14. Thomas Erpenius
Ganske anderledes forstod man i Holland, - hvis borgere gennem den indbringende handel med For- og Bagindien havde fået øjnene op for nytten af kendskab til fremmede sprog, - at værdsætte orientalistikkens betydning. Holland havde dengang i Thomas Erpenius (van Erpe 1584 – 1624) en lærd, som var kaldet til – gennem sin arabiske grammatik – at stille den arabiske filologi på et solidt grundlag, og vidtskuende mænd, i hvis hænder forvaltningen af universitetet i Leiden lå, gav hammulighed for at udfolde sine talenter, idet de oprettede et professorat for orientalske sprog (udover hebræisk) for ham. Således vandt Nederlandene i kappestriden mellem de europæiske nationer den førende plads i næsten 200 år.
Thomas Erpenius (van Erpe), født 1584 i Gorkum, studerede teologi i Leyden. Scaliger rådede ham til at opdyrke arabisk, men han fandt hverken i Holland eller på en rejse til England – hvor William Bedwell (1562 – 1632), som én af de første, beskæftigede sig med arabisk – de rigtige hjælpe-midler. Først da han i begyndelsen af året 1609 tog til Paris, traf han på mænd, som virkeligt kunne hjælpe ham videre på dette - dengang - stadig meget ufremkommelige område. Ved pariseruniver-sitetet var Henrik IV’s hoflæge Stephanus Hubertus professor i arabisk, og han havde erhvervet sine sprogkundskaber i orienten. Blandt dem, som han havde indført i det arabiske, ragede kongens bibliotekar, Isaac Casaubonus (1559 – 1614), sin tids største græsk-kyndige op, og han var (ligesom sin ven og trosfælle Scaliger) en lærd med en encyclopædisk omfattende viden. Casaubonus fattede stor hengivenhed for den unge hollænder, hvis sprogbegavelse han hurtigt indså, og han tillod ham storsindet at benytte sine arabiske bøger og håndskrifter, såvel som de grammatiske og leksikalske optegnelser, som han besad; heriblandt var også arvestykker fra Hadrianus Guilielmus Flessingensis, en ung medicinstuderende fra Vlissingen, som var død i 1604, og som havde studeret meget arabisk, læst Avicenna og havde påbegyndt en oversættelse af Geographia Nubiensis [se ovenfor, kap. 13] sammen med Casaubonus, - samt desuden efterladt optegnelser til en arabisk grammatik. Men først og fremmest havde Erpenius i Paris lejlighed til at opøve arabisk konversation med en ægyptisk jakobit, Yusuf ibn abi Daqan (1) (Abudacnus, Joseph Barbatus). Han gjorde her så store fremskridt, at han allerede efter ni måneder, den 14.september 1609, kunne skrive et – om end ikke fejlfrit - arabisk brev til Bedwell (2). Men teologien var ham imidlertid så vigtig, at han for dens skyld forlod Paris i november 1609 og tog til Saumur i et år. Han var nu 25 år gammel, og selv om han som søn af en formuende familie levede i betryggede omstændigheder og ikke behøvede bekymre sig om fremtiden, så beskæftigede han sig dog meget med spørgsmålet om hvilket erhverv han skulle vælge. Forsagt og i tvivl om sine egne evner, ville han endda helt opgive sine arabiske studier; men så kæmpede han sig igennem til en beslutning om at forblive de arabiske studier tro (3). Han fordybede sig nu i de grammatiske traktater, som Hubertus og Casaubonus havde gjort tilgængelige (Agurrumiya, Kafiya, samt vel også Gurgani’s al-’awamil al-mi’a o.lign. skrifter [se ovenfor]) og søgte endvidere [hertil sproglige] belæg i koranen, som han havde i et håndskrift, som havde været i Hadrianus’ besiddelse (4), såvel som i Geographia Nubiensis og i salme- og evangelieoversættelserne. Med den fødte sprogforskers skarpe blik, overskuede han det arabiske sprogs formrigdom, forstod lovene for deres dannelse, og anede allerede, at forskelligheden mellem arabisk og hebræisk var lovmæssig og kunne forklares med faste regler for lydudvikling (5), han var opmærksom på forskellen mellem det klassiske skriftsprog og det almindelige dagligsprog og begyndte (på opfordring fra Casaubonus) på at sammenstille hovedreglerne i en metodisk ordnet grammatik. Snart efter afprøvede han sine fortolkningsevner på en tekst, som igen Casaubonus havde anbefalet ham at udgive: en anonym samling af 200 arabiske ordsprog, som de Fleurance, den senere opdrager for Ludvig XIII, havde erhvervet i Rom og havde videregivet til Casaubonus sammen med en latinsk oversættelse, som han havde ladet udfærdige af en maronit. Scaliger havde oversat og forklaret de første 176 ordsprog, men var død i 1609. Erpenius overtog så udgivelsen fra ham (6). Han indså, at håndskriftet stammede fra en uuddannet skriver, og ændrede [derfor] vokalisationen efter grammatikkernes regler og koranens mønster, - ganske vist uden altid at ramme det rigtige. Også på Scaligers oversættelse fandt han meget at forbedre (7); naturligvis var hans kundskaber og hjælpemidler ikke tilstrækkelige til overalt at forstå den sagligt svære og dertil dårligt overleverede tekst rigtigt. Men han går ikke uden om vanskelighederne og indrømmer klart, når et sted er forblevet ham uklart. Derfor er Proverbiorum Arabicorum Centuriae duae, ['Tohundrede arabiske ordsprog'] trods alle dens fejl og mangler, - somme sådanne, som man ikke ville lade selv en begynder slippe af sted med – en milepæl i de vesterlandske arabiske studiers historie: den første tekstudgave foranstaltet efter den filologiske metodes grundregler.
Fra Saumur vendte Erpenius i 1610 tilbage til Paris, men traf ikke længere Casaubonus, som efter mordet på Henrik IV var taget til London. For uforstyrret at kunne gøre sin udgave af de arabiske ordsprog klar til trykken, rejste han i sommeren 1611 til Conflans [i Pyrenæerne, ved Andorra]. Her førte tilfældet ham sammen med en marokkansk købmand, Ahmad ibn Qasim al-Andalusi (altså efterkommer efter en fra Spanien fordrevet maurer). Begærligt greb han muligheden for at komme i samtale med en muslim, og for hans skyld drog han atter nogle måneder til Paris. Ganske vist kunne han ikke længere lære noget grammatisk af denne marokkaner, snarere denne af ham, men han udvidede sit ordforråd betydeligt, efter at have vænnet sig til den marokkanske udtale. Men først og fremmest lærte han her, for første gang og ved personligt bekendtskab, den islamiske religiøsitets væsen at kende. Hans samtaler med marokkaneren overbeviste ham snart om, at islam ikke var så let at gendrive, som mange mente. Han forstod, at koranen ikke er det eneste grundlag, som islam hviler på, og at den i kristen polemik yndede anvendelse af enkelte koranvers, af muslimer enten blev besvaret med en tolkning fra deres egen koraneksegese (tafsir), eller med henvisning til en udtalelse, eller en handling af Muhammed (Sunna). Selv om han ikke kunne danne sig en forestilling om sunna’ens indhold og dens altoverskyggende betydning – han regnede den malikitiske lovbog al-Mudauwana dertil, - så anede han dog, at uden kendskab til den, var en diskussion med islam ikke mulig. (8)
Erpenius havde oprindeligt planlagt en rejse, som skulle føre ham til Italien og fra Venedig over Ragusa til Konstantinopel (9). Men nu nødvendiggjorde hans uventet lange ophold i Paris ham til at give afkald på så vidtgående planer (10). I marts 1612 var han i Venedig og i sommeren samme år igen tilbage hos sine forældre (11). Omkring denne tid omgikkes man i Leiden, hvor en af Raphelengius’ elever, Johannes Antonides, underviste i arabisk (12), med planer om at oprette et professorat i arabisk. Casaubonus forsømte ikke at gøre såvel Hugo Grotius (13) som Daniel Hensius opmærksom på Erpenius (14), som var langt den bedste ansøger. Således fik Erpenius i 1613 det professorat, som han skulle sidde i til sin tidlige død i 1624. I dette korte tidsrum udfoldede han som lærer og forsker en yderst livlig virksomhed, som har haft en langvarig og frugtbar indflydelse på de vestlige arabiske studier. Først udgav han – på det Raphelengius’ trykkeri, hvorpå, i samme år, den ældre Raphelengius’ (død 1597) arabiske ordbog udkom [se ovenfor, kap.13.] – sin arabiske grammatik (15), - den første metodiske fremstilling af det klassiske arabiske sprog, skrevet af en europæer. Den begynder med en ’orthographie’ (s. 1 – 41), hvor både skriftlæren incl. fx de forskellige måder at skrive arabisk på, talsystemerne (også det koptiske), og arabisk skrevet med hebræiske og med syriske bogstaver, gennemgås, - samt også spørgsmål vedrørende lydlæren, fx udtalen, assimilationsfænomener indenfor sætningerne, ja selv de vellydsregler, der gælder for koranrecitationen og de læsetegn de sædvanligvis betegnes med, kort omtales. Særlig grundig er gennemgangen af vokalbogstaverne ى و og ا [’, w, y, som også kan gælde for ’a’, ’u’, ’i’], som Erpenius pga deres fundamentale betydning for den grammatiske analyse behandlede endnu en gang separat i 1618 (16) (Erpenius var [dog] ikke klar over forskellen mellem konsonantteksten (som hviler på koranens dialekt), og så vokalisationen (som retter sig efter beduin-sproget)). )). I formlæren behandles verbaldannelsen (s. 43 – 119) incl. verba hamzata [udsagnsord, som begynder med ’ا’, alif, ’] og de svage verba (de quiescente Ain henh. de quiescente lam [’Om stumt Ain [ع, ’] henh. om stumt lam [ل, l]] og de dobbeltsvage verber (dupliciter imperfecta [dobbelt mangelfulde]) grundigt, i [afsnittet om] nominaldannelsen (s. 120 – 173) er bl.a. kasussystemet og dannelsen af ’brudt flertal’ (17) for første gang rigtigt fremstillet; derimod vies partiklerne (s. 174 – 183) og syntaksen (s.184 – 192) kun nogle få sider. Overalt er reglerne klart og præcist fremsat, eksemplerne valgt med omhu, og til stadighed tages der fornuftigt hensyn til læserens behov. Det stærkeste bevis på bogens værdi ses dog af det faktum, at den i tohundrede år ubestridt beherskede arabisk-undervisningen i vesten. Den blev genoptrykt igen og igen, uden væsentlige ændringer, kun med tilføjelse af allehånde læsestykker: 1636 af Anton Deusing, professor i medicin og matematik i Groningen (som [endnu] benyttede Erpenius’ egne forbedrende noter fra hans private eksemplar) (18),1656 af Golius (19), 1748 og 1767 af A. Schultens (20) (hvilket gav Reiske [se nedenfor,kap.24] anledning til en berettiget kritik), 1771 oversat af J. D. Michaelis til tysk (21). Først de Sacy’s [se kap.28 ] Grammaire Arabe ['Arabisk grammatik'] fra 1810 bragte et væsentligt fremskridt på dette område (22).
Efter grammatikken udgav Erpenius i 1614 de allerede nævnte 200 arabiske ordsprog, men efterhånden kunne nu Raphelengius’ trykkeri (hvor også denne udgave udkom) langt fra leve op til hans kvalitetskrav. Ansporet af Savary’s forbillede, hvad angår fonte, lod han derfor på egen bekostning skære en type, som i størrelse lå mellem de små bogstaver, som den mediceiske Avicenna-udgave var trykt med, og de store, hvormed evangelierne var trykte, og siden hen udgav han sine værker på eget forlag. Først lavede han en arabisk læsebog for begyndere og valgte hertil Luqman’s fabler, - en sen bearbejdelse af Æsops fabler på et meget ufuldkomment arabisk, stammende fra en ægyptisk kristen. Men Erpenius, som ikke havde læst nogen anden gammel tekst end koranen, mente deri at se en gammel oversættelse fra persisk, og selv om han nok fik mistanke om, at det måske drejede sig om en moderne bearbejdelse, holdt han dog fast ved at disse fablers stil og udtryksform var meget elegant (23). Hertil føjede han yderligere 100 arabiske ordsprog (24) og offentliggjorde begge tekster uvokaliseret (hans trykkeri havde i begyndelsen ingen læsetegn) og med en så vidt muligt ordret, dog ikke slavisk, latinsk oversættelse og korte anmærkninger (25). Ligesom grammatikken, som disse stykker fra og med Deusings udgave regelmæssigt blev trykt sammen med som læsestykker, har disse fabler og ordsprog hævdet sin stilling i arabiskundervisningen langt ind i det 19.århundrede (26). I [hele] denne tid var det i denne form at arabisk trådte dem, som beskæftigede sig med det, i møde: I Luqmans fablers noget ejendommelige sprog, med deres vulgære ordformer og udtryk, deres mangel på kongruens i det klassiske sprogs forstand og deres grove forsyndelser mod kasus- og modussyntaksen. Den som gjorde sine første forsøg på oversættelse ud fra disse tekster, fandt ingen vej herfra til den så ganske anderledes ånd, som hviler over den ægte ’Arabiya [den klassiske arabiske sprogform]. Forståelsen af det klassiske sprog og en indsigt i de enkelte stadier i dets historie trængte man under disse omstændigheder meget langsommere frem til, end man – efter at mange klassiske tekster efterhånden var blevet kendt - skulle have forventet. Hvad der i andre filologiske fag er et selvfølgeligt krav: at netop begyndere kun får sprogligt fuldkomment fejlfrie tekster i hænde, så de kan udvikle en sund sprogfornemmelse, følges den dag i dag ikke altid i de arabiske studier.
Erpenius fortsatte rækken af lærebøger bestemt for studerende, idet han i 1617 udgav Josef-suraen [sura 12, med 111 vers, ca. 8 sider], fuldt vokaliseret (hans trykkeri havde nu de nødvendige typer hertil) (27). Altid med tanke for hvad undervisningen krævede, forsømte Erpenius intet middel, som kunne lette den studerende benyttelsen af teksten. Han forudskikker en knap fremstilling af skriftlæren, han sætter – som man gjorde dengang – det tilsvarende latinske ord over hvert af de arabiske, - og da dette næppe hjælper til at give teksten mening, sætter han en mere fri oversættelse til latin i margin, og gentager endelig, for at vise hvor stort fremskridt videnskaben har gjort, den latinske oversættelse af Josefsuraen fra den gamle oversættelse af Robertus Ketenensis [se kap. 2], udgivet af Bibliander (28). Hertil føjer han endelig 60 sider sproglige og grammatiske forklaringer og til sidst også den 1.sura oplyst og oversat på samme måde. Værdien af denne udgave, som for første gang i vesten offentliggjorde og bearbejdede en større sura, må sættes så meget højere, som koranhåndskrifter endnu gennem hele det 17.århundrede var meget sjældne i Europa, - og den dag i dag har Josefsuraen ikke mistet sin yndest som indføringstekst i koranlæsning.
