Af Ole Burchardt Olesen, sognepræst. Kronik offentliggjort 19.12.07 i Jyllands-Posten.
Torsdag den 13. december havde Jakob Skovgaard-Petersen (JSP) et indlæg i debatten om Muhammed-tegninger og ytringsfrihed på baggrund af Uffe Ellemann-Jensens (UEJ) udtalelser og kritikken af ham.
Ligesom for vor tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen er der for JSP grund til at have den største opmærksomhed over for det, der bliver sagt. Alene de platforme, de to står på, når de udtaler sig - henholdsvis tidligere statsmand med en kæmpeindsats for Danmark og Europa, og så en dybt indsigtsfuld forsker med fingeren på pulsen, hvad angår mellemøstlige og især muslimske forhold, gør dette naturligt.
Jeg kan da nævne, at jeg selv har været meget inspireret af, hvad JSP tidligere har skrevet om disse ting; og har i den forbindelse også selv været ansporet af den optimisme med hensyn til det fremtidige forhold mellem Vesten/den kristne kultur og den mellemøstlige/muslimske ditto, som JSP har givet udtryk for før.
Imidlertid er det med årene blevet stadigt vanskeligere at se JSP's analyser af og syn på disse ting som holdbare.
Hver dag, når jeg åbner min computer, ser jeg lige efter via internet, om der har været nogen overgreb/er begået nogen uhyrligheder mod kristne rundt om i verden.
Desværre er det sådan, at der hver dag er tikket nye rapporter om sådanne aktiviteter ind. De kristne er virkeligt forfulgte overalt i muslimske lande. Jeg tilstår, at det er her, jeg nu altid tager mit udgangspunkt. For jeg mener, at nu må vi altså gøre noget for at standse det, der foregår.
Medens diskussionen om ytringsfriheden og Muhammed-tegningerne og alt det herhjemme og i Vesten for det meste kører som en ren akademisk, abstrakt diskussion, så kan vi altså rundt om i verden hver eneste dag se de holdninger, som visse muslimer står for, praktiseret med al begrædelig tydelighed især i lande som Irak, Iran, Egypten, Palæstina samt i mange afrikanske og asiatiske lande, heriblandt verdens folkerigeste muslimske land Indonesien.
Jeg indrømmer, at det er en vanskelig sag. For selvfølgelig er det ikke alle muslimer, der mener, at konvertitter skal slås ihjel. Demokratisk debat skal foregå på Koranens betingelser osv. Ydermere skal en deltager jo allerhelst i debatten forsøge at fatte sig i korthed for overhovedet at blive hørt. Det kan derfor vanskeligt undgås, at nogle føler sig ramt uretmæssigt, fordi man må foretage nogle afkortninger og generaliseringer hist og her undervejs.
Her er det så, dilemmaet opstår: skal jeg vælge helt at tie stille, fordi der er fare for misforståelser og vitterligt uretfærdig anbragt kritik? Se, her er det, at JSP's (og UEJ's) og mine veje skilles. JSP forfægter det synspunkt i sit indlæg 13/12, at den vestlige tale om ytringsfrihed af nogle muslimer opfattes som antiislamisk propaganda.
Derfor mener han, vi er bedre tjent med at lade kritik af islam og muslimsk kultur og forhold i det hele taget forstumme. Folk bliver bare ophidsede, og det fører så til, hvad det nu fører til, som vi har oplevet i Muhammed-sagen og i andre sager. Det må for enhver pris undgås. Enhver pris, mener altså JSP.
Heroverfor mener jeg, at man skal se på, hvorledes netop visse muslimers forståelse af koran og sharia fører til uhyrligheder begået mod kristne og andre ikke-muslimer i de muslimske lande og efterhånden også mange steder i Vesten nu. Jeg mener med andre ord, at man ikke skal lade alle dem i stikken, som forfølges i verden på grund af, at deres tro og kultur tilfældigvis ikke matcher Koranen, blot fordi nogle muslimer bliver vrede på os over kritikken.
