Af Valgmenighedspræst Morten Kvist, Herning.
Artiklen findes i bogen: "Karma, koran og Kirke", forlaget Univers, 2007.
Multikulturalismens fallit.
I undersøgelsen "Den religiøse mangfoldighed som folkekirkelig udfordring" er den første konklusion værd at opholde sig ved et øjeblik. Den siger, at sekulariseringen ifølge 62% af Danmarks præster er den største udfordring for folkekirken. Det er stillet op som en forskel til islam og blandingsreligiøsitet. Hvad undersøgelsen ikke kan tage højde for er den eventuelle
indbyrdes sammenhæng mellem de tre, og at begrebet 'sekularisering' er dobbelttydigt.
Hvis man hævder, at kristendommen alle dage har virket sekulariserende i kraft af et dynamisk historiesyn og i sidste ende i kraft af den treenige gudsopfattelse, hvor Helligånden er den fortsatte åbenbaring, så er sekulariseringen ikke et problem, men en gevinst. Den bliver et (selv)kritisk princip og en civiliserende kraft. Hver gang menneskers religiøsitet enten puster sig op eller størkner som lov, hver gang man forveksler sine egne forestillinger om Gud med Gud, vil en frugtbar sekularisering kunne sætte ind. Hvad netop sekularisering i denne forstand imidlertid intet kan stille op med, er den udbredte opfattelse, at religion i grunden er et obskurt fænomen, som bør afvikles, og som i bedste fald er uden større betydning. Religiøsitet bærer blot ved til fanatisme og hæmmer fornuften. Det er den samme opfattelse, som eksempelvis hævder, at religionskrige på grund af dispositionen for fanatisme skulle være værre end alle andre krige.
Sekularisering som kritisk princip forudsætter således en levende religion.
Det har nu vist sig med al ønskelig tydelighed, at religion ikke kan afvikles. Dens tid er aldrig er forbi. Det er en fatal reduktion af synsfeltet at anskue religion som et obskurt fænomen og i det stille håbe på, at det driver over en dag. Derfor vil der også altid principielt være brug for kristendommens sekulariserende potentiale, hvilket gør det nødvendigt at tale om sekularisme eller traditionstab, som det afgørende problem. Ikke sekularisering. Sekularismen har åbnet landet og Europa for religioner, som ikke er os venligt stemte. Den har rengjort huset, så det står fejet og prydet.
At tale om sekularisering som en gevinst trækker endvidere tre vigtige forhold med sig. For det første at enhver skal gøre sig klart, hvilken religion man har. "Trænger min religion til en sekulariserende overhaling?", må man spørge. Og alle har en religion, for så vidt som alle har et yderst anliggende (jf. Paul Tillich), der vil anskues under evighedens synsvinkel.
For det andet bliver vi bliver henvist til at finde inspiration i traditionen, treenighedslæren f.eks., som altid bør være under restaurering. I den tomhed, som sekularismen med rette kritiseres for at have efterladt os i, råbes der ganske vist på visioner, som ifølge deres natur er fremadvendte; de vil netop strække sig udover traditionen og hævder ofte at være ganske nye. Men de får ikke desto mindre en væsentlig del af deres kraft fra netop traditionen, selvom det kan være ubekvemt at skulle indrømme det. Skal visioner indløses til virkelighed og have en gang på jord, må de lade sig noget sige af traditionen. Ellers er de ikke meget bevendt.
For det tredje er det netop sekularisering, som islam og diverse former for blandingsreligiøsitet har brug for. Af disse er islam den største udfordring, fordi islam er et lukket system, som det er vanskeligt at komme ud af, når man først er kommet ind. Islam vil regulere menneskers tilværelse i detaljer, og den autoritative kraft er en præcis beskrivelse af Allahs vilje, som den foreligger i Koranen og Hadith. Ikke en diffus forestilling om Gud som i meget blandingsreligiøsitet. Islam har af samme grund en lang tradition for at vinde og en overordnet, gennemprøvet strategi, som hedder jihad. Europa må finde et modsvar til denne islamiske strategi.
Undersøgelsen "Den religiøse mangfoldighed som folkekirkelig udfordring" har som præmis, at kulturel og religiøs pluralisme er en realitet. At acceptere denne præmis også for forkyndelse af kristendom er imidlertid ikke det samme som at bifalde den eller gøre sig til talsmand for multikulturalisme, altså det forhold at forskellige kulturer og religioner bør eksistere side om side, for at berige hinanden og bidrage til fællesskabet med det bedste fra alle lejre. Ingen må mulitikulturelt set sætte præmisser for de andre.
