69. E.D.Ross og Th.W.Arnold
I modsætning til [forholdene] i Oxford og i Cambridge, blev de arabiske studier kun lidet dyrket i London, og forsøgene på at oprette et stort orient-institut i det britiske riges hovedstad nåede først sit mål i 1917 med åbningen af School of Oriental Studies ['Skole for orientalske studier’] – fra 1949: School of Oriental and African Studies ['Skole for orientalske og afrikanske studier', - ”SOAS”]. Rektor for institutionen, samt professor i persisk, blev den vidtberejste kosmopolit Edward Denison Ross (1) (1871 – 1940). Han havde drevet alsidige studier hos Renan, Schefer og Nöldeke og skrevet disputats hos Nöldeke i Strassburg. Fra 1896 – 1901 virkede han som professor i persisk ved
University College i London, fra 1901 til 1911 i Indien, som rektor for madrasaen [den islamiske skole] i Calcutta og derpå igen i London, ved det Britiske Museum. Et af hans arbejder, hans Catalogue of two Collections of Persian and Arabic Mss preserved in the India Office Library ['Katalog over to samlinger af persiske og arabiske manuskripter, som opbevares i den indiske forvaltnings bibliotek'] (afsluttet og udgivet af E.G.Browne i 1902) beskriver bl.a. de af William Jones [se kap.26] indsamlede håndskrifter. I Indien foranledigede han, at de værdifulde håndskriftskatte i det af Khuda Bukhsh stiftede bibliotek i Bankipore [se note i kap.67] blev beskrevet i et trykt katalog. Blandt håndskrifterne i Calcutta madrasaen opdagede han Haggi Dabirs egenhændigt skrevne Kitab Zafar al-walih og udgav den med en værdifuld indledning og udførlige registre under titlen An Arabic History of Gujrat ['En arabisk ’Gujrats historie’'] i tre bind, 1910 – 1928. Dette møjsommelige arbejde, hvormed Ross gjorde en sagligt såvel som sprogligt betydningsfuld tekst tilgængelig, fortjener så meget mere at fremhæves, som den blev næsten komplet overset ved sin udgivelse.
Som Ross havde også det arabiskes repræsentant ved School of Oriental Studies (fra 1920), (Sir) Thomas Walker Arnold (2) (1864 – 1898) tilbragt mange år i Indien, først som professor i filosofi (1888 – 1898) ved det af Saiyid Ahmad Khan i 1875 grundlagte Anglo-Oriental College, dernæst, fra 1898 til 1904 ved Government College i Lahore. I Aligarh, hvor han lærte den indo-muslimske modernisme med dens begejstring for vestens politiske og sociale institutioner, dets rationalisme og tiltro til fornuften og den umiddelbare anskuelse at kende og stod i venskabelig forbindelse med dens betydeligste videnskabelige repræsentant Sibli an-Nu’mani (3), opstod hans banebrydende bog The Preaching of Islam ['Islams forkyndelse'] (1896; 2.opl.1913), hvori han underkastede den islamiske tros udbredelse og de medvirkende årsager dertil en grundig analyse. Ahmad Khan og hans tilhængeres neo-mu’tazilisme gav Arnold stødet til at beskæftige sig med den gamle mu’tazila (4) og i 1902 udgav han de relevante Vitae [levnedsskildringer] fra zaiditen Ibn al-Murtadas Kitab al-munya wa l-’amal i arabisk originaltekst (5). Efter sin tilbagevenden til England arbejdede han i 1904 – 1920 i den indiske forvaltning. Lejlighedsvis skrev han om islamiske emner, fx som medarbejder på James Hastings Encyclopedia of Religion and Ethics ['Leksikon for religion og etik'], og behandlede også, i 1924, i The Caliphate ['Kalifatet'], et dengang højaktuelt spørgsmål ud fra et historisk og statsretligt synspunkt, - dog havde han på dette tidspunkt allerede helt helliget sig studiet af den islamiske kunsthistorie, som han berigede med en række arbejder.
70. D.B. Macdonald
I R.A.Nicholsons ven og studiefælle, skotten Duncan Black Macdonald (6) (1863 – 1943), fandt arabistikken og islamvidenskaben i Amerika sin første betydelige repræsentant. Han studerede først i Glasgow, så fra 1890 til 1891 i Berlin, især hos Sachau, og underviste fra 1892 i semitiske sprog ved det teologiske seminar i Hartford (Connecticut), - dvs. foruden i hebræisk (og gammeltestamentelig fortolkning) først og fremmest arabisk, med særligt henblik på det kristne missionsarbejde i den arabiske orient. Han var dertil afgørende medvirkende ved oprettelsen af en særlig missionsskole (Kennedy School of Missions) i Hartford i 1911 og ledede dér i flere år den islamiske afdeling. For kommende missionærer skrev han, som en indføring, sin Aspects of Islam [ca.: ’Islamiske karakteristika’] (1911) og The Presentation of Christianity to Muslims ['At præsentere kristendommen for muslimer'] (1916). Han var også medudgiver og medarbejder på det af Samuel Zwemer (7) (1867 – 1952) udgivne tidsskrift The Muslim World ['Den muslimske verden']. I alt dette var han hverken ensidig eller intolerant, men betragtede det som et paradoks i en missionærs liv, at måtte elske det folk, han arbejdede iblandt, samt dets livsførelse, også selv om han søgte at ændre den.
For at komme den store efterspørgsel efter en alment forståelig og samtidigt videnskabelig pålidelig fremstilling af islam i møde, skrev Macdonald – væsentligst baseret på grundige studier af de arabiske kilder – sin Development of Muslim Theology, Jurisprudence, and Constitutional Theory (1903) for Craigs Series of Handbooks in Semitics ['Den muslimske teologi, lovkyndighed og statsteoris udvikling' til Craigs ’Serie af håndbøger i semitiske [studier]’]. Som modstykke til denne fremstilling af den systematiske teologi behandlede han, efter at han i 1907 - 1908 havde besøgt Ægypten, Palæstina og Syrien, muslimernes religiøse erfaringer i The Religious Attitude and Life in Islam ['Den religiøse indstilling og det religiøse liv i islam'] (1909; 2.opl. 1912). Hvor han i det tidligere værk, under indflydelse af Goldziher, havde skildret de religiøse ideers udvikling rationalistisk, så anvendte han nu de af William James, F.W.H.Myers og andre udviklede religionspsykologiske metoder på islam, og inddrog her også okkulte fænomener som forklaring. Han fremmede dermed væsentligt forståelsen af Gazali og Ibn Khaldun, af hvis prolegomena han i 1905 offentliggjorde et udvalg i Semitic Studies Series IV, 1905.
En betydelig del af sine forskningsresultater nedlagde han i tidsskriftartikler og i bidrag til samleværker, fx Encyclopädie des Islam ['Islam-Encyclopædi']. Som medudgiver at det af George Sarton i 1913 grundlagte tidsskrift Isis, tog han sig af naturvidenskabernes historie i islam, et område han var kommet i berøring med ved at beskæftige sig med den mu’tazilistiske atomistik (som han var den første, som indså betydningen af).
Et særligt område, som [ellers] lå langt fra Macdonalds øvrige studier, var 1001 nats overleveringshistorie, hvis problemer han behandlede i en række artikler (8).
71. De arabiske studier i Schweitz fra 1870 til 1914
Som andetsteds, så stod de arabiske studier også i Schweitz i lange tider i et nært forhold til teologien. Således dyrkede Heinrich Steiner (1841 – 1889) fra Zürich – ved siden af teologien – også orientalske studier, først hos Hitzig (9), så hos Fleischer, og fik gennem sin monografi Die Mu’taziliten oder die Freidenker im Islam ['Mu’taziliterne eller islams fritænkere'] (1865) en varig indflydelse på udforskningen af den islamiske åndshistorie. Han blev i 1870 professor i det gamle testamente og de semitiske sprog ved sin hjembys universitet, som efterfølger af Eberhard Schrader (10) og vendte i sine senere arbejder ikke tilbage til de arabiske studier. En af hans elever var teologen Jakob Hausheer (1865 – 1943) fra Zürich, som i 1889 skrev disputats hos Thorbecke i Halle, og i 1905 udgav Zuhairs Mu’allaqa med Nahhas’ kommentar.
Først mod slutningen af det 19.århundrede blev der også i Schweitz indrettet særskilte lærestole for de orientalske sprog. I Basel virkede Adam Mez (1869 – 1917), som stammede fra Freiburg im Breisgau (11). Han var en god kender af den arabiske digtning og af den efter-klassiske periodes skønlitteratur, og han havde forståelse for litterære problemer. I 1902 udgav han under titlen Abul Kasim, ein Bagdader Sittenbild ['Abul Kasim, en sædeskildring fra Bagdad'] Abu l-Mutahhar al-Azdis kultur- og sproghistorisk vigtige Hikayat Abi l-Qasim, og forsynede den med en værdifuld litteraturhistorisk indledning, samt med anmærkninger og ordfortegnelse (12). Først efter hans død udkom hans hovedværk Die Renaissance des Islams (1922), besørget gennem trykken af H.Reckendorf. Denne bog, som blev oversat til flere sprog, er en fremstilling af den islamiske kultur i det 4./10.årh., baseret på en omfattende belæsthed og forsynet med rigelige kildehenvisninger. Den fremstiller, foruden forfatning, forvaltning og finansvæsen, ikke blot den åndelige kultur, men også de små folks verden, deres livsholdning og fester, deres bykultur, handel, erhverv og samfærdsel. Mez betragtede genoplivningen af før-islamisk - først og fremmest hellenistisk - kulturgods, som det væsentligste kendetegn for den kulturelle udvikling i det af ham fremstillede tidsrum. Denne teori spiller ingen væsentlig rolle i selve værket, men den var ansvarlig for at Mez, om end ikke uden betænkeligheder, besluttede sig for titlen Die Renaissance des Islams (13).
Efter Mez fulgte i 1917 Friedrich Shulthess (14) (1868 – 1922), som tidligere havde repræsenteret semistikken i Königsberg (1910 – 1914) og i Strassburg (1914 – 1917). Han stammede fra Zürich, og havde først studeret teologi, derefter orientalistik hos Nöldeke, og i 1894 skrevet disputats i Göttingen. Han besørgede i 1897 en udgave af Hatim Taiyi’s digtsamling, hvortil J. Barth (ZDMG 52, 34 – 74) og R.Geyer (WZKM 12, 308 - 317) leverede vigtige forbedringer og tilføjelser. Desuden samlede han i 1911 de fragmenter af digte, som er i omløb under navnet Umaiya b. Abi s-Salt, og som af Huart - fejlagtigt – var blevet antaget for ægte og udlagt som kilde til koranen. Sine vigtigste bidrag ydede Schulthess på det aramæiske område.
I Zürich repræsenterede Jean-Jacques Hess (1866 – 1949) faget arabistik. Han havde studeret i Strassburg, tilbragte flere år i orienten og erhvervede i samkvemmet med centralarabiske beduiner et enestående kendskab til deres sprog, tænkemåde og levevis. Noget af det meddelte han i sin bog Von den Beduinen des Inneren Arabiens, Erzählungen, Lieder, Sitten und Gebräuche ['Om beduinerne i det indre Arabien, fortællinger, sange, skik og brug'] (1938), - andet, fx omfangsrige samlinger til en ordbog over de centralarabiske beduindialekter, er [1955] endnu ikke offentliggjort. Blandt hans talrige afhandlinger rager de forskellige afhandlinger om ordforråd op, - både ved deres ofte overraskende resultater, og ved deres forbilledlige forening af sprog- og realia-forskning [forskning i ’fakta’]. Han stillede også uden nid sine omfattende kundskaber til rådighed for andre.
I Heinrich Suter (15) (1848 – 1922) havde Schweitz en fremragende kender af den arabiske matematik og astronomi. Han havde studeret matematik. Fra 1886 var han virksom som lærer i matematik ved Zürich Gymnasium og begyndte her at studere arabisk hos Steiner og Hausheer. I 1892 oversatte han Das Mathematikerverzeichnis im Fihrist (16) ['Fortegnelsen i Fihrist over matematikere']. År 1900 fulgte hans hovedværk Die Mathematiker und Astronomen der Araber und ihre Werke (17) ['Arabernes matematikere og astronomer, og deres værker']. Idet bogen, i det ydre, lænede sig op af Wüstenfelds Geschichtsschreibern der Araber ['Arabernes historikere'] sammenbragte Suter her samvittighedsfuldt alle ham tilgængelige oplysninger om 528, for det meste muslimske, lærde fra tiden omkring år 750 til omkring år 1600. Han gav her en kort levnedsbeskrivelse af hver, optalte hans værker (og i givet fald håndskrifterne til det) og til sidst tilføjede han (side 203 – 207) et kort overblik over matematikkens historie i islam. Dernæst tog han sig af den udgave, som den danske matematiker Axel Björnbo (død 1911) med bistand (til det arabiske) fra R. Besthorn, havde forberedt af Athelhard von Baths oversættelse af AstronomischenTafeln des Muhammad b.Musa al-Khwarizmi in der Bearbeitung des Maslama b. Ahmad al-Magriti ['Muhammed b.Musa al-Khwarizmis astronomiske tabeller i Maslama b.Ahmad al-Magritis bearbejdelse']. Han reviderede den af Björnbo konstruerede latinske tekst og tilføjede en udførlig saglig kommentar såvel som en (af Besthorn sammenstillet) ordfortegnelse over de arabiske fagudtryk, samt et navne- og sagregister (18). Foruden disse større værker, skrev Suter endvidere et halvt hundrede afhandlinger i Bibliotheca Mathematica ['Matematisk bibliotek'] samt i andre tidsskrifter, hvori han behandlede enkeltproblemer i matematikkens historie i middelalderen med vanlig grundighed.
72. Max van Berchem
Medens de hidtil nævnte mænd havde deres virke ved universiteter, var Max van Berchem (19) (1863 – 1921), grundlæggeren af den arabiske epigrafik [læren om indskrifter] en privat lærd. Han stammede fra en familie i Geneve af flamsk herkomst, havde fået en omhyggelig uddannelse og drev alsidige studier i Leipzig, Strassburg og Berlin, som også udstrakte sig til kunsthistorien. Med forbillede i de store indskriftværker fra Berlins akademi (CIG/CIL [Corpus inscriptionum graecorum/latinorum, ’Samleværk med græske/latinske indskrifter’]) og Pariserakademiet (CIS), fattede han den plan at samle alle arabiske indskrifter systematisk i et CIA [altså: ’Samleværk med arabiske indskrifter’], at reproducere dem diplomatisk pålideligt og filologisk nøjagtigt. Da han var begavet med et sikkert blik for et bygningsværks kunstneriske egenart og var i stand til, ud fra dets arkitektur, at drage følgeslutninger om de religiøse og sociale forhold i det islamiske samfund, fandt han det uhensigtsmæssigt at skille behandlingen af en indskrift og af det bygningsværk som bar den, skarpt fra hinanden. Han valgte derfor den beskedne titel Matériaux pour un Corpus Inscriptionum Arabicarum ['Materialer til et Corpus Inscriptionum Arabicarum'], skønt det gevaldige omfang snart nødte ham til væsentligst at indskrænke sig til det epigrafiske og give afkald på kunsthistoriske og arkitektoniske ekskurser. Af samme grund søgte han at finde medarbejdere [til værket]. Han fuldendte selv de bind, som omfattede indskrifterne i Kairo og Jerusalem. Til det første hæfte i det tredje bind (Lilleasien) fik han bistand af Halil Edhem. Tekster til det andet bind (Nordsyrien) bearbejdede Moritz Sobernheim og Ernst Herzfeld. Et yderligere bind om Ægypten offentliggjorde Gaston Wiet.