Endnu samme år udgav Erpenius også en udgave af Agurrumiya [en arab.grammatik, - se kap.13] samt Gurganis traktat om de ’100 Herskere’ i gennemvokaliseret tekst med oversættelse og kommentar (29). Af Agurrumiya var der allerede udkommet en uvokaliseret udgave i Rom, og Kirsten [se kap.13] havde i 3.bog af sin grammatik genoptrykt denne romerske tekst og forsynet den med en yderst mangelfuld og næsten uforståelig latinsk oversættelse, - men først Erpenius trængte dybere ind i forståelsen af den arabiske nationalgrammatik, og han fik, ved hjælp af fire håndskrifter, trykt en bedre tekst samt - gennem en læselig oversættelse og forklarende anmærkninger - banet vej for forståelse af teksten. De store vanskeligheder, som den arabiske grammatiske terminologi giver enhver vesterlandsk oversætter, søgte han at overvinde ved så vidt muligt at vælge de tilsvarende fagudtryk fra den latinske grammatik (i’rab declinatio, mu’arrab declinabilis, haraka vocalis, mudari’ futurum, madi praeteritum, amr imperativus, masdar infinitivus etc), eller, hvor dette ikke var muligt, da at oversætte til latin (istitna’ exceptio, tamyiz discretio, hal status, zarf comprehensio, mubtada’ inchoatum, habar socius etc.); kun vokaltegnenes navne (fatha, kesra, damma) og bøjningsendelserne (rafa, nasba, chafda, gjezma) bibeholdt han og han dannede endda verber hertil, som rafare, nasabare, chafdare, gjezmare for ’at sætte i raf (nominativ henh. indikativ etc.)’, såvel som navneordet nunatio for tanwin. (30) Fordi han således overtog mange arabiske fagudtryk har mange kritikere bebrejdet ham, at han har arabiseret den grammatiske videnskab; andre gik endda endnu videre og modsatte sig helt at beskæftige sig med de indfødte grammatikere. Men man overså derved, at den arabiske nationalgrammatik indtager en central stilling i den islamiske dannelse. Dens ånd gennemtrænger hele den filosofisk-eksegetiske litteratur og er i den skønlitterære litteratur endnu meget mærkbar, - og når som helst en araber priser sit sprogs skønhed eller anslår et filologisk tema, så sker det med udtryk, som er præget af de arabiske nationale grammatikere. Uden kendskab til dens terminologi er hverken de nationale arabiske ordbøger eller scholierne [noterne] til digtsamlingerne, hverken kommentarerne til koranen eller til de kanoniske samlinger, hverken Gahiz eller Hariri forståelige. At Erpenius har vist vejen til de nationale arabiske grammatikere, står derfor som én af hans uforgængelige fortjenester.
Det var overvejende interesser af sproglig art, som havde ført Erpenius til de islamiske kilder. Selv koranen værdsatte han fortrinsvis som et sprogligt fænomen. Tråde, som førte fra [koranens] indhold til den rabbinske litteratur, undgik ganske vist ikke hans opmærksomhed, og et øjeblik var han fristet til at forfølge dem (31); men så vandt teologen, som ikke kunne se andet i koranen, end en travesti af bibelen (32), i ham igen overhånd. Han delte fuldt ud den dengang i vesten almindeligt herskende modvilje mod den arabiske profet, i hvem man så en bedrager, - og imod hans lære, som forekom usmagelig og latterlig. Så meget stærkere følte han sig tiltrukket af tekster, nemlig de orientalske bibelversioner [bibeloversættelser], hvorfra han forventede en dybere og rigtigere forståelse af ’Guds Ord’. Intet beviser bedre hans levende engagement i opgaverne vedr. philologia sacra [den sprogforskning, som angår den sproglige forståelse af bibelen] end hans storslåede plan om at offentliggøre det nye testamente og dets versioner i en stor polyglot (33). Den skulle indeholde den græske originaltekst efter Stephanus’ udgave, med kritisk apparat, samt Arias Montanus’ forbedrede latinske interlineære oversættelse, såvel som den syriske version, med Fabricius’ interlineære oversættelse (34), den arabiske og den ætiopiske version, begge med latinsk oversættelse, - Itala, Vulgata og de nyere latinske oversættelser af Erasmus, Pagnius, Zürcheroversættelsen, Castellios og Beza’s, endelig sproglige og saglige [realia-] kommentarer fra den eksegetiske litteratur til hvert vers. Dette projekt kom ganske vist ikke til udførelse, men Erpenius udgav i 1616, efter et manuskript skrevet i Johannesklosteret i Theben i 1342, og som Scaliger havde skænket biblioteket i Leyden, det arabiske nye testamente (35). Han nøjedes med at aftrykke den uvokaliserede tekst, hvis vulgarismer han lod stå, og han afstod også fra at ledsage den med en oversættelse eller kommentar. Samme fremgangsmåde benyttede han 6 år senere, da han – efter et andet af Scaliger’s håndskrifter (36) (og lidt generende: med arabiske i.st.f. hebræiske bogstaver (37)) - udgav en version af de 5 mosebøger (den såkaldte ’Arabs Erpenii’), udfærdiget af en marokkansk jøde i det 13.århundrede; her opregnede han dog i fortalen denne versions sproglige særegenheder (skødesløsheden overfor den klassiske modus- og kasus-syntax, dannelsen af 1.sg.impf med n-, i.st.f. med ’ (alif), indsættelsen af hankøn, i.st.f. hunkøn i 3.pl.impf, samt i suffixer, talordskonstruktioner fra hverdagssproget, anvendelsen af alladi [’de som’] i alle tal og kasus og endog, som i hebræisk, aser i.st.f. an [relativ-mærke], særheder i gloser og endelig: vulgærsproglige lydforvekslinger), - og gav dermed, for første gang, en beskrivelse af den maghribinske [’vestarabiske’] dialekt.
Udover at varetage arbejdet som professor i hebræisk, fra 1620, og udover at udgive en hebræisk grammatik (1621) såvel som Samuelsbøgerne i originaltekst med oversættelse, fortjener det i denne sammenhæng at nævnes, at Erpenius [også] var ansvarlig for den anonyme udgivelse i 1624 af Arcanum punctationis revelatum [’Vokaliseringens hemmelighed afsløret’]. Dette skrift kom til at spille en stor rolle i de dogmatiske stridigheder om verbalinspirationen (38), for i dette skrift påviste forfatteren, en reformert teolog ved navn Ludovicus Cappellus (Cappel, 1585-1658) på ny – det var Luther og hans samtidige velbekendt, men var atter gået i glemmebogen – det faktum, at den hebræiske vokalisation var yngre end konsonantteksten (39).
Selv om Erpenius ikke havde nogen sympati for islam som religion, havde han dog en levende interesse for dens politiske historie, som man på den tid endnu kun vidst ganske lidt om i Europa. For at orientere sig i disse emner, lånte han i 1613 – sammen med Abu’l Fida’s geografi (Taqwim al-buldan [’Oversigt over landene’] (40) – fra Heidelbergs bibliotek det eneste arabiske håndskrift med historisk indhold som Postel havde medbragt fra orienten (41), [nemlig] anden del af kopteren al-Makin’s (Georgius Ibn al-’Amid, død 672/1273) verdenskrønike, hvor begivenhederne fra Muhammed indtil året 658/1260 behandles. At forstå dette sløsede manuskript, som ofte mangler de diakritiske punkter, stillede de største fordringer til Erpenius’ evner til at ane meninger, [men] ved hjælp af Mirchonds persiske verdenshistorie og den såkaldte tyrkiske Tabari – en oversættelse af den af Bal’ami foranstaltede persiske bearbejdelse af Annalerne (42) - samt af [ovennævnte] Abu’l-Fida’s Geografi [Taqwim], søgte han at fastslå den rigtige skrivemåde for de talrige egennavne. Med de daværende utilstrækkelige hjælpemidler og forskningens daværende stade, var det ham dog umuligt at etablere en fejlfri tekst. Formodentlig for at så mange års arbejde ikke skulle være spildt, besluttede han sig dog til sidst for at udgive teksten med en latinsk oversættelse - og da pesten fældede ham betroede han kort før sin død opgaven til sin elev og efterfølger Jacobus Golius, som udførte den vanskelige opgave med pietet. Således udkom i 1625 den posthume udgave, som dog kun nåede til året 512/1118 (43). Da krøniken, som er skrevet i østen, kun sjældent berører de begivenheder som fandt sted i Spanien, er Don Rodrigo Jimenez de Rada’s (1170 – 1247) Historia Arabum ['Arabernes historie'] tilføjet, - som begynder med en biografi om Muhammed, men som allerede i fremstillingen af Ummayadetiden særligt beskæftiger sig med kampene i vesten, derefter skildrer kalifatet i Cordoba og slutter med et udsyn over almoravidernes historie. Forordet er skrevet af Golius og er en apologi for en udgave, hvis mangler han undskylder med de triste omstændigheder, under hvilke det er blevet til, - hvilke mangler han fandt så omfattende, at han senere endog ytrede, at det havde været bedre, hvis en udgave som hvilede på et så ringe håndskriftligt grundlag, slet ikke var udkommet (44). Men netop som Golius skrev disse vrantne ord, belønnede resultaterne hans lærers vovemod, hvis Makin [altså dette historieværk], om end den var nok så mangelfuld i enkelthederne, så dog som helhed var en betydelig præstation, som gennembrød endnu en mur mellem vesten og østen: hans latinske oversættelse, som også blev trykt separat (45) og som allerede det følgende år skal være blevet fulgt af en engelsk oversættelse (46), samt P. Vattiers franske oversættelse fra 1657 (47) som [også] beror på hans udgave, har for første gang givet vide kredse i vesten et overblik over den islamiske historie fra dens begyndelse til korstogstiden og gjort dem fortrolige med den hidtil næsten ukendte blomstringstid under kalifatet i Bagdad i en fremstilling som gik tilbage til Tabari.
15. Arabiske studier i Frankrig og Italien fra 1620 til 1650
Erpernius’ præstationer havde givet Nederlandene et så gevaldigt forspring på de arabiske studiers område, at de andre europæiske nationer, som [ønskede at] fremme de samme studier, først måtte forsøge at fuldkommengøre deres videnskabelige udrustning, før de igen tiltrådte kappestriden. Som følge heraf mærkede man snart alle steder hvor man beskæftigede sig seriøst med studiet af det arabiske sprog, indflydelsen af de impulser som udgik fra Erpenius. Det var næppe uden hans grammatik som forbillede til efterligning, at maroniterne Gabriel Sionita og Joannes Hesronita i Paris, som vi tidligere har mødt i følge med Savary de Brèves [se kap.13]), af denne sidste havde fået til opgave at skrive en arabisk grammatik. Af de fem bøger som værket (sikkert efter Erpenius’ mønster) var beregnet til at skulle omfatte, udkom i 1616 den første bog, tilegnet kardinal J. du Perron og parlamentspræsidenten J. de Thou: en 48 sider lang fremstilling af skriftlæren, trykt med Savary’s fonte (48), - men så gik forehavendet i stå, og man benyttede Erpenius’ grammatik, af hvis forkortede udgave man i året 1638 havde lavet et optryk, - igen med Savary’s typer, og vel under Sionita’s tilsyn (49). Herefter skulle de to maroniter, på du Perrons og de Thous foranledning (Savary trak sig tilbage til privatlivet i 1618) oversætte arabiske og chaldæiske værker til latin, og begyndte – på Thous tilskyndelse (som heri fulgte et tidligere forslag af Scaliger) – med oversættelsen af et udtog af Idrisi’s Rogerbog, som i 1619 udkom under titlen Geographia Nubiensis (50) [se kap. 13]; som tillæg fulgte en kort traktat af de to oversættere ’De nonnullis orientalium urbibus nec non indigenarum religione ac moribus’ [’Om en del orientalske byer og samt de indfødtes religion og sæder’], hvori allehånde oplysninger – fra sene kilder – om lande og indbyggere i østen, deres klædedragt, mad og drikke, deres sprog og litteratur, såvel som om den islamiske religion, dens regler og dogmer er sammenstillet. Men derefter gik også dette projekt i stå. Blandt franskmændene selv fandtes der dengang knap nogen som kunne arabisk. Godt kendskab til sproget havde fx den franske chargé d’affaires i Ægypten, André du Ryer. Han var den første, som oversatte koranen til fransk, ledsaget af en Sommaire de la religion des Turques [’Oversigt over tyrkernes religion’]. Hans ikke særlig præcise oversættelse udkom første gang i 1647; da den blev meget efterspurgt udkom den i mange udgaver og genoptryk, indtil den blev fortrængt af Savary’s oversættelse. Desuden blev den allerede i 1649 oversat til engelsk af Al. Ross, og i 1658 til hollandsk af J.H.Glazemaker. Fra denne hollandske version er den tyske oversættelse afledt, som findes i Happels Thesaurus Exoticorum [’Eksotiske Skatte’], udkommet i Hamborg i 1688. I Paris selv fungerede Pierre Duval som kongens tolk. Hvor dilettantisk han gik til værks, viser hans Dictionarium Latino-Arabicum Davidis regis [’Kong Davids Latinsk-Arabiske Leksikon’] (51) fra 1632, som er en alfabetisk fortegnelse over alle sætninger i den latinske oversættelse, hvormed Victor Scialach og Gabriel Sionita ledsagede den arabiske udgave af Davids Salmer, som de udgav i 1614. Duval så i dette register et hjælpemiddel til brug for mundtligt og skriftligt arabisk, og viste ved to øvelseseksempler, sammensat af salme-floskler, hvorledes han tænkte sig denne kuriøse ordbog anvendt. Da kardinal Richelieu nogle få år senere – [helt] på linie med den traditionelle franske orientpolitik – skrev en katekismus til brug for orientalske kristne, måtte en kapucinerpater i Bagdad, Juste de Beauvais, sørge for oversættelsen af den franske original til arabisk. Da denne oversættelse skulle trykkes i Paris, var man igen henvist til Sionita og en anden maronit, over hvis skødesløshed der klages jammerligt i forordet til bogen, da den endelig udkom i 1640 (52). Sionitas medvirken viste sig også uundværlig ved det store projekt med Pariser Polyglotten, hvis 10 bind udkom i 1645; han aftrykte den arabiske bibelversion efter et håndskrift, som Savary havde erhvervet i Kairo i 1606 (53) og vedføjede en latinsk oversættelse. Han sørgede endvidere for den syriske version i originaltekst og oversættelse. Først i 1640 lykkedes det at hente en af Sionitas yngre landsmænd, maroniten Abraham Ecchellensis (al-Haqlani, 1604 - 1665) (54), som var tolk for paven og lektor i arabisk og syrisk i Rom, til Paris (55). Han var her fra 1640 til 1641 og igen fra 1645 til 1653, gjorde tjeneste som tolk for kongen og underviste i arabisk og syrisk på universitetet. 1641 udgav han et uddrag af Maqasid hikmat falasifat al’Arab [ca.: ’Målsætninger i de arabiske filosoffers visdom’] af Qadi-Mir Husain al-Maibudi, under titlen Synopsis propositorum sapientiae arabum phjilosophorum [’Sammenstilling af temaer fra de arabiske filosoffers visdom’] (56). I 1646 udkom hans ordrette – næsten uforståeligt ordrette – oversættelse af Zarnuji’s Ta’lim al-muta’allim [’De lærdes undervisning’] (57) og hans bog om Antonius den store (58), som ligeledes var skrevet ud fra arabiske kilder. 1651 fortsatte han med den arabiske tekst til en ganske kortfattet verdenskrønike – indtil året 1259 – af kopteren Ibn ar-Rahib (59). Efter at han havde forladt Paris, fortsatte han sit mangesidige skriftlige virke: sammen med matematikeren Borelli udgav han V. – VII. bog af Apollonius af Perga’s Conica [’Om kegler, keglesnit’], som kun findes på arabisk [de første fire bøger findes på græsk, VIII.bog er tabt] samt Archimedes’ Lemmata [om plangeometri] i latinsk oversættelse (60). Også den syriske filologi kan takke ham for nogle bidrag. Men først og fremmest lod han sit forfatterskab tjene den romerske kirkes unionsbestræbelser og forfattede, sammen med Leo Allatius (Leone Allacci) en Concordantia nationum orientalium in fidei Catholicae dogmatibus [’De orientalske kirkers overensstemmelse(r) med den katolske tros dogmer’]. Ligeledes forsvarede han Roms kirkeretslige anskuelser og vendte sig polemisk mod den fremstilling af den gamle kirkehistorie, som englænderen John Selden og schweitzeren J. H. Hottinger havde givet (61).