Den idé må siges at have spillet fallit. Alene det forhold, at det aldrig er muligt kun at bidrage med det bedste fra nogen lejr, gør idéen umulig i udgangspunktet. Men fallitten bekræftes åbenlyst af flere andre forhold: Mordet på van Gogh, Muhammed-sagen, optøjerne i Paris i efteråret 2005, at en stor del af muslimerne i England går ind for en parallel sharialovgivning, at der til stadighed dukker nye sager op, som viser at islam er i modstrid med europæiske frihedstraditioner, at muslimer udsteder trusler om vold og mord selv ved den mindste kritik, at netop muslimer har sværere ved at blive integrerede i Europa end andre fremmede.
Multikulturalismens fallit fører ind i en kampsituation eller en konkurrencesituation, hvis man vil udtrykke sig venligere. Det har vi knapt opdaget i Europa, selvom vi har fået mange muligheder for både at se og høre. Uge for uge bliver det dog mere og mere tydeligt.
Hvis man indtil for ikke særlig længe siden stillede spørgsmålet i den danske offentlighed, om islam måtte kritiseres, ville alle svare samstemmende og i kor, at selvfølgelig må islam kritiseres! Praksis har imidlertid vist noget andet. Det er i realiteten ret få mennesker, som har kritiseret islam for det den er: En voksende, totalitær lovreligion i Europa, hvis intention det er fuldstændig at forandre grundlaget for de europæiske samfund ved at kræve shariaen eller dele af den respekteret. Mange mennesker er blevet og bliver fremdeles stærkt opbragte over kritik af islam.
Den manglende kritik skyldes flere forhold.
For det første at mange mennesker har svært ved at kende forskel på den mangfoldighed af religioner, som efterhånden byder sig til i Danmark, hvoraf de to vigtigste er kristendom og islam. Der er en mangel på reel viden om de indbyrdes forskelle, som gør disse to religioner til to uforligelige verdener. Det gør netop en verden til forskel, om et menneske eller et samfund er under indflydelse af islam eller kristendommen.
For det andet har vi i mange år glemt at tage religion som fænomen alvorligt. Religion var jo på vej ud, et levn fra obskurantismens dage, som snart ville være forbi. Vi har fremdeles svært ved at sætte os ind i, hvordan det er at være forpligtet af love og regler, som vi med rette anser for at være tilbagestående.
For det tredje er kritik af islam fejlagtigt blevet opfattet som personlig kritik af den enkelte muslim og derfor som en fremmedfjendsk ytring.
For det fjerde hævdes det, at islam er mange forskellige ting. Man kan derfor ikke kritisere islam i al almindelighed, skønt der angiveligt findes et islamisk samfundsideal: Muhammeds tid og praksis, som muslimer med jævne mellemrum vil forsøge at virkeliggøre i historien. Der findes en ortodoks islam, som alle muslimer er fælles om og forpligtet af: De fem søjler, Koranens ufejlbarlighed, Muhammeds hellighed og jihad for eksempel.
For det femte har europæerne haft dårlig samvittighed over imperialisme og krige, så vi ikke har turdet kritisere de muslimske lande for noget som helst. Alt kunne udlægges som arrogance eller herremandsmentalitet. Så hellere råbe sin skyld ud i verden, for dernæst at bøje hovedet.
For det sjette den udbredte relativisme, hjulpet på vej af sekularismen, at det har været anset for diskriminerende at hævde en religions eller en kulturs bedre værd i forhold til en anden.
Kritik af islam.
Det er imidlertid ikke længere holdbart at undlade kritik af islam. Dels er der et voksende antal muslimer i Europa, som vil udbrede deres religion, dels er det umuligt i længden at komme udenom, at ortodoks islam står i skarp modsætning til, hvad vore egne samfund bygger på. Islam er i færd med at vise, hvad den indeholder. Det er nu nødvendigt at sige, at det ikke alene er islamister, som er vestens krigeriske fjender. Islamisterne - voldelige eller ej - er blot fortroppen af islam, som er kristendommens og dermed folkekirkens åndelige modstander.