Også ellers behandlede van Berchem med forkærlighed den islamiske histories arkæologiske og epigrafiske problemer i sine værker. Til C. Lehmann-Haupts (20) Materialien zur älteren Geschichte Armeniens und Mesopotamiens ['Materialer til Armeniens og Mesopotamiens ældre historie'] (1907), bearbejdede han ’Arabische Inschriften aus Armenien und Diyarbakr’ ['Arabiske indskrifter fra Armenien og Diyarbakr']. I 1909 udgav han de af Max von Oppenheim (1860 – 1946) (21) samlede arabiske indskrifter fra Syrien, Mesopotamien og Lilleasien. I sin Amida, Matériaux pour l’épigraphie et l’histoire musulmanes de Diyar-Bekr ['Amida, materialer til den muslimske epigrafik og historie i Diyar-Bekr'] (1910) fremstillede han byens historie på grundlag af indskrifterne. Om dette værk samarbejdede han med Josef Strzygowski, som – overfor den dengang almindelige overvurdering af Rom – betonede orientens betydning for udviklingen af den vesterlandske kunst, og som anså området Amida-Edessa-Nisibis for at være et hellenistisk-orientalsk kunstområde, hvor antike og sasanidiske elementer krydsedes. De Beiträge zur Kunstgeschichte des Mittelalters von Nordmesopotamien, Hellas und dem Abendlande ['Bidrag til middelalderens kunsthistorie i Nordmesopotamien, Hellas og i Vesten'], som Strzygowski bidrog med til Amida-værket, blev ganske vist underkastet en skarp kritik (22) af Ernst Herzfeld (23) (1879 – 1948). Også Gertrude Lawthian Bell (24) (1868 – 1926), som var stærkt interesseret i Stryzgowskis forskning, leverede et bidrag til Amida-værket, hvor hun beskrev de af hende undersøgte kirker og klostre i Tur ’Abdin.
Van Berchem var forbundet med Herzfeld gennem fælles interesser. Herzfeld var uddannet arkitekt, og havde dertil drevet udstrakte sprogstudier. Han havde ved de tyske udgravninger i Assur i 1903 – 1905 gjort sig grundigt fortrolig med udgravningsteknikken, og ledsagede i 1907 – 1908 Friedrich Sarre (25) (1865 – 1945) på den Archäologische Reise ins Euphrat- und Tigris-Gebiet ['Arkæologisk rejse til Eufrat- og Tigrisområdet'], som førte til udgravningen af kalif-residensen Samarra i årene 1911 – 1914 og som bragte sensationelle resultater. Bearbejdelsen af de arabiske indskrifter blev betroet van Berchem og de udkom i 1911 i værkets første bind. Det samme skete, da man i München i 1910 – under Sarres aktive medvirken – foranstaltede den store Ausstellung von Meisterwerken muhammedanischer Kunst in München ['Udstilling i München af mesterværker i den muhammedanske kunst'] som to år senere blev beskrevet i et tre-binds pragtværk, udgivet af F.Sarre og F.R.Martin. Dernæst bearbejdede van Berchem Die muslimischen Inschriften von Pergamon ['De muslimske indskrifter i Pergamon'] (ABA 1912) og i 1918 Die Inschriften der Grabtürme ['Indskrifterne på gravtårnene'] i Churasanischen Baudenkmälern ['Bygningsværker i Khorasan'] af Ernst Diez. De sidste år af hans liv gjaldt igen arbejdet med Matériaux, hvortil han endnu nåede at færdiggøre den del, som var viet byen Jerusalem. Efter hans død ville det have krævet et samarbejde af lærde fra flere lande at færdiggøre det gevaldige foretagende, og da dette ikke kom i stand forblev hans livsværk en torso. Men når engang tiden er inde for et Corpus Inscriptionum Arabicarum, så vil van Berchem være forbillede og mønster.
73. H. Lammens og Beiruterskolen
I begyndelsen af det 20.århundrede gennemlevede islamvidenskaben en periode med radikal skepsis og hyperkritik: et fænomen i kølvandet på den kritiske historisme, som også andre historiske discipliner havde oplevet. Især ydede de problemer som er knyttet til Muhammeds personlighed, samt til islams opståen og tidlige historie, et vidtstrakt felt for spekulative konstruktioner. En af de mest fremragende repræsentanter for denne retning var belgieren Henri Lammens S.J. (26)(1862 – 1937), som fra 1882 til 1908 og igen fra 1920 var ansat ved det i 1881 grundlagte St.Josephs-institut i Beirut. Foranlediget af Goldzihers kritik af lovtraditionerne [se kap.56] forsøgte han at bringe bevis for, at også islams historiske overleveringer i det væsentlige kan takke tendenser blandt hinanden indbyrdes bekæmpende grupper og partier for deres eksistens. Med usædvanlig skarpsindighed underkastede han i de historiske forelæsninger han holdt i Beirut i årene 1904 til 1906 overleveringerne om Mu’awiya I en dybtgående kritik og afklædte i Le Triumvirat d’Abou Bakr, Omar et Abou ’Obaida ['Triumviratet Abu Bakr, Omar og Abu Obaida'] fra 1909 profetens fæller deres religiøse nimbus, idet han søgte at opspore deres politiks magtpolitiske mål. Hertil sluttede sig hans undersøgelser over Le califat de Yazid I ['Yasid den førstes kalifat'] (27). Derefter vendte han sig til profetbiografien. Og hvor Renan havde hævdet, at islam var opstået ”i historiens klare lys”, så opstillede Lammens i Coran et Tradition; comment fut composée la vie de Mahomet (Recherches de science religieuse 1910, nr. 1) ['Koran og tradition; hvordan Muhammeds liv blev konstrueret' (’Religionsvidenskabelige studier’ 1910, nr.1)] den tese, at den traditionelle profetbiografi (Sira) var en historisk roman sammenvævet ud fra koranen og at koranen, - bortset fra enkelte vage erindringer om begivenheder fra tiden i Medina – var den eneste autentiske kilde til profetens liv. Som katolsk præst afviste Lammens kategorisk Muhammeds krav på profetværdigheden, men han gik endnu længere og benægtede også spørgsmålet Mahomet fut-il sincère? (Recherches de science religieuse 1911 nr. 1 og 2.) ['Var Muhammed oprigtig?' (’Religionsvidenskabelige studier’ 1911, nr.1 og 2.)]. Som professor i arabisk litteratur, kaldet til det i 1909 grundlagte pavelige bibelinstitut i Rom, underkastede han i Fatima et les filles de Mahomet ['Fatima og Muhammeds piger'] fra 1912 traditionerne om Muhammeds familie en gennemgribende kritik. Også her vejrede han i de fleste overleveringer en tendens og lod snart sagt kun de efterretninger gælde, som var ugunstige for profeten og hans nærmeste. På den måde blev billedet, som her blev tegnet, nødvendigvis ensidigt, og hverken stofmængden eller fremstillingens elegance kan sløre bevisførelsens svaghed (28).
I Le Berceau de l’Islam ['Islams vugge'] (1914) beskæftigede Lammens sig med den gryende og opvoksende islams omverden. I La république marchande de la Mecque vers l’an 600 de notre ère ['Handelsrepublikken Mekka omkring år 600 i vor tidsregning'] skildrede han virkningsfuldt Muhammeds fødebys økonomiske betydning, - hvilket han behandlede endnu en gang i 1924 i La Mecque à la veille de l’hégire ['Mekka på tærskelen til Hijra']. I 1922 gav han en skildring af Taif og dens beboere (MFOB 8, 4) og samlede endelig i 1928 flere studier til en fremstilling af L’Arabie occidentale avant l’hégire ['Det vestlige Arabien før Hijra'].
Foruden Henri Lammens havde den syriske jesuittermission en række dygtige lærere, som, hver på sin måde, har gjort sig fortjent af de arabiske studier. En af de tidligste blandt dem var Philippe Cuche S.J. (1818 – 1895), som fra 1846 virkede i Syrien og tilegnede sig et grundigt kendskab til landets sprog. Han skabte – til praktisk brug i skole og hjem – en Dictionnaire arabe-français ['Arabisk-fransk ordbog'] (1862), hvor han optegnede det gode selskabs sprog i Syrien. Han indskrænkede sig her ikke til det klassiske ordforråd, for så vidt det stadig blev anvendt i Syrien, men optog også sådanne ord fra vulgærdialekterne, som havde vundet indpas i konversationssproget. Som et forsøg på leksikalsk at beskrive den syriske [sprog]provins indenfor det samtidige arabiske højsprog, betød bogen – hvortil Cuche leverede et modstykke i sin Vocabulaire français-arabe ['Fransk-arabisk ordbog'] – et betragteligt fremskridt.
I modsætning til den praktiske og energiske Cuche med hans muntre livsstil, var Jean-Baptiste Belot S.J. (1822 – 1904) (29), som fortsatte hans leksikalske arbejder, en stille lærd natur med hang til det meditative. Han var allerede i 1842 indtrådt i jesuiterordenen, arbejdede fra 1844 i Algier og gjorde sig i Constantine så fortrolig med det arabiske, at han efter sin tilbagevenden til Frankrig kunne offentliggøre Éléments de grammaire arabe ['Grundtræk af den arabiske grammatik'] (Vals 1849) og i 1857 Pater Heurys Vocabulaire français-arabe ['Fransk-arabisk ordbog’]. Fra 1866 virkede han i Syrien, først to år i Ghazir, så fra 1868 til sin død i Beirut. Han ledede fra 1872 til 1897 – bortset fra året 1880, hvor Cuche passede hans stilling – det katolske trykkeri. I 1870 bragte han al-Bachir, det første katolske arabisk-sprogede tidsskrift, til verden. Sammen med A.Rodet S.J. udgav han en gennemvokaliseret krestomati Nuhab al-mulah ['Nogle udvalgte anekdoter'], som i hans levetid udbredtes i tyve oplag på tilsammen 38.000 eksemplarer. Hans største fortjeneste ligger dog på det leksikalske område. I 1883 udkom hans Vocabulaire arabe-français à l’usage des étudiant par un père missionaire de la Cie de Jésus (30) ['Arabisk-fransk ordbog for studerende, af en missionspræst fra det jesuitiske kompagni']. Den var først tænkt som hjælpemiddel ved læsningen af de værker og tekstudvalg, som var udgivet af det katolske trykkeri, især Nuhab al-mulah og den nedenfor omtalte Majani l-adab, og den indeholder derfor en betydelig del af det klassiske ordforråd, men dertil også udtryk fra den syrisk-arabiske dagligdagsdialekt, som for størstedelens vedkommende stammer fra Cuches Dictionnaire fra 1862 og fra den i 1870 udkomne Muhit al-muhit af al-Bustani (31). Belot skabte blandt andet også en Dictionnaire français-arabe ['Fransk-arabisk ordbog'] (1890; fuldstændigt nybearbejdet af Raphael Nakhla S.J. 1952) og et Cours pratique de langue arabe ['Lærebog i anvendt arabisk'] (1896; 5.opl.1922).
Den store succes med Belot’s Vocabulaire gjorde det nærliggende for ledelsen af trykkeriet i Beirut at tænke på et arabisk-engelsk modstykke hertil, og de havde i den sprogkyndige pater Joseph-Gabriel Hava (arab. Havva med tyrkisk udtale; 1851 – 1916) en egnet bearbejder. Hava var af syrisk afstamning og tyrkisk nationalitet og havde tilbragt fire år af sin uddannelse på engelske jesuitterkollegier. Hans Arabic-English Dictionary (1899; 2.opl. 1915) ['Arabisk-Engelsk Ordbog'] er i det væsentlige en oversættelse af Belots værk og fandt ligesom denne vid udbredelse.
Også Sa’id al-Huri as-Sartunis (Chartouni 1849-1912 (32)) Aqrab al-mawarid ila afsah al-’arabiya wa s-sawarid [(ordbog over klassisk arabisk og dialekter)] blev trykt i Beirut fra 1889-1893 (2 bind og supplement); den er noget større end Muhit al-muhit og i det væsentlige bygget på de nationale ordbøger.
En udtømmende fremstilling af det arabiske efter det indfødte grammatiske system gav Donat Vernier S.J. i sin Grammaire arabe composé d’après les sources primitives ['Arabisk grammatik fremstillet efter de oprindelige kilder'] (2 bind, 1891 – 1892). Dog kunne dette værk – pga. [dets] mange mangler (33) - ikke hævde sig overfor den Grammar of the Classical Arabic Language ['Grammatik over det klassiske arabiske sprog'] som Mortimer Sloper Howell (1841 - 1925) sammenskrev ud fra nationalgrammatikernes værker og udgav i årene 1880 til 1911.
Særlig alsidig var den virksomhed, som Louis Cheikho S.J. (1859-1927) (34) fra Mardin udfoldede. Han skabte i Majani l-adab (6 bind tekst, 3 bind kommentar og et registerbind, 1885 – 1888) en tekstsamling, krestomati, af den arabisk litteratur fra den før-islamiske digtning til det 9./15.århundrede, som pga. dens righoldighed snart kunne glæde sig over en usædvanlig popularitet og fandt vid udbredelse. I Spécimens d’écritures arabes ['Exempler på arabisk skrift'] gav han en bekvem indføring i læsningen af håndskrifter. Hans ’Ilm al-adab ['Litteraturvidenskab'] (2 bind,1928) er en overskuelig lærebog i stilistik, poetik og retorik. Han grundlagde det arabiske tidsskrift al-Machriq i 1898 og var ikke kun dets utrættelige redaktør, men også dets ivrigste medarbejder. Han beskrev de arabiske håndskrifter i St.Josephs-Universitetets bibliotek og, som én af de første, gav han en oversigt over den ny-arabiske litteratur. Særlig interesse havde han for den kristent-arabiske litteratur og efter møjsommelige forarbejder leverede han i 1924 et overblik over den i Les Manuscrits des auteurs arabes chrétiens depuis l’Islam ['Manuskripter af kristne arabiske forfattere efter islam']. Han var tilbøjelig til at overvurdere kristendommens indflydelse i det før-islamiske Arabien og i Les poètes arabes chrétiens avant l’Islam ['De arabiske kristne digtere før islam'] indforskrev han uden videre et stort antal gode hedninger for den kristne tro. Vigtigere end disse samlinger var de udgaver, hvormed Cheikho gjorde hidtil ukendte tekster tilgængelige, - fx digte af Hansa’, Abu l-’Atahiya, Samau’al samt andre rester af arabisk poesi, Ibn as-Sikkits Alfaz i Tibrizis bearbejdelse (tahdib), Ibn Durustawaihs Kitab al-kuttab, Ibn Sa’ids Tabaqat al-umam og meget andet. Han udgav i 1910 Buhturis Hamasa efter det eneste eksisterende håndskrift i Leiden, hvoraf der kort forinden var udkommet en faksimileudgave, som de Goeje-stiftelsens første udgivelse. Han opdagede i et kloster i Libanon et relativt gammelt håndskrift af Ibn al-Muqaffa’s Kalila wa-Dimna-oversættelse [se kapp.49, 61, 62] og besørgede et aftryk af det, - uden at ændre teksten af sømmelighedsgrunde (35). Sammen med A.Haffner udgav han Dix anciens traités de philologie arabe ['Ti gamle arabiske filologiske afhandlinger'], og med A.Durand skrev han Elementa grammaticae arabicae ['Grundtræk af den arabiske grammatik']. Men trods denne gevaldige arbejdsindsats fandt han stadig tid til beredvilligt at stille sine udstrakte kundskaber og erfaringer til rådighed for andre, det være sig ordensbrødre eller besøgende udefra.