I angiveligt modsætning til JSP er jeg i en slem vildrede over al den megen tale om et fåtal af fundamentalister blandt et stort flertal af overvejende liberale muslimer.
Hvorledes kommer JSP frem til det? Når man går på nettet og studerer, hvad der sådan foregår på muslimske tv- og radiostationer, må jeg sige, at det sandelig ikke ser for morsomt ud.
En af de allernyeste af slagsen satellit-kanalen Al-Risala TV havde f.eks. i sidste måned (5/11) en ganske tankevækkende debat med gæster i studiet og seerne ude ved tv-apparaterne i de almindelige muslimske hjem. Man diskuterede spørgsmålet om konvertering. Stationen lavede en hurtig meningsmåling blandt seerne og studiegæsterne. Resultatet var, at 24 pct. mente, det var tilladt en muslim at konvertere, 76 pct. mente nej.
I studiet var der så én blandt publikum, der gjorde opmærksom på den islamiske holdning til sagen. For nok kunne man konvertere, men det betød så døden for konvertitten.
Studieværten (en Al-Sweidan) udbrød da, at det jo da ikke var frihed. Manden blandt publikum mente, at det var det, for han ville da ikke sige til ham, der ville konvertere, at han ikke måtte. Han skulle bare være klar over, at det så ville betyde, at han blev slået ihjel.
Hertil replicerer studeværten: »Hvad kan være værre end at blive slået ihjel«? hvortil manden svarer: »Det er netop derfor, at han ikke vil konvertere!« (Egentlig: "Become an apostate" = en, der afstår fra religionen).
Se JSP, jeg tror ikke, at denne holdning er en særlig isoleret opfattelse blandt muslimer om dette emne. 76 pct. af dem, der svarede på spørgsmålet om, hvorvidt man må konvertere eller ikke, svarede jo altså også nej.
Til dette er der at sige, at denne nye tv-stations målsætning er at være moderne, "oppe på beatet".
Den vil have fat i de unge og helt almindelige muslimer. Derfor er der heller ingen grund til at tro, at de holdninger, der her kommer til udtryk ikke skulle være udtryk for, hvad den almindelige muslim mener om sagen. Jeg tror, man vil finde, at den holdning til spørgsmålet om konvertering ikke er enestående. Vi ser jo også, at ytringsfriheden opfattes på samme måde: vel må du sige, hvad du vil, men så kender du også konsekvenserne (du skal dø).
Jeg mener, at vi ikke skal acceptere sådanne holdninger, som grundlæggende principper for vort samfund.
Jeg mener også, at på trods af alle disse trusler og øretæver, der altid bliver slynget mod en, når man tillader sig at sige alt dette midt imod, så skal vi blive ved med at opponere.
Af to helt principielle grunde mener jeg, at vi ikke skal opgive vor kritik af sådanne forhold og holdninger:
For de ikke-muslimers og moderate muslimers skyld, der må leve i samfund, hvor de gang på gang bliver ofre for overgreb og forfølgelse, fordi de ikke deler flertallets opfattelse på disse områder.
For vor egen skyld. Giver vi efter, så er det altså på et eller andet tidspunkt forbi med demokratiet, som vi kender det, og det liberale samfund, som følger af demokratiet i vor forstand. Demokratiet og den offentlige frie debat vil jo ikke blive afskaffet ved lov, men derimod ved, at folk ikke længere tør ytre sig på grund af trusler, vold og mord. Det er jo præcis den mekanisme, som debattøren i det omtalte tv-program gør opmærksom på fungerer i forhold til spørgsmålet om at konvertere!
Den slags mener jeg altså, vi endnu må have lov at tale midt imod, så længe nogen endnu kan eller tør.
At tie her er som at samtykke og værst af alt at lade tusinder og atter tusinder i stikken, som har brug for, at nogen udtaler den kritik, som er frihedens stemme for de undertrykte.
Når det kommer til stykket må vi jo spørge, om ikke også folkene i Mellemøsten har ret til et samfund med demokrati og frihedsrettigheder? Skal vi så ikke også forsøge at holde fanen højt her, selvom så også somme grumme gerne vil futte den af og lukke munden på os?