Af Kirsten Sarauw og Morten Kvist. Kronik i Berlingske Tidende 26. oktober 2006.
Efter pavens tale i Regensburg, efter at den franske gymnasielærer Redeker har måttet gå under jorden på grund af islamkritik, efter at kristne TV-stationer er blevet forhindret i at sende i Tyrkiet, efter en uge med nervøsitet for endnu en Muhammed-krise, efter at der hele tiden kommer nye tilfælde af islamisk overfølsomhed og rasende udbrud mod Vesten, er det på tide at skærpe opmærksomheden over for islam som religion. Er det virkelig kun islamismen, det er galt med? Eller
er den blot fortroppen af en religion, som på grund af sit væsen har store vanskeligheder med at acceptere kritik og modsigelse?
Lad os se på pavens tale. Den indeholdt både religionskritik og en invitation til samtale mellem den islamiske verden og Vesten. Selv fra to forskellige religiøse udgangspunkter må det være muligt at mødes i en fælles fornuft. Det kræver to ting: At muslimerne for alvor tager et opgør med de voldelige sider af deres egen religion og vil acceptere historisk kritik. Og at Vesten besinder sig på, at fornuften har brug for troen, dvs. erkender den såkaldte sekularismes begrænsninger.
Paven gik direkte til et betændt problem: Forholdet mellem islam og vold. Det affødte netop trusler, angreb på kirker, måske en nonnes død. Hvorfor gik det så galt? Og hvorfor går det galt, hver gang man vil åbne en samtale med muslimske autoriteter på andet end muslimske betingelser? Hvad skulle der være til hinder for, at moderne muslimer tager afstand fra middelalderlige tekster i Koranen og hadith (traditionen), som i islams navn eksempelvis opfordrer til jihad, vold, udryddelse og undertvingelse af vantro? Skulle det virkelig være så svært i år 2006?
Det er netop så svært. Af flere årsager som dog alle grunder sig i den største knast af dem alle: Koranens ufejlbarlighed.
Nu kan ingen muslim imidlertid komme uden om et pinagtigt problem: Hvordan skal Allahs rene ord fortolkes og forstås? Fortolkningsprincipper inden for den muslimske tradition er en lang og kompliceret historie. Men det blev den muslimske ortodoksi med et overvejende bogstavtro fortolkningsprincip, der gik af med sejren og i dag er den dominerende udlægning.
Yderligere skal bemærkes, at de mange muslimer, som i tidens lange løb har forsøgt sig med andre, mere moderate fortolkningsprincipper, er blevet erklæret for kættere, forfulgt eller myrdet. Seneste eksempel er den egyptiske litteraturprofessor ved Cairo Universitet, Abu Zayd, som på grund af sine skønlitterære studier af Koranen og interesse for den historisk-kritiske metode blev truet på livet og tvunget i eksil.
Selv om moderne og moderate muslimer i deres hjerte tager afstand fra de destruktive dele af Koranen, så tør de meget sjældent sige det højt. Sporene skræmmer. Islamkritik kan være livsfarlig for en muslim.
I modsætning til de kristne, som aldrig har kunnet henvise til Det Nye Testamente som legitimation af verdsligt magtstræb, vold og krig, kan muslimerne hente belæg for deres krige og martyraktioner i Koranen. Deres Gud kan legitimere volden. Her skal blot citeres et enkelt koranvers blandt utallige: »O, når de hellige måneder er forbi, så dræb de vantro, hvor I end træffer dem, grib dem, og belejr dem, og lur dem op i ethvert baghold. Men omvender de sig og beder (den muslimske) bøn og betaler krigsskat til muslimerne, så giv dem vejen fri. Sandelig, Allah er den tilgivende, den barmhjertige.«
Et sådant udsagn forbinder unægtelig Muhammed og hans Gud med vold. Ligegyldigt hvor meget man vrider tungen af led for at bortforklare.
Fremkaldte pavens tale da slet ikke et andet svar på fra muslimsk side end trusler og optøjer?
Jo, blandt andet fra Tariq Ramadan, euroislam-filosoffen. Og fra Bassam Tibi, liberal muslim, islamekspert og professor i Göttingen. Vi vil tage den gode nyhed til sidst og først gå til Ramadan.
Tariq Ramadan tager klogeligt afstand fra de voldelige reaktioner på pavens tale i den muslimske verden, men han afviser, at vold - før som nu - har noget som helst med selve islam at gøre. Det er korrupte ledere, der opvigler folk, som har skylden. Jihad kan ikke oversættes til »hellig krig« påstår han.