Også Antoine Salhani (1847-1941) fra Damaskus vandt sig et klangfuldt navn ved udgivelse af arabiske tekster. Efter at han i 1890 havde udgivet Bar Hebraeus’ Ta’rih muhtasar ad-duwal (36) ['Historisk oversigt over landene', se kapp.18 og 22], vendte han sig til studiet af Ahtal. I 1891 offentliggjorde han sammes digtsamling efter håndskriftet i Leningrad, i 1905 besørgede han et faksimiletryk af håndskriftet i Bagdad. Som tillæg til disse arbejder lod Eugenio Griffini i 1907 det jemenitiske Ahtal-håndskrift udkomme i faksimile og som afslutning udkom Salhanis udgave af Garirs og al-Ahtals stridsdigte (naqa-id).
74. Leone Caetani
I Italien, hvor generationen af lærde efter Ignazio Guidi havde specialiseret sig - som tidens tendens var - stadig stærkere, så at orientalistikken omkring århundredskiftet var sammensat af et stort antal underdiscipliner (37), fandt islams historie ved begyndelsen af det 20.århundrede i Leone Caetani (38) (senere Principe di Teano og fra 1917 Duca di Sermoneta, 1869 - 1935) en fremragende udforsker. Allerede tidligt fattede han – med forbillede i Muratoris Annali dell’Italia [ca.: 'Italiens [histories] kildeskrifter'] og dens kildekritiske metode - planen til Annali dell’Islam [ca.: 'Islams [histories] kildeskrifter'], som i italiensk oversættelse skulle indeholde materialer fra de trykte og håndskriftlige kildeværker til de islamiske folks historie indtil Selim I’s erobring af Ægypten i 1517. Godt forberedt gennem studier hos Ignazio Guidi og ved gentagne rejser i forskellige lande i Orienten, påbegyndte Caetani indsamlingen og forarbejdelsen af stoffet, og skelnede heri, som den positivist og rationalist han var og for at hjælpe benytteren til rette, skarpt mellem [selve] de materialer, som forelå for forskeren, på den ene side, og så analysen, hvormed han belyser dem, på den anden, for så endelig at nå til syntesen, hvormed han forener det til en samlet fremstilling. Her viste det sig så snart, at værkets påregnede ni kvart-bind ikke rakte til at indeholde alt det af Caetani og hans medarbejdere sammenbragte materiale, når han også – i en omfangsrig indledning og i talrige ekskurser - belyste vigtige detail-spørgsmål med indgående og ikke sjældent overdrevent skarp kritik. Mange af disse problemer behandlede han igen i Studi di storia orientale ['Studier i den orientalske historie'] (I, 1911; III, 1914), hvor han fx søgte at føre den arabiske folkevandring tilbage til en klimaforandring med efterfølgende udtørring (inaridimento), en tese, som efter livlig diskussion blev almindeligt afvist. Også i sin fremstilling af Muhammeds virke, i det tredje bind af Studi, skænkede Caetani de økonomiske og politiske faktorer en særlig opmærksomhed.
Af Annali udkom i løbet af årene elleve store kvart-bind (I; II 1. 2.; III – X; 1905 – 1927), som omfatter Muhammeds og de fire ortodokse kaliffers tidsalder. Ved siden af lod Caetani, fra 1912, Chronographia islamica ['Islamisk årstalsliste'] udkomme, som i overskriftsagtig form [”re gesta”, ’ting, som skete’] skulle opregne de vigtigste begivenheder indtil året 922/1517, - uden uddrag fra kilderne, men med rigelige henvisninger til dem. Da fremstillingen, med det femte hæfte i 1922, var nået til det arabiske riges undergang i 132h, fortsatte Caetani forehavendet i et tredje værk Cronografia generale del bacino mediterraneo e dell’oriente musulmano dal 612 – 1517 ['Almen årstalsliste for middelhavsområdet og den muslimske orient fra 612 til 1517'], men fik kun udgivet ét hæfte, som omfatter årene 133-144h.
Sammen med arabisten Guiseppe Gabrieli (39) påbegyndte Caetani et Onomasticon Arabicum ['Arabisk navnefortegnelse']. Af dette værk udkom to bind i 1915, som udover kildefortegnelse og en udførlig indledning væsentligst indeholder bærere af navnet ’Abdallah.
75. Carlo Alfonso Nallino
I modsætning til historikeren Caetani var Carlo Alfonso Nallino (40) (1872 – 1938) filolog. Det var begejstring for fortællinger om fremmede lande, som havde drevet den opvakte og tidligt modne dreng til et selvstudium af arabisk, og livet igennem bevarede han en forkærlighed for geografi. Fx dyrkede han, ved siden af orientalistikken (41), også geografiske studier hos Guido Cora, som allerede i 1890 antog et arbejde af sin begavede elev, Il valore metrico del grado di meridiano secondo i geografi arabi ['Måleværdien af meridiangraden ifølge de arabiske geografer'] til offentliggørelse i sit tidsskrift Cosmos XI (1892 – 1893). Desuden viste han, - ved det formålstjenlige tekstudvalg, de knappe forklaringer og den nyttige ordfortegnelse i sin Chrestomathia Qorani Arabica ['Tekstudvalg til den arabiske koran'], - at han også havde gjort sig fortrolig med den historisk-kritiske koranforsknings resultater. Efter at han i 1893 havde bestået sin statseksamen muliggjorde et stipendium fra undervisningsministeriet at han kunne tage til Kairo i et halvt år, hvor han indlevede sig så meget i det [klassiske] arabiske, at han til sidst beherskede det, mundtligt såvel som skriftligt. Men at han også udforskede dialekten grundigt, viser den både praktisk og teoretisk lige fortræffelige håndbog L’arabo parlato nell’Egitto ['Arabisk, som talt i Ægypten'] (1900; 2.opl.1913). Efter sin tilbagevenden fra Ægypten rådede lederen af Milanos astronomiske observatorium Giovanni Schiaparelli (42) og hans broder, den allerede nævnte arabist Celestino Schiaparelli, ham til at udgive al-Battanis store astronomiske værk, som havde udøvet en afgørende indflydelse på udviklingen af astronomien og den sfæriske trigonometri i Europa. Nallino, som fra 1894 arbejdede som docent (og fra 1899-1901 som professor) i arabisk ved det orientalske institut i Napoli, udgav allerede i 1899 teksten efter håndskriftet på Escorial. Da han i 1902 blev kaldet til universitetet i Palermo, lod han i 1903 den latinske oversættelse af den teoretiske del, samt udførlige indholdsforklaringer, følge, og afsluttede med en oversættelse af tabellerne samt den værdifulde ordfortegnelse og registrene i 1907. Denne indholdsmæssigt og sprogligt lige betydningsfulde præstation grundlagde Nallinos verdensberømmelse. Han blev af universitetet i Kairo indbudt til i 1909/10 at holde forelæsninger om den arabiske astronomis historie på arabisk, som så blev trykt under titlen ’Ilm al-falak ['Astronomi']. I 1912 gav regeringen ham til opgave at indrette et oversættelsesbureau i Tripolis, i 1913 at reorganisere orient-instituttet i Neapel og i 1915 blev han kaldet til den nyoprettede lærestol i islamiske institutioners historie i Rom, hvilken han beholdt til sin død. Da orient-instituttet blev grundlagt i 1921 blev han dets direktør og udgav i denne egenskab månedsskriftet Oriente Moderne ['Den moderne orient'], som snart vandt stor anseelse for sine udførlige og pålidelige beretninger om landene i den muslimske orient. Trods en stor byrde af tjenestelige forpligtelser af den forskelligste art – han var fra 1932 medlem af det italienske akademi og redigerede udgivelsesserien Classe di science morali ['De etiske videnskabers klasse'] og var også fagredaktør for de orientalske artikler i Enciclopedia Italiana ['Den italienske encyclopædi'] – fandt han alligevel tid til en udstrakt litterær virksomhed. Ikke sjældent gav et arabisk fagudtryk ham anledning til en dybtgående undersøgelse, som ved at udgå fra sprogbrugen, afdækkede store åndshistoriske sammenhænge. Eller han forbandt nærfortolkningen (fx af Ibn Fasids Ta’iya) med grundlæggende [almene] redegørelser om forfatter og værk. En hel række vigtige bidrag til den orientalske retshistorie voksede frem af striden om juristen Carusis arbejder. Og som han havde båret hovedvægten af redaktionsarbejdet på den i 1910 udkomne Centenario Amari ['Amaris hundredeårsdag', se kap.39] så [var det også ham som] besørgede nyudgivelsen af Amaris Storia dei Musulmani di Sicilia ['Muslimernes historie på Sicilien', se kap.39].
Blandt de øvrige italienske arabister ragede den tidligt afdøde Eugenio Griffini (43)(1878 – 1925) op, - en lærd med alsidige interesser, som bl.a. udgav Zaid b.’Alis Corpus Juris i 1919 [(juridisk lovsamling)].
76. V.V.Barthold
Blandt Viktor Rosens [se kap.54] elever taltes de betydeligst russiske orientalister og iblandt dem ragede Valsilij Vladimirovi? Barthold (1869-1930), som især gjorde sig fortjent af Mellemasiens udforskning, op (44). Allerede hans disputats om Turkestan på mongolstormens tid, som udmærkede sig ved sit udstrakte kildekendskab, den sikre metode og sunde dømmekraft, virkede banebrydende. En andenudgave, gennemset og udvidet af Barthold, udkom i 1928 i en oversættelse besørget af H.A.R.Gibb (GMNS V). I sine forskninger inddrog han også de arabiske geografer og historikere og opklarede, ved deres hjælp, mangt et problem i Mellemasiens historiske geografi. Dertil gjorde han til stadighed omhyggelig brug af ikke-litterære kilder, især mønterne. Allerede i 1899 oversatte han Stanley Lane-Pooles The Mohammedan Dynasties ['De muhammedanske dynastier'] (London 1894) til russisk, - med så mange forbedringer og tillæg, at hans bearbejdelse havde sin selvstændige værdi og kunne bevare føringen indtil udgivelsen af Eduard von Zambaurs Manuel de généalogie et de chronologie pour l’histoire de l’Islam ['Genealogisk og kronologisk håndbog til islams historie'] i 1927.
Barthold, - som havde udgivet det russiske arkæologiske selskabs orientalske afdelings ’Memoranda’ (Zapiski), - indså islamvidenskabens store betydning og overtog derfor i 1912 udgivelsen af det nygrundlagte tidsskrift Mir Islama ['Den islamiske verden'], som [dog] gik ind [midt] i anden årgang. Dets første bind indeholder bl.a. Bartholds afhandling om ’Kalif og Sultan’, som fik lange eftervirkninger i udredninger om den islamiske statsret (45). Samme år behandlede han (i tidsskriftet Christianskij Vostok ['Det kristne østen'] VI, 203 – 234) det meget diskuterede spørgsmål om Karl den Stores [reg. 771 – 814, i Paris] forhold til Harun al-Rashid [reg.768 – 809, i Bagdad] og tog med gode grunde stilling imod den antagelse, at de to fyrster havde udvekslet gesandter. Senere gav han også nogle alment forståelige fremstillinger i sine bøger (46) om Islam (1919), dens kultur (1918) og dens verden (1922).
Barthold, som efter afslutningen af sine studier havde tilbragt to semestre hos A.Müller i Halle og hos Th.Nöldeke i Strassburg og holdt gode forbindelser til udenlandske forskere, havde allerede siden sin disputats kunnet glæde sig over et stort internationalt ry. Han var medarbejder på Enzyklopädie des Islam ['Islamisk Encyclopædi', se kap.87] og offentliggjorde et stort antal artikler deri, især om Mellemasiens geografi og historie, samt om de tyrkiske folk. I Mitteilungen des Berliner Seminars ['Meddelelser fra Berlinerseminaret'] fra 1898 til 1903 berettede han om russiske nyudgivelser på området mellem- og fjernøstlig forskning. Flere af hans arbejder blev oversat til tysk og i 1925 blev han indbudt af den tyrkiske regering til at gæsteforelæse på Istanbuls universitet hvor han i Zwölf Vorlesungen über die Geschichte der Türken Mittelasiens ['Tolv forelæsninger om de mellemasiatiske tyrkeres historie'] (som først udkom på tyrkisk, og senere også på tysk) et storartet overblik over sit livsværks videnskabelige resultater.
77. Ignatij Krackovskij
Den betydeligste arabist, som udgik fra Rosens skole, var Ignatij Julianovi? Kra?kowskij (1883 – 1951) (47). Allerede i skolen var han begyndt at lære arabisk ved hjælp af de Sacys grammatik. På universitetet studerede han arabisk hos Rosen og islamisk historie hos Barthold, desuden gik han til forelæsninger hos tyrkologen P.M.Melioranskij (1868 – 1906), iranisten V.A.Žukovskij (død 1918), hebræisten Kokovcov og andre. Indført af Rosen i den arabiske digtning gav han i sin magisterdisputats en udgave af Abu l-Farag al-Wa’Wa’s digtsamling, en digter fra kredsen om hamdaniden Saifaddaula, - med russisk oversættelse og en udførlig litterærhistorisk indledning (48), hvor han fulgte litteraturhistorikeren A.N.Vesselovskijs metode. Til dette arbejde, som bidrog stærkt til forståelsen af kunstdigtningen i abbasidetiden, sluttede sig senere studier i den arabiske poetik og digtekunst, retorik og stilkritik, som nåede sit højdepunkt i den mønstergyldige udgave af Ibn al-Mu’tazz’s Kitab al-badi’ ['Bogen om det forunderlige', 9.årh.] (GMNS X 1935), i hvis indledning Kra?kowskij skildrer sin egen forsknings veje på dette område. Af de abbasidiske digtere var det især den blinde tænker Abu l-’Ala’ al-Ma’arri [10./11.årh.], hvis værker vedblev at udøve en stærk tiltrækning på Kra?kowskij.
Kra?kowskij lærte Orienten at kende med egne øjne på en rejse i 1908-1909, som førte ham til Syrien og Ægypten. Her gjorde han sig fortrolig med det arabiske omgangssprog og tilbragte to vintre på det katolske St.-Josephs-Universitet i Beirut, hvor han trådte i venskabelig forbindelse med Cheikho, Salhani og andre medlemmer af jesuittermissionen [se kap.73]. Især kom han dog i berøring med nogle arabiske forfattere, som Amin ar-Raihani, Girgi Zaidan (49), Md. Kurd ’Ali, Ahmad Taimur Pascha o.a., - og han indså den videnskabelige betydning af den nyarabiske litteratur og bidrog med talrige afhandlinger og flere oversættelser til dens udforskning. Et af hans første arbejder angik den historiske roman i den nyere arabiske litteratur. Den blev oversat til tysk i 1930, med en indledning og flere tillæg af Kra?kowskij. Til K.V.Ode-Vasiljevas tekstsamling, krestomati, som indeholder prøver på den nyarabiske litteratur fra 1880 til 1925, samt en arabisk-russisk ordfortegnelse og udkom i 1928-1929 i det Orientalske Institut i Leningrads Publikationer, skrev han en indledning, som ligeledes blev oversat til tysk. Senere gav han et fremragende overblik over den nyarabiske litteratur og dens genrer med en righoldig bibliografi i Enzyclopädie des Islam (tillægbindets side 27-35), og endelig arbejdede han sammen med CH.K.Baranov på en ordbog over det nyarabiske litteratursprog.