Også i Rom, hvor man først og fremmest studerede arabisk med henblik på unionsbestræbel-serne, udfoldede man her fra 20’erne og fremefter en stærk litterær virksomhed, - som ganske vist helt igennem udfoldede sig inden for den arabiske nationalgrammatiks traditionelle rammer. I 1620 offentliggjorde minoritten Franciscus Martelottus, på Paul V.’s befaling, sin omfangsrige Institutiones linguae Arabicae (62) [’Grundbegreber af det arabiske sprog’] og behandlede heri, for første gang, syntaksen indgående. Denne fremstilling fulgte de Sacy (63)[(1758 – 1838), se kap.28], da han – udover at fremstille syntaksen efter europæisk mønster – også ville beskrive den efter de arabiske grammatikeres system. Fire år senere fulgte, under samme titel, en noget svag sammenfatning, som den syriske jesuit Petrus Metoscita havde skrevet sammen fra nationalarabiske grammatikker. (64) I 1631 udgav minoriten Thomas Obicinus a Novaria (Tommaso Obicini, død 1633) for fjerde gang Agurrumiya [se kap.13], med en god latinsk oversættelse og udførlige anmærkninger (65). Thomas Obicinus havde tilbragt ti år i orienten, og varetaget Forløserkirken i Jerusalem fra 1614 eller 1615, og var så blevet lektor i orientalske sprog ved klosteret S.Pietro in Montorio i Rom (66). Desuden oversatte han (på nær de sidste tre kapitler) en arabisk-syrisk ordfortegnelse ordnet efter emner, Kitab at-targuman fi ta’lim lugat as-Suryan [’Tolkens bog, ved undervisning i det syriske sprog’] af nestorianeren Elias Bar Sinaya (67) til latin, dog ret mangelfuldt; tekst og oversættelse blev først udgivet efter hans død, – og uden at nævne den syriske forfatter, – i året 1636, af hans elev og efterfølger Dominicus Germanus de Silesia (1588-1670) (68) under den misvisende titel Thesaurus Arabico-Syro-Latinus (69) [’Arabisk-Syrisk-Latinsk ordsamling’]. [Samme] Germanus de Silesia var ved et fireårigt ophold i østen blevet overbevist om, at en missionær først og fremmest måtte kende til folkesproget, og han offentliggjorde i øvrigt samme år sit eget værk Fabrica overo Dittionario della lingua volgare arabica et Italiana (70) [’Redskab eller Ordbog over det arabiske og italienske dagligsprog’], som trods titlen ikke er en ordbog men en temmelig værdiløs indføring i det vulgærarabiske sprog, - og lod et lige så ubetydeligt italiensk-latinsk-arabisk vokabular, Fabrica linguae Arabicae (71) [’Redskab i det arabiske sprog’], følge i 1639. Senere, da han virkede som missionær i Persien, studerede han persisk og tyrkisk og skrev en Introductorium practicum in linguas Arabicam, Persicam, Turcicam [’Praktisk indføring i det arabiske, persiske og tyrkiske sprog’], som ligesom de fleste andre af hans værker (72) ikke er udkommet på tryk (73). Også hans storværk, en kommenteret oversættelse af koranen til latin, som han udførte blandt de rige håndskriftsamlinger i biblioteket på Escorial efter sin hjemkomst fra østen (efter 1650), er aldrig blevet trykt og den blev nogle få årtier senere i den grad stillet i skyggen af Lodovico Maracci’s (74) – det 17.århundredes største arabisk-kyndige [se kap.20] – koranoversættelse, som var ledsaget af en udførlig gendrivelse [af dens lærdomme], at forgængerens værk snart blev glemt fuldstændigt (75).
Endnu medens Germanus de Silesia var lektor i arabisk i Rom, udgav hans ordens generalprokurator Filippo Guadagnoli en ny arabisk grammatik under titlen Breves arabicae linguae institutiones (1642) [’Kortfattet grundrids af det arabiske sprog’], som bestræbte sig på fuldkommenhed og – gennem optagelsen af Hazragiya - også omfattede metrikken (76) [læren om versemål]. Allerede 8 år senere foranledigede de mange vanskeligheder, som opstod for indlæringen af arabisk pga modsætningen mellem skrift- og talesprog, at en anden minorit, Antonius ab Aquila, påny behandlede den arabiske grammatik, og ([ganske vist] på helt utilstrækkelig måde) forsøgte at fremstille det skriftlige og det talte arabisk parallelt (77). Antonius ab Aquila var efter 10 års missionsarbejde i Østen blevet lektor i arabisk ved sin ordens kollegium i Rom.
Medens det arbejde, som i Italien blev gjort med den arabiske grammatik mellem 1620 og 1650, [således] ikke bragte noget væsentligt fremskridt i den videnskabelige erkendelse, var der i samme tidsrum en anden italiener, Antonius Giggeius, som med større udbytte dyrkede den arabiske leksikografi. Hans Thesaurus linguae Arabicae [’Ordbog over det arabiske sprog’], som - på kardinal Federigo Borromei’s bekostning - i 1632 blev trykt i Milano i 4 folianter (78), er ifølge Golius’ [se kap.16] opgivelser (79) i hovedsagen bygget op over Firuzabadi’s Qamus [’Ordbog’] (80)og [Giggeius] gjorde [dermed] for første gang vesten bekendt med indholdet af en stor nationalarabisk ordbog. Men den blev allerede tyve år senere overgået af Golius’ Lexicon Arabico-Latinum, hvis fortrin beviser, at også på den arabiske leksikografis område, var den hollandske skoles udgivelser ikke lette at overgå.
16. Jacobus Golius
Jacobus Golius (1596 - 1667) (81) havde drevet meget omfattende studier i Leiden, havde set sig om indenfor teologi og filosofi, medicin og matematik, men var så blevet vundet af Erpenius for de arabiske studier, og medens hans lærer aldrig havde set Orienten med egne øjne, så blev det ham i 1622 forundt at ledsage en gesandt som på generalstaternes vegne skulle rejse til Marokko. Det ser ud til, at han opholdt sig i længere tid ved atlanterhavskysten, i havnebyen Safi, som dengang var hovedomlagringsplads for den marokkanske udenrigshandel. Her øvede han sig i brugen af arabisk, studerede landets ældre historie i Ibn abi Zar’’s krønike og samlede arabiske håndskrifter. På et tip fra Erpenius samlede han oplysninger om de lokale navne på allehånde lokale produkter, - hvor han [jo] så også varetog sit fædrelands handelsinteresser. I 1624 vendte han tilbage til Leiden og blev, da Erpenius døde samme år, udnævnt til professor i arabisk, - men allerede efter et år bevilgede universitetets kuratorer ham forstående og storsindet orlov til en ny rejse i Østen og de stillede betydelige pengemidler til hans rådighed til indkøb af håndskrifter. Halvandet år opholdt han sig i Aleppo, besøgte Antiochia og andre syriske byer, ledsagede de tyrkiske tropper på deres fremmarch mod perserne (Bagdad var fra 1623 på persiske hænder) lige til Mesopotamien, rejste gennem Lilleasien til Konstantinopel og vendte derfra tilbage til Leiden, hvortil han ankom i foråret 1629 efter mere end fire års fravær. Ved siden af professoratet i arabisk blev han også overdraget professoratet i matematik, et dobbelthverv som han forvaltede til sin død i 1667.
De omkring 250 håndskrifter som han medbragte fra sine rejser, (for det meste til Leidener biblioteket, hvor de stadig opbevares), indeholdt talrige arabiske litterære værker, som dengang ikke var kendte i Europa, end ikke af navn. Denne [ganske vist] lille, men med håndelag og sagkundskab sammenstillede samling, blev begyndelsen til - samt kernen i - den senere så berømte orientalske afdeling i Leidenerbiblioteket, som tidligere hverken talmæssigt eller indholdsmæssigt havde været særlig bemærkelsesværdigt. Dens navnkundighed øgedes betydeligt, da [det såkaldte] Legatum Warnerianum nogle få årtier senere (før 1669) kom til, - næsten 1000 bind med orientalske håndskrifter, testamenteret til biblioteket af Levinus Warner (82), en elev af Golius, som fra 1644 havde boet i Konstantinopel og fra 1655 havde været gesandt for generalstaterne ved den Høje Port. De rige bogskatte, som gjorde Leiden til et Mekka for alle vesterlandske arabiskkyndige, lagde et solidt fundament for Golius’ arbejde. Det viser sig allerede i den arabiske læsebog Sadrat al-adab min kalam al-’Arab (83) [’Brudstykker af litteraturen i det arabiske sprog’], som han i 1629 – uden at nævne sig selv som udgiver – lod udkomme på det Elzevirske trykkeri (som nemlig havde erhvervet sig Erpenius’ arabiske fonte (84)). Den indeholder, først, i fuldt vokaliseret sats, et udvalg af 165 bevingede ord som gik under navnet Ali [som ophavsmand]. Dernæst, som det første i vesten trykte eksempel på arabisk digtekunst, det vidtberømte Lamiyat al-’Agam (85) [’Den fremmedes Sang’, 11./12.årh] af Tughra’i, så en hutba [tale] af Ibn Sina, uvokaliseret, og til sidst – for at undgå tomme sider – et par, ligeledes uvokaliserede, vers. Selv om samtlige disse tekster er fra den efter-klassiske tid, så er de dog skrevet i korrekt sprog. Også da han lod Erpenius’ grammatik genoptrykke i 1656, optog han blandt tekstbilagene sura 31 og 61, endvidere Hariris første makame (86) og et digt af Abu’l-’Ala’ al-Ma’arri. Ganske vist udelod han ikke Luqmans fabler og de 200 ordsprog, trods deres dårlige sprog, og han indlemmede også, til glæde for de som fandt behag i kristen-arabisk litteratur, en juleprædiken af den nestorianske patriark Elias III Abu Halim al-Haditi (død 1190); men afgørende blev dog, at de studerende nu blev gjort bekendt med de store mestre i det arabiske sprog og at den arabiske litteratur nu trådte indenfor synskredsen med nogle af sine betydeligste repræsentanter. Golius selv sørgede i 1636 for en ikke helt fejlfri tekstudgave af ’Aga’ib al-maqdur [’Skæbnens forunderligheder’, 15.årh.] af Ibn ’Arabsah, en satirisk levnedsskildring af den store erobrer Timur (87), og gjorde dermed for første gang vesterlandet bekendt med et (pga. emnet) fængslende mønstereksempel på arabisk rimprosa og den retoriske forsirede stil, som er så kendetegnende for den ltterære smag i Østen. Et andet værk, hvis tekst han beskæftigede sig med i årevis, var de ’Tredive Kapitler’ af Fargani [9.årh.], som for længst var kendt gennem latinske oversættelser og meget udbredt som en kortfattet lærebog i astronomi. Golius’ udgave kom dog først to år efter hans død (88), med latinsk oversættelse og noter, som imidlertid slutter allerede i det 9.kapitel (s.38.4 i den arabiske tekst).
