Af Søren Holm. Oplæg ved møde for Islamkritisk Netværk, Vejle d. 4. september 2006.
Forestillingen om Abraham som den fælles historiske rod for de tre religioner jødedom, kristendom og islam lyder umiddelbart lige så selvfølgelig, som den ved nærmere eftersyn viser sig at være forkert. Myten om Abrahams hus som fælles udgangspunkt for de tre monoteistiske religioner
er en falsk forestilling, som ikke desto mindre har fået plads i mange menneskers forestillingsverden, og som også indtil for meget kort tid siden var en del af min egen.
Myten, som i grunden kun er en ubetydelig fodnote til bibelhistorien, går i sin simpelhed ud på, at den Abraham, som er troens fader for såvel jøder som kristne, tilmed gennem sit faderskab til Ismael, hvem han avlede med slavinden Hager, er arabernes og dermed muslimernes stamfader. Thi da Ismael sammen med sin moder blev fordrevet fra Abrahams hus, endte han til sidst i Arabien, hvilken nation han blev grundlæggeren af.
Sådan har jeg selv hørt myten fortalt, og sådan har jeg indtil for kort tid siden selv fortalt den videre til f.eks. mine konfirmander. Som simpel religionshistorisk nøgle er myten ganske smuk og udtryksfuld, og jeg har altid regnet med, at sådan som jeg - og den jødisk-kristne tradition - fortalte den, således blev den også fortalt og forstået af muslimer. Man kunne måske undre sig over, at araberne på denne måde accepterede at forstå sig selv som nedstammende fra den forstødte søn af Abrahams hus, men på den anden side: Senere i historien fik de jo taget grundigt revanche og så er det jo et faktum, at sådan lyder nu engang bibelens fortælling; den grundfortælling, som vi monoteister er fælles om, og som - troede jeg - både jøder, kristne og muslimer var enige om at anerkende.
Jeg siger jøder, kristne og muslimer i netop denne rækkefølge, fordi det er den historiske rækkefølge, hvori de tre religioner er opstået. Ud af jødedommen, Abrahams tro, udsprang siden hen kristendommen, og med baggrund i både jødedom og kristendom udsprang i det 7. århundrede islam. Dette er en simpel historisk kendsgerning, som ikke siger noget om sandhedsværdien af de respektive religioner, men som blot fortæller hvilken af dem, der er ældst og hvilken, der er yngst. At kristendommen er utænkelig uden jødedommen har kirken anerkendt fra første færd. Markion blev udstødt som kætter, fordi han fornægtede kirkens åndelige arv fra jøderne og den gamle pagts forsatte betydning for kristne, men han benægtede aldrig den faktiske historie, at jødedommen er ældre og går forud for kristendommen.
Uanset alle teologiske forskelle mellem jødedom og kristendom - og de er selvfølgelig i sidste ende uovervindelige -, så forbliver det dog en historisk og teologisk kendsgerning, at den Gud, der i den gamle pagt åbenbarer sig for jøderne som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, er den samme Gud, som kommer til menneskene i Jesus Kristus. At denne sidste begivenhed - oprettelsen af en ny pagt - nødvendigvis kommer til grundlæggende at forandre betydningen af den gamle pagt, er en sag mellem jøder og kristne, som det ligger uden for emnet i dag at behandle fyldestgørende. Blot må man sige, at rent religionshistorisk kan der ikke for os kristne herske tvivl om, at jøder og kristne taler om den samme Gud. Den faktisk historie er fælles. Begge religioner udgår af det Abrahams hus, hvor troen på alle Guds løfter først slog rod.
Skønt altså kristendommen nødvendigvis må hævde, at jøderne endnu ikke, så længe de ikke vil anerkende Kristus, kender Guds sande væsen, så er begge religioner dog konstitueret ved deres historiske karakter og grundet i delvis den samme historie. Når vi taler med hinanden, taler vi om det samme. De samme begivenheder, de samme løfter, den samme grundåbenbaring. Og i denne betydning den samme Gud.