Allerede på sin orientrejse havde Kra?kowskij ivrigt gennemforsket de arabiske håndskrifter på bibliotekerne i Beirut, Kairo og Alexandria. I 1914 foretog han en rejse til Halle, Leipzig og Leiden for at dyrke håndskriftstudier. Efter iranisten Karl Salemanns (1830 – 1916) død ordnede han de nyligt erhvervede orientalske håndskrifter på det asiatiske museum og blev senere leder af den islamiske afdeling. Han havde fra først af også inddraget den kristen-arabiske litteratur i sit studieområde, - fx beskrev han i 1924 de arabiske håndskrifter i patriarken af Antiochias, Gregor IV’s samling. Han tog sig af sin lærer Viktor Rosens [se kap.54] efterladte notater og førte, som allerede nævnt, den girgassiske udgave af Dinawari til sin fuldførelse, idet han i 1912 fortsatte de registre, som Rosen havde udfærdiget, sammenstillede [det kritiske] variant-apparat, samt skrev indledningen.
Kra?kowskijs styrke lå i den videnskabelige monografi. Den uefterlignelige gave at kunne afdække et håndskrifts mening og i detaljerne se det typiske og almengyldige, viser sig også i de talrige bidrag til lærdomshistorien, som fandt sin afslutning i hans skitser til den russiske arabistiks historie [’Die russische Arabistik….’, overs. af Otto Mehlitz, 1957].
Kra?kowskij offentliggjorde i 1945 sine erindringer om bøger og mennesker og havde en usædvanlig succes med det (3.opl.1948; oversættelser til tysk, 1949, polsk 1952, engelsk 1953 (50)og fransk 1954). Heri lod han læseren tage del i en arabisk filologs arbejde og han forstod på sin tilbageholdende måde at gøre arabiske studiers væsen nærværende også for ikke-fagmanden, - at gøre betydningen for kulturhistorien begribelig og vise, at dette fags opgaver kun kan løses ved et samarbejde mellem arabisk-interesserede forskere fra hele verden.
En anden elev af V.Rosen, Alexander Eduardovi? Schmidt (1871 – 1939), udgav i 1914 et skrift af ’Abdalwahhab as-Sa’rani med russisk oversættelse og en udførlig indledning til forfatterens liv, værk og lære.
Samme år udgav D.K.Petrov Ibn Hazms Tauq al-hamama ['Duens ring', 11.årh.] efter håndskriftet (det eneste eksisterende) i Leipzig. Petrov, som var professor i romanistik ved universitetet i St.Petersborg, var gennem sine spanske studier blevet indført i den store problemkreds, som forholdet mellem den arabiske digtning i det mauriske Spanien og hofpoesien i den kristne middelalder udgør [se kap.65], og han havde i en fremskreden alder lært arabisk hos Viktor Rosen (ligesom Kra?kowskij senere, og af samme grund, lærte spansk hos Petrov). Hans udgave af dette det berømteste arabiske skrift om kærlighed virkede stimulerende på forskningen. Det blev oversat af A.R.Nykl til engelsk i 1931, af M.A.Salje til russisk i 1933 og til tysk i 1941 af Max Weisweiler.
Et andet grænseområde bearbejdede Alexander Alexandrovi? Vasiljev (født 1867), som drev byzantinske studier, i sin bog fra år 1900 om Byzantz og araberne, hvor han brugte W.v.Tiesenhausens værk om den gyldne horde som forbillede i udvælgelsen af de arabiske kilder. En fransk nybearbejdelse besørgede Henri Grégoire og Marius Canard i Corpus Bruxellense bind II, 1935ff. [ca.: 'Samling (af studier) fra Bruxelles'].
78. De arabiske studier i de nordiske lande fra 1890 til 1914
Da Frants Buhl (51)(1850 – 1932) i 1897, som efterfølger for Mehren, blev kaldet til professoratet i semitisk filologi ved Københavns Universitet, havde han allerede en ærefuld løbebane som gammeltestamentler ved de teologiske fakulteter i København (1878–1890) og Leipzig (1890-1897, - som Franz Delitzschs efterfølger) bag sig og var trådt frem med bøger som hans Text und Kanon des Alten Testaments ['Det gamle testamentes tekst og kanon[dannelse]'] og nybearbejdelsen af Gesenius’ [bibelhebræisk-tysk] ordbog (14.opl.1895, - [Buhls 17. (og sidste) udgave fra 1915 bruges stadig]). Arabisk havde han studeret hos Mehren og Fleischer og i sin disputats havde han leveret Sproglige og historiske Bidrag til den arabiske Grammatik – hvor han knyttede til ved Ibn Hajib. Senere vendte han sig til [udforskningen af] den tidlige islams historie. Nøgtern og velovervejet, kritisk anlagt og mistroisk mod alle ekstreme opfattelser (som de fremstod i skrifter af Lammens, Margoliouth, Grimm og Caetani) gav han i sin bog Muhammeds Liv (1903) og den tyske nybearbejdelse heraf Das Leben Muhammeds ['Muhammeds Liv'] (52)(1930) en fremragende fremstilling af profetens liv, udmærket ved omhyggelig anvendelse af litteraturen, et godt kendskab til kilderne og velovervejet kritik. Ganske vist måtte hans forsøg – baseret på fejlagtige forudsætninger - på at aflede islam historisk-genetisk af de ældre åbenbaringsreligioner (53) mislykkes, men mængden af kritisk sigtet stof og den overskuelige fremstilling af de ydre omstændigheder giver stadig [1955] værket en høj værdi.
En elev af Mehrens var også Johannes Østrup (1867-1938), som i sin Studier over 1001 Nat fra 1891 (tysk oversættelse af O.Rescher i 1925) arbejdede med en kildeanalyse af dette værk og som i sin Contes de Damas ['Damaskus-fortællinger'] fra 1897 – foruden tekst og oversættelse – også gav en grammatisk skitse af Damaskus-dialekten (54).
Et område, hvor danske lærde erhvervede sig store fortjenester, var matematikkens og astronomiens historie. R[asmus] O[lsen] Besthorn (1847-1921), som i 1889 disputerede hos Mehren med en udgave af Ibn Zaiduns skrivelse til Ibn Gahwar, udgav fra 1893 den arabiske oversættelse af de første seks bøger af Euclid (55) og tilføjede en latinsk oversættelse, som J.L.Heiberg (1854-1928), en fremragende kender af de antikke matematikere, hjælpsomt bistod ham med. Heiberg bidrog endvidere med noter til det saglige indhold (56).
Selvom der i Lund såvel som i Uppsala var lærestole i semitisk filologi, så fandt de arabiske studier i anden halvdel af det 19.århundrede deres ypperste pleje ved en repræsentant for den sammenlignende sprogvidenskab: Herman Almkvist (død 1904), - samt en privat forsker: Carlo Landberg (senere: Grev Landberg-Hallberger, 1848-1924). - Almkvist, som også havde studeret hos Fleischer, tilbragte 2½ år i Syrien, Ægypten, Nubien og Sudan, og skænkede dér vulgærdialekterne en særlig opmærksomhed. Hans Kleinen Beiträge zur Lexikographie des Vulgärarabischen (57) ['Mindre bidrag til den vulgærarabiske leksikografi'], - som han beskedent betegnede som et forarbejde til et kommende tillæg til Dozys Supplement [se kap.38, mod slutningen] – udmærker sig ved stor pålidelighed og er metodisk forbilledlig ved den måde, hvorpå udforskningen af ord og af sprog går hånd i hånd. - Også Landbergs interesse gjaldt i første række de arabiske dialekter, dog manglede han en grundig skoling og stram metode og hans usædvanligt lange ophold i Orienten kunne ikke opveje disse mangler. Først planlagde han, på Spittas tilskyndelse, en samling af vulgærarabiske ordsprog i fem bind, hvoraf dog kun det første bind udkom (Proverbes et dictions de la province de Syrie, section de Sayda, 1883 ['Ordsprog og talemåder i den syriske provins, området Sayda']), hvormed han blev doktor i Leipzig in absentia i 1883. Dernæst udgav han i 1886 og 1889, i Primeurs Arabes [ca.: 'Arabisk førstegrøde'], Abu Mihgans og Zuhairs digtsamlinger og lod samtidig et antal anmeldelser udgive under titlen Critica Arabica I ['Arabisk kritik'], hvilket indbragte ham en dygtig tugtelse af Snouck Hurgronje (58). I 1888 fulgte tekstbindet med ’Imadaddin al-Isfahanis al-Fath al-qussi [(Om Jerusalems erobring)]. Dernæst vendte han sig til studiet af de sydarabiske dialekter og offentliggjorde i 1901 som første bind af Études sur les dialectes de l’Arabie méridionale ['Studier over de sydlige arabiske dialekter'] digte og fortællinger i dialekten fra Hadramaut, med oversættelse, kommentar og ordfortegnelse. Det andet bind bragte – i tre dele, fra 1905 til 1913, - tekster i dialekten fra Datina, med oversættelse og kommentar. Samtidigt udviklede Landberg sine synspunkter i en afhandling, forelagt orientalist-kongressen i Algier i 1905 om La langue arabe et ses dialectes ['Det arabiske sprog og dets dialekter']. Dernæst vendte han igen tilbage til studiet af beduindialekterne på den syrisk-arabiske steppe, som allerede havde beskæftiget ham i 1883, og han offentliggjorde i 1919 nogle tekster, som det første (og eneste) bind af Langue des Bédouins ’Anazeh ['Anazeh-beduinernes sprog'], - men de er svære at anvende linguistisk (59), da Landbergs hovedvidne ikke er en beduin, men en kristen bonde fra Hauran. De sidste år af sit liv viede han arbejdet på Glossaire datinois ['Ordfortegnelse [over dialekten i] Datina'], hvoraf de to første bind udkom i 1920 og 1923. Det afsluttende bind udgav Zetterstéen i 1942 efter Landbergs efterladte papirer, efter at han allerede i 1940 på samme måde havde offentliggjort Glossaire de la langue des Bédouins ’Anazeh ['Ordfortegnelse over Anazeh-beduinernes sprog']. Disse værker er langt mere righoldige end sædvanlige ordfortegnelser: de indeholder talrige forslag til etymologi, ganske vist efter nationalgrammatikkernes [såkaldte] ’store etymologiske’ metode, som endnu var blevet anvendt af (den af Landberg meget beundrede) Ahmad Faris as-Sidyaq i hans Sirr al-layali ['Nætternes mysterium']. Ligeledes gjorde Landberg vidtstrakt brug af antagelsen af onomatopoetiske rødder [lyd-efterlignende ord-rødder] og regnede, ligesom sin landsmand Hermann Möller, med et ur-slægtskab mellem den semitiske og den indogermanske sprogstamme (60). Men foruden sådan ballast indeholder ordfortegnelserne [også] talrige ekskurser om rødder og om sagforhold, citater fra den klassiske litteratur og grammatiske bemærkninger, [men] først og fremmest en fylde af leksikografisk materiale, ikke kun om de dér specielt behandlede dialekter, men også fra andre dialekter. Det er Landbergs blivende fortjeneste af have aflyttet det - af det klassiske sprog og den klassiske dannelse - uberørte folk denne fylde af ord og udtryk, hvori det arabiske sprogs uudtømmelige livskraft giver sig udtryk.
I den netop nævnte Zetterstéen (1866-1953) besad universitetet i Uppsala en fremragende semitisk filolog. Han blev i 1895 doktor på en udgave af Ibn ’Abdalmu’tis grammatiske læredigt, var medarbejder på den af hans lærer Sachau ledede udgivelse af Ibn Sa’d og leverede vigtige bidrag til Beiträge zur Geschichte der Mamlukensultane in den Jahren 690-741 d.H. nach arabischen Handschriften ['Bidrag til Mamluker-sultanernes historie i årene 690-741h efter arabiske håndskrifter']. I sin høje alderdom begyndte han udgivelsen af Naswans Sams al-’ulum ['Videnskabernes sol']. Han var meget alsidig, udgav Nubische Studien ['Nubiske studier'] (1911) fra Almkvists efterladte papirer, beskrev i det af ham grundlagte tidsskrift Le Monde Oriental ['Den orientalske verden'] (bind 22 og 28) Die arabischen, persischen und türkischen Hss der Universitätsbibliothek zu Uppsala ['De arabiske, persiske og tyrkiske håndskrifter i universitetsbiblioteket i Uppsala'] og bidrog med talrige artikler til Enzyklopädie des Islam ['Islamisk Encyclopædi', se kap.87], hvor han sagligt og nøgternt berettede om kaliffer, statholdere og andre politisk indflydelsesrige personer i historien (61).
Blandt Zetterstéens elever var også Axel Moberg (født 1872), som udgav et arabisk Vita ['Levnedsbeskrivelse'] over mamlukersultanen al-Malik al-Asraf , men senere vendte sig til syriske studier.
I Christiania (Oslo) blev den semitiske filologi doceret af Alexander Seippel (1851-1938), som i årene 1896-1928 foranstaltede samlingen Rerum Normannicarum fontes arabici ['Arabiske kilder til normannernes historie/forhold']
.
79. A. Fischer og Leipzigerskolen
Med August Fischer (62) (1865-1949), som i 1899 blev kaldet til Leipzig som Socins efterfølger, blev Fleischers lærestol besat med en lærd der, som elev af Thorbecke (som kun ved sin tidlige død var blevet hindret i at efterfølge Fleischer), var opvokset i Leipzigerskolens bedste traditioner, og som i Fleischer så sit videnskabelige forbillede. Ligesom Fleischer var han positivist og analytiker, og han betragtede, som denne, den arabiske filologi som det uomgængelige grundlag for al videnskabelig beskæftigelse med arabiske tekster. Hans sikre fornemmelse for de grammatiske muligheder for det sproglige udtryk [für die grammatischen Möglichkeiten sprachlichen Ausdrucks], hans fortrolighed med det arabiske ordforråd og arabisk sprogbrug [lige] fra de ældste sproglige mindemærker til nutidens folkelige dialekter, samt hans intime kendskab til de arabiske nationalgrammatikere satte ham i stand til, ved en uforlignelig fortolkningskunst, at kalde alt hvad der gemmer sig bag en arabisk teksts døde bogstaver til live igen. Af dette opvoksede der i ham, af ærefrygt for teksten [selv], en bevidsthed om sit eget ansvar, som gjorde ham streng i sine krav til sig selv, og derfor var alle hans værker [præget] af en minutiøs akribi [pinlig nøjagtighed]. Hans studie over Wert der vorhandenen Koranübersetzungen und Sure III (BVSAW 89,2) ['Værdien af de foreliggende koranoversættelser og sura 3'] påviser ikke blot – med en enkelt sura som eksempel – de gængse versioners filologiske utilstrækkelighed, men behandler samtidigt, på metodisk forbilledlig vis, også koranfortolkningens fundamentale spørgsmål, det mærkelige lys-mørke [Helldunkel], som hviler over de koranske åbenbaringer, deres sprog- og stilmidler, læsemåderne, den hedensk-arabiske omverdens betydning for forståelsen af Muhammed o.a. I sin monografi over Koran des Abu l-’Ala’ al-Ma’arris ['Abu l-’Ala’ al-Ma’arris Koran'] giver Fischer en indføring i de mest fundamentale spørgsmål om en højst egenartet digtnings mening og betydning. Til brug for den akademiske undervisning fornyede han R.Brünnows Arabische Chrestomathie aus Prosaschriftstellern [Samling af tekster af arabiske prosaforfattere'] og gav dermed begynderen en læsebog i hånden, som ved sit behændige udvalg af tekststykker og især på grund af dens fremragende ordfortegnelse har holdt sig glimrende.