Men Golius’ hovedværk er dog hans Lexicon Arabico-Latinum (89). Først og fremmest i de håndskrifter han selv havde hjembragt fra orienten havde han fremragende hjælpemidler til rådighed for dette arbejde. Vigtigst var de store arabiske nationalordbøger: Gauhari’s Sahah [’Orthografien’] og Firuzabadi’s Qamus [’Ordbog’], derefter Zamahsari’s Asas al-balaga [’Fundament for veltalenheden’], hvor der tages særligt hensyn til metaforiske, overførte, betydninger af ordene; så den – på europæisk vis – alfabetisk ordnede Mugmil al-luga [’Sammenfatning om sproget’] af ibn Faris, og Gawaliqi’s fremmedordbog (mu’arrab) [’Arabiserede [ord]’]; hertil kom nogle arabisk-persiske ordbøger (til dels fra privatejede håndskrifter): Ibn Ma’ruf’s Kanz al-luga [’Sprogskat’] og to værker af Maidani[11./12.årh.], som kun behandler nominerne (Kitab as-Sami fi’l-asami og adillat al-asma’ [’(?)’ og ’Samling af navneord’]); endvidere en arabisk-tyrkisk ordfortegnelse (Mirgat al-luga [’Sprogstige’]). Foruden disse ordbøger kunne han også benytte nogle alfabetisk ordnede værker fra andre fagområder, heriblandt Yaquts geografiske ordbog, Ibn Baitars værk om de simple lægemidler og Damiri’s bog om dyrene. I modsætning til Giggeius, som havde holdt sig til Qamus [se kap.15 slutn.] brugte Golius den firehundrede år ældre og af de indfødte sprogforskere langt mere anerkendte Sahah af Gauhari som grundlag for sin ordbog, men trak – ved oversættelsen af Gauharis forklaringer – også på Firuzabadi, Zamahsari og andre arabiske forfattere, samt konsulterede, hvis det ikke hjalp, tillige de persiske og tyrkiske oversættere. Trods alt dette var der alligevel tilstrækkeligt med tilfælde tilbage, hvor han var henvist til sin egen dømmekraft og måtte nøjes med et foreløbigt oversættelsesforsøg. Nu og da supplerede han det materiale han fandt i de nationale ordbøger med nogle frugter af sin egen meget vidtstrakte læsning [af arabisk litteratur]. [Golius’ arabiske belæsthed] kan man få et indtryk af gennem den liste over forkortelser, som står efter fortalen: man møder her Zamahsaris og Baidawis korankommentarer, Qazwinis naturhistorie, Ibn Hallikans biografier, Mas’udis Murug ad-dahab [’Gyldne enge’], Mutanabbis Diwan [digtsamling] og mangt et andet værk fra den arabiske litteratur. Derudover nævnes også andre leksikalske hjælpemidler, som han kun lejlighedsvis har tyet til, som Zamahsaris Muqaddimat al-adab [’Litterære indledninger’] (efter et håndskrift, som Adam Olearius (90) havde medbragt fra Persien og overladt til Golius), Ahtaris arabisk-tyrkiske ordbog, Bar ’Alis syrisk-arabiske leksikon og flere persisk-tyrkiske ordbøger. Enkelte steder påberåber Golius sig også det levende, talte, sprog, som han havde lært at kende i Asien og Afrika. For alle de betydninger som han anfører, angiver han kilden, og hvert belæg angives med signatur; naturligvis er ’Ca’ [fork. for ’Camus’, Firuzabadi’s ’Qamus’] og Gi [fork.for ’Geiuhari’, Gauhari’s ’Sahah’] så langt de hyppigste. Golius lagde vægt på en overskuelig ordning af det samlede stof, - som i de nationale ordbøger for det meste lader meget tilbage at ønske. Indenfor hver rod [’opslag’ af de tre konsonanter, radikaler, se efterskriftet] står (fra side 232) stamformerne først, dernæst følger de nominale afledninger, hvor de korteste kommer først og dernæst de længere i rækkefølge efter deres præ- og suffikser. Til slut [i værket] følger ikke mindre end 74 foliosider, hvor ikke blot enkelte ord, men også rødder, som Gauhari har overset, eller udeladt som værende uklassiske, er noteret.
Golius’ ordbog blev en overordentlig stor succes. I næsten tohundrede år hentede europæiske lærde dér deres kendskab til det klassisk-arabiske ordforråd, indtil den blev fortrængt af Freytags leksikon [se kap.30]. Ganske vist hviler også denne [sidste] på de nationale arabiske leksikografers resultater, betyder altså metodisk ikke noget fremskridt i forhold til Golius. Et arabisk leksikon, som hviler [direkte] på teksterne selv, er den dag i dag en af de mest påtrængende opgaver for de europæiske studier af arabisk.
17. Samuel Bochartus
Gennem Golius’ arbejde var et betragteligt stykke islamisk litteratur på arabisk kommet indenfor vesterlandets synsfelt, og selv om kristne missionsforventninger ikke lå ham fjernt – han beskriver i forordet sit leksikon som en tolk, som skal formidle det bedste, som den arabisktalende verden besidder, til de kristne folk og omvendt bringe evangeliets lys til dem – så gjaldt hans eget arbejde dog i det væsentlige muslimske forfattere. Det var begribeligt, at fortolkere af det gamle testamente, hvis arbejde ofte fandt uoverstigelige hindringer for deres arbejde i og med det ringe omfang af det gamle testamentes skrifter og det deri indeholdte hebræiske ordforråd, foretog en seriøs undersøgelse af i hvilket omfang de kunne forvente hjælp fra det arabiske sprog og dets litteratur, som nu kom indenfor deres synsvidde [den såkaldte philologie sacra¸ den hellige filologi]. Ganske vist var der for [tekst]kritikken intet at hente i de arabiske bibeloversættelser [da de er meget sene], og kun lidet mere for fortolkningen. Derimod kunne det overordentlig omfangsrige arabiske ordforråd – i forsigtige fortolkeres hænder – vise sig som et nyttigt korrektiv, pga. det sproglige slægtskab mellem hebræisk og arabisk. Men først og fremmest måtte bibelfortolkere kunne forvente belæring fra de rige skatte i den alle vidensområder omfattende arabiske litteratur. Denne litteratur, som ligesom bibelen var opstået i Østen, stillede i omfang og betydning hele den kristne litteratur i Østen i skyggen. Derfor benyttede den – efter Golius – kendteste af Erpenius’ elever, franskmanden Samuel Bochartus (1599-1667) sine arabiskkundskaber udelukkende med skriftfortolkning [bibelfortolkning] som formål. Men medens en Scaligers altomfattende viden havde ordnet gevaldige mængder af stof efter store ledende synspunkter og havde vejledt til at se stivnet historie i epokerne [se kap.12] så manglede det 17.århundredes barokke polyhistori [’alvidenhed’] solide mål for erkendelsen. Fx indførte Bochartus i sin Hierozoicon’s [’De hellige dyr’] mægtige folianter alle de oplysninger om bibelens dyr, som han kunne samle sammen; i den brogede mosaik af kildesteder indtager udtog af Damiri’s dyreliv, Qazwini’s ’Aga’ib al-mahluqat [’Skabningernes mærkværdigheder’], Qamus (som Bochartus gennemlæste i sin helhed, da han i 1652 boede hos dronning Kristina af Sverige) og forskellige andre arabiske værker, som er opregnet efter fortalen, en stor plads (91). Hvor højt han satte værdien af disse arabiske bidrag, viser hans brev af 14.januar 1666 til Jacobus Cappellus (92), professor i orientalske sprog i Saumur (og en søn af den ovenfor nævnte Ludovicus Cappellus), som han indtrængende anbefaler studiet af arabisk; som bevis [for studiets værdi] anfører han en række bibelske dyrenavne, hvis betydning han kun havde kunnet bestemme ved hjælp af det arabiske. Mange af hans tydningsforsøg har holdt sig indtil nu [som værende rigtige]; men ikke få måtte igen opgives, når det viste sig at etymologi, [ordenes oprindelse og oprindelige betydning], er en upålidelig rådgiver og at spørgsmål vedr. sprogbrug aldrig kan afgøres udelukkende ved dens hjælp.
18. Eduardus Pocockius
Også i England var det væsentligst for teologiens skyld at man studerede arabisk. Når fx Joannes Seldenus (John Selden, 1584 – 1654) i 1642 udgav afsnittet om den alexandrinske kirkes oprindelse fra Eutychius Ibn Batriq’s krønike (93), og den ovenfor nævnte maronit Abraham Ecchellensis [kap.15] tyve år senere rettede sit svar Eutychius Patriarchae Alexandrinus vindicatus (94) [’Til forsvar for den alexandrinske patriark Eutychius’] imod samme, så var det for begge et spørgsmål om, hvorvidt presbytere og biskopper oprindeligt havde samme rang eller ej, - et spørgsmål, som Claudius Salmasius kort forinden havde behandlet i reformatorisk ånd i sin De foenore Trapezitico [’Om pengevekslerskyld’] og jesuitten Petavius – i polemik mod ham – i sin Dissertationes Ecclesiasticae de Episcoporum dignitate et jurisdictione [’Kirkelig redegørelse for biskoppernes rang og retsudøvelse’] fra den romersk-katolske kirkes standpunkt. - På den store London Polyglotte, som udkom i 1657 på Bryan Walton’s initiativ, arbejdede alle navnkundige engelske orientalister med: Pocockius (1604-1691), den første som havde en lærestol i arabisk i Oxford; - Edm. Castellus (Castell, 1606 – 1674), som repræsenterede samme fag i Cambridge, hvor han begyndte sin lærevirksomhed med forelæsninger over 2.bog af Avicennas Kanon (95); - dernæst Thomas Gravius (Greaves, 1612 – 1676) – en broder til astronomen og matematikeren John Greaves (1602 – 1652), som ligeledes underviste i arabisk i Oxford (96) og som i 1650 havde redigeret en del af Abu’l-Fida’ geografi på arabisk (97), med latinsk oversættelse, samt gjort vesterlandet bekendt med Tusi’s og Ulug Beg’s astronomiske tabeller (98); - endvidere hebræisten John Lightfoot (1602 – 1675), Cambridge Universitets vicekansler, - samt blandt de yngre: Samuel Clericus og Thomas Hyde (1636-1703), overbibliotekar ved Bodleiana [universitetsbiblioteket i Oxford] og fra 1691 Pococks efterfølger [som professor i arabisk i Oxford]. I betydning ragede Eduard Pocock (99) højt op over dem alle. Han havde studeret teologi i Oxford og derefter, som kapellan for den engelske menighed i Aleppo, fundet en mulighed for at lære arabisk grundigt. 1636 blev han udnævnt til professor i arabisk ved Oxford Universitet, men allerede det følgende år tiltrådte han sin anden rejse i Orienten, fortrinsvis med det formål at erhverve håndskrifter. På tilbagerejsen fra Istanbul talte han med den landflygtige hollandske statsmand Hugo Grotius (de Groot, 1583 – 1645) [se kap.14 m/note] om sin plan om at oversætte hans berømte skrift De veritate religionis Christianae [’Om den kristne religions sandhed’] til arabisk og udbrede det i orienten; det var dog først tyve år senere man fandt en velynder, som påtog sig omkostningerne til trykningen (100). Da han var kommet tilbage til Oxford, overtog han igen lærestolen i arabisk og samtidig den i hebræisk, et dobbelthverv, som han varetog til sin død. Hans udgave af Lamiyat al-’Agam [’Den fremmedes Sang’; se kap.16 m/note] af Tughra’i (101), (først trykt i 1661) viser hvorledes han med sine studerende behandlede de arabiske tekster. Her analyseres (vel under benyttelse af as-Safadis udførlige kommentar) hvert ord grammatisk, dets rod fastslås, dets betydning noteres; om nødvendigt bliver andre afledninger [af samme rod] anført og til sidst sammenlignes med etymologisk beslægtede ord på hebræisk, kaldæisk og syrisk. At Pocock ikke kunne forudsætte, at hans studerende selv var i stand til at analysere ordene [altså finde frem til de former af ordene, som de kunne slå op i ordbogen], kan ses af det index som er tilføjet hans udgave: her anføres alle ord helt mekanisk i den form de tilfældigvis har i digtet. Desuden er alle arabiske ord i kommentaren ledsaget af en latinsk omskrivning. Det kan derfor ikke forbavse nogen, at fortolkningen ikke nåede meget længere end til simpel ordforklaring. Af den redegørelse for den arabiske verselære (baseret på Hazragiya (102)), som Pococks elev Samuel Clericus har vedføjet, kan man slutte, at de studerende fik forklaret grundtrækkene i den arabiske vers- og rimlære.
I modsætning til denne udgave, beregnet for begynderundervisningen, er den i 1650 udkomne Specimen Historiae Arabiae (103)[’Udtog af den arabiske historie’] fuld af vægtig lærdom, som sætter sin forfatters udbredte belæsthed, hans grundige sprogkendskab og nøgterne saglige dømmekraft i det klareste lys. Udgangspunktet er de par sider fra jakobiten Abu’l-Farag Gregorius’ (bedre kendt under navnet Bar Hebræeus (død 688/1289)) arabiske verdenskrønike, hvormed denne indleder sin fremstilling af den islamiske historie (104): de indeholder nogle korte notitser, taget fra Ibn Sa’id’s Tabaqat al-Umam (105)[’Folkenes grupperinger’], om de før-islamiske arabere, endvidere en tør liste over de vigtigste data i Muhammeds liv med et tillæg (106) om de bibelsteder som muslimerne beråber sig på, vedrørende deres profet (5.mosebog 33.2, salme 50.2, Johannesevangeliet 16.7), samt en kort oversigt over de vigtigste islamiske sekter og de fire ortodokse retsskoler, som munder ud i en opregning af islams fem grundpiller. Men bogens egentlige værdi ligger i de højst instruktive noter, som Pocock har forsynet denne lidt flade tekst med, - så at man om dem kan sige, at ’dyppelsen smager bedre end fisken’. Halvdelen af [noterne] behandler de før-islamiske arabere, deres stammevæsen, historie, religion og kultur, hvorimod Muhammeds liv ikke engang vies en tiendedel af noterne, - så lidt føler vor forfatter [Pocock] sig tiltrukket af islams grundlægger. Specielt Muhammeds familieliv, hans mange hustruer, og i særlig grad hans ægteskab med Zainab, hans stedsøn Zaids hustru, støder ham; og da han anser forsagelsen af sanselige glæder for at være en uomgængelig forudsætning for den sædelige fuldkommenhed, som en profet må være i besiddelse af, så afviser han Muhammeds krav på profetværdigheden; og selv om han ikke bruger de smædeord om ham, som hans samtidige overdyngede den arabiske profet med, så er hans vurdering af ham saglig set ikke mindre skarp. (107) Meget udførlige er endvidere noterne til den islamiske sekthistorie, hvor han har optaget lange udtog af Gazali, Sahrastani og Igi. Således formidlede dette værk på den ene side i Vesten et dybere kendskab til Arabiens førislamiske historie og gav for første gang et indblik i det arabiske hedenskab, på den anden side bragte det overordentligt meget nyt materiale (om end fra sene kilder) om den islamiske religionshistorie og banede vej for en forståelse af de problemer som denne var bestemt af. På begge områder har bogen haft sin virkning helt ind i det 19.århundrede.
