Tilbageblik på en islamkritisk sommer

Af Katrine Winkel Holm og Thomas Reinholdt Rasmussen. Kronik bragt i Kristeligt Dagblad d. 4. 9. 2006 i forkortet form, her bragt i uforkortet form.

”Det lyder som et vældig godt og tiltrængt initiativ, men jeg tror ikke, jeg vil være med. Man kan jo blive beskyldt for så meget”.
Sådan omtrent svarede en præst, da vi en dag i foråret spurgte, om han ville være med i Islamkritisk Netværk i Folkekirken, som vi var ved at danne.

Her godt fem måneder senere må vi give den frygtsomme sognepræst ret. Man kan ganske rigtigt blive beskyldt for så meget, når man offentligt markerer islamkritik. Det er en af de konklusioner, vi må drage på de overvældende reaktioner på stiftelsen af Islamkritisk Netværk i Folkekirken.

I helt overvejende grad har reaktionerne været positive. Men de negative har været der og været højlydte. Vi vil gerne prøve at svare på nogle af dem. Men først en lille buket af de mere kulørte beskyldninger, som netværksstiftelsen førte med sig:

Vi er blevet anklaget for at ”foragte muslimen”, for at udøve ”gold kritik”, for at være ”intolerante” og ”iskolde”, for at stå for en ”blodfattig” kristendom, der er direkte ”ond” og i virkeligheden ”islamistisk”. Og for at det ikke skal være løgn, er vi også blevet udnævnt til nutidens svar på senmiddelalderens storinkvisitorer. Altså de uhyggelige skikkelser, som stod for at dømme kættere til bålet og som Dostovjevski har foreviget i portrættet af den dæmoniske storinkvisitor i romanen ”Brødrene Karamasov”.
Det sidste er en lille smule svært at tage alvorligt og hele forargelsen giver os ganske enkelt lejlighed til undren. Når man tænker på, hvordan vi gennem hele vores skole- og gymnasietid har fået tudet ørene fulde om, at vi altid skal forholde os kritisk til omverdenen, så er det sært, at kritik af islam skal føre til en sådan tæppebombning af skældsord. For det har hele tiden været det, det drejede sig om for os: Kritik af islam og klargørelse af forskellene mellem kristendom og islam.

Altså ikke, vi gentager, ikke nedgørelse, iskulde og foragt for den enkelte muslim, som er vores næste som enhver anden vi møder på vores vej og som vi naturligvis har pligt til at elske, som enhver anden.
Men er det virkelig sådan, at man skal forholde sig kritisk til alt - undtagen til islam? Er det sådan, at kristne præster kun må kritisere kristendommen, men ikke islam? Det mener præsten Andreas Christensen, der sammen med Vandrer-mod-lyset-tilhængeren Steen Ribers har været en af vores heftigste angribere. Andreas Christensen, der i sin lidt ufine og svagt funderede teologiske argumentation i Weekendavisen 16. juni ikke lod Thorkild Grosbøll meget tilbage, mener altså, at kristne ikke må kritisere en religion, der stempler evangeliet som løgn, men kun kristendommen, som hævder at evangeliet er sandt. Det kan man vist kun mene, hvis man synes evangeliet er en ligegyldig sag.

Her forlader vi afdelingen for de mere kulørte beskyldninger og vender os mod to kritikpunkter, der er fast tilbagevendende i polemikken imod os.

For første beskyldningen mod netværket for at være politisk.
Allerede inden professor Svend Andersen havde læst kronik her i avisen 15. maj, der blev startskuddet på netværket, kunne han profetisk meddele omverdenen, at netværket ”i virkeligheden er politisk”. Senere fulgte Mogens Mogensen op med den samme beskyldning og det på trods af, at vi fra begyndelsen har understreget, at netværket er et netværk for teologer med et teologisk sigte. Men Mogensen og Andersen havde lavet lidt slægtsforskning og kunne konstatere, at én af os har en far, der sidder i folketinget for Dansk Folkeparti. Ergo må alt hvad hans slægtninge siger og stifter være politisk. Så erasmus-montanusagtig var argumentationen faktisk, hvad en genlæsning af Mogens Mogensen artikel 3. juli kan bekræfte.

Vi må melde hus forbi. Ikke på noget tidspunkt har vi interesseret os for, hvilket parti vores netværkskolleger stemmer på. Så vidt vi ved, er forskellene på dette punkt store. Fint nok og i øvrigt ret ligegyldigt. Det er teologien, det handler om. Det er forskellen mellem evangeliets frihedsbudskab og islam, der optager os. Islam, der ifølge Abdul Wahid Pedersen er en ”hel pakkeløsning” med love for alle området af menneskelivet, love der vel at mærke ikke står til diskussion. For som Wahid Pedersen har udtalt: ”De ting, som er givet i koranen eller af profeten Muhammed i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion” (18. april 2002).

Her må den kristne teolog protestere og sige, at loven står til diskussion, for en lov, der deler mennesker op i haram og halal, i urene og rene, er udtryk for menneskeforagt. Foragt for den næste, vi af Gud er sat til at tjene.

