Af Jesper Bacher. Kronik bragt i Kristeligt Dagblad, 19. april 2008.
"… de siger letsindigt:
"Fred, fred!", skønt der ikke er fred"
Jeremias 8.11
Som virkeligheden dog kan slå ned i studerekammeret! Det traf sig nemlig sådan, at jeg sad bøjet over tasterne i gang med søndagsprædiken, da jeg på min indbakke fandt en meddelelse om brevet fra Danske Kirkers Råd. Altså det brev, som svarer på det åbne brev fra de 138 muslimske religiøse ledere, som verden stiftede bekendtskab med i fjor. Et virkelig sammentræf eller rettere sammenstød, for søndagens tekst var fra Johannes-evangeliet, som indeholder det nytestamentlige highlight
, hvor Jesus siger til disciplen Filip: "Den, der har set mig, har set Faderen".
Som forberedelse havde jeg konsulteret Helge Kjærs Nielsens kommentar til Johannes-evangeliet, hvor bibelverset bl.a. får disse ord med på vejen "At sige nej til Jesus som Guds åbenbaring og samtidig mene at have et ret forhold til Gud er at være offer for et selvbedrag. Sagt på en anden måde: Man kan ikke bekende første led i trosbekendelse, hvis man ikke kan bekende det andet. Gør man det alligevel, er det ikke en bekendelse til den sande Gud".
Og just af det, altså af den johannæiske teologi og såmænd fra marven af det nytestamentlige Kristus-vidnesbyrd kom sammenstødet med begge epistler. Brevet fra de muslimske lærde, præget af en islamiseret kristendomsopfattelse, fortielser og en frapperende mangel på selvkritik. Og brevet fra Danske Kirkers Råd overfladisk, applauderende, bøjeligt og føjeligt som et siv for halvmånens segl.
Danske Kirker Råd nærmest sprudler af begejstring over den muslimske appel: "Brevet er et gennemarbejdet, modigt og indsigtsfuldt dokument", og "…indeholder en åbning i forhold til kristendommen, som er enestående i verdenshistorie". Den muslimske lillefinger modtages med kyshånd.
Men hvad skrev de muslimske lærde egentlig i sin tid? Jo, de erklærede, at eftersom muslimer og kristne udgør over halvdelen af verdens befolkning, kan der ikke være fred, hvis der ikke hersker fred mellem de to religioner. Det kan godt undre, for mig bekendt er kristne ikke i krig med muslimer.
Mig bekendt nyder muslimske mindretal fuld religionsfrihed i de fleste, hvis ikke alle, kristne lande, mens det er helt andre forhold, som bydes de kristne minoriteter i mange muslimske lande. Brevet er også underskrevet af lærde fra Saudi-Arabien. Landet, der om noget excellerer i foragt for andre end wahabitiske muslimers religionsfrihed, men den slags forbigås i larmende tavshed i både det ene og andet brev. I oktober sidste år bragte nærværende dagblad undersøgelse, der anslog, at 75 % af alle religiøst forfulgte mennesker er kristne, det skal nok passe, og det er ikke mindst "takket" være forholdene i den muslimske verden. Jo, Danske Kirkers Råd nævner da, at såvel muslimer som kristne bør stå sammen om at sikre "religionsfrihed, fred og respekt for religiøse mindretal, hvor de selv er i flertal", men nu er det altså ikke i Danmark, man risikerer dødsstraf for at konvertere til islam, det er ikke i Frankrig, man er nødt til at indsmugle koraner til de troende, og det er ikke i USA, det er strengt forbudt at missionere for islam, men det er med omvendt fortegn, hvad de kristne kommer ud for, hvor muslimerne er i flertal. Det tjener ikke troværdigheden, når helt forskellige forhold sidestilles, og det skriger da til himlen, men åbenbart ikke til Mekka, når de muslimske lærde skriver, "at religionsfrihed er en afgørende del af næstekærligheden". Jamen, hvad dælen nøler de så efter? Hvornår kan vi regne med, at forsamlingen går offentlig i brechen for retten til kirkebyggeri i Mekka og Medina så naturligt og følgerigtigt, som minareterne er skudt op i de europæiske storbyer? Mon det er sådan noget, som Danske Kirkers Råd kalder operationelle konsekvenser af brevet? Den operation er vist aldrig kommet i gang.
