Af Erling Albinus. Foredrag holdt ved møde for Islamkritisk Netværk, Vejle d. 4. september 2006.
Jens Christensen, der var missionær i Pakistan i godt 40 år, har som nogen af jer måske er klar over, i sommer været udsat for en både hånende og uforskammet omtale i Jyllands Posten, leveret af en vis Egon Clausen, som jeg skal undlade at karakterisere. Jeg nævner ham kun, fordi
han antyder at Jens Christensen mødte muslimerne som en feltherre, der ville bekæmpe dem. Jeg har spekuleret på, hvordan han er kommet på den ide, for måske er jeg årsag til det, da det er mig, der er ophavsmand til den titel, Jens Christensens bog The practical approach to muslims fik på dansk: Konfrontation - kristendom og islam. Jeg var dengang naiv nok til at mene, at læsere vidste, at kristne, der konfronterer muslimer med evangeliet - og det er det, der ligger i titlen - må - som Jens Christensen selv udtrykkeligt siger det: "vise tolerance og finde sig i at blive latterliggjort, ringeagtet, hadet og forfulgt" - og det er dog vist ikke ligefrem noget en feltherre frivilligt vil acceptere at blive.
Jeg skal vende tilbage til, hvad der ligger i ordet konfrontation anvendt på Jens Christensens møde med muslimer, men lad mig først lige gå tilbage i tiden til den høring om folkekirken og muslimer i Danmark som fandt sted i marts 2000 i landstingssalen på Christiansborg arrangeret af det islamudvalg, biskopperne havde nedsat. Det er jo godt nok 6 år siden, men de fleste af de synspunkter som blev fremsat dengang gør mange sig endnu til talsmænd for. F.eks. dr. theol. Lissi Rasmussen der er stiftspræst i København og leder af Islamisk-Kristent studiecenter. Der var mange indledere på det nævnte 4 timer lange møde - og forholdet mellem folkekirken og muslimerne i Danmark fik en så mangeartet og broget belysning, så der ikke blev tid til at gå i dybden med nogen af problemerne. Slet ikke med spørgsmålet om folkekirken i gammeldags forstand skulle missionere blandt muslimerne. På nær Niels Henrik Arendt var alle de indledere, der berørte emnet, enige om, at missionere, dvs. direkte forkynde evangeliet for muslimer skulle man ikke - højst indirekte i hvert fald - nej, man skulle gå i dialog.
Det undrede mig sådan set ikke, for siden afslutningen af 2. verdenskrig, hvor ordet dialog blev lanceret som et nøgleord for kirkers og missionærers forhold til islam - og andre religioner selvfølgelig også - har det i internationale kirkelige kredse stort set fortrængt ord som approach og encounter - og dermed dette direkte at konfrontere muslimer med evangeliet.
Det undrede mig heller ikke, at det på høringen ikke blev endelig klarlagt, hvad man mente med at gå i dialog, ligesom man heller ikke kom ind på den teologi der ligger bag talen herom. Der er nemlig ikke nogen entydig opfattelse af det. Men just derfor var der en anden ting, der forbavsede mig, og det var, at en hidkaldt engelsk præst slet ikke blev modsagt, men tværtimod høstede et langvarigt bifald - efter at han med tilslutning havde citeret en engelsk overrabbiner for at have sagt, at de forskellige religioner ikke alene så ens på mange samfundsmæssige og moralske spørgsmål, men at de betydelige forskelle, der også var mellem dem, ikke behøvede at sætte skel, - for disse forskelle betød for os en berigelse - the differencies enlarged and enriched all of us."