Nu skulle man tro, at der med islam, - det tredje skud på den semitiske stamme og den yngste i den historiske rækkefølge - ville være tale om et lignende forhold, som det just nævnte. Ganske vist anerkender heller ikke muslimerne Kristus som Gud og kender derfor lige så lidt som jøderne Guds sande væsen og natur. Men muslimerne hævder dog, at de anerkender både Det gamle Testamente og Det ny Testamente som hellige bøger, og de betegner både jøderne og de kristne som "bogens folk", dvs. religioner, som har fået skriftlige åbenbaringer givet; åbenbaringer, der om end ufuldkomment, taler om den samme guddommelige virkelighed, som Muhammed og koranen hævder at bringe til fuldkommen klarhed. Man skulle således tro, at der var tale om progressiv bevægelse, hvor koranen ses som det endnu nyere skrift, Det ny "ny testamente", der oplyser "det gamle" NT, på samme måde som NT i kristnes øjne oplyser GT. Man skulle tro, at islam delte historisk og åndelig erindring med såvel jødedommen som kristendommen.
Dette er dog ikke tilfældet. Jødedom, kristendom og islam deler på ingen måde erindring og deler på ingen måde historie. Den historie, som islam fortæller i koranen, er nemlig en helt anden historie end både GT's og NT's, og den er den eneste historie, som islam overhovedet vil anerkende som historie.
Vi taler ikke her om forskellige teologiske fortolkningsmuligheder eller om divergerende detaljer i opfattelsen af bestemte bibelske personers betydning. Vi taler om, at islam simpelthen bortraderer hele den jødisk-kristne skrift og erstatter denne med en ny skrift, som fortæller en ganske fremmed historie, som hævdes at være den eneste sande.
Abraham hedder i koranen Ibrahim. Og sønnen, som guden Allah byder ham at ofre, er ikke Isak, men Ismael. Det er ligeledes sammen med Ismael, at Abraham bygger, ikke et alter i Hebron, men Kabaen i Mekka.
Således lyder koranens beretning om den person, vi alle kalder for troens fader. Men den tro, Abraham har i koranen, er islam. Thi Abraham er muslim og Ismael er muslim, ligesom også Moses, Maria og Jesus er muslimer. Ja, Jesus er i den gængse moderne fortolkning til og med palæstinensisk muslim, som af jøderne forsøges korsfæstet - dog uden held (en anden bliver korsfæstet i hans sted).
Se, vi kristne har i 2000 år med glæde og ærefrygt læst profeten Esajas' bog, idet vi forstår dette menneskes udsagn som en profeti om Kristus. Vi anerkender Esajas' ord som hellige for kristne og ham selv som en hellig mand i kristnes øjne. Men vi kunne aldrig finde på at kalde Esajas for kristen. Vi kunne ikke finde på at fratage ham hans historiske jødiskhed, lige så lidt som vi kunne drømme om at ændre en tøddel ved Israels historie og den betydning, som denne historie har også for os.
Men som vi tænker om vor før-kristne forhistorie, tænker ikke islam om sin før-islamiske historie. Islams historieforståelse er destruktiv. Islam er med sin koraniske historieskrivning som et totalitært regime, der bortretoucherer personer fra gamle fotografier, ændrer på hævdvundne sted- og personnavne og sprænger urgamle mindesmærker i luften. Islam fjerner erindringen, omskriver virkeligheden og påfører sig selv og sine proselytter den kranke skæbne at skulle leve uden erindring om det, som gik forud.
Nu er der jo dem, der mener, at man gennem "dialog" og argumenter og dokumentation kan nå til enighed med muslimerne angående de rette historiske sammenhænge. De mener, at man kan forklare muslimen, at der er tale om en misforståelse med hensyn til religionernes rækkefølge; at islam faktisk kom sidst, og at Abraham umuligt kunne have været muslim, men faktisk var jøde eller i hvert fald en slags proto-jøde. De mener det muligt at oplyse muslimerne om det uomtvistelige, at biblen havde foreligget fiks og færdig flere hundrede år før Muhammeds fødsel, og efter disse elementære afklaringer mener de så, at vi kan gå videre til det mere substantielle.
Men allerede på dette primitive trin vil dialogen løbe panden mod en mur. Islam er i sit væsen resistent over for historiske kendsgerninger. Ja, islam henter hele sin selvforståelse gennem en forfalskning af den objektive historie, hvor man ikke går af vejen for at fratage både jøder og kristne selve deres faktiske historiske eksistens.