Jeg er ganske på det rene med, at der findes moderate muslimer, som ingen andel ønsker at have i islamismen. Nogle tager offentligt afstand fra den. Det er al ære værd; det er som bekendt ikke uden risiko. Men det er umuligt at benægte, at kilden til islamisme er islam, og at islamisterne er gode muslimer. De moderate muslimers helt afgørende problem er, at de ingen islamiske argumenter har mod en meget bogstavtro udlægning af Koranen, fordi islam er en bogstavtro udlægning af Koranen. Jo tættere man lever på Koranens bud, jo bedre muslim er man, fordi Koranen er en uangribelig bog, hvori alt er indiskutabelt sandt. Når den nidkære muslim bebrejder den moderate muslim, at han er moderat, hvordan skal den moderate så kunne forsvare sig med henvisning Koranen?
Så vel findes der moderate muslimer, mange endda, men det er vanskeligt at argumentere for en moderat udgave af islam. Koranens indhold og urørlige hellighed forhindrer det. Abdul Wahid Petersens manglende mulighed for at tage afstand fra stening af utro kvinder, skønt han finder det ubehageligt, viser det. Også Muhammeds uangribelighed er en hindring for moderat islam, for Muhammed var ikke moderat. Det har da også vist sig i historiens løb, at hver gang muslimske teologer eller filosoffer har forsøgt at rejse en kritik af Koranen eller af profeten eller eksempelvis har forsøgt at gøre ordet friere, er de blevet forfulgt og ofte henrettet af deres egne.
Heroverfor står den vestlige tradition for kritisk tænkning, som er blevet til ved hårde stridigheder og endda blodsudgydelser. Det hævdes ofte, at denne tradition er blevet til i et opgør med kirke og kristendom. Det er rigtigt, men kun delvist. Ytringsfrihed, religionsfrihed, skelnen mellem verdsligt og åndeligt regimente, samt uafhængig kritisk tænkning er værdier, som er udviklet specielt i den jødisk-kristne og græskinspirerede vestlige kulturkreds. Disse forhold ligger i svøb i kristendommen, som blev i stand til at sammentænke inspirationen fra Jerusalem, Athen og Rom. Af samme grund har de kristne kirker heller ikke kunnet forhindre, at disse forhold udviklede sig af den kristne forkyndelse. Det forsøgte nogle kirker ganske vist, men det var fra begyndelsen et forgæves forsøg. Fra kirkerne selv udgik jo et budskab om frihed for alle mennesker og en glæde for hele folket.
Disse værdier anser vi for umistelige for de moderne oplyste og demokratiske samfund i den vestlige verden. Således er religionskritik også et uomgængeligt vilkår for enhver religion, også for den islam, som vil være en del af vores samfund. For en sikkerheds skyld understreger jeg, at kritikken ikke er rettet mod enkeltindivider, som har ret til fri religionsudøvelse. Denne ret er knyttet til udsagnet om, at alle mennesker er ligeværdige over for Gud, hvad enten man tager fejl af Gud og ender i falsk gudsdyrkelse eller ej. Og ligeværdigheden er drivkraften i at kunne tage afstand fra enhver form for racisme, fremmedhad og antisemitisme.
I de hidsige dage i forbindelse med Muhammed-tegningerne blev der fremført et meget betændt argument mod deres offentliggørelse: At man ikke må krænke andre menneskers religiøse følelser. Det trak andre synspunkter med sig f.eks., at ytringsfriheden skal bruges med ynde, og at man kun må kritisere opad og ikke nedad. Eftersom enhver til enhver tid kan hævde, at hans religiøse følelser er blevet krænket, fører argumentet til indskrænkning af ytringsfriheden og dermed også til en indskrænkning af religionskritikken. Det kan hverken kristendommen elle islam være tjent med, selvom muslimerne har meget svært ved at forstå det.
Hvad skal kritikken af islam nærmere gå ud på?
Koranen, Muhammeds historie og Hadith, må underkastes samme historiske kritik, som kristendommen har været omfattet af i de protestantiske lande. Hvad er fakta, og hvad er myte? Er det f.eks. sandt, at mange af de udsagn, som tillægges Muhammed er lavet op til flere hundrede år efter hans død og derfor blot er udtryk for magtkampe i den muslimske elite? Og hvis det er sandt, vil muslimerne så lade sådanne udsagn falde bort som autoritative?
