Er Euro-Islam fremtidens løsen?

Af Kirsten Sarauw.

En forkortet udgave af artiklen blev bragt som kronik Kristeligt Dagblad.

I marts måned 2007 fandt en konference (se: www.zukunft-ch.ch) om den såkaldte euroislam sted i Wien. Her formulerede de prominente muslimske delegerede en fælles fremtidsvision om et islamisk behersket Europa. Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, udmalede sig ved samme lejlighed ”en kommende islamisk æra, der med forbillede i det mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa, skal afløse kristendommen”. Blandt deltagerne var også den allestedsnærværende professor Tariq Ramadan. Han mente, at euroislams mere langsigtede hensigter helst skal skjules for offentligheden.

Ellers enedes man på mødet om, at det første mål, der skal forfølges, er indførelsen af islamisk religions-ret (shari’a) i Europa, ”til at begynde med i det mindste som parallelret til den nationale retsorden i de europæiske stater”. Om indholdet af ”shari’a” besluttede man så vidt muligt at undgå offentlig diskussion. Sker det alligevel, skal man på forhånd gå ind for en ”menneskelig anvendelse”.

Hvad dette sidste så end skal betyde, lades der ellers ikke megen tvivl tilbage om planerne for euro-islam: Islamisk dominans i Europa og indførelse af Shari’a. - i begyndelsen som parallelret, senere som hvad? Dominerende retssystem?

Man kan undre sig over, at konferencens udtalelser ikke har vakt større opsigt end tilfældet er. Måske forekommer den slags fremtidsvisioner om islam så fantasifulde, at de ikke bliver taget alvorligt? Eller også passer de så dårligt til det billede, som især den bedrevidende europæiske kulturelite ønsker at gøre sig af euroislam, at man vælger at fortrænge, hvad der egentlig bliver sagt.

Det samme gælder på sin vis den problematiske professor Tariq Ramadan, som fremkom med den mest bekymrende udtalelse: Euroislams egentlige hensigter skal tilsløres for offentligheden. En mærkelig hårdkogt udtalelse på et møde, som Ramadan må regne med bliver refereret i pressen. Kalkulerer han aldeles kuldslået med ”de vantros” almindelige fortrængningsmekanisme?

Selv om der efterhånden er offentliggjort megen belastende kritik af Tariq Ramadan og hans udgave af euroislam (se f.eks. Caroline Fourest ”Frère Tariq”, 2004, Tina Magaard i tidsskriftet Kritik nr. 180, 2006, og Poul Berman i New Republic 4.6 2007 ), så har det ikke haft nogen særlig effekt på hans ry som en moderne og moderat europæisk muslim, der oprigtigt ønsker at arbejde for en fredelig integration af muslimer i Vesten. Tariq Ramadan er fortsat en hyppig og skattet gæst ved officielle konferencer over alt i Europa, på det seneste ikke mindst i Norden, hvor han bl.a. bliver brugt som ekspert i imødegåelse af radikaliseringen af muslimsk ungdom, og han nyder umådelig stor respekt blandt unge, veluddannede danske muslimer, specielt kan nævnes Tariq Ramadans indflydelse på foreningerne ”Kritiske muslimer” med Sherin Khankan i spidsen og ”Muslimer i dialog” med fremtrædende medlemmer som Mona Sheikh, Asmaa Abdol-Hamid og Wahid Abdul Petersen. Sherin Khankans bog fra 2006 ” Islam og forsoning – en offentlig sag” er således i lange kapitler stort set ikke andet end en kompilation af Ramadans bog fra 1998 ”At være europæisk muslim”.

For at komme på sporet af, hvad denne påvirkning drejer sig om, kan vi jo kigge lidt på indholdet af ”At være europæisk muslim”, som er den eneste af Tariq Ramadans bøger, der er oversat til dansk, og som varmt anbefales og sælges ved alle møderne med Ramadan.

