Af Mads Mønsted, Flensborg Avis, 27. marts 2008.
Demokratiet afhænger af den kritiske diskussion og frie meningstilkendegivelse i ord, på skrift og i billeder. En mangfoldighed af meninger, der brydes, er imidlertid undergravende for ethvert totalitært system. Derfor undertrykker alle totalitære regimer ytringsfriheden, og derfor angriber islamister og udemokratiske muslimer den frie meningstilkendegivelse.
I marts 2007 fremlagde en række muslimske lande en resolution i FN, som opfordrede medlemslandene til at begrænse ytringsfriheden af hensyn til respekten for religion. Resolutionen blev vedtaget. En række jordanske medier planlægger nu at sagsøge de danske aviser, som i sidste måned genoptrykte muhammedtegningerne. De vil fortælle Danmark, hvad man må og ikke må, og således blande sig i en nationalstats interne anliggender. En opera af Mozart blev aflyst i Berlin, en kunstudstilling midlertidig lukket i samme by, skribenters artikler er blevet afvist, og Holland har nu øget terrorberedskabet på grund af en forestående islamkritisk film m.m. - alt sammen af frygt for islamisterne.
De angreb, som islamisterne vælger at lave, er i og for sig i tråd med islams historie. Da Muhammed døde år 632 e. Kr., stod han som Arabiens ubetingede og enevældige hersker. Ved krige, drab og overfald havde han gjort sig til herre over området. Muhammeds nærmeste efterfølgere udbredte i løbet af få generationer islams herredømme til Syrien, Ægypten, Nordafrika og Spanien. Mod øst udbredtes Islam til Mesopotamien, Persien og videre ind i Centralasien. I modsætning til kristendommens udbredelse i Romerriget udbredtes islam ikke gennem missionærer, men ved hellig krig. Store dele af den kristne kultur langs middelhavet gik derfor under i det 7. årh. Allerede i 635 blev Damaskus erobret, et af kristenhedens lærdomscentre. Den islamiske ekspansion mod vest blev først stoppet nord for Spanien af Karl Martell i slaget ved Poitiers i 732. I 717 blev den stoppet i øst af kejser Leo den tredje i slaget ved Konstantinopel. Men 1453 blev byen atter angrebet og denne gang erobret og fik navnet Istanbul. I 1529 stod de muslimske hære uden for Wien, men blev afværget, og igen i 1683, men også denne gang blev Europa reddet.
Islamisternes offensiv mod Europa er således ikke noget egentlig nyt. Den tradition, de står i, er grundlaget for en religiøs-politisk ideologi, der forårsager undertrykkelse, død og ødelæggelse. Den nægter mennesker ret til kritik og til at finde deres egen lykke, og den bremser menneskelig erkendelse ved kritisk diskussion. Hele den politisk korrekte tanke om kun at bruge ytringsfriheden på en føjelig og hensynsfuld måde, der ikke støder nogen på manchetterne, undergraver ytringsfriheden. Ytringsfriheden fungerer kun gennem kritisk diskussion og debat, og en sådan meningsudveksling kan ikke undgå at støde følsomme gemytter. Det må islamister i demokratiske lande med ytringsfrihed finde sig i. Værdsætter vi vort demokrati, skal vi derfor stå granitfast på ytringsfriheden og ikke rokke os en millimeter. Islamisterne vil have et samfund, der bygger på koranen og sharialovgivningen, et helt anderledes samfund, og farer frem med vold og trusler mod anderledestænkende. Det er derfor meningsløst og absurd at vise hensyn til deres fordringer. At være imødekommende og eftergivende overfor islamisternes krav er tværtimod et kæmpe svigt af ytringsfriheden og demokratiets grundprincipper.