Det bedste ville være, hvis muslimske teologer og filosoffer ville deltage i et sådant arbejde og ikke som hidtil overlade det til vestlige forskere, der altid kan afvises som respektløse ateister eller kættere. Der ville i givet fald være tale om et gennembrud. Vil muslimske teologer og filosoffer gå ind i et sådant arbejde? Hidtil har de ikke villet, hvad de bør kritiseres for.
Islam skal kritiseres for sit menneskesyn. Forestillingen om en fundamental menneskelig lighed er fremmed for islam. Der skelnes derimod mellem fire slags mennesker.
Der er de troende muslimer, medlemmer af det muslimske fællesskab, umma'en, hvor islam hersker. Det håndhæves ikke lige strengt i alle islamiske lande, men selv i den mildeste udgave er der efter vestlig målestok tale om hård undertrykkelse. Frihed i vores forstand, dvs. valgfrihed i alle personlige anliggender og frihed til selv at finde ud af, hvem man er, anerkendes ikke.
Dernæst er der bogens folk, kristne og jøder, dhimmi'er, som er tålte folk, der nyder en vis anerkendelse. Det fremstilles af og til som om bogens folk har visse privilegier i muslimske lande, hvad de ikke har. De har blot en højere status end de laveste. De kristne må f.eks. have deres kirker, men de må ikke reparere den, og de må ikke hverve nye tilhængere.
Den tredje kategori af mennesker er de vantro, som enten skal overbevises om islams fortræffeligheder eller overvindes. Det er denne kategori de fleste moderne vesterlændinge befinder sig i, gudløse og i moralsk forfald, som nidkære muslimer synes, vi er, samtidig med, at de selv nyder godt af vores opfattelse af både lighed og frihed. Islam indlægger sig ikke hæder ved at respektere de vantro. Selv kræver muslimer respekt igen og igen, men det kniber den anden vej rundt. Det viser sig f.eks. i Ægypten, hvor det kristne, koptiske mindretal er borgere af anden rang.
Den fjerde kategori er de frafaldne. Det er forbudt muslimer at konvertere. Det medfører den hårdeste straf, hvis den ellers kan eksekveres. Det kan den i visse muslimske lande, hvor en frafalden bedst kan sammenlignes med en fredløs. Religionsfrihed kan det kun være småt med, når det er forbudt at konvertere. Det er ikke bare en detalje i islam, men et substantielt udtryk for dens væsen: Den naturlige og derfor uanfægtelige og hele sandhed, nedskrevet i Koranen.
Dette syn på mennesker skal islam kritiseres for. Det er grundlagt i den islamiske skelnen mellem fredens hus, hvor islam hersker, og krigens hus, hvor islam endnu ikke har vundet og selvfølgelig også i forskellen mellem rene og urene mennesker.
Islam skal kritiseres for sin gudsopfattelse. Nogle vil måske mene, at det må være et internt muslimsk anliggende. Med gudsopfattelsen følger imidlertid meget andet. En bekendelse til Gud sætter betingelserne for, hvad man efterfølgende kan og ikke mindre må sige om alt muligt andet.
Det turde være tydeligt for enhver, at de samfund, hvor islams opfattelse af Gud har været bestemmende, er grundlæggende forskellige fra de vestlige. Det gælder ikke mindst, hvad man er i stand til at tale om. Det gælder de store linjer, hvor spørgsmålene drejer sig om, hvad et menneske er, og hvordan samfundet derfor skal indrettes. Og det gælder de små spørgsmål. På pakistansk TV er der f.eks. forbudt overhovedet at omtale svinekød under nogen form. Hvor tabuiseret eller uappetitligt svinekød end måtte forekomme at være, så gør pakistansk TV sig skyldig i en reduktion af virkeligheden, i hvilken der som bekendt findes svin. En reduktion betinget af islam. Langt værre bliver det naturligvis, når reduktionen går ud over grundlæggende begreber som frihed og rationel tænkning. Vi har fået anskuelsesundervisning i, at der i islam ret beset er snævre grænser for begge dele. Sproget giver adgang til virkeligheden, og gudsopfattelsen bestemmer sprogets karakter.