Egentlig er det forbudt muslimer at leve i et vantro land. Eneste gyldige grund for muslimer til at opholde sig i Europa er derfor kun - i flg. Tariq Ramadan - ”den offentlige ”bekendelse” til troen på Allah og profeten. Med andre ord mission (dawa), først og fremmest ved islamisk bekendelse og synlighed overalt i det offentlige rum. Ramadan foreslår videre, at betegnelsen ”krigens hus”, som traditionelt er betegnelsen for områder regeret af ”vantro”, skal udskiftes med ”bekendelsens hus”, som bedre angiver, at der i Europa er tale om åndelig kamp og mission frem for egentlig krig.

Her er der så hos Tariq Ramadan en vis modsætning til militant islamisme i metoden, men ikke i endemålet, som for begge parter handler om islamisk dominans. Tariq Ramadan er modstander af muslimers voldsanvendelse i Europa, fordi det ødelægger udsigterne for euroislams mere langsigtede mål. Men som Paul Berman gør opmærksom på, så er Tariq Ramadans udmeldinger angående islamisk vold yderst tvetydige. Tariq Ramadan har f.eks. aldrig taget afstand fra sin ven Sheik Yussuf al-Qaradawi, som i 2003 fremsatte en berygtet fatwa, der godkender palæstinensisk selvmordsterrorisme og drab på civile.

Q. er en af de mest indflydelsesrige sunnimuslimske lærde i Mellemøsten med mangeårig tilknytning til den rabiate islamistiske bevægelse De muslimske Brødre, grundlagt af Tariq Ramadans morfar Hassan al- Banna i Egypten i 1928. Desuden er han fremtrædende medlem af Det europæiske Råd for Fatwa og Forskning, som forsøger at komme til at spille den magtfulde rolle som øverste retsråd for europæiske muslimer. Q. har udtalt, at islams endemål er dominans i Europa såvel som i Amerika ved mission, propaganda, indflydelse via pressionsgrupper etc.

Man regner også med at Q. har sat afgørende fingeraftryk på et papir kaldet ”Projektet” (se: www.frontpagemaq.com), formentlig forfattet af Said Ramadan, Tariq Ramadans far, også en central skikkelse i Broderbevægelsen. ”Projektet”, som er dateret 1982, opridser en langsigtet (formentlig 100årig), detaljeret køreplan for islams infiltration og endelige magtovertagelse i Europa (og USA) og samstemmer heri nøje med udtalelserne på Wiener-mødet i foråret. Papiret blev fundet under ransagning (nov. 2001) af en luksusvilla i Schweiz, tilhørende Youssef Nada, mangeårig ven af Ramadanfamilien, international leder af Muslimbrødrene og bankdirektør i Al-Taqwa-banken i Lugano, som efter alt at dømme har finansieret islamisk terrorisme, bl.a. Al-Qaeda og Hamas. ”Projektet” har længe kun været kendt af de vestlige efterretningstjenester og blev først tilgængeligt for offentligheden gennem den schweiziske journalist Sylvain Bessons bog ”Erobringen af vesten: islamisternes hemmelige projekt” (2005, - originaltitel: "La conquête de l'Occident: Le projet secret des islamiste"), hvor han nøje gennemgår papiret.
”Sig mig hvem, du omgås, og jeg skal sige dig hvem, du er” hedder et gammelt ord. Samtlige de mentorer og brødre i ånden, som Tariq Ramadan nævner i sit forfatterskab er af radikal islamisk observans og har mere eller mindre åbenlys tilknytning til ”De muslimske Brødre”. Denne – i øvrigt meget brogede og indbyrdes forskelligartede - bevægelse, som er forbudt i en række lande i Mellemøsten, er (af samme grund)nu spredt ud over hele Europa i vidt forgrenede netværk, som bl.a. bliver støttet af Saudi-Arabiske petrodollars (samt lyssky pengevirksomhed i milliardklassen) og fører en aggressiv missionsvirksomhed først og fremmest blandt muslimer, som Udo Ulfkotte har beskrevet i sin bog ”Hellig Krig i Europa” 2007  (fås kun på tysk: "Heiliger Krieg in Europa - wie die radikale Bruderschaft unsere Gesellschaft bedroht", Eichborn Verlag, 2007).

