Af Torsten Dam-Jensen, Sognepræst i Osted og Allerslev. Kronik i Roskilde Dagblad 14.11.2007. (Kronikkens overskrift er tilføjet af Dagbladet).
For nylig kom det frem i alverdens medier, at over 100 muslimske religiøse ledere har rettet en opsigtsvækkende appel til deres kristne kolleger om fred, forsoning og retfærdighed. Appellen er sendt til bl.a. paven, en række ortodokse patriarker og den anglikanske ærkebiskop. Den er ikke
skrevet af hvem som helst. Bag appellen står en lang række fremtrædende muslimske teologer fra tre forskellige retninger: suni, shia og sufi. Der er med andre ord vægt bag ønsket om at skifte konfrontationskurs ud med forsoningskurs.
En appel om fred og forsoning mennesker imellem må altid hilses velkommen. Ikke mindst når den kommer fra troende mennesker til troende mennesker. Historien er desværre fuld af eksempler på, hvordan religioner ikke har kunnet leve i fred med hinanden, men tværtimod har skabt krig og ulykke, had og undertrykkelse. Som troende menneske er det unægtelig en udfordring at argumentere imod religionens negative sider.
Inden vi kammer over i begejstring over det nye gode initiativ, må vi desværre slå koldt vand i blodet. Det er nemlig ikke nok med gode ord og venlige hensigtserklæringer. Der skal aktiv handling og bindende aftaler til. Reel forsoning er en vanskelig og langvarig proces. Gensidig mistillid kan først lægges på hylden, når religionsdialogen breder sig fra de bonede gulve til de brede folkemasser, og når man tør diskutere de sager, hvor det virkelig gør ondt. Det kræver stor respekt. Gensidig respekt.
Det med respekt er øjensynlig ikke så nemt for alle. Lad mig nævne en sag fra min egen lille verden, som ikke rigtigt harmonerer med et oprigtigt ønske om seriøs dialog muslimer og kristne imellem. Forleden dag modtog jeg med posten et brev, som viste sig at indeholde forskelligt muslimsk agitationsmateriale af temmelig bastant karakter. Som afsender stod ”Islamisk Information og Rådgivningscenter” i Odense. I den medfølgende hilsen kunne jeg læse, at jeg havde modtaget materialet som en gave i anledning af den muslimske fastemåned ramadan, fordi man betragter mig som hørende til ”en gruppe af betydningsfulde personer og ansete virksomheder i Danmark”.
Gaven bestod af to småbøger: ”Muhammed, Guds sidste sendebud” og ”En kort illustreret vejledning til forståelse af islam”. Det er ikke min ønske at genere nogen, men jeg må meddele, at det tilsendte materiale er af en karakter, som får Jehovas Vidners ”Vagtttårnet” til at fremstå som en teologisk doktorafhandling. Ud over en mængde lovprisninger af profeten Muhammeds fortræffeligheder består materialet i at påvise ved hjælp af naive tegninger og diagrammer, at koranen har svar på alle spørgsmål, om det så drejer sig om det menneskelige fosters udvikling, bjerge, universets oprindelse, storhjernen, have og floder, dybe have og indre bølger samt – skyer. Kort sagt: koranen er den rene videnskab og alle andre forklaringer overlegen.
Jeg skal spare læseren for, hvad der siges om ”Islams fænomenale udbredelse” og om kvindens (fantastisk høje) stilling i islam. Det er dog betryggende at vide, at islam ikke tillader terrorisme, og at profeten var god mod dyr. Om Jesus hedder det – ikke overraskende – at han ikke er Gud, og at han ikke blev korsfæstet. Ligeledes afvises, at Gud er treenig.
Jeg anfægter på ingen måde muslimers eller alle mulige andre menneskers ret til at mene det. Jeg går ind for religionsfrihed. Den indebærer, at man respekterer anderledes tænkende og troende. Det er ikke det samme som at undertrykke al kritik. Århundreders kritik af kirke og kristendom har resulteret i et stærkt og rigt samfund, hvor der er plads til forskellighed. Materialet er blottet for kritisk refleksion, skønt hele seks ”videnskabelige redaktører” angiveligt skulle have medvirket ved udarbejdelsen.