Det er endvidere værd at bemærke, at den islamiske gudsopfattelse ikke tåler andre gudsopfattelser i sin nærhed. Det har muslimer ganske vist været nødt til at tåle og er det stadig, men det forandrer ikke ved det utålelige i forholdet. Uden at frakende den islamiske åbenbaringshistorie enhver form for sandhed, må man holde sig for øje, at den er udformet i bevidst modsætning til såvel den jødiske som den kristne tradition, specielt i direkte modsigelse af det treenige kristne gudsbegreb.
Det er principielt tænkeligt, at der bag de to åbenbaringer, Kristus og Koranen, er den samme Gud. Der kan godt stå noget sandt i Koranen, den naturlige lov viser sig også i islam (Tao som C.S. Lewis kalder den), ligesom der kan stå noget forkert i Bibelen. Men den muslimske bekendelse til Allah og den kristne til Den treenige Gud udelukker gensidigt hinanden. Om det skulle være den samme Gud eller ej, bliver derfor meget hurtigt et spørgsmål uden betydning. Bekendelsen skiller. Her udtrykker man, hvad man tror eller gerne vil tro på, og først dermed begynder man at sige noget betydningsfuldt om Gud.
At kristne og muslimer ikke taler om den samme Gud har historisk set fået vidtrækkende konsekvenser. Med hensyn til fredelig sameksistens er det ikke et problem for kristendommen. De kristne ved, at man bliver nødt til at vente på, at Helligånden gør sin virkning, og ikke mindre at den går sine egne veje. I kristendommen er tålmodighed en dyd, og altså ikke blot fordi det er godt med selvbeherskelse, men fordi man må vente på, at ånden skaber frivillig tilslutning til budskabet. Frelse kan ikke tvinges igennem, og enhver forestilling om noget, der bare ligner jihad er i kristendommen en selvmodsigelse. Derfor må den kristne og den islamiske åbenbaring nødvendigvis stamme fra hver sin forskellige kilde. Forskellen i gudsopfattelse fører to vidt forskellige steder hen. Forskel i opfattelsen af, hvad den sande åbenbaring er, fører til helt forskellig prægning af individerne, idet åbenbaring i denne sammenhæng betyder afdækning af sandheden om Gud og mennesker. En muslim og en kristen kan ikke sige det samme om Gud og dermed vil de uundgåeligt komme til at sige noget forskelligt om det enkelte menneske.
Islam skal endelig kritiseres for et manglende opgør med de notorisk voldelige elementer i Koranen. Koranen legitimerer vold. Et enkelt eksempel blandt flere: "O, når de hellige måneder er forbi, så dræb de vantro, hvor I end træffer dem, grib dem, og belejr dem, og lur dem op i ethvert baghold. Men omvender de sig og beder (den muslimske) bøn og betaler krigsskat til muslimerne, så giv dem vejen fri. Sandelig, Allah er den tilgivende, den barmhjertige." (Sura 9,5)
Anerkendelsen af de fundamentale forskelle mellem islam og kristendom i henseende til gudsopfattelse, menneskesyn, den eksistenstolkning og livspraksis, som udspringer af mødet med hhv. Koranen og det kristne evangelium, er afgørende for at forstå den udfordring, som Danmark og Europa står overfor. Sekularister og ateister kan ikke se den. De blandingsreligiøse vil sandsynligvis undervurdere den.
Den nye situation.
Det stiller Folkekirken overfor en ny og uvant opgave: Der skal missioneres blandt folk, som i bedste fald er meget fremmede for kristendommen, i værre fald hader de kristendommen. Det er svært. På den anden side er muslimerne mennesker, som kender til en religiøs lov og som derfor i princippet er modtagelige for den frigørelse (jf. Gal. 2,16 og 3,11-13), hvis fordele de dagligt nyder godt af. Men det er stadig svært. Det er let at sige, at der skal missioneres, men vi har absolut ingen erfaring med netop den slags mission indenfor vore egne grænser. Det må derfor blive både prøvende og famlende.
Vi skal naturligvis til stadighed og så nuanceret som muligt præcisere, hvad kristendom er og i dens fulde omfang (hvad vi ikke har været vant til). Det må betyde generobring af de mange kristne ord, som har ligget brak, efter at have været misbrugt af dele af Indre Mission. Det gælder ord som 'omvendelse' og 'fromhed' og altså 'mission'. De har netop på grund af deres belastende historie været ubrugelige i en lang årrække, men viser sig nu uundværlige. At vi i Danmark har nærmet os islam i en velmenende, men misforstået konsensussøgende dialog, som i offentligheden har været med til at sløre forskellene på islam og kristendom, kan til dels skyldes, at mission har været forbundet med streng moralisme eller bedrevidenhed, og at vi derfor havde fået nok. Også missionsfolk.