Den største hindring for seriøs dialog ligger i den muslimske selvovervurdering; dvs. i det religionspsykologiske faktum, at islam til stadighed påfører sine troende en uafrystelig overlegenhedsfølelse.
Islam forstår sig selv som verdens oprindelige og naturlige religion; religionen, som alle mennesker på jorden fra skabelsen af er født med. Hele 124.000 profeter har i tidens løb bibragt menneskeheden besked fra Allah, og i hele 104 forskellige skrifter har Allahs vilje været nedfældet til vejledning for slægterne. Alle andre religioner end islam er og har været djævelske påfund, som har vildledt mennesker væk fra den naturlige tro, som de egentlig fra moders liv var i besiddelse af. Heller ikke jødedom og kristendom er andet end frafald fra den eneste sande religion. Nok er GT og NT oprindeligt "hellige bøger", men deres hellighed er falmet gennem den bevidste forvanskning, som henholdsvis jøderne og de kristne har udsat dem for. Jødernes historie, som jøderne selv fortæller og forstår den, er et bedrag - en kættersk løgn og et oprør mod Allah. Det samme gælder kristendommen og kristendommens oprindelse. Al gængs, normal empirisk historieskrivning, som den praktiseres af videnskaben og den sunde fornuft, er i islams øjne kun en pervertering af sandheden: Nemlig at vi alle i virkeligheden er og hele tiden har været muslimer, og at vi kun bedrager os selv, når vi påstår noget som helst andet.
Nej, dialogen er vanskelig. I det følgende vil jeg citere fra en samtale mellem en muslim og en kristen, som biskop Jens Christensen gengiver i bogen "Konfrontation" (Tidehvervs Forlag, 1989). Han hørt den utallige gange, skriver han. Enkelthederne kan variere, men dette er det væsentlige:
"Muslimen (M): Vi muslimer anerkender og accepterer 4 bøger: Taurat, Zabur, Injil, Koran (Mosebøgerne, Salmerne, "Evangeliet" og Koranen). De er alle sammen bøger, som blev sendt ned fra himmelen, og de er alle i lige grad Guds ord.
Den kristne (Kr): I så fald kan vi kristne tage det for givet, at I har læst dem alle 4 med samme opmærksomhed og er bekendt med indholdet af dem hver især?
M: Ih nej,. Vi behøver ikke at læse de tre førstnævnte, for alt, hvad der var af blivende værdi i dem, blev til sidst samlet og åbenbaret i Koranen.
Kr: Hvilken mening er der så i at sige, at I anerkender og godkender fire bøger, når tre af dem er uden blivende værdi og nu uden praktisk anvendelse?
M: Koranen siger, at de er Guds ord og som sådanne må holdes i ære.
Kr: Hvis I ville prøve at studere disse bøger, som I kalder Guds ord, ville I hurtigt opdage, at moseloven i mange henseender er radialt forskellig fra Muhammeds lov, og at Koranen bestandig modsiger den bog, I kalder Injil. Hvordan kan de så alle fire være Guds ord?
M: Koranen siger, at både jøderne og de kristne har ændret deres bøger, for at de kan tjene deres egne formål.
Kr: I tror m.a.o., at de tre tidligere bøger er forældede og unyttige, og at alligevel har jøderne og de kristne gjort sig den ulejlighed at forvanske dem. I anerkender og godtager disse tre unyttige og vanærede bøger, og alligevel har I aldrig så meget som set dem, skønt de er tilgængelige overalt på jorden. I ville ikke spilde tid på at læse dem, og alligevel hævder I med ildhu, at de er Guds ord. Sig mig, hvad mening er der i alt dette? Hvad nytte er det til?
M: I må vide, at vi godkender de oprindelige bøger, ikke de forvanskede, som er i jeres besiddelse.
Kr: Og I burde bestemt vide, at der er uigendrivelige beviser på, at mindst 2-300 år før Muhammeds fødsel var disse tre bøger nøjagtigt som de er nu. Intet er blevet ændret i dem. Altså kan Muhammed ikke på nogen mulig måde have ment, at jøderne og de kristne havde ændret deres bøger. Desuden kan Muhammed selv aldrig have læst disse bøger, for de var ikke tilgængelige på arabisk, da han levede.
