uden fornærmelse, blasfemi, spot og forhånelse. Det er sandhedens vilkår i vores verden. Som det var vilkårene for Kristus selv. Og det skal siges, at sand ytringsfrihed slet ikke kan være til, uden at den først og fremmest forstås som forkyndelsesfrihed, d.v.s. friheden til at forkynde kristendommen som en modsigelse af al menneskelig hellighed og selvretfærdighed på jorden. Der er ikke behov for en reformatorisk Luther inden for islam. Der er behov for karakterfaste kristne teologer i Danmark, sådan som de nu viser sig i Islamkritisk Netværk. Hverken politisk, kirkeligt eller teologisk nytter defaitisme noget som helst over for islam. Sagen er langt alvorligere end vore politikere og nogle biskopper gør den til. Der er for lidt religion.
"Det hændte engang, at der gik ild i en teaterkulisse. Bajads kom for at underrette publikum derom. Publikum troede, at det var en vits, og applauderede. Bajads gentog. Publikum jublede og applauderede endnu vildere. Således tænker jeg, at verden vil gå under i den almindelige tro, at det er en vits." (Søren Kierkegaard).