I følgebrevet er der et smukt billede af Storebæltsbroen med ordene: ”Det danske samfund, som har bygget denne mægtige bro med egne evner, er uden tvivl i stand til at bygge bro for kommunikationen mellem kulturerne”. Jeg tror nu næppe, at dette agitationsmateriale, som er så fjernt fra dansk mentalitet som muligt, er i stand til at bygge selv den mindst træbro. Materialet er bl.a. forfattet af en I.A. Ibrahim og er formentlig oversat fra arabisk til dansk. Det havde været klogere at lade en muslim med dansk baggrund fortælle om islams lyksaligheder. Der kan utvivlsomt siges meget begavet og smukt om islam. Hvorfor forskertse denne mulighed?
Jeg må indrømme, at jeg blev noget pikeret over at modtage dette materiale. Andre ville måske blot trække på skulderen og arkivere det lodret. Men for mig er det et foruroligende tegn på, hvordan man ikke skal henvende sig, hvis man ønsker en seriøs debat om religion. I 22 år har jeg virket som sognepræst i to midtsjællandske sogne, hvor jeg efter bedste evne har prædiket om Jesus Kristus som Guds Søn, vor Herre og frelser. Jeg har prædiket om Den treenige Gud, som blev menneske. Jeg har i overensstemmelse med de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter prædiket imod enhver lovreligion i forvisningen om, at mennesket frelses ved tro og ikke ved gerninger. Jeg har oven i købet i præsteløftet skrevet under på, at jeg vil bekæmpe lærdomme, som strider mod Folkekirkens trosbekendelse.
Derfor kan jeg ikke lade være med at spørge: Hvorfor sender Dansk Islamisk Råd, Aktiv Kvindeforening i Danmark samt Islamisk Information og Rådgivningscenter disse hefter til en folkekirkepræst? Hvad er det dybere formål? Jeg har stadigvæk ingen anelse om, hvorfor netop jeg har modtaget disse bøger om islam, som nærmest må betegnes som information på pixibogsniveau. Igennem flere år har jeg anmeldt en række bøger af kirkelig, teologisk og samfundsmæssig art på Roskilde Stifts hjemmeside. Et frivilligt og ulønnet arbejde, som jeg er glad for at udføre, fordi det holder mig ajour med de seneste åndelige strømninger. Jeg har også anmeldt adskillige af de mange bøger om islam, som er udkommet, og skulle bestemt mene, at mit kendskab til islam i dens forskellige afskygninger ligger på et temmelig højt niveau. Så meget desto mere undrer jeg mig som modtager af et materiale, som i den grad undervurderer min intelligens og mit vidensniveau.
Min første reaktion var ærligt talt at sende Det nye Testamente til mine nye venner i Odense. Her er der ganske vist ingen flotte billeder og farvestrålende diagrammer, men noget meget vigtigere. Her kan de nemlig læse om, hvorfor jeg er så glad for at være kristen og aldrig kunne drømme om at konvertere til islam. Men måske ville de føle sig krænkede og provokerede. Eller måske ville de betragte mig som et dumt og ondt menneske, når jeg ikke forstår at tage bedre imod deres dejlige gave.
Lad mig slutte med en betragtning over, hvordan vi som folkekirke griber det an med den stadigt stærkere repræsentation af islam i vort samfund. Jeg har tit dårlig samvittighed over, at vi kristne danskere – præster såvel som alle døbte – ikke gør nok for at fortælle vore muslimske medborgere om den kristne tro. Skammer vi os over evangeliet, eller dukker vi hovedet, eller vælger vi bare det nemme, intet at foretage os? Selvfølgelig skal vi fortælle kristendom for muslimerne. Men vi skal gøre det på en ordentlig og respektfuld måde. Jeg vil håbe, at der på stifts- eller kirkeministerielt niveau tages initiativ til en styrkelse af denne vigtige folkekirkelige missions-opgave.