Savnet af en arabisk ordbog, øst direkte af kilderne, var siden udgangen af det 19.årh. blevet stadig mere føleligt, og Fischer synes, efter disposition og anlæg, at være den rette mand til at afhjælpe denne mangel. Det var hans livs tragedie, at han måtte lægge pennen netop i det øjeblik han havde afsluttet den første artikel i sin ordbog (63). Derimod blev et ledsageværk til ordbogsforetagendet afsluttet i 1945, [nemlig] de Schawahid-Indices ['Registre til Schwahid'], som Fischer havde sammenstillet, sammen med sin elev og efterfølger Erich Bräunlich (64) (1892-1945).
Blandt Fischers elever taltes bl.a. Arthur Schaade (65) (1883-1952), Erich Graefe (66) (1886-1914) og Gotthelf Bergsträsser (67) (1886-1933).
Bergsträsser, som havde drevet vidtstrakte studier og udover den semitiske filologi også havde beskæftiget sig med indogermanistik og klassisk filologi, anvendte den sproghistoriske positivisme og den kritiske historismes metoder – først på det arabiske, dernæst på det hebræiske og det aramæiske, og udstrakte snart også sine forskninger til åndshistorien, hvorunder han ikke sjældent vendte tilbage til gamle arbejdsområder. Fx kredser en del af hans arbejder om koranen: hans disputats om Die Negationen im Koran ['Nægtelserne i koranen'] (1911; udvidet i LSS V 4, 1914) var den lovende begyndelse til en historisk grammatik over koranens sprog. Korantekstens historie, som han efter sin forgænger Schwallys død påbegyndte ved nybearbejdelsen af det 3.bind af Nöldekes Geschichte des Korans ['Koranens historie', se kap.52, i begyndelsen] (og som hans elev Otto Pretzl førte til ende i 1938), gav ham anledning til udbytterige undersøgelser og til udgivelsen af et uddrag af Ibn Halawaihs værk om læsemåderne (udkommet efter hans død i Bibliotheca Islamica VII, 1934 ['Islamisk bibliotek']) og Ibn al-Jazaris biografiske leksikon over koranlærere (ført til ende af Pretzl, sammesteds VIII, 3 bind, 1933-1935). Han påbegyndte hermed forskningen på et forskningsområde, som, ganske vist i nogen grad på grund af utilstrækkelige håndskrifter (68), hidtil var næsten ubetrådt. Med sit kvalifikationsskrift om Die bisher veröffentlichten arabischen Hippokrates- und Galenübersetzungen ['Om de hidtil offentliggjorte arabiske håndskrifter til Hippokrates og Galen'] (1912; udvidet under titlen Hunain b.Ishaq und seine Schule ['Hunain b.Ishag og hans skole'], 1913) leverede han sprog- og litteraturhistorisk vigtige undersøgelser, hvorpå senere fulgte en række andre arbejder samt to udgaver af skrifter af Hunain. En rejse til Orienten i 1914 gjorde ham fortrolig med Syriens dialekter og førte til offentliggørelsen af prosatekster i Damaskus-dialekten (1924), samt til hans Sprachatlas von Syrien und Palästina ['Sprogatlas over Syrien og Palæstina'] (ZDPV 38, 1915, side 169-222), som fortjener anerkendelse som det første forsøg på at anvende den moderne dialektgeografis metoder på det arabiske sprogområde. Endvidere indsamlede han ny-aramæiske tekster i Ma’lulas dialekt, udgav dem i 1915 [sammen] med Pryms og Socins samlinger, samt leverede en ordfortegnelse dertil (AKM 13,2. 3; 15,4). Allerede i 1913 havde han påtaget sig at forny ’Gesenius’, den gamle, gennemprøvede hebræiske grammatik, i sproghistorisk ånd, men kunne kun færdiggøre to dele af nybearbejdelsen (29.opl.1918 og 1929), - de som omfatter skrift- og lydlæren, samt verbet. Afslutningen på disse sproghistoriske værker udgøres af den originale Einführung in die semitischen Sprachen ['Indføring i de semitiske sprog'] (1928). Endelig viede Bergsträsser også den islamiske retshistorie sin opmærksomhed og virkede overordentligt inspirerende ved sine tankerige afhandlinger om Anfänge und Character des juristischen Denkens im Islam ['Den juridiske tænknings begyndelse og karakter i islam'] (Der Islam XIV, 76-81) og Zur Methodik der Fiqh-Forschung ['Fiqh-udforskningens metodelære' [Fiqh – den muslimske retslære]] (Islamica 4, 283-294). Hans Grundzüge des islamischen Rechts ['Grundtræk af den islamiske retslære'] efter den hanafitiske ritus, blev efter hans død bearbejdet og udgivet af J.Schacht (LSOS 35, 1935). Da Bergsträsser i 1933, kun 47 år gammel, styrtede ned fra et bjerg, fandt et forskerliv, som stadig bar løftet om mange [nye] indsigter i sig, en brat afslutning,
Foruden Fischer virkede også Paul Schwartz (1867-1938) i Leipzig, - en elev af Socin. Han var en god kender af arabisk digtning og udgav bl.a. ’Umar b.abi Rabi’as digtsamling i 1909 og leverede en udbytterig undersøgelse af digterens sprog, stil og versemål. Desuden arbejdede han, på Wilhelm Sieglins tilskyndelse, med den historiske geografi og gav i de 8 bind af Iran im Mittelalter nach den arabischen Geographen ['Iran i middelalderen, ifølge de arabiske geografer[s beskrivelse]'] (1896-1923) en systematisk ordnet samling af de relevante efterretninger.
Også Hans Stumme (1864-1923) var udgået fra Socins skole og udgav, som nævnt, sin lærers Diwan aus Zentralarabien ['Digtsamling fra det centrale Arabien']. Hans egen forskning gjaldt især dialekterne i Maghrib. Dertil var han en kender af berbersprogene.
80. H. Reckendorf
Medens repræsentanterne for Leipzigerskolen i deres sproghistoriske forskning mest beskæftigede sig med tekstspørgsmål, påtog en elev af Nöldeke, Hermann (opr. Salomon) Reckendorf (69)(1863-1923) sig at give en samlet fremstilling af den arabiske syntaks. Først skildrede han Die syntaktischen Verhältnisse des Arabischen ['De syntaktiske forhold i arabisk'] (1895-1898) og forsøgte dér, tilskyndet af Hermann Pauls banebrydende Prinzipien der Sprachgeschichte ['Principper i sproghistorien'], at forklare de sproglige fænomener efter ung-grammatikernes (70) grundsætninger, hvor ikke begrebsmæssige, logiske, forklaringer (som fx Fleischer søgte dem), men historiske og psykologiske synspunkter var afgørende. I sin Über syntaktische Forschung ['Om forskning i syntaksen'] ytrede han sig i sin tiltrædelsesforelægning i 1899 i bredden om dette emne. I 1921 offentliggjorde han en Arabische Syntax ['Arabisk Syntaks'], hvor han behandlede den samme genstand og på næsten samme måde, men mere beskrivende og uden forklarende tillæg. Begge bøger indeholder et overvældende eksempelmateriale, som Reckendorf gennem årelang samlervirksomhed havde sammenbragt fra den klassiske poesi og prosa. Han påviste herunder, at fremtidige forskere må skelne skarpere mellem de særlige ejendommeligheder som kendetegner [henh.] digtersprog, de forskellige stilarter samt sprogområder og sprogperioder. Men så længe der ikke haves en historisk grammatik, så vil Reckendorfs værker hævde deres plads med ære.
81. Berlinerskolen
Berlinerskolen havde, - ved siden af Leipzigerskolen - allerede derved en særskilt betydning for de arabiske studier, at Sachau [dér], sammen med sine elever og medarbejdere, skabte den store udgave af Ibn Sa’d [8./9.årh.]. Blandt dem, viede Josef Horovitz (71) (1874-1931) den største del af sit livsværk til udforskningen af den tidlige islam. Hans disputats fra 1898 behandlede Waqidis Magazi, og af Ibn Sa’ds værk udgav han begge de dele, som har relation til Muhammeds felttog og til Badr-kæmperne fra Medina. På Caetanis bestilling undersøgte han bibliotekerne i Kairo, Damaskus og Istanbul for arabiske håndskrifter af historisk indhold (MSOS As 10, 1-68). Også hans udgave af Kumaits Hasimiyat udsprang af historiske interesser. Hans ophold i Indien, som professor i arabisk ved Anglo-Mohammedan Oriental College ['Engelsk-Muhammedansk Orientalsk College'] fra 1907 til 1914, og hans virksomhed som regeringsansat ansvarlig for muslimske indskrifter gjorde ham til en fremragende kender af den indiske islam. Arbejdet i årene i Frankfurt (1915-1931) gjaldt så igen især den tidlige islamiske tid og først og fremmest Koranische Untersuchungen ['Undersøgelser til koranen'], hvor han – i forbindelse med de såkaldte ’afhængighedsspørgsmål’ (72) - strengt fastholdt den grundsætning, kun at anvende paralleller som stammer fra før-koransk tid. Af hans skole udgik Heinrich Speyer (73) (1897-1935), som i en flittig og stofrig bog om Die biblischen Erzählungen im Koran ['De bibelske fortællinger i koranen'] (Gräfenhainichen uden år, 509 sider) sammenstillede talrige paralleller fra jødiske og kristne, især syriske, kilder, til de steder [i koranen] hvor gammel-testamentlige skikkelser forekommer [Abraham, Josef, Moses etc.]. I sine undersøgelser til koranen tog Horovitz omhyggeligt hensyn til de før-islamiske digteres sprogbrug og gik med planer om en ordbog over den gammel-arabiske poesi, til hvilken han, - på det orientalske institut på det Hebræiske Universitet [i Jerusalem] (som var åbnet i 1925), - lod [alle] digtsamlinger, diwan’er, fra tiden indtil Umajjadetidens slutning og som forelå i trykte udgaver, ’forsedle’ (74). På hans tilskyndelse påbegyndte samme institut offentliggørelsen af Baladuris Ansab al-asraf ['Adelsslægterne', 9.årh.] (bind IVb, red. Max Schloesinger 1938, og bind V, red. S.D.F.Goitein 1936).
Derimod gjaldt Eugen Mittwochs (75) (1876-1932) – som af Ibn Sa’d værket ligeledes udgav en del af profetens biografi, - hovedindsats i det væsentlige den abessinske filologi og sabæistikken [ætiopisk]. Hans interesse for det sydarabiske viste han også i sin bog Aus dem Jemen ['Fra Jemen'] (1926), hvor han udgav den arabiske beretning om den forskningsrejsende Hermann Burchardts (1857-1909) sidste rejse, samt prøver på dialekten i San’a. Mittwoch og den næstefter omtalte Julius Lippert udgav i forening med øjenlægen Julius Hirschberg (1843-1925) Die arabischen Augenärzte ['De arabiske øjenlæger'] (2 bind, 1904-1905) i tysk oversættelse, - og begge hjalp også Hirschberg med andre arbejder, fx om Die arabischen Lehrbücher der Augenheilkunde ['De arabiske lærebøger i øjenvidenskab'] (1905). Mittwoch ydede endvidere Friedrich Sarre hjælp med dennes arbejder indenfor den islamiske kunsthistorie.
Den netop nævnte Julius Lippert (1866-1911) (76) var af Sachau blevet indført i den græsk-arabiske oversættelseslitteratur og udgav på grundlag af August Müllers forarbejder et udtog af Ibn al-Qiftis Ta’rih al-hukama’ ['Filosoffernes historie'] (1903). Af Ibn Sa’d bearbejdede han bind IV. Gennem sin virksomhed ved Berlinerseminaret blev han foranlediget til at beskæftige sig med Nordafrikas islam-sprog, som han havde lært at kende på en rejse til Tripolis og Tunis.
Friedrich Schwally (1863-1919), som udgav det sidste halvbind af Ibn Sa’ids Sira i 1912, hørte ikke til Berlinerskolen, men var elev af Nöldeke. Han besørgede i 1902 en mådelig udgave, uden registre (77), af Baihaqis Kitab al-mahasin wa l-masawi ['Bogen om det gode og det slette']. Hans kendteste værk er nybearbejdelsen af Nöldekes Geschichte des Qorans ['Koranens historie'], hvoraf han færdiggjorde 2 bind (1909 og 1919), medens det afsluttende bind blev besørget af Bergsträsser og Pretzl (78) i 1926-1938.
Blandt medarbejderne på Ibn Sa’d–udgaven var en assyriolog, Bruno Meissner (1868-1947). Han havde allerede tidligere vist sin interesse for de arabiske studier, idet han offentliggjorde ordsprog, gåder, digte og fortællinger, som han havde optegnet under udgravningerne i Babylon (MSOS As. Bd. IV til VII, og B Ass V 1-148), og hvormed han gav de første mere omfattende efterretninger om en dialekt i det sydlige Irak (79).
Det nyarabiske repræsenterede, fra 1907, Georg Kampffmeyer (80) (1864-1936), en elev af Socin, ved Berlinerseminaret. Hans ældre arbejder gjaldt fortrinsvis den arabiske dialektforskning, herunder den marokkansk-arabiske [dialekt]. Senere bidrog han meget til at gøre den nyarabiske litteratur kendt i Tyskland.
I lang tid var bibliotekaren ved Berlinerseminaret Bernhard Moritz (1859-1939). Han foranstaltede en Sammlung arabischer Schriftstücke aus Oman und Zanzibar ['Samling af arabiske ordsprog fra Oman og Zanzibar'] med ordfortegnelse, 1892, og blev i 1896 direktør for biblioteket i Kairo, hvor han fra dets samlinger af skrift-historisk interessante håndskrifter udgav en samling af 188 fremragende lystryk-tavler under titlen Arabic Palaeography ['Arabisk palæografi’ [læren om gamle skriftformer]] (1906). Han kendte orienten fra Irak til Marokko af selvsyn og havde, inspireret af H.Kiepert, en forkærlighed for historisk geografi. I sin bog Arabien (1923) gav han værdifulde studier af landets fysiske og historiske geografi, ganske vist endnu uden at kende til The Heart of Arabia ['Arabiens hjerte/indre'] af H.St.Philby (født 1885), som i årene 1917-1918 havde gennemrejst det sydlige Nejd.
Til berlinerkredsen hørte endvidere Friedrich Kern (81) (1874-1921). Han havde drevet vidtstrakte studier i Lausanne, Jena, Leipzig og Berlin og skrevet sin disputats om Md. Osman Galas nyarabiske bearbejdelse af Molières Femmes Savantes ['De lærde kvinder'] i Kairo, hvormed han disputerede hos Vollers, der i 1891 havde behandlet den nyarabiske bearbejdelse af Tartuffe. Han kendte Kairo-dialekten, talte flydende arabisk, havde vidtstrakte kundskaber især om den islamiske åndshistorie, men blev stærkt hæmmet i sin litterære produktion af en nervøs lidelse. Hans hovedværk er udgaven af et fragment af Tabaris Ihtilaf al-fuqaha’ ['De retslærdes uenighed'].
Også Mark Lidzbarski (82)(1868-1928) var elev af Sachau, hos hvem han skrev disputats i 1893, De propheticis, quae dicantur, legendis arabicis prolegomena ['Indledning om arabiske, såkaldte profetlegender']. Senere var han hovedsageligt virksom på de aramæiske studiers område, samt den nordsemitiske indskrift-videnskab, epigrafik, og var banebrydende ved sine udgaver og oversættelser af mandæiske tekster.
Ved den berlinske Højere Læreanstalt for Videnskaben om Jødedommen virkede fra 1894 den fra Ungarn stammende Martin Schreiner (83) (1863-1927). Han var elev af Goldziher og forfattede flere dygtige bidrag til den islamiske teologis historie, men bukkede allerede i 1902 under for åndelig formørkelse.