De graverende misforhold afholder ikke den muslimske teologforsamling fra at minde om, at de ikke er imod de kristne, "…så længe de (altså de kristne) ikke fører krig mod muslimerne på grund af deres religion, undertrykker dem eller fordriver dem fra deres hjem". Men hvor er det lige, at kristne fører krig mod muslimerne på grund af deres religion, og før nogen måtte sige Irak og Afghanistan, så har krigene på de kanter bare bragt andre muslimer til magten, mens de kristne frister en kummerlig tilværelse også i disse lande.
Men selv om den muslimske verden virkelig skulle oppe sig og unde de kristne den frihed, som muslimer har i vesten, kan der aldrig blive tale om nogen teologisk forsoning eller åndelig fredsslutning mellem islam og kristendommen. Islam er ganske udtalt anti-kristeligt, det er selve kernen i kristendommen, som afvises tydeligt og umisforståeligt.
Brevet fra de 138 erklærer ganske vist, at islam ikke er "imod de kristne". Man kan måske forstå udsagnet, som muslimerne ikke nærer modvilje mod de kristne som mennesker, men nu står der faktisk islam, og islam som religiøs lære er da imod selve kernen i kristenmenneskers tro.
"… og de kristne siger: "Messias er Guds søn!". Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Gud bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede?", hedder det i Sura 9.30. Det fremgår ikke af fredsbrevet, at verset eller lignende koranvers ikke skulle stå ved magt, det ville nok også give skriftteologiske kvababbelser af rang for de lærde brevunderskrivere. Det gælder naturligvis også den anden vej. Kristendommen må forkaste islam som vrang lære, for den retter skytset mod kristendommens bankende hjerte, inkarnation, korsdød, forsoning og Kristi opstandelse.
Kristendommen er ikke bare meninger, det er Jesus Kristus, Gud og mand.
Vel og nødvendigt at mærke bør man leve i verdslig fred og fordragelighed med mennesker, man er fundamentalt uenige med og som den selvfølgeligste sag i verden kritisere hinanden, uden den ene part farer frem med bål og brand og boykot. Den muslimske fredsappel anerkender da også, at islam og kristendommen er forskellige religioner, og medens man ikke vil bagatellisere forskellene mellem dem, så postuleres fælles grund i opfattelsen af Guds enhed og kærlighed til Gud og næsten. Det er jo ingen kunst at opnå pseudoenighed, når man formulerer sig tilstrækkeligt abstrakt. Flere gange fremdrages et koranvers, Sura 3,64, som appellerer til Skriftens folk om at enes om at tjene Gud alene: "… at vi ikke sætter noget andet ved sin hans side og ingen af os tager nogen til herrer foruden Gud!". Netop det vers er også traditionelt blevet opfattet som en opfordring til at fornægte treenigheden og Kristi guddommelighed. Altså en missionerende appel, som kalder til den rette, læs islamiske, monoteisme. Den engelske Barnabas Fund, en NGO, som hjælper den forfulgte kirke i den muslimske verden, har udfærdiget et svar på det muslimske brev - de ved om nogen, hvor skoen trykker - som peger på, at selv om brevet lanceres som religionsdialog, kan det også ses som et klassisk eksempel på muslimsk mission (da`wa). De Danske Kirkes Råd hævder, at det fælles grundlag for kristne og muslimer " …ligger i troen på den ene Gud som Skaber og i det livs- og menneskesyn, der udspringer herfra". Altså ingen tvivl om kristne og muslimer taler om den samme Gud - Kristus må nærmest betragtes som appendiks - og af den grund udspringer altså et livs- og menneskesyn. Et livs- og menneskesyn, som betoner livets hellighed og mennesket som uendeligt værdigt og ukrænkeligt. Men er det ikke så som så med den fælles etik i lyset af de massive krænkelser af menneskets værdighed, som finder sted med eksplicit begrundelse i islam? Man leder forgæves efter kritik af sharia-barbariet hos de 138 trods den megen snak om kærlighed. Der findes bestemt liberale muslimer, men de er liberale, for så vidt de afviser islams teokratiske idealer, men det kan næppe være holdningen hos de af underskriverne, som tilhører Det Muslimske Broderskab, hvis motto også lyder: "Koranen er vores forfatning".
Luther kalder tyrken/islam for Guds ris, lad os ikke forveksle det med en oliegren.