Selvfølgelig kan dialog i betydningen samtale være nyttig, ja og nødvendig i forhold til muslimer, når det har det formål at lære dem og deres at kende. Jens Christensen taler om at have et solidt kendskab til den religion man står over for og dertil en klar indsigt i dets tilhængeres kultur og psykologi, når man vil forkynde kristendom for dem. Han gjorde således selv et stort arbejde for at lære at kende og forstå de pathanere, han var missionær iblandt. Og hvis nogen har ført samtaler med muslimer, lærde som ulærde, så er det ham - men her er det så vigtigt at få sagt, at når samtalen med dem drejede sig om islam og kristendom, så gik han ikke udenom det, der skiller og han tog heller ikke udgangspunkt i det, der tilsyneladende er fælles, troen på gud, åbenbaring, dom og nåde, frelse og fortabelse m.v. endsige da i religiøse erfaringer, men i det, der skiller, og som viser at det der kunne synes at være fællesgods alligevel slet ikke er det. Det gør, siger Jens Chistensen, at det kommer til en standsning, et deadlock, man ikke kan overvinde med hverken argumenter eller god vilje, og som betyder at et videregående fællesskab om gudsdyrkelse eller et større, mere omfattende broderskab i tro mellem muslimer og kristne indbyrdes er aldeles udelukket. - Hvad så? Ja, det skal jeg slutte med at sige noget om, men først nogle ord om en helt anden opfattelse af dialog og hvad den kan føre til.
Og her vil jeg omtale den før nævnte Lissi Rasmussens opfattelse af det hun kalder "ligeværdig dialog". Og da jeg nu kun må tale i 20 minutter, må jeg gøre det kort - for kort vil hun og hendes tilhængere utvivlsomt sige.
"Muslimer er dem, jeg kan have dialog med", siger L.R., "fordi vi (altså muslimerne og hun) har et fælles udgangspunkt, nemlig vort troskabsforhold til Gud". Og - fortsætter hun: "Vi er alle muslimer med lille m, dvs. mennesker, der har givet os selv til Gud. Vi er mennesker, der har svaret på Guds tiltale - den tiltale muslimer ser klarest i Koranen, og vi kristne i Kristus."
Man må heraf kunne slutte, at L.R. i modsætning til J. Chr. godt kan tænke sig et videregående fællesskab om gudsdyrkelse og et større, mere omfattende broderskab i tro mellem muslimer og kristne, ligesom hun jo heller ikke nødvendigvis behøver at komme til et deadlock i dialogen med muslimer. For er det afgørende ikke, hvad man hører - den kristne i Kristus, muslimen i Koranen, men derimod de personlige erfaringer, man gør i mødet med det guddommelige, hvad enten det nu er i Kristus eller i Koranen, ja så kan man jo blive ved med at udveksle erfaringer og lade sig berige, som L.R. også har sagt om det udbytte, man kan have af dialogen med muslimer.
Meget mere kunne siges, men tiden kræver jeg går videre, og så må jeg spørge hvad L.R. og de der mener som hun stiller op med det man kalder kristendommens eksklusivitet, sådan som den jo er udtrykt mange steder i N.T. f.eks. i Jesu udsagn: Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til faderen uden ved mig. Og jeg kunne også spørge, hvad de stiller op med islams eksklusivitet - udtrykt i udsagnet om at Muhammed er profeternes segl?
Dialogtilhængere af Lissi Rasmussens skole indrømmer at de her står over for et problem, og de svarer lidt forskelligt på det. F.eks. siger den amerikanske teolog Wilfred Cantell Smith, der ligesom L.R. giver de religiøse erfaringer prioritet frem for de ord hvori troen objektivt udtrykkes - "Vi tror på Gud", siger han, "og ikke på vor kristne eller islamiske opfattelse af Gud, og hvad angår de kristnes krav på eksklusivitet er der kun det at sige, at de må lægges på den historiske hylde. Det samme må han jo så også sige, om de muslimske krav herpå.
L.R. har et andet, mere sofistikeret svar. Hun siger følgende kort gengivet: Traditionelt ses åbenbaringen så vel i Kristus som i Koranen som finale - endelige, afsluttede, fordi Gud fuldt ud er åbenbaret for hele menneskeheden i dem, og ingen senere åbenbaring kan ventes. Men - så forudsætter hun: Og jeg citerer "Jeg mener, at vi må bevæge os væk fra dette retrospektive (tilbageskuende) syn på åbenbaringens finalitet, hvor åbenbaring udelukkende ses som en universel åbenbaring realiseret på et givet tidspunkt af historien. Vi må i stedet have et mere prospektivt - fremadskuende - syn, hvor åbenbaring er Guds frihed. Det er Gud, der er final (absolut). Finalitet kan ikke blot tillægges en af Guds åbenbaringer, men hører til Guds væsen. Dermed kan vi være åbne over for Guds åbenbaring i dag og i fremtiden. Og vi kan se den historiske åbenbaring i konteksten af Guds hele åbenbaring, Skaberens kærlighed, der omfatter hele mennesket og alle mennesker." - Jeg skal ikke gengive L.R.'s forsøg på at vise, at der både er kristent og islamisk teologisk baggrund for et sådant syn, jeg vil nøjes med at konkludere, at hvad hun vil have frem synes klart at være nøjagtigt det samme som det Cantell Smith direkte formulerede, nemlig: At kristnes krav på eksklusivitet og altså også muslimers krav herpå, må lægges på den historiske hylde.