82. H. Grimme
Den skarpsindige Hubert Grimme (84)(1864-1942) var en elev af Sachau, som gik egne, og ofte originale, veje. Han virkede, fra 1889, ved det i dette år grundlagte universitet i Freiburg i Schweitz og blev i 1910 kaldet til Münster. Under sin udforskning af indskrifter lykkedes det ham at gøre mangen en opdagelse, - [og også] i andre tilfælde, navnlig i forbindelse med meget omdiskuterede problemer, virkede hans originale indfald ofte yderst inspirerende. Fx forstod han intuitivt, og med rette, den afgørende betydning, som tilkom Mekkas økonomiske forhold i forbindelse med islams opståen, men miskendte fuldstændig Muhammeds karakter, da han i sin bog Mohammed (2 bind, Münster 1892-1895) fremstillede ham som en socialistisk reformskikkelse. Men man skylder ham megen tak for, at han i dette værk gav en systematisk fremstilling af den koranske teologi. I 1904 gentog Grimme sin tese i bogen Mohammed. Die weltgeschichtliche Bedeutung Arabiens ['Muhammed. Arabiens verdenshistoriske betydning'], men understregede denne gang især [den teori], at Muhammeds ældste lære skulle have sin oprindelse i den sydarabiske monoteisme. Endelig kom Grimme endnu en gang tilbage til sin egenartede opfattelse af Muhammeds prædiken, da han i 1923 oversatte [koranen som] Koran, ausgewählt, angeordnet und im Metrum des Originals ['Koranen, udvalgt, tilrettelagt og i det originale versemål'].
83. Josef Hell
Josef Hell (1875–1950), som fra 1911 repræsenterede den orientalske filologi i Erlangen, arbejdede først og fremmest på den gammel-arabiske digtnings område. Tilskyndet af sin lærer Fritz Hommel, som på et tidspunkt havde planer om en håndbog over den før-islamiske poesi (se Actes du VIme congrès international des orientalistes II i, 1885, side 385-408 ['Forhandlinger på den 6. internationale orientalist-kongres'] begyndte Hell studiet af Farazdaq [arabisk digter fra det 7./8.årh.]. Boucher havde skaffet sig en afskrift af håndskriftet Aya Sofia 3884 [(en katalog signatur)], havde påbegyndt trykningen af det, men var ikke nået ud over de første 3000 vers. Hell udgav [nu] – som faksimile – den del af håndskriftet, som Boucher ikke havde udgivet, under titlen Diwan des Farazdaq, 2. Hälfte ['Farazdaqs digtsamling, 2.halvdel']. Han fornemmede, at der var en lakune [en udeladelse], i håndskriftet efter digt nr. 467, og det viste sig faktisk, ved en sammenligning med Bouchers håndskrift, som i mellemtiden var kommet til Cambridge, at dette her indeholdt 61 sider mere, - som Hell så udgav i faksimile under titlen Diwan des Farazdaq, 2. Hälfte B ['Farazdaqs digtsamling, 2.halvdel B']. Dernæst behandlede han Farazdaqs Loblied auf al-Walid b.Yazid ['Farazdaqs lovprisningsdigt til Walid b.Yazid'] i sin disputats fra 1902 og senere endvidere hans digte om muhallibiderne (ZDMG 59, 589-631; 60, 1-42). En omfattende filologisk undersøgelse af Farazdaq og hans digtning mangler til dato [1955] stadig. I 1910 lykkedes det Hell på Khedivialbiblioteket i Kairo at finde Gumahis digterbog samt et antal hidtil ukendte digtsamlinger af digtere fra stammen Hudail. Da han var af den mening, at en førsteudgave først og fremmest skulle give den håndskriftligt overleverede tekst, så er der stadig rigeligt plads til [arbejdet med] konjekturer og tekstrettelser, både i hans udgave af Gumahi i 1916 og hans Neuen Hudailiten-Diwane ['Nye Hudailit-digtsamlinger'] I, II fra 1926 og 1933. (85)
84. C.H.Becker
Medens M.Hartmann [se kap.66] i Berlin førte en udsigtsløs kamp for anerkendelsen af islamvidenskaben, blev der i Hamborg ved grundlæggelsen af Kolonial-instituttet i 1908 oprettet en lærestol i Orientens historie og kultur, og dermed [altså] givet officiel anerkendelse af betydningen af udforskningen af realia [sagforhold, altså ikke blot sproglige forhold (se slutn.)] på dette område. Til den nye lærestol blev Carl Heinrich Becker (86) (1876-1933) kaldet. Han havde fået sin orientalske uddannelse hos assyriologen Bezold og hos J.Barth, men havde så, under indflydelse af Wellhausens, Goldzihers og Snouck Hurgronjes skrifter, vendt sig til islamforskningen. Gennem Martin Hartmanns beretninger og forskninger lærte han den moderne islams problemer at kende, men delte den dengang fremherskende aversion mod sociologien og foretog [derfor] sine egne undersøgelser af forvaltningens og af den økonomiske historie, med den kritiske historismes metoder. Alsidigt interesseret, modtagelig for alt nyt, fyldt af trang til og længsel efter en meningstydende syntese, blev han mere og mere interesseret i belysningen af de store idé- og kulturhistoriske problemer i islam. Med den samme store vision indrettede han sit Seminar für Geschichte und Kultur des Orients i Hamborg ['Institut for Orientens Historie og Kultur'], - som han forestod til sin kaldelse til Bonn i 1913. Med sin indtræden som Referensråd i det preussiske kultusministerium i 1916 afsluttedes hans videnskabelige virksomhed, dog udøvede han – som personalreferent, fra 1919 som statssekretær og siden som minister – en betydelig indflydelse på den tyske orientalistik.
Sin største fortjeneste af orientalistikken erhvervede Becker sig ved, i 1910, at skabe Islam, Zeitschrift für die Geschichte und Kultur des islamischen Orients ['Islam, Tidsskrift for den islamiske Orients historie og kultur'] og dermed give den tyske islamforskning i videste betydning (med udelukkelse af rent grammatiske og sproglige arbejder (87)) et fagorgan.
85. Georg Jacob
En af de markanteste skikkelser blandt de tyske orientalister ved begyndelsen af dette århundrede var Georg Jacob (88) (1862-1937). Han begyndte sine studier – som førte ham fra Leipzig til Strassburg, Breslau, Erlangen, Berlin og så igen til Leipzig – som teolog (han vedkendte sig, at Eduard Reuss i Strassburg havde haft en gennemgribende indflydelse på hans udvikling) men vendte sig derefter til orientalistikken og dyrkede også germanistik og etnologi. Til disse mangesidige interesser svarede en tilsvarende usædvanlig rig litterær virksomhed, som harmonisk forenede udstrakte sprogkundskaber og sikker beherskelse af den filologiske metode med en detaljeret fagviden på vidt adskilte fagområder. Fx resulterede fortolkningen af en efterretning hos Muqaddasi (side 324f i de Goejes udgave) i en afhandling om spørgsmålet Welche Handelsartikel bezogen die Araber des Mittelalters aus den nordisch-baltischen Ländern? ['Hvilke handelsartikler indhandlede araberne fra de nordisk-baltiske lande i middelalderen?'] (1886; 2.opl. 1891). Der nordisch-baltische Handel ['Den nordisk-baltiske handel'] var også tema for Jacobs disputats fra 1887, som samtidigt viste hans fortrolighed med møntvidenskaben og med arabiske fremmedord. Hertil sluttede sig andre Studien in arabischen Geographen ['Studier af arabiske geografer']. Efter i Greifswald i 1892 at have kvalificeret sig til professor, beskæftigede han sig indgående med den gammel-arabiske digtning, hvorunder han igen skænkede sagforholdene særlig opmærksomhed og [fx] studerede botanikken grundigt, for at kunne identificere de i digtene forekommende plantenavne. Efter at han i de første hæfter af sin Studien in arabischen Dichtern ['Studier i arabiske digtere'] havde givet bidrag til forståelsen af Mu’allaqat (89), skildrede han i det tredje hæfte i 1895 Das Leben der vorislamischen Beduinen ['De før-islamiske beduiners liv']. Men endnu inden 2.udgave af denne - stadig læseværdige - bog udkom i 1897 under titlen Altarabisches Beduinenleben nach den Quellen geschildert ['Gammel-arabisk beduinliv, skildret efter kilderne'], havde Jacob, som i 1895 havde besøgt Istanbul, vendt sig til de tyrkiske studier, en disciplin, som først gennem ham og hans elever har fået hjemsted i Tyskland. Disse studier viede han de bedste af sine manddomsår og sine betydeligste arbejder. Gennem det tyrkiske skygge-teater førtes han videre til Ibn Daniyals arabiske skyggespilsdigtning, og brugte megen tid og møje på disse litterær- og kulturhistorisk lige betydningsfulde tekster – de eneste hidtil kendte rester af middelalderlig skuespilsdigtning i den islamiske orient . Men de sproglige og saglige vanskeligheder ved disse digtninge, - skrevet dels på klassisk arabisk, dels i dialekt, dels i de rejsende folks jargon – hindrede ham i at nå til en afsluttende udgave med oversættelse og kommentar.
Ved sin beskæftigelse med orientalsk poesi blev Jacob ikke stående ved en fortolkning af indholdet, [som blot] arbejdede med rationelle midler, men søgte at gøre også de æstetiske værdier nærværende for den vesterlandske læser. Som efterslæt af romantikken betjente han sig heri – som [også] sine lærere Reuss og Ahlwardt – af gendigtning. Fx støbte han Lamiyat al-’Arab (hvor han hårdnakket fastholdt Sanfaras forfatterskab) i verseform, gentog også E.Reuss’ og Fr.Rückerts oversættelsesforsøg og foranstaltede i sine Schanfara-Studien (SBBA 1914-1915) ['Studier over Sanfara'] en tekstudgave, forbilledlig ved sin grundighed, med oversættelse, kommentar, ordfortegnelse og bibliografi.
Denne evne til [både] at gøre omstændeligt filologisk slavearbejde og [samtidigt] med romantisk schwung strejfe omkring på de store vidder, gav Jacobs værker deres karakteristiske præg. Tro mod sit valgsprog (fra Fischardts Glückhaftem Schiff von Zürich ['Det lyksalige skib fra Zürich']:
Arbeit und Fleiss, das sind die Flügel
So führen über Strom und Hügel
['Arbejde og flid, det er de vinger
som fører over strøm og tinder']
sprang han allerede i sin disputats kækt over de skranker enkeltfagene sætter, betragtede handelen som en af de vigtigste kulturbærere og stillede den opgave for den almindelige kulturhistorie, at undersøge de sagforhold, som har været bestemmende for folkenes karakter og været fremmende for den sande humanitet. Heraf fulgte det universelle præg over hans forskning, som træder os lige så tydeligt i møde i hans fængslende bog Der Einfluss des Morgenlandes auf das Abendland vornehmlich während des Mittelalters ['Østens indflydelse på vesten, fortrinsvis gennem middelalderen'] (1924), som i hans Geschichte des Schattentheaters im Morgen- und Abendland ['Skyggeteaterets historie i Øst og Vest'] (2.opl.1925). Men Jacob gengav en generation, som var i færd med at acceptere den stadig mere omsiggribende videnskabelige specialisering som en uundgåelig skæbne, ikke blot troen på al videnskabelig forsknings universalitet tilbage, men viste den også igen den humanitet som rinder af en sådan universalitet. Men det er ganske vist svært at stille noget op mod dybt rodfæstede fordomme, såsom den primitive mistænksomhed over for alt udenlandsk, den kritikløse forherligelse af sit eget folk og dets historie, samt religiøs utålsomhed over for anderledestroende. Jacob skadede også sin egen sag, idet han alt for temperamentsfuldt førte kamp mod dogmet om den klassiske oldtid (90). Men, stærkere end al hans kritik og polemik, vil hans livsværk leve videre som et imponerende monument over en forskning, som overskrider alle sprog-, tros- og folkegrænser, omfatter hele menneskeheden og uden nid anerkender enhver præstation, som tjener den videre kulturelle udvikling.
86. Studiet af den islamiske filosofi og de ’arabiske videnskaber’ i Tyskland
Den islamiske filosofis historie, hvis udforskning August Schmölderes (1809-1880) var den første i Tyskland som – om end med utilstrækkelige midler - havde arbejdet med, fandt i Max Horten (1874-1945) en flittig og kundskabsrig bearbejder. Han var helt fortrolig med den kristne skolastik og søgte gennem oplysende oversættelser af arabiske værker at gøre de islamiske filosoffers og teologers problem[stillinger] begribelige for den europæiske læser. Han måtte [her] som regel acceptere tekstkritisk utilstrækkelige forlæg, en ulempe som først jesuitterne i Beirut, med deres Bibliotheca Arabica ['Arabisk bibliotek'] begyndte afhjælpningen af [se kap.73], men større skade for værdien af von Hortens bearbejdelser, forvoldtes af hans mangel på filologisk nøjagtighed. - Herudover behandlede han i omfangsrige afhandlinger filosofiske detailproblemer. Fx henviste han, som modvægt til S.Horovitz (91), til den betydning som før-sokratikerne har for den ældste islamiske filosofi. En sammenfattende fremstilling gav han i Philosophie des Islam in ihren Beziehungen zu den philosophischen Weltanschauungen des westlichen Orients ['Islams filosofi, i dens forhold til de filosofiske verdensanskuelser i den vestlige Orient’ [sic!]] (1924), uden dermed at vinde almen tilslutning [til sin tese]. Især stødte hans forsøg på at eftervise indflydelse fra indiske filosofiske lærdomme, på modstand.
Naturvidenskabernes historie i islam fandt i dette tidsrum en fremragende udforsker i Julius Ruska (92) (1867-1949). Han havde studeret matematik og naturvidenskab og var trådt i skolevæsenets tjeneste, men dyrkede orientalske studier hos Brünnow, og efter dennes bortgang hos gammeltestamentleren A.Merx og assyriologen C.Bezzold, - med det formål at læse de store religioners åbenbaringsskrifter i originaltekst. Han valgte, godt rådet af Merx, at vælge udforskningen af naturvidenskaberne i islam som sin livsopgave. I 1911 opgav han sit skolearbejde og kvalificerede sig i Heidelberg med Untersuchungen über das Steinbuch des Aristoteles ['Undersøgelser over Aristoteles’ Stenbog'], hvilken han i 1912 lod følge af den arabiske tekst. Allerede i disse undersøgelser træder Ruskas historiske vidsyn og kritiske begavelse frem i hans forsøg på at eftervise, at dette pseudepigraphon [skrift, med urette tilskrevet (Aristoteles)] må være opstået i en syrisk-persisk medicinsk videnskabelig sammenhæng. Men at han også forstod at behandle overleveringshistoriske spørgsmål, viste hans Qazwini-Studien [’Studier over Qazwini'] (i: Der Islam IV), hvor han udredte Qazwinis kosmografis teksthistorie. Opdagelsen af Razis Kitab sirr al-asrar ['Bogen om mysteriernes mysterie'] i et håndskrift i Göttingen, gav ham anledning til undersøgelser over den arabiske alkymi, hvor han – uafhængigt af Stapleton – indså den experimentelle karakter af Razis kemiske værker. Spørgsmålet om Razis forgængere førte sagligt [videre] til problemet med salmiakken (93) og litterært til de under navnet Gabir b.Haiyan bevarede skrifter, samt slutteligen til Halid b.Yazid, hvis alkymistiske virksomhed Ruska alt for kritisk nedvurderede i sin Arabischen Alchemisten I ['Arabiske Alkymister I'] (om end de alkymistiske digte og traktater, som er i omløb under Halids navn, sikkert er uægte). Corpus Gabrianum ['Gabirs samlede skrifter'] blev af Ruskas assistent Paul Kraus (1907-1946) bevist at være et produkt af isma’ilitiske kredse fra tiden omkring 900 eKr, - en for de ’arabiske videnskaber’ afgørende indsigt, hvorpå Kraus byggede videre i sit banebrydende værk Jabir ibn Hayyan, contribution à l’histoire des idées scientifiques dans l’Islam (Memoires de l’Institut d’Égypte 44-45, 1942-1943) ['Jabir ibn Hayyan, et bidrag til de videnskabelige idéers historie i islam (Afhandlinger fra de Ægyptiske institut 44-45, 1942-1943)]. Ruska selv, som i 1927 overtog ledelsen af det i Berlin grundlagte forskningsinstitut for naturvidenskabernes historie, kunne på sin side afrunde sine studier i Razi med oversættelsen af Sirr al-asrar ['Mysteriernes mysterie'] (1937, Quellen und Studien zur Geschichte der Medizin und Naturwissenschaften VI ['Kilder og studier til medicinens og naturvidenskabernes historie VI’, 1937].
