At nå amerikanske muslimer

 Af Scott E. Benjamin (note 1).

Scott. E. Benjamins(note 2) artikel giver – også mellem linjerne – et billede af, hvorledes man i konservative lutherske kredse i Amerika tænker om sit land, sin tro og sit forhold til amerikanske muslimer.

Martin Luther skrev: ’Så medens Muhammed (på grund af Guds vrede og ved Hans bestemmelse) fejrer sejre, succes, herredømme og ros fra verden, så bærer vi kristne vor Herres kors, med forventning om lyksalighed, ikke i dette liv, men i det kommende. Almindelige mennesker prøver, drevet af deres lavere instinkter, at undgå korset og søger hellere dette livs ligegyldige glæder. Muhammed forfægter dette i sin koran(note 3).’ Det rejser spørgsmålet, om der findes en måde at udnytte det muslimske fokus på succes i denne verden til at få adgang til de amerikanske muslimske samfund. Roy Oksnevad, som har viet sit liv til at prædike evangeliet
for muslimer, taler for, at kristne ikke bør begynde med at tale om evangeliet, - som øjeblikkeligt vil afskære videre samtale med muslimer, - men derimod tage udgangspunkt i ’hvordan mennesker erfarer livet på denne jord(note 4)’. Hvis en sådan fremgangsmåde er tilforladelig, så har lutheranere en enestående tilgang foræret. Det er mit udgangspunkt [her], at den lutherske lære om de to riger giver et redskab til at komme i dialog med amerikanske muslimer, netop fordi den handler om menneskets handlinger og om Gud, som den ene hersker over alle.

Medens kristne har mødt muslimer siden det syvende århundrede, så er det først i nyere tid, at de har fået mulighed for at møde muslimer, som er borgere i et land hvor civilreligion(note 5). har en enestående placering i samfundets styring. Dette er en pointe, det er værd at understrege. Amerikanske muslimer er, som M.A.Muqtedar Khan understreger i sin bog af samme navn, forskellige fra muslimer, som lever i andre lande. De har del i den fælles amerikanske kultur. Som den fremtrædende sociolog Robert Bellah har formuleret det: ’At der ikke blot er, men nødvendigvis må være, en fælles kultur i Amerika, betyder, at kultur ikke følger umiddelbart af institutioner. En stærk [samfunds]struktur underbygger en stærk fælles kultur(note 6).’ Indtil videre er den stærke [samfunds]struktur dannet, formet og domineret af kristne.

Kristne mener, belært af århundreders erfaring, at muslimer ikke let konverterer til kristendommen. Men den amerikanske situation er anderledes, både på grund af tilstedeværelsen af en civilreligion og på grund af amerikaneres tilbøjelighed til at ændre religiøst tilhørsforhold. Wade Clarke Roof har i sin artikel ’Religious Kaleidoscope: American Religion in the 1990s’ understreget: Flere valgmuligheder giver sig mange udslag religiøst . . næsten en tredjedel af [amerikanske] protestanter skifter konfession på et eller andet tidspunkt. Stadig flere katolikker og jøder skrifter tro. Mønstre for disse skift er ikke vilkårlige, men følger snarere forudsigelige moralske og ideologiske rettesnore. Nutidens amerikanere omgrupperer sig efter overbevisning, værdier og livsstil, - og er mindre optaget af at opretholde familietradition og vane. Nedarvet religion, eller den religion man er født ind i, har faktisk ikke længere det hold på mennesker, som det en gang havde. Folk ønsker at være mere selvrealiserende, og hvis det betyder at forlade sin traditionsbaggrund til fordel for en anden, så er det i orden(note 7).

Hvis det er sandt, at amerikanere er mere parate til at skifte religion end folk i andre lande, og at de nu er mere villige til at gøre det end på noget andet tidspunkt i historien, så er der måske, nu hvor muslimer bliver en del af det amerikanske samfund, håb om større sandsynlighed for, at muslimer omvender sig til kristendommen, hvis de kommes i møde på en acceptabel måde.

