Af Jesper Bacher.
Prædiken til 2. søndag efter Påske. Søndag den 6. april 2008.
Tekst: Johannes 10,22-30
"Hvor længe vil du holde os hen?" sådan spørger jøderne i dagens evangelium. Hvorfor melder Jesus ikke klart ud, toner rent flag og siger, hvem han er?
I første omgang forstår man deres irritation. Uld i mund er meget trættende, og klar tale kan være så
befriende. Falsk eller fordækt identitet kan nok være nødvendig i visse sammenhænge, men taler man falsk eller uklart om sig selv, så gør man sig skyldig i et grundlæggende bedrag.
Det er også en kendt taktik for visse foretagender ikke ligeud at sige, hvem de er, men præsentere sig anderledes eller kun fortælle den halve sandhed.
Sandheden ligeud og uden omsvøb kan selvfølgelig være temmelig problematisk og slå skår i megen pæn og fredsommelig tale. Det gælder for eksempel i forholdet mellem religionerne. Det er så fint og tolerant at tale om den spændende mangfoldighed af religioner og f.eks. skildre den som en farverig regnbue, og ve den formørkede sjæl, som ønsker sig en ensfarvet regnbue.
Hvilket snæversyn. Nej, langt, bedre er det med vidsyn og udsyn, så ser man meget mere, om det så fører til klarsyn, er en anden sag.
Sandheden ligeud kan man imidlertid med god ret vente sig af Jesus og med god ret forvente i dette hus. Og Jesus affinder sig altså ikke med en plads i religionernes supermarked, men erklærer, at han er vejen og sandheden og livet, ikke bare et bud på Gud, men den levende Guds søn. Gud iblandt os. "Jeg og Faderen er ét", som han selv siger det. Vi skylder at sige det ligeud, for alle er bedst tjent med sandheden, og hvad der fejes ind under gulvtæppet, ender man alligevel med at falde over. Erfaringerne er mange på det punkt.
Men er det ikke en arrogant kristen påstand? Den slags, som bare skaber konflikt og strid? Jo, vist skaber det strid, men kristendommen lægger kun op til åndelig strid, og strid er dog et tegn på kærlighed. "Kæmp for alt, hvad du har kært", hedder det i en kendt salme. Den, som derimod intet har kært og derfor eller ikke noget at kæmpe for, skal nok være uhyre fredsommelig af væsen. Uhyre fredsommelig og uhyre livløs. Hvad angår arrogancen, så er kristendommen ikke noget, de kristne selv har opfundet, og som de efterfølgende allernådigst uddeler som en art religiøs ulandshjælp til forarmede vantro. Kristne mennesker lever af det, de har fået og kan kun vise andre hen til den evig rige Gud, som har åbenbaret sig i Jesus Kristus.
Thorkild Græsholt, vores gamle biskop (Lolland-Falsters stift), har peget på, at en kristen missionær kan sammenlignes med en tigger, der siger til andre tiggere: "Jeg ved, hvor der er brød; kom, det er ikke langt væk".
Vi ved ikke alt. Måske ved vi såre lidt i forhold til verdens mange kloge hoveder, men har vi hørt evangeliet, så ved vi, hvor der er brød, og vi skylder at fortælle det til andre.
Brød, som mætter alle sultne sjæle, også de sjæle, som er overmætte af løgn og latin og verdens brogede forsamling af krævende og troløse afguder med deres hof af stortalende profeter.
Men jøderne anklager jo netop Jesus for ikke at sige tingene ligeud. Hvis han er Kristus eller Messias, vil de ikke holdes hen.
Sagen er imidlertid den, at Jesus har sagt dem det, og hans gerninger har aflagt vidnesbyrd om ham.
Alligevel er det ikke blevet hørt, ikke fattet. Der synes at være tale om det, vi i dag ville kalde et kommunikationsproblem. Alle ved - prædikanter ved det om nogen - at der kan være stor forskel på det sagte og det hørte, på det, der var meningen, og det, som trængte igennem.
Jøderne, især de skriftkloge, skulle ellers have de formelle forudsætninger for at indse, hvem de havde med at gøre i Jesus. De var ikke blinde, fortælles der andetsteds i evangeliet, og netop derfor uden undskyldning. Kundskab manglede de umiddelbart ikke, men de manglede erkendelse af deres egen nød, eller så ville de i hvert fald ikke have den blottet af Jesus.