Sammen med Heinrich Wieleitner udgav Ruska Karl Schoys (94) (1877-1925) efterladte papirer. Karl Schoy havde gjort sig fortjent af den islamiske matematiks og astronomis historie, og Ruska udgav hans Die trigonometrischen Lehren des Biruni 1927 ['Birunis trigonometriske videnskab'].
Foruden Ruska erhvervede også Eilhard Wiedemann (95) (1852-1928) sig store fortjenester af kendskabet til de eksakte videnskaber i islam. Med utrættelig flid sammenbragte han relevant materiale fra trykte og håndskrevne kilder og gav de nødvendige saglige forklaringer dertil. Hans Beiträge zur Geschichte der Naturwissenschaften 1-78 ['Bidrag til naturvidenskabernes historie 1 - 78'] (i Sitzungsberichten der phys.-med.Sozietät Erlangen Bind 34-66, 1902-1928 ['Mødereferater fra det fysisk-medicinske selskab i Erlangen'], samt hans øvrige, talrige, og på de forskelligste steder offentliggjorte afhandlinger og artikler udgør en guldgrube for studiet af de ’arabiske videnskaber’.
Ansporet af Wiedemann leverede en læge, Ernst Seidel (96) (1852-1922), som var interesseret i lægevidenskabens historie, en kommenteret oversættelse af det medicinen vedrørende kapitel i Mafatih al-’ulum ['Nøgler til videnskaberne', se kap.51] (1915; i Sitzungsberichten der phys.-med. Sozietät [- se ovenfor]. Også hans hovedværk, den fra armenisk foretagne oversættelse af Mechitars ’Trøst ved feber’ (1908), er ved sine udførlige noter til lægemidlernes navne, værdifulde for arabisten.
En anden læge, Max Simon (1863-1909), udgav den arabiske tekst til de i græsk original tabte sidste syv bøger af Galens anatomi [2.årh.eKr.], - filologisk ikke helt tilstrækkelige, men med ordfortegnelse over de medicinske fagudtryk og en tysk oversættelse (2 bind, 1906). Øjenlægevidenskaben og farmacien (lægemiddelvidenskaben) fandt – efter de allerede nævnte studier af J.Hirschberg – i Max Meyerhof (97) (1874-1945) en også i filologisk henseende kompetent bearbejder.
87. De arabiske studier i Holland i begyndelsen af det 20.århundrede
Foruden de Goeje og Snouck Hurgronje havde Holland en række orientalister, hvis virksomhed fortrinsvis kom arabistikken og islamvidenskaben til gode. Den allerede som medarbejder på Tabari-udgaven i Leiden nævnte Martin Theodor Houtsma (1851-1943 [se kap.51]), som fra 1890 til 1917 underviste i orientalske sprog i Utrecht, udgav Ibn al-Anbaris Kitab al-addad i 1881, Ibn Wadih al-Ya’qubis historieværk i 1883, endvidere, i andet bind af hans Recueil de textes relatifs à l’histoire des Seljoucides ['Samling af tekster vedrørende Seldsjukkernes historie'], al-Bundaris bearbejdelse af ’Imadaddin al-Isbahanis Zubdat al-fatra i 1889 og endeligt Ein türkisch-arabisches Glossar ['En tyrkisk-arabisk ordfortegnelse'] (1894). Efter at han i sit første skrift: De strijd over het dogma in den Islam tot op el-Asch’ari ['Striden om dogma i islam lige op til el-Asch’ari'] fra 1875, havde behandlet den teologiske udvikling i de tre første århundreder [7.-9.årh.], gav han en samlet fremstilling af islam i sit bidrag til den af den hollandske teolog P.D.Chantepie de la Saussaye udgivne, Lehrbuch der Religionsgeschichte (3.opl.1908) ['Lærebog i religionshistorien', - en klassiker!]. Men en særlig fortjeneste af islamvidenskaben indlagde han sig som medudgiver af Enzyklopädie des Islam ['Islamisk Encyclopædi', se sidst i kapitlet], som udkom fra 1908 i Leiden, og som, ligesom Tabari-udgaven sammesteds, blot i meget større omfang, forenede lærde fra hele verden i det fælles arbejde.
En af de ivrigste medarbejdere på encyklopædien var Houtsmas efterfølger i Utrecht, Theodor Willem Juynboll (1866-1948), en elev af de Goeje. Han havde først studeret retsvidenskab og arbejdede særlig med den islamiske tradition og fiqh [islamisk ret]. Han udgav i 1896 Yahya b.Adams Kitab al-haraj ['Bogen om skat', 8./9.årh.]. I 1907-1908 udgav han fjerde bind af Buharis traditionssamling og bragte dermed den af Krehl påbegyndte udgave til en vis afslutning, om end det femte bind, som skulle indeholde indledningen, tilføjelser og forbedringer såvel som registre og en ordfortegnelse, aldrig er udkommet. Vigtigere end disse tekstudgaver er hans Handleiding tot de Kennis van de mohammedaansche Wet volgens de leer der Sjafi’itisch school ['Håndbog i kendskab til muhammedansk lov, ifølge den sjafi’itiske skoles lære'] (1903, 4.opl.1925), som af Arthur Schaade (98) blev oversat til tysk under titlen Handbuch des islamischen Gesetzes ['Håndbog i islamisk ret'] i 1910. Medens ældre håndbøger i islamisk ret for det meste lader det skorte på enhver historisk-filologisk metode, gav Juynboll, støttet på Snouck Hurgronjes forarbejder, først en kritisk fremstilling af læren om retskilderne og dernæst de i praksis vigtigste dele af den positive ret, de vigtigste bestemmelser i ritualloven, person- , familie- , og arveretten, handelsretten, forskrifter for retsplejen, grundtræk af strafferetten og endelig forskrifter af religiøs-politisk art.
Nært tilknyttet Enzyclopädie des Islam var også Arent Jan Wensinck (99) (1882-1939) – først som redaktør, senere som medudgiver. Han var elev af Houtsma, de Goeje, Snouck Hurgronje – hvis efterfølger han blev i 1927 – og Sachau. Hans første skrift Mohammed en de Joden te Medina ['Muhammed og jøderne i Medina'] (1908) var viet det meget diskuterede spørgsmål om profetens forhold til jødedommen, og også i mange artikler til Enzyclopädien behandlede han spørgsmål indenfor koranforskningen. I 1916 erklærede han det for første gang offentligt (100) som sin hensigt, ved en alfabetisk ordfortegnelse til de seks kanoniske samlinger, til Musnad ad-Darimi, Musnad Ahmad og Muwatta, at gøre den islamiske traditions rige skatte tilgængelige for forskningen. Med 38 medarbejdere fra de forskelligste lande og understøttet af Videnskabernes Akademi i Amsterdam og af andre hollandske institutioner, samt af akademier i flere andre lande, gennemførte han ’forsedlingen’ ['at skrive på sedler, se kap.81, note'] af disse gevaldige tekstmasser og udgav i 1936 det første bind af dette værk (101) (For hvilket den Internationale Akademiske Union fra 1932 var patron). En sidegevinst ved dette forehavende var Wensincks Handbook of early Muhammadan Tradition alphabetically arranged ['Håndbog i den tidlige muhammedanske tradition, i alfabetisk orden'] (1927), som i 1934 udkom på arabisk under titlen Miftah kunuz as-sunna ['Nøgle til Sunnaens skatte'] og som i denne, af Fu’ad ’Abd al-Baqi besørgede bearbejdelse er endnu bekvemmere at benytte, da [jo] alle opslagsord fremtræder i den originale arabiske form. Endelig foranstaltede Wensinck en udgave af sin lærer Snouck Hurgronjes Verspreide Geschriften ['Forskellige skrifter'] (6 bind, 1923-1927) og udfærdigede udførlige registre dertil, samt en bibliografi. Desuden fandt han tid til egne arbejder på forskellige områder, hvoraf (for islamvidenskabens vedkommende) udover La pensée de Ghazzali ['Ghazzalis tænkning'] (1940, posthum), især den grundige undersøgelse The Muslim Creed ['Den muslimske tro[sbekendelse]'] (1937) var udbytterig for kendskabet til den islamiske dogmehistorie.
En medarbejder ved Enzyklopädie var endvidere Tjitze J. de Boer (1866-1942), hvis Geschichte der Philosophie im Islam (1901) ['Filosofiens historie i islam'] fandt vid udbredelse.
Enzyklopädie des Islam ['Leksikon for islam'] er skabt gennem et fælles arbejde af lærde fra alle lande, hvor de islamiske studier bliver dyrket. Allerede ved det i året 1913 udgivne første bind medvirkede nær ved hundrede medarbejdere fra Belgien, Danmark, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Holland, Italien, Østrig-Ungarn, Rusland, Sverige og Schweitz, og ved siden af de europæiske forskere kom, fra begyndelsen og derefter i stadig stigende antal, også lærde fra de islamiske lande, som havde gennemgået en vestlig uddannelse, til orde. Derigennem er Enzyklopädie blevet til et imponerende monument over internationalt samarbejde, som opfordrer til efterligning. De arabiske studiers historie i vesten viser jo dog tydeligt, at der stadig er ualmindeligt mange opgaver, der skal løses, som ikke blot langt overstiger en enkelts, men også arabisterne i et enkelt lands kræfter. Blandt dem tælles, som det mest påtrængende desideratum og ønske, en thesaurus [ordbog à la ’Ordbog over Det Danske Sprog’] over det arabiske sprog, hvis fremstilling givet vil beskæftige mere end én generation, - allerede skabelsen af en arabisk håndordbog, som tilfredsstiller nutidens krav [1955] er jo opgave, som kun kan løses gennem anvendelsen af alle til rådighed stående kræfter. Også den ofte nævnte plan om et ’Grundrids af den arabiske filologi’ efter samme mønster som andre filologiers, kan først virkeliggøres, når de bedste fagfolk i alle lande rækker hinanden hånden. Det samme gælder et islam-atlas, som tilfredsstiller berettigede krav, et Catalogus Catalogorum ['Katalog over katalogerne'], som systematisk skal optegne de stadig flere tilgængelige håndskriftsskatte især i Orienten, - og en arabisk bibliografi, som viderefører det af Brockelmann, i hans Geschichte der arabischen Literatur ['Den arabiske litteraturs historie'] præsterede arbejde. Måtte arabister i alle lande – i bevidstheden om sådanne opgaver – forene sig stadig mere.
FINIS
----------------------------------
NOTER:
1 eftermæle af J.A.CHAPMAN DNB 1931 – 1940 (1949), side 750 – 751.
2 eftermæle af A.STEIN i Proceedings of the British Academy ['Forhandlinger i det Britiske Akademi'] 16.
3 se A.SIDDIQI EI IV 388f
4 [Mu’tazila: en senere uddød rationalistisk trosretning indenfor sunni-islam i det 8. og 9.årh.]
5 Al-Mu’tazila being an abstract from the Kitab al-milal wa n-nihal I, Leipzig 1902. ['Al-mu’tazila: det er: et sammendrag fra Kitab al-milal wa n-nihal']
6 W.D. MACKENZIE i The Macdonald Presentation Volume, 1933, 3 – 9; Sammesteds side 473 – 487 findes en bibliografi. [ca.: ’Bogen om Macdonald’]
7 eftermæle af E.E.CALVERLEY, M.W. 42, 157 – 159; den af CHRISTY WILSON skrevne biografi af Zwemer Apostle to Islam ['Apostel [sendt til] islam'] er mig kun bekendt fra MW 43, side 216.
8 sammenfattende i EI, tillægsbindets side 18 - 22
9 om den gammeltestamentlige forsker Ferdinand Hitzig (1807 – 1875), en elev af Ewald, se ADB 12, side 107 – 109.
10 E.Schrader (1836 – 1908), grundlæggeren af assyriologien i Tyskland, opnåede først i 1875 en særlig lærestol for dette fag ved det filosofiske fakultet i Berlin.
11 påstanden, at han skulle være en skud på baseler patriciernes stamme, er fejlagtig.
12 de Goeje gav i sin omtale i GGA 1902, 723 - 736, talrige forbedringer til teksten, som kun er bevaret i et enkelt, dårligt håndskrift.
13 [Jacob Burckhardt skrev i 1860 en bog, ’Kultur der Renaissance in Italien’ ['Renæssancekulturen i Italien'], hvori denne periode, fra det 14. til det 16.århundrede i Italiens og senere også i Europas historie, første gang blev navngivet, samt indgående forstået og beskrevet. Mez’s overvejelser over sin bogs titel – og Fücks interesse for dem! - må uden tvivl ses på denne baggrund]
14 et eftermæle er vedføjet hans posthumt udgivne foredrag Die Machtmittel des Islams (1922) ['Islams magtmidler']
15 en kort selvbiografi, samt en fortegnelse over hans offentliggørelser er sat som indledning til hans Beiträgen zur Geschichte der Mathematik bei den Griechen und Arabern ['Bidrag til matematikkens historie hos grækerne og hos araberne'] (udgivet af Josef Frank som hæfte IV af Abhandlungen zur Geschichte der Naturwissenschaften und der Medicin ['Afhandlinger om naturvidenskabernes og medicinens historie'] Erlangen 1922. Eftermæle af J.RUSCKA, Isis 5, 409 – 417 (med bibliografi) og i Der Islam 13, 102 – 103.
16 Abhandlungen zur Geschichte der Naturwissenschaften und der Medicin ['Afhandlinger om naturvidenskabernes og medicinens historie'] VI. [Kitab al-Fihrist er navnet på en af de vigtigste litteraturhistoriske håndbøger i den arabiske litteratur, - fra det 10.årh. Salm.Leks.VIII,4]
17 sammesteds X; hertil tilføjelser sammesteds 14, 157 – 185. Yderligere tilføjelser leverede H.P.J.RENAUD, Isis 18, 166 - 183
18 D.Kgl.Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, 7. R., Hist. og Fil. afd. III 1
19 eftermæle af E.HERZFELD Der Islam 12, 206 – 213; A.BOISSIER Revue archéologique 5e série, t.17, 1923, side 148 – 154 ['Arkæologisk Tidsskrift, 5.serie, 17 bind, 1923, side 148 - 154'] (med bibliografi).
