Af teolog Henrik Frost. Trykt i Jyllands-Posten den 18. september 2006.
Jeg har netop færdiglæst Karen Jespersen og Ralf Pittelkows fortræffelige anklageskrift om ”Islamister og Naivister”. Der er vældig meget godt at sige om bogen, og den kan kun anbefales varmt.
Men bogen lider af en forstyrrende svaghed, idet forfatterne gennemgående accepterer og selv bruger den politisk korrekte skelnen mellem islamisme og islam. Islamismen beskrives ganske vist flere gange som ”ortodoks islam”, og dermed får forfatterne midt i al deres skelnen antydet, at islamismen og islam i virkeligheden trække på samme hammel, men læseren efterlades alligevel med den uklarhed, at der ingen sammenhæng er mellem den magtbegærlige Muhammeds islam og den totalitære islamisme.
Og det er en forstyrrende uklarhed. For i modsætning til kristendommen tager islam ikke syndefaldet alvorligt, og derfor bliver forudsætningen for enhver totalitær ideologi, nemlig hovmodet, selvbevidstheden og selvretfærdigheden, herskende i islam. I modsætning til kristendommen forkyndes det ikke i islam, at overfor Gud er vi alle lige skyldige; i islam skelnes der derimod imellem den i sig selv retfærdige (muslimen) og den uretfærdige (ikke-muslimen).
Hvor Gud er synderes Gud, er Allah de retfærdiges gud, der befaler: ”dræb da afgudsdyrkerne, hvor I finder dem (9,5)”.
Sandt er det selvfølgelig, at ikke alle muslimer er selvforherligende islamister, der i al deres selvretfærdighed vil næsten til livs, men dette lykkelige forhold skal man ikke takke Muhammed og hans islam for – tværtimod.