Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, Odense. Kronik i Kristeligt Dagblad, 1. november 2007.
DET ER MIN FORNEMMELSE, at tilslutningen til EU har været voksende de seneste år – ikke at kritikerne tier, heller ikke at tanken om en europæisk forfatning anskues som problemernes løsning.
Men i og med at vreden og hadet mod Vesten i de asiatiske og mellemøstlige samfund eskalerer, og at angsten for terror og ukontrolleret muslimsk indvandring griber om sig, kommer EU for flere
europæere til at træde frem i et nyt lys. Det kommer stærkere end tidligere til at fremstå som et nødvendigt fællesskab om en ældgammel europæisk civilisation, som en ramme om politisk udvikling og om europæisk sikkerhed.
Meningsmålinger viser imidlertid tydeligt, at det er et EU uden Tyrkiet, der er opslutning om. Inden for EU's europæiske grænser finder de fleste, at Tyrkiet repræsenterer en fremmed kultur, en selvbevidst og ekspansiv religion, en svag økonomi og et usikkert demokratisk system.
I visse kredse anses det dog som mest korrekt at være tilhænger af Tyrkiets optagelse. Det er en del af moderniteten at være reformvenlig, offensiv og fremsynet. Modstanderne må så affinde sig med at være nationalistiske og forstokkede.
Men modstanderne af et Tyrkiet i EU har en del at have deres skepsis i. At man i Istanbul og andre vesttyrkiske storbyer kan møde den frigjorte, vestligt orienterede overklasse er ikke udtryk for en generel vestlig sekularisme. Millioner af indvandrere til byerne samt den store landbefolkning slutter stadig op om de ældgamle religiøse og kulturelle traditioner. Her ønsker man ikke, at Koranen skal udsættes for pres fra vestlig dekadence.
Et væsentligt element i den europæiske kultur er individualismen og den konkurrenceånd, som er udsprunget deraf, og som har skabt en ekspanderende økonomi. Den løbske kapitalisme har man formået at holde i ave, så velfærdssamfundet de fleste steder har formået at brede sig også til samfundets svageste grupper.
Rødderne til denne udvikling rækker helt tilbage til den tidligere katolske kristendom, og ikke mindst finder man dem i protestantismens frihedsforståelse. Oplysningsfilosofferne afklarede og tydeliggjorte individualismens tænkning. Man kan undre sig over, at dette væsentlige kulturpræg sjældent drages ind i debatten om Tyrkiets plads i EU.
SAGEN ER NEMLIG, at tyrkisk kultur hverken rummer individualisme eller udviklingstanker. Den er tværtimod vokset frem omkring en kollektiv tilværelsesforståelse, som præger alle sider af samfundet. Denne kollektivisme fastlåser familie, slægt og klan i fortiden. Enhver må kende sin fastlagte familiemæssige og sociale plads og helst blive der. En måske tusindårig kollektiv tradition, der går tæt på alle livsforhold, kan ikke smedes om til en individuel forståelse af tilværelsen blot på et par generationer, måske aldrig. Heri ligger voldsomme modsætninger til et moderne vestligt samfund gemt.
Da Muhammed omkring år 630 efter Kristus erklærede Mekka for en hellig by, skal han have udtalt: "Gid enhver, som fører nye ting til denne by, må blive forbandet af Allah, hans engle og alle mænd". Når samfundet med Muhammed har nået sin historiske kulmination, må udviklingen derfor sættes i stå, for al forandring herefter fører til det ringere.
Alle muslimske folk har et strejf af denne holdning, selvom historien kan påvise perioder med stærk kulturel udvikling. Selv i et moderat muslimsk land som Tyrkiet har innovative tanker svært ved at sætte sig spor i den brede befolkning. Den skarpe amerikanske filosof, professor Rodney Stark hævder derfor, at intet muslimsk land er under progressiv udvikling. Islam ser med længsel tilbage til det bedste samfund af alle, det, som Muhammed skabte. Kristendommen derimod ser fremtiden som den gode tid, som vi skal være medskabere af (The Victory of Reason, 2006). Det er dette fænomen, som giver den sociale og politiske fremdrift.
