Af Katrine Winkel Holm og Jesper Bacher.
"I sidste instans er enten Muhammeds Allah eller vor Herre Jesu Kristi Fader pure opspind af den menneskelige hjerne"
Jens Christensen(i bogen: Konfrontation, Tidehvervs Forlag, 1989, s. 399).
I Præsteforeningens Blad 2008/43 tager Theodor Jørgensen en række dokumenter under behandling. Det drejer sig mere konkret om de 138 muslimske lederes brev fra i fjor og de danske svar fra henholdvis Danske Kirkers Råd, en række lutherske teologer og fire biskopper i folkekirken. Der uddeles ris og ros, og Theodor Jørgensens teologiske
hu står så afgjort til brevet fra de 138 og det applauderende svar fra Danske Kirkers Råd, der kaldes værdigt, mens de øvrige svar, for nu at sige det pænt, skønnes knapt så beundringsværdige. Da undertegnede er ansvarlige for forfattelsen af teologernes brev, som i øvrigt nåede at få tilslutning fra 101 teologer, er det følgerigtigt, at vi svarer i denne sammenhæng. Svaret står naturligvis udelukkende for vores egen regning.
Ifølge Theodor Jørgensen gør vi os skyldig i noget så grimt som "mistænkeliggørelsens hermeneutik". Nu kunne man imidlertid få den mistanke, at beskyldningen for mistænkeliggørelsens hermeneutik også vil mistænkeliggøre. Men uagtet mistænkelige tanketorsk finder vi det oplagt at pege på de fuldstændig åbenlyse modsætninger mellem kristendom og islam og fokusere på de 138s larmende tavshed om de omfattende kristenforfølgelser - og chikanerier, som foregår med eksplicit begrundelse i islam. Må vi i stedet anbefale en alternativ hermeneutik, nemlig "de åbne øjnes hermeneutik", som forholder sig til klare tekster, faktiske forhold og konkret praksis? Man kan f.eks., kaste et blik på brevet fra de 138, der hævder, at der gives en fælles grund mellem kristendommen i kærligheden til Gud og næsten: "Således bliver Guds enhed, kærligheden til ham og kærligheden til næsten, en fælles grund…" (Se note 1)
Gør det nu også det? Netop forståelsen af Guds enhed, er da det punkt, hvor vandene for alvor skiller mellem kristendommen og islam. Det kræver teologisk eskapisme af rang at se bort fra dette forhold eller måske en strategisk/missionsarisk overvejelse hos brevskriverne? Den engelske Barnabas Fund, en kristen NGO, som hjælper den forfulgte kirke, har i sit svar - som givet ikke vil falde i Theodors Jørgensens smag - gjort opmærksom på, at brevet også kan ses som et klassisk eksempel på islamisk da`wa eller mission. (Se note 2) (I parentes bemærket er det betegnende, at det begejstrede svar fra Danske Kirkers Råd modtog anerkendende ord fra den notoriske treenighedsfornægter Steen Ribers…). (Se note 3)
I indledningen til brevet fra de 138 henvises til Sura 3,64 som et slags dictum probans for henvendelsen til den globale kristenhed. Den lyder bl.a: "Sig, I Skriftens folk! Kom, lad os enes om et ord, der er fælles for os og jer: At vi tjener Gud alene, at vi ikke sætter noget ved Hans side, og at ingen af os tager nogen anden til Herre foruden Gud!". (Se note 4)
Dette "noget andet ved Hans side" er i traditionel islamisk optik også Kristus som Gud søn, netop den gamle polyteismeanklage mod trinitetslæren. En forløjet påstand, der kalder straf på Allahs bekæmpelse, som det understreges i en anden Sura (9.30). Det er vel ikke en mistænkeliggørende hermeneutik at tage alvorligt, at muslimer tager Koranen alvorligt som Guds himmelsendte ord og følgelig også disse udsagn, der undsiger kristendommens sine qua non ud i gudslæren? Er her ikke tale om mission i den dialogiske fredsappels gevandter? Mission er selvfølgelig en fri sag - i hvert fald i den kristne verden - men lad os kalde en spade for en spade, før vi erklærer som Danske Kirkers Råd "… at lærde muslimer så klart anerkender, at kristne tror på én Gud (og ikke på tre), om end der i islam henholdsvis kristendommen er stor forskel i opfattelsen af denne ene Gud". Der er da ikke bare forskelle, men himmelråbende modsætninger! Enten er bekendelsen til Kristus som Guds søn og verdens frelser en bekendelse til Guds åbenbaring, eller også er det med Koranens ord en forløjet påstand. Man kan ikke meningsfuldt påstå både det ene og det andet og ej heller, at kristendommen og islam uden videre skulle referere til samme Gud.