Det er helt væsentligt, når man prædiker kristendom for muslimer i Amerika, at huske, at islam er mere end en religion. Bernhard Lewis bemærker: ’På den ene side betyder [islam] en religion – et system af tro, tilbedelse, dogmer, idealer og idéer, - som tilhører de monoteistiske skriftreligioners familie, som også indbefatter jødedom og kristendom. På den anden side betyder [islam] hele den civilisation, som er vokset op under denne religions auspicier, - noget i retning af det, som det – engang almindelige – udtryk ’kristenheden’ betyder(note 8). Men sådan forholder det sig også med kristendommen i Amerika. Robert Bellah skriver: Selvom personlig religiøs overbevisning, tilbedelse og [religiøst] tilhørsforhold betragtes som hørende til de rent private forhold, så findes der samtidigt hermed visse fællestræk i den religiøse overbevisning, som det store flertal af amerikanere er fælles om. Og disse fællestræk har spillet en afgørende rolle i udviklingen af de amerikanske institutioner og giver stadig hele det amerikanske livsmønster – det politiske liv indbefattet - en religiøs dimension(note 9).

Kristendommen har defineret Amerika både som et borgersamfund og som stat/regering [government]. Dette er væsentligt, fordi islam er nært beslægtet med kristendommen. Ifølge Bernhard Lewis trækker både kristendom og islam på en fælles arv fra den jødiske åbenbaring og profeti og græsk filosofi og videnskab, - og begge har trukket næring fra de mellemøstlige antikke traditioner. Men medens både den amerikanske og den islamiske tradition ser Gud som part i [både] det religiøse og det politiske, så adskiller den amerikanske tradition sig fra den islamiske overbevisning ved sin opmærksomhed på adskillelsen af kirke og stat. Bernhard Lewis sammenfatter det således: ’Intetsteds er forskellene mere dybtliggende – og mere iøjnefaldende – end i disse to religioners – og deres autoritative eksponenters – indstilling til forholdet mellem stat/regering, religion og samfund(note 10).

DET ISLAMISKE SYN PÅ RELIGION OG STAT

Fra første færd har islam aldrig adskilt religion og stat. Alvin Smidt, professor i sociologi ved Illinois College, skriver: ’Det nære bånd i de islamiske lande mellem islam (som religion) og stat har eksisteret uafbrudt i næsten 1400 år og få eller ingen forsøg er i de islamiske lande blevet gjort for at adskille de to(note 11).’ Robert Spencer konstaterer: ’Statsmagt og religiøs magt var fra første færd sammenvævet i islam, med kaliffen som centrum, som den af Allah udvalgte leder af sit folk . . . Den islamiske verden har altid været karakteriseret ved centraliseret teokrati(note 12).

Tyrkiet er den eneste undtagelse, men i de senere år har muslimer [her] haft held til at indskrænke denne adskillelse [af religion og stat]. Islams hellige lov, shari’a, indtager en central plads i det muslimske samfund, og shari’as historie går som en parallel til den islamiske civilisations historie. Fra Muhammed og de tidlige kaliffer og frem til størstedelen af muslimer i dag har troen været, at det er Allahs vilje, at stat og religion er forbundet(note 13).

CIVILRELIGION I AMERIKA

Amerika har sit eget unikke forhold mellem religion og stat. Robert Bellah [se ovenfor], den kendte sociolog, som først beskrev fænomenet ’civilreligion’ i Amerika, skrev i 1967: ’Hvor nogle har argumenteret for at kristendommen er nationalreligion [i Amerika] og andre mener at kirke og synagoge blot dyrker et almen religiøst udtryk for ’the American Way of Life’, den amerikanske livsstil, så har kun få indset at der faktisk – ved siden af og ret tydeligt adskilt fra kirkerne – en gennemarbejdet og genneminstitutionaliseret civilreligion i Amerika(note 14).’ Bellah bruger John F. Kennedys tiltrædelsestale som bevis for sit synspunkt:

[Kennedy] henviste ikke til nogen specifik religion. Han henviste ikke til Jesus Kristus, eller til Moses, eller til den kristne kirke, - og slet ikke til den katolske kirke. Hans eneste henvisning var faktisk til begrebet ’Gud’, et ord som næsten alle amerikanere kan acceptere, men som [til gengæld] har lige så mange forskellige betydninger, som der er mennesker, og som derfor næsten er et tomt symbol. Er det ikke blot endnu et tegn på, at i Amerika betragtes religion – lidt vagt - som en god ting, men som folk er så uinteresserede i, at den har mistet næsten ethvert indhold? Citeres Eisenhower ikke for at have sagt: ’Vort styre er meningsløst, hvis det ikke er rodfæstet i en dybt følt religiøs overbevisning – og jeg er ligeglad med hvad det er,’ – og er det ikke en fuldstændig fornægtelse af virkelig religion?(note 15)

