Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, Odense. Kristeligt Dagblad, 5. april 2008.
Religion er blevet et negativt begreb, og det benyttes næsten kun distancerende, sådan som statsministeren gjorde, da han udtalte ønsket om at fjerne religion fra det offentlige rum.
Religion er blevet et negativt begreb. I de senere år er det også kommet til at dække over en skræmmende virkelighed. Og det benyttes næsten kun distancerende, sådan gjorde statsministeren også, da han udtalte ønsket om at fjerne religion fra det offentlige rum.
Han brugte samlebegrebet religion. Men det kan næppe være den kristne "religion" han sigtede til, da kristendommen i Danmark ikke er særlig aktiv i det offentlige rum. Og hvis kristendommen skulle bort, ville det betyde, at der skulle lægges afstand til en betragtelig del af den danske kultur, som næsten hele den danske befolkning lever i og med. For selvom kristendommen ytrer sig på spagfærdig vis, sætter den sig tydeligt igennem i museernes kunst, i teologiske og kristne værker på biblioteker, universiteter, skoler, i den levende folkelige tradition, i ungdomsbevægelserne, samt naturligvis i landets tusinder af kirker med offentlige gudstjenester og koncerter.
Jeg er overbevist om, at statsministeren ikke nærer noget ønske om at stå i spidsen for et fladt og kulturtomt samfund af den art, som man i årtier mødte i de politiske, ideologiske og ensrettede kommunistiske samfund.
Der er ingen tvivl om, at når han brugte udtrykket religion i denne sammenhæng, havde han et helt andet mål. Han sigtede til de unge islamistiske aktivister, de særlige indvandrergrupper, som har det med at erobre mediernes overskrifter, den politiske debat og nattens gadeliv. De gør sig bemærket med krav og trusler, de involverer sig i uro og hærværk og kan endda have kontakter til terrorplanlæggere. "Det er ikke deres land, og de skylder ikke nogen noget". Når de på denne måde vanskeliggør en nødvendig integrationspolitik, kan det ikke undre, at politikere ønsker at se dem i en mere tilbagetrukket rolle. Ja, helst med en check i lommen i familiens hjemland.
Men religion er et farligt begreb. Det tilslører modsætninger mellem trossamfund. Når religion i den nævnte udtalelse negativeres som hjemsted for ballademagere, rammer det alle trosretninger. Ønsker man f. eks. at udtrykke misbilligelse af kvinders stilling i islam og konkluderer, at religion er undertrykkende, påvirker man også holdningen til trossamfund, som har gjort op med undertrykkende holdninger. I mediernes reportager, i bog- og filmanmeldelser og ikke mindst i den ateistiske propaganda fremstiller man ofte religionen som det, der inspirer til religiøs fundamentalisme. Man taler om muslimske og kristne fundamentalister, som om der var tale om parallelle fænomener, selvom en kristen fundamentalisme, der svarer til islamisk fundamentalisme, i dag simpelthen ikke eksister. Politisk/religiøs fundamentalisme er et sjældent element i protestantisk kristendomsforståelse. Enkelte aktivister fra USA's kirkelige højrefløj, har dog angrebet abortlæger. Det har frydet ateisterne meget.
At man i historiens løb kan støde på grumme kristne fundamentalister, er ingen hemmelighed. Men i generationer, har fundamentalisme i kristen sammenhæng udelukkende været skriftfundamentalisme, dvs. en bogstavelig forståelse af de bibelske tekster og en bestræbelse på at tilrettelægge sin tilværelse i lyser heraf. Men selv en gennemført skrifttfundamentalisme er sjælden i dag. Skriftfundamentalismen kan give anledning til voldsomme debatter, men voldsanvendelse er ikke en udløber heraf, og den eksisterer problemfrit i et gennemsekulariseret samfund.
I islam forholder det sig anderledes. Skriftfundamentalismen er principielt den eneste tilgang til den hellige Koran. For det, der står i den, er Allahs eget forpligtende ord, som alle skal stå til regnskab overfor. Men det, der især sætter afstand mellem kristen og muslimsk forståelse af skriften er, at den muslimske skriftfundamentalisme inkluderer en ufravigelig politisk fundamentalisme, som kræver, at alt samfundsliv skal forstås i religiøs sammenhæng, og at Koranen i lærde fortolkninger er normgivende for politisk virksomhed. Samfund, som ikke vil lade sig fortolke i religiøse rammer, er vildfarne eller endog islams fjender. I Koranen, som er udformet ud fra en moral og en samfundsopfattelse, der ligger 1400 år tilbage og kun i ringe grad er åben for nutidig fortolkning, vil enhver muslimsk ekstremist kunne finder forpligtende grundlag for konflikt og religiøs vold. Det er således ikke rimeligt uden forbehold at præsentere to så forskellige trosopfattelser under samlebegrebet religion, som det ofte sker, og i visse tilfælde for bevidst at skade den tro, som både aktive kristne og kulturkristne i Danmark slutter op om.