Just missionsopgaven vil i flg. Tariq Ramadan kunne gengive muslimerne i Europa deres selvbevidsthed, værdighed og følelse af mening med livet, som så mange, især unge muslimer, savner. Muslimer skal ud af deres defensive position og i stedet springe ind på den offentlige scene som aktive medborgere, der over alt lader deres muslimske stemme høre i de nationale demokratier i kampen for større ”retfærdighed”. Med retfærdighed er det værd at notere sig, at TR altid mener ”islamisk retfærdighed”, dvs shari’a. Det aktive medborgerskab er også en af ”Projektets” helt centrale strategier for infiltration.

I en bog, der handler om at være en europæisk muslim, kunne man forvente, at forfatteren opholdt sig lidt ved de positive europæiske værdier og den rige kulturarv, som muslimer kunne have glæde af at tilegne sig. Især, når han selv kalder sig kultur-europæer, der bare har en anden religion. Men det eneste positive signalement af europæisk kultur, som er at finde i hele bogen er flg. passus:”… disse samfund, hvis mest betydningsfulde egenskaber ser ud til at være deres mangfoldighed og deres multireligiøse og multikulturelle dimensioner.” Der ud over indrømmer Tariq Ramadan, at der i Vesten – i modsætning til mange muslimske lande - findes en frihed, som gør det muligt for muslimer at praktisere deres religion – eller dele af den, for Shari’a, som er en guddommeligt begrundet – og derfor absolut, evig og universel - lovgivning for såvel religionsudøvelse som for samfundsforhold, kan ikke tillades i sin helhed, idet samfundsdelen er i modstrid med den sekulære vestlige retstænkning. Således er ”retstilstanden ikke perfekt”, som Tariq Ramadan formulerer det, ”men den indeholder i det mindste væsentlige garantier for forsvaret af individuelle og organisationsmæssige rettigheder”.

Hvad Tariq Ramadan anbefaler muslimer er nøje at undersøge de forskellige nationale lovgivninger for at se, hvor langt man kan gå med islamisk ret ”inden for lovens rammer”, men, men, men ”muslimske borgere har ret og fra et muslimsk synspunkt også pligt til at forvente ægte anerkendelse… og dette kan i fremtiden betyde, at visse loves indhold og omfang må tages op til fornyet overvejelse.” På ægte snyltervis ser Tariq Ramadan udelukkende friheden som et middel for muslimer til at opnå egne religiøse fordele. Angående den europæiske kultur råder Tariq Ramadan muslimer til først og fremmest at forholde sig kritisk.

Tariq Ramadans opfordring til aktivt medborgerskab, ”bekendelse”(mission), samt politisk kamp for større ”muslimsk retfærdighed” har haft stor betydning for mange unge danske muslimer, som i disse år ivrigt promenerer deres religiøse tilhørsforhold i det offentlige rum. Asmaa Abdol-Hamids insisteren på at ville bære tørklæde i Folketinget er just en prøveklud for politisk islam på, hvor langt man kan gå med shari’a. Tørklædet er selve symbolet på accept af shari’a i sin helhed, og tørklædet er Det muslimske Broderskabs flagskib, som breder sig over alt, hvor Broderskabets ideologi vinder tilslutning. Interessant er også i den forbindelse et punkt i ”Projektets” manual, som handler om at udnytte venstrefløjen i Europa (midlertidigt) som trinbræt på vejen til islamiseringen af Vesten. Drømmen om ”absolut retfærdighed”, had vendt mod USA og vestlig imperialisme og endelig palæstinensernes frihedskamp kan formentlig være nogle af de fælles kodeord. At ”absolut retfærdighed” for politisk islam så er lig med shari’a og begrundet i en transcendent og absolut guddommelig magt, der ikke kan modsiges af mennesker, fatter venstrefløjens religiøse analfabeter åbenbart slet ikke rækkevidden af. Dette ved og udnytter ”Muslimbrødrene” aldeles kynisk.