I en kommentar til Bellahs synspunkt, at man ikke kan fjerne religion fra amerikansk kultur, heller ikke politikken, bemærker Jean Bethke Elshtain, professor i social og politisk etik ved University of Chicago Divinity School: ’Dette adskiller os meget væsentligt fra Vesteuropas post-kristne kulturer. Og det adskiller os fra de militante islamister, som ønsker at religiøs lovgivning og religiøse ledere skal være afgørende i samfundet. De som forveksler vort komplicerede forhold mellem religion og politik med et teokrati ved ganske enkelt ikke hvad de taler om(note 16).’

Jeg har ikke til hensigt at gå ind i en lang diskussion af civilreligion i Amerika. Det er tilstrækkeligt, [dels] at bemærke, at der er stærke beviser for eksistensen af en civilreligion i Amerika, og [så] at pege på de konsekvenser dette har for [muligheden for] at nå muslimer i Amerika. Den vigtigste følge heraf er, at med tilstedeværelsen af en civilreligion har vi måske også fået muligheden for at begynde at bygge bro til muslimer, på den forudsætning [nemlig], at civilreligion er mere neutral og måske er nærmere den islamiske forståelse af forholdet mellem religion og stat.

Der er ikke megen tvivl om, at det sekulære venstreorienterede Amerika har søgt at adskille religion fra staten. Men deres held hermed har måske – som det ses af fænomenet ’civilreligion’, som det findes i Amerika i dag, – i virkeligheden givet kristne en mulighed. Som Kurt Marquart, præcist, siger det: ’Hele ’kejserens rige(note 17)’ er blot en omfattende underbygning for Guds endelige mål: Hans kirkes evige frelse(note 18)’. Derfor giver den sekulære venstreorienterede succes de lutherske kristne en vigtig mulighed for at bruge læren om de to riger til at nå ud til de amerikanske muslimer.

DE TO RIGER

Luthers lille katekismus lærer: ’Guds rige er hans herredømme, som konge over hele universet (magtens rige), over kirken på jorden (nådens rige) og kirken og englene i himlen (herlighedens rige). Guds herredømme er fuldkomment og uindskrænket. Der er ingen anden hersker over nogen del af universet eller kirken på jorden og i himlen(note 19)’. Men, som Kurt Marquart skriver i sin dogmatik om kirken: ’Hverken kirken eller dens forkyndelse kan forstås rigtigt uden den afgørende skelnen mellem Guds to riger, kongedømmer eller herredømmer(note 20)’.

Derfor hersker Gud over alle. Han underordner ikke kejserens rige under Guds rige, men kejserens rige kan heller ikke stå uden for Guds rige. Gud bruger begge riger til sit styre, men hvert rige er ’karakteriseret ved forskellige formål, midler og realiteter(note 21)’. Martin Luther skrev: ’Vi må lægge et sundt fundament for verdslig lov og magt, så ingen er i tvivl om, at den er i verden efter Guds vilje og ordning(note 22)’. Enhver som modsætter sig ’kejserens rige’ modsætter sig Gud selv, hvad enten han/hun er kristen eller ateist. Da ikke alle er kristne, er det i form af de to riger at Gud lader det verdslige styre sørge for orden og retfærdighed medens han lader lyde, at der findes en evig, retfærdig Gud, som hersker i sin kirke gennem Jesus Kristus.

Det er afgørende at være i stand til at skelne mellem de to riger. Man kan fra et luthersk perspektiv med rette gøre gældende, at islam forveksler [samfunds]orden med frelse, ved at bruge midler og redskaber tilhørende kejserens rige til at tvinge mennesker til at omvende sig til islam. Det er i modstrid med Guds ord at omdanne samfundet til et teokrati, sådan som islam stræber efter at gøre. Når åndelig og verdslig magt forveksles er evangeliet i fare. Marquart citerer Hermann Sasse for at forklare, hvorfor den lutherske reformation ikke kender en kristen stat af det tilsnit: ’Evangeliet ville blive en ny lov – det er det blevet, uanset hvad folk har ville gøre kristent, kirkeligt, eller omvende staten, som sådan, og verden - og det ville gøre det af med evangeliet, som Luther forstod det(note 23)’. Derfor er den rette skelnen mellem de to riger uadskillelig fra den rette skelnen mellem lov og evangelium. Den augsburgske bekendelse siger det således:

Når den kirkelige magt derfor skænker evige ting og kun udøves gennem ordets tjeneste, står den ikke hindrende i vejen for statsstyrelsen, så lidt som sangkunsten står i vejen for statsstyrelsen. For statsstyrelsen angår ganske andre ting end evangeliet. Øvrigheden værger ikke sjælene, men legemerne og de legemlige ting imod åbenbare forurettelser og tvinger menneskene ved sværdet og ved legemlige straffe. Evangeliet forsvarer sjælene mod ugudelige meninger, mod djævelen og den evige død.