Det er den nævnte islamiske fundamentalistisk prægede tros- og samfundsforståelse, der trækker det store skel mellem danske, hovedsageligt kulturkristne og indvandrede muslimske medborgere. Den bidrager til en blokering af både den kulturelle og religiøse integration.
På forhånd er det for almindelige muslimske nydanskere en unaturlig situation at skulle leve som mindretal i et land, hvor Allahs guddommelige åbenbaring og den religiøse lov ikke gælder, når hele deres tradition har lært dem, at Koranen og sharialoven er tilværelsens urokkelige fundament. Islamiske mindretal har da også de fleste steder haft vanskeligheder ved at indgå i en fredelig sameksistens. Deres religiøse nidkærhed skaber både undren, frygt og modstand. Set fra et muslimsk synspunkt er det forståeligt, at man vægrer sig og gør modstand mod samfundet. Man vender sig indad mod medbragt tradition. Muslimer føler sig tvunget til at bøje sig for en verdslig lov, som trodser deres religiøse grundlæggende principper. Selvom de ved, at de sidder inde med sandheden, må de acceptere moralnormer og omgangsformer, som kalder på deres vrede. De mangler sprog, der kan gøre deres holdninger forståelige. Og både på sygehuse og i skoler føler de, at alt ansvar er taget fra dem.
Når de på uddannelsesinstitutioner skal erhverve sig kendskab til dansk kultur og læse litteratur eller historie, finder de kristendommen som et skjult eller åbenlyst pejlemærke. I muslimsk perspektiv er undervisning ofte en religiøs udfordring, som de ikke formår at argumentere imod. Men selv om de føler sig som ofre, kan de ingen bødler finde, for givne grundvilkår bærer ikke skyld. Skyldig er kun den, der gør sig skyldig. De, der oplever integration på denne måde, bør med solid støtte fra samfundet få mulighed for at realisere drømmen om at vende hjem.
I min sognekirke kom jeg forleden til at dele kirkebænk med en fuldt tilsløret muslimsk kvinde. Hun fulgte nøje med i det, der skete. Vi sang "Alt står i Guds faderhånd", om Guds enbårne søn, hans korsdød og opstandelse. To børn døbtes til Faderen, Sønnen og Helligånden, og vi modtog Herrens legeme og blod til syndernes forladelse.
Ved menighedens fælles trosbekendelse blev det mig klart, hvor lang vi stod fra hinanden. Det var, som jeg kunne læse, hendes lidt sørgmodige tanker, der ledsagede vores bekendelse. "Vi tror på Gud fader den almægtige": "Det vover de altså - at kalde Allah den almægtige, deres fader og på blasfemisk vis drage ham ind i vores forkrænkelige verden. Blandt Allahs 99 smukke navne, findes end ikke et, der tillader at kalde ham fader og stille ham i vor nærhed. Og de kalder profeten Isa, Jesus og betegner ham som Allahs søn. De sætter således Allah ind i hans skabningers kødelige seksuelle cyklus uden frygt for hans vrede og uden at slå øjnene ned. Og den udvalgte profet hænges på et kors i en fornedrelse, om gør Allahs storhed til skamme. Og de kristne, som dog er bogens folk, vier deres børn til en treenig gud og ikke udelukkende til den eneste Gud. Blasfemi i det vantro land." Hun gik alene fra kirken, der var hun hjemløs, selvom flere havde nikket og smilet venligt. Der er langt fra Mekka til Golgatha.
Der er kortere til Nørrebro, til Blågårds Plads, hvor røgen kan blive så tæt, at man intet kan se, og larmen så stærk, at ørerne bliver døve. Så hører man ikke, når udrykningen kommer.
Religion er blevet et negativt begreb, næsten objektivt. Hvis det af politiske eller ideologiske grunde kastes ind i en følelsesladet situation, i et udstrakt kulturmøde mellem stærke religioner og kulturer, bliver det en konsekvensfornægtelse, der tilslører modsætninger og alvoren i det, der sker. I den offentlige opfattelse af religion skaber islamiske fundamentalister knopskydning, og også kristne bliver stemplet fundamentalister.