I 1655 udgav Pocock flere uddrag fra Maimonides’ kommentar til mischna (nemlig fortalen til afdelingerne Qodashim og Tohorot, og til traktaten Menahot, endvidere forklaringen til Sanhedrin, kapitel 10, samt – vigtigst af det hele – den indledning til de fædrene udsagn, som går under titlen ’De otte kapitler’) på arabisk med latinsk oversættelse (108). Som tillæg er føjet nogle Notae miscellaneae [’Forsk.noter’], som ikke står i nogen forbindelse med Maimonides’ tekst, men mest er viet fortolkningen af bibelsteder. Én af dem behandler udførligt den jødiske, en anden (109) den islamiske eschatologi [læren om de sidste tider], særligt på grundlag af Avicennas og Fahraddin ar-Razi’s angivelser. Tre år senere kom den længe ventede udgave af Eutychius Ibn Batrik’s krønike, hvis tekst allerede Selden havde gjort klar, så Pocock blot sørgede for den latinske oversættelse (110).Endelig fulgte i 1663 den komplette udgave af Abu’l-Farag Gregorius’ (Bar Hebraeus’) Ta’rih Muhtasar ad-duwal [’Omrids af landenes historie’, 13.årh.] (111). Ikke Pocock selv, men hans søn af samme navn, sørgede for at den berømte filosofiske roman Risalat Haiy ibn Yaqzan [’Haj ibn Yaqzan’s Brev’,12.årh.] af Ibn Tufail (død 581/1185) blev kendt i arabisk original med latinsk oversættelse, - under titlen Philosophus Autodidactus [’Den selvlærte filosof’] (112). Pocock havde også overladt sin søn ’Abdallatif’s skrift om Ægypten; men denne indstillede trykningen efter sin faders død, og det varede næsten et århundrede før den ægyptiske læges optegnelser blev offentliggjorte. (113)
19. Arabiske studier i Tyskland i det 17.århundrede
I Tyskland var i det 17.århundrede beskæftigelsen med arabisk langt mindre udbredt end i Holland, Italien, Frankrig og England. Det var mest teologer som lidt nebenbei beskæftigede sig med dette sprog; men de havde meget få hjælpemidler. Den som ville yde noget på dette område måtte rejse til udlandet, som fx schlesieren Johann Elichmann, der slog sig ned som læge i Leiden. I Leidenerhåndskriftet af Miskawaihs Gawidan hirad fandt han en arabisk oversættelse af ’Cebes’ maleri’, en allegori over det menneskelige liv tillagt Sokrates’ elev Cebes. Den græske originaltekst til dette skrift var dengang yndet læsestof i skoleundervisningen, ligesom de ’Gyldne Bud’, - angiveligt digtet af Pythagoras. Elichmann forsynede begge tekster med fuld vokalisering, oversatte dem til latin, satte den græske tekst ved siden af og vedføjede også den gamle latinske parafrase, som stammede fra Lud.Odaxius fra Padua. Da han også – som én af de få dengang (114) - ivrigt beskæftigede sig med det persiske sprog, overvejede han også at vedføje en persisk oversættelse, med blev, på sit livs højdepunkt, bortrevet af døden inden værket blev fuldendt. Denne forældreløse udgave tog Claudius Salmasius (Saumaise, 1588-1653) sig af, og offentliggjorde den i 1640 med en lang fortale (115), hvori han også gennemgår den arabiske oversættelses karakter, og hvor han – som i øvrigt også i hans efterladte Exercitationes de homonymis hyles iatricae (116) [’Gennemgang af éns-betitlede medicinske værker’] – lægger ret betydelige kundskaber for dagen.
Også den reformerte teolog Johann Heinrich Hottinger (1620 – 1667) fra Zürich, som virkede fra 1655 – 1661 ved Heidelberg Universitet, var taget til Leiden for at studere arabisk hos Golius. Han var den første, som arbejdede med arabisk bibliografi og litteraturhistorie: Hans Promtuarium (117) [’Forrådskammer’] indeholder et langt kapitel De bibliotheca arabica [om den arabiske litteratur], hvori talrige arabiske værker af kristne, jødiske, samaritanske og muslimske forfattere opregnes. Han bringer mange citater på arabisk med latinsk oversættelse, således fx et udtog (1.mosebog 9.1-23) fra den oversættelse af mosebøgerne som samaritanerne benytter (s. 98 – 100), endvidere - fra et koranhåndskrift i Basel - en fortegnelse over de forkortelser, som bruges deri for de forskellige koranlæsere (118). Et andet sted (s. 295 – 303) meddeles fortalen til Bar ’Ali’s syrisk-arabiske ordfortegnelse. Appendiks indeholder flere korte håndskriftfortegnelser, heriblandt en liste med 261 arabiske codices, håndskrifter, fra biblioteket på Escorial. I Bibliothecarius quadripartitus [’Bibliotek i fire afdelinger’] offentliggjorde Hottinger (s.246-291) for første gang Leo Africanus’ Liber de viris quibuscum illustribus apud Arabes’ [’En bog om nogle mænd, som af forsk.grunde er berømte blandt araberne’] i latinsk oversættelse og vedføjede (s. 291-294), som forbillede for et fremtidigt arabisk biografisk leksikon, en liste med 45 navne på arabiske forfattere, som begynder med ’A’, - med korte notitser (fra Ibn Hallikan). Han var også den første som gav nærmere oplysninger om indholdet af [Kitab al-] Fihrist (119) [’Bogen med fortegnelserne’, 10.årh.]; fra et håndskrift til værkets 2.halvdel (et håndskrift som efter hans død er forsvundet) offentliggjorde han fx i Promtuarium (s.219-242) afsnittet om de arabiske Aristoteles-oversættelser (120); ligeledes gjorde han udstrakt brug af de relevante afsnit fra Fihrist i sin fremstilling af sabierne (121). Disse mangesidede og – da de gav et indblik i lidet kendte områder – yderst velkomne meddelelser stod i teologiske interessers tjeneste og skulle bidrage til bedre at forstå Guds Ord i det Gamle Testamente samt Hans kirkes historie. Derfor benyttede Hottinger netop i sin Historia ecclestiaca [’Kirkehistorie’] arabiske kilder, især Eutychius’ og Makin’s krøniker, rigeligt. Men han manglede en grundig filologisk skoling; hans arabiske citater er ikke fri for alvorlige fejl og oversættelserne er tilsvarende unøjagtige. Derfor har han, trods sin foretagsomme arbejdsomhed, ikke fået varigt udbytte af de arabiske studiers (122).
Medens protestanterne i det mindste indrømmede de arabiske studier en beskeden plads inden for rammerne af den ’hellige filologi’ [sprogkundskab, som har med bibelens fortolkning at gøre], så bekymrede Tysklands katolske lande sig overhovedet ikke om disse studier. I Østrig medførte de fredelige og de krigeriske forbindelser med den Høje Port, at man i det mindste interesserede sig lidt for tyrkisk. Men da Franz Meninski (1623 – 1698) (123), som stammede fra Lothringen og var tolk og hofkrigsminister, ville udgive sin fortræffelige ordbog over det tyrkiske sprog (124), måtte han lade den trykke med egne fonte og på egen bekostning og kom derved i en sådan gæld, at endnu hans datter måtte afdrage på den efter hans død. Heller ikke udnævnelsen af den sprogbegavede Johann Baptist Podesta (125), fra Fasano ved Gardasøen, til professor i orientalske sprog ved Wiens Universitet bragte nogen nævneværdig ændring. Han havde studeret arabisk i 1673 i Rom, hos Marracci, talte godt tyrkisk og vidste, ligesom Meninski, at kendskab til arabisk og persisk er uomgængeligt for forståelsen af sproget i det tyrkiske embedsvæsen. Den afhandling, som han tre år senere lod forelægge sine studerende (126), indeholder på første plads et Exercitium Arabicum [’Arabisk Øvelsesstykke’] med nogle temmelig elementære bemærkninger om det arabiske, samt en kort grammatisk analyse af en arabisk sætning. Men Podestas indsats fik ikke nogen varig betydning.
20. De første koranudgaver
Den kirkelige og teologiske interesse, som havde ført Hottinger og Selden til studiet af kristne arabiske kilder, og som endnu mærkes kraftigt hos Pocock i hans udvalg af de tekster, som han beskæftigede sig med, kunne dog ikke forhindre at forskernes blik – alene som følge af den naturlige overvægt af islamiske skrifter – mere og mere faldt på islam selv. Denne drejning blev begunstiget af det osmanniske riges, henimod slutningen af det 17.århundrede, mere og mere tydelige forfald og afmagt. Siden osmannernes stormangreb på Europa i 1683 var brudt sammen foran Wiens mure, ændrede den Høje Ports stilling sig ikke kun magtpolitisk: tværtimod skabte følelsen af ro og lettelse nu også forudsætningerne for en vurdering af modpartens religion, uden præg af had eller lidenskab. Koranen, som endnu Alexander VII (pave fra 1655-1667) havde forbudt at offentliggøre eller oversætte, blev i slutningen af 17.århundrede trykt endog to gange lige efter hinanden: i 1694 af Hamborgpræsten Abraham Hinckelmann (127) (1652-1695), og i 1698 af Lodovicco Marracci (128). Ganske vist måtte Hinckelmann, hvis udgave kun har den arabiske tekst, i forordet forsvare sin udgave mod den indvending, at et sådant foretagende, ligesom al anden beskæftigelse med arabisk, i sig selv var ret nytteløst, at det i hvert fald ikke passede sig for en gejstlig og i alle tilfælde – hvis det først var påbegyndt – så i hvert fald ikke skulle ske uden oversættelse, kommentar og en gendrivelse af vranglæren. Marracci, som forsynede sin udgave med en latinsk oversættelse (129), anmærkninger som gendrev det fremførte, såvel som en indledning med samme formål (130), bestræbte sig ganske vist – i tilslutning til den islamiske koranexegese (131) - på en filologisk nøjagtig gengivelse af koranens ordlyd , men anså forsvaret for katolicismen overfor islam for så vigtig, at han afslog et gunstigt tilbud om at lade sit arbejde trykke i Holland fordi hollænderne ville stryge hans Refutationes [’Gendrivelser’] med den begrundelse, at enhver kristen selv uden videre ville være i stand til at opdage koranens fejl. Men det var alligevel et betydeligt fremskridt, at koranen, som så mange i vesten foragtede uden at kende dens indhold, nu blev gjort alment tilgængelig.
21. Et mellemspil (Negri und Dadichi)
Blandt dem, som i Tyskland i begyndelsen af det 18.århundrede beskæftigede sig med arabisk, var der næppe én, som virkeligt beherskede sproget; selv Hinckelmann, udgiver af koranen [se kap.20], kunne ikke klare sig uden hjælp udefra og da han ville lade en oversættelse følge på selve udgaven, søgte han at få en jøde fra Istanbul, som var trådt over fra islam til katolicismen, til at tage fra Paris til Hamborg, men da det ikke lykkedes, måtte han lade projektet falde, selv om det allerede var blevet annonceret på Michaelismessen [en traditionsrig bogmesse] i Leipzig (132). Tyske bibliotekers bestand af arabiske håndskrifter var heller ikke nævneværdig og endelig manglede arabiske studier i Tyskland den stærke opbakning, som de stærke politiske og handelsmæssige interesser gav studierne i Frankrig, Holland og England. Kun den missionsiver, som pietismen gav anledning til, kom dem mange steder til gode. Det var også missionsinteresser som foranledigede Wilhelm Ludolf, sekretær for dronning Annas gemal (og nevø til grundlæggeren af den ætiopiske filologi Hiob Rudolf), til at sende to kristne syrere, Salomo Negri (ca. 1665 – 1729) (133) og Carolus Dadichi (død 1734) (134), som arabisklærere til Tyskland.
Negri var opdraget i Damaskus i en missionsskole ledet af jesuitter, og 18 år gammel var han af dem blevet sendt til Clermont for at studere, men blev uvenner med dem og var så taget til Paris, hvor han klarede sig igennem ved privatundervisning. Fra ham havde Hiob Ludolf under sit ophold i Paris 1684 fået de første efterretninger om samaritanerne (135). Omkring 1697 havde Rostgaard (som vi vender tilbage til) studeret arabisk hos ham. Efter freden i Rijswijk (1697) var han taget til London, og derfra sendte H.W.Ludolf ham til Halle, hvortil han ankom i sommeren 1701. Han gav undervisning i arabisk, dels på det af A.H.Francke grundlagte Collegium Orientale Theologicum, dels privat. Blandt hans elever var Ch. B. Michaelis (1680 – 1762), som senere formidlede de kundskaber han kunne takke syreren for, til sin søn, som på dette grundlag, i sin grammatik (136), redegjorde for den arabiske udtale. Allerede efter et år forlod Negri igen Halle, drog gennem Italien, lovede venetianerne at oprette en tolkeskole, og lod sig med det formål sende til Konstantinopel (angiveligt for at lære tyrkisk, samt indsamle håndskrifter), men vendte efter de tre år ikke tilbage til Venedig, men forsvandt til Rom, hvor han blev professor i syrisk ved Gymnasium Sapientiae og lektor i arabisk ved Collegium de Propaganda Fide [Kollegiet for udbredelse af troen]. Længe holdt han dog heller ikke ud her, især da de som betalte hans løn pressede på, for at få ham til at skrive et skrift til gendrivelse af islam. Så efter fire år undveg han igen, til London, hvor han ankom i foråret 1715, og viste sig for anden gang i Halle i 1716. For Callenberg oversatte han Luthers lille kathekismus og andre skrifter til arabisk, som Callenberg så lod trykke, efter at han i 1729 var blevet professor og havde grundlagt Institutum Judaicum (137). Callenberg lod sig også diktere taler på arabisk folkesprog af ham, hvilke han udgav i 1729 (138); men allerede efter 16 måneder vendte Negri tilbage til London og fandt ophold ved Society for Promoting Christian Knowledge [’Selskabet for udbredelse af kristen kundskab’, ’SPCK’] og udgav for dem Davids Salmer i 1724 og i 1727 det Nye Testamente på arabisk (139). Snart efter (1728 eller 1729) døde han. - Lige som Negri, synes heller ikke hans landsmand Carolus Dadichi at have klaret det længe på samme sted. Han opholdt sig i flere tyske byer, gav undervisning i arabisk, blev af og til ansat til at katalogisere arabiske håndskrifter, - hvis indhold han simpelthen blot søgte at blive klar over – og vendte til sidst tilbage til London, hvor han skal være død i 1734.
NOTER:
1 hans Historia Jacobitarum seu Coptorum in Aegypto….habitantium [’De i Ægypten boende jakobiter eller kopteres historie’], udkom i Oxford i 1675, i Lübeck i 1733 og i Leyden 1740
2 udg. af M. TH. HOUTSMA Uit de Oostersche Correspondentie van Th. Erpenius, Jac. Golius en Lev. Warner. Eene bijdrage tot de Gechiedenis van de beoffening der Oostersche Letteren in Nederland (Letterk. Verh. der Koninkl. Akademie van Wetenskappen te Amsterdam, Deel XVII, s. 121 til 232 [’Fra Th. Erpenius’, Jac. Golius’ og Lev. Warners orientalske korrespondance. Et bidrag til de begyndende orientalske studiers historie i Nederland.’ {Kong.orient.videnskabelige Akademie i Amsterdam}]) s. 126
3 se et brev skrevet fra Saumur til Casaubonus den 1.april 1610, aftrykt i Is. Casauboni Epistolae…curante TH. J. AB ALMELOVEEN, Roterodami 1709, s. 343-346 [Is. Casaubonus’ Breve, udg. Th.J.AB. ALMELOVEEN, Rotterdam 1709]
4 nu i Bodleiana, s. Cat. d. II, b. 65, n. XI
5 han siger i det ovenfor anførte brev, s. 345b, at han tror ’totum pene Hebraicum sermonem secundum quasdam leges in Arabicum transformari posse, etiam ubi nulla interdum videtur esse convenientia’.[- at næsten hele det hebræiske sprog kan oversættes til arabisk efter nogle lovmæssigheder, selv hvor der ikke synes at være nogen overensstemmelse] [se fx på dansk: J.Pedersen: Hebræisk grammatik, hvor ’grundformerne’ er nærmest rent arabisk. Talrige udg.]