Altså må den kirkelige og den borgerlige magt ikke sammenblandes. Augsburgske Bekendelse kap. 28, afsnit 10-17(note 24).

LÆREN OM KALD OG STAND

I Luthers forståelse ligger statsstyring under ’kejserens rige’ og har til formål at skabe den [lov og] orden som menneskeheden behøver for at kunne virke. Dette er mere end en teoretisk udredning, - det manifesterer sig i hvert menneskes kald.

Guds magt er manifesteret i skabelsesakten og former den daglige ramme for handling efter det fjerde bud(note 25). Dette betyder at man, for at forstå ’kald’ rigtigt, må forstå, at al jordisk autoritet går gennem dem, som kun er underordnet Gud, nemlig forældrene. Martin Luther skriver i Den Store Katekismus: ’Denne opgave som far og mor har Gud specielt fremhævet i forhold til alle andre livsopgaver, der er forordnet af ham, idet han befaler os ikke blot at elske, men også at ære vore forældre(note 26).

Vocatio [det latinske ord for ’kald’] kan have flere betydninger. Læren om kaldet drejer sig her kun om Luthers opfattelse af virke på denne jord(note 27). Derfor er kaldet en ’stand', en opgave, som i sit væsen er nyttig for andre, hvis den indfries. Det er ikke begrænset til fag og erhverv, men omfatter også familien. I en prædiken over 1.korinthierbrev 7,20 fremfører Luther, at man kan have kald som [ægte]mand eller hustru, søn eller datter, og i denne sammenhæng nævner Luther også prins, biskop, præst(note 28). Som Wingren siger om Luther:

Livet i hjemmet, forholdet mellem forældre og børn, er kald, ligesom arbejdslivet, i forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager, er det. I alt hvad der medfører handling, i alt som vedrører verden eller mit forhold til min næste, siger Luther, er der intet, som ligger i en privat sfære, uden for stand, hverv eller kaldelse(note 29).

Oksnevad peger på, at ’koranens egentlige omdrejningspunkt er mennesket og dets handling, ikke Gud(note 30)’. Dette faktum kan ikke desto mindre netop være et redskab til at nå muslimske amerikanere. Muslimer har jo dog lært, at Allah er almægtig og at derfor Allahs lov skal diktere mennesket dets handlinger. Men islam bruger, - uden forståelse for, hvordan Gud virker gennem sine to riger, - loven til at fuldføre det, som kun evangeliet er i stand til at bringe i stand, nemlig åndelig omvendelse, genoprettelse og fornyelse af mennesker. Den lutherske lære om kald, udledt af den bibelske forståelse af, hvordan Gud virker både i ’kejserens rige’ og i ’Guds rige’, synes at have menneskets handlinger i fokus, men i virkeligheden anerkender den, at det er Gud som virker i os og skaffer ret og orden mellem mennesker, så evangeliet kan forkyndes og mennesker bragt til frelse ved Helligåndens - ikke lovens - kraft. Det er altså i kaldet, at Gud både opretholder [lov og] orden i samfundet, og bringer mennesker til frelse ved evangeliets forkyndelse.

AT NÅ AMERIKANSKE MUSLIMER

Det er ikke opmuntrende, at det efter de fleste islameksperters vurdering er umuligt for muslimer at skelne mellem religion og stat. Dette skærpes yderligere af glødende muslimers ønske om at lægge det amerikanske regeringssystem under islamisk styre. Sammenholdt med Amerikas manglende forståelse af islam har arbejdet med at forkynde for muslimer været langsomt og vanskeligt. Kristne må, som en begyndelse, finde et fælles grundlag i forhold til muslimer, et område, hvor der ikke findes nogen blokeringer, og derfra bevæge sig frem hvor der er mindst modstand, indtil der kan bygges bro til muslimer og opnå mulighed for at prædike det hele evangelium for dem. Jeg skønner at muslimer kan nås ved at vise, at Gud vitterligt er Herre over alt og at Han både ønsker og aktivt virker for at skabe orden i menneskers liv.

