Dhimmificering og dialog

Af Poul E. Andersen. Foredrag holdt ved Islamkritisk-Netværks møde i Vejle den 4. september 2006.

I debatten om dialog mellem kristne og muslimer er der to hovedsynspunkter, der står overfor hinanden. Det ene går ud på, at en seriøs dialog overhovedet er forudsætningen for, at kristne og muslimer kan leve side om side med hinanden i gensidig forståelse og med gensidig
respekt. Det andet synspunkt peger på, at dialog med muslimer kun kan ske på islams betingelser, og derfor rummer en dialog på kulturelle og religiøse områder en alvorlig risiko for nedbrydning af kristne værdier og grundlæggende danske kulturformer. Den kan bidrage til en slags dhimmificering af det danske samfund. - Jeg lægger ikke skjul på, at jeg i de fleste henseender deler det sidste synspunkt. Det støttes af snart 1400 års skræmmende erfaringer.

Ved dhimmificering forstår jeg accept og videreførelse af den pro-islamisk strømning, som har været mærkbar i Europa siden oplysningstiden, som senere af udenrigspolitiske grunde har vundet støtte især i Frankrig og Storbritannien, og som, tilsat en anti-israelsk holdning, for øjeblikket vinder stadig større tilslutning i Europa.

Et skelsættende år er 1973, da EF på initiativ fra Frankrig og den verdensomspændende Arabiske Liga oprettede The Euro-Arab Dialog (EAD). Oliekrisen var baggrund herfor. Denne europæisk-arabiske sammenslutning kom gennem 30 år til at spille en enorm rolle med hensyn til udbredelse af islamiske synspunkter på alle niveauer i EU-landene, og den har i høj grad været medvirkende til at skabe baggrunden for det, der efterhånden kan betragtes som en begyndende dhimmificering.

Dhimmificeringen i alle de europæiske indvandrerlande rummer respekt for muslimsk kultur, kritikløs forståelse for nødvendigheden af at give plads for muslimsk religion, vilje til at bøje af for fremmede religiøse krav, accept af særrettigheder på mange felter, og udbredt ængstelse for at støde eller provokere muslimske religiøse traditioner.

Dhimmistatus og arabisk ekspansion
Dette forhold vender jeg tilbage til. Men først vil jeg give en kort beskrivelse af dhimmificeringens historiske rod i den dhimmistatus, som kristne og jøder fik tildelt i alle de samfund, som i årene efter Muhammeds død i 632 og de følgende århundrede blev løbet over ende af de muslimske invasioner.

Allerede i begyndelsen af 8-hundredtallet blev der udarbejdet et yderst nuanceret sæt af regler, som skulle regulere forholdet mellem de sejrende muslimer og de overvundne ikke-muslimer, dvs. kristne og jøder.

Reglerne blev til ud fra erfaringerne fra erobringerne, fra det praktiske samliv mellem muslimer og ikke-muslimer, fra teologiske synspunkter og fra de retsfilosofiske grundsætninger, der kunne udledes af Koranen. Tilsammen udgjorde de den del af det samlede muslimske retssystem, der betegnes som jihad, og som udtrykker den fundamentale modvilje, som islam altid har næret mod ikke-muslimer. Muslimernes forhold til vantro udtrykkes således også altid i krigsterminologi. Muslimerne opdeler ikke-muslimer i tre grupper. Den første gruppe er dem, som ikke vil efterkomme kaldet til islam, men møder muslimerne med våben i hånd. Med dem består en regulær krigstilstand. Den anden gruppe er dem, som bor i stater, som ikke er besejrede, men som man har sluttet våbentilstand med. Den tredje gruppe er dem, som helt og fuldt har afstået deres land til muslimerne og har underkastet sig islams tro og herredømme. Det er dhimmierne, dem som i vores sammenhæng også er de væsentligste.

