Af Morten Kvist, Valgmenighedspræst i Herning og medlem af Etisk Råd.
Kristeligt Dagblad, 19. apr 2010.
Vi mangler åbenhjertige indrømmelser af, hvem Muhammed var, mener valgmenighedspræst Morten Kvist
Mig bekendt var Muhammed både den første, største og mest ægte muslim nogensinde, og han brugte ifølge alle officielle islamiske kilder vold, skriver Morten Kvist.
Pontius Pilatus’ berømte spørgsmål til Kristus under forhøret inden korsfæstelsen (Johs. 18,38) melder sig af sig selv ved læsningen af et interview med den syriske filminstruktør Najdat Anzour
i JyllandsPosten den 3. april 2010. Den succesfulde Najdat Anzour har været i Danmark for at holde foredrag på Københavns Universitet og på Det Danske Filminstitut, og har altså ladet sig interviewe til JP.
Bortset fra den sædvanlige floskel om dialog mellem Vesten og Mellemøsten uden at præcisere, hvad den skal gå ud på, og bortset fra det sædvanlige krav om gensidig respekt og deraf følgende indskrænkning af ytringsfriheden, rejser Najdat Anzour et afslørende spørgsmål: ”Det store spørgsmål er, hvad Danmark har vundet ved at trykke tegningerne? Intet”.
Vi har forskellig opfattelse af sandheden
Når man har ”dialog” og ”respekt” som de afgørende begreber for en bedømmelse af Muhammed-tegningernes betydning, går man galt i byen. Man - og det gælder ikke kun Najdat Anzour - ser ikke tegningernes sandhedsværdi, men reducerer sagen til, om nogen har fået noget ud af det eller ej.
Rent bortset fra, at et eventuelt udbytte hverken ville kunne måles eller vejes, så handler Vestens forhold til Mellemøsten, først og fremmest forholdet mellem islam på den ene side og oplysning og kristendom på den anden, om, at vi i Vesten anser noget andet for at være sandt, end man gør, hvor islam sætter betingelserne for samfundslivet.
Sandhed behøver ligesom kærlighed ingen anden begrundelse end sig selv. At vi som kristne vesterlændinge kan hævde, at vi altid er på vej mod mere sandhed, mod en større og større udfoldelse af åbenbaringen i Kristus, og hvad vores fornuft har adgang til, er en anden side af den samme sag. Den sag, som vi holder for sand.
Forholdet til tegningerne, mellem Vesten og Mellemøsten, kristendom og islam, dialog og respekt skal sies gennem det nærgående spørgsmål om, hvad der er sandt.
Først derefter skal man overveje, hvordan man vil præsentere sandhed overfor andre, og først derefter igen kan det være på sin plads at overveje, hvad man får ud af det. Om man vinder noget ved at stå fast på og om nødvendigt kæmpe for en sandhed.
Brugen af vold er central i islam
Spørgsmålet om sandhed bliver så meget mere påtrængende, når man i interviewet kan læse, at Najdat Anzour formidler et budskab om, at ægte muslimer ikke bruger vold. Mig bekendt var Muhammed både den første, største og mest ægte muslim nogensinde, og han brugte ifølge alle officielle islamiske kilder vold. Ikke kun i nødværge eller aktivt selvforsvar, men på erobringstogter og røverier af karavaner, ja end ikke massakrer veg han tilbage for.
Brugen af vold står central i islam, fordi magten er fuldstændig afgørende i islam. Magt og vold hører sammen.
En del af sandheden om Muhammed og grundlæggelsen af islam som religion og magtfaktor er, at volden er en integreret del af islams hus. Hvornår får vi denne sandhed at høre fra en troende muslim, som må formodes at kende kilderne endnu bedre, end hvad man lige selv kan læse sig til?
Hvorfor skal vi blive ved med at høre så meget ævl om islam som fredens religion, når både Muhammeds historie, Koranen og Hadith med stolthed beretter det modsatte? Muslimerne var stolte af deres sejre, og kilderne har derfor ingen problemerne med at berette, hvordan de vandt dem.
Må vi bede om lidt sandhed?
Dette gør naturligvis ikke alle, end ikke de fleste, muslimer til potentielle voldsmænd. Men vi mangler åbenhjertige indrømmelser af, hvem Muhammed var, og hvad han bedrev i sin Guds navn. Muslimske indrømmelser forstås, i stedet for ideologisk snask, der er pakket ind i intetsigende plusord som ”dialog” og ”respekt”.
Må vi bede om lidt sandhed, historiske sandheder om Muhammed, aktuelle sandheder om, hvordan muslimer og muslimske apologeter kan tage afstand fra praksis, legitimeret af selveste profeten. Og om de kan! Det gælder altså religionskritik og selvkritik, hvad enten man er teolog, filminstruktør eller en kulturmuslim, der blot ønsker at leve i fred med sine naboer.
Indlægget kan også læses: Her.