Den muslimske lærde Muqtedar Khan skriver, i et forsøg på at retfærdiggøre behovet for islam i Amerika: ’Når man lever i et samfund, som har afskrevet stræben efter sandhed og foretrukket sædvane, som har erstattet traditionel visdom med gængs offentlige mening, bliver intellektuelt liv uundgåeligt en stræben efter mening og substans og først og fremmest: sammenhæng(note 31)’. Khans forsøg på at forstå The American Way of Life, den amerikanske livsstil, er ufuldkomment, men han giver os ikke desto mindre et fælles grundlag at bygge videre på.

Langt de fleste kristne vil være enige med ham i hans vurdering af amerikansk kultur. Men vi er simpelthen ikke enige, ofte [heller] ikke indbyrdes, om hvordan man ændrer denne kultur. Det er her Luthers forståelse af de to riger kommer ind i billedet. Mark Sell skriver:

’Teologi ud fra læren om de to riger gør kristendommen ’praktisk’. Den berører enhver troendes daglige liv. Det er den medicin som læger moralisme, men alligevel placerer moralen højt i det daglige kristenliv. Denne teologi frigør kristne til at leve i det borgerlige liv og blive alles tjenere. Det frigør til at fuldt ud at indgå i vore samfund som gode borgere. Med en teologi om de to riger kan vi anerkende andre, selv ikke-kristne, som gode borgere, med hvem vi kan engagere os i samfundet. Denne teologi giver den orden og retfærdighed, som en kaotisk verden længes efter, og giver samtidigt den tilgivelse og det liv, som Kristus vandt. Den hjælper os til at forstå længslen efter et samfund, der er religiøst, men tillader alligevel den kristne at være den ene sande Gud tro(note 32)’.

Borgerlig retfærdighed og orden ligger muslimer stærkt på sinde – så meget, at de ikke kan se anden udvej end at indføre islamisk shari’a til at styre og gennemtvinge orden. Borgerlig retfærdighed ligger også kristne stærkt på sinde, og de er villige til at underordne sig en regering for at sikre den. Kristne er indforstået med at gøre det i rammerne af den amerikanske forståelse af adskillelse af kirke og stat.

Faktisk afspejler begrebet ’adskillelse af kirke og stat’ en stærk kristen indflydelse. Bernhard Lewis fremfører at ’Forståelsen af kirke og stat som adskilte institutioner, hver med sine love, sit hierarki og jurisdiktion, er et kristent karakteristikum med oprindelse i de kristne skrifter og kristen historie(note 33)’. Dette har historisk rejst barrierer for muslimer, ikke kun fordi en sådan forståelse er dem fremmed, men pga. den kristne sammenhæng. Men – stort set - takket være de amerikanske sekulære medier er det indtryk nu formidlet, at adskillelsen af kirke og stat er et fænomen fuldstændigt adskilt fra kristen indflydelse(note 34)’.

Kristne må så i denne situation godtgøre, at de står sammen med muslimer i modstanden mod et samfund uden Guds styrende hånd. Kristne må overfor muslimer godtgøre, at også de søger at gøre samfundet anstændigt, godt og retfærdigt for alle mennesker. Først da vil de være begyndt at bygge bro til amerikanske muslimer.

Det er her luthersk teologi og erfaring ikke blot kommer ind, men må tage føringen. Når det kommer til stykket, havde jo fx. de første lutheranere fra Missouri Synoden ikke megen erfaring med at leve i et land, som ikke havde en statsunderstøttet luthersk kirkelig organisation, og det var til den lutherske lære de vendte sig, for at finde fodfæste. Nu må [så] lutheranere delagtiggøre muslimer, som bor i Amerika, heri, - som jo heller ikke har megen erfaring med at bo i et land, som ikke har nogen statsreligion.

Som lutherske kristne vil vores første indskydelse være at tale om tilgivelsen og livet vundet gennem Kristus. Men ihukommende Oksnevads advarsel og Khans tilskyndelse af muslimer til at deltage i det politiske liv på måder, som er forenelige med demokratiet, så må det næste skridt være at vise, hvorledes troende mennesker kan deltage i politik og arbejde indenfor systemet for at reformere det, uden at omvælte det. Dette vil undgå at skabe øjeblikkelige blokeringer, og det vil drage nytte af den amerikanske situation, som muslimer befinder sig i. Den første byggesten til dette brobygningsprojekt findes i romerbrevet kap.13,1-5: Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld.