Man kan ikke i et demokrati, som bygger på folkesuveræniteten og menneskelig lovgivning, under nogen omstændigheder acceptere en guddommeligt begrundet samfundslovgivning som shari’a. Heller ikke som parallelret. Tariq Ramadan nægter at tage opgøret med samfundsdelen af shari’a, som de fleste velintegrerede muslimer for længst har indset er nødvendigt for at tilpasse islam til et moderne demokrati. Tariq Ramadan ser det omvendt: Det er demokratiet og moderniteten, der skal tilpasse sig islam. I lighed med Muslimbrødrene i Egypten forestiller han sig tilsyneladende et ”islamisk demokrati”, d v s nok folkelige valg, men underlagt shari’a-lovgivningen, som fortrinsvist skal udlægges og fortolkes af lærde muslimer. Hvis der er nogen, der skulle komme til at tænke på Iran, så har Tariq Ramadan ganske rigtigt på sine båndede taler, som Caroline Fourest gennemgår i sin bog, rost præstestyret i Iran. Tariq Ranadans elev Sherin Khankan følger nøje sin lærermester på dette punkt og forestiller sig ligefrem ”et demokratisk kalifat”, hvilket turde være et contradictio in adjecto.

At demokrati og shari’a gensidigt udelukker hinanden forbigår Tariq Ramadan i dybeste tavshed i sit forfatterskab. Det er det, der skal skjules under Tariq Ramadans ”kontekstualisering” af Koranen, som han kalder det, hvor han forsøger – uden nogen som helst historisk hjemmel - at anvende moderne begreber som ”demokrati” og ”menneskerettigheder” på kalifatet, som det så ud i det 7. årh. Og det er også det, der skal skjules under Wienerkonferencens tvetydige udsagn som ”menneskelig anvendelse” af shari’a. Meningen er at alle skal ånde lettede op over, at ”hudud-lovene” (strafferetten) åbenbart skal tolkes ”menneskeligt” og derover glemme den egentlige modsætning mellem folkesuverænitet og guddommelig islamisk retstænkning. I virkeligheden arbejder Tariq Ramadan til punkt og prikke efter ”Projektets” manual, hvor også sløringen af det egentlige mål er fortegnet for hele den øvrige strategi.

Den oprindelige ide om euroislam, som først blev lanceret af Bassam Tibi (tidlg.professor i Göttingen), gik ud på at islam i Europa skulle føje sig ind i den demokratiske og kulturelle europæiske tradition og dermed tvinges til bl.a. at tage det nødvendige opgør med shari’a som politisk lovgivning. Tariq Ramadan og den islamofascitiske Broderbevægelse snuppede ideen, men vendte op og ned på indholdet, således at euroislam nu angiver visionen om islams religiøse og politiske dominans over Europa.

Fantasifuldt? Javist, men fantasifuld vilje til magt har før taget Europa på sengen. Det nye er, at fremtidsvisionen om islamisk dominans bygger på en folkevandring, hvis lige i antal og hastighed aldrig er set magen i verdenshistorien. Det er disse folkemasser Broderbevægelsen satser så beslutsomt på at vinde. Mødet i Wien sidste forår er i realiteten en islamistisk krigserklæring mod den gamle europæiske befolkning. Utallige frihedselskende og demokratiske tilvandrere med muslimsk baggrund har længe advaret om den (skjulte) islamofascistiske hensigt. Hvornår ser Europas egen intellektuelle og politiske magtelite skriften på væggen? Endnu kan Europas undergang måske afværges.