6 herom beretter han den 2.juli 1610 til Casaubonus, se Casauboni Epistolae, s. 355. Udgaven udkom i 1615 under titlen [kitab al-amthal] seu proverbiorum Arabicorum centuriae duae, ab anonymo quodam Arabe collectae et explicatae cum interpretatione latina et scholiis IOS. SCALIGERI CAES. F. et THOMAE ERPENII Leidae [’Ordsprogenes bog [m/arab.skrift] eller to hundrede arabiske ordsprog, samlet af en anonym araber og forklaret med latinsk fortolkning og noter af Ios.Scalig. og Thom.Erpenius, Leiden’]. Jeg benytter den i 1623 udkomne Edition secunda priore emendatior. ['Anden korrigerede udgave, '] Se SCHNURRER Bibliotheca Arabica, 210, nr. 216
7 i udgaven er Erpenius’ oversættelser kendetegnet med ’E’, Scaligers med ’S’, medens et ’ES’ viser, at Erpenius har anvendt Scaligers tekst.
8 han skriver den 27.september til Casaubonus (Casauboni Epistolae, s. 661a, hvor det arabiske er helt korrumperet): ’Nihil est Alcoranus absque suo commentario, et libris [sunna], qui continent acta, dicta et responsa Muhammedis. Nam quam primum ex Alcorano aliquid contra eos allegatur, illico respondent: [arab.txt] item [arab.txt.]. Itaque qui cum fructu cum isto hominum genere disputare vult, necesse est ut libros illos legerit. [sunna]autem decuplo major est Alcorano, aut amplius, et paris cum illo auctoritatis. Eius pars [arab.txt]., quae judicalia continet, extat hic in Coenobio quodam. Commentariorum autem in Alcoranum pars quaedam etiam extat in Bibliotheca Sorbonica, ubi non singulae solum sententiae, sed et verba familiariter explicantur.’ [’Koranen er ingenting uden sin kommentar, og uden bøgerne sunna, som indeholder Muhammeds gerninger, udsagn og svar. For så snart man fremfører noget fra koranen mod dem, svarer de straks: javist, men kommentaren til dette sted i koranen siger…. Eller: javist, men der står skrevet i sunnaen, at da man spurgte om forklaringen til dette sted, svarede profeten sådan og sådan… Hvis man derfor vil have held med at diskutere med mennesker af denne slags, er det nødvendigt at læse deres bøger. Men Sunna er ti gange større end koranen, eller mere, og står lige med den i autoritet. Dens mudawwana [lovbog], den del, som indeholder juraen, findes her i et kloster. Ligeledes findes en vis del af korankommentarerne i Sorbonnes bibliotek, hvor ikke blot enkelte vers, men også ord og termer forklares tilgængeligt.’].
9 Casauboni Epistolae, s. 344b, 345a
10 Casauboni Epistolae, s. 661a
11 Casauboni Epistolae, s. 665b
12 [som] til brug for sine elever i 1612 udgav Paulus’ brev til Titus, samt Fadervor, på arabisk, se SCHNURRER Bibliotheca Arabica, 354, nr. 321
13 [den kendte filosof, grundlægger af folkeretten, forf. til De jure belli et pacis, 1625]
14 Casauboni Epistolae, s. 478, nr. 721 og 722 (fra 1.august 1612).
15 Grammatica Arabica, quinque libris methodicè explicata a THOMA ERPENIO, Arabicae, Persicae, etcaet. Linguarum Orientalium in Academia Leidensi Professore. Leidae, In Officina Raphelengiae, 1613. 4º [’Arabisk grammatik i 5 bøger, methodisk forklaret af Thomas Erpenius, professor i arabisk, persisk og andre orientalske sprog ved Leiden Universitet’, Leiden, i det raphalengiske trykkeri, 1613. Kvarto format]
16 Canones de Literarum ىو ا apud Arabes Natura et Permutatione, Leidae 1618, [’Regler for arabernes [3 bogstaver] ىو ا ’s atur og forvandlinger’, Leiden 1618] 8 sider
17 [en særlig arabisk måde at danne flertal på, uden endelse, men med andre vokaler. Fx hedder flertal af ’Sultan’ ’Salatin’, flertal af ’bank’ ’bunuk’]
18 se SCHNURRER Bibliotheca Arabica, 44
19 sammesteds 56, nr. 81
20 sammesteds 70, nr. 102
21 sammesteds 76, nr. 110. 2.oplag udgav Michaelis under sit eget navn, sammesteds 83, nr. 120
22 blandt fejlene i Erpenius’ grammatik er den kendteste vel den fejlagtige form af talordet for ’10’, ’asarun i.st.f. ’asrun, som endnu findes hos de Sacy, Ewald og Freytag, se FLEISCHER, Beiträge zur arabischen Sprachkunde, 4, forts. (1874), s. 114f ['Bidrag til den arabiske sprogkundskab']
23 han siger i sin fortale, fol. 6b: ’Quin et an hoc ipsum quod nunc do opusculum totum Locmani sit, et non potius Neoterici alicuius, qui id ex Locmano Aesopo atque alijs compilaverit, penè quoque dubitaverim: propterea quod altera propemodum fabularum pars ex Aesopo videatur esse desumpta…. Sed utut sese res habeat ….. fabulas habetis elegantissimi stylo et oratione scriptas, quarum lectio nihil ambigo quin aequè utilis vobis atque jucunda sit futura.’[Hvorvidt nu dette lille arbejde, som jeg her udgiver, i sin helhed er af Luqman, eller om det snarere hidrører fra en senere, som har taget det fra Luqmans Aesop samt andre steder fra, så er jeg næppe i tvivl: eftersom næsten den ene halvdel af fablerne synes at være taget fra Aesop…. . men hvorledes dette end forholder sig…. så har I her nogle fabler skrevet i en meget elegant stil og diktion, hvis læsning jeg ikke er tvivl om vil blive jer lige så nyttig som frugtbar.]
24 hvorfra Erpenius har denne tekst, anføres ikke i udgivelsen. Luqmans fabler var på denne tid i en af St. Hubertus’ elevers eje, J.-B. Duval (Duvallius, død 1634). Denne var tolk i den franske konges tjeneste, og hans håndskrift var en del af et kristent-arabisk samlehåndskrift, som nu ligger i Bodleiana [Oxfords universitetsbibliotek], som nr. 349, og som nævnes af RÖDIGER, (Locmani Fabulae quae circumferuntur annotationibus criticis et glossario explanatae….Ed. altera aucta et emendata. Halis Saxonum 1839 [Luqmans fabler, som er i omløb med kritiske noter og glosser… 2.forøgede og forbedrede udgave, Halle 1839], s. XI. Men da RÖDIGER ikke kunne udnytte dette håndskrift til sin udgave, lader der sig foreløbigt intet sige om dets forhold til Erpenius’ tekst.
25 [arab.txt] Locmani Sapientis Fabulae et selecta quaedam Arabum Adagia cum interpretatione Latina et notis THOMAE ERPENII, Leidae, in Typographia Erpaniana Linguarum Orientalium 1615. [[arab. = latin] ’Den vise Luqmans fabler samt udvalgte arabiske ordsprog med latinsk oversættelse og noter af Thomas Erpenius, Leiden, på det erpenianske orientalske trykkeri’, 1615]
26 man kan finde en overskuelig sammenstilling af de enkelte udgaver og deltryk i RÖDIGER’s anden udgave (1839), s. IV – VII. I det kritiske apparat noterer RÖDIGER også omhyggeligt alle sine forgængeres forslag til tekstforbedringer.
27 [arab.txt] Historia Josephi Patriarchae, ex Alcorano Arabicè. Cum triplici versione Latina, et scholijs THOMAE ERPENII, cujus et Alphabetum Arabicum praemittitur, Leidae, Ex typographia Erpeniana Linguarum Orientalium, 1617 [’Sura Yusuph og den arabiske tekst. Patriarken Josefs historie, fra den arabiske koran. Med tre latinske oversættelser, og skolier af Thomas Erpenius, med foran aftrykt arabisk alfabet. Leiden, på det erpenianske orientalske trykkeri, 1617]
28 Mahumetis….Alcoran, Basiliae 1543, s. 76 – 81 [Muhammeds ….Koran, Basel 1543]
29 [arab.txt.] Grammatica Arabica dicta Gjarumia, et Libellus centum regentium cum versione Latina et Commentarijs THOMAE ERPENII. Leidae, Ex Typographia Erpeniana Linguarum Orientalium 1617 [[do.] Den arabiske grammatik, kaldet Gjarumia’s , samt bogen om de 100 regenter, med latinsk oversættelse og kommentar, af Thomas Erpenius. Leiden, på det erpenianske orientalske trykkeri, 1617]
30 [denne tradition kan stadig ses i vor hjemlige J.Pedersens ’Hebræisk Grammatik’ (se note ovenfor, dette kapitel), hvor de grammatiske udtryk ligeledes er en skønsom blanding af latin og hebræisk ]
31 han siger i slutningen af sine anmærkninger til Josefsuraen bl.a. ’Ii autem qui Judaeorum scripta tractarunt, facile animadvertent figmenta et ineptias hujus impostoris magnam partem ex variis eorum commentis nata esse, quod et nos alias insha’allah [på arabisk] demonstrabimus. [De som beskæftiger sig med jødernes skrifter vil let lægge mærke til at en stor del af denne bedragers digtninger og fantasterier er rundne af forskellige af deres kommentarer, hvad også vi, hvis Allah vil det [insha’allah [på arabisk]], vil eftervise [en dag]] [Denne opgave blev senere løst af Geiger, - se kap.35]
32 på det nævnte sted kendetegner han koranen som ’historiarum sacrarum, multis erroribus, mutilationibus, figmentis, et mendaciis corruptarum rudis indigestaque moles, cui hic illic inserta quaedam sunt de unius Dei cultu, oratione, eleemosyna, corporis ablutione, cibo potuque vetitis, peregrinatione religiosa, circumcisione, et laudibus Alcorani atque Muhammedis: sine ullo tamen ingenii acumine, aut argumentorum pondere. [korrumperede stumper og uordentlige splinter af de hellige skrifter, med mange fejl, fordrejninger, opdigtninger og løgne, som indsat her og der taler om dyrkelsen af én gud, bønner, barmhjertighed, legemlige afvaskninger, forbud vedr. spise og drikke, pilgrimsvandring, omskærelse, lovprisning af koranen og af Muhammed: men uden nogen skarp tanke eller tankemæssig vægt.]
33 Delineatio Tabernaculi D. N. Jesu Christi, seu Novi Testamenti polyglotti, splendissime in lucem edendi a THOMA ERPENIO, [’Udkast til en storslået udgave af Jesu Christi Hellige Navns Tabernakel, eller: en polyglot over det nye testamente, som skal udgives af Thomas Erpenius’] uden sted og år, - 3 sider. [polyglot: en bog, hvor den samme tekst trykkes på flere sprog samtidigt, i parallelle spalter el.lign.]
34 Guy Lefèvre de la Boderi (1541 – 1598) var Postels yndlingselev (se Briefe von A. Masius, udg. af M. Lossen). Hans oversættelse af det syriske Nye Testamente udkom i 1572 i V.bind af Antwerpener Polyglotten.
35 Novum D.N.Jesu Christi Testamentum arabice, ex bibliotheca Leidensi edente THOMA ERPENIO. Leidae in typographia Erpeniana linguarum orientalium 1616. 4. 648 sider. {Det nye Jesu Kristi testamente udgivet på arabisk fra bibliotheket i Leiden af Thomas Erpenius. Leiden på det erpenianske orientalske trykkeri, 1616]
36 Pentateuchus Mosis arabice. Lugduni Batavorum, ex typographia Erpeniana linguarum orientalium prostant apud Johannem Maire, 1622. [’Moses’ arabiske pentateuch’, Leiden, på det erpenianske orientalske trykkeri, 1622, til salg hos Johannes Maire, 1622] [’Pentateuch’ = 5-bogen, dvs. de 5 mosebøger(græsk)]
37 [sic! – meningen må være, at dette håndskrift var skrevet på arabisk, med hebræiske bogstaver, hvilket altså Erpenius ikke lod gå videre til sin udgave (?)]