Kernepunktet her er understregningen af, at det er Gud som virker gennem kaldet. Gud styrer hele verden gennem kaldet. Dette skal fremsættes som det første vedrørende ’kejserens rige’, eftersom det er sådan muslimer er har lært at betragte Guds almagt.

’Et styres autoritet er ikke afledt af det faktum, at det er udtryk for et folks sjæl eller genius, men fra det faktum, at Gud har indsat det for at tæmme djævelen. Styre er af Gud, skabt af Ham(note 35)’.

Regering og styre udgøres af enkeltmennesker, som lever i deres kald i regering og styre, vejledt af romerbrevet 12, 17-21: Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: ’Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,’ siger Herren. Men ’hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.’ Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.’

Det er her vigtigt ikke at forveksle helliggørelse med kald. Det er ens næste, og ikke eget helligt levned, som er kernepunktet i kalds-etikken(note 36). De gode gerninger vi gør i vort kald har med kærligheden til vor næste at gøre, men hvad vi gør er – målt med Guds alen - stadig besmittet af synd. ’For det er urigtigt, at det er ved vore gerninger vi fortjener Guds tilgivelse. (Tappert(note 37), side 110). Vore gerninger godtages kun i troen på Kristi gerning og genløsning.

Hvis den kristne har haft held til at godtgøre, hvorledes Gud virker gennem ’kejserens rige’, så kan den anden halvdel af Guds virke, ’Guds rige’, udvikles ved at redegøre for, hvordan en troende lever samtidigt i begge riger. Sell siger det således: Den kristne lever så at sige med den ene fod i ’kejserens rige’ og den anden i ’Guds rige’. Sådant stillede, lever vi kristne i kaldet i det daglige liv. Vi lever, som om alt afhænger af os, men alligevel tror vi og bekender vi, at alt afhænger af Gud. Den kristne vil aldrig se på sine gode gerninger og betragte dem som godtagne af Gud uden Kristus. De er kun antagelige gennem troen på Kristi gerning og genløsning(note 38).

Fra dette udgangspunkt kan arbejdet med at fremstille Kristi forsoningsgerning skride frem under stadig fastholdelse af en sikker forståelse af Guds lov og evangelium, - ikke blot fordi muslimer vil være enige i, at kun kaos vil være resultatet, hvis ’kejserens rige’ praktiserer tilgivelse overfor lovbrydere, men fordi de må komme til tro på, at resultatet kun kan blive undertrykkelse, hvis ’Guds rige’ bruger loven i stedet for evangeliet, til at gennemtvinge omvendelser.

Dette har blot været den kortest mulige gennemtænkning af den idé, at den lutherske forståelse af de to riger og hvordan mennesker lever i dem i deres kald måske er moden til at kunne nå amerikanske muslimer på dette unikke tidspunkt. Khan fastholder, at skæbnen klart har bestemt amerikanske muslimer til ’at vise resten af verden relevansen af de islamiske værdier i et moderne/post-moderne samfund(note 39)’. Måske har skæbnen klart bestemet, at lutherske kristne skal vise resten af verden relevansen af Jesus Kristus gennem deres lære om de to riger.

Originaltitel: ‘Reaching American Muslims’, fra ‘LOGIA, A Journal of Lutheran Theology’, vol. XVIII, no. 4, 2009, - et særnummer med titlen ‘Wittenberg & Mecca’, - se LOGIA’s hjemmeside på www.logia.org Oversat med tilladelse fra LOGIA ved Senior Editor Michael J Albrecht, mail af 18.nov.2009, af cand. theol. Lars Brinth, stiftsbibliotekar, Nørregade 12,2.th., 9000 Aalborg, lrb@km.dk

[Note 1: Angående overskriften: ’Reaching American Muslims’ – at nå – altså i en religiøs dialog].

[Note 2: Angående forfatteren: Scott E. Benjamin er præst ved Resurrection Lutheran Church, Detroit, Michigan].

[Note 3: Riccoldo da Montecroce: Islam in the Crucible: Can It Pass the Test? oversat af Thomas C.Pfotenhauer (New Haven: Lutheran News, 2002), side 3].

[Note 4: Roy Oksnevad og Dotsey Welliver (red.): The Gospel for Islam (Wheaton: EMIS, 2001), side 94].