20 om C.Lehmann-Haupt (1861 – 1938), s E:F:WEIDNER, Archiv für Orientforschung 12, 310 ['Arkiv for forskning i orienten']
21 eftermæle af W.CASKEL ZDMG 101, 3 – 8, med bibliografi
22 OLZ 1911, 402, 413
23 G.C.MILNES bibliografi over hans skrifter er mig kun bekendt fra R.ETTINGHAUSEN Islamic Art and Archaeology i Near Eastern Culture and Society, udg. af T.C.YOUNG 1951, side 32, anm. 26 ['Islamisk kunst og arkæologi' i ’Nærorientalske kultur og samfund]
24 eftermæle af FRANZ BABINGER Der Islam, 16, 126 - 129
25 se eftermæle af E.KÜHNEL Der Islam, 29, 291 – 295. Endvidere Friedrich Sarre, Schriften zum 22.juni 1935 ['Friedrich Sarre, skrifter indtil 22.juni 1935'], - sammenstillet af J.Heinr. Schmidt, 1935 (= Forschungen zur islamischen Kunst, udgivet af Friedrich Sarre VI ['Forskning i islamisk kunst']
26 eftermæle MUB 21, 335 – 355, med bibliografi [S.J. – Societas Jesu, - jesuit]
27 Lammens samlede i 1930 ti afhandlinger af beslægtet indhold i samlebindet Études sur le siècle des Omayyades ['Studier i Umajjadernes århundrede']
28 mod Lammens’ metode vendte NÖLDEKE sig i Die Tradition über das Leben Muhammeds ['Traditionen om Muhammeds liv'] (Der Islam V, 160ff), - sml også C.H.BECKER Islamstudien I, 520 -. 527; II, 477;
29 eftermæle af L.CHEIKHO Al-Machriq VII, 1144-1151
30 som forfatter til 1.oplag fra 1883 (hvorfra 2.oplag fra 1888 kun adskiller sig ved [nogle] tillæg) angives lejlighedsvis Cuche. Men 1.oplags ”Avertissement” ['Fortale'], som også findes i alle følgende oplag, bærer i 3.oplag fra 1893 Belots underskrift, er dateret 1883 og henviser i en sætning, som mangler i de to foregående oplag, udtrykkeligt til Cuches Dictionnaire fra 1862 som kilde til de vulgærarabiske udtryk.
31 om Butrus al-Bustani (1819 – 1883), se BROCKELMANN GAL II, 495
32 se BROCKELMANN GALL S.II, 769
33 Vernier svarede sine kritikere i JA 9ende serie, bind 8, sider 173ff, og i Zeitschrift für katholische Theologie ['Tidsskrift for katolsk teologi'] 21, 576
34 eftermæle af H.LAMMENS al.Machriq 26, 204 – 212 og M. FEGHALL JA 212, 348 - 352
35 ved tekster, som er bestemt til skolebrug, så må læseren regne med udeladelser af moralske grunde. Dette gælder fx Cheikhos udgave af Ta’alibis Synonymik [men altså ikke ovennævnte udgave af Kalila wa-Dimna].
36 denne udgave blev skæmmet af indgreb fra den osmanniske censur; se NALLINO, Rendiconti della R. Accad. dei Lincei, side 6, vol. 7, 1931, 308, anm. 3 ['Beretninger fra det kongelige Linceiske akademi']
37 en bibliografi over de orientalske studier i Italien fra 1861 til 1911 findes i 5.bind af RSO (1918 – 1927)
38 eftermæle af NALLINO Oriente Moderno ['Den moderne orient']16, 48 – 52; M.GUIDI Rendiconti della R.Acc.dei Lincei ['Beretninger fra det kongelige Linceiske akademi'] VI, XII, 99-104; SNOUCK HURGRONJE Jaarboek der k.Akademie van Wetenschappen ['Det kongelige videnskabernes akademis årbog'] 1935 – 1936
39 han var fra 1903 bibliotekar ved Academia dei Lincei og forfattede bl.a. en nyttig Manuale di Bibliografia musulmana ['Håndbog i muslimsk bibliografi'] I, 1916. Se eftermæle af E.ROSSI Oriente Moderno 22, 256ff ['Den moderne orient'].
40 eftermæle af M.GUIDI RSO 18 (med bibliografi); G.LEVI DELLA VIDA OM 18, 459 – 482 (også med bibliografi); E.LITTMANN ZDMG 92, 633.652
41 hans lærer var repræsentanten for indoariske filologi Italo Pizzi (1849 – 1920), hvem han tilegnede sin Chrestomathia Qorani ['Tekstsamling fra koranen'], - se eftermælet RRO 9, 232 – 234 og Enciclopedia Italiana 27, 466f ['Den italienske Encyklopædi']
42 eftermæle i GSAI 23, 349ff
43 eftermæle af LEVI DELLA VIDA RSO 10, 776 - 736
44 eftermæle af M.DOSTOJEVSKIJ WI 12, 89 – 136 og R.VASMER Zeitschrift für Numismatik ['Tidsskrift for møntvidenskaben'] 40, 346 - 350
45 en forkortet tysk udgave gav C.H.BECKER i: Der Islam VI 350 - 412
46 se indholdsangivelserne hos W.EBERMANN Islamica III, 229, 237 og IV 135ff
47 se H.H.GIESECKE ZDMG 105, 6 – 17 og den der anførte litteratur
48 se Kra?kowskijs artikel al-Wa’Wa’ i EI, tillægsbindet side 277
49 artiklen om Zaidan i EI IV, 1294, stammer fra Kra?kowskij
50 [den engelske udgaves titel var ’Among Arabic Manuscripts’ (Blandt arabiske manuskripter), Leiden, E.J.Brill, 1953.189 sider, - og er stadig absolut læseværdig]
51 eftermæle af Johannes Pedersen i Beretninger fra Det Danske Videnskabernes Selskab 1933, hvor der, mht. til bibliografi over Buhls værker, henvises til Teologisk Tidsskrift 1930 og 1933.
52 for oversættelsen sørgede H.H.Schaeder
53 hans opfattelse [altså at bevise, at islam er opstået ved en naturlig historisk proces ud fra kristendom og jødedom] belyses bedst af artiklerne ’Muhammed’ og ’Koran’ i Enzyclopädie des Islam.
54 [desuden stod Østrup for en meget stor del af artiklerne om arabiske emner i Salmonsens Leksikons 2.udgave (1915-1926. Østrups litterære oversættelse eller gendigtning af Højsangen har også blivende værdi]
55 Codex Leidensis 399, I. Euclides Elementa……arabice et latine ediderunt R.O.Besthorn et J.L.Heiberg I-III, i, Hauniae 1893 bis 1910. ['Leiden-Kodex [håndskrift i bogform] 399, I, Euclids elementer….. på arabisk og latin, udgivet af R.O.Besthorn og J.L.Heiberg, I-III, i, København 1893-1910'] – det afsluttende bind III,ii, udkom i 1932, besørget af G.JUNGE, J.RAEDER og W.THOMSON. Det indeholder nogle tilføjelser af Max Krause (1909-1944,. – se eftermæle af A.DIETRICH Der Islam 29, 104ff)
56 om Besthorns medarbejde på den latinske oversættelse af de af SUTER udgivne trigonometriske tavler af Huwarizmi, se ovenfor [kap.71, slutningen]
57 første del udkom i Actes du 8e congrès international des orientalistes II,i (1893) ['Forhandlinger ved den 8. internationale orientalistkongres'] side 259 – 469. Anden del blev udgivet af Zettestéen i MO 19 (1925, side 1-186.
58 Dr.C.Landbergs Studien geprüft ['En efterprøvelse af Dr.C.Landbergs Studier'] (1887) = Verspr.Geschriften V, 121 – 144 ['Forskellige skrifter']. Se hertil E.LITTMANN, zdmg 90, 454. Fortsættelsen af Critica Arabica I udgøres af Arabica II-V
59 se J.CANTINEAU, Études sur quelques dialectes de l’Orient I ['Studier over nogle orientalske dialekter'] (= Annales de l’Institut d’Études orientales, Algier I, 1936), side 3 ['Årbog for Institut for Orientalske Studier']
60 [hvilket næppe nogen gør nu om dage]
61 [Zetterstéen udgav også en udmærket oversættelse af koranen til svensk]
62 eftermæle af FÜCK ZDMG 100, 1 – 18, (med bibliografi) og A.SCHAADE Der Islam, bind 30/31, side 97-101. Se også M.PLESSNER Generalregister zu den Schriften A.Fischers, ['Generalregister til A.Fischers skrifter'] Islamica II (1927), 621-627
63 om A.Fischers Sammlungen zum arabischen Lexikon i Kairo ['A.Fischers [materiale]samlinger til et arabisk leksikon'], se J.KRAEMER ZDMG 105, 81 - 105
64 eftermæle af H.J.KISSLING ZDMG 100, 37-41
65 eftermæle af A.DIETRICH Der Islam, 31, 69-75
66 eftermæle af C.H.BECKER, Der Islam, 6, 88-90
67 eftermæle af .H.GOTTSCHALK, Der Islam, 24, 185-191
68 et fremragende håndskrift af Ibn Halawaihs Kitab al-badi’ findes i Chester-Beatty samlingen, se ARBERRY i Goldzihers Memorial Volume I, 183-193 ['Mindeskrift for Goldziher']
69 eftermæle af E.LITTMANN Z. Sem. 2, 287f. – Hans fader, Hermann R. var elev af Fleischer og oversatte koranen til hebræisk i 1857.
70 [ung-grammatikerne var fra omkr.1870 en bevægelse indenfor sprogforskningen, hvis program var en slags opstramning og udvidelse af kravene til - og bevæggrundene bag - de ’lydlove’ man i den første halvdel af det 19.årh.var nået frem til bestemte den sproglige udvikling. Se fx Otto Jespersens glimrende artikel i Salmonsens Leksikon 13, s.244]
71 sml. Josef Horovitz, Jerusalem, University Press 1932 (indeholder et efterskrift på hebræisk, skrevet af S.D.F.Goitein, samt en bibliografi af W.J.Fischel) samt G.WEIL MGWJ 75 (1931), side 321-328
72 [afhængighedsproblemer: spørgsmålet om koranens afhængighed af andre kilder, fx bibelske, eller jødisk og kristen litteratur fra bibelsk tid, eller kort derefter, som ikke er indlemmet i bibelen (apokryfe skrifter). Se fx kapp.35, 78]
73 se Bericht des jüdisch-theologischen Seminars (Fränckelsche Stiftung) ['Beretning fra det jødisk-teologiske seminarium (den Fränckelske stiftelse)'] for året 1934, side 10 og for året 1935, side 7
74 [’forsedle’: skrive alle ord, som skal indgå fx i en ordbog, på hver sin seddel, til et seddelkartotek, - ofte med fuldt citat men i alle tilfælde: nøjagtig angivelse af forfatter, digt, og sted i digtet]
75 eftermæle af E.LITTMANN ZDMG 99, 143-146. Bibliografi, indtil 1936, sammenstillet af W.GOTTSCHALK MGWJ 81, (1937), side 243-250
76 eftermæle af E.SACHAU MSOS afr. 14 side (romertal) 7-9
77 Index und Stellennachweise ['Register og citatregister'] leverede O.Rescher i 1925.
78 om Otto Pretzl (1893-1941) se eftermæle af A.SPITALER ZDMG 96, side 161 – 170 (med bibliografi).
79 på lignende måde samlede assyriologen Franz Heinrich Weissbach (1865-1944) sine Beiträge zur Kunde des Irak-Arabischen ['Bidrag til kendskabet til det irakiske arabisk’] (LSS IV 1908 og 1930). Eftermæle af W.V..SODEN ZA 48 (1944).
80 eftermæle af E.PRITSCH WI 18 (1936), side 1-11, med bibliografi.
81 eftermæle af E.MITTWOCH Der Islam XIV, 89-91
82 sin ungdom skildrede han i den anonyme bog Auf rauhem Wege ['På uvejsomme stier'] 1927
83 Jüd.Lexikon 5, 261 ['Jødisk leksikon']
84 eftermæle af F.TAESCHNER, ZDMG 96, 381-392
85 et gammelt håndskrift til Tabaqat as-su’ara’ af Gumahi, som er i Sir Chester-Beatty’s besiddelse, er beskrevet af J.A.ARBERRY BSOAS 13, (1949)
86 se H.RITTER C.H.Becker als Orientalist : Der Islam 24 (1937) side 175-185 ['C.H.Becker som Orientalist']
87 denne indskrænkning blev senere ikke strengt overholdt
88 eftermæle af E.LITTMANN ZDMG 91, 486ff. Bibliografi til 1932 i Festschrift G.Jacob ['Festskrift for G.Jacob'] udg. TH.MENZEL 1932, side 469-381
89 det 1.hæfte er rettet mod den svage Mu’allaqat-udgavet af Ludwig Abel (1863-1900), en elev af Hommel og Sachau, som også udgav Abu Mihjans digte i 1887, og som pågyndte offentliggørelsen af de arabiske papyri i Berlins Museum (2 hæfter, 1896-1900), men blev hindret i fortsættelsen af dette arbejde ved sin tidlige død.
90 [’dogmet om den klassiske oldtid’, - den opstillen af den klassiske oldtid som et uopnåeligt idealsamfund , en strålende fortid, som vi senere slægter kun må bøje os, beundrende og tilegnende, i støvet for. Sml. fx ’overvurdering af Rom’s betydning’, kap.72, eller vor hjemlige Madvigs stillingtagen mod samme dogme, som omtalt i hans erindringer side 100 og 283]
91 om Saul Horovitz (1858-1921) se Jüd.Leksikon 2, 1672. ['Jødisk leksikon']. Han stammede fra Ungarn, blev uddannet på det jødisk-teologiske seminarium i Breslau og underviste dér fra 1896 i religionsfilosofi. I skriftet Über den Einfluss der griechischen Philosophie auf die Entwicklung des Kalam ['Om den græske filosofis indflydelse på Kalam [Kalam: islamisk videnskab/teologi/filosofi]'] søgte han at eftervise en stoisk indflydelse på Mu’tazila [- en uortodox, ’liberal’ islamisk bevægelse fra det 8.-10.årh. se kap.69].
92 Festgabe zu Ruskas 70. Geburtstag (Abhandl.z.Gesch.d.Medizin und der Naturwissenschaften 19) ['Festskrift til Ruskas 70 årsdag (Afhandlinger om Medicinens og Naturvidenskabernes historie 19'] fra 1937 indeholder en vurdering af Ruskas arbejder af R.Wunderlich (side 5-19) samt en bibliografi (side 20 – 40)
93 [som i middelalderen ofte kom til Europa fra Orienten, særlig Armenien]
94 eftermæle af O.SPIES ZDMG 80, 319-327, og J.RUSKA Isis 9, 88-95 (med bibliografi)
95 eftermæle af J.RUSKA Der Islam 17 (1928), side 294f
96 eftermæle af M.MEYERHOF Der Islam 13, side 280f
97 eftermæle af E.LITTMANN ZDMG 99 (1950), side 11-14
98 om Arthur Schaade (1883-1952) se A.DIETRICH Der Islam 31, 69-75
99 eftermæle af J.HUIZINGA Jaarboek der Kon.Akademie van Wetenschappen ['Årbog for det kongelige videnskabelige akademi'] 1939 og af V.VACCA Oriente Moderno ['Den moderne orient'] 19, 673-675
100 fx i ZDMG 70, 570. Sml. også A.J.WENSINCK Over een plan tot ontginning der arabische Traditieliteratuur (Mededeelingens der K.Akad.van Wet., afd. Letterkunde Deel 53, Sedrie A, No.12, side 302-310 ['Om en plan til udnyttelsen af den arabiske traditionslitteratur’ (Meddelelser fra det kongelige videnskabernes akademi, afd. Litteratur']
101 Concordance et indices de la tradition musulmane…. par A:J:WENSINCK Vol. I (Alif-Ha) ['Konkordans og registre til den muslimske tradition…. af A.J.Wensinck, Bind 1 ([ca.:] A-H' (løseligt anslået måske ¼ af værket)]
---------------