Derefter kritiserer Ramadan pavens tale for klodsethed og overfladiskhed. Den er udtryk for historieforfalskning og selvbedrag, når han kun nævner den jødisk-kristne og græske kulturarv som Europas fundament. Den kristne tro og den græske fornuft er tværtimod indgået i en betydningsfuld vekselvirkning med islam, hævder Ramadan. Europa står i gæld til islam. Den blomstrende islamiske kultur i Andalusien i middelalderen vidner om det. På den tid følte muslimer sig som en del af Europa, siger Ramadan. Europa må redefinere sin identitet og omsider forsone sig med sin mangfoldige arv og anerkende de middelalderlige muslimske filosoffers kritiske refleksioner og tænkning som en betydningsfuld del af Europas åndelige grundlag. Ellers vil Europa ikke kunne forstå »fremtidens uundgåelige pluralisme«.
Til Ramadan skal bemærkes, at den rige blomstring, som den islamiske kultur oplevede i middelalderen bl.a. i Andalusien og Bagdad, just skyldtes, at en lille muslimsk elite opgav Muhammeds hovne holdning til de undertvungne jødiske og kristne kulturer langs Middelhavet og via kristne oversættere fik tilgang til græsk filosofi, historieskrivning, lægekunst, matematik og astronomi. Den uerstattelige græske arv var ved islams erobringer mere eller mindre gået tabt for Europa. Kun takket være de kristne klostres omhu overlevede den de muslimske plyndringstogter. Muhammed anså som bekendt alt, hvad der eksisterede før islam, som tilhørende uvidenhedens tid og ikke værd at beskæftige sig med.
Denne åbning mod den græske kultur og den rationelle tænkning bar i nogle århundreder den muslimske kultur til et højdepunkt, den aldrig siden har nået. Men det skete ikke uden modstand fra ortodokse islamiske kredse. Næsten ingen muslimsk filosof eller videnskabsmand slap for forfølgelse. Da den berømte Averroës, muslimsk jurist, læge og filosof, til hvis forelæsninger studenter fra hele Europa strømmede, foreslog, at muslimske kvinder skulle behandles som mennesker og ikke som husdyr, vakte det imamernes raseri. På vanlig vis ophidsede de pøbelen til optøjer og stenkast, så den gamle mand måtte forlade Sevilla og leve i eksil resten af sit liv.
Ramadan vender op og ned på årsag og virkning. At muslimsk videnskab og filosofi blomstrede i den tidlige middelalder skete ikke »i kraft af, men på trods af islam«, som det er blevet formuleret. I sidste halvdel af middelalderen vandt den islamiske ortodoksi, som mente, at forbindelsen til den græske filosofi var uislamisk og ikke tjente Allah, og døren blev for altid lukket ind til den græske tankeverden og den kritiske tænkning - med så sørgelige følger for hele den muslimske verden, som siden har stået i stampe.
Og så til Bassam Tibi. Også han forstod pavens tale som en udstrakt hånd til samtale, og han fatter ikke, hvorfor historiske kendsgerninger ikke må indgå i en opklarende dialog mellem islam og den kristne verden. Det er et faktum, at det er tilladt i islam »at udbrede religionen ikke-fredeligt gennem »Quital« (kamp/voldsudøvelse)«, og det er historisk helt korrekt, at muslimer gennem en tusindårig periode førte jihad-krige i overensstemmelse med Allahs befaling for at udvide Dar al-islam (islams hus). Tibi er dybt bekymret over den arabiske verdens manglende vilje til dialog og dens dobbeltmoral, når den på den ene side ustandselig råber op om korstogene, mens den fortier alle sine egne forbrydelser og voldelighed.
Faktum er altså, at islamisterne ikke bare misbruger den ellers så fredselskende religion islam. Islamisterne er gode muslimer. I Koranen er der belæg for den politiske herredomsideologi - med eller uden vold, som selv en oplyst herre som Ramadan så luskeligt bekender sig til. Religionskritikken må derfor rettes mod hjertet af islam, mod Koranen (og hadith), mod selve gudsbegrebet, som legitimerer vold. Dette kan kun gøres, hvis der sker et opgør med Koranens ufejlbarlighed, og den - i lighed med Bibelen - kan behandles som en historisk tekst, skrevet af mennesker, hvis tanker om Gud og verden ikke er autoritative dekreter, men historiske udsagn, som man kan gå i dialog med og kritisere.
Først når det stykke islamkritik er sat i værk - bl.a. opmuntret gennem en vedholdende kritisk samtale med vestlige teologer - kan islam måske bidrage til skabelsen af fremtidens Europa. Vil islam eksistere i Europa som en religion på lige fod med andre religioner, må muslimerne som et minimum acceptere de samme betingelser som alle andre.