Dhimmierne kaldes også de beskyttede. De er nemlig beskyttede mod islams jihad. Men beskyttelsen har sin pris. De får lov at beholde deres kristne eller jødiske tro, men til gengæld må de betale en særlig skat. De må ikke bygge kirker eller synagoger eller istandsætte de bestående, de må ikke udbrede deres tro, de skal leve i særlige kvarterer og bære dragter, som adskiller dem fra muslimer, og som gør dem til særligt foragtede personer. De må ikke ride på heste eller kameler, men kun på æsler. Og møder de en muslim, må de stige af og indtage en ærbødig og respektfuld stilling. De må aldrig gå højre om en muslim på et fortov, og efter overfald eller forhånelser kan deres sag ikke behandles ved muslimsk domstole. Den, der fornærmer en muslim, gør sig skyldig i, at hele hans kvarter overgives til plyndring, slaveri eller tilfældigt drab. Mærkeligt er det ikke, at tidligere kristne lande i løbet af kort tid forvandlede sig til muslimske. En stor rolles spillede det også, at der blev lagt vægt på at nedbryde de kristne eller jødernes åndelige identitet, og deres historiske bevidsthed.

Jihad er en universel ideologi, og dens krav om kamp for islam skal fortsætte, indtil der ikke er andre religioner tilbage end den, som Allah i Koranen har forordner (2.194).

Vi vender tilbage til Europa i det 20.-21. århundrede
Den egyptiske forfatter Bat Ye'or har udgivet en række - ifølge anmeldelserne yderst veldokumenterede bøger om dhimmiernes skæbne under den muslimske intolerance. I sin sidste bog fra 2005: "Eurabia - The Euro-Arab Axis" analyserer hun, hvordan ikke mindst mange millioner muslimers indvandring til Europa har bragt væsentlige elementer af middelalderens dhimmificering til nutidens europæiske befolkninger. Det er ikke mindst det geopolitiske resultat af det i indledningen nævnte euro-arabiske samarbejde, der påbegyndtes i 1973, der kommer under lup. Det modtog omfattende støtte fra Fællesmarkedet, Europarådet og EU. Fra FN kom der støtte til de multikulturelle bestræbelser, kampagner mod racisme og opfordring til at hente arbejdskraft i udviklingslandene.

Islams "tolerance"
Bat Ye'or hævder, at den begyndende dhimmificering af Europa har sammenhæng med den myte om islamisk tolerance, som først voksede frem i oplysningstiden, og som forstærkedes af de udenrigspolitiske interesser, som især Frankrig og England havde. De europæiske stormagters undertrykkelse af de muslimske stater indtil afslutningen af 1. verdenskrig skabte ligeledes stor sympati for den muslimske verden. Men myten om den muslimske tolerance er vokset frem på trods af alle historiske fakta. Selv den såkaldte "andalusiske guldalder" i Spanien, samlet omkring Cordoba, rummer skræmmende historiske begivenheder.

Men fremførelsen af tolerancemyten har været med til at åbne Europa ikke alene for den store muslimske indvandring, men også for udbredelsen af den muslimske kultur. Organisationen Den Euro-Arabiske Dialog har med støtte fra EF, Europarådet og EU formået at skabe rammerne for islams vækst, ofte forbundet med anti-isralske og anti-amerikanske holdninger. Visionen bag var, at der skulle dannes en gensidig økonomisk og kulturel udvikling som modvægt mod USA, men det afsløredes snart, at hverken de arabiske stater eller muslimerne i Europa ville accepterer nogen form for vestliggørelse. I stedet har Vesten i stigende grad accepteret at optræde eftergivende overfor muslimske indvandreres religiøse og politiske normer, ikke mindst på grund af frygt for social uro og terrorisme.

I 1974 vedtog de ni EF-udenrigsministre at udbygge forholdet til de muslimske lande indenfor landbrug, industri, videnskab, kultur, uddannelse, teknik og økonomi. Og et parlamentarisk udvalg oprettedes og tog mange kontakter til arabiske stater. Sekretariatet med de mange underudvalg nåede snart 350 medlemmer.