Anbefalere af tyrkisk medlemskab henviser ofte til, at der netop nu sker en voldsom positiv udvikling i den tyrkiske økonomi. Og det er rigtigt. Turister lægger milliarder i det tilbagestående land. Udvandrere til vesteuropæiske lande støtter deres familier med så store beløb, at det tyrkiske statsbudget er stærkt bestemt deraf. Men sjældent henvises der til, at Tyrkiets svage økonomi skal opleve en enestående fremgang, før det kan sætte sig spor i praksis i det på flere områder underudviklede land med den enorme befolkning uden væsentlig uddannelsestradition. Et virkeligt velfærdssamfund ligger langt ude i fremtiden.
Da der af Vesttyskland og DDR blev skabt det nye Tyskland, blev den økonomiske byrde så stor, at den vestlige befolkning våndede sig derunder. Optagelsen af de østeuropæiske stater Bulgarien og Rumænien er allerede en bremse på udviklingen i EU. En indlemmelse af mastodontlandet Tyrkiet med 71 millioner fattige mennesker vil sende EU til tælling i adskillige år.
Ved EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet gælder det grundprincip, at indlemmelse af en ny nation sker gennem dens tilslutning til fælles demokratiske værdier. Religiøse holdninger må ikke være afgørende. Dette princip har ikke skabt vanskeligheder mellem de europæiske stater, især da kristendommen i en eller anden form er fælles forudsætning for europæisk kultur, og da sekulariseringen har udvisket væsentlige modsætninger.
Men i forhold til Tyrkiet med dets store muslimske befolkning er det dødsens farligt at gøre brug af dette princip. Dels fordi der i islam findes strømninger, der er negative over for en ægte demokratisk udvikling, og dels fordi religion og politik i praksis ikke kan adskilles. Et selvbevidst Tyrkiet i Europa kan derfor udvikle sig til en stadig anfægtelse af europæisk identitet.
Med Tyrkiets optagelse i EU vil dets store muslimske befolkning, inklusive muslimerne på Balkan og de indvandrede muslimer, komme til at udgøre en befolkning på 110-130 millioner mennesker i stadig vækst. På sigt vil den opnå fri bevægelighed i alle EU-lande med forøgelse af de i forvejen store kulturkonflikter til følge. Kun få har gjort sig klart, hvad det vil betyde, at den muslimske befolkning talmæssigt langt vil overgå antallet af protestantiske kristne.
IGENNEM MERE end 1000 år har muslimerne behersket og undertrykt større eller mindre dele af Europa og givet den oprindelige befolkning nedværdigende levevilkår. Hos muslimerne er denne storhedstid ikke glemt. Der er adskillige, der mener, at de har et retmæssigt historisk krav på de tidligere muslimske besiddelser. De opfatter indvandringen som begyndelsen til genoprettelsen af det muslimske herredømme i Europa. (se Bat Ye'or: Eurabia)
Det kan ikke afvises, at Tyrkiet formelt er et demokratisk land. Det regeringsbærende parti, AKP, der nyder stor folkelig opbakning, har under ledelse af Tayiip Erdogan fået vedtaget sekulære love og nærmet sig EU. AKP er imidlertid skabt af islamister, mange fra det forbudte islamiske Velfærdsparti. Derfor trives mistilliden mange steder, både i Tyrkiet og i EU.
Få tror på, at sekulære love for alvor vil trænge igennem i det store traditionalistisk muslimske land. Og Tyrkiet har allerede vist, at det har vanskeligt ved at tillempe sig grundlæggende demokratiske holdninger. Det holder stadig en stor del af EU-landet Cypern besat med 40.000 stationære soldater. Undertrykkelsen af kurderne er usvækket, militæret har tusinder af soldater i opmarch ved Iraks grænse, og landet nægter at vedkende sig sin barske fortid, for eksempel folkemordet på den armenske befolkning for snart 100 år siden. Der skal fjernes mange sten fra Tyrkiets vej til EU, inden det tyrkiske halvmåneflag kan vaje permanent i rækken af EU's nationale faner.
Grænsen mellem EU og Tyrkiet ligger på den europæiske side af Bosperus. Den er trukket efter århundreders uendelige kampe. Den er i dag Europas respekterede grænse til Tyrkiet. I det længere perspektiv også til Mellemøsten og Asien. Denne stabilitet bør ikke ændres. Den tyrkiske musik klinger lifligst på afstand.