De havde med andre ord ikke hørt Jesus som den, deres liv afhang af. De havde selvfølgelig hørt hans ord og set hans gerninger, og ved flere lejligheder var de kommet i voldsom diskussion med ham, men de havde ikke hørt ordene som nødlidende, de havde ikke hørt ham som får, der ved sig fortabte uden deres hyrde.
Der er også forskel på at høre om en epokegørende ny kræftbehandling, når man ikke selv lider af kræft, og ingen i familie - og vennekredsen gør det, og så høre om den nye behandling som dødende kræftpatient. Høre ud fra sin personlige nød og få håb, hvor det hele ellers så håbløst ud.
Hvordan kommer man derhen? Ja, der er man allerede, om man virkelig lytter til Jesus og tager imod, hvad der gives. Da åbenbares det med skræmmende tydelighed, at vi kommer til kort uden ham, at vi er chanceløse og håbløse, hvis ikke han vil være vores hyrde. Ikke at man nødvendigvis skal føle en vis grad af fortvivlelse for at høre Jesus ordentligt. Paulus var tilsyneladende ved godt mod i sit gamle liv som nidkær farisæer og forfølger af de kristne, indtil han i et livsomvæltende syn mødte Jesus. Efter det regnede han, hvad han havde haft for tab og skarn på grund af Kristus. I Jesus mødte han både sin nød og sin frelser. Fortvivlet bliver man egentlig først, når man hører ordet, men fortvivlelsen går netop under i Kristustroen og overbydes af den.
Uden Jesus er vi prisgivet ulvene. Ulvene kan anskues som alt det, der truer, tynger og lægger øde; meningsløshed, skyld, lidelse og død, alt det, som falder over os og formørker liv og sind. Vel slipper Jesu får ikke for ulvetider, ulven kommer så sandelig også til os, men hyrden lod sig ikke skræmme og forjage. Han døde for ulvens tænder, på et kors, men opstod for at lede sine får og forvisse dem om, at de aldrig bliver ulvens, men altid skal være hans.
Ingen ulv kan rive og slide dem ud af hans hånd. Og hvor ulven hærger, er hyrden midt blandt sine får.
Vores aktuelle biskop, Steen Skovsgaard, fortæller i en af sine bøger om mødet med en ung muslim, som nok havde hørt et og andet om kristendommen. Den unge mand havde sikkert hørt, at kristne kalder Jesus for Guds søn, men hyrdens røst havde han ikke hørt. Der var ikke noget i vejen med den muslimske ungersvends religiøse selvtillid. Han vidste nok, hvordan man skulle klare sig over for ulvene med islams hellige lov og sin egen moralske standhaftighed at forlade sig på.
Derfor spurgte han Steen Skovsgaard under en debat: "Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?", og tilføjede, "Og du skal ikke komme med et billigt svar og sige "kærlighed" eller noget i den retning. Nej, hvad kan du tilbyde mig?".
Steen Skovsgaard første svar på spørgsmålet fortrød han efterfølgende. Senere i bagklogskabens klare lys - hvem siger, at evangeliet ikke kan lyse gennem bagklogskaben? - skrev han et andet svar, som bl.a. lyder sådan: "Jeg må desværre skuffe dig. Jeg har slet ikke noget at tilbyde dig. Sådan som du spørger mig, og sådan som jeg oplever dig, når du stiller dig så selvsikker frem her foran mig og os, så giver du jo indtryk af, at du er rig. Du har nok i din egen tro. Du er mæt. Derfor kan jeg ikke tilbyde dig noget. Evangeliet er nemlig for fattige, for sultne og tørstige. For dem, som føler, at de ikke har nok, eller som har opdaget og ved med sig selv, at de ikke slår til over for Gud og over for andre mennesker. Det er sådanne mennesker, som evangeliet dybest set retter sig imod, og som Jesus levede og døde for".
Den, som har øren at øre med. Den, som hører ud fra sin nød. Den, som ikke viger tilbage for at få blottet sin nød og erfare sin dom, skal høre hyrdens røst, høre evangeliet.
Det er ikke fåret, det er saligt.
Amen.