Indvandringen
Den arabiske indgang i Europa var tæt sammenknyttet med indvandringen af millioner af muslimer fra Afrika, Mellemøsten og Asien. Og de blev inspireret til at medbringe deres skikke og kultur.

Denne arabisering og islamisering var i virkeligheden planlagt gennem et euro-arabisk seminar i Venedig i marts 1977. Det handlede om udbredelse af arabisk sprog og litterær civilisation i Europa. Konklusionerne til forlæggelse for EF-regeringerne og de arabiske regeringer var at koordinere de arabiske staters bestræbelser på at sprede den arabiske civilisation i Europa. Araberne mente, at de involverede europæiske universitetsprofessorer ikke var kvalificerede nok, derfor krævede de, at arabiske lærde påtog sig undergisningen. - I virkeligheden en skjult islamisk mission.

Lige fra det første fælles europæisk-arabiske møde i Cairo i 1975 har hvert møde vedtaget resolutioner til støtte for arabisk immigration og beskæftigelse i Europa. Samtidig udvidedes de europæiske markeder i de arabiske lande, men det skete parallelt med ankomsten af adskillige millioner af indvandrer til Europa. I 1976 fulgte Jacques Chirac op med et dekret, der tillod familiesammenføring. Generelt står Frankrig bag mange beslutninger til fordel for indvandring.

Det var tydeligt, at araberne ikke ønske at støtte spredt indvandring eller enkelte asylsøgere. Frem for alt ønskede de udplantning i hele EF af homogene etniske arabiske samfund med hurtig vækst for øje. Derved skabtes totalitære strømninger i de europæiske samfund, og befolkningsgrupper uden nogen interesse i integration. Men som ønsker at bevare og udbrede deres kultur og religiøse fundamentalisme. Den europæisk-arabiske organisation krævede, at arabiske indvandrere fik tilstået samme civile rettigheder som værtnationernes borgere, også for dem, som betragtede Europas sekulære institutioner som inferiøre i forhold til sharia.

Et meget afgørende møde var Hamburg-symposiet i 1983 under temaet "integration af de to kulturer". Her var indvandrerrettigheder og velfærd helt i centrum. Men på intet tidspunkt blev det nævnt, at indvandrerne også skulle tillempe sig værtsnationernes sædvaner.

Islams overlegenhed
Den tyske udenrigsminister Hans Dietrich Genscher indledte mødet med en tale, hvor han stærkt mindede om den gæld, som europæerne havde til den islamiske civilisation, og han understregede hvor vigtigt det var, at dialog cementerede den europæisk-arabiske solidaritet. Bat Ye'or bemærker, at det var karakteristisk for dette møde som for de foregående, at europæerne udtalte sig forsigtigt og lagde vægt på deres beundring og respekt for islam. De fremførte ydmyge undskyldninger for Europas fordomme overfor islam.

De arabiske deltagere påtog sig derimod den hovmesterende tone som læreren, der svinger spansksrøret overfor europæerne. De talte om storheden i den islamiske civilisation og fremhævede den som den åndelige og videnskabelige kilde til Europas kultur.

I hele det Euro-arabiske fælles forløb, har europæerne bøjet sig for arabernes krav om respekt for deres ophøjethed. I Europarådets septembermøde i 1991 holdt man debat om den islamiske civilisations bidrag til europæisk kultur. Man pegede på islams store betydning i Europa, at islam skulle indgå stærkt i vestlige historiebøger, der skulle flere muslimske lærde på europæiske universitet, og medierne skulle mobiliseres. Både de muslimske og europæiske lærde, som gav bidrag, understregede den islamiske civilisations overlegenhed og den tolerance, der udsprang fra den muslimske periode i Spanien, midt i en tid med europæisk obskurantisme. Man beklagede korstogene og inkvisitionen. Den italienske formand for ungdom, kultur og uddannelse lagde vægt på islams kulturelle overlegenhed og udtrykte sin respekt for islams uddannelsessystem i madrassaerne.