Lignelsen om farisæeren og tolderen (Lukas 17.9-14) var i mange år emblematisk for opgøret med selvretfærdighed og frelsthed. Den fik en central placering og blev et kampråb mod moralisme. Ingen havde noget at lade nogen høre. Kristendom i kort, negativ form. Vi må dog - i selvopgørets navn - spørge, om ikke netop det emblematiske ved lignelsen har bidraget til den relativisme, som er fætter til sekularismen?
Endelig skal vi gøre forholdet mellem religion og politik tydeligere. At Gud ikke kan bruges som argument i politik har langsomt udviklet sig til, at kristendom og politik intet har med hinanden at gøre. Det synspunkt har stået forholdsvis uanfægtet og kunne f.eks. høres i statsministerens udsagn om, at religion skal fylde mindre i det offentlige rum; også i Naser Khaders ønske om at gøre religion til en privatsag. Der er imidlertid en sammenhæng mellem religion og politik. Den er indirekte, hvilket er blevet formuleret således, at de ikke må sammenblandes og ikke adskilles. Der vil uden tvivl blive mulighed for konkret at vise dette.
Man kan altså sige, at der endnu engang forestår et omfangsrigt teologisk arbejde og samtidig et oplysende. Begge dele er langsigtet. For det første fordi kristendommen skal overleve - på længere sigt. Det har stor betydning for alle (også for muslimer), at den kristne gudstjeneste finder sted. Et folks kult, den religiøse praksis, er altid afgørende. Uden kult og bekendelse, uden gudstjeneste og kirke, ingen levende kristendom, og uden levende kristendom var Europa ikke blevet til Europa og kan ikke bestå som sådan. Præster og lægfolk må derfor så tydeligt som muligt arbejde på, at Danmark forbliver et kristent land. Man kan f.eks. bede for det i kirkebønnen.
For det andet er arbejdet langsigtet, fordi islam ikke forsvinder lige med det samme, selvom målet naturligvis må være, at alle muslimer bliver døbt. På det lidt kortere sigt forestår der tillige et arbejde med at oplyse om, hvad islam er for en religion, et arbejde som meget gerne må finde sted også blandt muslimer, hvis det er muligt. Mange skolelærere og seminarielærere kan tale med om, hvor selektiv muslimske elevers og studerendes viden om islam er. De er som sagt ikke forvænt med kritik, og de er end ikke forvænt med at læse Koranen. Således blev en ung, kvindelig lærerstuderende noget rystet, da hun opdagede, at Muhammed i Hadith (jf. Fatwa udstedt stormuftien af Jordan, december 1964, kilde: J.M. Steffensen, Islam, Systime 2001) legitimerer voldtægt af kvindelige krigsfanger.
Sluttelig skal vi være opmærksomme på, at begrebet økumeni har fået ny og alvorligere betydning for lutheranere. For første gang siden reformationen har vi fået fælles, religiøse fronter med katolikkerne: islam og den totale sekularisme. Det viste pavens tale i Regensburg i september 2006. Det er fornuftens karakter og brug, som er den fælles dagsorden for alle kristne mennesker og for muslimer, hvis de vil være med. Paven sagde bla.: "...det drejer sig om en udvidelse af vores fornuftsbegreb og fornuftsbrug ... En fornuft, som er døv overfor det guddommelige og som trænger religionen ud i det subkulturelle domæne, er ikke en kulturel dialog mægtig ... Mod til fornuftens bredde, ikke afvisning af dens storhed - det er det program, hvormed en teologi, forpligtet på den bibelske tro træder ind i nutidens diskurs. Ikke at handle fornuftigt, ikke handle med Logos, er Guds væsen imod,...".
Et afgørende spørgsmål bliver selvfølgelig, om muslimer kan tillade, at lade logos være, hvad den er. Det er tvivlsomt. I så fald må de anerkende, at den logos, som alle mennesker i kraft af gudbilledligheden er fælles om, er højere udviklet i Vesten, hvor den også har bedre kår. Det synes i øjeblikket at være en umulig indrømmelse at få fra muslimske autoriteter. Medens vi venter på den, må vi udfolde på vort eget så omfangsrigt som muligt.