38 [verbalinspiration: altså den teologiske diskussion om, hvorvidt hvert ord i bibelen er ’inspireret’ af Gud, og derfor til evig tid sandt (som fx netop koranen anses for af muslimer), eller om Guds Ord blot ’indeholdes’ i bibelen, så at der gives plads for både tids- og fortolkningshistorie]
39 se GEORG SCHNEDERMANN, Die Controverse des Ludovicus Capellus mit den Buxtorfern über das Alter der hebräischen Punktation. [’Ludvig Cappels strid med Buxtorferne om den hebræiske vokalisations alder’], Leipzig 1879 [se også efterskriftet, om vokalisationen]
40 se LEVI DELLA VIDA Ricerche etc., s. 294f, 334, om dette af Postels håndskrifter
41 det befinder sig nu under signaturen Marsh 309 i Bodleiana [Oxford Univ.Bibl.]; se katalog I 163, nr.35; II, 2,503; endvidere LEVI DELLA VIDA Ricerche etc., s.295f
42 Erpenius var i besiddelse af håndskrifter af begge værker, uden at man dog ved, hvor de nu befinder sig, - se DOZY i forordet til kataloget over Leidener bibliotekets arabiske håndskrifter, - genoptrykt i det 2.oplag (Catalogus Codicum Arabicorum Bibliothecae Academiae Lugdono-Batavae, I, 1888) side V. ['Katalog over det de arabiske manuskripter i det akademiske bibliotek i Leiden']
43 [arab.txt.] id est Historia Saracenica, qua res gestae Muslimorum, inde a Muhammede primo imperii et religionis Muslimicae auctore, usque ad initium Imperii Atabacaei per XLIX imperatorum successionem fidelissime explicantur. Insertis etiam passim Christianorum rebus in Orientis potissimum Ecclesiis eodem tempore gestis. Arabice olim exarata à Georgio Elmacino….et Latine reddita opera et studio THOMAS ERPENII. Accedit et RodericiXimenez, Archiepiscopi Toletani, Historia Arabum, longe accuratius, quam ante, è Manuscripto codice expressa. Lugduni Batavorum, Ex Typographia Erpeniana Linguarum Orientalium, 1625 [[arab.txt.], det vil sige: Saracenernes historie, som grundigt fortæller muslimernes historie, lige fra Muhammed, religionens ophavsmand og første hersker, lige til Atabaca’s herredømme, 49 herskere i følge. Endvidere er indføjet enkelte begivenheder fra den samtidige kristne historie i orienten, mest i de orientalske kirker. Tidligere skrevet på arabisk af Georgius al-Makin…og oversat til latin ved THOMAS ERPENIUS’s indsats og studie. Endvidere Rodrigo Ximenez’, Ærkebiskop af Toledo’s, ’Arabernes Historie’, nu, langt præcisere end tidligere, udgivet i bogform fra manskript’, Leiden, på det erpenianske orientalske trykkeri, 1625]
44 Quia in ipso codice, qui exaratur admodum negligenter, praecipue omnes versus eo vitio laborent, punctis diacriticis fere destituti, fieri non potuit ut ο μακαριτης Erpenius, vir doctus, ingenuus et diligens, cujus memoriam et virtutes amico gratoque animo lubens colo, veram potuerit exprimere interpretando sententiam. Utique auspicatius fecisset, si molesto et frustraneo labore hic supersedisset: Namque hae fere causa fuit, quare apud multos, praesertim fastidiosos et delicatiores, litterae hae in prima aetate caeperint despectui haberi’ (Notae in Alferganum, s.226) [Fordi næsten alle linier i dette håndskrift, som udgives noget mangelfuldt, først og fremmest lider af den mangel, at næsten alle diakritiske punkter mangler, så kunne det ikke være anderledes, end at salig Erpenius, en lærd mand, ædel og omhyggelig, hvis minde og forbillede jeg med glæde dyrker med varmt og taknemmeligt sind, ikke kunne give en præcis fortolkning, - så at det måske havde været bedre, om han havde sparet sig dette besværlige og nyttesløse arbejde: for dette er sikkert grunden til, at mange, særligt de mere kræsne og forfinede, tidligt begyndte at foragte disse studier.’ Noter til Alferganum (alias: Ahmad ibn Mohammed ibn Kathir el-Farghani)]
45 se SCHNURRER Bibliotheca Arabica, 114
46 iflg. se SCHNURRER sammesteds, 115, som henviser til HYDE’s Catalogus impressorum librorum Bibl. Bodleianae, Oxf. 1674, 226. [’Katalog over trykte bøger i det Bodleianske bibliotek’]
47 L’Histoire Mahometane, ou les quarante-neuf Chalifes du Macine divisez en trois livres contenant un abrégé Chronologique de l’Histoire Musulmane en general, depuis Mahomet iusques au regne des François en la Terre-Saincte, nouvellement traduit d’Arabe en François; avec un Sommaire de l’Histoire des Mussulmans ou Sarrazins en Espagne, extraict de Rodrigue Ximenes Archevesque de Toledo, et verifié sur le Macine. Le tout par Mre PIERRE VATTIER. Paris 1657. [’Muhammedanernes historie, eller Macine’s 49 kaliffer, inddelt i tre bøger med en kronologisk sammenfatning af hele muslimernes historie, fra Muhammed indtil franskmændenes herredømme i det hellige land; på ny oversat fra arabisk til fransk, med en oversigt over muselmændenes eller saracenernes historie i Spanien, taget fra Rodrigo Ximenez, ærkebiskop i Toledo, og sammenholdt med Macine. Det hele [udført af] Hr. Pierre Vattier. Paris 1657]. Værket er tilegnet kardinal Mazarin.
48 Grammatica Arabica Maronitarum, in libros quinque divisa. Authoribus GABRIELE SIONITA…, et .JOANNE HESRONITA… Lutetiae 1616. [Maronitternes Arabiske Grammatik, i 5 bøger, forfattet af Gabriele Sionita…. og Joanne Hesronita…. Paris 1616] 48 sider. Den nøjagtige titel findes hos SCHNURRER, Bibliotheca Arabic , 29, nr. 50
49 THOMAS ERPENII Rudimenta linguae arabicae. Accedunt ejusdem praxis grammatica; consilium de studio Arabico feliciter instituendo. Lutetiae Parisiorum, sumptibus Societatis typographicae librorum officii ecclesiastici, jussu Regis constitutae, 1638. [’Thomas Erpenius’ ’Grundtræk af det arabiske sprog’, samt hans grammatiske øvelser. Til det arabiske studiums forbedring. Paris, ved Det Kirkelige Officins Kongeligt Privilgerede Bogtrykkeri, 1638]]
50 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica , 168
51 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica , 41, nr. 65
52 stedet er aftrykt i SCHNURRER, Bibliotheca Arabica , s. 247f
53 se O. LÖFGREN, Studien zu den arabischen Danielsübersetzungen, s. 20 [’Studier i de arabiske oversættelser af Danielsbogen’]
54 se LEVI DELLA VIDA, Ricerche etc. 6, anmærkning 3, og den dér anførte literatur; endvidere P.CASANOVA L’Enseignement de l’Arabe au Collège de France, [’Arabiskundervisningen på Collège de France’] Paris 1910, s.51 og NALLINO, Rend. della R. Acc. Naz. dei Lincei, s.VI, vol, VII, 1931, s.341 ['Beretninger fra det kongelige Linceiske akademi']
55 Iflg. det Kongelige Privilegium af 4.nov.1641, som er vedføjet hans udgave af Synopsis propositorum, Paris 1641, var han ’kommet til Frankrig ved hans majestæts ordre, med henblik på den store bibel, som trykkes i Paris, og det for en tidsperiode på 7 år.’
56 Udgaven, som er dediceret til Richelieu, og hvis nøjagtige titel kan ses SCHNURRER, Bibliotheca Arabic , s.468, nr. 406, er trykt med Savary’s fonte og komplet, men overordentlig fejlagtigt vokaliseret.
57 Semita sapientiae, sive ad scientias comparandas methodus, nunc primum latini juris facta ab ABRAHAMO ECCHELLENSI. [’Visdommens vej, eller: en metode til at sammenligne videnskaberne, nu for første gang gjort tilgængelig på latin af Abraham Ecchellensi’]
58 Sapientissimi patris nostri Antonii magni Abbatis Regulae, Sermones, Documenta, Admonitiones, Responsiones et Vita duplex. Omnia nunc primum ex Arabica lingua latinè reddita ab ABRAHAMO ECCHELLENSI, Parisiis 1646. [’Vor højlærde fader, abbed Antonius den Stores regel, prædikener, skrifter, taler, svar og tvende levnedsløb. Det hele for første gang oversat fra arabisk til latin af ABRAHAM ECCHELLENSIS. Paris, 1646]
59 Chronicon orientale nunc primum latinitate donatum, Parisiis 1651 [’Orientalsk krønike, nu for første gang overgivet til den latinske offentlighed’. Paris 1651]
60 APOLLONII PERGAEI lib. V, VI, VII paraphraste Abalphata Asphahanensi nunc primum (latine) editi. Additus in calce ARCHIMEDIS assumptorum liber, ex codd. Arabicis mss. A. ECCHELLENSIS Latinos reddidit, JOA. A. BORELLUS curam in geometricis versioni contulit…. Florentini 1661. [’Apollonius af Perges 5., 6. og 7. bog […] nu for første gang udgivet på latin, med tilføjelse af Archimedes’ Lemmata, fra arabiske håndskrifter oversat til latin af A. Ecchellensis. Joa. A. Borellus bidrog til oversættelsen af geometrien.’ Firenze 1661.]
61 Eutychius patriarcha Alexandrinus vindicatus. [’Til forsvar for den alexandrinske patriarch Eutuchius’], Rom 1661
62 se SCHNURRER, Bibliotheca 34, nr. 56
63 Grammaire Arabe, Paris 1810, II, 378ff, eller: 2.oplag 1831, II, 508ff
64 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 36, nr. 59
65 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 38, nr. 63
66 det var også ham som bragte den første tegning af en sinaitisk indskrift til Europa, hvor den blev offentliggjort i 1636 af ATHANASIUS KIRCHER i Prodromus Coptus, s. 204.
67 værket blev udgivet af DE LAGARDE efter to håndskrifter som Praetermissorum libri duo [’To bøger efterslæt’]], 1879; vedr. forfatteren, se BAUMSTARK, Gesch. d. syr. Lit., 287
68 om ham, se MARCEL DEVIC, Une Traduction inédite du Coran [’En uudgivet oversættelse af koranen’] i J.A. [Journal Asiatique], VIIIme s, t.I, 1883, p.343-406, og C.A.NALLINO, Rendic. della R.Acc. naz. dei Lincei, s. VI., VII., 1931, s.323, anm. 1['Beretninger fra det kongelige Linceiske akademi']
69 se J.H.MÖLLER, Über den syrischen Nomenclator des Thomas a Novaria, Gotha 1840 ['Om Thomas af Novarias syriske terminologi']
70 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 43, nr.67
71 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica 45, nr.71
72 DEVIC sammesteds, s.362 – 364, nævner kun 3 trykte udgaver, ud af 15 titler
73 [men] bevaret i håndskrift på Escorial (CASIRI, nr. 1628), se DEVIC sammesteds, s.363
74 om Marracci, se A. NALLINO Le Fonti arabe manoscritite dell’opera di Ludovico Marracci sul Corano, [’De arabiske håndskrevne kilder til Ludovico Marraci’s arbejde med koranen’] i Rendiconti della R. Accademia dei Lincei, s. VI, vol VII, 1931, 303 – 349 ['Beretninger fra det kongelige Linceiske akademi']
75 den fortsættelse af sin artikel, som DEVIC sammesteds 406 stiller i udsigt, og som skulle bringe uddrag af Silesias oversættelse er så vidt jeg ved ikke kommet.
76 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 47, nr.72
77 Arabicae linguae novae, et methodicae institutiones, non ad vulgaris dumtaxat idiomatis, sed etiam ad grammaticae doctrinalis intelligentiam, per annotationes in capitum appendicibus suffixas, accomodatae. Authore F.ANTONIO AB AQUILA…….Romae 1650. [’Nyt og metodisk grundlag for det arabiske sprog, til forståelse ikke blot af det daglige sprog, men også af den officielle grammatik, fremsat med noter tilføjede til afsnittene. Forfattet af F.ANTONIO AB AQUILA…….Rom 1650]. Se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 50, nr. 78. Denne grammatik bekræftede J.D.MICHAELIS (se hans Literarischen Briefwechsel [’Litterær brevveksling’], III, 273, i hans fejlagtige opfattelse, at den arabiske desinentialflexion [”bøjning med endelser”] var grammatikernes opfindelse.
78 da jeg ikke har adgang til værket, har jeg været henvist til SCHNURRER’s beskrivelse, Bibliotheca Arab., 39-41, nr. 64. Se også A. NALLINO Rendiconti della R. Accademia dei Lincei, s. VI, vol VII, 1931, s.342 ['Beretninger fra det kongelige Linceiske akademi']
79 i forordet til sit Lexicon Arabico-Latinum, fol.1 verso
80 i fortalen til den passus af hans Thesaurus, som SCHNURRER aftrykker sammesteds s.40, betegner Giggeius det som sin hensigt at samle i ét bind, hvad man hos de arabiske leksikografer finder spredt på flere forskellige værker.
81 se DOZY i prologen til Catalogus Codicum Arabicorum Bibl. Acad. Lugd.-Bat. [’Katalog over de arabiske håndskrifter i Leidens universitetsbibliotek’], Ed.II, 1888, s. IIff
82 se DOZY i Catal. codicum Arabicorum Bibl. Acad. Ludg.-Bat., ed. II, 1888 [se ovenfor], s. XI og DE LAGARDE Persische Studien, Göttingen 1884, s.5
83 se den fulde titel hos SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 185, nr. 196
84 de DE GOEJE Catalogus Codicum Arab. Bibl. Acad. Lugd.-Bat., ed. II, 1888, s.IV, ann.3
85 [’Lay of the Outlander’, - iflg. R.Burton i 1001nat.]
86 [’makama’ er navnet på en arabisk litteraturgenre]
87 [arab.txt.] Ahmedis Arabisiadae vitæ et rerum gestarum Timuri, qui vulgo Tamerlanes dicitur, Historia, Lugduni Batavorum, 1636 [’Historien om Timur’s, almindeligt kaldet ’Tamerlan’,’s liv og gerninger, af Ahmed Arabsias’ Leiden 1636]. se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 133-135, nr. 166. En mådelig fransk oversættelse blev udgivet i 1658 af den allerede tidligere nævnte PIERRE VATTIER, oversætter af Makins krønike, i de to bind L’Histoire du Grand Tamerlan og Portrait du Grand Tamerlan avec la suite de son histoire jusques à l’établissement de l’Empire du Mogol [’Den store Tamerlans historie’ og ’En beskrivelse af den store Tamerlan med slutningen af hans historie indtil oprettelsen af Mongolriget’]
88 [arab.txt] Muhammedis Fil. Ketiri Ferganensis, qui vulgo Alfraganus dicitur, Elementa Astronomica, Arabice et Latine cum notis….opera JACOBI GOLII, Amstelodami 1669. [’Ketiri ben Muhammed fra Ferganus, almindeligt kaldet Alfraganus’ ’Grundtræk af astronomien’, arabisk og latin, med noter…. ved Jakob Golius, Amsterdam 1669’].
89 JACOBI GOLII Lexicon Arabico-Latinum, contextum ex probatioribus Orientis lexicographis. Accedit Index latinus copiosissimus, qui Lexici Latino-Arbici vicem explere possit. Ludg. Bat. 1653. [JACOBI GOLIUS’ Arabisk-Latinske leksikon, sammenstillet efter de bedste orientalske leksikografer. Forsynet med et meget omfattende latinsk index, som kan gøre det ud for et latinsk-arabisk leksikon’, Leiden 1653.]
90 Golius nævner ham også rosende i anmærkningerne til Alfraganus, s.201
91 Hierozoicon, ed. III, Lugd. Bat. 1692, s. 62
92 brevet aftrykt i SAMUELIS BOCHARTI Opera omnia, (I), Ludg. Bat. 1692 [’Saml. værker’, Leiden 1692], col. 853-856
93 Eutychii Aegyptii, Patriarchae Orthodoxorum Alexandrini….Ecclesiae suae Origines. Ex eiusdem Arabico nunc primum typis edidit ac Versione et Commentario auxit JO. SELDENUS, Londini 1642 [’Ægypteren Eutychius, den orthodoxe patriarch i Alexandria….. [om] sin kirkes oprindelse. Fra hans arabiske nu første gang trykt og forsynet med en oversættelse og kommentar af JOHN SELDEN, London 1642’]
94 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 146, nr.173
95 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 7, nr. 12. Castells kendteste værk er hans Lexicon heptaglotton [’Syvsproget leksikon’], højt berømmet for sin nøjagtighed.