I forlængelse af Europarådets debat udtalte den britiske udenrigsminister Robin Cook i London den 8. oktober 1998 følgende: "Det er den mest vidunderlige påmindelse her midt i Londons hjerte, at rødderne til vores kultur ikke blot er af græsk eller romersk oprindelse, men ligeså fuldt islamisk. Det er islamisk kunst, videnskab og filosofi, som har bidraget til at skabe os, som vi er, og bestemt hvordan vi tænker". Han understregede vor dybe gæld til islam og fortsatte med at sige: "Islam har lagt det intellektuelle grundlag for en stor del af den vestlige civilisation".

Det er holdninger som disse, der leder Europas befolkning til den ydmyghed, der kan bøje sig for Dhimmificeringen, og muslimerne selvsikkerhed, religiøse fundamentalisme og ubetingede kritik af vestlige kultur appellerer til den historiske europæiske skyldfølelse. Også når de påtager sig offerrollen, fordi deres historiske betydningsfuldhed ikke anerkendes tilstrækkeligt, røres der ved vores samvittighed - vi har ikke udvist tilstrækkelig respekt for deres store religion, som rummer sandheder, vi ikke tør modsætte os. Deres vrede tør vi i hvert fald ikke fremprovokere.

Det er sådanne arabiske og europæiske holdninger, der krydser klingrer, når parterne skal mødes i dialogen. Man kan på forhånd se, hvordan udfaldet vil blive.

Dialog
Mange mennesker er tilbøjelig til at se en sammenhæng mellem dialog og kompromis. På god demokratisk vis, for demokrati er også ofte beskrevet som samtale, hvor politiske forlig bliver til ved, at man bøjer sig mod hinanden. Partierne giver og modtager og enes, så alle kan vær tilfredse. Forhandlingerne begynder med dialogen og ender med kompromiset.

Også K.E. Løgstrup sætter dialog i forbindelse med samtale. Det sker i "Den etiske Fordring" og i "Norm og Spontanitet". Han siger her, at dialog jo er mange former for samtale, lige fra udvikling af høflighedsfraser til engageret drøftelse af modstridende synspunkter, der involverer de dybeste lag af personligheden, og som kan have den virkning, at man går fra samtalen med ændrede holdninger.

Selvom man kan være enig med Løgstrup i dette udgangspunkt, må man være forsigtig med at accepterer den udvikling, som dialogbegrebet er undergået i de sidste år, hvor det næsten er blevet et mantra, som kan udsiges når som helst til løsning af alverdens alvorlige problemer og kan gøre sig selv til løgn derved. I de sidste årtier er det således tanken om dialog som middel til påvirkning, forandring og enighed, som har sat sig igennem og i generel ideologiserende facon. Dialogen har fået sin mening i sig selv, så formen og den bagvedliggende ide overskygger sagen og indholdet.

Men hvis dialog skal være ærlig, forudsætter det, at begge dialogens parter accepterer dens grundlag og betingelser. Hvis det ikke er tilfældet, bliver den en samtale på skrømt eller en skjult manipulation. Derfor er en dialog om religiøse eller politisk forhold med islam meget vanskeliggjort. Islam kan nemlig ikke acceptere dette grundlag for dialog. Ortodokse muslimer kan i politiske og religiøse sager ikke give, tage og bøje af. Islam kan kun kræve og tage. Den repræsenterer jo på forhånd retfærdigheden. Retfærdigheden er repræsenteret i den hellige uforanderlige Koran og i den næsten ligeså hellige hadith. Derfor bliver dialogen set i forhold til jihad, anstrengelsen for islams sag. Den bliver overfor dhimmien sandhedens krav om underkastelse, eller den bliver et led i den skjulte mission, da`wa, hvor alle midler er gyldige, også tagiyya, tvetungethed, forstillelse og løgnagtighed. Man står nemlig i tjeneste for den guddommelige lovgivning. Den islamiske verdensliga i Danmark afviser muligheden af at indgå i debat med ikke-muslimer, for islam kan ikke diskuteres og specielt ikke med mænd af vestlig tankegang. Kun hvis det tjener missionsformål, er det legalt.

