Af dr. theol. Carsten Breengaard, Kronik, Kristeligt Dagblad, 20. nov. 2007.
INGEN VIL FORMODENTLIG benægte, at islam er placeret temmelig højt på den folkekirkelige dagsorden. Nogle er ganske vist af den mening, at østerlandsk spiritualisme og menneskeopfattelse udgør en langt bredere udfordring for kristendom, ja, for så vidt vestlig kultur i videste forstand.
At dette sidste skulle være rigtigt, og det tror jeg faktisk det er, tager imidlertid ikke det muslimske spørgsmål af dagsordenen. Mens den østerlandske indflydelse optræder som en diffus kulturel og religiøs strømning, er islam i de senere år kommet os ind på livet som en mere traditionel,
institutionel religionsform.
Der er som bekendt religionsfrihed i Danmark. Og religionsfriheden gælder selvsagt ikke blot landets gamle indbyggere, men også dets nye. Hvad enten de er danske statsborgere eller ej. Indvandrere, nye, men også gamle danskere, der er tilhængere af islam, har i Danmark fuld ret til religionsudøvelse inden for de samme af Grundloven fastsatte rammer, som gælder for andre religionssamfund, folkekirkelig kristendom indbefattet.
Men at religioner er tilkendt frihed, betyder selvsagt ikke, at de kan unddrage sig modsigelse. Modsigelsesret er et grundvilkår i et demokrati. I henhold til Grundloven har religion for så vidt ingen eksklusiv særstilling. Religion har præcis samme status som politik, og for så vidt er der derfor slet ingen grund til at operere med begrebet religionsfrihed. Religion burde kunne klare sig som politik. Med forsamlingsfrihed og ytringsfrihed.
Kan vi forestille os, at politikere placerede deres politiske meninger et sted, hvor modsigelse blev opfattet som krænkelse? Nej, vel? Politik er placeret i en sfære, der er konstitueret af vilje til dialog.
Hvorfor skulle et demokratisk samfund se anderledes på religion?
FOR GODT ET ÅRS TID siden blev der blandt folkekirkelige præster og teologer etableret et samtaleforum med titlen Islamkritisk Netværk. Stor alarm og spektakel i vide kredse, der fandt tilkendegivelsen af, at man var "islamkritisk" helt uacceptabel.
For mig var denne reaktion aldeles uforståelig. Hvad skulle kristne præster og teologer være andet end islamkritiske? Efter min mening er det en banalitet, at man som kristen er islamkritisk. Hvilket alternativ skulle der overhovedet være over for en religion, der placerer Jesus et helt andet sted end samtlige klassiske kristne trosbekendelser? Selvfølgelig er islamkritisk netværk islamkritisk, hvad ellers?
Men i virkeligheden var pointen med oprettelsen af Islamkritisk Netværk en helt anden end den elementære, som alle kristne selvfølgelig er forpligtet på. Formålet var at skærpe opmærksomheden for den europæiske tradition for appeasement (eftergivenhed) over for totalitære bevægelser.
I det 20. århundrede har denne appeasement ytret sig i forhold til såvel nazisme som kommunisme. Brede kredse af offentlige meningsdannere har været blinde for kommunismens totalitarisme, fra Lenin over Stalin til Mao. Ja, man har ikke blot været blind, man har positivt tegnet en forbindelse mellem Gulag og dansk folkehøjskole. Og mellem Grundtvig og Mao. Og som bekendt kastede appeasementbevægelsen i England og Frankrig Europa ud i Anden Verdenskrig, hvor fasthed over for nazi-Tyskland måske kunne have sikret "fred i vor tid".
Islamkritisk Netværk etablerede sig for at være klar til at møde den europæiske appeasement, hvis den meldte sig i relation til islam. Og det gjaldt for så vidt såvel politisk som kristeligt. Kristne lever jo som bekendt i to riger; i den politiske verden og i relation til Gud.
I DEN POLITISKE SFÆRE har det været væsentligt at få demaskeret den romantiske forestilling om den muslimske forbilledlige tolerance i middelalderens Andalusien. I dette muslimske område havde kristne en placering, der godt kan sammenlignes med den, kvinder havde. Og stadig har i muslimske lande.
Men selvfølgelig har Islamkritisk Netværk især opmærksomheden rettet mod den folkekirkelige appeasement. Og her naturligvis i særlig grad mod, hvordan folkekirkelige præster og teologer forholdt sig til islams indtog i den religiøse hverdag. Der er allerede set eksempler på denne appeasement: Præsters brug af Koranen som liturgisk tekst; eftergivenhedsudgaver af gældende bekendelser. Selvfølgelig står appeasementfolkene inde for deres initiativer, men det har været svært at få dem til at stille op til kvalificeret drøftelse.
Islamkritisk Netværk har i sin korte levetid arrangeret et par offentlige seminarer til drøftelse af disse emner. Her i efteråret er så yderligere fastsat et, og som en af arrangørerne fik jeg til opgave at rette kontakt til en repræsentant for Indre Missions ledelse og til Københavns Stifts stiftspræst med henblik på forholdet mellem folkekirken og herboende muslimer.
Indre Mission sagde venligt ja. Ikke fordi man, som man sagde, vidste specielt meget om islam, men fordi man fandt, at det var en forpligtelse at stille op til drøftelse af vores kristustros centrale indhold.
Man kan ikke sige, at Københavns Stifts stiftspræst med forholdet til flygtninge og indvandrere, altså primært muslimer som sit specifikke ansættelsesområde, modtog invitationen med venlighed. Stiftspræst, dr.theol. Lissi Rasmussen var tværtimod kategorisk afvisende. Begrundelsen var, at en deltager i Islamkritisk Netværk tidligere angiveligt havde "udspredt usande opfattelser om Islamisk-Kristent Studiecenter". Jeg prøvede en gang til med en venlig mail, men intet svar.
OM LISSI RASMUSSEN havde ret i sin anklage, er sagen uvedkommende. Efter min mening passer Lissi Rasmussen ganske enkelt ikke sit arbejde. Lissi Rasmussen er ansat for offentlige midler i et offentligt embede. Hun er en central skikkelse vedrørende den folkekirkelige drøftelse af konsekvenserne af islams indtog i Danmark. Hun er ikke nogen privatperson med privat interesse for islam. På samme måde som Islamkritisk Netværks præster og teologer. Disse har virkelig ikke islam som hobby, men har dannet et forum, fordi de mener, at det er en embedspligt at møde udfordringen fra islam.
I min henvendelse til Lissi Rasmussen prøvede jeg desuden at appellere til hendes faglige, akademiske forpligtelser som teologisk doktor. Ikke at ville stille op til faglig drøftelse inden for sit disputatsområde er efter min mening helt uhørt.
Akademisk diskvalificerende. En doktorgrad er en offentlig sag. En sådan grad indebærer villigheden til offentlig funktion; en doktorgrad er nemlig ikke belønning for private personlige ambitioner. Men også denne side af sagen sad Lissi Rasmussen overhørig.
Derfor er der nu ikke andet at gøre end at rette en appel til Lissi Rasmussens foresatte, Københavns biskop Erik Norman Svendsen. At have et embede er at stille op til brug, når nogen har brug for det, embedet indeholder. Islamkritisk Netværk har brug for offentlig drøftelse med stiftspræst Lissi Rasmussen inden for det område, hun er ansat til. Lissi Rasmussen tilsidesætter sin embedsforpligtelse ved at søge tilflugt i personlig fornærmelse. Dette misbrug af embedet som stiftspræst burde Københavns biskop få sat en stopper for.