Hvordan kan den samme Gud således åbenbare sin kære søn til synderes salighed og åbenbarer til Muhammed, at Jesus bare er en station på vejen til ham selv som profeternes segl? I så fald lider vor Herre af alvorlig skizofreni, og ethvert teologisk udsagn berøves eo ipso sin gyldighed og kan højest rubriceres som gætværk og spekulation. Men ak, det er nok absolutisme ifølge Theodor Jørgensen. Som han selv skriver: "Det fatale ved påstanden om, at kristne og muslimer ikke tror på samme Gud, er indadtil den teologiske fejltagelse, at vi med vores troslære har hævd på den absolutte sandhed om Gud og ikke anerkender, at vores teologi i Guds perspektiv aldrig kan have andet end foreløbighedens karakter".
Vist så. På denne side af den yderste dag driver vi theologia viatorum, og vor Herre har givet nogle eskatologiske overraskelser i ærmet, men vi har som kristne lov at tro, at Gud ikke bare har kundgjort sin vilje, men åbenbaret sig selv, som vi skriver i sammenfatningen af treenighedslæren fra det fælles brev. En sammenfatning, som Theodor Jørgensen i øvrigt mener: "… (man) næppe kan sætte spørgsmålstegn ved". Vi kender altså Guds væsen, og nok erkender vi stykkevis, men de centrale udsagn om den treenige Gud er ikke foreløbige, bare for en tid, til tiderne eller vor Herre måtte skifte. Hvad skal vi da sige? "Jesus Kristus er Guds søn og verdens frelser - foreløbig, "Gud er kærlighed - foreløbig", ja, fortsæt selv. Det er ligesom ikke det samme…
Hvad angår kærligheden til næsten, er det også svært at få øje på den fælles grund mellem kristendommen og islam. Hvor finder man udsagn i Koranen, der for alvor er at ligne med Jesus ord om fjende - og næstekærlighed? Altså en kærlighed, der også rækker ud over de rettroendes rækker. Tværtimod finder man udsagn som, at Skriftens folk skal bekæmpes, indtil de kuet er rede til betale skat (Sura 9.29), og de 138 erklærer på intet tidspunkt dette eller lignende udsagn for uaktuelle. Det er heller ikke mistænkeliggørelse at gøre opmærksom på de praktiske konsekvenser af traditionel islams holdning til religionsfrihed. Når de 138 erklærer, at religionsfrihed er en afgørende del af næstekærligheden, hvordan kan de massive krænkelser af religionsfriheden i islams navn så gå fuldstændig upåtalt hen i deres brev? Det bør ikke volde det mindste besvær for hver og en af de 138 at fordømme alle love om dødsstraf for frafald og bekræfte retten til mission og kirkebyggeri i den muslimske verden, hvis de ellers mener, hvad de skriver. I stedet for har en af underskriverne, den iranskfødte professor Sayed Hossein Nasr, udtalt: "Intet kan være fjernere fra islam end sekularitet. Den islamiske forståelse af mennesket fjerner enhver mulighed for at protestere eller gøre oprør mod himlen og bringer derfor Allah ind i livets mindste detaljer", mens en anden underskriver Muzammli Siddiqi erklærer: "Vi må ikke glemme, at Allahs lov skal implementeres i alle lande, og at alle vores bestræbelser skal lede i den retning". (Se note 5) Selv hos den mest dialogtroende tolerancebekender må den slags udtalelser da vække en vis skepsis. Måske var det på tide, at Theodor Jørgensen gik over til de åbne øjnes hermeneutik og kastede et nøgternt blik på gensidighed og pluralisme, hvor islam er flertalsreligion. Det er ganske simpelt ikke troværdigt, at der fra muslimsk side tales højstemt om respekt og religionsfrihed uden at forholde sig til den mørke syndflod af overgreb mod kristne og andre religiøse minoriteter.
Ja, kunne vi bare få frihed, så der kan strides i fred. Det kan Theodor Jørgensen imidlertid ikke få til at rime: "For hvordan skal jeg for alvor kunne anerkende et andet menneske, når det står mig åndeligt imod?". Det skulle da ikke give større problemer med sund skabelsesteologi, demokratisk sindelag og fornemmelse for almindelig åndsfrihed. Man kan da så udmærket anerkende et andet menneskes menneskelighed, ret til liv, frihed og sin modsatte mening, selv om han må regnes for en åndelig modstander.
Der er netop det, som fattes så sørgeligt, hvor halvmånen kaster sin lange skygge.
Note 1: A Common World findes dels i dansk oversættelse på www.catholica.dk og dels på www.acommonworld.com, hvor man også finder den (Summary and Abridgement), som der bl.a. refereres til i ovenstående.
Note 2: "Response To Open Letter And Call From Muslim Religious Leaders To Christian Leaders, 13. October 2007" svaret findes på www.barnabasfund.org - Bogen "The truth about A Common Word" fra 2008 af Sam Salomon og Elysias Al Maqdisi er også værd at konsultere.
Note 3: Kristeligt Dagblag den 8. maj 2008.
Note 4: Koranen oversat af Ellen Wulff, København 2006.
Note 5: Kristeligt Dagblad den 7. maj 2008