Overfor sådanne ortodokse holdninger står vestlige og kristne deltage svagt. De møder med deres usikkerhed, de tror på myten om de altødelæggende korsfarere, de påtager sig skylden for kolonialismen og imperialismen, for kapitalismen, der har udsuget de muslimske lande, for verdenskrigene, for fordomme og racisme, selvom indvandrernes fordomme og racistiske holdninger overfor værtslandenes befolkninger er mindst ligeså smertelige. Og desuden har vi som protestanter skabt os en forestilling om, at skylden er en medgiven del af vor tilværelse.

Hertil kommer så, at kulturradikalismen sammen med multikulturalismen i generationer har belært os om, at alle kulturer har samme værdi, at kulturer og religioner aldrig må bedømmes af os som udenforstående, men altid skal bedømmes ud fra deres egen sammenhæng. Indvandring er en positiv ting for vort samfund, og tolerance vil udvikle fælleskulturelle træk, som kan komme alle til gode.

Ud ad dette har jo så på dette religiøse område udviklet sig konsensuskristendommen med dens angst for at vække anstød hos andre religioner. Den rummer en usikkerhed overfor sit eget teologiske grundlag, som gør, at den hellere bøjer af end trækker grænser.

En dialog på denne basis giver ikke større gensidig respekt og forståelse, den kan tværtimod bidrage til at legalisere en religiøse imperialisme-kultur overfor en vigende dhimmireligion, der kun kan hævde sig ved på evangelisk vis at vende den anden kind til og kristeligt selv vinde sit liv ved at miste de. I kirkelige kredse har der ikke så sjældent været en tendens til at acceptere disse vilkår. Ganske naivt konkluderer det af biskopperne nedsatte udvalg til at belyse mødet mellem folkekirken og den islamiske befolkningsgruppe med rapporten i 2000: "Samtalen fremmer forståelsen" hvori det hedder følgende: "Men samtalen med muslimerne fremmer ikke alene forståelsen. Den forandrer samtalepartnerne. Går man ind i en dialog, skal man ikke forvente, at man forbliver den, man er…Det vil forandre folkekirken, som vi kender den. Religionsmødet vil med nødvendighed få betydning for den danske, også kirkelige selvforståelse". - Man tager ikke stilling, hvorvidt islam også bliver forandret.

Hverdagsdialog
Men kan vi da så overhovedet føre dialog med vor almindelige muslimske medborgere. Jo, det kan vi - om jeg så må sige uden for dagsordenen - når vi møder hinanden i personligt samvær hver med sin næste. Det sker i børnehaver, i skoler, på uddannelsessteder og især på arbejdspladser, hvor vi har samvær om vor hverdag, lærer hinanden at kende og helt spontant åbner os for hinanden og bliver medmennesker helt på tilværelsens grundvilkår, hvor pression skubbes til side, og hvor vi gensidigt og ærligt kan se hinanden frit i øjnene.

Bøger, som især er gjort brug af i foredraget:
Bat Ye'or: Eurabia The Euro-Arab Axis, Madison-Teaneck, Fairleigh Dickinson University Press, 2005.
Bat Ye'or: Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collids. Samme forlag 2002.

Om selve dhimmibegrebet fra 600-tallet og følgende er nedenstående to bøger informative:
Bat Yeor: The Dhimmi: Jews and Christians under Islam, samme forlag 1993.
Bat Yeor: The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude. Seventh-Twentieth Century. - Samme forlag 1996.