Af Frits Erik Jensen.
3. S.e.P. - 13.04.2008. - Sl. 724 (7) 56/ 342, 484.
I dag bliver det gjort helt klart for os, at der kun er én frelsesvej og kun ét navn, vi kan blive frelst ved: Vejen er Jesus selv. - Navnet er Jesus. - Ikke som en profet blandt andre - som han opfattes i Islam. Nej, Jesus som Kristus, Guds Søn. Som den korsfæstede og opstandne Herre og Frelser. Jesu
guddommelighed understreges stærkt. "Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig" - siger Jesus. - Der kan ikke være tale om en kristen Gudstro uden at tale om Jesus som Kristus, Guds Søn, ét med Faderen.-
I et brev, nylig offentliggjort, fra Danske Kirkers Råd, går man desværre langt i retning af at nedtone Jesu guddommelighed og Treenigheden, Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd - alt sammen i et forsøg på at imødekomme et brev, som nogle muslimske ledere og lærde udsendte i efteråret.- Det lyder så fint med dialog.- Imellem religionerne.- Men vi må fastholde, at en samtale må finde sted uden fortielser, uden at give køb på selve frelsesvejen og det navn, som vi alene kan blive frelst ved.- Jesus er ikke bare en profet blandt andre.- Og vi kender ikke Faderen, uden om Jesus.-
Jesus siger til Thomas: "Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham."- I og med, at de kender og har set Jesus. - Jesus siger også: "Den, der har set mig, har set Faderen."- En sand samtale med Islam og andre religioner, - det gælder også i forhold til alt det, der faldbydes, som på den nylig afholdte Sind-Krop-Ånd Messe i Aalborg,- må bygge på dette fundament: Jesus er Kristus, Guds Søn, sand Gud.- Jesu guddommelighed.- Og så må vi holde urokkeligt fast ved Treenighedslæren, som vi har fra Bibelen og Oldkirken.- Vi kan fremdrage vor kirkefader Martin Luther. - (og Filip Melanchton).- I Den augsburgske Bekendelse hedder det om Jesus som Guds Søn - ikke et ord om, at han er profet - men: "Ordet (med stort, som i Johannes-prologen), det er Guds Søn, har antaget den menneskelige natur i den salige Jomfru Marias liv, så at to naturer, den guddommelige og den menneskelige, er uadskilleligt forbundne i personens enhed (tonatur-læren), én Kristus, sand Gud og sandt menneske," (artikel 3: Om Guds Søn).-
Om Treenigheden hedder det i artikel 1: "Om Gud": "der er ét guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud: evig, ulegemlig, udelelig, af umådelig magt, visdom og godhed, alle tings, de synliges og usynliges skaber og opholder, og at der dog er tre personer af samme væsen og magt og lige evige, Fader, Søn og Helligånd. Og de bruger ordet "person" i den betydning, hvori kirkefædrene brugte det i denne sag: til at betegne ikke en del eller en egenskab i noget andet, men det, som består ved sig selv."-
Lige efter er det så, der kommer en række fordømmelser, som nogle i dag er flove ved - fordømmelser af kætterier, dvs. vranglære. - "De (Menighedernes hos os (protestanterne)) fordømmer alle kætterier, som er opstået imod denne artikel; -"
I listen over kætterier nævnes så også blandt andre "Muhammedanerne" (opkaldt efter profeten Muhammed).- Det er klar tale fra vor kirkefader Martin Luther, og hans hjælper Filip Melanchton.- Vel at mærke en klar tale, som alle, der er blevet præsteviet i Den evangelisk-lutherske kirke, som er den danske
Folkekirke, er forpligtet på.- Ved ordination eller præstevielse lægger Biskoppen ordinanden eller ordinanderne på sinde, at de "med evangeliets sandhed modstår al vildfarelse".- Og ordinanden eller ordinanderne siger "Ja!" til dette og giver Biskoppen hånd derpå. Forinden har den eller de, der skal ordineres, skrevet under på Præsteløftet, hvori den vordende præst lover, bl.a. : "at forkynde Guds Ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter (Bibelen) og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger" (Bekendelsen).- Længere fremme i Præsteløftet lover den vordende præst bl.a. også at "bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse;" - .
Dvs. at alle præster i Folkekirken såvel skriftligt som mundtligt har lovet at holde sig til Bibelen og Bekendelsen og modstå vildfarelse, bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse.-
I denne sammenhæng betyder det, at vi må fastholde og lægge vægt på Jesu guddommelighed, at Han er Guds Søn og er ét med Faderen, Han er i Faderen, og Faderen er i Ham, som Jesus selv siger i dagens Evangelium.- Den, der har set Jesus, har set Faderen.-
For det andet må vi fastholde og lægge vægt på vor tro på og bekendelse til Den Treenige Gud.- Det er ikke nok at tale om én Gud.- Vi tror på, som vi hørte fra CA, at "der er ét guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud: ------ og at der dog er tre personer af samme væsen og magt og lige evige, Fader, Søn og Helligånd." (CA 1).-
Vi må ikke, for at være i dialog med og holde fred med muslimerne, udglatte og nedtone de forskelle, der er.- Det bliver aldrig en sand samtale, hvis den bygger på fortielser og udeladelser.-
Vi må fastholde, at der kun er én frelsesvej, Jesus selv.- "Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig."- Sådan siger Jesus selv i dagens Evangelium.- Og ligeså klart lyder det til os i læsningen fra Apostlenes Gerninger, hvor Peter, efter at han sammen med Johannes har været i fængsel for at forkynde Evangeliet og i Jesu navn helbrede en syg mand, får frimodighed til at sige, fyldt af Helligånden: "der er ikke frelse i nogen anden (end i Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne), ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn (end Jesus-navnet - og det ikke som profet, men som Guds Søn, som den korsfæstede og opstandne) under himlen, som vi kan blive frelst ved."- (Acta 4).- Derfor hedder udfordringen i forhold til muslimerne ikke blot dialog og samtale og fredelig sameksistens.- Udfordringen hedder at forkynde Evangeliet for dem.- At Jesus ikke kun er en profet, men er Guds Søn - sand Gud, ét med Faderen, Han og Faderen er ét, Jesus er i Faderen, og Faderen er i Ham.-
Fordi der kun er frelse i Jesus, i Ham alene, svigter vi både os selv og muslimerne, hvis vi nedtoner de forskelle, der er mellem kristendom og islam.- Paulus siger i Romerbrevet, med henblik på sit eget folk, jøderne, - men det gælder også med henblik på muslimerne: "enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses."-
Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? - som der står skrevet: "Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!" (Evangelium).-" (Rom. 10,13-15).
Amen!