Det bekræftes af at hun senere samstemmende med Cantell Smith gentager, hvad jeg ovenfor har citeret hende for at have sagt om end med andre ord, nemlig at det ikke er de ydre udtryk for troen - de objektive data, de historiske dogmer og ritualer, der er det afgørende, men derimod det man føler og oplever, når man møder det transcendente. Eller som det også siges: Troen er i menneskets eget hjerte ikke i troens objektive indhold.
Her kunne det nu være fristende at forsøge en sammenligning mellem kristen og muslimsk troserfaring og spørge om der overhovedet kan være en lighed mellem de reaktioner Guds tale til mennesker i Kristus fremkalder og dem Allahs tale i Koranen gør. Jeg har forsøgt det i en artikel, som kommer i støtteselskabets temanummer i september, men vil undlade det her. Her vil jeg nøjes med at sige, at jeg umuligt kan følge L.R. i, at kristen tro kan skilles fra det ydre på den måde hun gør det, altså skilles fra åbenbaringen i Kristus, fra evangeliet om ham, for troen eksisterer ikke i sig selv, er ikke lig en religiøs erfaring, eller noget andet indre - men troen kommer af at høre, ja er det at høre, høre det glædelige budskab at Gud har friet os ud af mørkets magt og flyttet os over i sin elskede søns rige i hvem vi har forløsningen, syndernes forladelse. Da frihedsbudskabet lød den 4. maj om aftenen i 1945 var det vel heller ikke de følelser og oplevelser, det fremkaldte, og hvad det fik folk til at gøre, der var det vigtigste ved det, det afgørende var jo da selve budskabet.
Og hvis et kristent menneskes tro, gudsforhold, således helt igennem er afhængigt af det kristne budskab, af åbenbaringen i Kristus, så begriber jeg ikke, hvordan man kan sige, at man er fælles med muslimerne mht. til troen eller troskabsforholdet til Gud, som LR taler om det. Muslimernes tro og troskabshold til Gud er jo ikke bestemt af det kristne budskab, af åbenbaringen i Kristus, men af de åbenbaringer, Muhammed fik. Og vor tro, at Gud selv er kommet til os i Jesus Kristus, altså at den evige Gud er blevet menneske, det er for muslimerne ikke bare vantro, det er blasfemi. Det strider imod tanken om Guds ophøjethed. Og når vi læser Jesu udsagn om sig selv i Johannes evangeliet: Jeg og faderen vi er ét (Joh. 10,30) - eller vi med apostlen Thomas kalder ham min herre og min Gud (Joh. 21,28) - eller med Luther synger: "Der er ej anden Gud" - så er vi, siger muslimerne, som hedninger, der tror på flere guder, så begår vi shirk, det der for en rettroende muslim er den største synd et menneske kan begå.
Hvordan skal vi da som kristne møde muslimerne? Ja, selvfølgelig kan vi gå i dialog med dem, men ikke fordi vi, som LR talte om det, er fælles med dem deri, at vi som de er muslimer i betydningen, at vi har overgivet os til Gud, og at vore religiøse erfaringer er det primære, mens vore forskellige opfattelser af Gud og åbenbaring og af synd og nåde, kommer i anden række. Nej, vi må fastholde, at det afgørende er det, Gud har sagt og siger os i Jesus Kristus, ja, at alt står og falder hermed.
I dialog med muslimerne må vi derfor som Jens Christensen gjorde det tage tyren ved hornene og pege på Kristus som sandheden og med apostlen Peter sige, der er ikke givet noget andet navn under himlen, i hvilket der er frelse. Så understreges modsætningen mellem kristendom og islam, og så står vi ved den standsning, det deadlock, J. Chr. talte om, hvor det eneste vi kan gøre, er - for dem og for os selv - at forkynde evangeliet om Jesus Kristus til tro eller forargelse.