Evangeliet fører på den måde direkte til sharia-kritik. Er det så politisk? Ja, når man kritiserer shariaen, der insisterer på, at politikken skal underlægges guddommelige, evige love, så får kritikken vel også en politisk dimension. Men det skal teologien hverken være optaget eller skræmt af. Hvis man derimod afstår fra at kritisere shariaen af frygt for at blive sat i bås med de forkerte politiske partier, ja, så er det, der for alvor er noget galt. For så vejer partipolitiske hensyn tungere end teologien.

Den anden hovedanklage imod os lyder sådan her: Hvordan kan I påstå at kristne og muslimer ikke tror på den samme Gud? At sige sådan er ifølge Haderslevbiskoppen, Niels Henrik Arendt ”islamisk”, fordi vi så ”monopoliserer” Gud. Derfor opfordrede han os 23. maj til at tilbyde lektiehjælp til muslimske (kun muslimske?) børn i stedet for at arbejde teologisk med islam. Nu er det ikke sådan, at akademisk, islamkritisk arbejde udelukker lektiehjælp til børn, der har brug for det. Men som teologer har vi en særlig forpligtelse til at melde ud om forholdet mellem islam og kristendom, mellem Muhammeds Allah og Jesu Kristi far.
Arendts angreb på os for at være ”islamiske” i vores sikkerhed, lyder som et svagt ekko af teologen Miroslav Volf. Volf kalder troen for en ”foreløbig vished”, som måske, måske ikke er sand. Derfor kan det sagtens være at den andens – i dette tilfælde – muslimens tro – kan være sand.
Eller som Hans Raun Iversen siger det: ”Hvis vi overlader sandheden om Gud til Gud, kan vi lade de religiøse sandheder leve side og side”.

Denne udbredte tankegang giver jo dejlig fred på religionsfronten: Grundlæggende ved ingen af os noget, vi vandrer alle sammen rundt i halvmørke og må ydmygt vente på den dag, Gud viser hvem han egentligt er.

Men der er altså lige det ved det, at Gud allerede har vist, hvem han egentlig er. Han har givet sig selv til kende, klar som dagen i mennesket Jesus. Det er derfor, vi i teologien taler om Guds åbenbaring. Hvis vi insisterer på at svæve i usikkerhed om, hvem Gud egentligt er, så er det fordi vi har lukket øjne og ører for kirkens budskab.
Kristendommen frarøver os den til tider bekvemme uvidenhed om Gud ved at insistere på at manden på korset og barnet i krybben afslører for os, hvem Gud er.

Professor Theodor Jørgensen fremkom 13. juni med det modsatte synspunkt: at kristne og muslimer tror på den samme Gud. Men hvis åbenbaringen i korset, der er lovens ophør, og åbenbaringen i Koranen, der stadfæster loven, skal forenes, må det føre til en vis skizofreni hos Gud. Samtidig advarede Theodor Jørgensen os om, at vi er ved at lukke Feuerbach ind af bagdøren. Det er lettere chokerende, at en teologisk professor overhovedet tror, at han kan holde Feuerbach og hans indsigter ude af huset og således ude af moderne tænkning.
Dernæst er det afgørende jo, at Koranens åbenbaring ikke er en åbenbaring. Rummer den blot en flig af åbenbaring fra Gud, da tilsidesætter Gud sin åbenbaring på korset, som var et definitivt nej til den religiøsitet som defineres af islam. Derfor er det så afgørende for os at fastholde at kristne og muslimer ikke tror på den samme Gud, for hvis det er tilfældet, så skrider evangeliet.
Noget andet er at vi alle er skabt af den samme Gud. Men den kristne tale om skaberen kan ikke løsrives fra Kristus, for da er der ikke tale om kristendom. Både muslimen og den kristne taler om skaberen, men der er tale om to vidt forskellige måder og tilgange, der gensidigt udelukker hinanden.

Hvorfor er det ellers, man i Koranen kan finde eksplicitte forbandelser af kristentroen og af de kristne? Som når det hedder: ”Bekæmp de kristne, der siger, at Messias er Gud søn. De er vildledte. De antager deres lærere og deres Messias, Marias søn som herrer ved siden af Gud, skønt det er dem påbudt at tilbede Gud alene. Der er ingen Gud uden Ham. Det være langt fra Hans herlighed, hvad de forbinder med Ham”.

Ja, det er langt fra Allahs herlighed, hvad vi forbinder med Gud. For vi kender Gud i Kristus. Lige præcis det, Koranen forbander og fordømmer. Og så spørger vi: Hvordan kan man som kristen teolog være andet end kritisk over for en religion, der direkte fordømmer kernen i kristendommen? Hvordan man kirken erklære sig helt eller delvis eller trekvart enig med en så eksplicit Kristusforagtende religion?
Det kan kirken ikke, hvis den er kirke. Og derfor synes vi et Islamkritisk Netværk i Folkekirken er en nødvendig og helt ukontroversiel størrelse.

Hvor ikke andet er nævnt er citaterne fra Kristeligt Dagblad