[Note 5: ’Civilreligion’ eller ’samfundsreligion’ er et sociologisk begreb, baseret i sidste ende på Rousseaus tanker om den nødvendige minimumskonsensus i et samfund. Begrebet blev introduceret af Robert N. Bellah i artiklen, nævnt i næste note, som opr. blev skrevet i 1967].

[Note 6: Robert N. Bellah: Civil Religion in America. Daedalus 117, no.3 (sommeren 1988), side 613. [Et genoptryk kan findes på http://www.robertbellah.com/articles_5.htm]].

[Note 7: Wade Clarke Roof: Religious Kaleidoscope: American Religion in the 1990s, Temenos 32 (1996)].

[Note 8: Bernhard Lewis: Islam and Liberal Democracy: A Historical Overview. Journal of Democracy 7 (1996)].

[Note 9: Bellah: Civil Religion, side 100].

[Note 10: Bernhard Lewis: The Crisis of Islam: Holy War and Unholy Terror. (New York: The Modern Library, 2003), side 5].

[Note 11: Alvin Smidt: The Great Divide: The Failure of Islam and the Triumph of the West (Boston: Regina Orthodox Press, 2004), side 211].

[Note 12: [teokrati: ’gudsstyre’, - at gud er landets egentlige hersker (gennem sine præster/repræsentanter)]].

[Note 13: Robert Spencer: Islam Unveiled: Disturbing Questions about the World’s Fastest Growing Faith (San Francisco: Encounter Press, 2002), side 95].

[Note 14: Bellah: Civil Religion, side 97].

[Note 15: Bellah: Civil Religion, side 97-98].

[Note 16: Jean Bethke Elshtain: The Theory of Civil Religion, Chronicle of Higher Education 53, nr. 15 (1.december 2006), B12].

[Note 17: [’Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!’, Markusevangeliet kap.12 vers 17]].

[Note 18: Kurt Marquart: The Church and Her Fellowship, Ministry and Governance. Confessional Lutheran Dogmatics 9 (Fort Wayne: International Foundation for Lutheran Confessional Research, 1990), side 176].

[Note 19: Martin Luther: Luther’s Small Catechism with Explanation (St.Louis: Concordia, 1991) , side 171].

[Note 20: Marquart: The Church, side 176-177].

[Note 21: Mark E. Sell: Two-Kingdom Theology, Civil Righteousness, and Civil Religion. i: The Anonymous God: The Church Confronts Civil Religion and American Society, redigeret af David L. Adams og Ken Schurb (St.Louis: Conordia, 2004), side 266].

[Note 22: Timothy Lull, red. Martin Luther’s Basic Theological Writings (Minneapolis: Fortress Press, 1989), side 659].

[Note 23: Marquart: The Church, side 179].

[Note 24: Citeret fra folkekirkens bekendelsesskrifter på www.folkekirken.dk].

[Note 25: Sell: Two-Kingdom Theology, side 269].

[Note 26: Luther’s Large Catechism, A Contemporary Translation, trans. Samuel Janzow (St.Louis: CPH , 1978), side 29. [forklaringen til det 4.bud, - se fx. http://www.lutherdansk.dk/Trellix/id87.htm]].

[Note 27: Gustav Wingren: Luther on Vocation (Philadelphia: Muhlenberg Press, 1957), side 2].

[Note 28: Wingren: Luther on Vocation, side 3].

[Note 29: Wingren: Luther on Vocation, side 5].

[Note 30: Oksnevad og Welliver, red.: The Gospel for Islam, side 93].

[Note 31: M.A.Muqtedar Khan: American Muslims: Bridging FAith and Freedom (Beltsville, MD: Amana Publications, 2002), forordet].

[Note 32: Sell: Two-Kingdom Theology, side 266.].

[Note 33: Bernhard Lewis: Islam and the West (New York: Oxford University Press, 2001), side 135].

[Note 34: Schmidt: The Great Divide, side 203].

[Note 35: Wingren: Luther on Vocation, side 181].

[Note 36: Wingren: Luther on Vocation, side 182].

[Note 37: [Th.G.Tappert, - sidetallet henviser formodentligt til hans oversættelse af det lutherske bekendelsesskrift Concordiebogen]].

[Note 38: Sell: Two-Kingdom Theology, side 276-277].

[Note 39: Khan: American Muslims, side 3].