Jo, men når vi gør det, forkynder Gus åbenbaring i Kristus som den endelige og sande åbenbaring, så afviser vi jo samtidig, at den åbenbaring som muslimen tror på kan være det.. Enten Jesus Kristus, Guds komme til os i ham - eller Koranen hvori Gud gennem Muhammed som talerør har åbenbaret os sin vilje, dvs. hvordan han vil dyrkes. Det er dilemmaet - siger man ja til det ene, siger man nej til det andet.
Tolerancens apostle eller de af dem, der kun vil vide af relative sandheder, som man kan sammenligne og vurdere og højest kalde nogle for mere acceptable end andre - samt de tilhængere af den ligeværdige dialog, der ikke vil kalde den ene åbenbaring for sand på den andens bekostning - disse folk vil nu hævde: både at man ikke respekterer sin modpart, muslimen, og endnu værre, at man også hæver sig op over ham, gør sig klogere og bedre end ham.
Men til dem vil jeg sige: For det første: Den sande respekt for en modpart viser sig, som det ofte er sagt, netop i, at man ikke glider af, men siger ham imod, når man er uenig med ham. Og for det andet: At gøre dette, - altså sige sin modpart imod i en dialog om kristendom og islam - kan kun udlægges som lig med at hæve sig op over ham, gøre sig klogere og bedre end ham, hvis vi over for ham vil påstå, ikke alene at Jesus Kristus er sandheden, men også at vi som kristne er på den rigtige side i modsætning til ham, ja står på sandhedens, Guds side, mens han står på løgnens, guds modstanders side. Men just det kan vi som kristne ikke sige eller påstå, for at tro på og at forkynde Jesus Kristus som sandheden kan ikke gøres uden at man samtidig må bekende - sagt med Grundtvig, at "menneskens køn mod Guds enbårne søn stridende står dig for øje", altså at Jesus Kristus alene er lyset i mørket - vi kristne på ingen måde, eller anderledes sagt, at vi som kristne i forhold til Jesu Kristi Far står på nøjagtig samme niveau som enhver anden, også muslimen. Kristne har i den henseende intet at lade hverken muslimer eller hedninger høre.
Til sidst et par ord om hvad det betyder for forkyndelsen af evangeliet for muslimer. - Luther har sagt om den katolske kirke på hans tid, at den farer frem med bål og brand, og må gøre det, for den mener jo den har sandheden, er sandheden og må derfor med alle midler udrydde løgnen. Akkurat kan jeg føje til, som vi har set f.eks. kommunistiske stater gøre det og som visse muslimske stater jo gør det, når de straffer muslimer, der konverterer f.eks. til kristendommen. Men den kirke, der - som Paulus siger det - ikke vil vide af andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet kan naturligvis ikke bruge magtmidler af nogen art, for så er det ikke evangeliet kirken forkynder, men sig selv. Men det er sikkert overflødigt at sige dette, derimod er det måske ikke helt ved siden af at føje til, at da muslimer her i landet er i mindretal og de fleste danskere er kristne i hvert fald formelt, så kunne kirken måske falde for fristelsen til majorisering, som Rudolph Arendt har sagt det, hvilket jo kan ske på mange måder, f.eks. ved med forskellige midler at gøre det tillokkende at konvertere til kristendommen. Men den går ikke, for evangeliet om Kristus skal ikke tros fordi det har flertallet bag sig eller lignende, men alene fordi det er sandheden.
Jeg vil slutte med et par vers af K.L. Aastrup i den salme han engang skrev til Det danske missionsselskab. Om kirken og kirkens opgave siger han:
Det er Guds kirkes sag på jord,
indtil dens tid har ende,
at bære over alt Guds ord,
som han det selv vil sende.
Og alt vort håb er sat dertil,
at Gud for Jesu skyld os vil,
som sin Udvalgte kende.
Og om dette at kirken ikke er i salveten i forhold til dem, den skal forkynde evangeliet for, siger han:
At sikre sig en salighed,
er ej Guds kirkes måde,
den altid med alt folket må,
fordømt i synder stå,
og høre om Guds nåde.