M: Vor profet vidste ved åbenbaring, at de tre ældre bøger var blevet forvansket. Derfor anerkender vi Koranens udsagn og er ikke interesseret i jeres historiske beviser. De oprindelige bøger var Guds ord.
Kr: Hvad I mener er altså, at de tre originaler ikke engang eksisterer i verden i dag? Hvad er det så, I anerkender og accepterer?
M: Vi godtager alle de fire bøger...osv. osv."
Som demonstreret gennem dette eksempel er dialog i virkeligheden ikke mulig, hvis der med ordet menes en rationel samtale i gensidig forventning om samtalepartnerens sandruhed. Muslimen mener, at den kristne er under forbandelse, og vi kristne må vel for vores vedkommende erkende vanskeligheden i, at tage muslimens rationalitet ganske for pålydende.
Og dog fortsætter i mange sammenhænge den inter-religiøse dialog ufortrødent. Med afsæt i myten om Abrahams hus som det fælles trosudgangspunkt for kristne og muslimer siges mange vidtløftige ord om større samarbejde og forståelse religionerne imellem.
I den sammenhæng vil jeg opsummere det altafgørende, nemlig, at det er en helt anden Abraham, islam taler om, når de hævder fællesskabet med kristendommen i Abrahams hus. Det er ikke den Abraham, som slutter en historisk pagt med Israels Gud, men en ganske anderledes "ahistorisk" Abraham (eller rettere Ibrahim), der repræsenterer den - kunne man sige - "universelle", eller "naturlige" trosform, som siden hen fik navnet islam. Der er tale om Abraham proto-muslimen, hvis hus er Ummaen, den muslimske nation.
Ifølge islam var jøder og kristne før deres frafald muslimer og en del af denne nation, og i kraft af deres status som "bogens folk" er de det for vidt stadig, om end deres frafald nu kvalificerer dem til helvedes straf. Det er dog værd at lægge mærke til, at islam ikke opfatter jødedom og kristendom som deciderede fremmede religioner, men snarere som kætterier. Ifølge er islam er det muslimers pligt at give "bogens folk" mulighed for at vende tilbage til den sande tro på ny. Og det er, hvad dialogen i muslimers øjne går ud på. Øget forståelse og samarbejde religionerne imellem skal sluttelig føre til, at vi alle islamiseres. Thi det er for muslimen den eneste meningsfulde forståelse af udtrykket Abrahams hus: at det er Dar-al-Islam: islams hus.
Islam har derfor ingen vanskelighed ved at anvende alle de gængse plus-ord, som cirkulerer i den politisk korrekte tale- og mediestrøm. Samarbejde, dialog, forståelse, oplysning, fællesskab mellem broderreligioner osv. Og ikke mindst elsker islam den skønne fredsforjættende myte Abrahams Hus, hvor er vi alle underkaster os den samme Gud.
Der har ikke i det jeg her har sagt været plads til citater fra hverken koranen eller hadith'en (de nedskrevne traditioner om Muhammed). Jeg vil dog slutte med et citat, som efter min mening udtrykker forskellen mellem islam og kristendommen i en nøddeskal. Det fortæller på sin vis om et af fortidens mange forsøg på dialog, nærmere bestemt den korte dialog, som gik forud, før Muhammed på ublid vis gjorde op med jøderne i Medina. Muhammed bragte jøderne indbydelsen til omvendelse og truede dem samtidig med døden, hvis de ikke gjorde det. Men det fortælles, at jøderne svarede ham:
"Du kan ikke gøre os bange, Muhammed", sagde de og fortsatte på samme måde som de kristne: "Vi er Guds børn, og Gud holder af os".
Over dem åbenbarede Allah disse koranvers: "Jøderne og de kristne påstår: Vi er Guds børn og er elsket af ham. Sig: Hvorfor straffer han jer så for jeres skyld. Nej, I er mennesker som alle andre, han har skabet. Han tilgiver, hvem han vil og straffer, hvem han vil. Gud hersker over Himmel og jord og hvad der er imellem. Hos ham ender alt."
Det løber mig koldt ned ad ryggen når jeg læser dette vers. Så logisk, så enkel og dog iskold og dræbende er den gud, som muslimerne dyrker.