96 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 7, nr.10
97 Chorasmiae et Mawaralnahrae, h.e. Regionum extra fluvium Oxum descriptio ex tabulis Abulfedae Ismaelis, principis Hamah. Londini 1650. [’En beskrivelse af Chorasmia og Mawaralnahra, dvs. af områderne hinsides floden Oxus, - fra ismaelitten, Hamas leder Abu’l Fida’s tavler’ London 1650.] se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 122, nr. 159
98 Binae Tabulae geographicae una Nasir Eddini Persae altera Ulug Beigi Tatari: opera et studio JOHANNIS GRAVII nunc primum publicatae, Londini 1652. [’To geografiske tavler af perseren Nasir Al-Din og tartaren Ulug Beg, ved Johannes Greaves’ virke og studier nu udgivet for første gang. London 1652’]
99 at ’Pocock’ og ikke ’Pococke’ er den rigtige navneform, har NALLINO, Rivista degli studi orientali X, 1925, s.438 anm. 2 eftervist. [’Journal for Orientalske Studier’]
100 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 250, nr. 254. Pocock oversatte med henblik på missionen også katekismen og den anglikanske kirkes liturgi, se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 254, nr. 258 og 259.
101 [arab.txt.] Lamiato’l Ajam, Carmen Tograi, Poetae Arabis Doctissimi, unà cum versione Latina, et notis praxin illius exhibentibus: opera EDUARDO POCOCKII, LL. Hebr. et Arab. Profess. Accessit Tractatus de Prosodia Arabica, Oxonii 1661. [’[arab.txt.] Lamiato’l Agam, et digt af Tograi, en meget lærd arabisk digter, med en latinsk oversættelse og noter til belysning af hans stil’. Ved Eduard Pocock, professor i det arabiske og hebræiske sprog, - med et appendix om den arabiske versekunst. Oxford 1661],
102 teksten til dette elskede læredigt var allerede i 1642 blevet udgivet af GUADAGNOLI i Breves arabicae linguae institutiones [’Korte grundbegreber i det arabiske sprog’ - se kap.15]
103 [arab.txt.] Specimen historiae Arabum, sive Gregorii Abul Farajii Malatiensis, de origine et moribus Arabum succincta narratio, in linguam latinam conversa, notisque e probatissimis apud ipsos authoribus, fusius illustrata. Operà et studio EDUARDO POCOCKII, linguarum hebr. et arab. in Acad.Oxon. prof. Oxoniae 1650. [’Udtog af den arabiske historie, eller Gregor Abu’l-Farag fra Malatijc’s korte beretning om arabernes oprindelse og skikke, oversat til latin og oplyst ved talrige noter fra de bedste indfødte kilder. Ved Eduardus Pocockus’s flid og studier, prof. i hebræisk og arabisk sprog ved Universitetet i Oxford. Oxford 1650.’] se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 140, nr. 169
104 Ibn al-’Ibri, Muhtasar ta’rih ad-duwal [’Oversigt over landenes historie’], A. SALHANI, Beirut 1890, ss. 158-168
105 s. 41 – 46 i CHEIKHOS’s udgave
106 mangler i SALHANI’s udgave, vel af hensyn til den ottomanske censur. Se NALLINO, Rend. della R. Acc. d Lincei, s.VI, vol. VII, 1931, s. 308, anm. 3 ['Beretninger fra det kongelige Linceiske akademi']
107 ’Quid igitur de isto qui totus in libidinem effusus, atque hoc inter praecipua muneris Prophetici privilegia habuit, statuendum?’ [’Hvad skal man således mene om denne [Muham.], som er helt hengivet til lysterne, og regner det blandt det profetiske hvervs fornemste privilegier?’] (s.186 i J.WHITE’s genoptryk fra 1806.)
108 Porta Mosis sive Dissertationes aliquot a R.Mose Maimonide, suis in varias Mishnaioth….commentariis praemissae….nunc primum Arabice et Latine edita…opera et studio EDUARDO POCOCKII. Oxoniae 1655. [’’Moses’ indgang’ eller nogle forudskikkede afhandlinger af rabbi Moses Maimonides med…..kommentarer til forskellige mishnatraktater…..nu først udgivet på arabisk og latin ved Eduardus Pocockus’s flid og studier, Oxford 1655.] Tekstforbedringer af Fleischer findes i M.WOLFF’s udgave af ’De otte kapitler’, Leiden 1903, s. 90-94. Bilagene blev udgivet særskilt af Chr. Reineccius i 1703 i Leipzig under titlen ED.POCOCKII..Notae Miscellaneae philologico-biblicae [’Forskellige bibelsk-filologiske notater’].
109 s. 235 – 313 (=223-301 i genoptrykket)
110 Contextus Gemmarum, sive Eutychii Patriarchae Alexandrini Annales.[’Perlekæden, eller den alexandrinske patriarch Eutychius’ annaler’] Den nøjagtige titel giver SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 145, nr. 172
111 ’[arab.txt.] Historia compendiosa Dynastiarum authore Gregorio Abul-Farajio…arabice edita, et latine versa ab ED.POCOCKIO. Oxoniae 1663. [’Dynastiernes historie i sammendrag, af Gregor Abu’l Farag…udgivet på arabisk med latinsk oversættelse af Ed. Pocock’. Oxford 1663] se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 142, nr. 170
112 Philosophus Autodidactus, sive Epistola Abi Jaafar Ebn Tophail de Hai Ebn Yokdan, in qua ostenditur quomodo ex inferiorum contemplatione ad superiorum notitiam ratio humana adscendere possit. Ex arabica in linguam Latinam versa ab EDUARDO POCOCKIO A.M.Aedis Christi alumno. Oxonii 1671. [’Den selvlærte filosof, eller Abi Jaafar ibn Tophail af Hai ibn Yokdan’s brev, hvori det vises, hvorledes den menneskelige ånd kan hæve sig fra betragtningen af de lavere ting til en højere indsigt. Oversat fra arabisk til latin af Ed. Pocock, Fellow ved Christ Church. Oxford 1671.’] Andet oplag udkom i 1700, se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 470, nr. 408, hvor man også finder en fortegnelse over oversættelser af dette værk til andre europæiske sprog.
113 se den udførlige redegørelse i SCHNURRER, Bibliotheca Arabica,, 150-155
114 en fortegnelse over tekster på dette sprog udkommet i Europa indtil år 1700 finder man i DE LAGARDE, Persische Studien, Göttingen 1884, s. 1 – 10.
115 Tabula Cebetis graece, arabice latine, item Aurea Carmina Pythagorae, cum paraphrasi Arabica, Auctore JOHANNE ELICHMANNO M.D. cum Praefatione C.SALMASII, Lugduni Batavorum 1640 [’Cebes’ maleri på græsk, arabisk og latin, samt Pythagoras’ Gyldne Digt, med arabisk parafrase, ved Johannes Elichmannus, med et forord af C Salmasius, Leiden 1640]
116 aftrykt i CLAUDII SALMASII Plinianae Exercitationes, Traj. 1689, i slutningen af 2.bind. ['Øvelser over Plinius']
117 JOH. HENRICI HOTTINGERI, Promtuarium sive Bibliotheca orientalis exhibens catalogum, sive, centurias aliquot tam authorum, quam librorum Hebraicorum, Syriacorum, Arabicorum, Aegyptiacorum, Aethiopicorum etc. [’Forrådskammer, eller katalog over den orientalske litteratur eller nogle hundrede både forfattere og bøger på hebræisk, syrisk, arabisk, ægyptisk ætiopisk..’ etc] etc. Heidelberg 1658
118 denne liste har DE SACY, Notices et Extraits IX, 1813, 94, kommenteret
119 se G.FLÜGEL i fortalen til sin udgave, bd.1, s.XIX [Kitab al-Fihrist er navnet på en af de vigtigste litteraturhistoriske håndbøger i den arabiske litteratur. Salm.Leks.VIII,4]
120 Fihrist 248, 15 – 250, 2, FLÜGEL
121 Historia orientalis [’Østens historie’], 2.udgave,Zürich 1660, s.245 - 308
122 dette har TH. GU. JO. JUYNPOLL vist i sin udgave af den samaritanske josuabog (Chronicon Samaritanum arabice conscriptum, cui titulus est Liber Josuae, Lugd. Bat. 1848 [’Den samaritanske kronik, skrevet på arabisk, med titelen Josuabogen’, Leiden 1848]; s. 11, og især side 12, anm.3, [ved at demonstrere det] på Hottingers behandling af denne tekst.
123 se DE LAGARDE Persiske Studien, Göttingen 1884, s. 9f
124 Thesaurus linguarum orientalium, Turcicae, Arabicae, Persicae, continens nimirum Lexicon Turcico-Arabico-Persicum et Grammaticam Turcicam, cum adjectis ad singula ejus capita praeceptis Grammaticis Arabicae et Persicae linguae Opera, typis et sumptibus FRANCISCI A. MESGIEN MENINSKI, Vienna Austriae 1680, 3 bind. [’Ordbog over de orientalske sprog, tyrkisk, arabisk, persisk, med et tyrkisk-arabisk-persisk leksikon og en tyrkisk grammatik, med de arabiske og persiske grammatiske forskrifter tilføjet til hvert af dens kapitler, ved Francisco A. Mesgien Meninski, Wien 1680’]. Hertil hører også Complementum Thesauri linguarum orientalium, seu Onomasticum Latino-Turcico-Arabico-Persicum, [’Supplement til den orientalske ordbog, eller latinsk-tyrkisk-arabisk-persisk navneordbog’] sammesteds 1687. Nyudgaven fra 1780, ved B. VON JENISCH og andre elever fra det Wienske Orientalske Akademi, bærer den unøjagtige titel Lexicon Arabico-Persico-Latinum [’Arabisk-Persisk-Latinsk leksikon’]
125 ovennævnte oplysninger stammer fra de breve og vidnesbyrd som findes i hans Dissertio Academica, Wien 1677.[’Akademisk afhandling’]
126 Dissertatio Academica, continens specimen triennalis profectus in linguis orientalibus, Arabica nempe, Persica et Turcica, cui varia curiosa et scitu digna intermiscentur, sub gloriossissimis auspiciis….Leopoldi I…deferente.J.O.BAPT .PODESTA, publice exhibenda a nobilibus et doctissimus linguarum orientalium auditoribus, Viennae Austriae, 1677. [omtr.: ’Akademisk afhandling, indeholdende en prøve på tre års fremgang i de orientalske sprog, nemlig arabisk, persisk og tyrkisk, tilføjet forskellig interessant og nyttig viden, forelagt under ….Leopold I’s storslåede beskyttelse… af J.O.Bapt Podesta offentligheden a.h.t. de højtærede og lærde studerende af orientalske sprog ’. Wien 1677]
127 Al-Coranus s. lex Islamica Muhammedis, filii Abdallae pseudoprophetae, ad optimorum codicum fidem edita ex museo ABRAHAMI HINCKELMANNI, Hamburgi 1694. [Koranen, dvs. den falske profet Muhammeds, søn af Abdullahs, islamiske lov, omhyggeligt udgivet efter de bedste håndskrifter i Abraham Hinckelmanns bibliotek. Hamburg 1694]. Om Hinckelmann, s. BEHRMANN, Hamburgs Orientalisten, 1902, s.51-54 og om hans udgave, se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica,, 410, nr. 376
128 Alcorani textus ex correctioribus Arabum exemplaribus…descriptus…in latinum translatus; appositis unicuique capiti notis, atque refutatione: His omnibus praemissus est Prodromus …. auctore LUDOVICO MARRACCIO… Patavii 1698. [’Koranens tekst efter de mest korrekte arabiske udgaver…beskrevet..oversat til latin; vedføjet noter til hvert enkelt kapitel, samt en gendrivelse: med en forudskikket indledning …af Ludovicus Marracius… Padua 1698. ’] se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica,, 412-414, nr. 377. Heraf er den tyske oversættelse rundet, som DAVID NERRETER optog i sin Neueröffnete Moschea, [’Den nyåbnede moske’] Nürnberg 1703. [se også slutn.kap 3 samt kap.15]
129 denne blev genoptrykt uden den arabiske tekst af Chr. Reineccius i Leipzig 1721 under titlen Mohammedis filii Abdallae pseudo-prophetae Fides Islamitica i.e. Al-Coranus [’Muhammeds, Abdullas søn, den falske profets Islamiske Tro, dvs. Koranen’]
130 denne var allerede udkommet i Rom i 1691 i 4 bind som Prodromus ad refutationem Alcorani. [’Indledning til gendrivelse af koranen’]
131 se det flere gange nævnte værk af C.A.NALLINO Le fonti arabe manoscritte dell’opera di Marracci sul Corano [’De arabiske kilder benyttet af Marracci i hans arbejde med koranen’] i Rend. dell-Acc. dei Lincei, s. VI, vol, VII, 1931, s. 303 – 349 ['Beretninger fra det kongelige Linceiske akademi']
132 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 411f, som henviser til Richard Simon for disse oplysninger.
133 Negris selvbiografi har G.A.FREYLINGHAUSEN, Memoria Negriana [’Negris memoirer’] udgivet og tilføjet egne bidrag. Se også SEYBOLD, ZDMG 64, 1910, s.600
134 se C.F.SEYBOLD, Der gelehrte Syrer Carolus Dadichi, [’Den lærde syrer Carolus Dadichi’] ZMDG 64 (1910), S.591-601, med tilføjelserne sammesteds 74 (1920), s.292 og 464f. Endvidere W. SUCHIER, C.R.Dadichi oder wie sich deutsche Orientalisten von einem Schwindler düpieren liessen. [’C.R.Dadichi, eller hvordan tyske orientalister lod sig dupere af en svindler’] Halle 1919.
135 SEYBOLD, ZDMG 64, 1910, 600f
136 J.D.MICHAELIS, Arabische Grammatik, Göttingen 1781, s.10 [Michaelis har en ikke uvæsentlig plads i det gamle testamentes fortolkningshistorie]
137 se SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 2776, nr. 276. Vedr. flere af Callenbergs missionsudgivelser, se sammesteds nr. 272, 281, 283; til samme formål gentog han enkelte stykker fra den arabiske bibeloversættelse, se sammesteds s. 379ff, nr. 345, 346, 349-352
138 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 67, nr. 97
139 SCHNURRER, Bibliotheca Arabica, 376, nr. 343 og 344
---------------